min bog
Drengen der ville tælle stjernerne
Genfortalt af Louise Langhoff Koch
Illustreret af Birgitte Ahlmann
© 2024 Det Danske Bibelselskab, forfatteren og illustratoren
Omslag og satsprincip: Alette Bertelsen, aletteb.dk med illustration af Birgitte Ahlmann
Tilrettelægning: Inge Rand grafisk design
Tryk og indbinding: Balto Press, Litauen Sat med Lino Letter og trykt på 150g Munken Polar Rough FSC
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.
1. udgave, 1. oplag 2024
ISBN 978-87-7232-317-6
Bibelselskabets Forlag
Frederiksborggade 50 1360 København K www.bibelselskabet.dk
indhold
Historien om barnet i sivkurven
N år et lille barn bliver født, plejer det at ligge hos sin mor. Men en gang imellem finder man et barn, der ligger helt alene uden nogen til at passe på sig. Så må andre tage sig af barnet. Det kalder man et hittebarn. Nu skal du høre om det mærkeligste hittebarn, der nogensinde er fundet.
Det er længe siden, mere end hundrede, ja mere end tusinde år siden. Det var langt herfra i landet Egypten. Dengang fløj storken også til Egypten om vinteren og gik rundt ved Nilens bredder og vadede med sine lange røde ben mellem rør og siv. Men en dag spredte storken sine vinger og fløj op af sivene, for der var nogen, der kom og forstyrrede.
Det var prinsessen og hendes tjenestepiger, der var på vej ned til floden for at bade. I Egypten kaldtes kongen Farao, og det var Faraos datter, der kom gående langs Nilen, da hun pludselig fik øje på noget.
– Hvad er dog det? udbrød prinsessen og pegede på en kurv, der lå og vuggede mellem sivene i vandkanten. – Den ser da mærkelig ud.
En tjenestepige hankede op i skørterne og vadede ud i vandet, og snart kom hun tilbage med en sivkurv med låg på. Den var ikke så tung, men da de lettede på låget, så de til deres overraskelse en lille dreng, der lå og sov. I samme øjeblik de bøjede sig over ham, slog han øjnene op og begyndte at græde.
– Det er en lille hebræerdreng, sagde Faraos datter, – et af israelitternes børn.
Den lille dreng kiggede hende lige ind i øjnene, og aldrig havde hun set så dejligt et barn med så klart et blik. Og hun tænkte, at han sikkert havde brug for hjælp.
– Han skal være min dreng, sagde prinsessen, – for det er mig, der har fundet ham. Og han skal hedde Moses, for det betyder hittebarn.
Men han er sulten, så først må vi finde nogen, der kan amme ham.
I det samme kom en pige løbende hen til dem. Hun nejede kort for prinsessen og sagde:
– Jeg kan finde en, der kan give ham mad! Hurtigt var hun væk igen, men kom kort efter tilbage med en høj og rank kvinde, der havde store klare øjne – præcis som den lille dreng.
Faraos datter lagde drengen i kvindens arme: – Tag ham med hjem og giv ham mad og pas godt på ham, så skal jeg nok give dig en god løn. For han skal være min dreng, og når han bliver stor, skal han bo hos mig på slottet.
Den fremmede kvinde lagde den lille Moses til brystet og ammede ham, og bagefter gik hun hjem med ham.
Så snart kvinden kom hjem til sit hus, lagde hun barnet i en vugge, der stod klar. Drengen faldt omgående i søvn, mæt og tryg, men kvinden
faldt ned på knæ ved vuggen og foldede hænderne.
– Jeg takker dig, Gud!
Og så græd hun af glæde og lettelse.
For nu skal du bare høre. Den kvinde var ingen anden end den lille Moses’ rigtige mor. Og vuggen var den lille drengs egen vugge. Hans mor havde holdt ham skjult, lige siden han blev født tre måneder tidligere, og hun havde dækket ham til og hængt tæpper for vinduerne for at gemme ham for Faraos soldater. Det var hun nødt til, for Farao havde
lavet en grusom lov. Sagen var den, at Farao syntes, der var alt for mange israelitter i landet, så han havde bestemt, at fra nu af skulle alle deres
nyfødte drenge smides i Nilen. Derfor gik soldaterne rundt og spredte
skræk og rædsel og hamrede på dørene hos israelitterne med knyttede
næver for at se, om de gemte nyfødte drenge derinde. De små piger var de ligeglade med, men drengene blev revet fra deres grædende mødre og smidt i floden. Det var en meget sørgelig tid.
Moses’ mor havde passet godt på sin lille dreng og holdt ham skjult for soldaterne, men hun turde ikke beholde ham, for hun vidste, at før eller siden ville han blive opdaget. Derfor havde hun en dag taget en kurv og malet den med tjære både indvendig og udvendig, så vandet ikke kunne trænge ind. Og så havde hun ammet den lille dreng, så han ikke var sulten, og lagt ham ned i kurven. Da han var faldet i søvn, bar hun kurven ned til floden og satte den ud, mens hun bad en stille bøn:
'Kære Gud, hold øje med min lille søn og pas godt på ham!'
Hun så kurven flyde ud mellem sivene, hvor den blev vugget blidt af bølgerne. Så vendte hun sig om og gik grædende hjem. Men Miriam, hendes datter og Moses' storesøster, holdt vagt ved floden og så, hvad der siden skete. Og Miriam så, hvordan Faraos datter og hendes piger fandt kurven, og hun skyndte sig at løbe hen til dem og spørge, om hun da ikke skulle finde en kvinde, der kunne amme den lille. Og kvinden blev hentet, og det var jo Moses' egen mor.
Alt det vidste prinsessen ikke. Hun vidste bare, at hun havde fundet et hittebarn. Men hun kunne godt se, at det var en hebræerdreng, og så vidste hun jo også godt, at han skulle smides i Nilen. Men prinsessen gik direkte til sin far og bad, om ikke nok den lille Moses kunne få lov at leve, for hun havde jo selv fundet ham og ville så gerne beholde ham. Først rynkede Farao brynene, men hans datter klappede ham på kinden, og til sidst fik hun sin vilje. Derfor fik soldaterne besked på ikke at røre Moses, for han skulle være prinsessens egen dreng.
Oppe på slottet syntes de, at små børn var besværlige, så Moses fik lov til at blive hos sin mor det ene år efter det andet. Hun lærte ham at gå, og hun lærte ham at tale, og hun fortalte ham historier.
En dag, mens hun sad og syede, og Moses legede foran huset, spurgte han:
– Mor, hvem er det egentlig, du snakker med, når du siger Gud?
Da lagde hans mor sit sytøj i skødet og begyndte at fortælle ham om Gud, der havde skabt både himlen og jorden. Men allerførst fortalte hun, at det var Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, hun bad til, og at Abraham, Isak og Jakob var deres forfædre.
Moses så op i himlen og tænkte sig om, og så bad han hende om at fortælle mere om dem alle sammen.
Så begyndte Moses’ mor at fortælle. Og den allerførste historie var den om den gode Gud, der skabte himlen og jorden.
det gamle testamente er fuld af dramatiske historier og gode fortællinger lige til at læse højt for hele familien. Hør om drengen David, der var endnu stærkere end kæmpen Goliat, om Josef, der blev drillet af sine brødre, men endte med at redde deres liv, om den lille Moses, der var et hittebarn, men som blev fundet af en prinsesse, og om Rebekka, der kom ridende på en hvid kamel.
Og kom med til verdens skabelse og den store oversvømmelse, og hør om Egyptens ti plager og havet, der delte sig i to.
Alt det og meget mere kan du læse om i denne samling, hvor historierne er gendigtet og nyfortolket efter Morten Pontoppidans klassiske Bibelske historier fortalt for børn.
illustreret af birgitte ahlmann Alder: 4-10 år