111
at ringe solen ned, det foregik ved at hive i et tov. Jeg var nogle gange oppe i tårnet, ad en smal vindeltrappe. Undervejs kunne man se ind i et stort rum, det så ud som om der lå nogle store natursten. Men det var oversiden af hvælvingerne. – Jeg var ofte til gudstjeneste om søndagen, det var jo den eneste fornøjelse der. Pastor Ostermann var en udmærket prædikant, hver lørdag anbragte han sig i et lille værelse for at få ro til at skrive sin prædiken. Og han sang (messede) foran alteret. Fruen spillede nogle gange på orglet, og sønnen Knud kunne også spille. Ellers var det læreren, Møller. Der var også en ”bælgetræder”, han stod bag orglet og trådte på en pedal, det gav luft til orgelpiberne. Der var et samarbejde med pastor Mikkelsen i Karlslunde. Da evangeliet var det samme for første og anden påskedag, kunne de skifte kirke den anden dag, og dermed nøjes med at skrive én prædiken. Mens Køge Bugt egnen er blevet kolossalt bebygget i nyere tid, er Greve landsby næsten uændret. Man genkender husene når man kommer der, men der er andre virksomheder i dem. På hjørnet ud til vejen lå købmand Herum. Der var en anden købmand i bygaden overfor skolen. Manden og konen ekspede-
rede. Meget blev vejet af i poser. Regning blev skrevet ud i hånden, og lagt sammen i hovedet. Hvor er forretningerne anderledes nu! Det var hvad man kaldte ”en blandet landhandel”, dvs. at foruden madvarer havde man forskelligt værktøj og redskaber. Og lukketiden holdt man ikke strengt på. I nærheden af denne købmand havde barbereren sin forretning. Her kunne man blive barberet på den gammeldags måde med ”ragekniv”. Desuden drev barbereren en art bankvirksomhed, han ”cashede” præstens checks. – Der var også en ”Brugs”. Den er der stadig, og nu som den eneste forretning. Og den er et lille supermarked. En ældre mand gik til hånde i præstegården, fx med at hugge brænde til komfur og kakkelovne. Han tømte også klosetspand. Da der kom ny præst i 1946 blev præstegården moderniseret. Den ældre mand boede med sin kone i en aldersrentebolig kaldet ”Hospitalet”, den lå i nærheden, højt. Jeg var en gang derhenne med en besked, og så ind. Der var vist kun ét lille værelse til hvert par, jeg så hans kone sad der. Det er mærkeligt at tænke på at det, der var hverdag dengang, nu er blevet museumsstof: ”Hospitalet” er flyttet til Frilandsmusæet.