Ramt af lyset (uddrag) by Bibelselskabet

MARIA HELLEBERG Ramt af lyset

HPesach

EN ROMAN OVER PAULUS’ LIV

VER MORGEN, NÅR han vågnede, lå han et øjeblik og vænnede sig til sit nye liv. Lyttede til verden udenfor, mærkede efter og indåndede duftene i dybe drag. Han var i Jerusalem, kun få minutters gang fra templet, hvor han tjente ypperstepræsten Kajfas.

Byen var rolig, men duftene fra lammeflokke og åben ild blandede sig med morgenens kulde. Højtiden pesach nærmede sig – den store fest, der fejrede forårets komme og mindet om jødernes udvandring fra Egypten. Pesach plejede at være kølig, men ikke i år. Saul glædede sig til festen, der altid varede mange dage med en by fuld af mennesker. Højtidelighed og gæstfrihed og taknemmelighed. I år ville han grundlægge sin karriere.

Et særlig ekstatisk følge af pilgrimme var åbenbart nået frem til Jerusalem og bevægede sig nu syngende gennem gaderne og forbi hans vindue, sikkert bevæbnet med grene, som de havde knækket af

palmer. Lyden derudefra irriterede ham, men det var kun pesach én gang om året, og man måtte være overbærende. Det havde ypperstepræsten Kajfas også selv sagt til ham. For pilgrimmene var pesach ligefrem årets højdepunkt.

I netop dette øjeblik gik det for alvor op for ham: Jeg er præcis, hvor jeg ønsker at være. Alle derhjemme er stolte af mig. Jeg er stolt af mig selv, jeg har klaret mig godt.

Hans far mente ikke, at der var nogen grænser for, hvad hans søn kunne blive.

– Du kan sagtens blive ypperstepræst, havde faderen sagt, da de skiltes, fordi han skulle rejse til Jerusalem. – Husk det nu. Du er jøde, du er fra Tarsus, den rige hovedstad i Kilikien og det vigtigste centrum for både kultur og handel. Det skal du være stolt af! Og så er du romersk borger. Du vil kunne forlige de stridende parter. Du vil bringe fred til jøderne. Du er klog og hurtig, og du er ikke bange for at sige din mening. Hold fast i det, så kan intet rokke dig.

Saul vidste dog, at det ikke var alt, han foretog sig, hans far ville billige. Hans far var den største teltmager i Kilikien, han eksporterede til det meste af Romerriget, og han var stolt af sit held, sin velstand, sin position. Nu havde han tilmed en søn, som gjorde karriere i Jerusalem.

Far gik vel ud fra, at han hver aften sad sammen med de lærde herrer og diskuterede loven. Det gjorde han også indimellem, men han kunne nå meget mere end det. Han plejede og dyrkede sin krop, for han var ung, og han ville være stærk. Han ville være alt det, folk sagde om ham.

Så på de dage, hvor han havde tid, gik han til træning sammen med romerske soldater, syriske købmænd og græske lærere. Han havde lært at skrabe sved og snavs af benene uden at skære sig, og han

lignede en ung, velhavende romer med olie i håret. Det vidste han godt. Det eneste, han ikke kunne træne væk, var sin størrelse. Saul var den laveste af alle de unge præster i templet i Jerusalem. Men han kom fra Tarsus, den fine by, han var den dygtigste, og han var interesseret i at lære så meget som muligt. Han gjorde altid indtryk, og folk glemte ham ikke så let endda. Det sagde han til sig selv, når han målte sig med andre. Saul var en, man huskede med navn og hjemby.

Han rejste sig fra sengen for at kunne se over på templet. Det var centrum i hans liv, og han beundrede byen, templet og præsternes flokke. Selv Rom var ikke så tillokkende et sted som dette. Her var han hos sine egne. Bedre end i Tarsus. Her var han kommet hjem, sådan føltes det, og her ville han blive.

Netop i dag, lige inden pesachfesten, var det hans plan at gå til træning og derefter svømme i Betesda-bassinet. Og bagefter ville han opsøge en barber og frisør. Han havde i sinde at være perfekt på alle måder, når han skulle ledsage ypperstepræsten til døren til det allerhelligste rum, det sted, kun den ypperste af ypperstepræsterne måtte betræde.

En helt ny dragt lå klar til ham på stolen, fint foldet sammen. Forsigtigt samlede han den op og holdt den mellem hænderne, inden han foldede den ud. Himmelblå uld. Alle ville kunne se, selv på lang afstand, at han arbejdede i templet. Langsomt trak han den over hovedet og glattede stoffet ned over mave og hofter. Dragten duftede. Det var som en udnævnelse.

I samme øjeblik bankede en fast hånd på døren og kaldte hans navn. Modet sank i ham, nogen var åbenbart ivrige efter at afbryde hans højtidelige forberedelser. Han var ikke fuldt påklædt, og resten

af dragten lå stadig sammenfoldet, men han ville ikke lade manden vente, så han åbnede og mødte et venligt, men også usikkert smil. Det var en ung mand, han ikke kendte.

– Kajfas ønsker at tale med dig, sagde den unge mand med en stemme så let som et vindpust. Saul sukkede dybt og betragtede ham overbærende.

– Det ved jeg. Han har bedt mig ledsage ham til templet, sagde han lidt for langsomt.

– Nej, han ønsker at tale med dig med det samme. Jeg skal føre dig til ham nu, så hurtigt som muligt, pustede den unge mand.

Saul så sig over skulderen. Ypperstepræsten i Jerusalems tempel lod man ikke vente. Hurtigt fik han resten af tøjet på og gjort sig klar, inden han skyndte sig efter den nervøse unge mand uden at turde indlede en samtale. Det var tydeligt, at de havde travlt.

Folk gav plads for de to halvløbende præster og kiggede efter dem. Sikke et mærkeligt indslag. Hvad var det dog, der skete denne dag, hvor alt ellers var så omhyggeligt skemalagt?

Der var vagter foran, men døren ind til ypperstepræstens palads blev åbnet nærmest af sig selv, da de ankom, og Saul trådte lige ind i forværelset uden at ane, hvad han ville finde. Men foran ham tårnede en mand sig op, endnu mere imponerende end ellers, i hele sin ceremonielle dragt. Saul standsede og ville træde baglæns, denne indkaldelse måtte jo være en misforståelse, og han havde ikke lyst til at opleve Kajfas’ raseri. Han bøjede sig akavet forover og forsøgte at komme i tanke om, hvad man burde gøre i sådan en situation.

Det var jo en fejl. Han hørte ikke til her. Aftalen var, at han, sammen med fem andre unge præster, skulle ledsage Kajfas til templets

allerhelligste rum, hvor han kun måtte træde ind ved pesach, og det var jo også det, han havde planlagt.

Saul, hørte han den store mand foran sig sige, – sæt dig, og hør efter. Vi har en opgave til dig.

Hvem er vi, tænkte Saul. Fortumlet, men dog lettet, tog han tre skridt frem, bøjede sig igen skævt sidelæns og landede på den klapstol, som stod ledig midt i rummet. Kajfas iagttog ham i tavshed. Overbærende tavshed. Først da han var faldet til ro i stolen, med den blå fragt fint draperet over sine knæ, vovede han igen at se op på ypperstepræsten.

– Du har vel hørt, hvilken sekt der har truet med at rejse til Jerusalem under pesach? spurgte Kajfas hurtigt, – og du ved vel, hvilken skade de kan forvolde. Jeg blev ikke ypperstepræst for at se vores land lide. Det er lykkedes at holde romerne i ro i årevis. Og sværmerne og sekterne. Selv kan jeg umuligt gå åbent op mod sekten. Men du kan overvåge deres handlinger og gribe til foranstaltninger, hvis de går over gevind. Er det forstået?

Saul nikkede ivrigt og kom så hurtigt på benene og stod ret, fordi Kajfas gjorde en lille, afvisende bevægelse med venstre hånd. Så rejste Kajfas sig også i fuld majestæt for derefter at passere lige forbi ham uden et ord, mens han rettede på sin rundpuldede, hellige hat.

Der var ingen forklaring. Ikke et eneste menneske, som kunne forklare detaljerne eller årsagerne til denne opgave. Intet brev, ingen beskrivelse. Sekten havde han hørt om via rygter og klager, men han interesserede sig ikke for sladder eller andre menneskers gøren og laden. Det angik kun ulærde mennesker fra fjerne småbyer. Men nu var det altså pludselig hans ikke nærmere definerede opgave at overvåge dem.

Denne dag var praktisk taget allerede ødelagt. Ingen træning, ingen venner, ingen svømmetur frem og tilbage i Bestesda. Ingen ærefuld vandring lige bag Kajfas. I stedet skulle han lokalisere og udspionere ligegyldige mennesker fra en sekt. Samtidig frygtede han for, at de faktisk kunne foretage sig noget tåbeligt og farligt, så han ville være nødt til at skride ind, og opgaven dermed ville få konsekvenser for ham.

Hvis det gik galt, kunne han risikere at blive sendt hjem. Mislykket og forstødt. Den slags omslag og uheld var ikke usædvanlige, der var altid en risiko.

Det klogeste ville være at gå til templet for med det samme at finde den sekt, Kajfas frygtede. Var sekten først inde i byen, ville de sikkert søge mod templet, tænkte Saul. De hørte ikke til her i Judæa, for de stammede alle fra Galilæa, vidste han. Hvem var det mon, der havde sagt til Kajfas, at sekten ville opsøge byen under pesach? Hvis Kajfas havde andre spioner, var det måske dem, han burde sende ud for at følge sekten og undgå uroligheder, fremfor at sende ham, der intet vidste.

Det bedste, han lige nu turde håbe på, var, at det hele ville vise sig at være et rygte, intet andet. Eller at han kunne tale dem til ro og fornuft, når han fandt dem, så de ikke forårsagede uro og fare i byen. Tusindvis af mennesker ville sove på gaderne eller i folks haver under pesach, og det var vigtigt, at det hele foregik i god ro og orden. Men hvor skulle han finde sekten? Det indlysende svar var jo, at de sikkert ville søge mod templets forgårde, for netop der kunne de udbrede deres holdninger og råbe slagord.

Ude på gaden forsøgte han at berolige sig selv.

Ingen forbød ham vel at lægge sin vej forbi det store hus, hvor købmanden Eleazar boede med sine syv døtre. Den ældste, Sippora, plejede at være hjemme.

Eleazars kone var død under et besøg hos sin familie i Damaskus, og siden da havde Sippora styret huset. Saul ville få en prægtig kone i hende, det havde han tænkt allerede, da han traf hende første gang, og det virkede, som om hun havde lignende tanker. Kun én ting plagede ham i selskab med Sippora. Hun var halvandet hoved højere end ham.

Han gik hurtigt til uden at spilde tiden og uden at ænse de forbipasserende. Dørvogteren foran Eleazars hus var flyttet ud på gaden og sad på en klapstol med en mandshøj stav i hånden. Parat til at forsvare huset mod alle indtrængende.

Dørvogteren nikkede til ham og bankede så tre gange hårdt på døren, som åbnedes indefra. Saul tøvede et øjeblik og lyttede. Han kunne skelne hendes stemme, Sippora var hjemme. Det var, som om intet ondt kunne røre hende. Han ville bare have et glimt af hende i dag. Lidt styrke.

Nej, han kunne ikke fortælle, at Kajfas havde sendt ham ud som sin spion. Han måtte slet ikke standse her. Han måtte videre til templet. Men der duftede så lifligt i huset af krydderier og parfume og nybagt brød.

Første gang, han besøgte hendes far, havde Eleazar ladet ham sætte sig på bænken hos Sippora, og hun ville så vide, hvordan der så ud i hans hjemegn, Kilikien, og hvor den lå henne, og om han trivedes i Jerusalem. Om han fik besøg af sine forældre og søskende.

Han havde vist hende en lille skrivetavle, som han havde bundet ved sit bælte, skrevet nogle navne og byer på, og ville læse for hende, men straks var hendes ansigt falmet uforklarligt.

– Tror du ikke, at jeg kan læse? havde hun spurgt i en skarp tone.

Han havde såret hende, han havde fejlet. Det måtte han gøre godt igen en anden dag. Sådan havde stemningen været fra deres første møde, og siden da havde han behandlet hende med ærbødighed og varsomhed.

Nu stod han i skyggen i indgangen til hendes hjem og lyttede til hendes samtale med lillesøsteren. De talte så hurtigt, de lo til hinanden. De var trygge og lykkelige og arbejdede ikke for ypperstepræsten. Han kunne slappe af.

Der kom hun så ud, halvt løbende, og opdagede ham. Hendes ansigt var i skygge, men intet kunne skjule hendes glæde. Hun lo igen og slog hænderne sammen, et tegn på, at han gerne måtte komme nærmere. Hendes far var ikke hjemme, men ville han da ikke gøre hende den fornøjelse at komme og spise med? Han kendte jo vejen, sagde hun og smilede.

Hvis bare han havde haft tid til at tale med hende og lytte til hendes glade stemme. Men han var jo på vej til templet. Han ville bare fortælle hende, hvor han skulle være. Det skyndte han sig at forklare. – Men kom alene tilbage bagefter, det er dig, vi gerne vil have som gæst, sagde hun og rakte hånden ud.

Den var lige ved at røre hans bryst, men nej, det var bare helt tæt på. Hendes glade ansigt løj nok ikke. Hun havde sagt det. Helt uopfordret. Hun ville have, at han, bare han, skulle komme tilbage. Nu kunne han glad gå til templet og forsøge at finde sekten. Den havde hun sikkert intet hørt om.

Kort efter nåede Saul frem til indgangen til templet, hvor han gled ind i folkehavet. Normalt elskede han pesach, tumlen af fremmede, lydene fra alle de lam, som folk kom bærende med. De skulle ofres, hvert og et. Han brød sig ikke om at overvære slagtningen. For meget blod, for meget skrig fra dyrene, for meget af alt. Også lugten af udgydt blod. Enhver gæst i templet ville vide, at til pesach ofrede man et lam. Bortset fra Saul.

Hvordan så en sekts medlemmer egentlig ud? Var de fattigfolk eller lærde eller rabbinere med familie? Kom de med lam, der skulle ofres? Havde han ret, når han troede, at deres anfører ville holde taler i forgården? Han kiggede sig ivrigt omkring. Alle lignede hinanden.

Der var, så vidt han kunne se, ingen særskilte grupper. Men på sin vej ind i forgården måtte han indrømme, at noget var anderledes. I år var tumlen voldsommere, og folk mere nærtagende. Der blev mast og skubbet tilbage, og der var skrig og råben og knyttede næver, som slog mod kroppe og ansigter.

Pludselig var mylderet overalt. Han havnede i et af hjørnerne, hvor man ikke kunne slippe væk, og måtte stemme imod med begge hænder, han ville ikke klemmes, ikke væltes, ikke trædes ned. Så han skubbede og brugte sine albuer mod de nærmeste. Men han endte med at sidde fast derinde i hjørnet i timevis. Først afventede han, men efterhånden blev han utålmodig og forsøgte at orientere sig. Hans eneste mulighed for at slippe væk var at nå den trappe, hvor tempelvogterne stod et stykke derfra. Men han måtte fange deres opmærksomhed. Det føltes som timer, før en af vagterne ved et tilfælde fik øje på ham.

Endelig rakte de ud mod ham, fik fat i hans tøj og halede ham kluntet op til sig. Han blev pludselig meget bevidst om tøjet og den

ydmygende situation. Rystede sig for at få tøjet til at falde på plads igen og strøg sveden af ansigtet.

Oppe fra trappen kunne han se byen. Stenene var ikke grå, men gyldne, for solen var ved at få magt. Men folkemængden var urolig, og der var alt for mange mennesker på for lidt plads.

– Præst, sagde en af vagterne bag ham, – kan du ikke tale til folk?

Det kan ikke nytte noget, at templets gæster bliver væltet og trampet ned.

– Og romerne skal ikke komme og blande sig i vores fest, sagde den anden vagt og pegede over mod et firkantet hus. Saul kendte huset, men havde aldrig besøgt den romerske præfekt og regnede med, at han selv aldrig ville blive inviteret til at besøge manden. Pontius Pilatus hed han. Den mand havde forsøgt at føre romerske felttegn ind i byen, helt utilslørede. De gyldne figurer forestillede guder og kejsere. De blev opstillet her i forgården, og folk var blevet rasende og fortvivlede. Romeren forstod ingenting og havde truet mængden med død og ulykke.

Det var lige præcis den begivenhed, Kajfas ville undgå en gentagelse af.

Tempelvagten pegede over mod borgen.

– Ja, romeren kom tidligt i år, sagde han og pegede igen og lo stille, – han vil ikke risikere noget. Alt ser så stille ud i romernes lille borg.

– Men der har været uro i forgården, sagde den ældste af vagterne, – men i dag skyldes det vist bare, at alle vil ind og have plads omkring sig. Kunne du gå derind og se, hvor slemt det står til?

Jeg er spion, tænkte Saul bittert, men jeg har ingen autoritet ud over den, min dragt giver mig, intet våben og ingen beskyttelse. Pilgrimmene vil ikke respektere mig.

– Vi tager os af dig, sagde manden bag ham, som om han havde læst Sauls tanker, og begyndte selv at råbe ud over de vrede mennesker.

– I skulle skamme jer, skrålede stemmen bag Saul. – Vi forsøger at få en ung præst gennem mængden, og I vil forhindre ham i at gøre sit arbejde. Det er pesach! Hold afstand!

Mængden i nærheden hørte, hvad der blev råbt, og forsøgte at trække sig tilbage. To tempelvogtere gik ned ad trappen med spyddene rejst foran sig. Saul skjulte sig bag dem. Men folk gav ikke plads. Nogen tog fat i hans arm og forsøgte at forklare ham noget, han ikke forstod.

Jo nærmere han kom forgården, desto bedre forstod han uroen. Normalt var forgårdene fulde af boder, hvor folk købte lam til ofring eller vekslede penge. Nu lå der sønderrevet tøj, knuste trækonstruktioner og klapstole overalt. Enkelte steder havde bodernes ejere sat sig ovenpå ødelæggelsen for at spise med slægt og venner. Der var ingen lam og ingen handel. Hedningernes forgård var den værst tilredte. Saul kunne ikke lokalisere den mur, som skilte hedningernes forgård fra de gårde, hvor henholdsvis kvinder og mænd kunne færdes. Meningen med muren var, at den skulle hindre hedningerne i at gå ind, hvor kun jøder måtte opholde sig.

Tempelvagten standsede og pegede på nogle grå mursten, der lå i en dynge.

– De ødelagde muren, sagde han.

– De ville ikke have, at hedninge og jøder skulle adskilles. Så nu render hedningerne rundt overalt herinde. Hvad bliver det næste? At de slagter et svin og tager dets kød med herind?

Det lyder som sekten, tænkte Saul. Jeg er kommet for sent. Tænkte jeg det ikke nok. Al den tid, jeg spildte på vej herind.

– De kommer fra Galilæa, sagde vagten vredt. – Hvad vil de her andet end bare at ødelægge og forstyrre? Se alle de mure, de har brudt ned.

– Stjal de noget? spurgte Saul, men manden fnøs af latter og tjattede til ham: – Hvorfor skulle de stjæle? De ejer ingenting, de deler alting. Nej, de ødelægger bare og forsvinder igen.

Der var intet at udrette for ham her, i det mindste vidste han nu, hvad der var sket, og hvem der var ansvarlig for krænkelsen af pesach og templet.

Der var en anden, afspærret vej mellem mændenes forgård og ypperstepræstens kammer, den valgte han og stod lidt senere i det vinduesløse rums kølighed og rystede efter de tumultariske oplevelser.

Nej, ypperstepræsten var ikke i templet. Han havde opdaget, hvor svært det var at trænge igennem forgårdene, så han var aldrig dukket op. Og nu var dagen allerede gået. Det var blevet aften, så mon ikke han var hjemme og overvåge tilberedningen af lammestegen?

Saul blev sendt ud igen og af sted til Kajfas’ palads. Ellers var det kun den afdøde kong Herodes’ hus, man kaldte et palads, men Kajfas havde indrettet sig fyrsteligt. Saul havde længe ønsket at opleve hans hjem indefra og ventet på en invitation, og netop i dag så det ud til at lykkes at nå længere end til forværelset. Huset var kendt hjemme i Tarsus. Hans mor havde spurgt, om han kom i Kajfas’ pragtfulde hjem, og han havde været nødt til at ryste på hovedet.

De forsøgte at forklare ham vejen, men han kendte den. Selvfølgelig gjorde han det, han havde tilmed stået i døren tidligere. Han vidste da også, hvor den romerske statholder boede, når han ikke søgte tilflugt i Antoniaborgen.

Der var ikke alene dørvogtere uden for Kajfas’ palads nu, der var også en port, som var låst. Og der var stadig folk allevegne, folk, der havde fulgt efter Saul fra templet. En muskuløs mand med sværd ved sin side kom ud for at spørge til hans navn, rang og ærinde, bad ham gentage og tilkaldte så en yngre mand, som han sendte ind i huset som for at sikre sig, at alt, hvad Saul havde oplyst, nu også var korrekt. Omsider låste vagterne op og trak Saul ind i sikkerhed og puffede ham videre ind i selve huset.

Hele huset duftede af lammesteg. Herinde var det pesach, det var der ikke noget af ude i templets forgård. Og det var aften, og her var ro og værdighed og god mad.

Mens Saul stod og ventede, med hænderne samlet foran sig, som han havde fået ordre til, opdagede han, at han skulle tisse. Noget mere ydmygende kunne ikke ske. Han bevægede sig baglæns ud mod vagterne og forsøgte at forklare sin situation uden at tabe den sidste rest af sin værdighed. Vagterne så på hinanden, nikkede og pegede så mod et sted, hvor han kunne træde til side. Det gav ham et øjeblik til at få samlet tankerne og få taget nogle dybe åndedrag. Da han kom tilbage, blev han med det samme peget direkte hen mod en lukket dør. En rødmalet dobbeltdør fra loft til gulv. Dér var hans tilladelse, og heldigvis havde han nu fået gjort sig klar. Hans besøg var åbenbart blevet godkendt, mens han havde været fraværende. Og han måtte selv åbne.

Netop nu skulle han være rolig, klar og alvorlig, forstod han. Glemme dagens ydmygelser og trængsel. Men han vidste ikke nok, slog det ned i ham, han vidste ikke, hvad han skulle gøre eller sige, når han trådte ind gennem denne dør. Han tøvede, og en mand nærmede sig ham. Manden bar en sølvkande, som lod til at være tung, og han iagttog roligt den lammede Saul.

– Er det dig, som er Saul? spurgte han, og Saul nikkede og forsøgte at fange hans blik.

– Han har undret sig over, hvor du blev af. Jeg har ikke oplevet mange, som turde lade Kajfas vente, sagde manden så og kom til at le. – Gå med mig ind. God, sød vin skal nok formilde ham. Kajfas er hjemme og spiser med sin svigerfar.

Kajfas havde giftet sig godt med den anden ypperstepræsts datter. Tilmed en vidunderlig kvinde. Saul havde kun set hende bagfra og på afstand. Som så meget andet var hun skjult for ham. Men andre fortalte om hendes skrå, lattermilde øjne, røde mund og ravnsorte hår.

Her kom han så, som kaldet og som lovet, snart ville han få at vide, hvad Kajfas mente om ham, og om han skulle fortsætte denne ejendommelige virksomhed. Kajfas havde vel bedre spioner at sende ud. Huset åbnede sig i dybden. Tynde søjler indrammede en mellemting mellem en have med springvand og et sted, hvor man slog sig ned for at læse. Kajfas og hans svigerfar, Annas, lå til bords som romerne, opdagede Saul, og der duftede af kød, af vin, af krydderier og af røgelse. Alene duftene adskilte dette rum fra resten af huset. Herinde kulminerede alt godt, alt kostbart.

Manden med vinen lod Saul stå et øjeblik og se sig om. Så klappede han Saul på skulderen, inden han tøvende gik frem mod de to hvilende mænd. Det her kunne stadig gå galt, forstod Saul.

Jeg er ikke en dreng. Jeg har studeret hos den store rabbi Gamaliel, elev af Hillel, og han roste mig. Jeg har aldrig krænket mit folks love eller undladt fromhed eller bønner. Jeg elsker templet og vil tjene ypperstepræsterne resten af mit liv. De må ikke sende mig væk. Ikke straffe mig. Hans tanker løb løbsk i alle retninger.

– Jamen, der har vi jo min spion, sagde Kajfas ironisk og strøg sig selv ned over ansigtet med en bred hånd.

– Du må have gjort grundige studier, for du har da taget dig god tid. Dagen er gået. Nå. Lad mig høre. Lad os begge høre. Hvad skete der i forgårdene i dag?

Jeg er den eneste, han vil spørge om det, faldt det Saul ind. Jeg er den eneste, han kan spørge. Han prøver at forklejne det, der er sket, ødelæggelserne. Men jeg så det jo.

– Sekten trængte ind, begyndte Saul med en tør, svag stemme og forsøgte at undgå at se direkte på de to mænd, – i den hensigt at stoppe al handel. De væltede borde og telte og slog alt itu. Angrebet var for længst forbi, da jeg nåede frem. Jeg kom kun tidsnok til at iagttage følgerne. Men der er stadig kaos derinde, og det tog lang tid at bevæge sig rundt. Jeg sad fast, jeg blev forsinket. De har ødelagt muren, som adskiller hedningernes forgård fra de andre, så det myldrer med folk.

Og så tav han for at hoste ned i sin hule hånd.

– Nå, sagde Annas mildt, – er det alt, du har at sige? Ved du ikke, hvor sekten befinder sig nu? Og deres leder, hvor kan vi finde ham?

Åh ja, slog det ned i Saul, den eneste måde at afslutte alt dette på var selvfølgelig at fange lederne og stille dem for retten. Han gik ud

fra, at enhver forstyrrelse af forberedelserne til pesachfesten i templet var strafbar. Han kunne ikke huske, at noget tilsvarende nogensinde var sket.

– De var borte, da jeg kom. Det tog lang tid at slippe igennem mængden. Jeg var alene, uden vagter til at bane vej, og mængden var i oprør, sagde Saul.

De havde gjort ham usynlig og svag. Men hvis de havde udstyret ham med vagter med våben, kunne han have indhentet sekten. Nu stod han her tomhændet.

– Vi klarer nok, at en enkelt nysgerrig hedning går et par skridt for langt, sagde Annas, – vi kan altid få mure bygget op igen. Men hvis de vender tilbage og igen giver sig til at hærge, må du bede romerne skride ind.

Nej, tænkte Saul i en pludselig og heftig protest. Ikke risikere, at romerne blander sig i uoverensstemmelser, som de næppe forstår. Romerne havde det med at ty til voldsomme reaktioner og blodige straffe.

Kajfas lænede sig frem og fangede sin svigerfars blik.

– Der kommer ingen oprør eller åbne kampe i min tid, sagde han insisterende, – vi har været i stand til at opretholde en slags fred selv med den lille hidsige romer, Pilatus. Jeg vil ikke have, at han bliver indblandet. Han har lært, at vi ikke vil se hans kejsers billede i templet. Så må vi til gengæld holde orden i vores eget hus. Jeg går ud fra, at Saul her stadig ikke ved, hvor sekten holder til?

Og så tog han endelig en dyb tår fra et sølvbæger, mens han kiggede spørgende op mod Saul.

– Der er mange skjulesteder i Jerusalem, svarede Saul tøvende, –de kan være overalt. Vi har brug for observatører overalt i byen. Og

uden for byen. I Getsemane. Måske et sted, hvor vi kan internere de personer, vi finder.

Kajfas nikkede tavst.

– Men vi vil ikke sende uvidende personer ud, som kan tage fejl og kun vil skabe endnu mere uro i byen, sagde han så dystert. Og drak igen af sit enorme sølvbæger.

– Ved du, hvordan lederen ser ud? Er han høj eller lille, mørk eller lys? Har han særlige kendetegn? spurgte Annas.

– Ingen af os har set lederen, forklarede Kajfas, – vi er på helt bar bund. Det, jeg har hørt om sekten, tyder ikke på voldelige tendenser. De har ikke angrebet andre mennesker, kun boderne og muren, kan jeg forstå. Hvad kan vi udlede af det? At de ikke synes om vekselboder og adskillelse af jøder og hedninge?

– Ødelæggelse er ødelæggelse, kommenterede Annas.

– Vi har svært ved at forebygge angreb af den art. Og jeg kommer til at syde af vrede. Der er to magter, jeg nægter at krænke: Gud og Rom.

– Og tvinges du til at krænke noget, så hellere Gud end Rom, indskød Annas tørt.

– Gud tilgiver lettere end Rom, sagde Kajfas dæmpet.

– Skal jeg gå tilbage til templet? spurgte Saul, og de to herrer så på hinanden og tilbage på ham.

– Nej, det er jo nærmest mørkt, og du har vist udrettet nok for i dag, sagde Kajfas med det, Saul opfattede som mild ironi. – Gå du bare hjem. Det er trods alt pesach. Vi har alle vores pligter. Du er ikke gift?

Saul rystede på hovedet med voldsom energi.

– Få dig en kone, sagde Kajfas, – og slå dig til ro. Men så længe denne pesach varer, må du stille dig til rådighed. Nat og dag. Vi må

undgå uro, drab og især romersk indblanding og vrede. For hver en pris.

– Gå hjem, sagde Annas. – Få sovet. Mød op igen i morgen. Børst dit tøj rent. Du får brug for at være klar i morgen. Og vi får brug for dig.

Nu ville det mest fornuftige jo være at gå lige hjem, det vidste han godt, men uroen ville ikke slippe ham. Så han styrede direkte mod Eleazars hus og blev lukket ind af den slave, som passede hoveddøren. Det var begyndt at ligne en vane. Han blev modtaget med smil og venlighed. En kvinde, han ikke før havde set, Sipporas moster, kom ud for at tage imod ham og spurgte, om ikke han ville blive og spise.

– Det ved jeg ikke, slap det ud af ham, – jeg burde måske gå hjem og sove. Er I alle i huset og er alle i sikkerhed efter al den tumult, der har været i byen?

Bag sin moster kom Sippora til syne. Hun halvløb imod dem og forsøgte at læse Sauls ansigt, mens hun nærmede sig ham.

– Er du uskadt? råbte hun, og kun hendes mosters udstrakte arm forhindrede, at hun tørnede ind i ham.

– Selvfølgelig er han uskadt, sagde hendes moster, – hvad er det for noget vrøvl. Alle kan se, at Saul er præst i templet. Hvem skulle dog finde på at skade ham?

– Se på ham, hviskede Sippora, – han har været i templet. Det passer, hvad folk siger. Der har været uro i byen hele dagen.

– Bliv her i nat, sagde Sipporas moster. I det øjeblik kom Saul i tanke om hendes navn. Mirjam. Det samme, som hans egen mor hed.

Med det navn kom længslen til ham, selvom han forsøgte at fortrænge følelsen, den reneste hjemve. Den havde han ikke lidt af, siden han ankom til Jerusalem og fandt vejen ind i sin storslåede fremtid. Han kunne have siddet ved siden af sin far og ført regnskaber over teltdug og løn til de ansatte. Hjemme i Tarsus. Omgivet af mennesker, som respekterede ham. Alt var for stort og voldsomt i Jerusalem.

– Sæt dig ned, sagde en stemme bag ham, og en stor hånd lagde sig på hans skulder. Eleazar.

– Selvfølgelig overnatter du hos os. Vi sender en mand til dit hjem og henter rent tøj. Du skal have et bad, inden vi spiser.

– Jeg skal bade i et mikveh, jeg skal gennemgå det rituelle bad, indvendte Saul fortvivlet.

– Du bader hos os. I morgen kan du så gå i mikveh. Og så fortæller du os, hvad du har været ude for. Du kan sige bønnerne. Men først må du falde til ro og fortælle alt, hvad du har set i byen i dag.

Vi andre har ikke turdet forlade huset.

Han blev anbragt på en bænk siddende på bløde puder, Sippora satte sig ved siden af ham, og hun iagttog ham, som om hun ventede, at han hvert øjeblik ville briste i gråd. I skjul af sit store skørt fandt hun hans hånd, og han klamrede sig til hende.

Maden blev båret ind og budt rundt, og han burde være sulten, men hans mave snørede sig sammen trods den liflige duft.

– Det er sekten fra Galilæa, fik han frem, – fra Nazareth. De ødelagde markedet i forgården. Handlen er gået i stå. Jeg kom for sent til at forhindre det. Så blev jeg kaldt til ypperstepræstens palads.

Alle så på hinanden, som om de ikke troede på ham, men Sippora trykkede hans hånd.

– Kajfas respekterer dig, sagde Sippora så, – han tilkaldte dig. Af alle de præster, som tjener i templet, valgte han dig.

Forbandede sekt, tænkte han. Jeg er her ikke for at spionere på voldelige gæster til pesachfesten. Jeg er her for at ofre til Herren og tjene Herren og hans folk. Jeg er stadig en ung, ugift mand. Jeg har ingen erfaring med stridigheder og kampe og politik og romere. Lad mig bare leve mit gode liv, være til nytte og gøre godt. Lad mig få mod til at fri til Sippora.

Tidlig morgen i Jerusalem.

Den unge Saul forlader i al hast sit hjem for at gå ud i de morgentomme gader. Han har fået en opgave, og han er klar – klar til at opspore og fordrive den nye sekt, alle taler om, og som vokser og skaber uro på tempelpladsen. Men alt går galt. Timerne løber fra ham, hændelser udvikler sig ud af kontrol, og den ene katastrofe følger den anden. Inden han får set sig om, har han mistet den fremtid, han troede, ventede på ham.

©

Ramt af lyset er historien om Saul, der falder af hesten, rammes af lyset og af en stemme, der ændrer hans retning fuldstændig. Han bliver til Paulus, og hans liv kommer til at blive langt mere storslået og dramatisk, end han nogensinde kunne have forestillet sig.

Træd med ud på Jerusalems støvede gader, og kom tæt på Bibelens verden og dens mennesker, når Maria Helleberg fortæller Paulus’ egen historie.

Ramt af lyset (uddrag)

MARIA HELLEBERG Ramt af lyset

EN ROMAN OVER PAULUS’ LIV

MARIA HELLEBERG Ramt af lyset

EN ROMAN OVER PAULUS’ LIV

Ramt af lyset

En roman over Paulus’ liv

1

MARIA HELLEBERG Ramt af lyset

HPesach

EN ROMAN OVER PAULUS’ LIV

©