Page 1

90MM

153mm

Bortset fra et enkelt usikkert øjenvidne har kriminalkommissær Camille Verhoeven ingen spor at gå efter – ingen identitet på ofret, ingen savnede og ingen mistænkte.

226mm

PIERRE LEMAITRE (f. 1951) bor i Paris og har i mange år undervist i litteratur. Han har skrevet fem anmelderroste og prisvindende krimier.

I takt med at han langsomt afdækker den unge kvindes usædvanlige historie, står det klart for Camille, at det ikke er noget almindeligt offer, han leder efter. Inden længe bliver det at redde Alex’ liv den mindste af kriminalkommissær Verhoevens mange udfordringer.

Alex er første bog på dansk og vandt i 2013 Crime Writers Association International Dagger Award. I 2013 blev Lemaitre også hædret med den største litterære pris i Frankrig, Prix Goncourt, for sin første historiske roman, Au revoir là-haut.

”Hyldet som den vigtigste krimi i oversættelse siden Stieg Larsson ...” - T he I ri s h T i m e s

pie Re lemait e alex

Alex Prévost bliver brutalt overfaldet på åben gade og smidt ind i en hvid varevogn. Hendes kidnapper efterlader hende nøgen i et bur flere meter over jorden i en forladt fabriksejendom. Dagene går, og tiden er ved at rinde ud. Bliver det sulten, tørsten eller kulden, der gør det af med Alex først?

27mm

153mm

”Gribende original.” — T he T i me s

pie Re lemait e

alex krimi

”Oprigtigt uforudsigelig på en måde, som meget få spændingsromaner er.” – U SA To day

”Glem alt om skandinavisk krimi; fransk krimi er det nye.” – Short li st Mag a zine

90MM

” Alex er en velkommen tilføjelse til den store bølge af europæisk krimi, som er fulgt i kølvandet på Stieg Larssons bøger.” — The Washington Post Book World ”Det, der starter som en kidnapningssag, bliver til en række af efterforskninger, der alle er forbundet til Alex; en parisisk version af Lisbeth Salander.” — The Sunday Times

”Bogen bevæger sig fra læs-så-hurtigt-du-kan-rædsel til et kringlet udtænkt kapløb mod en mørk sandhed.” – The Observer

”Vi er ikke i behageligt selskab med inspektør Maigret her – dette er rå, hård krimi med et skær af Gauloise.” – The Daily Mail

”En anderledes og næsten surrealistisk parisisk krimi … Kan varmt anbefales.” — Literary Review ”Lemaitre har nået en milepæl med sin nye roman: halv gåde, halv thriller, 100 procent vellykket.” — Le Figaro ”Indimellem hænder det, at man falder over en krimi, der efterlader en åndeløs … Alex er sådan en bog, og du er garanteret en uforudsigelig fortælling fra start til slut. Sammen med en fascinerende kvindelig hovedperson og en meget speciel detektiv er dette en absolut perle af en krimi, der er dejlig mørk, uhyggelig, vanvittig og farlig at give sig i kast med, men for god til at gå glip af.” — Raven Crime Reads, Top 5 krimi i 2013

LINDHARDT OG INGHOF


Alex er oversat fra fransk efter Alex Copyright © Éditions Albin Michel, 2011 All rights reserved Dansk copyright © 2014 Lindhardt og Ringhof A/S, København This book is published by arrangement with Literary Agency Wandel Cruse, Paris Omslag: Imperiet Omslagsillustration: Win-Initiative Bogen er sat med Minion hos Lymi DTP-Service og trykt hos Livonia Print, 2014 ISBN 978-87-11-377499 1. udgave, 1. oplag 2014

Cet ouvrage a bénéficié du soutien des Programmes d’aide à la publication / Programme Cécile Black de l’Institut Français.

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Alex.indd 4

30/01/14 11.37


Pierre Lemaitre

ALEX På dansk ved Elisabeth Ellekjær

LINDHARDT OG RINGHOF

Alex.indd 3

30/01/14 11.37


1. DEL

Alex.indd 7

30/01/14 11.37


1 Alex elsker det. Hun har brugt snart en time på at prøve parykker og hair extensions, være i tvivl, ombestemme sig, gå for at komme tilbage og prøve dem igen. Hun kunne bruge hele eftermiddagen på det. For tre-fire år siden opdagede hun tilfældigt denne butik på boulevard de Strasbourg. Det var ikke, fordi hun søgte noget, hun gik ind af ren nysgerrighed og blev så overrasket over at se sig selv som rødhåret, i den grad forvandlet, at hun købte en paryk på stedet. Alex kan gå med næsten alt, fordi hun er så køn. Det har hun ikke altid været, det kom i hendes tidlige ungdom. Inden da var hun en lille, temmelig grim og skrækkeligt mager pige. Men da det udløstes, var det som en indre fjeder. Kroppen gennemgik nærmest en transformation, og i løbet af nogle få måneder var Alex blevet en henrivende ung kvinde. Pludselig besad hun denne ynde, som ingen, allermindst hun selv, havde troet mulig. Det er aldrig lykkedes hende virkelig at tro på den. Stadig ikke. En rød paryk, for eksempel, hun havde aldrig forestillet sig, at den ville klæde hende så godt. Det havde været en øjenåb9

Alex.indd 9

30/01/14 11.37


ner. Hun kunne ikke begribe, hvor anderledes og udtryksfuld hun så ud. En paryk er noget overfladisk, men helt uforklarligt fik hun en fornemmelse af, at hele hendes liv var forandret. Den paryk havde hun i virkeligheden aldrig gået med. Da hun kom hjem med den, blev hun øjeblikkelig klar over, at kvaliteten var elendig. Den så kunstig ud, tarvelig, den var grim. Hun kasserede den. Den røg ikke i skraldespanden, men ned i en kommodeskuffe. Indimellem tog hun den frem igen og prøvede den på. Parykken var godt nok gyselig, den skreg langt væk af syntetisk nylon, men det, Alex så i spejlet, gav hende alligevel en styrke, som hun havde lyst til at tro på. Derfor vendte hun tilbage til boulevard de Strasbourg, hvor hun gav sig god tid til at studere kvalitetsparykkerne, der godt nok var lidt dyre i forhold til hendes løn som sygeplejerskevikar. Til gengæld var de meget mere anvendelige. Hun tog mod til sig. I begyndelsen var det ikke let, man skal turde. Når man som Alex har en temmelig indviklet natur, kræver det mindst en halv dag at finde mod til at gøre det. Lægge den rette makeup, sammensætte påklædningen, vælge sko, taske, (nå ja, finde det, der passer til det, man allerede har, for man kan ikke bare købe nyt, hver gang man skifter paryk ...). Men så går man ud på gaden, og øjeblikkelig er man en anden. Ikke helt, men næsten. Og selv om det ikke forandrer ens liv, får det tiden til at gå, især når man ikke forventer noget særligt. Alex elsker karakteristiske parykker, dem der udsender klare budskaber som Jeg ved godt, hvad du tænker på eller Jeg er ikke bare køn, jeg er også et matematikgeni. Den, hun har på i dag, siger noget i retning af Mig finder du ikke på Facebook. Hun rækker ud efter en model, der hedder “Urban chok”, og det er i det øjeblik, hun ser manden gennem butiksvinduet. Han står på fortovet overfor og ser ud til at vente på nogen eller noget. Det er tredje gang i løbet af to timer. Han følger efter hende. Nu er hun ikke i tvivl. “Hvorfor mig?” Det er det første, 10

Alex.indd 10

30/01/14 11.37


hun spørger sig selv om. Som om hun kunne forstå, hvis en mand ville forfølge enhver anden pige, men ikke hende. Som om hun ikke allerede mærkede deres blikke hele tiden, overalt, i bussen, metroen, på gaden. I butikker. Alex tiltaler mænd i alle aldre, det er fordelen ved at være tredive. Alligevel overrasker det hende altid. “Der er så mange, der er meget smukkere end mig.” Alex mangler altid selvtillid, overvældes altid af tvivl. Sådan har det været lige siden barndommen. Hun stammede voldsomt, til hun blev halvvoksen. Og gør det stadig, når hun bliver nervøs. Hun kender ham ikke, denne mand, et sådant ydre ville have gjort indtryk på hende, nej, hun har aldrig set ham før. Og desuden, en fyr på halvtreds, der følger efter en pige på tredive ... Det er ikke, fordi hun er aldersracist, det overrasker hende bare. Alex retter blikket mod andre parykmodeller, ser ud til at tøve, går så tværs gennem butikken og stiller sig i en krog, hvorfra hun kan holde øje med fortovet. Han må være tidligere sportsmand at dømme efter hans krop, som anes indenunder den stramtsiddende påklædning, en sværvægter. Mens hun kærtegner en lys, næsten hvid paryk, prøver hun at finde ud af, hvornår hun første gang lagde mærke til ham. Hun bemærkede ham bagest i metroen. Deres blikke mødtes, og hun nåede at se det smil, han sendte hende, og som han bevidst gjorde indladende, hjerteligt. Det, hun ikke bryder sig om ved hans ansigt, er, at han har et kontrollerende udtryk. Men især næsten ingen læber. Instinktivt følte hun mistillid, som om alle med smalle læber holdt noget tilbage, hemmeligheder, de ikke ville være ved, en ondsindethed. Og så hans hvælvede pande. Hun nåede ikke at iagttage hans blik, det var en skam. Efter hendes mening bedrager det ikke, det er altid sådan, hun bedømmer folk, på blikket. Selvfølgelig ville hun ikke dvæle ved detaljer der i metroen med sådan en fyr. Diskret, næsten umærkeligt, vendte hun ryggen til ham og 11

Alex.indd 11

30/01/14 11.37


rodede i sin taske for at finde sin mp3-afspiller. Hun lyttede til Nobody’s Child, og pludselig spurgte hun sig selv, om hun ikke allerede havde set ham en dag eller to forinden neden for sin lejlighed. Det var lidt uklart, hun var ikke sikker. Hun ville være nødt til at vende sig om og se på ham igen, men hun ville ikke risikere at opmuntre ham. Men hvad der er helt sikkert er, at hun efter mødet i metroen så ham igen på boulevard de Strasbourg to timer senere, i det øjeblik hvor hun vendte om. Hun havde skiftet mening, hun ville se den brune, halvlange paryk med pandehår igen, så hun vendte brat om og fik øje på ham lidt længere henne ad fortovet, hvor han pludselig standsede og lod, som om han studerede et butiksvindue. Dametøj. Det hjalp ham ikke, at han forsøgte at se koncentreret ud ... Alex sætter parykken tilbage. Der er ingen grund til det, men hun ryster på hænderne. Det er idiotisk. Hun falder i hans smag, han følger efter hende, han prøver lykken, han angriber hende trods alt ikke midt på åben gade. Alex ryster på hovedet, som om hun vil tømme det for tanker, og da hun igen ser ud på fortovet, er manden forsvundet. Hun læner sig frem og kigger først til højre, så til venstre, nej, der er ingen, han er der ikke længere. Den lettelse, hun føler, er noget overdreven. Selv om hun flere gange gentager for sig selv, at det er idiotisk, trækker hun alligevel vejret mere normalt. På vej ud af butikken kan hun ikke lade være med at standse og tjekke gaden igen. Nu er det nærmest hans fravær, hun finder foruroligende. Alex ser på sit ur, så op på himlen. Det er mildt, det er stadig lyst en times tid endnu. Hun har ikke lyst til at gå hjem. Hun burde standse ved en købmand. Hun prøver at huske, hvad der er tilbage i køleskabet. Hun er virkelig sløset med indkøb. Hendes opmærksomhed koncentrerer sig om hendes arbejde og hendes velvære (Alex er lidt manisk), og, selv om hun ikke gerne indrømmer det, om tøj og fodtøj. Og tasker. Og paryk12

Alex.indd 12

30/01/14 11.37


ker. Hun ville ønske, at kærligheden spillede en større rolle i hendes liv, men det har altid været noget rod. Hun håbede, ventede, drømte og gav så op. I dag vil hun ikke længere dvæle ved det emne, hun tænker så lidt som muligt på det. Hun prøver bare på ikke at forvandle dette savn til færdigretter og endeløse timer foran fjernsynet og er opmærksom på ikke at tage på og blive grim. Selv om hun er single, føler hun sig trods alt sjældent alene. Hun har interesser, som betyder noget for hende og fylder tiden ud. Kærligheden er måske nok mislykkedes, men sådan er det. Og det er blevet mindre vanskeligt, siden hun begyndte at forberede sig på at ende alene. Trods denne ensomhed forsøger Alex at leve normalt og finde glæder og adspredelse. Det hjælper hende at tænke på, at hun kan give sig selv små glæder, at hun ligesom alle andre har ret til det. For eksempel har hun besluttet igen at spise på Mont-Tonnerre i rue Vaugirard til aften. Hun kommer lidt for tidligt. Det er anden gang, hun er der. Første gang var ugen før, og at en køn, rødhåret pige spiser helt alene, bliver husket af personalet. I aften hilser de på hende som på en stamgæst, tjenerne skubber til hinanden med albuen, der flirtes lidt kejtet med den kønne gæst, hun smiler, tjenerne finder hende fortryllende. Hun beder om det samme bord med ryggen til døren og front mod restaurantens indre, hun bestiller den samme halve flaske isafkølet Alsace-vin. Hun sukker, Alex elsker at spise, hun er endda nødt til at passe lidt på, minder hun sig selv om. Hendes vægt går op og ned, men hun har lært at kontrollere den. Hun kan tage ti kilo på, femten, og være ukendelig, og så to måneder senere har hun igen sin sædvanlige vægt. Om nogle år kan hun ikke længere tage så let på det. Hun finder sin bog frem og beder om en ekstra gaffel til at holde bogen åben, mens hun spiser. Som ugen før sidder den 13

Alex.indd 13

30/01/14 11.37


samme blonde fyr over for hende lidt til højre. Han er sammen med venner. De er indtil videre kun to, men det lyder, som om andre snart støder til. Han lagde mærke til hende, så snart hun trådte ind, men hun ser ikke ud til rigtig at bemærke, at han bliver ved med at stirre på hende. Sådan fortsætter det hele aftenen. Selv da hans andre venner er kommet, selv da de kaster sig ud i deres evindelige diskussioner om arbejde, piger, kvinder, mens de skiftes til at fortælle historier, hvor de hver især fremhæver sig selv som helte, holder han ikke op med at se på hende. Alex elsker opmærksomheden, men hun vil ikke opmuntre ham åbenlyst. Han er ikke værst, fyrre-femogfyrre år, han må have set godt ud som helt ung, men han drikker sikkert lidt for meget, hvilket giver ham et tragisk udtryk. Det ansigt rører noget i Alex. Hun drikker sin kaffe. Hendes eneste imødekommenhed er et blik på manden, da hun går. Et enkelt blik. Perfekt. Det er flygtigt, men hun får en smertefuld følelse ved at se ham rette dette længselsfulde blik mod hende, og hun mærker et stik i maven. I øjeblikke som dette er Alex aldrig oprigtig over for sig selv omkring sine følelser. Hendes liv er som en serie af fastfrosne billeder, som om filmen er knækket – og det er umuligt for hende at spole tilbage, genfinde tråden og finde de rigtige ord. Hvis hun bliver lidt længere næste gang, står han måske udenfor og venter på hende. Det er ikke til at vide. Og dog. Alex ved kun alt for godt, hvordan det forløber. Det er altid det samme. Hendes møder med mænd ender aldrig godt, den del af filmen har hun set mange gange, den del husker hun. Men sådan er det. Det er fuldstændig mørkt nu, og det er meget mildt i vejret. Bussen er lige kommet. Hun sætter farten op, chaufføren ser hende i bakspejlet og venter på hende, hun skynder sig, men da hun skal til at stige ind, skifter hun mening. Hun vil gå lidt og tage en anden bus på vejen, hun gør tegn til chaufføren, 14

Alex.indd 14

30/01/14 11.37


der svarer hende med en lille beklagende håndbevægelse. Han åbner alligevel døren: “Der kommer ikke flere busser efter mig, jeg er den sidste i aften ...” Alex smiler og takker ham med en håndbevægelse. Skidt, hun går bare hjem. Hun vil tage rue Falguière og i forlængelse af den rue Labrouste. Hun har boet i kvarteret ved porte de Vanves i tre måneder. Hun flytter tit. Før boede hun ved porte de Clignancourt og inden da i rue du Commerce. Mange mennesker hader at flytte, men for hende er det en nødvendighed. Hun elsker det. Det er måske som med parykkerne, indtrykket af at få et nyt liv. Det er et tilbagevendende tema. En dag skifter hun liv. Nogle meter foran hende kører en hvid kassevogn op på fortovet for at parkere. Alex klemmer sig ind mod bygningen for at komme forbi, og hun fornemmer tilstedeværelsen af en mand. Hun når ikke at vende sig om, men får et knytnæveslag mellem skuldrene, som tager vejret fra hende. Hun mister balancen, falder forover, hendes pande banker voldsomt ind i bilen med en dump lyd, hun slipper alt, hvad hun har i hænderne, for at prøve at hage sig fast, hun finder ikke noget, han griber fat i hendes hår, men står bare med parykken i hånden. Han udstøder en ed, som hun ikke forstår, og griber med den ene hånd rasende fat i en stor tot rigtigt hår, og med den anden slår han hende i maven med et knytnæveslag, der kunne gøre det af med en fuldvoksen mand. Alex når ikke at skrige af smerte, hun krummer sig omgående sammen og kaster op. Manden er virkelig stærk, for han vender hende let som ingenting om mod sig, lægger en arm om livet på hende, holder hende fast og propper en kugle af stof helt ned i halsen på hende. Det er ham, manden fra metroen, fra gaden, manden fra butikken, det er ham. I en brøkdel af et sekund ser de hinanden i øjnene. Hun forsøger at sparke ham, men han strammer grebet om 15

Alex.indd 15

30/01/14 11.37


hende som i en skruestik, hun kan ikke gøre noget for at modsætte sig denne tvang, han trækker hende nedad, hendes knæ giver efter, og hun falder ind i bunden af kassevognen. Så giver han hende et kraftigt spark i lænden, Alex ryger ind i vognen, hendes kind skraber mod gulvet. Han kravler ind bag hende, vender hende brutalt om, anbringer sit knæ i hendes mave og giver hende et knytnæveslag i ansigtet. Han slår meget hårdt ... Han ønsker seriøst at skade hende, han vil slå mig ihjel, når Alex at tænke, i det øjeblik hun får knytnæveslaget. Hendes hjerneskal banker mod bunden, hun mærker et frygteligt stød mod bageste del af kraniet, baghovedet, siger Alex til sig selv, det er baghovedet. Men ud over det ord er det eneste, hun kan tænke: Jeg vil ikke dø, ikke på den måde, ikke nu. Hun ligger sammenkrøben med munden fuld af opkast, i fosterstilling, med et hoved, der er lige ved at eksplodere. Hun mærker sine hænder, der bliver trukket voldsomt om på ryggen og bundet, og så det samme med sine ankler. Jeg vil ikke dø nu, tænker Alex. Kassevognens dør bliver smækket i, motoren gasser op, og med en voldsom bevægelse rykker køretøjet sig fri af fortovet. Jeg vil ikke dø nu. Alex er medtaget, men bevidst om, hvad der sker hende. Hun græder, er ved at kvæles i sine tårer. Hvorfor mig? Hvorfor mig? Jeg vil ikke dø. Ikke nu.

16

Alex.indd 16

30/01/14 11.37


2 I telefonen gav kommissær Le Guen ham ikke noget valg: “Jeg vil skide på dine betænkeligheder, Camille, du irriterer mig! Jeg har ingen, forstår du det, ingen! Så jeg sender dig en vogn, og så kommer du af sted!” Han gav ham tid til at lade det synke ind og tilføjede: “Og du holder op med dit brok!” Så lagde han røret på. Sådan er hans tone. Impulsiv. Sædvanligvis tager Camille sig ikke af det. Generelt kan han tale sig til rette med kommissæren. Bortset fra at det denne gang drejer sig om en bortførelse. Og det vil Camille ikke have noget med at gøre, det har han altid sagt, der er to-tre ting, han ikke vil mere, især bortførelser. Ikke siden hans kone Irènes død. Hun faldt på gaden, gravid i niende måned. Hun måtte på sygehuset, og så blev hun bortført. Hun blev aldrig set i live igen. Det knækkede Camille. Det er umuligt at beskrive det kaos, han gennemlevede. Han var som ramt af lynet. Hele dage var han som paralyseret, og da han begyndte at tale i vildelse, måtte han indlægges. Han blev flyttet fra klinikker til hvilehjem. Det var et mirakel, at han stadig var i live. Ingen havde turdet håbe på det. I alle de måneder, hvor han var sygemeldt fra drabsafdelingen, spekulerede alle på, om han en dag ville vende tilbage. Og da han endelig gjorde, var det mærkelige, at han var fuldstændig den samme som før Irènes død, bare ældre. Siden dengang tager han kun mindre væsentlige sager. Han arbejder med affektforbrydelser, bandeoptøjer, nabodrab. Sager, hvor de døde er bag en og ikke foran. Ingen bortførelser. Camille vil have lig, der er helt og aldeles døde. 17

Alex.indd 17

30/01/14 11.37


“Alligevel,” har Le Guen sagt flere gange – han gør virkelig, hvad han kan for Camille – “er der ikke noget perspektiv i at undgå de levende. Så kan vi lige så godt blive bedemænd.” “Jamen ...” svarede Camille, “det er nøjagtig det, vi er!” De har kendt hinanden i tyve år, de respekterer og er ikke bange for hinanden. Le Guen er en Camille, der ikke vil være på gaden, og Camille er en Le Guen, der ikke vil have magt. Det, der adskiller de to mænd, er to løntrin og firs kilo. Og tredive centimeter. Udtrykt på den måde forekommer det at være en enorm forskel, og det er sandt, at det grænser til en karikatur, når man ser dem sammen. Le Guen er ikke særlig høj, men Camille er meget lille. Han betragter verden nedefra som en trettenårig. Det har han sin mor, kunstmaleren Maud Verhoeven, at takke for. Hendes lærreder er at finde på en halv snes internationale kunstmuseer. En meget anerkendt kunstner og storryger, som levede i en konstant tåge af cigaretrøg, det var umuligt at forestille sig hende uden denne blålige sky. Det er fra hende, at Camille har sine to mest bemærkelsesværdige egenskaber. Fra kunstneren har han arvet et mageløst talent for at tegne, og fra den inkarnerede ryger den beskedne vækst, der gjorde ham til en mand på en meter og halvtreds. Han har næsten aldrig mødt nogen, han kunne betragte oppefra. Det omvendte til gengæld ... En sådan højde er ikke kun et handicap. I tyveårsalderen var det en frygtelig ydmygelse, i trediveårsalderen en forbandelse, men det er hans skæbne. Den slags handicap, der får en til at bruge store ord. Takket være Irène var Camilles højde blevet en styrke. Irène havde fået ham til at vokse indefra. Aldrig havde Camille været så ... Han leder efter ord. Uden Irène mangler han også ord. Modsat Camille gør Le Guen det i det monumentale. Ingen ved rigtig, hvad han vejer, han fortæller det aldrig. Nogle siger hundrede og tyve, andre hundrede og tredive, der er endda dem, der går endnu højere op, men det har ikke længere nogen 18

Alex.indd 18

30/01/14 11.37


betydning. Le Guen er enorm, tykhudet, med store basunkinder, men da han har et klart blik, der flyder over af intelligens ... Ingen kan forklare det, mænd vil ikke indrømme det, men næsten alle kvinder er enige: Kommissæren er en yderst tiltrækkende mand. Forstå det, hvem der kan. Camille er vant til at høre på Le Guens vredesudbrud. De har kendt hinanden så længe, at det ikke gør indtryk på ham. Han tager roligt sin telefon og ringer tilbage til kommissæren: “Hør her, Jean, jeg tager af sted, jeg kigger på din bortførelsessag. Men det øjeblik, Morel kommer tilbage, giver du den til ham, for ...” han tager tilløb og udtaler med eftertryk hver stavelse med en tålmodighed, der er fuld af trussel, “jeg tager ikke den sag!” Camille Verhoeven råber aldrig. Sjældent. Hans ord har vægt. Han er lille, skaldet, afpillet, men alle ved, at Camille er modig og korrekt. I øvrigt svarer Le Guen ikke. Visse onde tunger siger, at af de to er det Camille, der har bukserne på. Og de spøger ikke. Camille lægger røret på. “Satans også!” Det er virkelig uheldigt. Når nu ikke kidnapningssager er hverdagskost, det er jo ikke Mexico det her, hvorfor kunne det så ikke lige så godt være sket på et andet tidspunkt, hvor han var på en anden sag, havde fri eller var andetsteds! Camille banker i bordet med næven. Langsomt, for han er en mådeholden mand. Han synes heller ikke om, at andre koger over. Han har travlt. Han rejser sig, snupper sin frakke og sin hat og går hurtigt ned ad trappen. Camille er lille, men han går tungt. Indtil Irènes død gik han nærmest let. Hans kone plejede at sige: “Du hopper som en fugl. Jeg har altid på fornemmelsen, at du er ved at lette.” Det er fire år siden, at Irène døde. Bilen standser ud for ham. Camille sætter sig ind. “Hvad er det nu, du hedder?” “Alexandre, che-” 19

Alex.indd 19

30/01/14 11.37


Chaufføren bider sig i tungen. Alle ved, at Camille hader at blive kaldt chef. Han siger, at det lyder falsk, som i en tv-krimiserie. Det er lige hans stil med den slags rammende anskuelser. Camille er en ikke-voldelig mand med visse brutale sider. Somme tider løber det af med ham. Tidligere hvilede han temmelig meget i sig selv, men med alderen, og med tabet af sin kone, er han blevet lidt prikken, lidt irritabel. I grunden er han vred. Irène spurgte ofte: “Min elskede, hvorfor er du altid så vred?” Oppe fra sine en meter og halvtreds, om man så må sige, overspillede Camille sin undren: “Ja, det er rigtigt ... Der er ingen grund til at være vred ...” Det er sjældent, at folk forstår ham og hans koleriske og afmålte facon lige med det samme. De ser ham an. Måske fordi han ikke er særlig munter. Camille holder ikke ret meget af sig selv. Siden Camille genoptog arbejdet for snart tre år siden, har han taget imod alle praktikanterne, hvilket er en fordel for afdelingscheferne, der ikke vil belemres med dem. Det, Camille ikke vil, efter at hans egen gruppe er blevet spredt for alle vinde, er igen at oprette en fasttømret gruppe. Han kaster et blik på Alexandre. Han ligner ikke en Alex­ andre, men det er lige meget. Han er fire hoveder højere end ham, hvilket ikke er nogen særlig bedrift, og han satte bilen i gang, inden Camille gav ham ordre til det, hvilket i det mindste er et tegn på styrke. Alexandre farer af sted som en pil, han elsker at køre, og det ses. Man skulle tro, at GPS’en havde problemer med at følge med. Alexandre vil vise chefen, at han kører godt, sirenen hyler, bilen krydser myndigt gader, gadekryds, boulevarder, Camilles fødder dingler tyve centimeter over bunden af bilen, med højre hånd holder han fast i sikkerhedsselen. Det tager dem under et kvarter at nå frem. Klokken er 21:50. Selv om det ikke er særlig sent, ser Paris allerede døsig ud, ikke ligefrem som en by, hvor man bortfører kvinder. “En kvinde,” sagde det 20

Alex.indd 20

30/01/14 11.37


vidne, der tilkaldte politiet. Han var tydeligvis i en tilstand af chok: “Bortført for øjnene af mig!” Han kunne ikke komme sig over det, men den slags sker heller ikke så tit. “Stands her,” siger Camille. Camille står ud, retter på sin hat, knægten kører igen. Han står for enden af gaden, halvtreds meter fra de første afspærringer. Camille går det sidste stykke til fods. Når der er tid til det, sørger han altid for at se situationen an på afstand, det kan han bedst lide. Det første overblik af gerningsstedet har stor betydning, for bagefter er man i detaljen, i kendsgerningerne, og så er der ingen vej tilbage. Det er den officielle grund, han giver sig selv til, at han er stået ud af bilen omkring hundrede meter fra det sted, hvor han ventes. Den anden grund, den egentlige, er, at han ikke har lyst til at være der. Mens han går frem mod politibilerne, hvis roterende blinklys farver facaderne, prøver han at mærke efter, hvad han føler. Hans hjerte hamrer. Han har det virkelig ikke godt. Han ville give ti år af sit liv for at være et andet sted. Men selv om han nærmer sig langsomt, når han alligevel frem. Det foregik omtrent på samme måde fire år tidligere. I gaden, hvor han boede, som ligner denne her lidt. Irène var der ikke. Hun skulle snart føde en lille dreng. Hun skulle have været på fødeklinikken, Camille skyndte sig, han løb, han ledte efter hende den nat ... han var som en vanvittig, men han ledte forgæves ... Senere blev hun fundet død. Mareridtet i Camilles liv begyndte med et øjeblik som dette. Derfor slår hans hamrende hjerte kolbøtter, han har susen for ørerne. Hans skyldfølelse, som han troede var dæmpet, er vågnet op. Den giver ham kvalme. En stemme råber, at han skal flygte, en anden, at han skal trodse, hans brystkasse er snøret sammen som i en skruestik. Camille tror, han falder. 21

Alex.indd 21

30/01/14 11.37


I stedet løfter han båndet for at komme forbi afspærringen. Den vagthavende betjent sender ham på afstand et lille tegn med hånden. Selv om ikke alle kender vicekommissær Verhoeven, bliver han genkendt af alle. Selv hvis han ikke var en slags legende, er det uundgåeligt med den størrelse. Og hans fortid ... “Åh, er det dig?” “Du lyder skuffet.” Louis bliver straks befippet. “Nej, nej, nej, slet ikke!” Camille smiler. Han har altid været skrap til at få Louis til at tabe hovedet. Louis Mariani har været hans assistent længe, han kender ham som sin egen bukselomme. Lige efter mordet på Irène kom Louis tit og besøgte ham på klinikken. Camille talte ikke med mange. At tegne, som engang bare havde været tidsfordriv, var blevet hans vigtigste og endda eneste beskæftigelse. Han tegnede dagen lang. Tegninger, skitser, rids hobede sig op på stuen, hvis upersonlige præg Camille i øvrigt bevarede. Louis indrettede sig en lille plads, og de satte sig ned, den ene så ud på parkens træer, den anden på sine fødder. De sagde tonsvis af ting i denne stilhed, men det opvejede alligevel ikke ord. De fandt ingen. Og så en dag forklarede Camille pludselig, at han foretrak at være alene, han ville ikke trække Louis ind i sin sorg. ”En tungsindig politimand er ikke et særlig interessant selskab,” sagde han. Det var svært for dem begge to at være adskilt. Men tiden gik. Senere, da det begyndte at gå bedre, var det for sent. Da sorgen var falmet, var resten lidt goldt. De har ikke set meget til hinanden længe, de er kun løbet på hinanden ved møder, briefinger og den slags. Louis har ikke forandret sig meget. Når han bliver gammel, vil han dø med et ungdommeligt ydre, sådan er nogle mennesker. Og altid lige 22

Alex.indd 22

30/01/14 11.37


elegant. En dag sagde Camille til ham: “Selv hvis jeg var klædt på til et bryllup, ville jeg ligne en vagabond ved siden af dig.” Det skal indrømmes, at Louis er rig, meget rig. Hans formue er som kommissær Le Guens kilo, ingen kender tallet, men alle ved, at det er anseligt og ganske afgjort i permanent ekspansion. Louis kunne leve af sine renter i fire-fem generationer. I stedet for er han strisser ved kriminalpolitiet. Han har studeret en masse, som han ikke havde brug for, men som har efterladt ham med en stor viden, i hvilken Camille aldrig har grebet ham i fejl. Louis er virkelig en sær snegl. Han smiler, det er mærkeligt at gense Camille sådan uden varsel. “Det er derhenne,” siger han og peger på afspærringen. Camille sætter farten op bag den unge mand. Så ung er han for resten ikke. “Hvor gammel er du, Louis?” “Fireogtredive, hvorfor?” “Ikke for noget.” Camille bliver klar over, at de er et stenkast fra Bourdelle-­ museet. Han ser tydeligt Bueskytten Herakles’ ansigt for sig. Heltens sejr over uhyrerne. Camille har aldrig udført billedhuggerarbejde, han har aldrig haft fysik til det, og han har ikke malet i lang tid, men han bliver ved med at tegne. Selv efter sin lange depression kan han ikke holde op. Det er en del af ham, han har altid en blyant i hånden, det er hans måde at betragte verden på. “Kender du Bueskytten Herakles på Bourdelle-museet?” “Ja,” siger Louis. Han ser forvirret ud. “Men jeg spekulerer på, om det ikke snarere er på Orsay.” “Du er stadig lige røvirriterende.” Louis smiler. En sådan bemærkning fra Camille betyder: “Du ved, jeg holder af dig”. Det betyder også: “Som tiden dog går”. Men mest: “Vi har næsten ikke set hinanden, siden jeg 23

Alex.indd 23

30/01/14 11.37


slog Irène ihjel, vel?” Så det er mærkeligt at se hinanden igen på et gerningssted. Pludselig føler Camille behov for at præcisere: “Jeg erstatter Morel. Le Guen havde ingen andre ved hånden. Han bad mig om det.” Louis gør tegn til, at han forstår, men han er stadig skeptisk. Vicekommissær Verhoeven sat midlertidigt på sådan en sag, det er alligevel overraskende. “Ring til Le Guen,” fortsætter Camille. “Jeg skal have noget mandskab. Med det samme. I betragtning af hvor sent det er, kan vi ikke udrette det store, men vi er nødt til at prøve.” Louis nikker og tager sin mobil. Han er enig. Man kan se på sådan en sag fra to sider. Fra kidnapperens synspunkt eller fra offerets synspunkt. Kidnapperen er sikkert langt væk, men offeret bor måske i kvarteret, måske er hun blevet bortført i nærheden af sit hjem, og det er ikke bare Irènes historie, der får de to mænd til at tænke sådan, det er statistikken. Rue Falguière. I aften er de omringet af skulptører. De rykker frem til midt på gaden, hvor adgangen er spærret. Camille ser op mod etageejendommene. Der er lys i alle vinduer, de er aftenens realityshow. “Vi har et vidne, ét eneste,” siger Louis og lukker sin mobil. “Og placeringen af det køretøj, der blev brugt til bortførelsen. Teknikerne skulle være på vej.” De kommer i samme øjeblik. Afspærringen fjernes hastigt, Louis anviser dem den tomme plads langs fortovet mellem to køretøjer. Fire teknikere står straks ud med deres udstyr. “Hvor er han?” spørger Camille. Vicekommissæren er utålmodig. Det er tydeligt, at han ikke har lyst til at være der. Hans mobil vibrerer. Han svarer. “Nej, hr. statsadvokat, da vi fik meddelelsen fra stationen i femtende arrondissement, var det allerede alt for sent at sætte vejspærringer op.” 24

Alex.indd 24

30/01/14 11.37


Det er et studst, nærmest uforskammet tonefald at tale til en statsadvokat med. Louis går lidt væk. Han forstår Camilles utålmodighed. Hvis det havde været et mindreårigt barn, ville man straks have udløst bortførelsesalarmen, men det drejede sig om en voksen kvinde. De må finde ud af det på egen hånd. “Det, De beder om, bliver meget vanskeligt, hr. statsadvokat,” siger Camille. Hans stemme er en tone dybere, og han taler meget langsomt. De, der kender Camille, vil genkende den adfærd som et varsel. “Ser De, hr. statsadvokat, mens jeg taler med Dem, er der ...” han løfter blikket, “jeg vil tro ... over hundrede mennesker ved vinduerne. Det mandskab, der er ved vejspærringen, vil informere yderligere to-tre hundrede. Men selvfølgelig, hvis De har nogle ideer til, hvordan vi forhindrer, at nyheden spredes, så er jeg lutter ører.” Louis smiler tavst. Det er typisk Verhoeven. Louis tilbeder ham. Fordi han er, som han altid har været. I løbet af fire år er han blevet ældre, men han er stadig lige så totalt uhæmmet. Og for hans overordnede undertiden en pestilens. “Naturligvis, hr. statsadvokat.” Af hans tonefald aner man, at hvad det end er, har Camille absolut ikke til hensigt at holde det løfte, han lige har givet. Han lukker mobilen. Samtalen har kun gjort ham i endnu dårligere humør. “Og hvor fanden er han, din Morel?” Det kom bag på Louis. “Din Morel”. Camille er uretfærdig, men Louis forstår det godt. At påtvinge en mand som Verhoe­ ven, der allerede har en sikker tilbøjelighed til kaos, denne sag ... “I Lyon,” svarer Louis roligt. “Til det europæiske seminar. Han kommer hjem i overmorgen.” De går hen mod vidnet, der bliver holdt hen af en betjent i uniform. 25

Alex.indd 25

30/01/14 11.37


“I er til at brække sig over!” udstøder Camille. Louis er tavs. Camille stopper op. “Undskyld, Louis.” Men han ser ikke på ham, mens han siger det, han ser på sine fødder, så igen op på vinduerne i husene, hvor alle hovederne ser i samme retning som i et tog, der har afgang mod krigen. Louis ville gerne sige noget, men hvad, det kan ikke betale sig. Camille tager en beslutning. Omsider ser han på Louis: “Skal vi ikke bare lade som om ...?” Louis stryger sin pandelok på plads. Med højre hånd. Det er som et helt sprog hos ham, det med at stryge totten på plads. Lige nu med højre hånd, det betyder selvfølgelig, hvorfor ikke, vi lader som om. Louis nikker mod en silhuet bag Camille. Det er en mand på omkring fyrre år. Han var ude at lufte sin hund, et lille kræ, der sidder ved hans fødder og ligner noget, Gud må have bikset sammen på en dårlig dag. Camille og hunden ser på hinanden, og afskyen er gensidig. Hunden knurrer og rykker pibende tilbage mod sin herres fødder. Men af de to er det alligevel hundens ejer, der bliver mest overrasket, da han ser Camille stå foran sig. Han ser på Louis, som om han er overrasket over, at man kan blive politichef med den størrelse. “Vicekommissær Verhoeven,” siger Camille. “Vil De se mit kort, eller tror De mig på mit ord?” Louis labber det i sig. Han ved, hvad der nu kommer. Vidnet vil sige: “Nej, nej, det er fint ... det er bare ...” Camille vil afbryde og spørge: “Det er hvad?” Den anden vil blive forlegen: “Jeg forventede ikke, at De ... det er fordi ...” Derfra er der to udfald. Enten bliver Camille ved med at bore, så fyren graver et dybere og dybere hul, indtil han beder 26

Alex.indd 26

30/01/14 11.37


om nåde – somme tider er han skånselsløs. Eller også lader han det fare. Denne gang lader Camille det fare. Det drejer sig om en bortførelse. En nødsituation. Vidnet var altså ude at lufte sin hund. Og han så en kvinde blive bortført. For øjnene af sig. “Klokken enogtyve,” siger Camille. “De er sikker på tidspunktet?” Vidnet er som alle andre, når han taler om noget, taler han egentlig kun om sig selv. “Sikker, for halv over ser jeg altid biljagterne på ‘No-­Limit’. Derfor går jeg altid med min hund lige inden.” De begynder med en beskrivelse af voldsmandens ydre. “Jeg så ham kun halvt, i profil, forstår De. Men en høj fyr, stor og stærk.” Han synes tydeligvis selv, at han har givet værdifulde oplysninger. Camille ser på ham, han er allerede træt. Louis tager over. Hans hår? Hans alder? Hans påklædning? Lagde ikke rigtig mærke til det, svært at sige, normal.… “Godt. Og køretøjet?” foreslår Louis og forsøger at lyde opmuntrende. “En hvid kassevogn. Af den type, håndværkere bruger, hvis De forstår?” “Hvilken type håndværkere?” spørger Camille utålmodigt. “Åh, hvilken type, det ved jeg ikke ... jeg ved det sgu ikke.” “Og hvad er det, der får Dem til at sige det?” Det er tydeligt, at Verhoeven vil have svar. Fyren bliver stående med halvåben mund. “Håndværkere,” siger han endelig, “de har alle sammen en, sådan nogle store hvide varevogne, ikke?” “Jo, siger Camille, “de benytter endda ofte lejligheden til at sætte deres navn, telefon og adresse på den. Næsten som gratis og omvandrende reklame. Så hvad havde Deres håndværker skrevet på sin?” 27

Alex.indd 27

30/01/14 11.37


“Tja, lige netop på den her, var der ikke skrevet noget. Jeg så i hvert fald ikke noget.” Camille fandt sin notesbog frem. “Jeg noterer. Vi siger altså en ukendt kvinde bortført af en anonym håndværker, i et ubestemt køretøj, har jeg glemt noget?” Hundeejeren går i panik. Hans læber skælver. Han vender sig om mod Louis med bedende øjne; hjælp mig her, vil De ikke nok. Camille lukker udmattet sin notesbog og vender sig om. Louis afløser ham. Deres eneste vidne ligger ikke inde med ret meget, det må de leve med. Camille hører fortsættelsen af forhøret bag sin ryg. Køretøjets mærke (“En Ford, måske ... Jeg kender ikke meget til bilmærker, forstår De, jeg har ikke haft bil i lang tid ...”), men ofret er en kvinde (“sikkert og vist”). Beskrivelsen af manden forbliver vag (“Han var i hvert fald alene, jeg så ikke andre ...”). Tilbage er hans voldsomme opførsel. “Hun skreg, hun kæmpede imod ... så gav han hende et kraftigt knytnæveslag i maven. Det var endda i det øjeblik, jeg råbte op. For at prøve at gøre ham bange, forstår De ...” Camille modtager hver eneste detalje lige i hjertet, som om hvert slag ramte ham personligt. En butiksejer havde set Irène, den dag hun blev bortført, det var det samme – han havde ikke meget at sige, han havde stort set intet set eller hørt. Det samme. Vi får se. Camille vender sig øjeblikkelig om. “Nøjagtigt hvor var De?” spørger han. “Derhenne ...” Louis ser ned i jorden. Fyren strækker armen og peger. “Vis mig det.” Louis lukker øjnene. Han ved, hvad Camille tænker, men han ville ikke gøre det. Vidnet trækker i sin hund, går hen ad fortovet mellem de to politifolk og standser op. “Omtrent her ...” 28

Alex.indd 28

30/01/14 11.37


Han vurderer, vender sig til den ene side, til den anden, gør en lille grimasse, mjah, omtrent. Camille vil have en bekræftelse. “Her? Ikke længere henne?” “Nej, nej,” svarer vidnet bestemt. Louis kommer til samme konklusion som Camille. “Han sparkede hende også, forstår De ...” siger manden. “Det forstår jeg udmærket,” slutter Camille. “De står altså her, hvor langt derfra?” han ser spørgende på vidnet, “... fyrre meter?” Ja, fyren er tilfreds med vurderingen. “De ser en kvinde blive tævet, bortført fyrre meter væk, og det, De modigt foretager Dem, er at råbe op.” Han ser op på vidnet, der glipper hurtigt med øjnene, som om han pludselig bliver følelsesmæssigt påvirket. Uden et ord sukker Camille, fjerner sig, blot med et sidste blik på køteren, der ser lige så modig ud som sin ejer. Man fornemmer, at han har stor lyst til at skyde den ned. Han har en stærk følelse af, hvordan skal man udtrykke det, han leder efter det rigtige ord, en slags angst, en lidt ... eksalteret følelse. På grund af Irène. Han vender sig om og betragter den øde gade. Og endelig rystes han af et voldsomt chok. Han forstår. Indtil nu har han gjort sit arbejde, teknisk, metodisk, organiseret, han har taget de initiativer, der forventedes af ham, men det er først nu, og for første gang, siden han kom, at han virkelig bliver sig bevidst, at en kvinde af kød og blod blev bortført på dette sted for mindre end en time siden, at en kvinde skreg, blev tævet, skubbet ind i en varevogn, at hun er fange, ude af sig selv, måske bliver mishandlet, at hvert minut tæller, og at han arbejder på autopilot, fordi han forsøger at holde sig på afstand, beskytte sig selv og ikke har lyst til at gøre sit arbejde. Det arbejde, han selv har valgt, og som han har bevaret efter Irènes død. Du kunne have foretaget dig noget andet, siger han til sig selv, men det har du ikke gjort. Du er 29

Alex.indd 29

30/01/14 11.37


her på præcis dette sted af én eneste grund: Du skal finde den kvinde, som er blevet kidnappet. Camille bliver svimmel. Med den ene hånd støtter han sig til karosseriet på en bil, og med den anden løsner han sit slips. At befinde sig i denne særlige situation er sikkert ikke særlig godt for en mand, der så nemt bliver slået ud af modgang. Louis går over til ham. Alle andre ville have spurgt, om han var okay, men ikke Louis. Han stiller sig ved siden af Camille og ser i en anden retning, som om han afventer en meningstilkendegivelse med tålmodighed, uro og bekymring. Camille kommer over sit svimmelhedsanfald og henvender sig til teknikeren, der står tre meter fra ham: “Hvad har I fundet?” Han går hen til dem, rømmer sig. Problemet med en forbrydelse begået på åben gade er, at man samler alt muligt fra området og skal finde ud af, hvad der hører ind under ens sag. En tekniker, den højeste af dem, ser på ham: “Cigaretskod, en mønt ...” han bøjer sig ned mod en plastikpose, der ligger på hans mappe, “... udenlandsk, en metrobillet, og lidt længere henne kan jeg tilbyde dig et brugt papirlommetørklæde og en plastikhætte til en kuglepen.” Camille tager den gennemsigtige plastikpose med metrobilletten og holder den op i lyset. “Og hun har helt tydeligt fået en ordentlig omgang,” tilføjer fyren. I rendestenen er der spor af opkast, som hans kolleger omhyggeligt samler op med en steril ske. Der opstår uro ved afspærringen. Nogle politibetjente i uniform kommer langsomt gående. Camille tæller. Le Guen har sendt ham fem betjente. Louis ved, hvad han skal gøre. Tre hold. Han vil give dem de indledende detaljer, nærområdet skal finkæmmes – ikke at de vil kunne nå langt på dette tidspunkt af døgnet – uddele 30

Alex.indd 30

30/01/14 11.37


instrukser, det er alt sammen helt efter bogen. Og en sidste betjent bliver sammen med Louis for at udspørge beboerne og hente de nysgerrige tilskuere, der bor tættest på bortførelsesstedet, ned på gaden. Ved treogtyvetiden har charmøren Louis fundet den eneste bygning i gaden, der stadig har en portnerske i stueetagen, hvilket efterhånden er en sjældenhed i Paris. Forført af Louis’ elegance giver hun tilladelse til, at politiet bruger hendes portnerloge som hovedkvarter. Da portnersken ser vicekommissærens højde, føler hun et stik af medfølelse. Det er ligesom med forladte dyr, det skærer hende i hjertet. Hun slår øjeblikkeligt en hånd for munden, min gud min gud min gud. Synet fylder hende med medlidenhed, og hendes ben dirrer. Hun ser i smug på vicekommissæren og kniber øjnene sammen, som om han havde et åbent sår, og hun delte hans lidelse. Afsides spørger hun Louis: “Skal jeg hente en lille stol til Deres chef?” Det virker, som om Camille bliver endnu mindre i det øjeblik. “Nej tak,” svarer Louis den Fromme og lukker øjnene. “Det er fint sådan, tusind tak, madame.” Louis sender hende et strålende smil. Og så laver hun en hel kande kaffe til alle. I Camilles kop tilsætter hun en skefuld mokka. Alle holdene er på arbejde, Camille nipper til sin kaffe under portnerfruens medlidende blik. Louis tænker. Det er hans speciale, Louis er intellektuel, han tænker hele tiden. Prøver at forstå. “En løsesum ...” foreslår han forsigtigt. “Sex ...” siger Camille. “Galskab ...” Man kunne opremse alle de menneskelige passioner: ødelæggelsestrang, besættelse, oprør, erobring. De har set meget 31

Alex.indd 31

30/01/14 11.37


i deres tid, disse mænd, og nu sidder de i denne portnerloge, ubevægelige ... Nærområdet er finkæmmet, folk er blevet hentet ned på gaden, vidneudsagn er blevet sammenholdt med forlydender og forskellige opfattelser, de har ringet på døre ud fra antagelser, der straks er gået i opløsning; det har taget en del af natten. Og indtil videre er der intet nyt. Den kvinde, der er blevet bortført, bor sandsynligvis ikke i kvarteret, eller i hvert fald ikke i umiddelbar nærhed af gerningsstedet. Ingen synes at kende hende her. Der er tre signalementer, der kunne passe; kvinder, der er på ferie, ved at flytte, på forretningsrejse ... Camille kan ikke lide det.

3 Det er kulden, der vækker hende. Og kvæstelserne, fordi vejen var så lang. Hun var bundet og kunne ikke gøre noget for at forhindre sin krop i at rulle rundt og støde imod væggene. Da kassevognen så endelig standsede, åbnede manden døren og dækkede hende med en slags plastikpresenning, som han snørede omkring hende. Så læssede han hende over skulderen. Det er skrækindjagende at være reduceret til en simpel bylt og skrækindjagende at tænke på, at man er prisgivet en mand, der på den måde kan smide en over skulderen. Det er ikke svært at forestille sig, hvad han er i stand til. Han udviste ikke nogen form for forsigtighed, hverken da han læssede hende af på jorden eller slæbte af sted med hende 32

Alex.indd 32

30/01/14 11.37


i bylten ned ad stentrappen. Hendes ribben stødte mod kanten på hvert trappetrin, og det var umuligt at beskytte hovedet. Alex skreg, men manden fortsatte bare. Da hun slog baghovedet for anden gang, besvimede hun. Umuligt at vide, hvor længe det varede. Nu høres der ikke en lyd, men det er frygtelig koldt på hendes skuldre og arme. Fødderne er iskolde. Tapen er strammet så meget, at det påvirker blodcirkulationen. Hun åbner øjnene. Eller forsøger at åbne dem, for det venstre er klistret til. Hun kan heller ikke åbne munden. Et bredt stykke gaffatape. Det husker hun ikke. Må være sket, mens hun var besvimet. Alex ligger på siden på gulvet med armene bundet på ryggen og fødderne tapet sammen. Hun har ondt i hoften, som hele hendes vægt hviler på. Hun kommer langsomt til sig selv som en, der har ligget i koma, hele hendes krop er øm, som hvis hun havde været ude for en bilulykke. Hun forsøger at se, hvor hun er, hun vrikker med hofterne, og det lykkes hende at komme om på ryggen, hendes skuldre gør meget ondt. Hendes venstre øje har omsider åbnet sig, men det ser ikke noget. Mit øje er stukket ud, tænker Alex rædselsslagen. Men efter et par sekunder sender hendes halvåbne øje et udvisket billede, der ser ud til at komme fra en planet lysår væk. Hun snøfter, forsøger at tænke. Det er en hal eller en lagerbygning. Et stort, tomt sted med et diffust lys, der kommer oppefra. Gulvet er hårdt, fugtigt, lugter af råddent, stillestående vand. Det er derfor, hun fryser sådan: Stedet er gennemblødt. Det første, der falder hende ind, er erindringen om manden, der holder hende tæt ind til sig. Hans stærke, stramme lugt, en dyrisk svedlugt. I tragiske øjeblikke er det ofte ligegyldige tanker, der dukker op: Han rev håret af mig, det er det, der først dukker op. Hun forestiller sig sit kranium med en stor, skaldet plet, hvor en hel håndfuld hår er rykket ud, og hun begynder at græde. Faktisk er det ikke så meget dette billede, der får hen33

Alex.indd 33

30/01/14 11.37


de til at græde, som alt det, der er sket, trætheden, smerten. Og angsten. Hun græder, men det er svært, når munden er lukket med tape. Hun begynder at hoste, og det er lige så vanskeligt som at græde, så hun føler, hun er ved at blive kvalt. Hendes øjne fyldes med tårer. Et anfald af kvalme skaber oprør i hendes mave. Det er umuligt at kaste op. Hendes mund er fyldt med en slags galde, som hun er tvunget til at synke. Det tager lang tid. Det byder hende imod. Alex anstrenger sig for at trække vejret, for at forstå, for at analysere. Trods situationens håbløshed prøver hun at finde lidt ro igen. Det er ikke altid nok at slå koldt vand i blodet, men hvis ikke man gør det, er man fortabt. Alex forsøger at få styr på sin krop, få hjertet til at slå lidt langsommere. Forstå det, der er sket, hvad hun gør der, hvorfor hun er der. Spekulere. Hun lider, men der er noget andet, der også generer hende; hendes blære er fuld. Hun har aldrig været særlig god til at holde sig. Det tager hende mindre end tyve sekunder at beslutte sig for at give efter og tisse, længe. Den tabte kontrol er ikke et nederlag, for det er hende, der har valgt det. Hvis hun ikke havde gjort det, ville hun komme til at lide i lang tid, måske vride sig i flere timer, og det ville alligevel ende på denne måde. Og i betragtning af situationen har hun meget andet at frygte, tissetrang er et mindre problem. Bortset fra, at hun et par minutter senere fryser endnu mere, og det havde hun ikke tænkt på. Alex skælver, og hun ved ikke længere, om det er af kulde eller angst. Hun ser to billeder for sig: manden i metroen, bagest i vognen, der smiler til hende, og hans ansigt, da han holder hende ind mod sig, lige inden han slynger hende ind i kassevognen. Det gjorde virkelig ondt, da hun landede. Pludselig klaprer en metalport i det fjerne og giver genlyd. Alex holder øjeblikkelig op med at græde og lytter agtpågivende, anspændt, tæt på at bryde sammen. Det lykkes hende 34

Alex.indd 34

30/01/14 11.37


at lægge sig på siden igen, og hun lukker øjnene, klar til at få det første slag, for han vil slå hende, det er derfor, han har bortført hende. Alex trækker næsten ikke vejret længere. I det fjerne hører hun manden komme nærmere med rolige, tunge skridt. Omsider standser han foran hende. Mellem øjenvipperne kan hun skelne hans sko, store, blankpolerede sko. Han siger ikke noget. Han bøjer sig ind over hende uden et ord og bliver stående sådan i lang tid, som om han overvåger hendes søvn. Hun beslutter sig omsider, åbner øjnene helt og ser op på ham. Han står med hænderne på ryggen og hovedet bøjet. Det er ikke til at se, hvad han har i tankerne, han står bare bøjet over hende som over ... en ting. Set nedefra gør hans hoved indtryk, hans brede, sorte øjenbryn kaster delvist skygge over hans øjne, men især er der hans pande, som er bredere end resten af ansigtet; den er nærmest ude af proportioner. Den får ham til at se tilbagestående og primitiv ud. Stædig. Hun leder efter ordet. Finder det ikke. Alex ville gerne sige noget. Gaffatapen forhindrer hende i det. Under alle omstændigheder er alt, hvad der falder hende ind: “Jeg bønfalder Dem …...” Hun tænker på, hvad hun vil sige til ham, hvis han fjerner tapen fra hendes mund. Hun ville virkelig gerne finde på noget andet end en bøn, men intet dukker op, intet, ikke et spørgsmål, ikke en anmodning, ikke andet end denne bønfaldelse. Ordene vil ikke komme, Alex’ hjerne er stivnet. Men han har bortført hende, bundet hende, smidt hende der, hvad vil han gøre ved hende? Alex græder, hun kan ikke lade være. Manden fjerner sig uden et ord. Han går hen i hjørnet af hallen. Med en enkelt bevægelse fjerner han en presenning, det er umuligt at se, hvad der er under. Og stadig kører denne magiske, fornuftsstridige bøn i hovedet på hende: Lad ham ikke slå mig ihjel. Manden har ryggen mod hende og krummer sig sammen. Anstrengt trækker han med begge hænder noget tungt hen 35

Alex.indd 35

30/01/14 11.37


over gulvet – en kasse? – som skriger mod betongulvet. Han er i mørkegrå lærredsbukser, stor, slasket stribet sweater, som man har indtryk af, at han har haft på i årevis. Efter at have bevæget sig baglæns adskillige meter, holder han op med at trække og ser op mod loftet, som om han beregner noget. Så rejser han sig op med hænderne i siden og ser ud til at spekulere over, hvordan han skal bære sig ad. Omsider vender han sig om. Han betragter hende. Han kommer nærmere, bukker sig, anbringer et knæ tæt ved hendes ansigt, strækker armen ud og fjerner med et rask tag tapen, der holder hendes ankler sammen. Så griber hans grove hånd fat i enden af tapen i mundvigen og trækker brutalt. Alex udstøder et skrig af smerte. Han behøver kun én hånd til at få hende op at stå. Alex er selvfølgelig ikke ret tung, men alligevel, én hånd. En bølge af svimmelhed løber igennem hendes krop – den oprette stilling får blodet til at løbe fra hovedet, hun vakler igen. Hun når kun til mandens bryst. Han klemmer hende hårdt om skulderen, vender hende om. Hun når ikke at sige et ord, før han med en barsk bevægelse skærer båndene om hendes håndled over. Alex samler så alt sit mod, hun tænker ikke, men siger, hvad der først falder hende ind: “Jeg b-bønfalder Dem ...” Hun kan ikke genkende sin egen stemme. Og hun stammer, som da hun var barn og halvvoksen. De står ansigt til ansigt, det er sandhedens øjeblik. Alex er så rædselsslagen ved tanken om, hvad han vil gøre ved hende, at hun pludselig får lyst til at dø med det samme, ønsker, at han slår hende ihjel nu. Det, hun er mest bange for, er denne venten, hvor hendes fantasi løber løbsk. Hun tænker på, hvad han kunne gøre ved hende, hun lukker øjnene og ser sin krop, det er, som om den ikke tilhører hende længere; en udstrakt krop i nøjagtig den stilling, hun lå i for lidt siden, den er mishandlet, 36

Alex.indd 36

30/01/14 11.37


bløder voldsomt, den lider. Det er, som om det ikke er hende, men det er det. Hun ser sig selv død. Kulden, lugten af urin, hun skammer sig, og hun er bange. Hvad vil der ske? Lad ham ikke slå mig ihjel. “Klæd dig af,” siger manden. En alvorlig, rolig stemme. Hans ordre er alvorlig og rolig. Alex åbner munden, men når ikke at udtale en stavelse, før han slår hende så hårdt, at hun ryger til siden og mister balancen. Så endnu et slag, og hun falder, så hendes hoved slår ned i gulvet. Manden kommer langsomt hen til hende og griber hende i håret. Det gør frygtelig ondt. Han løfter hende, Alex føler, at alt hendes hår vil blive revet af hendes hoved. Med begge hænder klamrer hun sig til hans hånd og forsøger at holde den tilbage, hendes ben genvinder lidt styrke, og hun står op igen. Da han slår hende for tredje gang, fastholder han grebet i hendes hår, så det blot giver et ryk i hendes krop, mens hendes hoved bliver vredet en kvart omgang. Den knasende lyd er frygtelig høj, men sløvet af smerter mærker hun næsten ingenting. “Klæd dig af,” gentager manden. “Helt.” Så slipper han hende. Alex tager fortumlet et skridt, hun forsøger at holde sig oprejst, falder ned på knæ, tilbageholder en jamren af smerte. Han kommer nærmere, bøjer sig ned. Over sig ser hun hans grove ansigt, hans tunge hoved med det enorme kranium, hans grå øjne ... “Har du forstået?” Han venter på svaret, løfter en flad hånd. Alex svarer hastigt ja, igen og igen, ja ja ja. Hun rejser sig omgående op, hun vil gøre hvad som helst for ikke at blive slået igen. I en fart, så han forstår, at hun helt og aldeles er parat til at adlyde ham, tager hun sin T-shirt af, river sin bh af, fumler efter knapperne i sine cowboybukser, som om der pludselig var gået ild i hendes tøj, hun vil stå nøgen i en fart, så han ikke slår hende igen. Alex 37

Alex.indd 37

30/01/14 11.37


vrider sig, tager alt det af, hun har på sig, alt, alt, hurtigt, og hun retter sig op, hun holder armene ned langs kroppen, og det er først i det øjeblik, hun forstår, hvor meget hun har mistet, som hun aldrig vil få igen. Hendes nederlag er fuldstændigt. Ved at klæde sig af så hurtigt har hun accepteret alt, hun har sagt ja til alt. På en måde er Alex lige død. Hun modtager meget fjerne sanseindtryk. Som om hun var uden for sin krop. Det er måske derfor, hun finder styrke til at spørge: “Hvad er det, De v-vil have?” Hans læber er så smalle, at de næsten er usynlige. Selv når han smiler, kan man se, at det er alt andet end et smil. I dette øjeblik er smilet udtryk for et spørgsmål. “Hvad har du at tilbyde, beskidte luder?” Han forsøger at lyde fræk, som om han faktisk forsøgte at forføre hende. For Alex har disse ord mening. For alle kvinder har disse ord mening. Hun synker sit spyt. Hun tænker: Han vil ikke slå mig ihjel. Hendes hjerne holder fast i denne tanke, som danner en hård knude. Noget i hende siger ganske vist, at han vil slå hende ihjel alligevel, men knuden i hendes hjerne er stram, stram, stram. “De må gerne k-kneppe mig,” siger hun. Nej, det er ikke rigtig, fornemmer hun, det er ikke på den måde ... “De må gerne v-voldtage mig,” tilføjer hun. “De må gøre a-alt ...” Mandens smil er stivnet. Han træder et skridt tilbage, fjerner sig for at betragte hende. Fra top til tå. Alex breder armene ud, hun ønsker at vise sig åben, prisgivet, hun ønsker at vise, at hun har opgivet enhver viljestyrke, at hun overlader ham afgørelsen, at hun er hans. Hun forsøger at vinde tid, ikke andet end tid. Under disse omstændigheder er tid lig med liv. Manden studerer hende roligt i alle detaljer, hans blik bevæger sig langsomt oppefra og ned, dvæler omsider ved hendes 38

Alex.indd 38

30/01/14 11.37


køn, længe. Hun bevæger sig ikke. Han læner sig spørgende ind mod hende. Alex skammer sig over at udstille sig selv på denne måde. Hvad hvis han ikke synes om hende, hvis det ikke er nok for ham, den smule hun har at give, hvad vil han så gøre? Så ryster han på hovedet, som om han er skuffet, utilfreds, nej, det går ikke. Og for at gøre det mere forståeligt rækker han hånden frem, griber Alex’ højre brystvorte mellem tommelog pegefinger og drejer den så hurtigt og så voldsomt, at den unge kvinde øjeblikkeligt bukker sammen og skriger. Han slipper hende. Alex holder sig på brystet med vidt opspilede øjne, hun hopper fra den ene fod til den anden, holder vejret, smerten har blændet hende. Tårerne triller imod hendes vilje, da hun spørger: “Hvad er det ... De vil?” Manden smiler, som om han vil minde hende om noget selvfølgeligt: “Nåh, jeg vil se dig dø, beskidte luder.” Derpå tager han et skridt til siden, som en skuespiller. Så ser hun det. Bag ved ham. På gulvet ligger en elektrisk boremaskine ved siden af en trækasse, som ikke er ret stor. Kun akkurat på størrelse med en menneskekrop.

39

Alex.indd 39

30/01/14 11.37


90MM

153mm

Bortset fra et enkelt usikkert øjenvidne har kriminalkommissær Camille Verhoeven ingen spor at gå efter – ingen identitet på ofret, ingen savnede og ingen mistænkte.

226mm

PIERRE LEMAITRE (f. 1951) bor i Paris og har i mange år undervist i litteratur. Han har skrevet fem anmelderroste og prisvindende krimier.

I takt med at han langsomt afdækker den unge kvindes usædvanlige historie, står det klart for Camille, at det ikke er noget almindeligt offer, han leder efter. Inden længe bliver det at redde Alex’ liv den mindste af kriminalkommissær Verhoevens mange udfordringer.

Alex er første bog på dansk og vandt i 2013 Crime Writers Association International Dagger Award. I 2013 blev Lemaitre også hædret med den største litterære pris i Frankrig, Prix Goncourt, for sin første historiske roman, Au revoir là-haut.

”Hyldet som den vigtigste krimi i oversættelse siden Stieg Larsson ...” - T he I ri s h T i m e s

pie Re lemait e alex

Alex Prévost bliver brutalt overfaldet på åben gade og smidt ind i en hvid varevogn. Hendes kidnapper efterlader hende nøgen i et bur flere meter over jorden i en forladt fabriksejendom. Dagene går, og tiden er ved at rinde ud. Bliver det sulten, tørsten eller kulden, der gør det af med Alex først?

27mm

153mm

”Gribende original.” — T he T i me s

pie Re lemait e

alex krimi

”Oprigtigt uforudsigelig på en måde, som meget få spændingsromaner er.” – U SA To day

”Glem alt om skandinavisk krimi; fransk krimi er det nye.” – Short li st Mag a zine

90MM

” Alex er en velkommen tilføjelse til den store bølge af europæisk krimi, som er fulgt i kølvandet på Stieg Larssons bøger.” — The Washington Post Book World ”Det, der starter som en kidnapningssag, bliver til en række af efterforskninger, der alle er forbundet til Alex; en parisisk version af Lisbeth Salander.” — The Sunday Times

”Bogen bevæger sig fra læs-så-hurtigt-du-kan-rædsel til et kringlet udtænkt kapløb mod en mørk sandhed.” – The Observer

”Vi er ikke i behageligt selskab med inspektør Maigret her – dette er rå, hård krimi med et skær af Gauloise.” – The Daily Mail

”En anderledes og næsten surrealistisk parisisk krimi … Kan varmt anbefales.” — Literary Review ”Lemaitre har nået en milepæl med sin nye roman: halv gåde, halv thriller, 100 procent vellykket.” — Le Figaro ”Indimellem hænder det, at man falder over en krimi, der efterlader en åndeløs … Alex er sådan en bog, og du er garanteret en uforudsigelig fortælling fra start til slut. Sammen med en fascinerende kvindelig hovedperson og en meget speciel detektiv er dette en absolut perle af en krimi, der er dejlig mørk, uhyggelig, vanvittig og farlig at give sig i kast med, men for god til at gå glip af.” — Raven Crime Reads, Top 5 krimi i 2013

LINDHARDT OG INGHOF

Profile for bog.nu

Alex af pierre lemaitre  

Alex af pierre lemaitre  

Profile for bognu
Advertisement