Den gule plet af Lene Rikke Bresson

Prolog Det sker igen.

Det sker, uden vi aner hvorfor.

Det skete for Grønbæk højskole.

Den fik sin første forside uden at vide, at den 117 år senere ville få så mange forsider, at Grønbæk højskoles navn for altid vil være en del af den statistik, alle skoler frygter. Højskolen ligger gemt væk i landskabet syd for Jørlunde. På bakken bag æbleplantagen dukker den op side om side med vindmøllen. I svinget ved stenen med mindesmærket over højskolens grundlægger rejser en labyrint sig i røde sten fordelt på ni bygninger med gavle med træudskæringer halvvejs dækket af vedbend.

Langs etagerne bugter hvide sprossede vinduer sig kun afbrudt af navnet Grønbæk Højskole. På parkeringspladsen trænger gruset gennem grumset sne og strækker en sti op til egetræsdøren, hvor der ovenover hænger et skilt med inskriptionen: Træd frem – thi her bliver mennesket set. Sneen på taget smelter, så det drypper på dynerne, der hænger ud ad vinduerne.

Ved kastanjetræet deler vejen sig. En vej fører ind til Grønbæk med biler, der suser af sted i takt til vindmøllens vingeslag. Den anden vej snor sig gennem højskolen forbi musikhuset til den ene side og elevhusene over for og op til Villa Ungdom, hvor et ungt menneske står uden for havelågen. Klar til dagen med et gevær.

Solen kaster sig gennem vinduerne i foredragssalen, hvor eleverne skærmer sig i skæret. De synger morgensang akkompagneret af forstanderen ved flyglet. Bag ham hænger en frise med dronning Thyra, der skuer 7