Page 1

FF 138x200.indd 1

18-10-2010 13:20:18


FF 138x200.indd 2

18-10-2010 13:20:18


Alexia Bohwim

FROGNERFISSER

OVERSAT FRA NORSK AF PER H. JACOBSEN

FF 138x200.indd 3

18-10-2010 13:20:19


Frognerfisser Af Alexia Bohwim Oversat fra norsk af Per H. Jacobsen Frognerfitter Copyright © Kagge Forlag A/S, 2008 Norsk utgave utgitt av Kagge Forlag A/S, Oslo Utgitt etter avtale med Hagen Agency, Oslo © Dansk udgave 2010 ~ EC Edition og Alexia Bohwim Redaktør: Birgitte Møller Balladone Omslag, grafisk tilrettelæggelse og sats: Per H. Jacobsen Forsidefoto: Neil Guegan/Corbis/Polfoto Bagsidefoto: Kagge Forlag ISBN 978-87-91392-26-9 1. udgave, 1. oplag Trykt hos Scandinavian Book 2010

Forlaget EC Edition Høegh-Guldbergs Gade 101, 3. 8000 Århus C

www.ec-edition.dk

FF 138x200.indd 4

18-10-2010 13:20:19


Til Sissel fra Alexia

FF 138x200.indd 5

18-10-2010 13:20:19


FF 138x200.indd 6

18-10-2010 13:20:19


MIDT I BEGYNDELSEN

Jeg skulle lige til at tænde mig en smøg, da jeg kom i tanke om rygeloven. Selv på Frogners smarteste café blev sundhedsminister Høybråtens lov overholdt. Jeg så rundt i det røgfrie lokale. Ved et af bordene sad Desirée og stirrede ondt på alle kvinder under fyrre med tænderne i behold, mens arkitekt Mørk høfligt vendte det hvide ud af øjnene, hver gang hun højlydt kommenterede enhver ny rivalinde, der ankom. På den plettede hvide murstensvæg bag dem hang et sort, rosa og hvidt mosaikbillede, der forestillede en knækket cigaret. Meget symbolsk og meget typisk for ham, der havde lavet det, Lloyd. Kunstneren og altmuligmanden havde beæret Tiffani med et af sine stadigt sjældnere besøg, og han fik nervøse trækninger, hver gang yderdøren gik op. Ikke kun på grund af Desirées udbrud, men fordi der altid var en eller anden jaloux ægtemand efter ham. Lloyd var i begyndelsen af fyrrerne, høj og utrolig tynd. Ikke kun på kroppen, men også i håret. Det sidste forsøgte han at skjule med en sort strikket hue, hvorpå der stod ”FBI” med røde bogstaver. På trods af den ynkelige fremtoning var der også noget skræmmende ved ham. Det havde taget mig flere år at finde ud af, om jeg kunne lide ham og ikke mindst: At finde ud af hvorfor han havde et så forbandet godt tag på kvinder, som, selv jeg syntes, var cool. Til sidst fulgte jeg min mavefornemmelse – fyren gjorde så lidt for, at nogen skulle kunne lide ham, at jeg heller ikke kunne lade være med at holde af ham. Desuden havde han altid været <7>

FF 138x200.indd 7

18-10-2010 13:20:19


cool over for Susy – hans store kærlighed. Caféen var halvfuld, og Mike og jeg sad ved personalebordet ved indgangen. Min yngste søn holdt hænderne mod venstre side af kæben og den nyborede seksårstand. Min mobil ringede, og jeg fik på den måde et påskud for at gå udenfor. Ringetonen var ”Hungry Like The Wolf” af Duran Duran. Det var mig, der havde indsunget den i en amfetaminrus og ikke forsanger Simon Le Bon, som sikkert havde været lige så skæv, da han indspillede originalen. På displayet stod der Line, som var Susys storesøster. Line og jeg havde stadig et noget anstrengt forhold, efter hun havde tvangsindlagt sin lillesøster på Vangseter, Norges svar på Betty Ford-klinikken. Susy var min tvillingesjæl og den lyse version af mig selv. Mit søde alter ego. Vi gjorde ofte grin af, at folk troede, at jeg var den slemme mørke, men sandheden var, at det var Susy, som var skiderikken. En festglad skiderik, for hvis der var en fadølshane i syne, så var Susy som regel ikke så langt væk. Hun elskede at feste, lige så meget som hun hadede at arbejde, og som mor til en teenager var det ofte problematisk. Der var ikke mange, der forstod den måde, Susy levede på, og de så ikke, at det blide ansigt i virkeligheden var trist. Jeg tændte en Prince og tog modvilligt telefonen. Jeg tænkte skrækslagen på dagen før, hvor jeg havde ladet Susy drikke en sixpack i mit køkken, før jeg sendte hende hjem med en halvtredser og to sovepiller. Nu blev jeg sikkert overdænget med beskyldninger eller spørgsmål om, hvor Susy var. Blabla. ”Er der noget galt med Susy?” spurgte jeg af gammel vane. Den røde bus nummer 21 kørte langsomt forbi med retning mod Bislett. Desirée råbte op inde ved baren og bestilte nye drinks. ”Susy er død”, svarede Line. Min verden brød sammen på et halvt sekund. <8>

FF 138x200.indd 8

18-10-2010 13:20:19


MINE ØJNE

En uge senere stod jeg hjemme og ventede på Line. Fra vinduet i mit soveværelse kunne jeg se lige ind i restaurantkongen, Fahrads, smukke datter, Catalinas, lækre stue. Catalina havde for ikke så længe siden giftet sig med en af mine gamle klassekammerater, Rasmus Ulriksen, der var otte år ældre end hende. Lige siden vi var nogle små lorteunger, har han været en kvindeforfører af rang, men desværre elskede han det at sniffe kokain højere, end han var i stand til at elske en kvinde. For fem år siden havde han imidlertid uvidende gjort sit livs scoop, da han blev far for første gang. Efter en masse ballade blev det afgjort, at det var ham og ikke en endnu mere kokainsniffende skuespiller, der havde været så uheldig at få et barn med den smækre unge model. Hun fik dog senere hævn, da hun giftede sig med en kendt ungkarl. På den måde fik man pludselig respekt for hr. Ulriksen, der havde været længe undervejs, og ikke mindst – enlige mødre. ”Jeg ødelægger alting for de mennesker, der er tæt på mig”, sagde Susy den sidste dag, jeg så hende, men gennem de senere år var jeg blevet vant til hendes selvbebrejdelser. Jeg tog min jakke på og gik ud for at møde Line. I opgangen så jeg opgivende på de grimme postkasser på stativet. På min stod der Billie, Milo og Mike Bohr skrevet med en blå sprittusch på blåt tape. Men jeg fnøs af foragt, da jeg så de blanke messingskilte, som prydede postkasserne på den anden side af gaden. Altid i opposition. En konsekvens af den egenskab var få, men gode venner. Nå, der var nok flere årsager til den manglende popularitet, og egentlig havde jeg vel kun én ordentlig ven. Nu skulle jeg se <9>

FF 138x200.indd 9

18-10-2010 13:20:19


hende for sidste gang. På lit de parade. Jeg havde ikke lyst, men jeg måtte. Man sagde ligesom ikke nej til sådan noget. Klokken 10 præcis rullede Line op foran fortovet. I den enorme bil, hun kørte i, virkede hun endnu mindre, end hun reelt var. Det blonde hår var redt tæt ind til det fine ansigt. ”Du må ikke få et chok, når du ser hende”. Line så ud af vinduet og gav fingeren til en gråhåret mand, som slæbte sin hund bagefter sig hen ad fortovet. ”Jeg har aldrig set et dødt menneske før”. Min hals var endnu mere tør, end den plejede at være. Det var vanskeligt at sige noget. ”Hun ser pæn ud. Det ser ud som om, hun har det godt. Er en overdosis ikke som en lang søvn?” Jeg sagde ikke noget. Hvordan skulle jeg kunne vide det? Jeg var skræmt, men turde ikke sige det. Line virkede så tapper. Jeg skammede mig over min egen fejhed og den overvældende følelse af at være blevet forladt. Det var jo trods alt hendes søster, der var død. ”Vi fandt for resten noget i hendes lomme”. Line så på mig. ”Hvad var det?” Nerverne var begyndt at indfinde sig, fordi jeg havde foræret mine sovepiller væk. ”Et iturevet sort-hvidt foto af en kineser i smoking!” Jeg spurgte, om jeg måtte få billedet. Jeg sagde ikke noget om, hvorfor jeg ville have det, jeg stirrede bare på det gulnede fotografi af en lille mand med store, triste øjne. ”Tusind tak”, sagde jeg og lagde det ødelagte foto forsigtigt ned i tasken. Line gik først ind, da vi kom til kapellet ved Rigshospitalet. Jeg sad og ventede i en hvid gang. Jeg kunne høre, at hun græd stille og småsnakkede med sin lillesøster. Efter nogen tid kom hun ud. < 10 >

FF 138x200.indd 10

18-10-2010 13:20:19


”Du kan gå ind nu. Jeg har det fint”, sagde hun. Jeg gik ind gennem den halvt åbne dør. Midt i rummet stod en hvid kiste. Der var helt stille og køligt. Langs de grå vægge stod der flere stole, hvis der var nogen, der fik lyst til at sætte sig ned. Jeg gik direkte hen til kisten. Der så jeg nogle lyse hår, som jeg kun alt for godt genkendte, og bag dem et ansigt, som jeg ikke genkendte helt så godt. Det var rart at se det uden mimik, og øjnene var begyndt at synke ind i hovedet. Jeg lagde min hånd på hendes hoved og klappede det blidt. ”Hvad fanden er det nu, du har gjort?” Jeg bøjede mig ned og kyssede hende på den gummiagtige kind. Idet jeg rejste mig op, så det ud som om, Susy smilte. Det smil var det eneste, jeg ville tage med mig herfra. Frogner kirke er en af de få kirker i Oslo, som ikke er fritliggende. Den står midt mellem bydelens udlejningsejendomme og består af to kapeller, et stort og et lille. Det store kapel var halvt fyldt op, koldt og stille. Jeg gik op på talerstolen og ænsede lige, at der var mange, der ikke havde glemt Susy. I talen sagde jeg, at jeg med få undtagelser havde syntes godt om hendes kærester, og for at undgå at få paranoia og flippe helt ud undgik jeg bevidst at se, hvem af dem der var til stede. Bagefter gik de på rad og række ud af kirken – bejlerne til den kvinde der så brat havde forladt dem for anden gang. Ingen løfter om et lykkeligt liv kunne lokke hende tilbage nu. En grædende Per havde slået hende for sidste gang. Han kunne få styr på sin evindelige jalousi i bevidstheden om, at hun aldrig ville få andre børn end deres fælles søn, Victor. En søn han ikke kendte. Ud af kirken kom også Hansen, den smukke junkie hun havde brugt sine sidste uger på. Jeg fik kvalme, da jeg så ham gå nonchalant forbi den høje, tynde teenager med de sorte solbril< 11 >

FF 138x200.indd 11

18-10-2010 13:20:19


ler, der lænede sig ind mod kirkemuren. Victor behøvede ikke længere at vente på mor. For en gangs skyld kunne han være sikker på, at hun ikke kom. Jeg var på vej til at gå forbi Cecilie, en af de kvinder, Susy og jeg syntes, var cool, da Hansen kom slentrende hen imod mig. Jeg ledte efter en udvej for at undgå at skulle snakke med ham. I sidste øjeblik blev jeg reddet af en øldunstende Stian. Det var sjældent, at man så ham i jakkesæt, og endnu sjældnere at han ikke havde en eller anden besk kommentar om resten af gruppen, der var omkring ham. Den fede skuespillersøn, Roffe, kunne takke den tragiske begivenhed for, at han ikke fik mere røvfuld på grund af den cykel, som Stian stadig mente, han havde stjålet fra ham. Mens jeg støttede mig til Stian og fik et knus, fik jeg øje på en tynd og stiv skikkelse, der forsøgte at skjule sig bag Roffes krop. Med en bleg hånd lykkedes det alligevel Lloyd forsigtigt at berøre Susys kiste, idet den blev skubbet ind i den sorte rustvogn. Bilen kørte langsomt ned ad Bygdøy Allé, da det pludselig slog mig: Dette ville Susy have elsket. Os to sammen for sidste gang. På Frogner.

< 12 >

FF 138x200.indd 12

18-10-2010 13:20:19


VED PORTEN HVOR JEG BOR

Susy og jeg blev trillet forbi hinanden, da vi var et og knap to år gamle. Idet vores barnevogne passerede hinanden, smed Susy en rangle efter mig. Allerede dengang havde hun taget på mig, tror jeg. Vi gik begge i første klasse, da jeg beundrende så Susy cykle på en lånt cykel med et ben på bagagebæreren og det andet i luften. Jeg var kun seks år, da jeg begyndte på Ruseløkka-skolen, fordi jeg havde bestået en modenhedstest. Efter at have hoppet på alle bordene året før, blev Susy ikke fundet skolemoden i den samme test. Derfor begyndte hun samme år som jeg på den lidt smartere skole, Majorstuen. Jeg spurgte den tykke pige, som ejede cyklen, om jeg måtte prøve det, Susy gjorde. ”Nej”, svarede hun. ”Hvorfor ikke?” ”Fordi du er for stor”. Jeg følte mig som Gulliver og stillede mig tæt sammen med Susy. Sundhedsplejersken havde sagt, at jeg var 1,20 meter. Susy kunne ikke være højere end 1,18 meter. Hendes sko var et nummer mindre, og sådan blev det ved med at være. Jeg var to centimeter højere og brugte sko et nummer større. Selv om jeg var et år yngre, følte jeg mig altid som den ældste. ”Sæt dig bagpå”, sagde Susy. Hun stirrede dumt på ejeren af cyklen og ræsede af sted. Med stor fart kørte hun ind i et stakit. Jeg nåede ikke at råbe, at hun skulle bremse, før det gik galt. Derfor endte jeg med kødsår på knæene og et ar under < 13 >

FF 138x200.indd 13

18-10-2010 13:20:19


højre øje. Susy slap uden en skramme. Til gengæld fik hun en masse skældud. Hun sagde, at det ikke var med vilje, men der var ingen, der troede på hende. Bortset fra hendes mor og far. De tog os med på Ben Josef samme aften. Der havde de deres eget bord, og Busy Ben behandlede os som dronninger. Restauranten lå på Solli Plass, serverede mad med hvidløg og var den eneste af sin slags på Frogner i halvfjerdserne. Der var små borde med rød- og hvidternede duge, og gæsterne kunne kun lige ane hinanden i skæret fra de små stearinlys, der stod overalt. Hvidløgsrankerne hang tæt sammen med avisudklip på væggene. Ben forærede os hver en stråhat, og efter Susys ønske skrev han ”Hold på hatten!” på hendes. Da vi var ni år gamle, brugte Susy stadig hatten fra Ben Josef, når hun dansede alene på rulleskøjterne om morgenen. Uden at se sig for en eneste gang lavede hun piruetter på de firhjulede, hun havde fået i fødselsdagsgave. Selv når hun snublede og grinende drejede rundt, faldt hun ikke eneste gang. Det bildte jeg mig i hvert fald ind. Susy havde netop gennemført et improviseret diskostunt med armen i vejret, da jeg mødte hende uden for nummer ni. Jeg var på vej til Evys købmandsforretning for at købe mælk. Det var den eneste dagligvarebutik i gaden. Den lille og ikke helt rene butik på Elisenbergveien var Frogners største rygtebørs. Var der noget, man ville vide, så var det stedet. Alt fra alderen på kendis-advokatens drengevenner til hvornår ligvognen havde hentet postbuddet i nabokvarteret en time tidligere. Indehaveren havde også god fantasi, når det gjaldt bogføring. I den bog, ens varer blev skrevet ind i, når man købte på kredit, kunne der helt overraskende dukke svimlende summer op. Selv i perioder, hvor man var bortrejst. < 14 >

FF 138x200.indd 14

18-10-2010 13:20:19


Når det gjaldt svindel, var min mormor ikke så overbærende som mine Cannes-ferierende forældre, og hun gav mig modvilligt en hundredlap. Modvilligt fordi hun selv ville have handlet i Irma på Grünerløkka. Et sted, vi alle håbede, hun snart ville skifte ud. Bortset fra synet af sedlen fra bedsteforældrene til jul, så jeg knap nok penge, før jeg blev voksen. Vores familie betalte aldrig kontant. Vi købte på kredit. Alle steder. Når vi ikke købte for meget hos Evys, gik turen ofte til sportsbutikken eller Frank, en halveksklusiv tøjbutik for børn. Susys forældre handlede ikke i den slags butikker, og manglen på interesse for tøj var tydeligvis arvelig. Selv om Susy altid var ekstremt optaget af sin krop, var hun fuldstændig ligeglad med, hvilket tøj hun havde på. Også i dag. Sammen med rulleskøjterne havde hun højtaljede fløjlsbukser, der flossede på knæene, og en forvasket T-shirt med en kænguru på. Jeg så ned på mine smarte, ternede kassebukser med matchende skjorte med kinakrave. Vores opfattelser af, hvilket tøjkodeks der var det korrekte, var allerede langt fra hinanden, og Susys ligegyldige holdning til det ydre gjaldt også hårpragten. ”Jeg har klippet mig selv. Jeg fik en halvtredser til frisøren, men dem skal jeg bruge på noget andet ...” Hun så tænksomt på mig. Efter at jeg havde studeret hendes knæ, flyttede jeg blikket til hovedet. De længste dele af hendes hår hang i tjavser ned langs kinderne. Rundt om resten af hovedet var der klippet en krans af det blonde hår. ”Hvad siger dine forældre?” spurgte jeg. ”Jeg siger bare, at frisøren ikke så særligt godt på grund af en sjælden øjensygdom. De kan jo ikke blive vrede på en syg mand”. ”Tror du virkelig, at der er nogen, der vil tro på dig, når du siger det?” Jeg følte mig som Annika, Pippis fornuftige veninde. < 15 >

FF 138x200.indd 15

18-10-2010 13:20:19


Jeg identificerede mig mere og mere med den væmmelige vigtigper, som Astrid Lindgren havde skabt, sandsynligvis fordi vi begge havde veninder, vi gerne ville have mere styr på. Susy kom med et af sine standardsvar: ”Det gør ikke noget!” og pegede derefter på min hundredlas. ”Vi tager hen og køber kaniner! En dreng fra klassen sælger dem. De er skidesøde”. Det kunne vel ikke skade bare at kigge? Mælken, jeg var blevet sendt ned for at købe, skulle først bruges klokken halv fire. En halv time før middag. Tidspunktet var helligt for min mormor, og på mange måder kunne jeg godt lide, at hun var streng. Måltiderne lignede desuden den mad, Susy plejede at spise – ægte norsk husmandskost. Det var en sjældenhed for mig, fordi min mor ikke bare kopierede de sene spisetider fra andre lande, men også deres retter. Jeg syntes, at brun sovs og frikadeller var eksotisk og godt. Først da jeg som 13-årig besluttede mig for ikke mere at spise kød, kom min mors madeksperimenter mig til gode. Men det var ikke fascinationen af gnavernes kostplan, der fik mig til at bruge mælkepengene på en lille grå kanin. Hvis man ikke har set en kaninunge i levende live, så er man gået glip af det smukkeste, naturen har skabt. Synet af den lille grå bold gjorde mig unaturligt beslutsom. ”Jeg må ha’ den!” Det skete kun fem minutter efter, at Martin på Skøyen havde vist os kuldet med fire sorte og en grå unge. ”Du kan få den for 75 dask, og Susy kan få den med de store ører dér for 50”, sagde han. Overdragelsen af de små skabninger tog mindre end fem minutter, og efter 10 minutter spadserede vi lykkelige op ad Drammensveien med hver vores papkasse. ”Hvad skal vi have dem i?”, spurgte jeg. ”Et bur. Vi bygger nogle, når vi kommer hjem. Mor hjælper os”. Susy kiggede glad ned i sin kasse og strøg kaninen over ørerne. ”De er usædvanligt lange. Han skal hedde Tarzan”. ”Hvad har junglens konge med ørerne at gøre? Burde han ikke < 16 >

FF 138x200.indd 16

18-10-2010 13:20:19


hedde Langøre eller noget lignende?” spurgte jeg. ”Langøre. Hvad skal din da hedde? Normaløre? Af og til er du så pæn, Billie”. Jeg kunne egentlig godt lide at være den fornuftige af os, men jeg ville heller ikke være den kedelige. Derfor fik min kanin det fængende navn Hr. Jensen. Susy nikkede anerkendende, da hun hørte navnet, noget der dæmpede den værste angst for reaktionen i nummer otte, når klokken blev halv fire. Den blev som forventet ikke særlig positiv, og jeg græd, da jeg lagde mig i sengen klokken 22. Uden aftensmad, men med en grå kanin der gnavede på tæppet og en tom kasse ved siden af sengen. Min mormor kunne godt være skræmmende, fordi hun havde regler, der skulle følges, men et forbud mod dyr var noget, kun mine forældre kunne pålægge mig. Og de var trods alt dyreelskere. Da jeg skulle til København i fire dage sammen med mine forældre, skulle Susy passe kaninen. Da vi kom hjem, fandt jeg ud af, at hun havde glemt den. Oven på buret, som min far havde købt til Hr. Jensen, stod maden urørt, og vandautomaten var tom. Heldigvis tåler dyr meget. Hr. Jensen så rimeligt medtaget ud, men han kom sig hurtigt, da han endelig fik noget tiltrængt opmærksomhed, noget Susy ikke kunne siges at mangle, da jeg fik fat i hende. Jeg var vred på hende, og det var mine forældre også. Men ingen af dem kunne få sig selv til at tro på, at hun bare kunne glemme et så stort ansvar, så enden på historien blev, at det var mig, som blev bebrejdet.

< 17 >

FF 138x200.indd 17

18-10-2010 13:20:20

Frognerfisser af Alexia Bohwim  

Alexia Bohwim OVERSAT FRA NORSK AF PER H. JACOBSEN

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you