Page 1

100 mm

139,5 mm

139,5 mm

100 mm

CHRISTIAN ZWETTLER

12 år gammel sætter Christian Zwettler kursen efter Den Røde Stjerne. Hvor hans jævnaldrende drømmer om at blive pop- eller sportsstjerner, drømmer han om at gøre oprør og tager Spartacus, Che Guevara og Andreas Baader som sine idoler. Christian begynder at forme sig selv som revolutionær. Han er en kriger. På vej væk fra et hjem i opløsning.

MED LARS BORKING

CHRISTIAN ZWETTLER

FRA BOGEN Che Guevara lyder som en fantastisk helt. Jeg er kriger og kan godt lide at slås. Jeg er kongen i skolegården, og da jeg hører historierne om den cubanske revolution, går det op for mig, hvad jeg skal slås for. Derhjemme spørger jeg min mor: ”Mor, hvad er værst: kommunist eller gangster?” ”Kommunist,” svarer hun. Så er der ikke længere nogen tvivl.

LARS BORKING

9 788771 088113

PEOPLE'SPRESS

født 1975, journalist fra Danmarks Journalisthøjskole 2009. Har arbejdet på Dagbladet Information og tilrettelagt tv- og radiodokumentarer. Blandt andre dokumentarfilmen ”Grillfesten i Tingbjerg”.

JEG REVOLUTIONÆR

født 1966, arbejder i dag med anderledes kommunikationskampagner i sit firma Zwettler Strategi.

220mm

19 mm

I gadekamp med nynazister og politi over hele Tyskland lærer Christian at slås, som 25-årig danner han sin egen revolutionære celle i København, og da et bankrøveri slår fejl, fortsætter kampen som statens fange. Også selv om de andre indsatte, dem, han vil befri, ikke fatter et ord af, hvad han har gang i. Efter tre år kommer Christian ud. Det er 1995, og hans forestilling om at lede en væbnet revolution har ikke rigtigt tiden med sig. Men Christian holder fast, hvor andre giver slip. Alene kaster han sig ud i jagten på den næste front.

MED LARS BORKING

CHRISTIAN ZWETTLER

JEG REVOLU TIONÆR PEOPLE'S PRESS

JEG REVOLUTIONÆR er en historie om at kæmpe mod alle odds og fare vild i forsøget på at gøre noget rigtigt. Det er en historie om, at man skal lytte til andre, hvis man vil lave verden om.

Fotos af Christian Zwettler: © Maria Fonfara Foto af Lars Borking: © Flemming Gernyx Bagside: Christian Zwettler med sin første pistol.


C H RI ST I A N ZWE TTLE R M ED L ARS B O R KING

J EG REVOLUT I ONÆR

 

Christian_Zwettler_Jeg_Revolutionær_Materie.indd 3

24/02/12 09.18


Historien gentager sig selv, første gang som tragedie, anden gang som farce

Christian_Zwettler_Jeg_Revolutionær_Materie.indd 5

— Frit efter Karl Marx

24/02/12 09.18


Christian_Zwettler_Jeg_RevolutionĂŚr_Materie.indd 6

24/02/12 09.18


1

J

eg sidder alene på mit værelse og ser fjernsyn. Det er en   god aften. Jeg nyder mit liv. I morgen sker det, men lige nu slapper jeg af. Det kommer til at gå godt. Fængsel skræmmer mig ikke. Man løber selvfølgelig en risiko under enhver aktion. Det bliver ikke sjovt, hvis vi møder politiet. Vi er bevæbnet med pistoler og tåregasspray, men jeg har ikke lyst til, at panserne venter på os, når vi kommer ud. Jeg vil ikke i skyderi. Danske politibetjente har ingen problemer med at trykke på aftrækkeren. Hvis bare vi holder os til tidsplanen, så går det lynhurtigt. Tak, tak, tak. Så er vi væk. Hit and run. Jeg tænker ik­ ke mere på det. Man skal ikke tiltrække negative tanker. Hvis man tænker for meget, risikerer man at tiltrække det, man helst vil undgå. Man risikerer, at det sker. Jeg vil ikke skydes, og jeg vil ikke bringe almindelige menneskers liv i fare. Jeg skal ikke tænke mere over det. Jeg nyder aftenen. Nyder, jeg er i live. Jeg bor i kollektiv på Nørrebro. Der er nogen ude i køkkenet, men Anette, min kæreste, er ikke hjemme. Hun er i 7

Christian_Zwettler_Jeg_Revolutionær_Materie.indd 7

24/02/12 09.18


Tyskland for at besøge Irmgard Möller, der sidder i fængsel. Irmgard var den eneste fra Rote Armee Fraktion, som overlevede Stammheim-fængslet i 1977. Det var dengang, RAF havde kidnappet formanden for de tyske arbejdsgivere og krævede, at deres fængslede kammerater blev løsladt, og en gruppe palæstinensere i solidaritet med RAF kidnappede et tysk passagerfly over Mallorca for at lægge ekstra pres på de tyske myndigheder. Det lykkedes ikke for RAF at komme igennem med deres krav. Tyske kommandosoldater stormede det kaprede fly og slog de fleste af palæstinenserne ihjel, arbejdsgiverformanden blev skudt af RAF, og Irmgard Möller, der sad sammen med toppen af organisationen i højsikkerhedsfængslet Stammheim, har fortalt, hvordan hun i sin celle blev angrebet og overlevede flere knivstik i brystet. Jeg har holdt kontakt til en del af de gamle RAF-med­ lemmer, som sidder fængslet. For Anette er det første gang, hun skal møde en af dem face to face. Hun ved ikke noget om, at jeg laver den her aktion, samtidig med at hun mødes med Irmgard. Jeg har ikke fortalt det til nogen. Det er der ingen grund til. De seneste år har jeg forfulgt det, jeg tror på. Jeg vil opbygge en byguerilla i Danmark efter tysk forbillede. Det gælder om at bekæmpe kapitalismen ved at sætte ansigt og adresse på de folk, der er ansvarlige for fattigdom og ødelæggelse. Vi skaber en dansk afdeling af Den Røde Hær, som skyder statsministeren, erhvervstoppen og politiledelsen og viser befolkningen, at der er en vej til frihed. Vi viser folk, at systemet ikke er urørligt. At det er muligt at gøre modstand. Så vil andre følge med. Det kræver penge at gå under jorden. Derfor er første skridt at skaffe penge til flybilletter, biler, lejligheder, mad og våben. Længere tænker jeg ikke lige nu. Vi skal bare have fat i nogle penge. Jeg tænker på den amerikanske borgerrettighedsfor8

Christian_Zwettler_Jeg_Revolutionær_Materie.indd 8

24/02/12 09.18


kæmper Malcolm X. Han skrev, at der fandtes to slags slaver i USA, husslaven og markslaven. Husslaven, som blev behandlet bedre end de andre slaver, som havde enkelte privilegier og identificerede sig med sin herre. Husslaven var altid opmærksom på sin herre og var den, som sørgede for, at markslaverne ikke gjorde oprør. Han levede bedre, han klædte sig bedre, og han boede bedre end de andre slaver. Husslaven elskede sin herre. Når herrens hus brændte, forsøgte husslaven at slukke ilden, og hvis herren blev syg, sagde han: Hvad er problemet, er vi syge, Massa? Markslaven var anderledes. Han boede usselt og havde ikke noget at miste. Han havde det dårligste tøj og spiste den dårligste mad. Markslaven hadede sin herre. Når herren blev syg, bad markslaven til, at han ville dø. Når herrens hus brændte, bad han til, at vinden ville blive stærk. I dag holder kapitalismen os fanget. De fleste af os er stadig slaver. Ligesom dengang findes der også husslaver og markslaver i dag. Jeg er markslave. Jeg ser undertrykkelse og udbytning Jeg hader dem, der er ansvarlige. Når herskernes huse brænder, har jeg det godt. Jeg har aldrig ønsket at bo i deres huse. At leve efter deres love. Jeg vil brænde huset ned og slå herskeren ihjel. Jeg vil ud af det kapitalistiske samfunds fangenskab. Jeg ønsker alt det modsatte af det, jeg er vokset op i. Jeg tror på frihed, lighed, retfærdighed og kærlighed. Mit job er at tænde tændstikker. Jeg henter en tåregasspray i natbordet på Anettes værelse. Den skal jeg bruge i morgen. Vi har dåser med tåregasspray liggende overalt i lejligheden. Under sengen, på reolen, i natbordet. Jeg tager altid fire-fem dåser med hjem fra Tyskland. Dåserne i natbordet er tørret rene for fingeraf9

Christian_Zwettler_Jeg_Revolutionær_Materie.indd 9

24/02/12 09.18


tryk, så de er lige til at bruge. Jeg tager én, og for at være sikker tørrer jeg den af igen. Jeg har hvide arbejdshandsker på og stikker den rengjorte tåregasspray i brystlommen på min cowboyjakke. Jeg lægger mig på sengen og falder i søvn og sover drømmeløst. Klokken otte næste morgen vågner jeg frisk. Adrenalinen begynder at køre rundt i kroppen. Så ved jeg, at jeg om lidt laver en god aktion. Jeg har altid godt kunne lide timerne op til en aktion. Det er ligesom bungy-jump. Det er en kant, man kaster sig ud over. En afgrund, man kaster sig ned i. Jeg kan mærke i maven, at jeg lever. Jeg er fokuseret. Tænker ikke på alt muligt pis. Det kan ende grusomt galt eller ultimativt lykkeligt. Det er duften af livet. Jeg gør det, jeg er født til. Her smelter de politiske slogans sammen med, hvem jeg er. De andre sover eller er allerede taget på arbejde. Jeg er alene i køkkenet. Laver en kop pulverkaffe. Jeg spiser ikke morgenmad. Jeg har læst, at man ikke skal spise før en aktion, hvis man risikerer at blive skudt i maven. Uden mad i maven er det nemmere at blive opereret. Det kan være forskellen på liv og død. Jeg forlader lejligheden. Vi ved, at den kan være aflyttet, og jeg har flere gange haft en fornemmelse af at være skygget. Efterretningstjenesten er helt sikkert klar over, at jeg har gode forbindelser til miljøet af RAF-fanger i Tyskland og til de legale dele af modstanden. Jeg vil være sikker på, at ingen følger efter mig. Jeg cykler lidt rundt og kører et stykke langs søerne på Nørrebrosiden, hvor det er svært at følge efter for eventuelle politifolk. Fra Nørreport tager jeg toget til Langgade Station, hopper ud og tager det den anden vej. Ingen andre gør det samme. Jeg står af på Enghave og går mod Søndermarken, hvor jeg nogle dage forinden har gravet en pose ned med en sort pilotjakke og en amerikansk baseball cap. Hvis jeg 10

Christian_Zwettler_Jeg_Revolutionær_Materie.indd 10

24/02/12 09.18


har haft pansere efter mig, så har de ikke længere et signalement, der passer. Jeg har aftalt med min kammerat, at vi mødes på Bispe­ bjerg Kirkegård kl. 11.45. Jeg tager bussen ud til Nordvest. Der er ikke nogen mennesker på kirkegården bortset fra min kammerat. I et hjørne af kirkegården har vi gemt en pose med noget overtrækstøj og en pistol. Vi har gravet et hul i jorden under en busk, hvor vi har lagt lidt træ og nogle blade over. Vi mødes, hilser kort. ”Rød front, kammerat,” siger jeg på mit tyskerdansk. ”Rød front.” Jeg trækker den blå kedeldragt over mit almindelige tøj. Jeg føler mig hensat til 80’erne, hvor jeg var bz’er. Kedeldragten var nærmest bz’ernes uniform i gadekampe. Det her er et oldschool røveri. Min kammerat hopper lidt på stedet for at få kedeldragten til at sidde ordentligt. ”Er du klar?” siger jeg. Jeg løfter hånden til high five, og min kammerat smiler, nikker og klasker mig i håndfladen. Så rykker vi. Jeg går forrest. Vi ligner næsten almindelige arbejdsmænd med støvmasker siddende nede på hagen, men solbrillerne bryder illusionen. Jeg er klar, mere end klar. Nervøs på en fed måde. Hjertet pumper. Ikke mere snak, nu handler vi. Champagne i maven og fuldstændigt fokus. Jeg er markslaven. Jeg er Spartacus. Jeg er Andreas Baader. Det her er begyndelsen. Vi nærmer os. Jeg sætter støvmasken op foran ansigtet og åbner døren til Den Danske Bank.

11

Christian_Zwettler_Jeg_Revolutionær_Materie.indd 11

24/02/12 09.18


2

P

engene eller livet,” siger jeg, da døren går op.   Jeg er 11 år og står med en sørøverpistol i plastik og peger på en fremmed mand. Med sølvstjerne på den sorte vest og flæser i bukserne er jeg blevet til en rigtig cowboy. Manden griner. Han giver os nogle småpenge. Min tvillingebror Frank og jeg har klædt os ud. Vi er maskerede ligesom de cowboys og gangstere, vi elsker fra film. Nu laver vi lige nogle hurtige røverier. En dame smiler til os, da hun åbner døren. Hun henter lidt chokolade. Vi havde egentlig håbet på penge. Kvarteret, vi bor i, hedder Sankt Augustin. Det er et rigt kvarter i en forstad til Bonn, Vesttysklands hovedstad. Vi er gået nogle gader væk fra, hvor vi selv bor. Vi gider ikke at blive genkendt. Det er pinligt at tigge penge fra fremmede, men det giver godt. Indtil videre har vi tjent omkring 10 mark og et stykke chokolade. Frank og jeg er enæggede tvillinger. ”To små engle,” siger folk, fordi vi har lyst hår og blågrønne øjne. Vi ligner den rene uskyld, selv godt skjult bag tørklæder og cowboyhatte. 12

Christian_Zwettler_Jeg_Revolutionær_Materie.indd 12

24/02/12 09.18


Vi går ind i en opgang med hvide fliser. Det ligner en rigtig rigmandsopgang. Vi går op til den første afsats. Der står plastikpalmer på gulvet. Jeg ringer på en dør. En gammel dame åbner. Bag tørklædet siger jeg barskt: ”Pengene eller livet.” Damen begynder at skrige. Med fuld kraft smækker hun døren i hovedet på os. Vi er i chok. Som en lille djævel på flugt springer jeg ned ad trinene efterfulgt af min bror. Vi løber ud af opgangen og spurter ind i skoven tæt på. Vi er totalt paranoide, vi skal bare have cowboytøjet af, så ingen genkender os. ”Hun troede, det var for alvor,” siger min bror forpustet. ”Vi er sgu da rigtige gangstere,” griner jeg. ”Ja, mand, de sejeste gangstere.” Så griner vi sammen. Vi går hjem. Ind på vores værelse med forklædningen under armen. Det flyder med playmobil-mænd og bamser. Vi siger ikke noget til vores forældre. Det gør vi aldrig. De spørger heller ikke om noget. Et par dage senere læser jeg i lokalavisen, at to unge mænd forklædt som cowboys har truet en gammel dame med et oversavet jagtgevær. Jeg er ved at skide i bukserne. Bliver vi opdaget nu? Samtidig er jeg stolt. Folk tror sgu, vi er rigtige gangstere. Vi er ligesom i filmene. Jeg vil gerne klippe artiklen ud, men tør ikke.

* Fra vi var helt små har vi været meget hos min mormor i Köln. Hver weekend kommer vi hjem til mormor. Hun giver os et kæmpe kram og behandler os som små konger. Vi sidder mellem de broderede puder i den mørkegrønne sovesofa og ser fjernsyn, spiser slik og drikker cola. Vi er hendes små skattebasser. Jeg elsker at være der. 13

Christian_Zwettler_Jeg_Revolutionær_Materie.indd 13

24/02/12 09.18


Mormor har det venligste ansigt. Hun er genial til at bage kager, og for det meste går hun rundt derhjemme med forklæde. Mormor bor ved siden af en stor fabrik. Tit lyder røgalarmen fra fabrikken, og så skal alle vinduerne i lejligheden lukkes. Vi kan ikke tage nyt legetøj med i gården, for vi risikerer, at det bliver hugget. Vi leger for det meste i lejligheden under de idylliske landskabsmalerier på væggene, mens mormor smugryger i køkkenet. Hun synes nok ikke, man skal ryge foran sine børnebørn. Som 10-årig køber jeg en slangebøsse, og fra mormors altan skyder jeg med sten efter rotterne i gården. Mormor er ligeglad, så længe jeg kun skyder efter rotter. Mor og far går ud i weekenden. De er unge. Mor var kun 19, da de fik os. Indimellem henter de os hos mormor, og så kører vi over til den anden side af Köln, hvor farmor og farfar bor i en kæmpe villa. Farmor er en rigtig dame, med rank ryg. Hun giver hånd, og er meget pæn i tøjet. Vi skal være stille. Jeg skal spise op og passe på tallerkenen, som er af fin porcelæn. Vi spiser paella. Min farmor er spansk. Hendes familie er fra Valencia. Haven er lige så stor som en fodboldbane, og alle huse i kvarteret er gigantiske. Her er grønt og smukt. Man må ikke lægge benene på bordet, og vi skal sidde med rank ryg. Farfar er østriger, og da han giftede sig med farmor, blev hun også østriger. Derfor bliver min bror og jeg også østrigere af nationalitet, selvom vi er født og opvokset i Tyskland. Fars familie er katolikker. De har tjent mange penge på at sælge spanske appelsiner i Tyskland efter krigen. Når vi besøger dem, har vi hvid skjorte og slips på. Vi bliver klædt på som små dukker. Det varer kun et par timer, så kører vi tilbage til mormor og spiser wienerschnitzel med kartofler og brun sovs. Vi overnatter aldrig hos farmor og farfar, og i bilen på vej til mormor piller mor altid 14

Christian_Zwettler_Jeg_Revolutionær_Materie.indd 14

24/02/12 09.18


vores slips af. Mor og far efterlader os hos mormor indtil søndag aften, hvor de henter os igen. Vores forældre er blevet gift, en måned før vi blev født den 21. oktober 1966. Det fortæller mor. Vores far snakker ikke med os. Han spørger aldrig om noget. Jeg snakker ikke med ham om ting, der betyder noget. Han giver mig aldrig et kram, og jeg lærer fra starten at være ligeglad. Jeg lukker af i stedet for at længes. Jeg kan ikke mærke, om han er glad for mig. Han interesserer sig ikke for mig, så jeg interesserer mig heller ikke for ham. Han arbejder i et ingeniørfirma, og vi ser ham sjældent. Det er, som om han har meldt sig ud af familien. Min far har det sådan her: Vi har et sted at bo, han giver os de ting og det tøj, vi gerne vil have. Så er han en god far. Han vil også lære os disciplin og orden. Derfor sender han os i katolsk børnehave. Han er selv katolik og kan godt lide, at der er styr på tingene. I børnehaven har nonnerne sorte kjoler på med sort hovedbeklædning. På hver stue hænger en stor Jesusfigur og bløder på korset. Nonnerne taler ustandselig om straf og synd. De siger, at vi kommer i helvede, hvis vi slås, og det gør vi hele tiden. De siger, at Jesus bliver sur på mig. I starten er jeg bange for dem, men jo mere de straffer mig, desto mere mister jeg respekten, og til sidst føler jeg kun had til nonnerne og deres straf og synd. Jeg bryder mig ikke om at være der og kan ikke forstå, hvorfor min far har sendt mig derhen. Hvis himlen er for dem, som aldrig laver ballade, så er der måske sjovere i helvede, tænker jeg.

* Min mormor går meget op i os. Hun er socialdemokrat, og hun lærer mig, at jeg ikke skal se ned på andre. En dag sid15

Christian_Zwettler_Jeg_Revolutionær_Materie.indd 15

24/02/12 09.18


der jeg ved siden af hende på en bænk og spiser slik med min bror på den anden side. Vi har lige været ude og købe ind sammen med mormor. Det er varmt i luften og en gadefejer i orange arbejdstøj fejer fortovet. Han ligner en tyrker. Jeg siger: ”Fej gaden ordentligt, det kan du vel finde ud af, selvom du sikkert har været dum i skolen.” Mormor bliver rasende. ”Sådan skal du ikke snakke til andre mennesker. ” Hun er ellers ikke typen, der farer op, men jeg har gjort hende vred. Hun rejser sig og hiver mig op fra bænken. ”Kom her, du giver ham en undskyldning, og det er lige med det samme.” Jeg lusker efter mormor hen til gadefejeren. Jeg er flov. Jeg giver ham hånden: ”Undskyld.” ”Det skal du ikke tænke på, du er bare et barn.” Mormor siger også undskyld. Vi tager bussen hjem. ”Man skal behandle andre mennesker med respekt, Christian. Det er ikke dårligt at være gadefejer, han gør gaden rent. Hvis han ikke gjorde det, ville den være rigtig beskidt. Han tjener penge til sin familie.” Jeg kigger ud ad vinduet, men lytter. ”Alle mennesker er lige og de fortjener at blive behandlet ordentligt.” Jeg nikker. Jeg kan godt lide min mormor. Hun har ret. Havde det været sammen med min farmor og farfar, så tror jeg, de havde syntes, det var helt i orden, at jeg sagde sådan til gadefejeren. Jeg kommer fra to forskellige familier. Jeg har begge dele i mig.

* 16

Christian_Zwettler_Jeg_Revolutionær_Materie.indd 16

24/02/12 09.18


Min far sender både min bror og mig i skole som seksårige. Det er et år før, man normalt starter. Han er ambitiøs. På vores vegne. Specielt på mine. Jeg er født nogle minutter før min bror, og derfor er det mig, der skal føre hans forretning videre. Sådan tænker han. Han er blevet partner i ingeniørfirmaet. Skolen er kedelig. Vi kan ikke sidde stille. De siger, vi er for barnlige, og vi dumper første klasse. Jeg er skoletræt, før jeg er begyndt. Jeg kan bedre lide sport. Fodbold, ski, vindsurfing og tennis. Hver sommer har vi været på sommerferie ved Wolfgangsee og boet på femstjernet hotel og svømmet og sejlet i gummibåd. Hver vinter har vi stået slalom i Ischgl eller Sölden. Både min bror og jeg er adrenalinjunkier, og jo ældre vi bliver, desto flere chancer tager vi. De stejleste skrænter, de største hop. Det er på samme måde med fodbold. Jeg er målmand og smider mig med hovedet først ned i tacklingerne. Jeg er konkurrencemenneske og hoverer, når jeg vinder, og er fuld af undskyldninger, hvis jeg taber. Jeg spiller tennis i Rot-Weiß Köln, en af Tysklands største og bedste klubber. Igennem flere år vinder jeg klubmesterskabet. Det er min far, der tager mig med til tennis, og han er glad, når jeg vinder. Bare jeg ikke vinder over ham. Sidste gang, vi spiller mod hinanden, er i sommeren 1978. Det er varmt, solen skinner, og vi kører ned i klubben i hans store, gyldne Audi. Vi har klædt om hjemmefra og går direkte på grusbanen. Min far plejer at vinde. Det er derfor, han godt kan lide at spille med mig. Men denne dag går det anderledes. Jeg slår ham i første sæt og er på intet tidspunkt truet. Jeg er 11 år og bedre end min far. Jeg råber: ”Hva’ så, gamle, nu er det slut med at vinde.” Normalt belærer min far mig om, hvordan jeg skal spille, hvad jeg gør forkert, og hvad jeg skal øve mig på. 17

Christian_Zwettler_Jeg_Revolutionær_Materie.indd 17

24/02/12 09.18


”Du skal løbe mere. Du skal slå hårdere. Du skal være mere fokuseret.” Det bliver der ikke noget af i dag. Han taber, og han kan mærke det. Han er pissesur, og jeg driller ham. ”Fra nu af får du bare tæsk, tæsk, tæsk.” Han kan ikke sige: ”Hold kæft.” Det vil virke for latterligt. Men han synes ikke, det er sjovt. Han kæmper helt vildt. Og spiller elendigt. For mig lykkes det hele. Han dømmer en af mine bolde ude. Det er andet sæt, og han er bagud. Jeg løber over på hans side, og viser ham aftrykket efter bolden. Den var ikke ude. Lidt efter dømmer jeg en af hans bolde ude. Han kommer over på min side. Kigger på aftrykket. Den var ude. Han er indebrændt. ”Der er klasseforskel på os to,” siger jeg. Min far taber kampen. Jeg ved, at det betyder, at han ikke gider at spille mod mig igen. Sådan er han. Vi løber også sammen, indtil jeg løber fra ham Vi kører hjem. Jeg tager et bad og smider mig foran fjernsynet og råber: ”Jeg er familiens tennis champ.”

* Min mor arbejder halvtid som sekretær. Hun kommer hjem og laver frokost til mig og min bror. Vi hader, når hun laver suppe med kartofler eller kogte grøntsager. Så hellere frikadeller eller wienerschnitzel med sauerkraut eller en frysepizza i ovnen. Ligesom alle andre spiser vi varm mad til frokost, og så tager vi en mad, når det bliver aften. Min far går tidligt og arbejder til sent, ham ser vi næsten aldrig. Nogle gange spiser mor med til frokost, men hun bli18

Christian_Zwettler_Jeg_Revolutionær_Materie.indd 18

24/02/12 09.18


ver tit irriteret på os. Vi tager pis på hende. ”Du ligner en dværg,” siger vi. Hun er 1,65 høj. Mor kan godt lide, at far tjener mange penge. Hun går med guldarmbånd op ad armen og halssmykker og ørenringe, også af guld, og er altid smart med makeup og kort, moderne hår. Hun kører til frisør hver fredag i sin egen bil, en dybblå Citroen 2CV, eller ”Ente”, anden, som den bliver kaldt i Tyskland. Når vi går på restaurant, bestiller min mor altid det dyreste og mest specielle, hun kan finde. Hun skal både have forret og dessert, men for det meste stikker hun kun lidt til maden og lader det meste ligge tilbage på tallerkenen. Hendes øjne er større end hendes mave. Min far bliver irriteret. Hun bruger for mange penge, siger han. Han er opdraget til at spare. Han vil helst have en million på kontoen, mens mor hellere vil vise folk, at hun har penge. Godt nok er hun socialdemokrat ligesom mormor, men hun elsker den status, der følger med pengene. Min far er præcis modsat. Han skjuler helst, at han har penge, så han ikke risikerer at skulle give noget væk. Min mor elsker at købe tøj, hun går ud og fester og drømmer om at rejse. Min far arbejder, og hvis han drømmer om noget, så viser han det ikke. Hvis jeg vil have noget, spørger jeg altid min mor. Min fars svar er nej. Da vi køber hus i Sankt Augustin, er min mor utrolig stolt. Hun er vokset op i det sønderbombede Berlin sammen med sin mor. Hun har aldrig fortalt om sin far, og jeg spørger ikke. Min mor synes, det er fantastisk at skulle bo i sådan et flot hus. Tre etager og fuld kælder, hvor der kan indrettes et festlokale. Der står allerede en bardisk og nogle barstole. Stoltheden stråler ud af hende, og hun virker højere end normalt. Et flot hus og en flot mand, der er ingeniør. Det er hendes drøm. 19

Christian_Zwettler_Jeg_Revolutionær_Materie.indd 19

24/02/12 09.18


Jeg kan godt lide min mor. Hun er kærlig, men hun er ikke så stærk. Jeg går i sjette klasse, da det går op for mig, at der er noget galt mellem min far og mor. Han har aldrig været meget hjemme, men nu kommer han slet ikke hjem i weekenderne. Det er ikke noget, vi snakker om, men jeg lægger mærke til, at hun begynder at drikke cognac. Jeg er 11 år, da jeg finder hende på sofaen i hjørnet af stuen foran kaminen. Der står et glas med piller ved siden af cognacflasken. Jeg går over til hende. Der står et brev på bordet. Det er til min bror og mig. ”Jeg elsker jer meget. Det har ingenting med jer at gøre, men jeg kan ikke holde livet ud.” Jeg kigger på hende. Mærker hendes hånd. Hun virker ikke død, mere som en, der sover. Jeg har set min farfar, da han døde, så jeg ved, hvordan man ser ud, når man dør. Jeg ringer til ambulancen. Det skal nok gå. Jeg er ikke så bange. Ambulancen kommer lynhurtigt med udrykning. En af ambulancefolkene tager hendes puls og kigger på pilleglasset. De griner lidt til hinanden. Hun er langtfra død. Jeg bliver lidt flov over min mor. Flov over, at ambulancefolkene griner. Jeg kan ikke forestille mig, at min mor egentlig skulle begå selvmord. Men hun er ked af det. Grunden til, at far ikke længere er hjemme i weekenden, er, at han har fundet en ny kvinde. Alligevel bliver han boende derhjemme sammen med os. Så i hverdagen sover han hjemme, og i weekenden tager han så af sted. Mor føler sig ydmyget, men hun går ikke fra ham. Hun kræver ikke skilsmisse. Hun finder sig i tingene og drikker cognac. Vi snakker heller ikke om hendes selvmordsforsøg. Den dag, jeg finder hende på sofaen, spiser vi aftensmad, som om intet er hændt. Hvis man ikke snakker om problemerne, så findes de heller ikke. Indtil jeg flytter hjemmefra som 18-årig, laver min mor 20

Christian_Zwettler_Jeg_Revolutionær_Materie.indd 20

24/02/12 09.18


måske tyve selvmordsforsøg. Men hun forsøger aldrig at slå sig selv ihjel for alvor. Hun finder sig i, at min far elsker en anden kvinde. At han knepper en anden kvinde. At han betragter min mor som en ven. Engang var hun nummer et, nu er hun nummer to. Over for os giver hun den som en, der har tjek på tingene. Jeg tror, min mor regner med, at de finder rigtigt sammen igen. Hun ved, hun bliver ydmyget. Det er mind fucking, min far laver. Hun kan ikke falde i søvn uden at drikke sig stiv. Hun kan ikke give slip. Han er det menneske, der kender hende bedst. Min far finder først en anden, efter at hans egne forældre er døde. Han har ventet. Jeg begynder at foragte ham for hans inkonsekvens. Jeg vil være det modsatte. Jeg vil være konsekvent. Altid. Jeg begynder at stjæle fra ham. Står op lidt før ham og går ned og tager penge i hans jakke. Nogle gange spørger jeg ham, om jeg må få penge, men han svarer bare: ”Næ.” Jeg tænker: ”Hvis du ikke giver mig, så tager jeg selv.”

* Jeg har eget værelse med balkon ud til parken i Sankt Augustin. Min brors og mit værelse ligger ved siden af hinanden på første sal. Vores hus ligger for enden af en blind vej op til den store park. Det er et fint kvarter med læger og advokater, men der er ikke nogen børn. I flere år har vi en fredagstradition. Min bror og jeg får hver en liter cola og en plade Ritter Sport. Så ser vi actionog gangsterfilm på ARD og ZDF. Jeg ligger i min seng på mit eget værelse og drikker cola af flasken. Jeg har mit eget farvefjernsyn og ser altid film alene. Min bror har også eget 21

Christian_Zwettler_Jeg_Revolutionær_Materie.indd 21

24/02/12 09.18


fjernsyn og ligger på sit værelse, og min mor sidder nedenunder og ser romantiske tyrolerfilm. Vi ser aldrig fjernsyn sammen. Hvorfor skulle vi? Min bror er lige så vild, som jeg er. Vi leger sammen, og jeg stoler blindt på ham. Nogle gange går vi ud om natten. Så har vi sat det elektroniske vækkeur, og hvis den anden ikke er kommet ud af sengen, kan man banke på ruden fra balkonen, som vi deler. Vi kravler ned ad nedløbsrøret og mødes med nogle venner. Vi er tvillinger i alt. Helt tilbage fra børnehaven laver vi bander og drømmer om gangsterlivet. En nat smadrer vi et vindue på skolen, hvor vi går i 4. klasse. Vi bryder ind og raserer det hele, skabe bliver revet op, og vi vælter bordene og smider rundt med stolene. I starten af 1979, da min bror og jeg er 12 år, flytter en ny familie ind i nabohuset. De har en dreng, Toni. Han er nogle år ældre end os. Vi inviterer ham med hjem. Toni ryster på hovedet af vores gangsterdrømme: ”Hvad er det for noget fis, det er sgu da totalt latterligt.” Toni er autonom og kommunist. Han har håret strøget tilbage. Hans familie kommer fra Spanien, og hans far underviser i spansk på universitetet. ”I skal da hellere kæmpe for en bedre verden,” siger han. Toni sidder på mit værelse og fortæller om, hvordan socialister i hele verden har kæmpet mod undertrykkelse. Selvom han er født i Tyskland, virker han meget spansk. Når han bliver grebet af historien, bruger han armene til at understrege sine pointer. Toni forandrer mit syn på verden. Han fortæller om Den Spanske Borgerkrig. Hvordan fascisterne forsøgte at kuppe den demokratisk valgte socialistregering. Hvordan Tyskland og Italien hjalp general Franco med våben og kamptropper, mens resten af Europa lod den spanske republik i stikken ved at forbyde den at købe våben. Frivillige fra hele verden tog til Spanien for at bekæmpe fascisterne. 22

Christian_Zwettler_Jeg_Revolutionær_Materie.indd 22

24/02/12 09.18


Francos styrker var militært overlegne og fik hjælp fra tyske bombefly og italienske landtropper. Men socialisterne kæmpede videre, mod alle odds. Jeg sidder i sengen på mit værelse, min bror på en stol, mens Toni fortæller. Det gør stort indtryk. Der er noget ved kommunismen. Gangsterdrømmene handler bare om at være sej, at gøre noget andet end det, vores forældre synes er rigtigt. Det kan kommunismen også, bare mere virkeligt. Jeg kan slås for en bedre verden og samtidig gøre mig fri af familiens løgne og min fars forestillinger om, at jeg skal gå i hans fodspor. En dag har en af vores kammerater stjålet en scooter, og jeg har fået lov at overtage den. I et afsides område af parken i Sankt Augustin kører folk på knallert på en hjemmelavet motocrossbane. Sammen med min bror og Toni kører vi ræs på banen med hop og stejle bakker, indtil scooteren løber tør for benzin, og vi smider den fra os i græsset. Bagefter ryger vi smøger, mens Toni fortæller om den cubanske revolution. Om Fidel Castro og Che Guevara, der med nogle få mænd sejlede til Cuba og startede en revolution. De var håbløst i mindretal, dømt til at mislykkes mod diktatoren Batista og hans hær, der blev bakket op med våben fra USA. Men de sejrede og tog magten. Che Guevara lyder som en fantastisk helt. Jeg er kriger og kan godt lide at slås. Jeg er kongen i skolegården, og da jeg hører historierne om den cubanske revolution, går det op for mig, hvad jeg skal slås for. Derhjemme spørger jeg min mor: ”Mor, hvad er værst: kommunist eller gangster?” ”Kommunist,” svarer hun. Så er der ikke længere nogen tvivl.

23

Christian_Zwettler_Jeg_Revolutionær_Materie.indd 23

24/02/12 09.18

Jeg revolutionær  

12 år gammel sætter Christian Zwettler kursen efter Den Røde Stjerne. Hvor hans jævnaldrende drømmer om at blive pop- eller sportsstjerner,...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you