Fagbladet Billedkunstneren #2 2024

BILLED KUNSTNEREN NR2

Fagblad for

Performance | Engagement | AI-hype

Hvorfor skære ned på kunst på arbejdspladsen?

Hører kunst hjemme på arbejdspladsen? Ja, er svaret herfra – og det er der heldigvis mange, der synes. Kunstforeningerne på danske arbejdspladser har været en del af det danske kulturliv i mere end hundrede år og virksomhedsledelserne har lige så længe set en interesse i at investere i kunst ud fra en betragtning om, at kunst kan bidrage til øget trivsel og arbejdsglæde hos medarbejderne og samtidig profilere virksomheden udadtil. Derfor var det på ingen måde kontroversielt, da den daværende borgerlige regering med den konservative Brian Mikkelsen som kulturminister i 2002 gjorde det muligt at trække kunstkøb fra i skat – på linje med leje af lokaler, køb af kontorartikler og inventar, revisorhjælp, forsikringer og markedsføring.

Men for to år siden nedsatte Erhvervsministeriet en ekspertgruppe for fremtidens erhvervsstøtte — også kaldet Frigastudvalget – som fik til opgave at komme med anbefalinger til prioritering af erhvervsstøtten, så der kan spares to milliarder kroner årligt på støtteordninger. Udvalgets rapport udkom her i februar; blandt andet med en anbefaling om at afskaffe den ordning, der tillader virksomheder at afskrive kunstkøb.

AF Marie Thams, forperson, Billedkunstnernes Forbund (BKF)

Det er vi naturligvis imod i Billedkunstnernes Forbund, hvilket vi gjorde opmærksom på i pressen ved rapportens offentliggørelse. Vores hovedargumenter er blandt andre, at kunstkøb er en driftsudgift, og at ordningen derfor ikke skal betragtes som en støtteordning. Desuden lider udvalget af den vildfarelse, at kunst stiger i værdi, og at virksomhedens kunstkøb, derfor må anses som en investering. Gid det var så vel – sandheden er desværre, at langt det meste ny dansk samtidskunst taber værdi over en årrække.

Danske virksomheder har været flittige til at købe kunst. Det er ikke helt let at regne ud præcist, hvor meget der er købt for, men Skatteministeriet antager, at virksomheders indkøb af kunst var cirka 320 millioner kroner i 2023. Hvis ordningen afskaffes, er det altså

ikke et helt lille beløb, som de danske kunstnere kan vinke farvel til. Paradoksalt nok kan virksomhederne fortsat købe plakater og trække udgiften fra, for det vil fortsat regnes som en helt almindelig driftsudgift i en virksomhed på linje med andet inventar. Ordningen dækker nemlig over original kunst og mere præcist førstegangskøb af kunst, hvorfor nulevende kunstnere i særdeleshed vil blive ramt, hvis den afskaffes.

Vi mener selvfølgelig, at vi har en god sag. Derfor forsøger vi i skrivende stund at præsentere vores synspunkter for så mange politikere som muligt, så forslaget ikke finder vej til en kommende finanslov. Vi tror på, at fornuften vil sejre, og at kunsten sikres fair afskrivningsvilkår.

I dette nummer af Fagbladet Billedkunstneren kan du først og fremmest læse om performance, som flere og flere samtidskunstnere tager ind i deres praksis. Men hvad indebærer det at udvikle, organisere og fremføre en performance? Det har vi talt med en række kunstnere og kuratorer om. Læs også billedkunstneren Søren Martinsens refleksioner over, hvad hans rejser til Ukraine under Ruslands invasion har givet ham i forsøget på at blive aktiv i handling som kunstner. Samt Jacob Remins kommentar, hvori han forudser, at honeymoon-perioden for generativ AI allerede er ved at være overstået. Og endelig bliver du som sædvanlig inviteret ind i en ny kunstners værksted — denne gang billedkunstner Anne Sofie Meldgaards på Bornholm — ligesom du møder et af vores mange nye medlemmer, nemlig performancekunstner Zahna Siham Benamor.

Jeg ønsker alle en dejlig sommer.

6

PERFORMANCESCENEN HAR BRUG FOR EN UDDANNELSE

Med Live Art Danmark har Ellen Friis og Henrik Vestergaard viet deres karriere til at etablere performance som seriøs international kunstform for både børn og voksne i Danmark.

JEG KAN GODT LIDE, AT DET IKKE KAN GENTAGES Ønsket om at præsentere og forstå systemer, som kan være usynlige for de fleste, løber som en rød tråd igennem billedkunstner Lina Hashims praksis.

Ulla Hvejsel til at kaste sig ind i performancefeltet. Nu vil hun gerne nå et bredere publikum. 12

16

INVITÉR MIG GERNE TIL FIRMAJULEFROKOSTEN

Det var en tilfældighed, der fik billedkunstner

4 Kunstnerens værksted

Kommentar: generativ AI er peak hype

Nyt medlem: Zahna Siham Benamor

KUNSTNERENS VÆRKSTED

Hvordan indretter man sig som kunstner?

Og hvordan ser der ud der, hvor værkerne skabes?

Anne Sofie Meldgaard

Når jeg er i mit atelier, har jeg en følelse af, at alt er muligt. Det er her, jeg skaber mine drømme og mit liv. Det er her, jeg også forsøger at få enderne til at mødes. Det er både et mentalt og fysisk rum. Det er også her, jeg modtager kollegaer og kunstinteresserede på atelierbesøg såvel som købere, og så er det også her, mine børn har leget og er vokset op. Jeg nyder at kunne åbne op og modtage forskellige mennesker fra forskellige steder i verden, ligesom jeg elsker at kunne lukke min dør og fordybe mig i arbejdet.

Motiverne til malerierne udspringer af hverdagslivet. Stueplantens sammenhæng med den vilde natur, som vi hele tiden vil kultivere og forsøge at begribe for at forstå det, vi kommer fra. Planten i krukken viser en kontrast mellem det vilde og det kultiverede. Naturen og dyrelivet omkring mig er blevet en vigtig og integreret del af mit liv, som jeg hver dag nyder at opleve i al sin diversitet og kontrast.

Atelieret er placeret midt i mit hjem, en tidligere stationsbygning, oprindeligt tegnet af arkitekten Kaj Fisker. Åløse Trinbræt hed togstationen, opført i 1916 på Bornholm ved Almindingen. Her har jeg boet og arbejdet siden 2009. Værkstedet er cirka 30 kvadratmeter. Jeg trives med at have det hele samlet under ét tag. Det hele smelter sammen og føles som ét liv, et liv med kunsten i fokus på godt og ondt.

Malerierne, jeg arbejder på, hænger på skruer i væggen. Jeg kan lide, at fladerne

er synlige i rummet og at rummet er enkelt, overskueligt og simpelt indrettet. De ting, som findes i atelieret, er der, fordi de bliver anvendt. Overflødighed forstyrrer. Det er vigtigt, at der er en energi af, at det er let at skabe og udtrykke sig.

Varmekilden er en brændeovn. Om vinteren skal der tændes op inden arbejdet starter. Jeg kan godt lide det lidt primitive, fordi det er med til at minde mig om accepten af, at alt tager tid. Det er blevet en integreret del af min arbejdsrutine at tænde op, inden jeg starter arbejdet. En slags konkret mental forberedelse — besværligt og samtidig dejligt. Når ilden knitrer, kaffen er i koppen og musikken strømmer ud af højtaleren, føles det som at blive skubbet nænsomt i gang med arbejdet.

Lyset i atelieret er to dagslyslysstofrør i loftet kombineret med vinduer, som vender mod vest og ét mod nord. Det er alt andet end nordvendt ovenlys!

Så længe jeg kan arbejde og udtrykke mig, er jeg taknemmelig og fleksibel. Opgaverne som uafhængig billedkunstner og formidler er mangefacetteret. Vekselvirkningen mellem atelierarbejdet, udstillingerne, salgene, kundekontakten og formidlingen kræver en ekstrem udholdenhed og disciplin. En udfordrende og krævende balancekunst, som får mig til at værdsætte det som er, her og nu, i mit arbejdsatelier i de skønne omgivelser.

PERFOR

↑ Performance med Va-Bene Fiatsi (Ghana): KallforHealing på FRIISLAND den 2. marts 2024. FOTO Chiara Bastoni.

← Spytspandeogsortehuller . Jonas Kjeldgaard Sørensen, performance, 2023.

FOTO Ard Jongsma

Performancekunst er blevet mere og mere populær de senere år. Tidligere blev performancekunst set som fundamentalt forskellig fra den kunst, der kunne samles eller udstilles af kunstmuseer, men i dag inkluderes liveoptrædener, der kombinerer teater, billedkunst, musik, koreografi og meget andet i kunstgallerierne, museernes og kunstfestivalernes programmer. Flere og flere samtidskunstnere har taget performancekunsten ind i deres praksis, men hvad indebærer det at udvikle, organisere, fremføre en performance? Hvilke særlige udfordringer oplever kunstneren, der performer, i forhold til for eksempel dokumentation og aflønning? Hvilke spørgsmål stiller genren til kunstens traditionelle rum og publikum? Vi har talt med en række kunstnere og kuratorer, der arbejder med performance, om, hvordan de arbejder med en kunstform, der i sit væsen er levende og flygtig og svær at fastholde.

MANCE

Performancescenen har brug for en uddannelse

Med Live Art Danmark har Ellen Friis og Henrik Vestergaard viet deres karriere til at etablere performance som seriøs. international kunstform for både børn og voksne i Danmark.

Så langt ude som det er muligt at komme ad Kattegatvej i Københavns Nordhavn før man kører i vandet, ligger Live ArtDanmarkogFRIISLANDs kontor og studie. Her planlægger, producerer og i et vist omfang udfører indehaverne Ellen Friis og Henrik Vestergaard på fjerde år deres aktiviteter, der omfatter talks, musik, spil, udstillinger, filmvisninger, workshops og performances og meget andet og meget ofte på én gang. Men allerede for 20 år siden startede de deres aktiviteter i København efter at være vendt hjem fra Berlin, hvor de begge læste kunst og teater og var en del af et miljø, hvor viden om og praktiseren af performancekunst spillede en stor rolle. Et tilsvarende miljø fandt de ikke i Danmark; de noterede sig, at institutionerne i Danmark hverken underviste i eller præsenterede performance-

kunst som en seriøs international kunstform, men at den, i det omfang den eksisterede, var baseret på en intuitiv tilgang og som noget den enkelte kunstner brugte til at undersøge sin øvrige praksis. Det ville de gerne råde bod på ved at vise bredden i nutidig international performancekunst som kuratorer samtidig med, at de i deres egen praksis præsenterer historiske performanceværker. Sådan blev Live Art Danmark til i 2004, og i 2021 blev institutionen suppleret med udstillings- og visningsstedet FRIISLANDPerformance Art Center, der er støttet af Statens Kunstfond.

”I Danmark blev der lavet performance i forskellige miljøer, men vi mente, at billedkunst og scenekunst kunne lære af hinanden; scenekunstnere er bedre til at arbejde i tid, dramaturgi, mens billedkunstnere får bedre ideer, som de undersøger,” siger Ellen Friis.

”Både dengang og i dag er der en udbredt silotænkning. Hvis man laver performance i billedkunst, så opholder man sig kun inden for det miljø. Hvis man laver performance i scenekunst, så holder man sig dér, og lydkunst er så noget helt tredje osv. osv. … Det er alt sammen meget små scener, og det giver ikke mening kun at skulle opholde sig det ene sted, så vi ønskede både dengang og i dag at kæde scenerne sammen,” siger Henrik Vestergaard.

Sælger helst andres kunst

I Tyskland havde de begge haft egne solokarrierer, selvom Henrik vægrer sig ved at kalde det ’karriere’ og selvironisk siger, at en solo-praksis er en mere dækkende betegnelse: ”Vi gjorde os den erkendelse, at det at sælge sig selv var svært. Vi er begge to meget kritiske overfor vores egne ting. Vi kan ikke stå og sige, at vi har lavet fantastiske værker, når

vi selv tvivler på vores ideer, og så er det svært at have en solokarriere. Det er lettere at gå ud og sælge andre kunstnere og sige, at ’det her er virkelig interessant’,” siger han.

Og det er så heldigvis kommet performancemiljøet i Danmark til gode. I første omgang startede Ellen og Henrik Samtalekøkkenet i Kødbyen i København, hvor kunstnere diskuterede performance og egen praksis med kritikere og publikum samtidig med, at der blev indtaget både mad og vin. Siden starten har de afholdt cirka 35 samtalekøkkener med omkring 100 kunstnere på spillesteder og festivaler i København, Roskilde, Aalborg, Turku, Helsinki, Malmø og flere andre byer.

Siden de første samtalekøkkener er det gået slag i slag med performance-arrangementer. Mange af dem for børn — først og fremmest i festivalen Live Art for Børn, der fandt sted for første gang i 2014. De modtog i 2021 Springprisen for deres nyskabende værker for børn og sidste år Horsens Børneteaterpris med begrundelsen:

”Live Art peger frem mod det, som vi måske ikke helt forstår, men som måske med tiden bliver til en elsket tradition. De sprænger ofte rammerne for, hvad vi troede, børn kan kapere. De indgår aktivt og nysgerrigt i mange kunstneriske sammenhænge og samarbejder med prominente kunstscener — teatre såvel som museer herhjemme. Og så er de altid garanter for humoristiske, underfundige og tankevækkende værker, der får os til at undres og anskue vores verden på ny.”

”Vi prøver ikke at tilpasse os børn med vores forestillinger,” siger Ellen:

”Men det er meget sjovt at opleve, at når man siger, at det er for børn, så får man et nyt publikum, men bliver helt usynlig i billedkunstkredse. Der er ikke særlig meget prestige i det.”

”Hvis man forestiller sig kunstscenen som et hierarki, så har man maleriet øverst, og så kommer kunst for børn allerallernederst, nærmest under jorden et sted, hvor billedkunstnerne ikke kan se det. Mange bliver panisk angste, hvis de skal lave noget for børn og familier; det skal helst være lidt snørklet, hvis man vil være en seriøs kunstner. Det er synd, for på børn kan man virkelig sætte et aftryk, som man ikke kan med voksne, der sjældent ændrer deres holdning til noget,” siger Henrik.

Opførelse af Bagism . Performance af John Lennon & Yoko Ono. FOTO Ellen Friis. Copenhagen Contemporary 2019.

Dokumentér, så det ikke forsvinder

Som kuratorer har de i LiveArtDanmark igennem hele deres virksomhed været meget opmærksomme på, hvordan performances kan dokumenteres, og mindst én gang om året holder de foredrag om dokumentationsformer på for eksempel universiteter eller Skolen for Konceptuelle og Kontekstuelle Praksisser på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

I deres egen praksis, hvor de genskaber historiske performanceværker, har de langt hen ad vejen måttet forlade sig på oral dokumentation og utydelige sort/hvide optagelser, der er blevet til indforståede fortællinger og rygter, der har gået i performancemiljøet.

”Dokumentation er vigtig for os, for man kan ikke undervise uden dokumentation. Noget af det vi har lavet, har vi lavet ud fra gamle film, og noget har kun fandtes på gnidrede fotos og skrift, og så må man selv fylde hullerne ud med sin fantasi for at finde ud af, hvad der er sket, og hvordan det har virket,” siger Ellen.

”Men siden vi viste vores første performance, har det været en integreret del af det, vi har gjort, netop at sørge for at performancen ikke forsvinder, men at den bliver bevaret på en eller anden måde. Så vi har arbejdet intensivt med videodokumentation, fotodokumentation, med tekst-dokumentation, undersøgt det på forskellige måder. Og de sidste otte år har vi så arbejdet med VR-dokumentation. Brillerne indeholder performances med kunstnere, der har været hos os, mens andre er foregået ude i byen. Nu kan man gå ind og tage brillerne på, og så bliver man morfet hen på Vega eller hvor performancen nu foregik,” siger Henrik.

Med inspiration fra et koncept på Tate Modern har Live Art Danmark i forbindelse med festivalen Playing Up på Copenhagen Contemporary (CC) i 2019 udviklet performancekort, der beskriver performances og en instruktion i, hvordan man skaber dem selv.

”På CC kunne man genskabe dem sammen med os og vores guider, men man kan også tage kortene med hjem og spille det med venner og familie. Vi har lavet ni opskrifter sammen med internationale kunstnere, og nu kan formidlingsafdelingen bruge dem med skoleklasser løbende, så de ikke behøver at invitere kunstnerne fra udlandet,” siger Ellen.

Mangler uddannelse ”Grunden til, at vi arbejder med dokumentation osv., er formidlingen af hele feltet. Formidlingen smelter lidt sammen med kurateringen, som smelter lidt sammen med live-oplevelserne. Om det er for børn eller voksne; det hele flyder sammen i vores hoveder. Det kan gøre det lidt svært overordnet at formidle, hvad Live Art Danmark står for. Men formidling er i hvert fald essentielt for os,” siger Henrik.

Sophie Dupont og Ottavia Catenacci i performancen BREATHING

FRIISLAND LIVE 13. januar 2024. FOTO Ellen Friis.

Performancescenen har udviklet sig meget siden Ellen og Henrik vendte tilbage til Danmark, men de oplever stadig, at det er et miljø, hvor det i stor udstrækning er de samme navne, der går igen.

”Miljøet forekommer meget personfikseret i Danmark. Tit har man et kunstnernavn med en praksis, der måske rummer performance, men det er mere navnet, der betyder noget end performancen. Jeg synes ikke, at der er meget bevidsthed om performance som selvstændig kunstform,” siger Ellen.

”Der mangler en forholden sig til, hvad performance grundlæggende er for en kunstform. Og det er ikke fordi kunstnere skal sidde med en stor historisk viden om, hvad performancekunst er, men en lille smule viden ville være på sin plads, for det åbner for nogle

muligheder, i stedet for at man bare plukker uden at forstå, hvad det er man giver sig i kast med. Man skal lige forstå nogle af de grundlæggende teknikker, og hvad de teknikker åbner for,” siger Henrik.

De er enige om, at hvis bevidstheden om performance skal ændre sig, er der brug for uddannelse. Om det skal være på kunstakademiet eller i en anden uddannelsesinstitution, vil de ikke lægge sig fast på, men i dag mangler, der fokus og retning på området.

”De er velkomne til at invitere os ind som undervisere,” siger Ellen.

”Eller nogen andre,” tilføjer Henrik.

Læs mere på →liveart.dk og →friisland.dk.

Performance med Va-Bene Fiatsi (Ghana): KallforHealing på FRIISLAND den 2. marts 2024. FOTO Chiara Bastoni.

JEG KAN GODT LIDE, AT DET IKKE

KAN GENTAGES

Ønsket om at præsentere og forstå systemer, som kan være usynlige for de fleste, løber som en rød tråd igennem billedkunstner Lina Hashims praksis.

AF Helle Fagralid

Who am I. Lina Hashim. Performance, 2023. Nikolaj Kunsthal. FOTO Mads Holm

Lina Hashims baggrund fra både Det Kgl. Danske Kunstakademi og studier i antropologi har påvirket hendes kunstneriske metode og fokus i forhold til at undersøge samfundsstrukturer, familiekonstruktioner og magthierarkier i lyset af hendes egen muslimske baggrund

— Er performance en forlængelse af dit antropologiske studie?

“Helt sikkert. Uofficielt var min første performance Uden vind i 2012, hvor jeg var en slags forkynder, der insisterede på at finde en måde, hvorpå det ikke var en synd for muslimske kvinder at vise håret. Jeg stillede mig ved Nørreport station og stoppede alle kvinder med hijab og spurgte dem, om de ville tage det af for mig. Hvis de sagde ja, skulle vi ind på toilettet på McDonalds’ for at tage et hurtigt billede. Dét og så hele den forberedelse der lå forud, hvor jeg blandt andet var i dialog med flere imamer, var en performativ tilgang. Det var en slags usynlig performance, hvor resultatet blev funderet i fotografi. I begyndelsen gjorde jeg det med fokus på andre, men efter

mødet med Christian Lollike vendte jeg så at sige kameraet mod mig selv.”

Mødet med teaterinstruktør og dramatiker Christian Lollike blev et afgørende vendepunkt for Lina Hashim, så hun i dag står med ét ben i teatrets verden og ét i billedkunstens. Det var hendes professor Ferdinand Ahm Krag på Kunstakademiet, der introducerede hende til Lollike, som på det tidspunkt var leder af Teater Sort/Hvid. Dengang havde hun endnu ikke selv stået i rampelyset, men Lollike fik hende sporet ind på et samarbejde, som resulterede i performanceforestillingen The Touch på Sort/Hvid, hvoraf en del af den blev brugt i hendes afgangsprojekt.

— Hvad betød dét at samarbejde med en instruktør i forhold til din kunstneriske udvikling?

”Christian gjorde det tydeligt for mig, at den performative handling var det bærende element i min praksis. Og at jeg kunne tage det med ind på scenen. At jeg også havde et hjem på teatret med min måde at arbejde på, og det

Who am I. Lina Hashim. Performance, 2023. Nikolaj Kunsthal. FOTO Mads Holm

havde jeg brug for. Han ryddede op i min proces og med hans hjælp blev det muligt for mig at systematisere mit arbejde. Jeg samarbejdede også med dramaturg Anders Thure Djurslev, og det havde jeg aldrig prøvet før. Uden de to havde jeg ikke kunnet lave det værk.”

Bidt af teaterrummet

The Touch var en blanding af en lecture-performance, hvor Lina Hashim fortalte om sin kunstneriske praksis og viste billeder derfra på en skærm, derefter dansede hun for publikum og til sidst blev de ledt ind i udstillingen. Det resulterede i en krydsning mellem teatret og museumstraditionen, som hun siden har arbejdet videre med:

”Jeg blev bidt af den måde at arbejde på, som man gør i et teatralsk rum, der er helt anderledes end kulturen inden for billedkunst. I min sidste performance Odalisken, som var i Toasters regi (se boks side 15, red.), havde jeg Sargun Oshana som instruktør. Han hjalp mig med at se det hele udefra. Og for første gang havde jeg mine to døtre med i rummet, så han havde også en stor opgave i forhold til at instruere dem, så jeg kunne koncentrere mig om min del” fortæller Lina Hashim.

— Hvordan var det at have dine børn med på scenen?

”Det var meget specielt, men oplagt til den fortælling, som handlede om stigmatiseringen af den muslimske kvinde med udgangspunkt i 1001 nat. Mine børn har danske fædre, men ligner mig mest og har arabiske fornavne, så de har oplevet at blive kategoriserede på både godt og ondt. De har mærket forhandlingen om danskheden eller medborgerskabet, og derfor havde jeg brug for at give dem et rum, hvor de kunne forholde sig til den problematik på en anden måde.”

Lina Hashim oplever især, at forholdet til publikum er anderledes i teaterrummet end i en billedkunstnerisk kontekst. I Odalisken legede hun med hierarkiet og delte publikum op i kvinder og mænd, hvor mændene blev placerede i sofaer og stole og kvinderne sad på gulvet. På den måde blev de inviteret til at deltage i hendes performance, hvilket påvirkede forløbet:

”Det interessante var, at der opstod en interaktion imellem publikum, hvor mændene blev enormt blufærdige, når jeg dansede den her erotiske dans meget tæt på dem, og kvinderne så reagerede med at grine af mændene. Og på et tidspunkt spærrede jeg udgangen med en kæmpestor seng, som jeg lå i, hvorefter jeg inviterede det mandlige publikum til at forlade rummet hen over sengen. Det var en ordløs performance, så min datter guidede mændene med fagter. Men så var der en mand, som højlydt nægtede, fordi han troede, at han blev inviteret til at ligge i sengen med mig. Det var helt bevidst, at der skulle kunne opstå de her misforståelser, for der sker noget med publikum, når de skal tage et valg. Det er vildt spændende, når der opstår de her uforudsete reaktioner.” fortæller Lina Hashim.

Bevar mystikken

— Oplever du en forskel på, hvordan henholdsvis teaterinstitutionerne og kunstinstitutionerne er gearede til at vise performance?

”Der er en kæmpe forskel. I en kunsthal er lyset for eksempel begrænset til spots, som har til formål at fremhæve kunstværkerne bedst, hvorimod der på teatret er oceaner af muligheder for både lys og mørke. Der er så mange mennesker med forskellige kompetencer tilknyttet et teater, så man får serveret en helt anden mulighed for at skabe en ramme omkring sin performance. Og publikumsmæssigt er der selvfølgelig også forskel. Det er dyrere at gå i teatret, og publikum køber billet specielt til forestillingen, så de er fra starten mere engagerede og nysgerrige.”

— Dokumenterer du dine performances?

”Nej, Toaster og Sort/Hvid har lavet dokumentationsvideoer, men det er mest for, at det kan bruges som bevis på, at performancen har fundet sted. På teatrene har man en regel om, at publikum ikke må filme under en forestilling, men det var der nogle, der gjorde alligevel, så her skete der også et sammenstød mellem billedkunsten og teatret. Jeg dokumenterer ikke selv, for jeg kan godt lide, at det er

noget, der ikke kan gentages. Hele ideen for mig er, at det kun sker de her få gange. Det er vigtigt, at værket får lov til at bevare sin mystik. Folk efterspørger også videoer af mine performances på instagram, men jeg kan godt lide det hemmelighedsfulde, og jeg værner om, at man skal opleve det i stedet for at få det fortalt. Vi er blevet vant til at få det hele serveret på de sociale medier.”

— Hvilke udfordringer oplever du i forhold til at arbejde med performance?

”På det faglige plan handler det om, at der stadig er stor uvidenhed og usikkerhed omkring performance, hvordan det vises, betales og så videre. Jeg savner, at museerne tager

TOASTER er et unikt tværæstetisk eksperiment og samarbejde mellem et teater og et udstillingssted, Husets Teater og Den Frie Udstillingsbygning i København, og hvert år kurateres et program med kompagnier, scene- og billedkunstnere fra ind- og udland, der eksperimenterer med formater og bidrager til en innovativ og tværfaglig udvikling af scenekunsten.

Ulla Hvejsel F.1975.

Uddannet fra Det Jyske Kunstakademi og Det Kgl. Danske Kunstakademi i 200

et større ansvar for at skabe en platform for performance. Det er som om, det er en tradition, der ikke rigtig har foldet sig ud herhjemme. Jeg oplever også, at nogen stadig sætter spørgsmålstegn ved, om det er kunst. Vi har heller ikke en professorskole for det på Kunstakademiet for eksempel. Da jeg skulle øve til mit afgangsprojekt, var der heller ikke plads til det, så der måtte jeg låne lokaler ude på Scenekunstskolen. Så det handler om at dyrke performance som kunstform helt fra bunden, allerede på Kunstakademiet, for der er et stort potentiale — også her i Danmark.”

Lina Hashim F. 1978, uddannet i 2020 fra Det Kgl. Danske Kunstakademi

Who am I. Lina Hashim. Performance, 2023. Nikolaj Kunsthal. FOTO Mads Holm

Invitér mig gerne til firmajulefrokosten

Det var en tilfældighed, der fik billedkunstner Ulla Hvejsel til at kaste sig ind i performancefeltet. Nu vil hun gerne nå et bredere publikum.

AF Helle Fagralid

Til sit afgangsprojekt på kunstakademiet i 2006 havde Ulla Hvejsel skrevet en kabaret, der bestod af vittigheder fra gamle krigsfilm, som hun forestillede sig, at nogle andre skulle opføre. Men hun opdagede hurtigt, at det både var lettere og sjovere at gøre det selv. Efterfølgende har hendes praksis været centreret

omkring performance, der bygger på enkle løsninger, ud fra ideen om ”at man i princippet kan klare rigtig meget selv”, som hun siger. En indstilling, hun gerne vil give videre til sit publikum. Ulla Hvejsel ser sit arbejde som ”ét langt flow” med forskellige nedslag og fremstillinger af politiske og samfundsrelaterede temaer, som eksempelvis økonomi og værdi.

— Hvorfor er performance din foretrukne kunstform?

”Det betyder noget for mig at være til stede med min egen krop i kunsten fremfor at være afskåret fra værket, som man ellers normalt er som kunstner. En af grundene til, at det er fedt at arbejde med performance er, at jeg er skeptisk overfor den passive spekulationsværdi i kunsten. Og så er det også en metode, fordi jeg ofte har meget at sige, og hvis jeg ikke selv er til stede med mit publikum, kan jeg jo ikke være sikker på, at de får det hele med. Jeg er meget sproglig i mit arbejde, og det kan være kedeligt at skulle læse en lang tekst, så performance kan bruges som et slags trick til at fastholde publikums opmærksomhed i et givent tidsrum” fortæller hun.

I langtidsprojektet Talkingoutofmyass (2014-2021) har Ulla Hvejsel eksempelvis anvendt sin egen numse i en quiz, der, som hun udtrykker det ”… handler om dumhed og om at tænke med røven”. Men da hun startede med at lave performance i 00’erne, oplevede hun, at der var en opfattelse af, at det tilhørte en anden tid, og at begrebet ofte var til forhandling. Hun fortæller, at der eksempelvis engang var en tilskuer, der satte spørgsmålstegn ved, om hendes performance nu var en rigtig performance, fordi hun snakkede så meget. Vedkommende syntes, at der manglede noget ’krop’.

Gang i den

— Hvordan ser du performancefeltet i dag?

”Der er gang i den! Mange af de unge tilhører jo en performende generation, og det er blevet en naturlig del af dét at have en udstilling, at man enten har en performance i løbet af udstillingsperioden eller er til stede på anden vis. Det er mit indtryk, at man i højere

grad opfatter kunst og udstillinger som organismer, der lever, når vi er sammen om det. Man kan måske også se på det som en performativ tilgang til udstillingen, hvor man hele tiden aktiverer den. Det sker jo også i den interaktion, der foregår på de sociale medier, hvor man for eksempel kan følge med i tilblivelsen af værker. ”

— Bliver performance så en del af formidlingen?

”Nej, det synes jeg ikke, man kan sige. Det handler nok mere om, at hele kunstbegrebet har forandret sig og er blevet mere dialogorienteret. Vi er forbi dengang, hvor kunstneren kunne se noget, publikum ikke var kloge nok til at forstå. Genitanken er på tilbagegang. Måske er det derfor performance vinder indpas, fordi den interagerer direkte med sit publikum og ikke foregiver at være alvidende.”

Ulla Hvejsel arbejder selv både med et deltagende og beskuende publikum, men dét der fylder mest for hende er, hvorvidt der er sammenhæng imellem hendes arbejdsindsats og mængden af folk, der får glæde af hendes

performance. Derudover er hun optaget af, hvordan man kan opdyrke nye publikummer, og til det formål har hun en helt konkret idé: ”Jeg kunne godt tænke mig, at vi skabte en form for samling eller repertoire, der blev varetaget af et agentur, som var opsøgende og kunne stå for at sælge vores performances til julefrokoster, firmaarrangementer, konferencer og så videre. På min arbejdsplads bliver der for eksempel ofte budt musikere eller lignende ind for at optræde til forskellige arrangementer, og det kunne jo lige så godt være performancekunstnere. Det handler om at åbne folks øjne for performance. Det er faktisk en opfordring til at lave en forretningsmodel, hvor vi kan træde ud af den traditionelle kunstverden og nå et helt andet publikum.”

— Det ville også åbne for andre muligheder i økonomisk henseende. Kan du leve af din kunst?

”Nej. Men jeg lever jo. Jeg får som regel honorar for det, jeg laver, men hvis det er et lille kunstnerdrevet sted, hvor det mere fungerer som et samarbejde, kan jeg godt gå med til ikke

Fire

Under My Ass — guided tour to hell and back i Norra

Djurgårdsstaden , Performance

på Middelaldermuseet, Stockholm. FOTO

Jana Ericsson

at blive aflønnet. Det er heldigvis blevet meget bedre, fordi der nu er en forventning om, at kunstneren skal honoreres. Hvis jeg i perioder har kunnet leve af det, er det fordi, jeg har modtaget et større legat, for honorarerne ligger ret lavt, og der er sjældent økonomi til selve udviklingsarbejdet. Jeg står også lidt udenfor den traditionelle kunstbranche, fordi jeg er skeptisk overfor at skabe en ny valuta gennem salg. Jeg prøver at krybe udenom salgssystemer og spekulation.”

Lad værkerne leve videre

— Udover det bæredygtige ved at nå ud til et bredere publikum, er bæredygtighed så noget du tænker over?

”På et tidspunkt havde jeg et dogme for, at mine materialer, rekvisitter og lignende skulle kunne tages med på en cykel, men så blev det til en bil og nu hober det sig op, fordi ideerne formerer sig. Så ja, det fylder i forsøget på at genbruge materialer og også i de temaer, jeg arbejder med. Nu står der for eksempel nogle tomatplanter her i min stue og performer. De er fra en udstilling, hvor jeg hentede jord fra en gammel latrinopsamlingsplads, som jeg såede kerner fra industritomater i og gødede med ’guldvand’, som er en tiendedel mit eget tis og vand for resten. Dem kunne folk få med og det er selvfølgelig også derfor, at jeg har svært ved at leve af det, men for mig handler det om at lade tingene cirkulere. Forhåbentlig står der nogle planter rundt omkring i vindueskarmene som en del af den her længerevarende performance, der strækker sig fra 2023 indtil alt håb er ude. Værkerne lever videre, uden mig, som fortælling.”

— Hvordan dokumenterer du dine performances?

”Det kan virkelig være en udfordring, fordi det meget ordrige sjældent fungerer i en dokumentation. Derfor bruger jeg som regel billeder i en sådan lidt tegneserie-agtig stil og sjældent video-dokumentation, også fordi jeg ikke bryder mig om den æstetik. Et andet aspekt af video-dokumentation er, at den ofte kommer til at stå i vejen for oplevelsen, fordi folk bliver bevidste om, at der er kamera på. Det gælder især de performances, hvor folk deltager, som for eksempel i den quiz jeg laver. Det handler om at tage vare på den tilstedeværelse,

der opstår ved, at vi er sammen i et performativt rum, og at vi ikke skal tænke på, hvordan det ser ud udefra.”

— Kan institutionerne være medvirkende til at bevare og dokumentere performance, samtidig med at man bevarer det flygtige? ”Statens Kunstfond havde engang et forsøg, hvor de via indkøbsordningen udsendte forskellige kunstnere som in-houseperformance-kunstnere på gymnasier. Projekterne ligger nu hos Kunstfonden som indkøbte værker, som blandt andet gymnasier gennem deponeringsordningen kan søge om at få ud. Det kunne være sjovt at sende en opfordring til Statens Kunstfond om at tage det forsøg op igen. Det er jo en måde, hvorpå man kan holde liv i performanceværker. De er sikkert allerede i gang med at undersøge mulighederne for, hvordan vi kan gemme performance til eftertiden, men der sker så meget på performancefeltet lige nu, så de bliver næsten nødt til at købe noget mere end resterne, altså de objekter som knytter sig til værkerne. Det er oplagt i den sammenhæng at samarbejde med kunstnerne om forskellige løsningsideer.”

Ulla Hvejsel F.1975.

Uddannet fra Det Jyske Kunstakademi og Det Kgl. Danske Kunstakademi i 200

Fire Under My Ass — guided tour to hell and back i Norra

Djurgårdsstaden , Performance på Middelaldermuseet, Stockholm. FOTO Jana Ericsson

Performance. Den Frie Morgen. Adam Christensen og Deniz Unal, juni 2021. FOTO Malle Madsen.

Performancescenen i Danmark står et godt sted, siger Iben Bach Elmstrøm, der udover at være kurator på Den Frie Udstillingsbygning i København også er påbegyndt et ph.d.-studium på Roskilde Universitet, hvor hun skal undersøge, hvordan live-performance-formater udfordrer vores opfattelse af, hvad kunst i det offentlige rum er.

På Den Frie har hun blandt andet samarbejdet tværæstetisk og -disciplinært med Husets Teater om nye performanceformater i regi af den eksperimenterende platform Toaster, der skaber forestillinger i krydsfeltet mellem teater, performance og billedkunst:

”Vi har vores hvide udstillingsrum og Husets Teater sin black box, og det er interessant at eksperimentere med. Men vi prøver også at opløse rummene ved at tage performancene ud i andre kontekster, og en del af programmet foregår uden for institutionerne, ligesom vi afprøver nye møder mellem publikum og performativitet. Det er interessant, at vi går på kryds og tværs af scenekunst og billedkunst, for i en dansk kontekst har man tit brugt energi på at skille de her genrer ad, men i dag arbejder man med et mere flydende begreb og er mere åbne over for forskellige praksisser,” siger Iben Bach Elmstrøm.

Inspirationen herfra sammen med erfaringerne fra corona-projektet Den Frie Morgen, hvor en række performancekunstnere lavede performances midt i morgentrafikken uden for udstillingsbygningen under den anden nedlukning, gav ideen til et ph.d.-projekt på Performance Design på RUC støttet af Ny Carlsbergfondet. Projektet undersøger feltet mellem institution og kunstnere og publikum, når man bryder med gængse måder at tænke formidling på.

Performance er ikke bare en kunstform, men også en ny måde at nå publikum på.

Ikke kun visuel kunst

Iben Bach Elmstrøm glæder sig over, at det går godt på området. Der er fokus på performance hos institutionerne, gallerierne er åbne overfor at repræsentere performance-praksisser, og mindre og nytænkende udstillingssteder tager performances ind som en del af stedets profil.

”Et stykke hen ad vejen handler det måske også om, at kulturinstitutionerne leder efter andre måder at nå publikum på. Man skal nok være opmærksom på, at der ligger en eventgørelse i den performative praksis. Men det udfordrer også institutionspraksissen og den måde vi formidler og researcher på, og jeg synes, at det er interessant at spørge, om der er behov for mere eksperimentelle, live-baserede og forgængelige formater i det offentlige rum, der udfordrer vores konsensus om kunstværket. Jeg håber, at mit projekt kan stimulere en debat om, hvad vi forstår ved offentlig kunst, for rent økonomisk investerer samfundet jo en del i det,” siger Iben Bach Elmstrøm, der også konstaterer, at det performative også på et bredere plan har en særlig status lige nu.

”Performativitet er interdisciplinært, det er ikke kun visuel kunst, men også en filosofisk og teoretisk vinkel, som man kan bruge på alle områder i vores samfund — for eksempel til kritik af organisationsledelse eller managementstrategier,” siger hun.

Hvis hun skal pege på udfordringer, så er det i forhold til, hvordan man aflønner af performancekunstnere:

”Det kan være svært at lave store performative installationer, uden at billedkunstnerne sættes i en vanskelig situation. Det er svært at rejse tilstrækkelige midler til lønninger, billedkunstneren har jo ikke en overenskomst at henvise til i modsætning til skuespilleren på scenekunstområdet. Der ligger nogle strukturelle udfordringer, som også afspejler en fortsat manglende økonomi omkring kunstnernes arbejde, som kun bliver mere eksplicit, når det handler om kroppe, der performer i rum. En anden udfordring for kunstnerne er selve produktionen, for hvornår kan en institution give en kunstner fjorten dages øvetid? Efterfulgt af en opbygning af en større performanceinstallation?” spørger Iben Bach Elmstrøm.

Steen

Bruun

Jensen

AF Helle Fagralid

Jonas Kjeldgaard Sørensens performative praksis låner fra teatret. Det er en kunstnerisk beslutning, men handler i høj grad også om produktionsforhold og økonomi. Modsat den store teatermaskine, der som oftest involverer en masse mennesker og fagligheder, varetager han selv de fleste roller i tilblivelsen af sine performances. Det giver mening, for hans proces strækker sig ofte over længere tid og er centreret omkring en kropslig erfaring, der kun kan oparbejdes igennem tid og research. Det økonomiske benspænd, der ligger i ikke at kunne aflønne en medperformer over flere år, er desuden medvirkende til at hans produktioner ifølge ham selv ofte bliver et ”one-man-show”.

— Helt overordnet, hvordan vil du karakterisere performance-feltet i dag?

”Som jeg ser det, er der et performativt rum, som flirter med moden og det poppede, og så har vi et rum, der er båret af en bevidsthed om køn, identitet og gruppedynamikker kombineret med en koreografisk bevidsthed

inspireret af dansescenen. Så er der den gruppe jeg selv tilhører, som har en stærk forbindelse til scenekunsten og det dramatiske, hvor man i højere grad anvender det samme produktionsapparat som på teatret. Endelig er der den mere aktivistiske gruppe, som egentlig er klassisk performance i kunsthistorisk sammenhæng og som arbejder på tværs af det hele i form af happenings, siger Jonas Kjeldgaard Sørensen.

”Der er stor forskel på de støttemuligheder, man har, alt efter hvilken gruppe man er i. Det er i forvejen svært at sælge performative værker, fordi de er flygtige, så især den aktivistiske gruppe har færre støttemuligheder, fordi de ikke i samme grad skaber et produkt, som kan sælges eller en performance, der kan gentages. Så vi, der lægger os tæt op ad scenekunsten, har generelt bedre produktionsforhold, fordi vi også kan søge nogle andre puljer. Ligesom den gruppe, der har tråde til modebranchen også har flere muligheder for at indgå partnerskaber udenfor støtteordningerne for billedkunst.”

Man skal være

interesseret i sit publikum

Performancekunstner Jonas Kjeldgaard Sørensen insisterer på, at det performative rum kan noget særligt, og at det er et selvstændigt felt på lige fod med teater, dans og billedkunst.

happenings kritiserede markedet ved at skabe noget anti-salgbart. Derefter er der sket en bevægelse hen imod scenekunsten, hvor man har mange års erfaring med at facilitere mennesker, der performer i et rum og med en tilstedeværelse af et publikum. Forholdene er bare bedre dér, fordi de tænker i mennesker og ikke i objekter. Det er for eksempel en væsentlig pointe, at der er indtænkt honorar i modsætning til, hvordan det foregår i billedkunst-regi”.

Alligevel er det for Jonas Kjeldgaard Sørensen vigtigt, at performance stadig finder sted indenfor billedkunstinstitutionen, hvor publikums blik ikke på samme måde er styret som i et teaterrum:

”Der er en anden autonomi, fordi publikum er kodet til at kunne bevæge sig frit rundt” siger han.

Aktuelt arbejder Jonas Kjeldgaard Sørensen på performanceværket Spytspande og Sorte huller, der er en lyd-vandring, hvor han som performer fører publikum rundt i byen, mens de i deres høretelefoner lytter til en komposition med musik og fortælling. For Jonas Kjeldgaard Sørensen ligger potentialet i den fiktion, der skabes sammen med publikum, mens den virkelige verden foregår parallelt.

Acceptér at tjene penge

Tænkt som institutionskritik

— Hvad er det samarbejdet med scenekunsten kan tilbyde?

”Med de begyndende institutionelle samarbejder, som sker mellem billedkunstfeltet og scenekunstmiljøet, har man udstukket en ny ramme for, hvem der løfter ansvaret for at producere, facilitere og vise performance. Det er som om, at billedkunstfeltet har erkendt, at de ikke har den samme kapacitet, når det gælder publikumshåndtering eller noget helt lavpraktisk som for eksempel et omklædningsrum,” fortæller Jonas Kjeldgaard Sørensen og uddyber, at det også handler om, at der er forskel på, om performancebegrebet optræder i billedkunst- eller scenekunst-regi:

”I billedkunst er performance oprindeligt tænkt som en institutionskritik, hvor de her

”Performancens potentiale er, at den er interesseret i sit publikum. Jeg er interesseret i mit publikum og det møde, der opstår i nuet. Det er en meget privilegeret position at have folks opmærksomhed, hvad enten det er fem minutter eller to timer. Sammen kan vi skabe nye identiteter og virkeligheder igennem fortællingen. Jeg er som performer opmærksom på, at jeg repræsenterer mit eget kulturelle ståsted, som ikke nødvendigvis matcher publikums. Så jeg skaber en beholder for en tanke eller fantasi, hvor vi kan forestille os alt muligt, og som jeg inviterer publikum ind i. For mig er det performative rum en leg med vores forestillingsevne” fortæller han.

Ligesom teater er performance nuets kunst og derfor svært at forevige, men Jonas Kjeldgaard Sørensen har fundet en løsning, som passer perfekt ind i hans praksis:

”Dokumentation af performance er et blødende sår, rent business-agtigt både i forhold til formidlingen af de flygtige værker, men

Spytspande og Sorte huller, Odense, 2023. VIDEO Christian Brems.

også i forhold til at vi skal klare os på et kunstmarked, der er centreret omkring objekter og salg. Så vi er nødt til at acceptere, at vi også godt må tjene penge ved at skabe værker, der udspringer af det performative rum. Det kan dokumentationen ikke i sig selv, så derfor arbejder jeg med musikvideoen. Den er kort, lækker og kan gentages i det uendelige. Det er oplagt for mig, fordi jeg arbejder med sang og musik” siger han.

— Er musikvideoen så et selvstændigt værk?

”Ja, den type video er et værk i sig selv. Jeg samler materiale fra selve performancen og kombinerer det med studieoptagelser, som resulterer i et lille filmværk. Grebet er at lade det, der foregår livemødes med det iscenesatte. På den måde udvider og foreviger jeg det performative rum. Videoværket LANDBRUGLAND. serenade, som bygger på en performance, jeg lavede på Ringsted Galleriet, har jeg for eksempel solgt til Statens Kunstfond.”

— Hvad gør du for at sikre dine rettigheder til værket?

”Videoen findes i tre editions plus en artist’s proof, som jeg råder over. Der er så lavet en kontrakt, så Statens Kunstfond, ligesom hvis det var et museum eller en privat samler, kan udlåne værket, men ikke kan tjene på at leje det ud.”

Skal opføres flere gange

— Hvad kan man som kunstner ellers gøre for at skabe en bæredygtig økonomi i sin performance-praksis?

”Jeg er fortaler for, at vi accepterer, at en performance kan gentages, at vi kan turnere med den og at det er en åben form, der kan have flere udtryk. At vi genbruger materialet og videreudvikler det, så det kommer i spil på nye måder. På den måde kan man få midlerne til at strække. Jeg opererer med at have materiale til at kunne rykke ud med kort varsel med en lidt mindre produktion og samtidig arbejde med mine undersøgelser over tid og i større skala.”

— Hvilket ansvar synes du, at kunstinstitutionerne har i den sammenhæng?

”Det er skørt, at jeg bruger halvandet år på at udvikle en performance, som så måske kun bliver vist få gange. Institutionerne har et ansvar for ikke hele tiden kun at ville have noget nyt. En performance kan selvfølgelig opføres flere steder i landet, uden at den mister sin værdi. Men det hænger sammen med den markedsstruktur, som billedkunsten har indskrevet sig selv i, som er funderet i salg og hvis man skal sælge et objekt, skal det være nyt eller unikt ” siger Jonas Kjeldgaard Sørensen. Han drømmer om, at eksempelvis Bikubenfonden vil skabe en ramme for, hvordan kunstinstitutionerne over en længere periode kan facilitere turnerende performance. At der bliver udarbejdet en samarbejdsaftale imellem forskellige institutioner i landet, som forpligter sig til løbende at huse færdigproducerede værker. Men som han siger:

”Vi er først og fremmest nødt til at være åbne omkring økonomien i det her, både fordi det er offentlige midler, men også fordi det kan starte en dialog omkring forholdene, som langt fra er optimale.”

Jonas Kjeldgaard Sørensen F. 1993. Uddannet i 2018 fra Det Fynske Kunstakademi.

Spytspande og Sorte huller, Odense, 2023.

VIDEO Christian Brems.

generativ AI er peak hype

generativ ai tilbyder os nye og spændende muligheder, men også skyggesider i form af tankeløs automation, kapitalistisk udbytning og enshittification. hvordan kan vi som billedkunstnere arbejde mere bæredygtigt med denne foranderlige størrelse? hvad kan vi lære af feminist computing, så vi kan være bedre rustet til at navigere i dette landskab?

bkf har inviteret mig til at skrive om generativ ai. normalt ville jeg holde mig fra at snakke om noget der er så hypet, men gør det, fordi jeg synes at timingen er interessant. meget tyder nemlig på at teknologien er på vej ind i den første tilbagetrækningsfase: modellerne har stadig seriøse hallucinationsproblemer, investorerne tjener ikke penge nok til at understøtte teknologiens massive ressourceforbrug, og kunderne kan ikke finde nok reel anvendelse af teknologien til, at de rent faktisk vil betale for den. aktiekurserne for chipproducenten intel, der satser massivt på ai, er faldende, og tidligere hits som midjourney forsvinder stille og roligt ind bag betalingsmure. generativ ai er seneste store satsning fra silicon valley, men de kapitalistiske logikker omkring udrulningen af generativ ai har vi set mange gange før. jeg mener ikke, der er nogen tvivl om, at generativ ai er på vej ind i sin første fase af enshittification enshittification blev først beskrevet af den amerikanske forfatter og internetaktivist cory doctorow i november 2022. begrebet beskriver en udvikling som alle venture capitalist fundede platformøkonomier før eller siden går igennem, når investorerne bliver trætte af at give teknologien væk gratis og ønsker økonomisk payoff for deres investeringer. vi har

blandt andet set det for sociale medier, søgemaskiner, dating apps og boligudlejning. og enshittification rammer generativ ai hårdt og hurtigt, for teknologien er ekstremt ressourcekrævende og derfor meget dyr at give væk gratis. så hvis vi skal tro doctorow er honeymoon-perioden for generativ ai altså allerede ved at være overstået, og teknologien er nu på vej til at blive meget dårligere og dyrere for brugerne. samtidig er de økologiske og etiske problemer forbundet med teknologien i dens nuværende form så veldokumenterede, at det er umuligt ikke at føle verdenshavene koge og høre hæren af underbetalte menneskelige content-moderators sukke dybt, når man trykker på ’generate’-knappen og sætter de globale datastrukturer i bevægelse igen. så hvad gør vi så nu? der er ikke nogen tvivl om, at teknologien tilbyder nogle virkelig interessante muligheder for kunstnere. det er sjovt og spændende at samskabe med algoritmer, og i kunsten har vi en lang tradition for at arbejde med cutup, kaos, sampling og glitches. vi kan frit tale i stemmer og hallucinere, og billedkunsten er derfor særligt velegnet til at bruge generativ ai til at skabe nye narrativer og billeder, der udfordrer vores kollektive verdensforståelse. gennem at skabe kunst i distribuerede netværk, baseret på komplekse arkiver og logikker der er mere-end-menneske, kan vi lære os selv og teknologien bedre at kende. og det er en forståelse, vi absolut har brug for, før vi hovedløst implementerer generativ ai i den sociale forvaltning eller såkaldt smart krigsførelse, som det desværre allerede er tilfældet. så lad mig endelig slå fast, at denne kommentar ikke skal læses som et standpunkt imod kunst lavet med generativ ai, absolut ikke. lad os endelig blive

ved problemerne. men hvis vi som billedkunstnere ønsker at forholde os bæredygtigt og etisk til vores produktion, er det på høje tid, at vi inkluderer vores forhold til globalcomputation i disse overvejelser.

de globale datastrukturer, som dominerer generativ ai er blevet monokultur. og selvom det virker, som om de har total dominans over både generativ ai og internettet generelt, har monokulturer altid indbyggede svagheder på grund af deres størrelse og mangel på diversitet. svagheder som ikke viser sig, før strukturerne krakelerer de mest overraskende steder. og når det sker, skal vi være klar med vores vision for, hvad vi egentlig ønsker at bruge disse teknologier til.

her kan vi lære fra feministcomputing og ruste os med strategier og værktøjer, som kan gøre os mere modstandsdygtige over for industriens hæsblæsende innovationscyklus og kan hjælpe os til at navigere mere langsigtet og mere bæredygtigt. det følgende er en checkliste, du kan bruge i din research:

— kik andetsteds. prøv noget andet end de øverste resultater i din søgemaskine. særligt hvis din søgemaskine er produceret af et firma, som har aktivt investeret i de økonomiske potentialer i generativ ai.

— er det neurale netværk, du kikker på, trænet bæredygtigt, og forholder det sig kritisk til sit input-materiale?

— har organisationen/firmaet, der laver den software, du er interesseret i, en code of conduct?

— hvem er afsender? hvis dem, der ruller teknologien ud, allerede har bevist, at de ikke har moralen i orden, kan det være fornuftigt at regne med, at de ikke har tænkt sig at gøre det meget bedre i denne omgang.

— er projektet open source og frit tilgængelig?

og hvis alt det lyder meget teknisk og uoverskueligt, så skal man huske, at det lige præcis er sådan, kapitalismen gerne vil have, at du skal føle dig: overvældet og uduelig. husk, at folk med virkeligt nyskabende ideer og radikalt anderledes perspektiver for vores teknologiske udvikling næsten aldrig er folk, der arbejder professionelt med de nuværende mainstream-teknologier. og husk, at en bæredygtig fremtid med maskiner bliver nødt til at blive drømt frem af meget forskellige mennesker og maskiner i fællesskab.

sidste år, på kvindernes internationale kampdag, blev den første international trans*feministdigitaldepletionstrikehjemmeside offentliggjort og distribueret samtidig over flere feministiske servere1. hvis ting fra denne kommentar har resoneret med noget i dig, tror jeg, at der vil være meget andet, der også gør det i denne samling skønne links og skønne internetaktivister.

for du skal ikke stå alene: snak med mennesker, der laver seje ting. snak med mennesker, der gør tingene anderledes. følg deres eksempler, prøv noget nyt. spørg til deres anbefalinger, stil kritiske spørgsmål. ræk ud. del din viden og organiser nye fællesskaber.

”der er ikke nogen tvivl om, at teknologien tilbyder nogle virkelig interessante muligheder for kunstnere. det er sjovt og spændende at samskabe med algoritmer, og i kunsten har vi en lang tradition for at arbejde med cutup, kaos, sampling og glitches.”

lad os skabe vores egne små økologier, som vokser vildt og frit. lad os dyrke en queer computation og gå imod den standardiserede tankegang om tvangsægteskabet med silicon valley. det kunstneriske potentiale i at skabe nye techno-utopier, baseret på alternative idealer og fællesskaber, er som ukrudt og vilde blomster på en stramt anlagt plantage. for dette er det sublime potentiale som computere per definition har indbygget: de er turing-komplette maskiner og kan til enhver tid omprogrammeres til at køre ny kode efter nye principper, skulle vi ønske det. men for at det sker, skal vi allerførst kunne turde drømme os til den kode, vi gerne vil have.

jacob remin er billedkunstner og komponist. uddannet ingeniør og interaktionsdesigner. jacob remin arbejder kollaborativt med det algoritmiske potentiale i computere og internet alle steder, og er pt i residency på center for climate it på it universitetet i københavn.

1 titipi.org/8m/2023.html

KRIGEN OG KUNSTEN

AF Søren Martinsen, tekst og fotos

Når der sker store, forfærdelige ting ude i verden, ville jeg ønske at jeg kunne sige, at jeg som kunstner også var med til at gøre noget for at fremme det ’gode’. Som kunstner har jeg været vant til at beskæftige mig mest med mig selv: Hvad føler jeg? Hvordan kan jeg bruge min mavefornemmelse og intuition til min fordel? Hvordan kan jeg bruge denne eller hin idé til et kunstværk? Hvordan vil det fungere? Hvordan vil andre se det? Hvordan ser andre mig?

Som kunstner står jeg i centrum af en sfære af egne undersøgelser og afprøvninger, der sættes i spil og ligesom ekkolod sender signaler tilbage, som jeg så kan kalibrere validiteten af. Måske er grunden til dette alene-arbejde, at jeg er vokset op i en tid, hvor gruppearbejde ikke rigtig var blevet en ting endnu i skole og gymnasium eller i min tid på kunstakademiet ... men jeg tror mange kunstnere genkender denne ’ensomme’ praksis. Jeg er alene om at skabe afvejningen og tage beslutningen. Og disse mine ganske almindelige overvejelser foregår i dette ganske lille land, hvor det i mange år ikke har været nødvendigt at skulle engagere sig ekstraordinært i store spørgsmål.

Jeg havde vistnok som mange andre danskere ikke fået megen undervisning i folkeskolen om Rusland og Sovjetunionens historie, og som barn i et venstreorienteret hjem ikke hørt ret meget kritisk om Sovjet og kommunismen. Jeg havde hørt noget om, at de gode kommunister havde lavet revolution og smidt den onde tsar og hans hvide horde på porten. I hvert fald var Ruslands imperialistiske tilbøjeligheder røget noget under radaren for mig. Men op igennem 00’erne og 10’erne blev verden i stigende grad opmærksom på en stadig mere aggressiv Putin. Angrebet på Georgien, den

første og anden tjetjenske krig med den frygtelige, totale nedbombning af Grozny. Ruslands annektering af Krim og Luhansk og Donbas. Brutale krigsforbrydelser mod civile, da russerne smadrede Aleppo i Syrien som støtte til diktator Assad. Det akkumulerede sig og var begyndt at sætte sig i mig som en kraftig modvilje. Hvad i alverden havde russerne egentlig gang i? Og så, netop som hele verden vaklede under krise på krise — COVID-19 havde smadret økonomien og klimaet var ved at bryde sammen — oprandt den 22. februar 2022: Dagen, hvor russerne udvidede deres krig mod Ukraine og satte en total invasion i gang.

Tog selv af sted

Jeg havde fået nok. Det var på tide at gøre noget. Men hvordan? Skulle jeg begynde at lave kunst om Ukraine? Forekom det ikke lovlig fjernt? Det medførte mange overvejelser og en udvikling over noget tid. Jeg startede med at donere nogle penge til de forskellige nødhjælpsorganisationer, der støtter de civile ofre. Jeg begyndte at orientere mig mere grundigt om krigens gang, den historiske baggrund, og fulgte den politiske udvikling tæt efterhånden, som krigen varede ved. Skrev nogle breve til politikere og opfordrede dem til at stå fast i støtten til Ukraine.

Samtidig var det også en proces, hvor jeg forstod, hvordan de demokratiske principper, som jeg går uforbeholdent ind for, også medfører processer, der forsinker og gradbøjer principperne for sammenhold og fælles front. Og hvordan dette var med i de russiske kalkulationer, der antog, at jo længere krigen blev ved, desto svagere ville Vesten blive med sine lange diskussioner og demokrati.

Billedkunstneren Søren Martinsen har flere gange under Ruslands invasion rejst til Ukraine for at arbejde som frivillig. Den seneste rejse førte ham på en 6.000 kilometer lang tur fra vest til fronten i øst.

Her fortæller han om sine oplevelser, og reflekterer over, hvad rejserne har givet ham i forsøget på at blive aktiv i handling som kunstner.

Det føltes som et slowmotion-chok, da jeg forstod, hvor succesfuldt Rusland havde brugt informationskrigen til at skabe intern politisk splid i befolkningen, og at krigen dermed truede de vestlige demokratiske systemer på et niveau, der gik langt dybere end kampen om Ukraine som territorie. Ydermere var krigen dét, der bevarede Putins magt: kun gennem brutal undertrykkelse af sin egen befolkning kan hans styre holdes fra at falde sammen som støv. Det så virkelig ud til at Putin ville blive ved med at angribe og destabilisere Ruslands naboer, medmindre han blev stoppet med magt. Og i midten af det hele står Ukraine. Så jeg besluttede mig for selv at tage dertil. Jeg ville gerne se og forstå det land, jeg havde opbygget en så intens interesse for. Jeg ville se, hvordan menneskene og kulturen var, og jeg glædede mig også til at se ukrainsk kunst, som jeg havde nul viden om. Men jeg ville også lave noget konkret arbejde, mens jeg var der, og valgte blandt mange NGO’er en meget uformel organisation i Lviv, der mere eller mindre tog folk lige ind fra gaden. Det var et feltkøkken, der blev drevet af en gruppe ukrainske kvinder,

som havde startet organisationen i 2014, da russerne gik ind i Krim og Donbas og krigen begyndte. Disse stærke kvinder havde opbygget et forum for internationale frivillige, der ønskede at lave mad til soldaterne. Man mødte bare op, og sørgede for sin egen kost og logi. Køkkenet havde til huse i primitive, rå lokaler, der var fyldt fra loft til gulv af madvarer, sække med mel, gryn, korn, nødder og enorme mængder af grøntsager, der skulle forarbejdes, tilberedes og findeles, tørres og pakkes i feltrationer, der var til at bløde ud med vand ligesom cup-noodles. Vi lavede mad, fugede fliser, reparerede gulvbrædder. Man dukkede op, når det passede én, og blev så længe, man havde lyst. Om eftermiddagen blev der serveret et simpelt måltid, som en kop suppe. Der blev talt engelsk, så det var til at forstå hinanden, og når man om aftenen gik ud og spiste sammen, fortalte folk deres vidt forskellige historier fra alle de egne i verden, de kom fra. Det var utroligt bekræftende at arbejde med de frivillige fra alle lande.

Men efter to uger skulle jeg hjem. Da jeg kom hjem i november ’23, var den udbredte

Bilen med forsyninger — transport med gasmasker, generatorer, støvler, rygsække, stearlinlys , tøj og bårer.

’krigstræthed’ indtrådt i Danmark og Vesten generelt, hvilket jeg næsten oplevede som tragikomisk, da der jo endnu ikke har været nogen form for indsats fra vores side udover de støttepakker og våbenleverancer, Danmark heldigvis har forsynet Ukraine med. Men trætheden er nok i virkeligheden bare et udtryk for afmagt. Og ens psyke bedøves af det daglige bombardement af billeder af rædsler i medierne. Og nu havde Hamas’ terrorangreb fundet sted, så hele fokus for pressens opmærksomhed havde skiftet til Israel-Hamas-konflikten. Glemt var Ruslands krig mod Ukraine — og enigheden i USA og Europa om en stærk støtte til Ukraines sejr begyndte at vakle.

Bazar for Ukraine

Men jeg havde besluttet mig til at fortsætte min støtte som individuel person og også at bruge min kunst som en løftestang. I vores atelierhus på Maglemølle i Næstved, hvor kunstnerne skulle holde åbne atelierer op til jul, lavede jeg en bazar af egne værker, der kunne erhverves for en rimelig pris, og hele indtjeningen gik til Ukraine. Jeg havde fået

kontakter i landet, som jeg stolede på, og kunne sende pengene direkte til indkøb og distribution af vinterudstyr til soldater.

Samtidig gryede tanken om at bruge krigen i mine malerier. Min praksis har i mange år været fokuseret på at fortolke og forstå landskaber som et vidnesbyrd omkring menneskets færd (og hærgen) på jorden og i naturen, og landskabet fortæller sin tydelige historie om det. Og hvor mon man kan se tydeligere forandringer i landskabet end i en krigszone? Jeg fik efterhånden kontakt med et hold af frivillige, som kørte jævnlige vognlæs af forsyninger og nødvendigt udstyr til soldater i forskellige positioner i Ukraine, og jeg fik lov til at få et sæde i bilen og køre en ny tur med ud og hjælpe til. Jeg havde pakket fotoudstyr, maling og papir, og regnede med at skitsere og samle materiale sammen til mine nye landskaber, som jeg håbede ville kunne holde Ukraine fast i bevidstheden for den smule offentlighed, jeg nu har adgang til at via min kunst.

Turen forløb på mange måder anderledes end jeg havde troet. Måske snarere end en kunstnerisk inspiration blev den mere til en

Feriecenter v. Lyman. Dette feriecenter var engang en vigtig attraktion ved frontbyen Lyman, men henligger nu sønderskudt.

dyb forståelse af, hvad krigen er. I løbet af utallige timers kørsel fik jeg et billede af, hvor gigantisk landet er. Hvor lang fronten var, og hvor modbydelige ødelæggelserne og armoden i de østlige områder var. Og hvor trivielt det hele var. Hvor hverdagsagtigt, hvor deprimerende simpel og afstumpet russernes terror er. Hospitaler, huse, restauranter, markeder, legepladser, og skoler bombet, så der intet liv var tilbage. Ja, selv atomkraftværkerne, dæmningerne, kraftværker og civil infrastruktur bomber de. Hele landsbyer pulveriseret. Huse uden tag, hele højhuse uden et vindue tilbage, murbrokker og forvredet metal over alt. Bombede broer og veje, fabrikker som sorte skeletter. Skyttegrave over det hele.

Da jeg kom frem til Kramatorsk, en kæmpe provinsby i Donetsk, som var næsten fuldstændig forladt af civile, gik jeg en lang tur rundt i byen. Så på øde pladser, strøg og parker. Lukkede butikker. Jeg så togstationen i Kramatorsk, som var blevet ramt af et russisk missilangreb på tusinder af ventende civile, der var på vej til at flygte fra byen i de første uger af krigen i 2022. Den internationale offentlighed

var chokeret over krigsforbrydelsen, og fordømte Rusland over en bred kam. FN var i oprør. Det er kun to år siden. Nu er FN nærmest i opløsning, og der er ikke længere nogen, der løfter et øjenbryn ved nyheden om russiske krigsforbrydelser. Kramatorsk-angrebet gav en bitter forsmag på den skæbne, der ventede dem, der var på russernes vej, og på hvad der venter vores internationale, lovbaserede institutioner, hvis de får lov at fortsætte.

”Vi skal blive endnu mere konkret aktive for dét, vi tror på — og vi skal engagere os i noget, som vi kan se virker og gerne acceptere, at handling er vigtigere end ord nogen gange.”

Veteran. Aflevering af forsyninger : Veteran fra kampene omkring Zaporizjzja tager imod vores transport.

Øverst: Ria Pizza — De dræbte fra angrebet mindes på et lille alter.

Nederst: Grænseblokade. 100 timers kø ved grænsen mellem Polen og Ukraine. Utilfredse polskeultranationalistiske landmænd blokerer trafikken over grænsen. De er tilhængere af det russiskstøttede Konføderale højrefløjsparti.

Dokumentation af krigsforbrydelser

Og så stod jeg pludselig foran RiaPizza. Et mareridt af forvredet stål, murbrokker, glasskår og kollapsede tagkonstruktioner. I midten: et gigantisk krater ned i jorden, hvor det russiske missil ramte den populære restaurant midt i aftensmaden den 27. juni 2023. Et improviseret mindealter med blomster viser fotografierne af de 13 mennesker, der blev dræbt. Raseriets tårer presser sig på, mens jeg går iblandt ruinerne. Victoria Amelina, som var en af Ukraines kendteste forfattere, sad og spiste, da missilet ramte, og hun døde fire dage efter af massive hovedlæsioner. Amelina vidste godt, at ukrainske kunstnere og forfattere som hende stod på listen over dem, der skulle elimineres, når invasionen kom, men hun valgte at bruge sin faglighed som forfatter til at dokumentere og beskrive de russiske krigsforbrydelser imod civile i de besatte områder i øst — heriblandt mordene på forfattere og intellektuelle. Disse optegnelser og informationer vil blive brugt som dokumentation i eftertidens opgør med russernes krigsforbrydelser. Hun var en kunstner, som viser os andre vejen når vi tøvende famler efter måder at bruge vores kunnen. Hun havde mod, engagement, og hun satte noget på spil.

Det var utroligt bekræftende at aflevere forsyningerne til soldaterne og se deres dybfølte taknemmelighed over visheden om, at der var international solidaritet med deres kamp, og at nogen ville støtte dem. Samtalerne med de soldater, vi mødte, viste hvor store ofre, ressourcer og mod det krævede af dem at sætte sig op mod overmagten. Selv om de var bange for, at det måske var en kamp, de ville tabe, var der intet alternativ til at kæmpe imod. På en eller anden absurd måde var det en lykkelig kamp. For man vidste udmærket, hvad russerne vil gøre, hvis de trængte længere ind i Ukraine. De vil deportere, terrorisere, dræbe og torturere civile. Fjerne elite og intelligentsia der kan føre Ukraines kultur videre i fremtiden. Sende hundredtusinder til ’genopdragelse’ i Rusland og erstatte dem med etniske russere. Ethvert spor af Ukraines kultur og sprog vil blive udslettet, kunstgenstande stjålet og museer ødelagt. Alle ressourcer og alt land vil blive røvet. Lige som det skete for tatarerne, folket

fra Krim-halvøen, som ikke længere har så meget som en krumme af deres historie eller kultur tilbage, fordi det er blevet udryddet af Rusland.

I Ukraine arbejder civilsamfundet tæt sammen med militæret om at støtte og forsyne det med så meget som muligt. Selv om den centrale regeringsmagt styrer slagets gang, er det langtfra nok og der er en mere eller mindre anarkistisk, flad netværkssstruktur, der omfatter hele samfundet (og en kæmpe international græsrodsbevægelse), og det gav mig et stort håb at se, hvilken kraft der kan mobiliseres fra befolkningen. Frivillige læger, sygeplejersker, ambulanceførere og almindelige mennesker brugte al deres tid og kræfter på at hjælpe med at organisere forsyninger og fremstilling af udstyr, uniformer, madvarer, medicin og livsvigtigt PPE (personal protection equipment) til soldaterne.

Da turen var afsluttet, og jeg var hjemme igen, tænkte jeg på, hvad vi kunstnere egentlig har på spil, eller rettere, er villige til at sætte på spil. Er der nok af os, der hæver stemmen, går i dialog med politikere, engagerer os i konkret arbejde? Nogle gange kunne man godt tro at det bare er business as usual i det danske kunstliv. Tror vi, at vi ikke er en del af verden, at vi ikke bliver ramt?

Passivitet er også en handling

Heldigvis er der med jævne mellemrum i kunstens verden nogle dominerende diskussioner, som bliver grundigt behandlet og får bred opmærksomhed, for eksempel identitetspolitik og dekolonisering. Det er både godt og vigtigt, og for tiden er også den ulykkelige konflikt i Gaza et fokuspunkt for mange, der giver udtryk for vrede og frustration over især Israels rolle.

Men jeg kunne også godt ønske, at andre emner kom mere frem i diskussioner og handling. Ukraine-krigen er et af dem. Dén krig virker det som om, vi er berøringsangste overfor, selvom den i min optik er temmelig sorthvid og tydelig at tolke som et emne, der burde vedkomme os direkte.

Der er jo ingen, der bryder sig om krig. Mange af vi kunstnere er pacifister, befinder os på venstresiden af det politiske spektrum og har en dyb aversion imod krig og vold. Vold

er et uacceptabelt sprog for os. Så vi lader krigen glide forbi os, som vandet i en flod, og håber på, at den aldrig kommer tilbage.

Men som vi efterhånden burde vide, er passivitet også en handling — til fordel for modstanderen. Jeg tror, at kunstnere er bange for, at vores kunst på en eller anden måde skulle blive tilsmudset, hvis den bliver ”spændt for en sags tjeneste”. Det er selvfølgelig fair at være modstander af, at kunsten blot bliver et passivt instrument. Men forhåbentlig vælger vi selv aktivt i hvilke sammenhænge, den kan tjene et formål.

Og da særlige tider kræver særlige løsninger kan det være, at vi slet ikke skal lave den samme kunst, som vi plejer og kender. Måske er det mere effektivt, hvis vi lægger en større del af vores arbejde, kunnen og kreativitet i konkret politisk og humanitær aktivisme. Jeg tror, vi skal se det som aktiviteter, der giver vores personlige kunst kraft og tyngde. Og heldigvis er der rigtig gode eksempler på dette, som for eksempel Kunstnere Ser Grønt.

Selv hvis vi ikke ønsker, at selve kunsten skal agere trækhest for en politisk aktion, har vi kunstnere masser at byde ind med, som rækker udover vores kunstværker. Vi kan bruge vores humanisme, vores reflektion, fantasi og intuition til at navigere i en kompleks politisk virkelighed med empati og uden ekstremisme og had. I Danmark har vi en stærk tradition for foreninger og frivillighed, og vi kunstnere kan gå med i de netværk og styrke dem. Samtidig vil vi møde en masse andre mennesker, som vi normalt ikke træffer i kunstens boble. Folk med andre politiske ståsteder end vi har — folk med helt anden baggrund, og mange man ikke er enige med. Det er alt sammen godt for demokratiet.

”Nogle gange kunne man godt tro at det bare er business as usual i det danske kunstliv. Tror vi, at vi ikke er en del af verden, at vi ikke bliver ramt?

Vi skal blive endnu mere konkret aktive for dét, vi tror på — og vi skal engagere os i noget, som vi kan se virker og gerne acceptere, at handling er vigtigere end ord nogen gange. Om vi kaster os ind i klimakampen, frihed for et land og et folk, eller om det er modstand imod højredrejningen, vil der altid være rigeligt arbejde at gøre. Og det haster.

NYT MEDLEM

Performancen ”Bagsiden af mine øjne banker på, de grønne frø vi har plantet i vores drømme” den 8. marts 2024 på Overgaden, i The False Rose of Jericho, en duo-udstilling med Apolonia Sokol. FOTO Rita Blue

Zahna Siham Benamor

Billedkunstnernes Forbund får heldigvis hele tiden mange nye medlemmer. På denne plads præsenterer Billedkunstneren et af dem. Denne gang møder vi:

The False Rose of Jericho, 2024. Overgaden. FOTO David Stjernholm

Hvor kommer du fra?

Jeg er født i København, og vokset op på Borgbjergsvej i Sydhavnen, et historisk arbejderklassekvarter (BIG UP til Anker Jørgensen!), i en algerisk familie og med en fransk skolegang på Lycée Prince Henri på Frederiksberg. I København bor dem, jeg elsker, og selvom jeg er også flyttet/flygtet i perioder til Algeriet og Frankrig, som også er hjem for mig, så kan jeg virkelig spejle mig i de her ord fra den egyptiske forfatter Naguib Mahfouz: ”Homeisnotwhereyouareborn,homeiswhereallyour attempts to escape cease.” Herfra har jeg bare lige det mindre lyst til at flygte, så her har jeg hjemme.

Hvor har du taget din uddannelse?

Jeg har en bachelor fra Københavns Universitet i Fransk litteratur og sprog, og en kandidat fra Roskilde Universitet i Socialvidenskab og Kultur- og Sprogmødestudier. I den forbindelse studerede jeg også i Paris og arbejdede for DIGNITY og KVINFO med udviklingen af deres program i Mellemøsten. Min valg af studie, og de retninger det afstak professionelt i den tid, var i høj grad defineret af en søgen efter at forstå, hvem jeg var i denne store verden sideløbende med, at den har dannet mig i at prøve at forstå den samme verden. Samtidig har jeg skrevet poesi, som på en måde befinder sig i et krydsfelt af interesse for litteratur, humanistisk og socialvidenskabelig tænkning, og det personligt erfarede. Jeg har de seneste år arbejdet mere hands on med socialt arbejde blandt andet som tilsynsfører for Mændenes Hjem, fordi jeg vil være mere tæt på de mennesker, jeg hjælper.

Hvordan vil du beskrive din praksis?

Min kunstneriske praksis er dannet i litteraturen, og især fransk litteratur. I en ungdoms besættelse af Albert Camus, fordi han var den første forfatter, jeg læste, der både beskrev noget, jeg kunne spejle mig i, nemlig fremmedgørelse, og fordi han var den første, jeg læste, der beskrev et land, jeg elskede, Algeriet. Og ikke kun beskrev Algeriet, men beskrev det på den mest poetiske, længselsfulde, komplicerede og drømmende facon, som var som at læse om alle mine egne følelser og oplevelser af mit ophavsland. Her lærte jeg, at fremmedgørelse og kærlighed kan eksistere på samme tid, hvilket var meget åbenbarende og rørende, når man har en væren i verden, der er karakteriseret af savn og brist. Det er en etisk rettesnor i min kunstneriske praksis, at det er et almenmenneskeligt vilkår at være splittet, at stå ved skrænten.

Og så er jeg migreret ud af bøgerne, og har givet det en krop in real time som performancekunstner. Her beskæftiger jeg mig med den hybriditet og rodløshed i et kunstnerisk, tværdisciplinært spændingsfelt, der mixer lyd, poesi og performance, og anvender fremmedgørelse og diktering til at understrege et nutidigt kritisk billede af magtstrukturer, kolonialisme og dens efterslæb.

Mine fortællinger er i høj grad defineret af en sammenfletning af forskellige sprog, stemmer og erfaringer. I min performance ”Bagsidenafmineøjnebankerpå.Degrønnefrø jegharplantetiminedrømme” hopper jeg mellem det selverfarede, minder om barndom, seksualitet og sorg, samt politiske ideer funderet i afrofuturisme og klimakritik for at få genoprettet en retfærdighed for de undertrykte og skabe en utopi om en postkapitalistisk verden, hvor alle er fri.

Hvorfor har du meldt dig ind i

Billedkunstnernes forbund?

I total begejstring for at få lov til at tilhøre dette fællesskab, som er en ny ting for mig. Da jeg har baggrund i den akademiske verden, og hovedsageligt med litteraturen som privat kunstnerisk værktøj i mange år, er min tilkomst til billedkunstnerens verden spæd. Den føles privilegeret og meget porøs på samme tid. Da jeg meldte mig ind, og fik bladet med posten, sad jeg i stuen og skøjtede efter mit navn i listen over nye medlemmer. Jeg synes, at det er et privilegie at være med i et organiseret fællesskab af kolleger og i et forbund, der stiller ressourcer og støtte til rådighed for at hjælpe en på vej i sin kunstneriske praksis. Jeg har derfor også meldt mig som samtalepartner i BKF’s ateliersamtaler, og ser frem til selv at bidrage med viden og erfaring til mine kolleger.

Fernisering på The False Rose of Jericho, 2024. Overgaden. FOTO Christian Brems

BKF KURSER

STUDIEKREDS FOR KUNST I OFFENTLIGE RUM

TID 9. september, 23. september, 7. oktober, 21. oktober, 4. november og 18. november

2024 i tidsrummet kl. 14.30-16.30

STED Fabrikken for Kunst og Design, København Bliv en del af et samtaleforum for professionelle kunstnere, som ønsker at vide mere om, og diskutere emner relateret til, den kunstneriske arbejdsproces indenfor kunst i offentlige rum.  Et fagligt forum, hvor vi deler og opbygger viden om arbejdsmetoder gennem diskussioner, refleksioner og oplæg fra relevante kunstfaglige gæster. Kurset udbydes i samarbejde med Fabrikken for Kunst og Design.

UNDERVISER Carina Zunino / Zunino

Ignestam Studio

EGENBETALING 600,- kr. Tilmelding via MobilePay 28297. Husk at notere din mail ved tilmelding

TILMELDINGSFRIST 9. august (max. 20 tilmeldte)

I’M AN ARCHIVE

TID 11. september, 9. oktober, 20. november (studiekreds), 4. december 2024, 15. januar, 5. februar 2025 (studiekreds), kl. 15.00 -17.00

STED København

HEIRLOOM — center for art and archives og Billedkunstnernes Forbund inviterer til en arrangementsrække, der tilbyder perspektiver på, hvordan billedkunstnere kan tilgå og arbejde med deres eget kunstneriske arkiv. Hensigten er at styrke kunstnernes bevidsthed om deres samlede arbejde ud fra ophavsretslige, juridiske, konserveringsmæssige og kunstneriske perspektiver og inputs. Kurset består af fire workshops og to studiekredse.

OPLÆGSHOLDER Johanne Løgstrup og Stine Hebert samt en række gæsteoplægsholdere

EGENBETALING 100 kr. pr. gang. Ved tilmelding til alle seks mødegange betales samlet 500 kr. inkl. en let forplejning + Billetto-gebyr

TILMELDINGSFRIST 5. august 2024

Der muligt at tilmelde sig fra gang til gang, men også at tilmelde sig til alle arrangementer samlet. Ved tilmelding bedes du sende et par linjer om, hvad du håber at få ud af at deltage i arrangementsrækken på kmfp@bkf.dk.

DEL DIN KUNSTFAGLIGHED MED BØRN

TID 2., 9., 23. oktober 2024, undervisningsforløb á to timer i uge 45 og 13. november kl.

10.00-16.00

STED København

Hvordan udvikler og gennemfører du et godt undervisningsforløb med udgangspunkt i din egen praksis? BKF udbyder i samarbejde med billedkunstner Berit Nørgaard og Gasværksvejens Skole et praksis-orienteret kursus for billedkunstnere, der ønsker at få mere viden om og erfaring med workshops for børn i indskolingsalderen. Kurset er for dig med kun lidt eller ingen erfaring med undervisning af børn. På kurset får du brugbare input, der skal bruges til udvikling af en workshop for børn i indskolingsalderen. Forløbet er udviklet med henblik på at give dig flere redskaber, hvis du fremadrettet ønsker at søge f.eks. et huskunstnerforløb.

På kurset får du både afprøvet dine kunstneriske ideer i forhold til en konkret målgruppe samt viden du kan bruge fremadrettet i udviklingen af kommende undervisningsforløb.

Du præsenteres for en række cases af billedkunstnere med undervisningserfaring, og får indføring i forskellige teoretiske (kunst)pædagogiske positioner. Som en del af kurset

udvikler og realiserer alle kursister desuden en workshop på 2 timer. Denne afprøves på Gasværksvejens skoles 1.-3. klassetrin i uge 45, 2024. I løbet af hele kurset vil der være mulighed for sparring — både i grupper og individuel vejledning. Det afsluttes med en evaluering.

UNDERVISER Berit Nørgaard + gæsteundervisere

EGENBETALING 800 kr. inkl. Forplejning + Billetto-gebyr

TILMEDLINGSFRIST 12. august 2024

KUNSTKONSULENTER FOR KUNST

I DET OFFENTLIGE RUM

— PROJEKTLEDELSE FOR KUNSTNERE

TID 26. oktober, 2. november, 16. november, 23. november 2024, alle dage kl. 10.30-16.30

STED København

Arbejder du med udsmykningsopgaver eller facilitering af processer hvor der bruges kunstnere? Så er dette kursus i projektledelse og rådgiverrollen måske noget for dig. Arbejder du som kunstkonsulent eller overvejer du det, kan kurset tilmed give dig en bedre forståelse for de sammenhænge, du arbejder i. På kurset får du styrket dine projektlederevner som kunstner og bliver mere bevidst om dine kompetencer og rolle som kunstkonsulent eller rådgiver. Vi skal også arbejde med, hvordan du kan lede dig selv og dine egne ressourcer samt se på, hvordan du kan arbejde med at oprette partnerskaber, og hvad partnerskaber egentlig er. Kurset er tilrettelagt som en vekselvirkning mellem faglige oplæg, dialogbaserede øvelser og selvstændigt arbejde. Der arbejdes casebaseret og med konkrete værktøjer således, at den enkelte opnår ny viden, inspiration og bedre indsigt i processerne og aktørerne i offentlig kunst og udsmykningsopgaver.

UNDERVISER Camilla Hedegaard Møller, Christina Prip + gæsteundervisere EGENBETALING 800 kr. inkl. Forplejning + Billetto-gebyr TILMELDINGSFRIST 16. september 2024

TILMELDING

Skriftligt via mail på kmfp@bkf.dk. Kurserne gennemføres ikke ved for få tilmeldinger.

HAR DU FORSLAG TIL KURSER? Kontakt BKF’s kursus- og projektleder, Karen Mette Fog Pedersen, på kmfp@bkf.dk

KARRIERE-TJEK

TID 31. oktober 2024, i tidsrummet kl. 9.30-15.30

STED København

Få sparring på din kunstneriske forretning med identifikation af, hvor du kan sætte ind og arbejde videre med at få et bæredygtigt arbejdsliv. Med udgangspunkt i din aktuelle problemstilling kan vi komme omkring og opstille en kort handleplan inden for emner som kompetencer, ydelser, finansiering, målgrupper, budskaber, website, SoMe og kommunikation. Ved tilmelding bedes du sende et par linjer om din konkrete problemstilling og hvis der er et område, du særligt gerne vil fokusere på.

UNDERVISER Helene Øllgaard

EGENBETALING 200 kr. + Billetto gebyr

TILMELDINGSFRIST 25. september 2024

ATELIERSAMTALER

— ET NYT PANEL AF KUNSTFAGLIGE KOLLEGAER STÅR KLAR!

Mere end 30 udvalgte billedkunstnere, kuratorer og kunstformidlere står klar som sparringspartnere til din næste ateliersamtale. I ateliersamtalerne er det kunsten, udstillingen og værket, der er i centrum. Ateliersamtalerne kan bruges i forbindelse med en kommende udstilling eller et projekt. Du bestemmer selv, hvor i processen du vil have sparring — det kan være til afprøvning af de første idéer, midt i processen eller i installations- og ophængningsfasen. Ateliersamtalen varer samlet 3 timer og afholdes løbende. Bemærk du kan højest have én årlig ateliersamtale. Du kan læse mere om ordningen på BKF’s hjemmeside under kurser.

Hold i øvrigt øje med kursuskalenderen på BKF’s hjemmeside, der samler alle relevante kurser for professionelle billedkunstnere fra hele branchen over hele landet.

Øvrige kursusrabataftaler kan også med fordel nævnes — alle kan findes under Kurser på bkf.dk.

F.eks. giver BKF 25% rabat til BKF-medlemmers deltagelse i kurser på Statens Værksteder for Kunst i 2024. Tilbuddet gælder de første 30 tilmeldte på kurser i 2024.

Runde fødselsdage

25

Studerende Johanne Alminde 14 - 06

Studerende Emelin Tvilling Østergaard 17- 06

Studerende Astrid Sanny Hemmingsen 24- 06

Studerende Rita Barbro Wilcke 25 - 06

Studerende Siri Anna Elisabet Hammerén 05 - 07

Studerende Thea Weis 16 - 07

Studerende Noah Holtegaard 30 - 07

Studerende Kasper Borre Andersen 17- 08

Studerende Terne Kirkegaard Ebdrup 19 - 08

BilledkunstnerKristian Jonatan Krabbe 03 - 09

Studerende Oskar Bruheim Wild 12- 09

30

Studerende Victor Malmberg Vejle 02- 06

Billedkunstner Ester Alemayehu Hatle 18- 07

Billedkunstner Helene Norup Due Kjeldsen 05 - 08

Billedkunstner Emilie Margrethe Richter 08- 08

Billedkunstner Laurits Malthe Gulløv 10 - 08

Studerende Camilla Maahr Hansen 14- 08

Billedkunstner Anna E. Dupont Hansen 23 - 08

Billedkunstner Adele Marie Rannes 15 - 09

Billedkunstner Katrine Østergaard 16 - 09

Studerende Laura Kreutzfeldt Kristensen 23 - 09

Studerende William Alexander Valentin 23 - 09

40

Billedkunstner Hannah Toticki Anbert 16 - 06

Billedkunstner Mathias Sæderup 17- 07

Billedkunstner/fotograf Rikke Ehlers Nilsson 18- 07

Billedkunstner Jens Østergaard 22- 07

Billedkunstner Egor Jaguonov 17- 08

Billedkunstner Joachim Fleinert 17- 08

Billedkunstner Anders Reventlov Larsen 31- 08

Billedkunstner Asbjørn Skou 14- 09

Billedkunstner Kristine Hellesøe Appel 18- 09

50

Billedkunstner Christian Mastrup 17- 06

Billedkunstner Külli Suitso 02- 07

Billedhugger Marie Markman 19 - 07

Billedkunstner Lise Uhrskov 10 - 08

Billedkunstner Mie Olise Kjærgaard 09 - 09

Billedkunstner Eamon O’Kane 10 - 09

Billedkunstner Lene Vidding 17- 09

60

Billedkunstner Jane M. Ostermann-Petersen 11- 06

Billedkunstner Lene Leveau 16 - 06

Billedkunstner Manisha Charl-Otte Munk 26 - 06

Billedhugger Peter Nansen Scherfig 03 - 07

Billedkunstner Line Taarnberg 06 - 08

Billedkunstner Heidi Stibæk Kaiser 06 - 08

Multikunstner Mahmoud Alibadi 06 - 08

Billedhugger Tina Maria Nielsen 21- 09

Billedkunstner Signe Guttormsen 24- 09

Maler Elin Josefina Smith 30 - 09

70

Billedhugger Jens Galschiøt 04- 06

Maler Karen Kjær Laursen 24- 06

Billedkunstner Jens Jalling 30 - 06

Billedkunstner Abbas Alkadhim 01- 07

Billedhugger/grafiker Bjørn KromannAndersen 16 - 07

Billedkunstner Steen Rasmussen 22- 08

Billedkunstner Lisbeth Nielsen Lyrstrand 06 - 09

Maler Jytte Sølvbjerg 11- 09

Grafiker Eva Nedergaard 18- 09

Billedkunstner Ole Tophøj 19 - 09

75

Billedkunstner Gunnar Nielsen 05 - 06

Maler Pia Mesterton Graae 20 - 06

Maler Roland Schneidereit 23 - 06

Billedkunstner Jan Jensen 10 - 07

Maler Jørgen Steinicke 19 - 07

Maler/grafiker Lea Boruszek 21- 07

Billedkunstner Annette Fausø 27- 07

Væver Marianne Schou Nielsen 30 - 07

Maler/grafiker Palle Rico Hjorth 02- 08

Billedkunstner Edel J. E. Hartvig Willerup 01- 09

Billedkunstner Steen Kjær Jacobsen 10 - 09

80

Billedkunstner Randi Kornerup-Bang 13 - 06

Billedhugger Ole Holgersen 20 - 06

Maler Christine Scherfig 24- 06

Keramiker/billedhugger Lisbeth Poulsen 27- 06

Maler Dag Aronson 06 - 07

Maler Jan Kiowsky 17- 07

Maler Ole Skovsmose 25 - 07

Billedkunstner Hellen Lassen 02- 08

Billedvæver Lena Bidstrup 03 - 08

Maler Merete Barker 17- 08

Maler Hans Tyrrestrup 23 - 08

Billedhugger Jørn Hansen 11- 09

Billedkunstner Cresta Simonsen 25 - 09

85

Maler Søren Birk 10 - 06

Billedkunstner Jane Balsgaard 06 - 07

Billedkunstner Tue Poulsen 20 - 07

Billedkunstner Ada Scheller 29 - 08

Billedkunstner Klaus Becker 30 - 09

90

Billedkunstner Annette Juel 12- 08

95

Maler Harald E. Jacobsen 08- 07

NYE MEDLEMMER

OG GENINDMELDELSER

Studerende Alberte Berggren Andresen

Studerende Andreas Marquart Frellesen

Grafiker/væver Annemette Heltoft

Keramiker/kunstner

Bent Skytte-Rasmussen

Studerende Camilla Lohmann

Studerende Camilla Maahr Hansen

Billedkunstner Camilla Thuv Nilsen

Samtidskunstner Charlotte Skak

Billedkunstner Christel Bach

Arkitekt Dominique Hauderowicz

Billedkunstner Emil Salto

Studerende Emma Uldum

Billedkunstner Heidi P

Billedkunstner Henriette Mørdrup

Billedkunstner Honey Biba Beckerlee

Billedkunstner Ida Schrader

Billed- og lydkunstner

Jens Bugay-Hougaard

Billedkunstner Johan August

Studerende Johan Bech Jespersen

Billedkunstner Julie Falk

Studerende Julie Dalsgaard Hvass

Fotokunstner & videokunstner

Kasper Christiansen

Billedkunstner Kristine Hellesøe Appel

Billedkunstner Kåre Frang

Studerende Laura Landbo

Billedkunstvæver Lone Christensen

Studerende Loulou Buxbom

Studentermedhjælper Magnus Nygaard

Studerende Malthe Stadsgaard

Studerende Markus Skiöld Østerud

Designer & conceptual artist

Niels Peter Flint

Billedkunstner Nirvi Marie Bennich

Studerende Peter Højlund Palluth

Studerende Sall Lam Toro

Billedkunstner Signe Emdal

Studerende Terne Kirkegaard Ebdrup

Billedkunstner Thea Sikker

Billedkunstner Yong Sun Gullach

Performancekunstner

Zahna Siham Benamor

AKTUELLE

ANSØGNINGSFRISTER

LEGATBOLIGER / RESIDENCIES

JYLLANDS-POSTENS FONDENS

LEGATBOLIG I BERLIN

Jyllands-Postens Fond stiller en atelierlejlighed i det centrale Berlin til rådighed for danske billedkunstnere og forfattere, der ønsker arbejdsro og nye udfordringer. Den moderne lejlighed kan søges for en måneds frit ophold samt tilskud til rejseomkostninger. Udgifter til forplejning står legatmodtageren selv for. Lejligheden er udlånt til og med oktober 2024. Der åbnes for ansøgninger igen i slutningen af maj 2024 for perioden november 2024 til oktober 2025.

Jyllands-Postens Fond Att. Lone Jürgensen Mediebyen 3 8000 Aarhus C jpfonden@jp.dk jpfond.dk/legatbolig

Læs mere på fondens hjemmeside.

GULDBORGSUND KUNSTPULJE

Kunstpuljen skal støtte billedkunstneriske aktiviteter i Guldborgsund Kommune og bidrage til, at kommunens borgere kan opleve den professionelt arbejdende billedkunstner via udstillinger, huskunstnerforløb, workshops, undervisningsforløb, festivaler, foredrag, kunst i det offentlige rum eller lignende. Rådet prioriterer aktiviteter, der fremmer borgernes møde med kunsten og sikrer dannelsesanledninger, understøtter børn og unges arbejde med — og indsigt i — billedkunsten og sætter fokus på billedkunstneriske forhold.

Næste ansøgningsfrist er 5. august og derefter 1. oktober.

Læs mere på forening.guldborgsund.net

LEDIGE PERIODER I TRANUM STRANDGÅRDS

KUNSTNERBOLIGER

Tranum Strandgårds Kunst og kulturcenter ligger helt unikt 300 meter fra Vesterhavet i Jammerbugten, og med 3 km til det naturskønne område ‘Lien Bakker’. Der er to kunstnerboliger, som kan bookes til særpris for BKF’s medlemmer.  Der er nogle få ledige dage i løbet af sommeren, og det meste af efteråret er ledigt.

Læs mere på tranumstrandgaard.dk

OPHOLD PÅ DET DANSKE INSTITUT I ATHEN

DIA tilbyder ophold af 1 til 3 måneders varighed med fokus på kunstnerisk fordybelse, research og udveksling. Grækenlands rige kultur og historie suppleres af en levende samtidskunstscene, og DIA hjælper aktivt med at skabe møder mellem danske stipendiater og lokale kunstnere og kunstinstitutioner.

Ansøgningsfristen for ophold til foråret 2025 (1. februar — 31. juli) er 20. september 2024.

Læs mere på instituttets hjemmeside: diathens.gr

ANSØGNINGSFRIST FOR FANØ-HUSET

OG BERLIN-LEJLIGHEDEN

Den næste frist er d. 1. september for fordeling af ophold i hele 2025. Du finder ansøgningsskemaet på vores hjemmeside.

KURSER HOS STATENS

VÆRKSTEDER FOR KUNST

Som medlem af Billedkunstnernes Forbund får du 25% rabat på et af Statens Værksteder for Kunsts kurser — tilbuddet gælder de første 10 tilmeldte.

Se hele kursusprogrammet og tilmeld dig her:  svfk.dk/kurser-paa-svk

BKF’S TILGÆNGELIGHEDSPULJE

Billedkunstnere med handicap har mulighed for at søge økonomisk støtte til værkproduktion, ansøgninger, udstillingsforberedelser mv. Med handicap menes både fysiske, kognitive, psykiske og sensoriske handikap, der skaber barrierer for, at kunstneren kan skabe, udøve og deltage ligeværdigt i kunstlivet.

Det kan f.eks. være:

• En billedkunstner med ordblindhed, der søger et mindre beløb til at kunne betale en tekstfaglig for assistance ifm. fondsansøgninger.

• En billedkunstner med funktionsnedsættelse, der søger til at kunne betale en assistents med-deltagelse på et residency eller researchrejse, fx i form af tilskud til rejse og ophold.

• En billedkunstner med handicap der søger midler til en værkstedsassistent ifm. nye værkproduktioner og udstilling.

Beløbsstørrelse: Der kan ansøges om kr. 2.000 — 10.000 pr. projekt.

Ansøgning: Send en kortfattet ansøgning på max 200 ord, der beskriver hvad der søges støtte til, samt kort hvad dit handicap

består i og om det er en lægelig diagnose. Bemærk at ansøgningen skal sendes via ansøgningsskema på BKF’s hjemmeside: bkf.dk

Ansøgningsfrist: Næste ansøgningsfrist er 1. september og herefter 4. gange årligt; 1/12, 1/3 og 1/6

BKF KULTURELLE MIDLER

Udvalget yder støtte til følgende formål:

• Styrkelse af billedkunstnernes juridiske og økonomiske rettigheder

• Advokat- og revisorbistand i sager der fagligt vedrører billedkunstnere

• Støtte til aktiviteter der fremmer billedkunstneriske ophavsrettigheder nationalt og internationalt (f.eks. høringsmøder, konferencer, pjecer, information om Copydans ophavsretslige arbejde etc.)

• Støtte til faglige og uddannelsesmæssige formål, som vedrører flere billedkunstnere

• Støtte til sociale og kulturelle formål, som vedrører billedkunstnere

• Tiltag der fremmer og tilgodeser aktiviteter, hvori rettighedshavere er engageret og som efter fondens skøn, bør modtage støtte.

NB! Der ydes ikke støtte til almindelig udstillingsvirksomhed eller individuelle uddannelsesformål, herunder studieophold og rejselegater. Udvalget anvender ikke ansøgningsskemaer, men ansøgninger på max 4 sider skal indeholde:

• En begrundelse for ansøgningen

• Et budget for både indtægter og udgifter (finansieringsplan)

• Andre relevante oplysninger og eventuelle bilag

Ansøgninger behandles på to årlige møder. Kommende ansøgningsfrist er 1. september. Ansøgninger sendes til bkf@bkf.dk.

Vingårdstræde 21, 1.th. 1070 København K Tlf. 33 12 81 70 bkf.dk

STATENS KUNSTFOND

20. JUNI

Kunst i det offentlige rum: skitse til kunstopgave

Kunst i det offentlige rum: realisering af kunstopgave

Kunst i det offentlige rum: kunststrategi

Kunst i det offentlige rum: samarbejdsprojekt

15. AUGUST

Kunstkritik, viden og debat Børn og unges møde med billedkunst

2. SEPTEMBER

Karriereprogram: den unge kunstneriske elite

LØBENDE BEHANDLING:

Danske galleriers deltagelse på internationale kunstmesser

Mere info på kunst.dk/for-ansoegere/soegtilskud eller kontakt Slots- og Kulturstyrelsen (Billedkunstenheden) på tlf. 33 95 42 00.

NORDISK KULTURKONTAKT

12. SEPTEMBER

Kultur- og kunstprogrammet

2. SEPTEMBER

Kortvarig netværksstøtte

28. SEPTEMBER

Mobilitetsstøtte

Mere info på nordiskkulturkontakt.org eller kontakt Nordisk Kulturkontakt på: program@nordiskkulturkontakt.org.

LEGATER OG FONDE

BKF’s medlemmer kan gratis rekvi rere forbundets liste over legater og fonde ved at skrive til → stud@bkf.dk

ABONNÉR PÅ OPSLAGSTAVLEN

Opslagstavlen er en af de allermest besøgte sider på bkf.dk. Nu kan du — som mange allerede har opdaget — tegne abonnement på siden og hver fredag få tilsendt en mail om de nyeste opslag inden for open calls, events, residencies, jobopslag, atelierpladser og meget mere. Du skriver dig op på bkf.dk/opslagstavlen

OPDATERET LISTE OVER KUNSTFORENINGER

BKF har opdateret listen over kunstforeninger i hele landet. Bemærk venligst at listen herfra opdateres ved tilbagemeldinger fra medlemmer. Medlemmer kan skrive til bkf@bkf.dk med deres medlemsnummer for at få listen og må meget gerne skrive tilbage ift. opdateringer af listen.

FÅ 20% RABAT PÅ ÅRETS FOTOFESTIVAL I KØBENHAVN

Kom og oplev årets fotofestival i København — og få 20% rabat på en partout billet til dig og en ledsager. Festivalpladsen forløber fra 6. til 16. juni på Refshaleøen og er skabt sammen med museer, gallerier og kunsthaller over hele København. Din unikke rabatkode, som du skal indtaste ved køb af billet, er BKF-24

Læs mere og køb din billet på: copenhagenphotofestival.com

NYE RABATAFTALER TIL KUNSTARTIKLER

BKF har netop indgået et par nye samarbejder med forhandlere af kunstnerartikler. For flere aftaler er det nu muligt også at bruge rabatten ved køb online. Se rabataftalerne på bkf.dk under “Medlemsfordele”.

SOMMERFERIE I BKF’S SEKRETARIAT

Kontoret i Vingårdstræde holder lukket fra den 1. juli til den 5. august. Vi ønsker alle en god sommer!

BKF’S BESTYRELSE 2024

FORPERSON/BILLEDKUNSTNER Marie Thams

NÆSTFORPERSON/BILLEDKUNSTNER Jóhan Martin Christiansen

BILLEDKUNSTNER Mette Kit Jensen

STUDERENDE Agnes Schyberg

BILLEDKUNSTNER Ditte Lyngkær Pedersen

BILLEDKUNSTNER Anette Højlund

BILLEDKUNSTNER Morten Modin

BILLEDKUNSTNER Søren Thilo Funder

BILLEDKUNSTNER Troels Aagaard

BKF’S REGIONER 2024 KONTAKTPERSONER

BORNHOLM/BILLEDKUNSTNER Anne Sofie Meldgaard

FYN/BILLEDKUNSTNER Lone Vivian Petersen

KØBENHAVN/BILLEDKUNSTNER Lise Seier Petersen

MIDTJYLLAND/BILLEDKUNSTNER Mette Skriver

MIDT- OG VESTSJÆLLLAND

NORDJYLLAND/ BILLEDKUNSTNER OG FOTOGRAF Rikke Ehlers Nilsson

NORDSJÆLLAND/BILLEDKUNSTNER Gert Brask

STORSTRØM/INSTALLATIONS- OG BILLEDKUNSTNER Parul Modha

SYDJYLLAND/MALER Nils Vollertsen

REDAKTØR

Steen Bruun Jensen sbj@bkf.dk

BKF’S REDAKTIONSUDVALG

Marie Thams Mette Kit Jensen Søren Thilo Funder Anette Højlund

DEADLINE

Billedkunstneren nr. 3 2024 7. august

ANNONCER

Billedkunstnernes Forbund

ABONNEMENT

300 kr. for 4 årlige udgivelser ISSN 1902-3618 ISSM elektronisk publikation TL901-7596

TRYK

BUCHS A/S

DESIGN OG LAYOUT Mai Boline Bjerre og Laura Silke

UDGIVER

Billedkunstnernes Forbund (BKF) Vingårdsstræde 21, 1 th. 1070 København K. T 33 12 81 70 Åbent man-tors kl. 10-15

SEKRETARIATSLEDER Klaus Pedersen

KOORDINATOR

Annarosa Krøyer Holm (på barsel)

KOMMUNIKATIONSANSVARLIG

Steen Bruun Jensen

KURSUS- OG PROJEKTLEDER Karen Mette Fog Pedersen

REGNSKAB Michael Skands

STUDENTERMEDHJÆLPERE Maria Bendixen, Augusta Carøe og Clara Sidor

AFSENDER

Billedkunstnernes Forbund

Vingårdstræde 21, 1.th.

1070 København K

ID-NR. 46798