Det er et studst, nærmest uforskammet tonefald at tale til en statsadvokat med. Louis går lidt væk. Han forstår Camilles utålmodighed. Hvis det havde været et mindreårigt barn, ville man straks have udløst bortførelsesalarmen, men det drejede sig om en voksen kvinde. De må finde ud af det på egen hånd. “Det, De beder om, bliver meget vanskeligt, hr. statsadvokat,” siger Camille. Hans stemme er en tone dybere, og han taler meget langsomt. De, der kender Camille, vil genkende den adfærd som et varsel. “Ser De, hr. statsadvokat, mens jeg taler med Dem, er der ...” han løfter blikket, “jeg vil tro ... over hundrede mennesker ved vinduerne. Det mandskab, der er ved vejspærringen, vil informere yderligere to-tre hundrede. Men selvfølgelig, hvis De har nogle ideer til, hvordan vi forhindrer, at nyheden spredes, så er jeg lutter ører.” Louis smiler tavst. Det er typisk Verhoeven. Louis tilbeder ham. Fordi han er, som han altid har været. I løbet af fire år er han blevet ældre, men han er stadig lige så totalt uhæmmet. Og for hans overordnede undertiden en pestilens. “Naturligvis, hr. statsadvokat.” Af hans tonefald aner man, at hvad det end er, har Camille absolut ikke til hensigt at holde det løfte, han lige har givet. Han lukker mobilen. Samtalen har kun gjort ham i endnu dårligere humør. “Og hvor fanden er han, din Morel?” Det kom bag på Louis. “Din Morel”. Camille er uretfærdig, men Louis forstår det godt. At påtvinge en mand som Verhoe ven, der allerede har en sikker tilbøjelighed til kaos, denne sag ... “I Lyon,” svarer Louis roligt. “Til det europæiske seminar. Han kommer hjem i overmorgen.” De går hen mod vidnet, der bliver holdt hen af en betjent i uniform. 25
Alex.indd 25
30/01/14 11.37