Issuu on Google+

P O L IT IK E N S FO R L AG

Det sker igen. Det sker, uden vi aner hvorfor.

© Sanne Berg

Romanen Den gule plet begynder ved daggry den 29. januar 1991, hvor et menneske står klar med et gevær uden for Grønbæk højskole. Seks mennesker skal dø den dag.

Lene Rikke Bresson er født i Århus i 1963 og blev cand. oecon. i 1989. Hun arbejder som forfatter og storyteller samt som leder af Forfatterskolen (FGK) i Holstebro. I de seneste 11 år er det blevet til 11 bøger, bl.a. den anmelderroste DYtrilogien samt Mona Lisa Kirk-seriens første roman, Set fra himlen, der er solgt til udgivelse i Tyskland og til filmatisering af Zentropa. Privat lever Lene Rikke sammen med sin mand og deres fem børn.

For den invalide Mona Lisa begynder dagen med, at hun løber ned til præsten Margrethe i mosen. Mona Lisa har fået kendskab til sin fars kræftsygdom og sin egen graviditet og må tale med nogen. Margrethe er som altid optaget af Søren Kierkegaard, og denne morgen har hun besluttet sig for at grave ham op fra Assistens kirkegård. Under samtalen hører de ambulancer på vej op til højskolen. Skolemassakren griber ind i deres liv og tvinger Mona Lisa til at bruge sine særlige evner. Lene Rikke Bressons roman handler om misundelse og det, der sker, når børn bliver overset. Om at søge efter familiehemmeligheder og forbandelser - og finde dem.

Lene R ik ke Bresson

DEN GULE PLET

Dette er den anden af i alt syv romaner i serien om Mona Lisa Kirk. Hver enkelt roman omhandler forskellige aspekter af liv og død oplevet via de syv dødssynder. Den gule plet henter inspiration i den anden dødssynd: misundelse. I de syv romaner er der et gennemgående mysterium om den hemmelige note fra Søren Kierkegaard. Noten indeholder blandt andet svaret på, hvem der forgiftede ham. Dette mysterium løses først af Mona Lisa i den sidste roman.

DEN Roman

POLITIKENS FORLAG

p o litike ns fo rlag.dk

isbn 978-87-567-9862-4

De syv romaner foregår i perioden fra Berlinmurens fald 9/11 1989 til terrorangrebet på World Trade Center 11/9 2001. En mellemtid, hvor alt var muligt.

Lene R ik ke Bre sso n

GULE PLET


Prolog Det sker igen. Det sker, uden vi aner hvorfor. Det skete for Grønbæk højskole. Den fik sin første forside uden at vide, at den 117 år senere ville få så mange forsider, at Grønbæk højskoles navn for altid vil være en del af den statistik, alle skoler frygter. Højskolen ligger gemt væk i landskabet syd for Jørlunde. På bakken bag æbleplantagen dukker den op side om side med vindmøllen. I svinget ved stenen med mindesmærket over højskolens grundlægger rejser en labyrint sig i røde sten fordelt på ni bygninger med gavle med træudskæringer halvvejs dækket af vedbend. Langs etagerne bugter hvide sprossede vinduer sig kun afbrudt af navnet Grønbæk Højskole. På parkeringspladsen trænger gruset gennem grumset sne og strækker en sti op til egetræsdøren, hvor der ovenover hænger et skilt med inskriptionen: Træd frem – thi her bliver mennesket set. Sneen på taget smelter, så det drypper på dynerne, der hænger ud ad vinduerne. Ved kastanjetræet deler vejen sig. En vej fører ind til Grønbæk med biler, der suser af sted i takt til vindmøllens vingeslag. Den anden vej snor sig gennem højskolen forbi musikhuset til den ene side og elevhusene over for og op til Villa Ungdom, hvor et ungt menneske står uden for havelågen. Klar til dagen med et gevær. Solen kaster sig gennem vinduerne i foredragssalen, hvor eleverne skærmer sig i skæret. De synger morgensang akkompagneret af forstanderen ved flyglet. Bag ham hænger en frise med dronning Thyra, der skuer 7


over bygningsværket Dannevirke omgivet af mænd med spader og hakker. Gorm den Gamle sidder sammen med sin ældste søn, arvingen, og under Thyras skørter klamrer den yngste søn sig fast til hende. Den søn, der skal myrde sin storebror og blive kendt som Harald Blåtand; ham, der kristnede danerne. Historien har forstanderen fortalt i 29 år til generationer af elever på Grønbæk højskole. Eleverne i foredragssalen kender ikke historien. Kun forstanderen ved, at den skal fortælles i dag på højskolens 117-års fødselsdag. To elever sidder tæt omslyngede på fjerde række. De kysser i stedet for at synge. En dreng sidder alene på den bagerste bænk. Han gumler på resterne af bollen fra morgenmaden. En dråbe honning drypper ned på tommelfingeren. Han sutter og opdager, at honningen er på vej ned mod håndleddet. Spejder mod første række. De har ikke opdaget noget. Fem lærere sidder på forreste række. Optaget af sangen og de gule flyers til elevernes koncert. Forstanderen synger det sidste vers højt ud over forsamlingen. Øjne retter ind mod forstanderen, der rejser sig og går ud til den gule plet midt på gulvet. Han tæller eleverne og konstaterer, at der mangler to. Han klør sig i skægget og fugter læberne. Klar til at smage på ordene kaster han et blik på vandskaden i loftet. Rømmer sig. “Hvad skal vi med denne morgens salme, som Jakob Knudsen skrev, da han var præst i Mellerup i 1891 og ved at blive skilt fra sin kone og forelsket i sin vens datter? En skandale i det lille samfund. Knudsen var så angst for at spilde livet, at han hele tiden ønskede klarhed over livets mening og ikke mindst dødens komme. Således også Danmarks første konge, Gorm den Gamle, som I ser på frisen bag mig. Han brugte dronning Thyra til at forudsige sin skæbne for at finde mening i et farefyldt liv. Hvad er da livets mening? Har vi en skæbne?” spørger forstanderen ud i salen. Han spejder ud over forsamlingen. Eleverne ser ned for at undgå at svare på et spørgsmål, de ikke forstår. Hans blik slår ned på Louise, der er optaget af brevet fra mor. Hun læser uanfægtet af blikket. Forstanderen ryster på hovedet. Knækker fingre. Klar til angreb. Han kurer Ecco-skoen hen over det gule mærke på plankegulvet. Kæresteparret holder op med at kysse og fletter fingre. Drengen på bagerste række synker den sidste 8


klump brød og tørrer resten af honningen af i bukserne. På første række flytter lærerne sig hvileløst på stolene. En finger spænder om hanen på geværet. Et øje kniber sammen, og skuddet knalder gennem foredragssalen. Kuglen rammer den blå højskolesangbog på flyglet. Borer sig ind i tusind års danske folkesange og skubber sangbogen ned på tangenterne med et bump. Tonerne fra flyglet fylder salen med uro. Øjne flakker. Kroppe forrykker sig febrilsk på bænkene. Lærer Gormsen finder sin sorte notesbog. Tjekker og tæller eleverne. Der mangler to. Han kradser nervøst med blyanten i nakken. Forstanderens øjne fanger et geværløb. Han stivner. Synker sit spyt, men ordene tørrer ud i halsen på vej ud. Han peger mod bagvæggen. En efter en vender de sig mod bagvæggen. Et gevær sigter ned på forsamlingen fra glughullet øverst i bagvæggen. “Er det her en syg joke – en salut i anledning af højskolens fødselsdag?” spørger drengen fra bagerste række. “Skal vi så synge fødselsdagssang?” udbryder Louise. “Vi mangler to,” mumler lærer Gormsen og sætter et minus i notesbogen ud for navnene. Det drøner igen i salen. Kuglen rammer lærer Gormsen i hans skaldede hoved, så blodet sprøjter op på frisen af dronning Thyra. Notesbogen falder ned mellem stolene. Eleverne skriger. Smider sig ned under bænkene. To lærere kravler hen til Gormsen, der ligger midt i de gule flyers med øjet skudt ud. Så smælder en række af skud ned over forsamlingen. Blodet sprøjter fra kroppe på gulvet og spreder sig ud i store plamager gennem tøjet til lyden af toner fra højtaleranlægget. Lyden stiger i styrke, og de levende holder sig for ørerne. Sangen brøler ud i foredragssalen. That the lesson today is how to die And then the bullhorn crackles And the captain cackles with the problems and the hows and whys And he can see no reasons ‘cause there are no reasons What reason do you need to die, die?

9


Drengen fra bagerste række griber ud efter geværet fra glughullet. Et skud drøner gennem ham og kaster ham baglæns ned på næste række. What reason do you need to be shown? Tell me why? I don’t like Mondays Tell me why? I don’t like Mondays Forstanderen kravler hen under flyglet og rækker armen ud mod væggen under frisen. Tell me why? Hans fingre når stikkontakten. Han trækker i ledningen til højtalerne. I don’t like, I don’t .. Han kravler tilbage til sit skjul under flyglet og spejder ud over en forsamling i kaos. Får øje på Louises stivnede blik. Hun ligger med brevet fra mor i hånden. Fingeren flytter sig fra hanen på geværet. En dør klaprer. Forstanderen rejser sig og slår hovedet op i flyglet. Bander og rejser sig helt op. Styrter op ad trappen mod udgangen. Støder ind i kæresteparret, der kravler baglæns ud fra rækken. “Løb ned til køkken-Kirsten og sig, hun skal ringe efter hjælp,” fremstammer han og holder pigens blik fast. Hun nikker. Han løber ud af foredragssalen. Tager trinnene i spring op til anden sal til teknikrummet, hvor skuddene kom fra. Rummet er tomt. Skridt tramper hen over loftet. Han trækker vejret i korte stød. Tumler videre op ad trappen og løber hen over loftet på tredje sal. Døren ned til køkkentrappen står åben. Hvad med køkkenet? Har de ingenting hørt? Er det deres tur? Han ser huen, der ligger smidt på det øverste trin. En hue med en rød drage på. 10


På denne særlige dag for Grønbæk højskole dingler kroppe rundt i foredragssalen. Gråd og jammer blander sig med blæstens rummel i vindmøllen. Køkken-Kirsten står på parkeringspladsen. Forundret over lydene fra foredragssalen hanker hun op i kurven med grønsager og går ind til kaffepausen.


DEL I


29. januar 1991 morgen Det sker igen. Familieforbandelsen slår til igen i dit liv. Du, den forbandede. Ordene gentager sig. Gennemborer min drøm, indtil jeg vågner forvirret og forgrædt på sofaen i den grønne stue. Berg læste ordene op for mig i brevet fra Theresa i går. Jeg flåede brevet ud af hans hænder. Kylede det i brændeovnen og bad ham fremover smide alle breve fra Theresa ud. Uåbnede. Min søsters vanvittige sind skal ikke omringe mit liv her på gården i Grønbæk. Jeg hader hendes eksistens. Afskyr ordene, der vælter ud af hende og skaber bekymringer. Får mig til at spekulere og ligge vågen om natten. Ordene æder gode tanker op. Berg hævede stemmen og læste op fra Lokalnytten. Han kommer hver mandag efter arbejde og læser ugens post og udvalgte passager i avisen op for mig. I går duede det ikke. Jeg tog avisen ud af hænderne på ham. Berg hev nogle billeder frem fra mordbranden på Scandinavian Star. En sag, han arbejder med i sin fritid. Jeg rystede på hovedet. Berg sukkede. Tog sin brune frakke og sixpence på. Stod på dørtrinnet og kløede Dina på brystet, inden han forlod gården med et klap med bagdøren. Da Berg var gået, krøb jeg op i vindueskarmen i den grønne stue og fulgte dråbernes flugt fra taget ned i snebunken, som Emil skabte, da han kørte rundt med traktoren for at rydde gårdspladsen efter snestormen. Denne dugdråbeverden er ikke min, reciterede jeg med næsen mod vinduet. Telefonens kimen afbrød dugdråbernes leg på vinduet. Jeg greb telefonrøret efter det første ring. Håbede på at høre Ninos stemme. Det var mor. Hun talte om vejret. Snakkede om den nye opvaskemaskine og kogekedel. Berettede, at Hartvig-præst var faldet på 15


fortovet efter snestormen og havde brækket hoften. Han var nu indlogeret hos Lis-kogekone på Vissum kro. Tonen i stemmen skiftede. “Der er noget, jeg skal fortælle. Det er far.” “Er han også kommet til skade?” “Det er værre,” sagde hun og sukkede. Hun skramlede med telefonen for at gøre korsets tegn. “Der vokser en kræftbyld i fars hoved,” fortsatte mor og snusede ind. “Ulykkerne er skyllet ind over os, siden du kørte galt. Det er Guds straf,” provokerede hun mig. “Hvor længe har du vidst det med far?” “Vi fik svar fra prøverne i dag. Det er jo derfor, jeg ringer.” “Dør han af det?” spurgte jeg og pillede ved syningen i gardinet. De røde novemberkaktusser havde smidt blomsterne. Jeg børstede de visne blomster væk fra vindueskarmen og ned på gulvet. Opdagede sorte hundehår langs væggen. “Mona, vi skal alle dø engang, og kun Vor Herre ved, hvornår han kalder på os,” svarede mor. “Kan de ikke operere ham?” Jeg hoppede ned fra vindueskarmen. I den anden vindueskarm havde stearinlysene fra nytårsaften efterladt stearin i røde plamager. Jeg satte neglene i. Kradsede, til en negl knækkede. “Det kan ikke lade sig gøre. Han får kemo i stedet. Den er aggressiv, den form for kræft, han har i hjernen.” “Hvor lang tid har lægerne givet ham?” spurgte jeg og pustede det løse stearin ned på gulvet. “Tre til seks måneder. Måske ni, hvis han er heldig. Men det kan ingen vide – ud over Gud.” “Far er stærk. Nogen bliver jo fandeme helbredt.” Hun messede Fadervor. “Du skal bede for hans sjæl, Mona,” snøftede hun efterfulgt af et klik i telefonen. Jeg stirrede ud på en spurv, der pikkede efter franskbrødsstumperne i sneen. Gik ud og hentede støvsugeren. Slæbte den gennem køkken og forgang, så den bumpede mod dørkarmene. De skulle alligevel males. Jeg støvsugede alt. Gulve, tæpper og sofaen, som jeg splittede ad. Bag radiatoren og i sprækkerne mellem gulvplankerne i den grønne stue. Jeg hentede en spand med Ajax og tørrede alt af i motionsrummet. Jeg 16


havde ikke fulgt min daglige genoptræning, siden Nino rejste ud med mandskabet fra korvetten Peter Tordenskiold til Golfen i december. Hvorfor var Nino ikke hos mig, når Operation Desert Storm var forbi? Jeg hentede vatpinde og rensede hullerne i forsatsvinduerne. Jeg gik ovenpå og luftede ud i Ninos herreværelse. Satte en vinylplade på med noget af hans jazzmusik. Musikken satte sig i kroppen og fik mig til at gå hvileløst rundt i herreværelset. Jeg lod pegefingeren følge kanten af skrivebordet. Efter tre omgange begyndte jeg at lede efter spor. Så efter ting, der var blevet flyttet og derfor ikke passede ind i mønsteret for Ninos værelse. Men alt stod, som da han rejste og efterlod mig. Jeg gennemgik det hele i mit hoved. Stoppede foran skrivebordet i mahogni. Den øverste skuffe var en anelse skæv. Der lå tre uåbnede breve i den. Jeg kikkede på afsenderen. Kunne ikke tyde skriften. Mine fingre stoppede ved de tre krydser og et o. Det var tegnet fra hans tidligere kæreste. Hun havde efterladt dem bag på alle de fotos, jeg brændte. Jeg lukkede skuffen helt. Han havde haft for travlt til at gemme brevene og havde derfor ikke lukket skuffen. Hvorfor skulle Mette nu blande sig? Hun smed ham selv ud. Jeg gik over reposen og ind i soveværelset. Tog alt sengetøjet af og støvsugede madrassen og loftet. Gik ned igen og satte en vask over. Dina fulgte mig ud i køkkenet. Køleskab og ovn fik en tur. Pulsen steg, og jeg mærkede første tegn. Det murrede i nakken. Så fulgte andet tegn, da jeg forsøgte at sætte flasken med Ajax ved siden af køkkenvasken. Gispede over drønet, da den ramte køkkengulvet. Min migræne tog over. Kroppen måtte hvile, så den ikke provokerede min hjerneskade yderligere. Jeg havde forbrudt mig mod den og overanstrengt mig. Jeg slugte en migrænepille og faldt om i sofaen med Dina ved mine fødder. Forbandelsesordene og lugten af rådden fisk vækker mig i sofaen i den grønne stue. Dina ånder på mig, og jeg vender hovedet for at undgå at kaste op. Hun sætter sig og logrer med halen. Jeg rejser mig op og ser en pose med hundemad, der er flået op, så tørfoderet er spredt over hele stuen. Hun lægger hovedet på skrå. Jeg klapper hende på hovedet. Natten i sofaen gør ondt i nakken. Jeg vrider mit hoved fra side til side. Ser op i standerlampen og slukker på kontakten. Lyset må vige, og Theresas ord om familieforbandelser skal fordufte. Jeg forsøger at repetere mit morgenritual. Det forsvinder. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre først. Min 17


blære er ved at sprænges. Jeg går på toilettet. Tisser ustandseligt. Endnu et tegn. Jeg forsøger at holde strålen tilbage. Får øje på mit spejlbillede. Vrænger. Mit mørke hår er uglet og halvvejs ude af hestehalen. Jeg tisser færdig. Pøser koldt vand i ansigtet. Kommer i tanke om samtalen med mor i aftes. Styrter ind i den grønne stue. Dina følger efter. Hun piber. Jeg griber efter telefonen på det gamle tobaksbord. Det vipper, da jeg løfter røret. Forsøger at ringe Tina op. Telefonen dutter mærkeligt. Prøver Berg, Emil, Margrethe, Lis-kogekone. Men alle telefonnumre glider bort i en tåge og lader tonen af Forkert nummer dunke i hovedet. Jeg trykker igen på knapperne uden at få fat på nogen og knalder til sidst røret på. Dina piber højere. Hun styrter ud på toilettet og sætter sig ved risten. Tisser og kommer tilbage med halen mellem benene. Jeg kan ikke engang finde ud af at være hundeejer. Jeg går ud på toilettet og tager bruseren og skyller tisset ud. Sukker, da jeg mærker mine våde strømper. Jeg går gennem stuen og mærker stykker af klistret tørfoder under mine strømper. Lusker ud i køkkenet og tager strømperne af. Smider dem i skraldespanden, der stinker af Emils hønsekødssuppe fra sidste uge. Jeg har glemt at tømme skraldespanden og smækker lågen i. Tager knækbrød fra pakken og deler det med Dina. Finder en brun banan i frugtkurven. Smider den halvspiste banan i skraldespanden. Leder efter min gule seddel med mit morgenritual. Roder i skuffer og skabe. I dag vil min hukommelse ingenting. Jeg hamrer en hånd ind i skabslågen. Jeg må bygge et huskeværksted, der kan træne min hjerne. Jeg må ombygge kontoret, og Emil skal hjælpe mig. Nino får himmelvendte øjne, hver gang jeg kommer med en idé til Hyldegården. Jeg læner panden mod køleskabet. Der sidder en gul seddel med fire små tegninger, der viser mit morgenritual. De giver ingen mening i dag. Jeg åbner køleskabet, men lugten får mig til at smække lågen i. Kvalmen er værre i dag. “Husk, Hyldegården er dit projekt,” sagde Nino til mig en dag ude på terrassen, som Emil anlagde. Som om Nino bare boede til leje for en stund og glemte alt om sit frieri. Var han kun til medgang? Emil derimod havde straks forslag til, hvordan huskeværkstedet kunne realiseres. Emil versus Nino. De evige to. Jeg må tegne et forslag til mit nye husketræningsværksted og vise det til Emil. I kontoret har jeg mit ternede papir.

18


Jeg farer ind kontoret, men kan ikke huske, hvad jeg skal der. Så løber jeg ud i bryggerset og knalder døren op. Kulden plejer at få hukommelsen i gang. En iskold vind blæser gennem min joggingdragt. Mine bare fødder krymper i træskoene. Dina løber med og spæner langs hegnet. Venter på mig ved stien ned til mosen. Jeg må ned til Margrethe. Træskoene klunker mod isen på stien. Jeg glider ned ad bakken og griber ud efter hegnet langs marken. Stopper et øjeblik og hiver kold luft ned i lungerne. Dina sætter sig og tisser sneen gul. Det presser i min blære igen, og jeg strammer op. Undrer mig over min tissetrang. Vi farer gennem viadukten under jernbanen. Jeg falder på vej ud ad viadukten. Det dunker i mit knæ, og jeg tørrer snesjap af mine joggingbukser. S-toget drøner over viadukten bag os. Et stykke is ryger ned fra togets tag og lander med et klask på stien ved siden af mig. Jeg hiver efter vejret og får kold luft på maven, da jeg strækker mig. Stien ind i mosen er knoldet med frosne fodspor og nedfaldne grene. Dina gør ad en skovdue, der letter fra krattet. Det dunker i mit hoved. Jeg husker lægens ord om ikke at overanstrenge mig og sætter farten ned. Lunter for til sidst at gå. For hvert skridt, jeg tager på stien, vokser kvalmen, og jeg kaster op på skovstien. Resterne af banan og knækbrød lander mellem sne og frosne græstotter. Jeg kan ikke aflyse mit lægebesøg igen. Jeg må vide besked. Hvor langt er der fra død til liv? Det gungrer i mosens mørke is, så den brummer med en dump klang fra dybet. Dina knurrer ad lyden. Jeg finder et papirlommetørklæde i lommen på joggingbukserne. Tørrer mig om munden. Fortsætter hen ad stien mod Margrethes træhus. Sorte træstammer stikker op gennem isen. Min ånde stinker af bræk. Jeg går gennem den blå havelåge i det tætte buskads rundt om Margrethes lille træhytte. Stopper og trækker vejret tungt. Det dunker i tindingerne. Beder til, at Margrethe er hjemme. Går forbi egetræet, hvor der fra grenene hænger snore med sten med huller i. Længere oppe forgrener træet sig i to lige store stammer. I sprækken har Margrethe anbragt et guldkors. Et ankh, hvor den øverste lodrette pind er erstattet af en bue. Livets kors. Jeg rører ved det og lader samme hånd strejfe min mave. Et lys skinner ud fra soveværelset i gavlen på Margrethes træhus. Jeg undersøger træhuset for livstegn. Røgen stiger op fra skorstenen, og duften af birkebrænde blander sig med lugten af gris. Der lyder et smæld. Terrassedøren smækker op, og en rød kat ryger tværs over terrassen. Den 19


hvæser og sætter sig i et hjørne af terrassen. Kryber sammen og stirrer med tomme øjne på mig. “Så er det nok, Sak. Du har pisset på min dyne. Der går grænsen,” råber Margrethe. Hun står med gråt udslået hår i morgenkåbe og råber efter sin kat. Da hun får øje på mig, iler hun ud på terrassen i tøfler. “Godt du kom. Jeg har truffet en stor beslutning. Jeg graver ham op. Det er den eneste måde, jeg kan få vished for, om han blev forgiftet. Jeg graver ham op. Hører du?” Jeg tager Dina i halsbåndet og går hen mod Margrethe. “Hun må godt komme med ind, nu er Sak smidt ud for i dag. Synes du ikke, det er en god idé?” Hun lukker terrassedøren bag os. “Du er tidligt på den. Det må være vigtigt. Klokken er ikke engang ni.” Hun går ud i køkkenet og sætter vand over i kedlen. Jeg slipper Dina, der går rundt og snuser og stiler direkte mod Margrethes dyne, der hænger til tørre ved brændeovnen. Hørmen af det søde tis giver mig igen brækfornemmelser. Det brænder i min hals. Jeg får opstød. Margrethe rækker mig et glas vand. “Det hjælper at gå på tæerne hver morgen. Så undgår du at få kramper i læggene.” “Hvor ved du det fra?” “Bare fordi jeg aldrig selv har undt mig børn, kan jeg da godt vide den slags. Så du korset i træet? Jeg satte det der, da jeg kom hjem fra dig efter snestormen. For at styrke dit nye liv. Og nej, jeg er ikke synsk. Jeg så din graviditetspind på badeværelset. Men for mig er det for sent. Overgangsalderen har meldt sig. Nå, men synes du ikke, vi skal få vished?” “Om jeg er gravid?” “Nej for pokker, det ved du jo allerede. Få gravet ham op, så hele verden kan få vished.” “Margrethe, hvem er det, du vil grave op? Det er ikke Søren Kierkegaard, du mener, vel?” “Det er lige præcis Søren Kierkegaard, jeg vil grave op. Jeg vil have vished for, om nogen forgiftede ham, så han døde. Alt, hvad vi ved om Søren Kierkegaard, har altid været pakket pænt ind i teologiske teorier og af historikere, der skændes indbyrdes om latterlige detaljer. De er så begrænsede i deres verdenssyn, at de aldrig har opstillet hypoteser, der 20


er vidtrækkende nok. Vi har kun en del af sandheden om ham. Jeg tager ind på Assistens kirkegård og graver ham op.” “Det må man ikke.” “Må og må. Jeg har ikke tænkt mig at søge om tilladelse. Nogle gange skal man bare gøre det. Handle. Du skulle prøve.” “Og hvem vil du så have til at undersøge hans jordiske rester?” “Jeg kender en, der er arkæolog på Moesgård museum. Jeg siger bare, jeg har fundet det her i mosen. Han vil elske at lede efter spor af forgiftninger.” Dina lunter tilbage i stuen med Margrethes hovedpude mellem tænderne. “Margrethe, du kan ikke bare gå ind og grave Kierkegaard op. Som præst ved du, at man ikke skænder gravfreden. Den er hellig.” “Hellig mig her og hellig mig der. Vi skal opklare mordet på Søren Kierkegaard.” “Du ved ikke, om han er død af sygdom. Du sagde selv, at man ikke havde fundet dødsårsagen. Der er skrevet en ph.d-afhandling om dødsårsagen. Og hans sygejournal er endevendt. Mon ikke forskerne allerede havde fundet forgiftningssymptomer, hvis der var nogen?” “Overfladiske forskere bag skriveborde. De jagter berømmelse og opstiller så smalle hypoteser, at alt kan bevises ved fantasiløs tolkning af ordene i hans skrifter. Gravede de ham måske op og obducerede ham? Nej, det ville kræve mod og grundighed. Men jeg vil gøre forsøget og lede i den virkelige verdens spor i stedet for i gamle ord, der er manipuleret af teologer.” “Og lad os så sige, at Søren Kierkegaard blev forgiftet og døde. Hvem skulle så stå bag? Og mon ikke alle beviser er udslettet efter 136 år?” “Aha, så du er nysgerrig. Indrøm det. Det her er vigtigere end Bergs småforbrydelser. Det her er århundreders fortielser og en af de største forbrydelser i verden!” “Jeg kan godt lide at løse komplicerede gåder. At finde mønstre. Og Bergs små opgaver hjælper mig til at bruge min hjerne. Træne den. Men det her med Søren Kierkegaard virker som tidsfordriv. En besættelse for dig.” Margrethe ryster på hovedet. “Med din baggrund kan du da ikke mene, at vi skal overlade sandheden til teologer. Det mener du ikke ..” 21


“Jeg orker det altså ikke i dag. Der er for meget i livet lige nu til, at jeg kan rumme alt det med Kierkegaard,” afbryder jeg. “Hvad kom du for?” Margrethe går ud og tager kedlen af komfuret. Finder den store brune tepotte frem. Hælder kogende vand i. Ryster kedlen og hælder vandet ud i vasken. Jeg sætter mig hen til spisebordet. Så langt væk fra hendes dyne, jeg kan komme. Hun kommer ind i stuen med tepotten. Stiller den og snuser ind. “Den bliver aldrig til dyne igen.” Hun åbner brændeovnen og forsøger at proppe dynen ind. Ilden bliver kvalt, og hun trækker dynen ud igen. En stank af svedne fjer breder sig og skubber til min kvalme. “Sak er ved at blive for gammel. Han kan ikke finde ud af det mere. Den stakkel. Men jeg nænner ikke at skyde ham endnu.” Margrethe propper avispapir ind sammen med dynen. Stryger en tændstik, der får dynen til at flamme op. “Min mors gamle dyne fyldt med hønsefjer. Puf!” Hun stritter med pegefingeren som en pistol mod brændeovnen og lukker lågen. “Vil du skyde Sak. Hvorfor får du ham ikke bare aflivet hos dyrlægen?” “Jeg har hjulpet ham til livet, og derfor vil jeg også hjælpe ham til at dø på en værdig måde. Fortæl nu, hvorfor du kom.” Hun henter et par tekopper. Hælder op og sætter sig tungt på en stol over for mig. Skubber papirerne til side. Jeg kan se en tidslinje over Kierkegaards liv. Der er tre røde streger ud for et tal. “Hvad står der på de tre streger?” “Der står 1855: Regine, Kirkestormen, formue brugt. Kierkegaards sidste leveår. Hvis jeg skal løse mordgåden via den hemmelige note, må jeg starte baglæns ved hans gravsted. Han har selv efterladt dette hint: ’Det er ganske sandt, hvad Philosophien siger, at Livet maa forstaaes baglænds. Men derover glemmer man den anden Sætning, at det maa leves forlænds’,” remser Margrethe op. “Og de ord siger hvad?” “De fortæller, at Kierkegaard ikke overlevede sit annus horribilis. Øjeblikket, hvor alt gik galt.” “Som betyder?” “Alt ramlede for Søren Kierkegaard i 1855. Hans tidligere forlovede 22


Regine, der stadig havde stor betydning for ham, rejste med sin nye mand til De Vestindiske Øer. Han startede en heftig debat – eller rettere et kirkeligt slagsmål – kaldet Kirkestormen. Og ikke mindst slap hans fars formue op. Og som han selv skrev: ’… og holder Jeg ikke lidt igjen i den Retning, saa ender det med, at Jeg bliver slaaet ihjel.’ I alle disse år har vi troet, at det var sygdom, der slog ham ihjel. Nogen udnyttede det til at få det til at se ud, som om det var omstændighedernes kraft, der slog ham i ihjel. Ulykkerne væltede ind over ham.” “Det er sådan, jeg har det i dag,” siger jeg. Margrethe tager et hårspænde og sætter sit hår op i en knold. “En graviditet er da ingen ulykke.” “Tror du også, resten af mit år bliver sådan?” “Det må du lige forklare, men faktisk kunne dit liv godt minde lidt om Kierkegaards. Med jeres familieforbandelse, mener jeg.” “Og hvad har Kierkegaards familieforbandelse med min familieforbandelse at gøre?” “Hvorfor kom du – hvad er der sket? Er det din søster igen?” “Theresa bliver ved med at sende mig breve om, at familieforbandelsen vil slå til igen. Men hvis man ikke tror på en forbandelse, så virker den vel ikke. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortælle Nino, at jeg er gravid.” “Han bliver da glad. Han skal være far. Det er da ingen forbandelse at vente et barn. Du burde være lykkelig.” “Lykkelig? Lægerne har advaret mig mod at blive gravid. De sagde udtrykkeligt, at min hjerneskade kunne udløse et for højt tryk et andet sted i hjernen ved fysisk høj aktivitet eller ved en graviditet og en fødsel.” “Du får da bare et kejsersnit.” “Men de kan ikke garantere, at jeg kan holde til en graviditet.” “Livet har ingen garantier. Men smut lige til lægen først. Jeg har set graviditeter uden for livmoren før.” “Uden for? Jeg har en tid i morgen.” Margrethe rejser sig og kommer tilbage med en rulle mariekiks. “Vil du have barnet?” “Hvad? Det vokser i mig.” “Og hvad så, hvis Nino ikke vil? Ham og hans udstationeringer som feltlæge kommer vel først. Det barn kommer til at hænge på dig. Tror du, du kan klare det?” 23


“Det ved jeg ikke.” Det skraber på terrassedøren. Dina farer hen og gør. “Det er også for koldt for Sak.” Margrethe åbner terrassedøren. Sak lister ind. Han hoster og krummer sig sammen. Dina farer hen og snuser til ham. Sak lægger sig ned på gulvet. Underkaster sig. “Der ser du, hvor afkræftet han er. Men stanken er værst.” “Stanken af hvad?” “Af alle de organer, der holder op med at virke. Det stinker ud gennem hans pels.” Lugten af råd når mig. Vandet stiger i munden. Jeg går hen og åbner terrassedøren. Stiller mig ud ved siden af et vissent juletræ i potte. Margrethe kommer ud og holder mig på panden. “Tungen op i ganen. Kild din gane, så går kvalmen væk. Ræk mig din hånd.” Hun banker lidt på håndryggen. Dina stikker hovedet ud ad døren. Hun lægger hovedet på skrå. En skovskade flyver op og sætter sig på fuglebrættet. Margrethe jager den væk. En svag susen fra bilerne på omfartsvejen blander sig med vindens susen i granerne. “Margrethe, for pokker. Ingen vil tro på din konspirationsteori om Søren Kierkegaard.” “Tror du ikke på mig?” “Det ved jeg ikke. Der er alt for mange løse tråde. Og skulle du have ret, vil de for enhver pris påstå, at du er utroværdig. En fyret præst, der omgiver sig med alle mulige slags dyr opkaldt efter Søren Kierkegaard og hans omgangskreds, og som ved selvtægt har gravet liget af Søren Kierkegaard op. Hvordan synes du selv, det ser ud?” “Jeg blev ikke fyret. Synes du, jeg er utroværdig?” “Sådan et menneske som jeg tæller ikke i den sammenhæng. Jeg er en invalidepensionist, der glippede det sidste år på teologistudiet. Og glem ikke min hjerneskade, den gør mig fuldstændig utroværdig.” “Det tæller for mig. Og jeg har brug for din støtte. Din hjerneskade gør dig jo ikke syg i hovedet, den gør bare, at der er nogle ting, du ikke kan. Fordi man er handicappet, er man da ikke utroværdig.” Margrethe strækker sig. Trækker vejret ind. Tager min hånd igen og banker videre på min håndryg. En flok krager letter fra grantræerne bag 24


træhuset. Sirenen fra en ambulance trænger gennem mosen. Naturens lyde forrykker sig og forstyrres af sirenen, der stiger i lydstyrke og stopper brat. Vi lytter. Flere sirener følger efter. Stiger i styrke for med ét at stoppe. Margrethe holder op med at banke på min håndryg. Hun lytter. “Det er tæt på – og så mange.” Margrethe går ind, og Dina løber ud på terrassen. Margrethe kommer tilbage med en kikkert og har taget vinterstøvler på. Går forbi mig og ned igennem haven. Kravler op i et lærketræ. Øverst har hun banket en platform af brædder op rundt om stammen. Hun kommer til syne på platformen. Vinker til mig og tager kikkerten for øjnene. “Der er sket noget oppe på højskolen,” råber hun ned til mig. “Der holder flere ambulancer og to politibiler. Og nu kommer Berg ud af Brittas bil. Det her er ikke godt.” “Berg kører aldrig bil.” “Det gør han så i dag. Der må virkelig være sket noget forfærdeligt.” Margrethe panorerer hen over mosen. Vender tilbage til højskolen. “Der er blod på dem, de bærer ud.” Dina gør højt, og det gibber i mig. Hun har fået øje på grisen Søren, der lunter hen mod os. Jeg lukker Dina inde i stuen. Søren kommer hen og snuser mig i hånden. Stanken af griselort får det til at svimle for mig. Jeg gylper og brækker mig på terrassen. Det er mavesyre, der ryger op. Jeg holder begge hænder på stakittet. Margrethe råber, og jeg ser, at hun er på vej ned. Hun kalder på Søren, der lunter hen mod hende. Han sætter sig på halen under træet. Margrethe hopper ned fra den nederste gren. Finder en kiks i sin lomme og fodrer Søren. Sammen lunter de tilbage, mens Søren snuser efter flere kiks i lommen. “Det var dog uhyggeligt. Hvad mon der er sket på højskolen? Klarer du dig? Vil du også have en kiks?” Jeg ryster på hovedet. “Min far har fået kræft i hjernen. Han skal dø.” Margrethe klapper mig på håret. “Det var derfor, du kom. Og så overfalder jeg dig med mit Kierkegaardpjat. Undskyld.” “Hvad mener du med, at Kierkegaards liv minder om mit?” “En anden dag. Sommetider ser jeg sammenhænge, der ikke er der.” Hun åbner terrassedøren. Vi går ind og lader Søren-gris trisse hen til 25


klatten med mavesyre. Den guffer det i sig. Dina gør og skraber på døren. Margrethe lukker den ud. “Lad dem lege lidt, de går begge to og keder sig.” Hun går rundt i stuen og trækker gardinerne fra. Søren og Dina farer rundt og rundt om træhuset. De skiftes til at være den forreste. “Og hvordan har din mor det?” “Det ved jeg ikke. Hun vil have, at jeg skal bede. Det kan jeg ikke.” “Hvorfor dog ikke?” “Fordi jeg ikke tror på hendes måde. Hendes bønnepjat.” “Vi kan bede sammen.” “Nej,” siger jeg og rejser mig. “Jeg har noget dej fra i går. Har du lyst til boller?” “Jeg må hjem. Må Dina blive her?” “Selvfølgelig. Jeg kommer op med hende i eftermiddag. Gå hjem og hvil dig. Og hvis der er noget, ringer du bare.” Hun giver mig en gammel grå trøje. “Det fryser to grader. Er du sikker på, du vil være alene?” “Når jeg har det sådan her, duer jeg ikke til mennesker.” “Det kender jeg godt. Dyr er sgu nemmere.” Jeg forlader træhuset og følger det nedtrampede græs, der danner en sti gennem haven. Dina og Søren tumler rundt og skiftes til at jage hinanden. Dina løber hen til mig, men lokkes tilbage af Søren. Jeg lukker havelågen med haspen. Metallet fryser mine hænder, og jeg puster i dem. Går gennem mosen uden at falde over knolde og knaster på stien langs det frosne vand. “Forbandelser,” vrænger jeg højt. Træskoene knirker i sneen, og jeg glider på en trærod. Hvorfor skulle gamle Signes forbandelse ramme mig, hvis ikke jeg troede på den? Hvordan kunne mor og bedstemor tro på den slags? Jeg husker bedstemors ord den dag, hun døde: ’Din mors slægt er en gammel slægt, der gennem generationer har opdyrket og opkøbt heden. En dag blev din tipoldefar, Johannes Kirk, for kæphøj. For grådig. Han manglede et stykke hede, der lå mellem to af hans jorder. Gamle Signe ville ikke sælge, for hun ville dø på sin fødegård. Flere gange var tilbuddet blevet forhøjet. Hun afviste Johannes hver gang. Det efterår satte han karlene til at brænde lyngen af på begge sider af Signes gård, og ilden gik for 26


tæt på gården, der nedbrændte til kampestenene. Gamle Signe kom på fattiggården, og din tipoldefar købte jorden billigt på tvangsauktion. Signe svor forbandelsen over Johannes uden for kirken: En dag vil Guds straf ramme slægten. Et barn vil fødes som dødens legekammerat. Slægten vil gå til grunde.’ Mors og fars gård brændte ved Theresas hånd. Bedstemor mente, at så var regnskabet gjort op. Gamle Signes gård mod fars og mors. Og når Theresa er spærret inde, så er forbandelsen ikke længere mulig, ræsonnerer jeg. Jeg trækker vejret ind. Sådan må det være. Jeg krydser vejen. Puster ud, så ånden bliver hvid foran mig. Jeg tager et par dybe vejrtrækninger og strækker begge hænder over hovedet. Midt i udstrækningen får jeg øje på en skikkelse i viadukten. Det er Emilnabo. Jeg går hen mod ham. Han snor sit overskæg i hver side og sætter hænderne i siden på sin grå uldfrakke, der er holdt sammen med en strik om livet. Håret på brystet stikker frem i undertrøjens halskant. “Margrethe ringede. Hun sagde, jeg skulle holde øje med dig. Har du det godt?” “Så godt som man nu kan have det, når man er gravid, og ens far har fået kræft.” “Samtidig. Så forstår jeg bedre, at Margrethe ringede. Er der noget, jeg kan gøre?” “Ved du, hvad der er sket på højskolen?” “Er der da sket noget?” “Hørte du ikke ambulancerne?” “Jeg har savet træ her til morgen. Bergs gamle grantræ, der væltede i snestormen. Kom, giv mig din arm, så følger jeg dig hjem.” “Det behøver du ikke.” “Jo, det behøver jeg. Nu er der to at passe på.” “Det har jeg ikke besluttet endnu.” “Besluttet?” “Jeg ved ikke, om jeg beholder barnet.” “Beholder?” Emil slipper min arm. Han skubber sin nye grønne filthat om i nakken. Spytter cigarstumpen ud på jorden og tværer den ud med sine cowboystøvler. “Hold så op, Emil – du ved godt, hvad jeg mener.” Emil tager fat i min arm igen. Han åbner leddet ind til marken. 27


Vi krydser marken uden at tale. Trasker over de frosne plovfuger, der afbrydes af aftryk af traktordæk. Emil stopper ved leddet ind til min have. “Kan du ikke se sammenhængen?” “Ærligt talt, Emil, så er det sort her til morgen. En stor pærevælling.” “I asatroen tror vi på, at liv følger død. En evig cyklus. Det er et tegn.” “Et tegn? Det er altså ikke en af guderne, der har gjort mig gravid.” “Det er vel Nino, og gudelig bliver han aldrig,” fnyser Emil. “Han ved det ikke.” “Han har for travlt med sin krig.” “Jeg gider ikke tale om Nino med dig. Tænk, hvis jeg kunne være gravid helt som alle andre. Tænk, hvis jeg bare var normal. Og min fars kræft. Hvordan skulle det have noget at gøre med min graviditet?” “Må jeg mærke på din mave?” “Vel må du ej. Fordi jeg er gravid, er min mave ikke blevet en offentlig Jomfru Maria-statue, der må befamles.” “Frodige Freja er bedre,” smiler Emil. “Jeg går ind og sover.” “Så holder jeg vagt.” “Vagt? Jeg har ikke brug for nogen vagt.” “Du havde da brug for mig for 14 dage siden, da din søster forsøgte at brænde dig og hele gården af. Er det ikke anden gang? Første gang lykkedes det med din mors og fars gård. Du tror måske, det er sidste gang, Theresa forsøger? At se ind i hendes øjne er at se lige ind dødsriget Hel.” “Theresa er spærret inde på Sankt Hans hospital i Roskilde.” “Og hvor længe tror du så, det varer denne gang?” “Har min mor ringet?” “Nej, men når Theresa finder ud af, at du er gravid, kan du være helt sikker på, at hun forsøger igen. Og når Margrethe ved det, så ved alle i hele Grønbæk det. Og derfra er der ikke langt til, at Theresa får kendskab til det.” Emil gør kuskeslag og snor sit fipskæg. Han stiller sig neden for trappen, så han spærrer vejen for mig. “Og mine to nye staldpiger kommer i dag.” “Hvorfor spørger du, når du har besluttet dig?” “Mona Lisa, jeg vil bare hjælpe. Er det så forbandet svært at tage imod min hjælp? Jeg er din nabo og ven.” 28


Han aer mig over hovedet. Jeg skubber hånden væk. “Jeg vil have, at Nino skal komme hjem. Gå så.” “Altid Nino. Nino den fraværende,” mumler han. Han tager en ny cigar frem fra frakkelommen. Bider enden af og spytter den ud på sneen. Tænder cigaren og vender ryggen til mig. Jeg ønsker at sige noget. Men kan ikke huske hvad. Emil blæser tobaksskyer ud. Jeg forsøger at række ud efter hans skulder. Røgen får mig til at vige tilbage og snappe efter vejret. Mit grove sprog overrasker stadig. Emil sukker og går over mod stalden. Han knalder stalddøren i efter sig. Jeg går om til den åbne bagdør. Inde i bryggerset får jeg øje på den gule seddel på væggen ved knagerækken og lukker døren efter mig. Kulden har sneget sig ind i køkkenet. Telefonen ringer inde fra den grønne stue. Jeg smider mine træsko i hjørnet og når telefonen efter det tredje ring. “Det er Nino. Vi bliver hjemsendt i dag. Jeg har ikke villet sige noget, før det var helt sikkert. Er det ikke skønt?” Jeg kysser telefonen. “Hvorfor siger du ikke noget?” “Det er dejligt,” fremstammer jeg. “Hvad er der galt?” “Ikke noget.” “Mona Lisa, ingen hemmeligheder. Det lovede vi hinanden.” “Det er bare en af de dage, du ved.” “Nej, det ved jeg ikke. Jeg har ikke været hjemme i otte uger. Fortæl så, hvad der er galt. Jeg holder ikke ud at tænke på det hele vejen hjem. Trænger til din krop.” Det buldrer på fordøren. “Det banker på døren. Vi kan tale rigtigt, når du kommer hjem.” “Mona Lisa, for pokker ..” Jeg smækker røret på. Ser på sofabordet. Nogen har flyttet på mit puslespil og lagt tre brikker på plads ved tårnet.


P O L IT IK E N S FO R L AG

Det sker igen. Det sker, uden vi aner hvorfor.

© Sanne Berg

Romanen Den gule plet begynder ved daggry den 29. januar 1991, hvor et menneske står klar med et gevær uden for Grønbæk højskole. Seks mennesker skal dø den dag.

Lene Rikke Bresson er født i Århus i 1963 og blev cand. oecon. i 1989. Hun arbejder som forfatter og storyteller samt som leder af Forfatterskolen (FGK) i Holstebro. I de seneste 11 år er det blevet til 11 bøger, bl.a. den anmelderroste DYtrilogien samt Mona Lisa Kirk-seriens første roman, Set fra himlen, der er solgt til udgivelse i Tyskland og til filmatisering af Zentropa. Privat lever Lene Rikke sammen med sin mand og deres fem børn.

For den invalide Mona Lisa begynder dagen med, at hun løber ned til præsten Margrethe i mosen. Mona Lisa har fået kendskab til sin fars kræftsygdom og sin egen graviditet og må tale med nogen. Margrethe er som altid optaget af Søren Kierkegaard, og denne morgen har hun besluttet sig for at grave ham op fra Assistens kirkegård. Under samtalen hører de ambulancer på vej op til højskolen. Skolemassakren griber ind i deres liv og tvinger Mona Lisa til at bruge sine særlige evner. Lene Rikke Bressons roman handler om misundelse og det, der sker, når børn bliver overset. Om at søge efter familiehemmeligheder og forbandelser - og finde dem.

Lene R ik ke Bresson

DEN GULE PLET

Dette er den anden af i alt syv romaner i serien om Mona Lisa Kirk. Hver enkelt roman omhandler forskellige aspekter af liv og død oplevet via de syv dødssynder. Den gule plet henter inspiration i den anden dødssynd: misundelse. I de syv romaner er der et gennemgående mysterium om den hemmelige note fra Søren Kierkegaard. Noten indeholder blandt andet svaret på, hvem der forgiftede ham. Dette mysterium løses først af Mona Lisa i den sidste roman.

DEN Roman

POLITIKENS FORLAG

p o litike ns fo rlag.dk

isbn 978-87-567-9862-4

De syv romaner foregår i perioden fra Berlinmurens fald 9/11 1989 til terrorangrebet på World Trade Center 11/9 2001. En mellemtid, hvor alt var muligt.

Lene R ik ke Bre sso n

GULE PLET


Den gule plet af Lene Rikke Bresson