
2 minute read
ROTARY INDSTIFTER NY PRIS
from INDBLIK 2021
by BASIS-TRYK
Selvom nogle af medlemmerne er lidt grå i toppen, er Rotary alt andet end støvet og kedeligt. Jane Holm, som til sommer overtager rollen som præ- sident i Rotary Dronninglund, ved godt at mange har en lidt forudindtaget opfattelse af, hvad det vil sige at være medlem af klubben. Men, understreger hun: Rotary er ikke en indspist loge forbeholdt gamle mænd. Faktisk er der ca. 1/3 kvinder blandt de nuværende 30 medlemmer i Dronninglund, og aldersfordelingen strækker sig fra 20’erne og op til sidst i 70’erne. Den blandede medlemsskare giver en god dynamik. For at sætte fokus på klubben indstiftes nu en lokal erhvervspris, der skal hylde initiativrige erhvervsfolk i nærområdet. Håbet er, at det kan tiltrække nye potentielle medlemmer, som har lyst til at være en del af et anderledes erhvervsnetværk. Hvorvidt kriteriet for at vinde prisen skal være forretningsidéer udsprunget af Corona, initiativer rettet mod socialt sårbare – eller noget helt tredje, er ikke lagt fast endnu.
Gode venskaber gennem klubben Corona har vendt op og ned på hverdagen – også i Rotary. Derfor er de ugentlige mandagsmøder på Dronninglund Hotel lige nu afløst af møder på distancen. »Møderne er ellers noget af det, jeg plejer at se frem til,« fortæller Jane. »Der plejer at være nogle gode debatter.« Et møde i klubben inkl. oplæg, aftensmad og debat mellem medlemmer og eventuelle gæster tager rundt regnet to timer.
Advertisement
Et af formålene med Rotarys eksistens er at gøre en forskel for andre lokalt, nationalt og globalt. Mange af aktiviteterne har dog været sat på pause det seneste år. Den årligt tilbagevendende ungdomsudveksling med unge fra oversøiske lande, og de Short Term Camps, Dronninglund Rotary Klub plejer at arrangere sammen med en sjællandsk søsterklub bliver heller ikke til noget i år. Netop Short Term Camps er ellers en af de aktiviteter Jane er primus motor på. »Det er en stor organisatorisk opgave at arrangere en uges camp for 18-20 unge fra hele verden, men jeg skal jo ikke gøre det alene. Vi er fem i udvalget. Det er en af de ting, jeg synes adskiller Rotary fra andre erhvervsnetværk, jeg er med i. Vi arbejder sammen om et fælles formål – jeg har knyttet mange gode venskaber på den konto.«
Jane Holm, kommende præsident: Interesserede er velkomne til at komme som gæst på Rotarys åbne møder, men skal indstilles for at blive medlem.

Jørgen Wiederholt pakker chokolade til enlige under Corona – et samarbejde med Rotary Hjallerup. Short Term Camp på udflugt.
