ler, der lænede sig ind mod kirkemuren. Victor behøvede ikke længere at vente på mor. For en gangs skyld kunne han være sikker på, at hun ikke kom. Jeg var på vej til at gå forbi Cecilie, en af de kvinder, Susy og jeg syntes, var cool, da Hansen kom slentrende hen imod mig. Jeg ledte efter en udvej for at undgå at skulle snakke med ham. I sidste øjeblik blev jeg reddet af en øldunstende Stian. Det var sjældent, at man så ham i jakkesæt, og endnu sjældnere at han ikke havde en eller anden besk kommentar om resten af gruppen, der var omkring ham. Den fede skuespillersøn, Roffe, kunne takke den tragiske begivenhed for, at han ikke fik mere røvfuld på grund af den cykel, som Stian stadig mente, han havde stjålet fra ham. Mens jeg støttede mig til Stian og fik et knus, fik jeg øje på en tynd og stiv skikkelse, der forsøgte at skjule sig bag Roffes krop. Med en bleg hånd lykkedes det alligevel Lloyd forsigtigt at berøre Susys kiste, idet den blev skubbet ind i den sorte rustvogn. Bilen kørte langsomt ned ad Bygdøy Allé, da det pludselig slog mig: Dette ville Susy have elsket. Os to sammen for sidste gang. På Frogner.
< 12 >
FF 138x200.indd 12
18-10-2010 13:20:19