Jeg kan godt lide min mor. Hun er kærlig, men hun er ikke så stærk. Jeg går i sjette klasse, da det går op for mig, at der er noget galt mellem min far og mor. Han har aldrig været meget hjemme, men nu kommer han slet ikke hjem i weekenderne. Det er ikke noget, vi snakker om, men jeg lægger mærke til, at hun begynder at drikke cognac. Jeg er 11 år, da jeg finder hende på sofaen i hjørnet af stuen foran kaminen. Der står et glas med piller ved siden af cognacflasken. Jeg går over til hende. Der står et brev på bordet. Det er til min bror og mig. ”Jeg elsker jer meget. Det har ingenting med jer at gøre, men jeg kan ikke holde livet ud.” Jeg kigger på hende. Mærker hendes hånd. Hun virker ikke død, mere som en, der sover. Jeg har set min farfar, da han døde, så jeg ved, hvordan man ser ud, når man dør. Jeg ringer til ambulancen. Det skal nok gå. Jeg er ikke så bange. Ambulancen kommer lynhurtigt med udrykning. En af ambulancefolkene tager hendes puls og kigger på pilleglasset. De griner lidt til hinanden. Hun er langtfra død. Jeg bliver lidt flov over min mor. Flov over, at ambulancefolkene griner. Jeg kan ikke forestille mig, at min mor egentlig skulle begå selvmord. Men hun er ked af det. Grunden til, at far ikke længere er hjemme i weekenden, er, at han har fundet en ny kvinde. Alligevel bliver han boende derhjemme sammen med os. Så i hverdagen sover han hjemme, og i weekenden tager han så af sted. Mor føler sig ydmyget, men hun går ikke fra ham. Hun kræver ikke skilsmisse. Hun finder sig i tingene og drikker cognac. Vi snakker heller ikke om hendes selvmordsforsøg. Den dag, jeg finder hende på sofaen, spiser vi aftensmad, som om intet er hændt. Hvis man ikke snakker om problemerne, så findes de heller ikke. Indtil jeg flytter hjemmefra som 18-årig, laver min mor 20
Christian_Zwettler_Jeg_Revolutionær_Materie.indd 20
24/02/12 09.18