Page 1

ARNE GLUD

KARLSLUNDE STRAND I GAMLE DAGE 1911 – 1936

2004


KARLSLUNDE STRAND syd for København var ukendt land indtil 1911. Da kom der enkelte sommerhuse på den øde strand. Bogen skildrer de første beboere og deres huse, navnlig det bjælkehus hvor forfatteren tilbragte nogle dejlige barndomsår i 1920’erne. Der var planer om en jernbane, og der var ønsket om at få anlagt en vej. Bogen omtaler Mosede fort, havnen, den tekniske udvikling, og grundprisernes himmelflugt. Der fortælles om “Jernen”, og om et husmandssted. Stort billedmateriale af samtidige fotos og nogle malerier. Fyldige noter med biografiske oplysninger, og henvisninger til arkivstof.

ISBN 87-990211-0-2


ARNE GLUD

KARLSLUNDE STRAND I GAMLE DAGE 1911 – 1936

Tillæg: Greve Præstegård 1936 – 1946

2004


BILLEDER Fotografier 1912-1927 er efterladt af min far (L.G). Fotografier 1926-1934 er optaget af fru Gerda RiiseKnudsen og udlånt af Mogens Riise-Knudsen. Disse er mærket: Foto R-K. Fotografier 1935-1939 er taget af mig med et primitivt box-apparat. De få senere billeder er taget med moderne apparat.

Grafisk tilrettelæggelse: Anne Grethe Dohn-Bassøe Bogen er sat med Palatino 12/17 pt. Trykt hos Nørhaven Book Udgivet af forfatteren Forhandles af Greve Museum, Bækgårdsvej 9, 2670 Greve Telefon 4340 4036 ISBN 87-990211-0-2 Copyright © 2004 Arne Glud


INDHOLD 1. 2. 3. 4. 5. 6. 7. 8. 9. 10. 11. 12. 13. 14. 15. 16. 17.

Karlslunde Strand . . . . . . . . . . . . . . . 5 Jernen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6 Gammel Køge Landevej . . . . . . . . . . 7 Fortet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 Havnen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12 Jernbane . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14 Vejen. Den nye strandvej . . . . . . . . 17 Udstykning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23

18. 19. 20. 21. 22. 23. 24. 25.

Ravn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Orla-Jensen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Fra Klintegaard til købmand . . . . . Gluud - Cementhuset . . . . . . . . . . . - Bjælkehuset . . . . . . . . . . . . . . . . . . . - Overvintring . . . . . . . . . . . . . . . . . . - Furuheim . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . - Stranden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . - Sidste akt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

26. Ræveholm . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 94 27. Karlslundegaarden . . . . . . . . . . . . . 102

31 33 36 45 48 54 60 62 66

Wesche . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Hartz . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Riise-Knudsen . . . . . . . . . . . . . . . . . Andre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Granboden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Aktiegrunden . . . . . . . . . . . . . . . . . . Venderstenen . . . . . . . . . . . . . . . . . . Sydlige del . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

68 73 77 82 84 85 85 88

Slutning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 104 Tillæg: Greve Præstegaard . . . . . . . . . . 105 Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 113

ANDRE NAVNE Stk. 8: Therkildsen Stk. 11: Kierkegaard. Chr. Rasmussen. Ane. Peder Olsen. Convad. Albertsen. Ljungdahl/ Weiss. Pind. Stein. Holger Sørensen. Peter Petersen. Bech. Manicus-Hansen. Hindhede. Mette. J. C. Petersen. Stk. 17: Overgaard. Gad. Henningsen. Sørensen.

Stk. 21: Howy-Bang. Asboe. Rosenvinge. Rosvænge. Holm. Johnsen. Stk. 25: Tømrer Nielsen. Kragh. Stenbjørn. Marius Hartz. Hartmann. Albert Wesche. Brincker. Volmer Sørensen. Døssing. Stk. 26: Nielsen. Stk. 27: Gjersdal.


4

Sognekort 404 A. 1817. Scannet af Kort & Matrikelstyrelsen. Copyright A 125-02.


5

1. KARLSLUNDE STRAND KARLSLUNDE STRAND ligger ved KØGE BUGT og strækker sig fra Mosede i nord til Solrød i syd, nærmere betegnet fra parken ved den nuværende S-togsstation til det fredede stykke, kaldet Trylleskoven. Ved parken ligger det højt, ”Klinten”, derefter fra ”Åen” er det lavt. Karlslunde Sogn er beskrevet i TRAPs Danmark, men der står ikke noget videre om Stranden. – Der findes en hel bog om sognet, skrevet af V(aldemar) MORTENSEN (18701956), som var førstelærer i Karlslunde 19021936. Den er meget indholdsrig. Han har også holdt en lang række foredrag om egnen, om andre steder på Sjælland, og på Amager. De håndskrevne manuskripter kan ses i Greve Lokalarkiv. Et af dem er om JERNEN, og hvad der er sket her gennem tiderne. Og det er netop det område som skal behandles her.

Der findes et ”Sognekort” med titel: ”Formindret Kort over Carlslunde Sogn”. I nederste venstre hjørne oplyses, at det er ”Formindsket af Johnsen 1817”. ”Een decimal Tomme udgiør 1000 Alen”. Kortet er det samme som Sognekort af 1892 (Stk. 8), hvor målestoksforholdet er 1:20.000. Kortet indeholder de daværende matrikelnumre. Der anvendes latinske bogstaver. Her bringes et udsnit. Teksten er spredt ud over kortet, men begynder man nedefra, og går op mod højre langs kysten, kan man læse: Strandvei fra ... Kiøge til ... Kiøbenhavn. – Mod nord er Greve Sogn, mod syd: Karlstrup Sogn, som kaldes Cagstrup. Man ser: Ræveholmen Mosede. Og ”Åen” (Møllebækken) snor sig gennem Ræveholmen. Det meste af Jernen har Matrikelnummer 10 a. Sydligst er 10 d og 10 b. Klintegården har 10 a, man ser den skrå vej der fortsætter op til byen.


6

2. JERNEN TRAP skriver om sognet at det ”mod øst begrænses af Jærnens flyvesandsdækkede strandvolde ved Karlslunde strand”. Og ifølge Traps Stedregister findes Jærne kun to steder her i landet: ved Køge Bugt mellem Jersie og Hundige, og på Stevns ud for Vallø. Det vil sige, at det kun findes ved Sjællands østkyst. På et Matrikelkort fra 1795 staves det: JÆHRNEN. I 1807 står der JERNET. Hvad kommer ordet af? I Kristian Halds bog (se noter) omtales JANUM, som også er blevet skrevet som JERNUM og JARNUM. Og videre: ”Et terrænbetegnende *iarn, vel snarest med betydningen ”Grus”, indgår utvivlsomt også i andre danske stednavne af gammel type, men i nogle tilfælde er det naturligvis vanskeligt at afgøre, om det er dette ord eller metalnavnet JÆRN, der foreligger.” En anden undersøgelse er udgivet af Lis Weise. Her er et stykke om JERNEN, men det tydes udelukkende som ”Kant, Grænse”, og sættes i forbindelse med det norske JÆDEREN (JÆREN). Det er en ældre teori, som af forskellige grunde ikke kan godtages. Det er mere sandsynligt at det er noget med grus. Axel Schou skriver: ”Den folkelige

betegnelse ”Revle” for disse Barre-øer giver visse oplysninger om deres første anlæg. Efter at strandplanet er blevet tilstrækkeligt lavvandet ved materialtilførsel, har de første anlæg kunnet opbygges som revler eller strandvolde (…) Sjællandskysten indenfor Barre-øerne er en typisk tilgronings-fladstrand betinget af ørækkens lævirkning. Det marine forland er længst mod nord i Jærnen præget af det gamle klitterræn med Calluna-Hede.” – Ordet BarreØ foreslås af forfatteren som dansk betegnelse for det der internationalt kaldes Off-shore-bar eller Lido-dannelse. Ordet off-shore er jo velkendt nu, men det var det ikke da bogen udkom, i 1945. Maleren L. A. RING (1854-1933) opholdt sig i sommeren 1911 en tid ved Greve Strand. Han havde fået fremstillet en ”Boligvogn”, så han og hans hustru kunne bo på selve stranden. Man ser den på et af hans malerier. Og han har malet vandet, ved pålandsvind og ved fralandsvind. Desuden er der et med ”Gamle Køge Landevej ved Greve Strand”.


7

L.A. Ring: Kunstnerens hustru ved parasol. Greve Strand 1911. Scannet af Per M. Thorsen.

3. GAMMEL KØGE LANDEVEJ Området Jernen består af sand og sten, og har aldrig været dyrket. Det strækker sig fra strandkanten og ind i landet til en sænkning ved den nuværende Ræveholmsvej, her begynder agerjorden. Jernen har ligget ubenyttet

hen i århundreder, der var ikke engang til græsning. Det eneste der skete var at folk færdedes til fods og til hest her, på vej til København. Det blev kaldt Gammel Køge Landevej, eller blot (på gamle matrikelkort): Strandvejen,


8

men på denne egn var det blot hjulspor i sandet. Den passerede tæt ved Lopholm, vel fordi dette var en kro. Lærer Mortensen fortæller, at da de svenske soldater skulle erobre København i 1658, så gik de først på isen fra Fyn til Langeland, derfra til Lolland, og så til Vordingborg og Køge, og videre til København. Undervejs hærgede de slemt hos bønderne på egnen, det gik der frasagn om. Og under Napoleonskrigene var der Englændere her. Den første rigtige vej blev anlagt i 1780’erne, den gik fra Klovtofte ved Taastrup til Køge, med snorlige linieføring. Men den gamle vej blev stadig brugt, bl.a. af ”Driverne”, som førte store drifter af kvæg og lam fra Sydsjælland til København. Dels var vejen noget kortere, og dels var man fri for bompenge. Det tog vel flere dage at drive kvæget til København, og driverne skulle have noget at styrke sig på, så der var mange kroer langs den gamle vej. Begynder vi fra Køge var der: Skillingskroen. – Korporalskroen, som i 1660 hed Godaften kroen, den lå ved Jernvejsgården (jvf. Jernen), den blev flyttet op til Taastrup-Køgevejen da denne blev anlagt. – Lopholms Kro. – Køgekro, lå ved Olsbæk. - Jægerkroen. – Fedtekroen, lå ved Vallensbæk Strand. – Nissekroen, ved Brøndby Strand. – Flaskekroen, ved Vigerslev.

Lige op til cementvejen omkring 1930 var Strandvejen meget primitiv, der var store huller, og efter regnvejr var der søer. Det var besværligt for biler. Men mærkeligt nok begyndte der på denne tid en rutebil, som set med nutidens øjne var lille, men dog var nyttig for

”Gl. Køgevej. 200 meter syd for Klintegaarden. Dec. 1926. L.F. Gluud”. Klintegaarden. Peder Olsens hus.


9

beboerne. Og hvad hullerne i vejen angår, så var vi børn glade for dem, det bumpede så sjovt, og det bedste var, hvis man kunne komme til at sidde på den bageste bænk – for så var udsvingene størst! Og rekorden var – at hovedet rørte loftet! Det var en privatmand der

startede denne rute, vognmand Jens P. Petersen fra Hvidovre, han blev kaldt ”Statsbanernes fjende nr.1”. Senere, da den gode vej var blevet lavet, blev han presset ud af Statsbanerne. Han startede også skibet ”Strandgreven” (omtales i Stk. 25), og Hundested-Grenaa-færgen.

Den gamle vej i tørvejr. Til venstre: Riise-Knudsens grund. Derefter taget af købmandens hus, og af Højbo. I midten Klintegaard. Til højre: ubebyggede grunde, hvor nu Svend Gratesvej er. 1927. Foto: R-K.


10

4. FORTET Efter nederlaget 1864 var der til stadighed diskussion om landets forsvar. Under Estrup blev der i 1880’erne bygget en vældig landbefæstning omkring København, det gav anledning til langvarig politisk strid. Nogle var for, andre var imod og sagde: ”Hvad skal det nytte”. Der udkom en masse stridsskrifter om ”forsvarssagen”. Et af dem hed ”Dommens Dag”, det udkom anonymt i 1908, og vakte stor opsigt. Det var en fantasi om et tysk angreb på København. Bogen blev glemt, men 9. april 1940 blev den genoplivet. Det mærkelige er, at fantasien henlagde angrebet til en dag i april! Den var skrevet af forfatteren Karl Larsen, og en officer, V. Dalhoff-Nielsen, som havde udarbejdet ”den militære operationsplan i den kendte novelle ”Dommens Dag” (1908)”. Karl Larsen var fra barndommen optaget af forsvarssagen, hans far var faldet ved Dybbøl. Han var meget interesseret i militærvæsen, og han beundrede Tyskland. Ejendommeligt nok var der noget lignende i Norge, endda tidligere. En slægtning af mig, oberst Hans Bassøe, holdt tale i Stortinget i 1899 om forsvaret. Han var formand i Militærkomiteen. Han klagede over at der ikke var

kontrol nok ved fæstninger, som fx Oscarsborg, og han mente at der skulle være mere kommunikation mellem dem. Han sagde: ”Som forholdene nu er, er det virkelig således, at et fientlig skib kan gå ind en mørk høstaften, og sætte i land en 100 mand og tage Oscarsborg. Man kan ødelægge kanonerne, og skibet kan nogle timer efter gå ud igjen. Det er falskt at sige, hvad man så ofte hører her i landet, at krigen kommer ikke så hurtigt, og at der forud for den vil gå diplomatiske forhandlinger, og at mange ting vil tyde på dens komme, så der altid vil blive tid til at forberede sig. Det tror jeg ikke man skal være så sikker på, thi krigsførelsen i vor tid går ud på overfald. Man behøver ikke at gå længer end til begyndelsen af århundredet, da Kjøbenhavn blev overfaldt uden krigserklæring”. – Det er med et moderne udtryk et kommandoraid der forudses. Men samtiden tog det ikke alvorligt. I et blad ”Korsaren” var der en artikel med overskrift ”Oskarborgs Erobring”. Den begyndte: ”Det var en mørk augustnat, og sydosten jog regnen ind over Oskarsborgs volde. Skildvagten på hovedbatteriet stansede et øieblik og lyttede. Var det skridt? Klirren af våben? I næ-


11

ste sekund følte han sig grebet av sterke hænder og merkede en bajonnet på sin strube. ”Stille, eller du er dødsens”, lød en stemme på tysk i hans øren … ” Denne fremtidige begivenhed er henlagt til 29. august (!) 1902. Det udmales at et stort antal tyske krigsskibe stævner ind gennem Oslofjorden. Denne fremstilling passer bedre til det der skete blot 40 år senere. Men antallet af skibe er vildt overdrevet, og fantasien skal blot tjene til at gøre nar af oberst Bassøe efter hans forsigtige advarsel. Artiklen ender med: ”Det hele var heldigvis en drøm, men en styg drøm, der var en følge av tung souperkost og læsning af en fremtidskrigs historie”. Og det siges at det var Bassøe der drømte. At invasionen er tysk er netop en del af ironien. Det var helt uvirkeligt, ja latterligt. Nordmændene har aldrig frygtet for Tyskland, det var kun Danmark der var i fare. Hvad de frygtede var Russerne, som kunne trænge ind i Nordnorge. Men det er da ikke sket endnu. – I øvrigt var det fra fæstningen Oscarsborg de kanonskud og torpedoer blev affyret, som sænkede ”Blücher”, hvor den stab der skulle styre Norge var samlet. Man må sige, at i krig sker der gerne noget uforudset. Og man kan tilføje, at når det gælder krig, bliver menneskene aldrig klogere (jvf. Stk. 15, slutning).

Men i Danmark var det alvor. Omkring 1900 var København en af de stærkest befæstede hovedstæder i Europa. Men teknikken gik hastigt frem, tyskerne byggede langtrækkende kanoner, og man frygtede et tysk angreb. Derfor blev der fra 1913 bygget en fremskudt forsvarslinie, TUNE STILLINGEN. Den gik fra Roskilde fjord over Tune til Køge Bugt, og her anlagdes Mosede Batteri, i daglig tale kaldet Fortet (ligesom nu). Det ligger højt, med vid udsigt mod syd, og desuden er her det bedste sted til landgang (jvf. Stk. 24). Det er interessant at hele Estrups befæstningsanlæg, kaldet Vest-Enceinten, ikke er indtegnet på de officielle Generalstabskort, senere kaldet Geodætisk kort, i 1:100.000, det gælder endnu for den sidste udgave i bogform, fra 1960. Det var militære hemmeligheder! Efter anden verdenskrig blev anlægget åbnet for offentligheden. – Det er mærkeligt at se, hvor forskelligt Danmark forholdt sig ved udbruddet af krig i 1914, og i 1939. Under første verdenskrig gjorde man meget for at modstå et tysk angreb. Der blev indkvarteret soldater på gårdene, der blev gravet skyttegrave, og der blev udlagt pigtrådsspærringer. På Klintegårdens jorder blev 27 tønder land gravet op. Efter krigens afslutning blev der udbetalt erstatninger. Der var mange


12

soldater indkvarteret på Klintegården, og der var enkelte hos sommerhusejerne. I et brev af 2. maj 1918 fra overretssagfører Harald Christensen ”fremsendes regnskab over soldaterindkvartering på Karlslunde Strand i tiden fra 1. juni 1916 til 1. febr. 1917”. Efter beløbene angives hvor de var fordelt, det giver et indtryk af hvem der boede der dengang: Godsejer Stenbjørn 3 mand, fabrikant Gluud 2, (de følgende hver 1) forvalter Albertsen, Frøken Ljungdahl, O.R. Sagfører Christensen, mejerist Christensen, Dr. phil. Hartz, direktør Hartmann, fabrikant Winther, og købmand Lybecker. I mellemkrigstiden var fortet militært område. En gang imellem var der skydeøvelse, fx

med maskinkanon. Man kunne se projektilerne slå ned i vandet. – Engang da jeg var lille gik jeg tur med min mor til den nye Mosede Havn. Vi gik ad stranden. Da vi skulle tilbage stod der en masse nøgne unge mænd på stranden. Det var soldater som skulle i vandet, og der var ikke noget med badebukser. Det var ikke noget for en dame på den tid, så min mor tog mig med op på klinten, og hun gik fremad med nedslagne øjne. Her oppe stod flere officerer i uniform, de skulle holde øje med soldaterne. Jeg var klar over at vi ikke måtte gå her, men officererne sagde intet – de respekterede min mors adfærd.

5. HAVNEN Mosede Havn blev bygget i 1920’erne. Den hed ”Fiskerihavn” fordi den blev bygget til en gruppe fiskere i Mosede, som indtil da var nødt til at trække deres både på land. Som meget lille gik jeg med min far derhen, havnen var vist under opførelse. Vi kom ned i kahytten i en fiskekutter, der sad flere fiskere som min far kendte, alle blev omtalt med fornavn. Desværre blev det ikke til flere besøg der. Jeg

var meget optaget af alt med fiskeri, og det var mit store ønske at blive fisker. Nu var der nord for åen en lille hytte lige ud til stranden, her holdt Hans Rasmussen til, en ret ung fisker. Han boede ikke her, men der var et lille rum med køjer. Desuden et større rum der var fuldt af fiskenet. Jeg holdt af at sidde her i timevis og se på at han ”bødede” garn. Han havde en særlig ”nål”, hvor garnet var vundet op inde


13

på midten. Hver gang nettene havde været i brug skulle de repareres for rifter. Nettene blev beskyttet af tjære. Der var, som andre steder, en ovn på stranden, hvor man kogte tjære. Engang sagde Hans Rasmussen at han ville forære mig en båd, det blev mit store ønske. Jeg troede fuldt og fast på det, og fortalte det til mine forældre, men de tvivlede. Og tiden gik, jeg fik ingen båd. Det siges, at man ”må aldrig

skuffe et barn”. Det var det, der skete her. Men da vi flyttede til byen begyndte en anden tilværelse. Jeg fik briller, og så kunne jeg ikke blive fisker. Denne drøm forsvandt efterhånden. – Hans Rasmussen boede med sine forældre i et lille landbrug nær Klintegården, han var ugift. Han havde, som andre fra egnen, arbejdet på Grønland, i Kryolitbruddet. Han døde ret tidligt, blev ikke 50 år.

Mosede Havn. Den oprindelige form. Nordre mole. 1935.


14

Et barn skal jo lære meget. Nogle gange kunne man se en flot regnbue over stranden. Mine forældre sagde, at man ikke kunne komme hen til den. Det troede jeg ikke på, så jeg prøvede flere gange at gå efter den, mod nord, på sandstranden. Men når jeg kom til åen, og lidt videre, og jeg kunne se at jeg ikke kom nærmere til den, så måtte jeg erkende at den

stadig var langt væk. Og så var det vel, desværre, rigtigt, hvad mine forældre sagde. Mosede Havn blev bygget som en femkant, og der var en bro ud til den. Siden er den blevet udbygget med flere moler, og nu er det en ”Lystbådehavn”, idet antallet af sejl- og motorbåde er eksploderet efter krigen.

6. JERNBANE Den berømte (berygtede) justitsminister ALBERTI var valgt til Folketinget for Køge i 18921908. Han arbejdede på at få anlagt en jernbane fra Køge til København. Det kom så langt at der blev vedtaget en lov i 1908, men så gik sagen i stå. Men ønsket var der stadig, og senere blev sagen taget op igen, og i 1918 blev der nedsat en kommission. Efter et grundigt arbejde afgav den Betænkning i 1921. Der var tale om det vi kalder et Regionaltog, ikke det der kom senere, et S-tog med mange stationer. På den tid boede der ikke mange mennesker langs stranden, og jernbanen skulle først og fremmest være til godstransport, derfor skulle den lægges et stykke inde i landet, nogle mente at den skulle gå vest om Karlslunde by. Der

kom mange henvendelser fra lokalbefolkningen angående linieføringen. Det blev også anført at man skulle bekæmpe arbejdsløshed. Men efter første verdenskrig var bilerne i fremmarch, derfor var nogle betænkelige ved jernbaneanlæg. Det kan nævnes, at der i 1920’erne blev anlagt ”den midtsjællandske jernbane”, fra Hillerød over Frederikssund til Ringsted. Det var en eklatant fiasko, den blev nedlagt få år efter. Man kan endnu se 2 dæmninger syd for broen ved Frederikssund. Betænkningen indeholder udførlig planlægning, og detaljerede udgiftsberegninger. Der er optrykt mange henvendelser fra beboere og organisationer om deres ønsker. Men der kom ikke noget ud af det, i retning af jern-


15


16

bane. Derimod er der en bemærkning som peger på fremtiden. Kommissionen har overvejet et forslag fremsat af ingeniør H. Frede Petersen, som har skrevet om jernbane, men som også har foreslået at det undersøges, om der kan anlægges en vej langs stranden, udgående omtrent fra Københavns kommunes sydlige grænse, og om der i den forbindelse bør foretages opfyldning af lavvandede partier i Kalvebodstrand. – Komissionen anfører, at uanset om der skal være jernbane eller vej, bør man begynde at ekspropriere nu, da udstykning og bebyggelse er begyndt. På vedføjede skitse ses forslag til jernbane og vej. Jernbanen udgår fra Vigerslev, så man

kunne benytte Roskilde-banen fra Hovedbanegården dertil. Der er planlagt stationer ved Vallensbæk Strand, Hundige, Karlslunde Strand, og ”Jernen-Station” nord for Solrød. Desuden er der billetsalg ved Avedøre, Jersie, Lynghuse (Ølsemagle/Ølby). Den projekterede Strandvej er afmærket med prikker. Gammel Køge Landevej er tegnet fra Valby til Jægerkroen. Lige nord for denne slår vejen et sving ind i landet, det skyldes den lavtliggende strandeng (jvf. sidst i Stk. 7). Man ser at der er afsat strandpark ved Hundige, og ved Karlstrup Strand, svarende til det der blev fredet (Stk. 25).


17

Skitse i Betænkning 1922. Flertallets forslag.

7. VEJEN. DEN NYE STRANDVEJ Forslaget om en vej vakte så stor interesse at Kommissionen nedsatte et udvalg til at undersøge dette, og allerede 1922 kom der en betænkning om ”Anlæg af en Vej langs Stranden ved Kjøge Bugt”. Til betænkningen er der som bilag et meget langt kort (Atlasblad), hvor den projekterede vej er indtegnet. Det er flertallets forslag, at vejen skal gå helt ude ved kysten, således at det er nødvendigt at fylde op, på grund af højvande. En skitse viser, at der skulle være to kørebaner, den ene ud til vandet, en art Riviera, hvor den hurtige trafik, biler, skulle køre, mens den langsomme trafik, hestevogne og cykler, skulle køre på den anden. Og i

midten var der plads til en elektrisk sporvogn, som der ville være brug for, hvis det ikke blev til noget med jernbanen. Imidlertid var der et mindretal under energisk ledelse af ingeniør E.L. Barfoed, og det fremsatte en anden plan. Man skulle holde sig til den gamle Køge Landevej, som lå lidt væk fra kysten. Det ville have mange fordele: man skulle ikke fylde op, man ville ikke ødelægge ”den smukke badestrand”, vejen ville komme til at gå der hvor den nuværende bebyggelse er, og den fremtidige vil komme. – Ligesom flertallet foreslår mindretallet, at der med mellemrum anlægges strandparker, hvor


18

befolkningen kan komme ud til stranden. Det må ikke gå som nord for København, hvor det er private grunde hele vejen. Det skal bemærkes, at det først var i 1930’erne at Stauning fik vedtaget en lov, som gjorde strandene tilgængelige overalt. Det var måske som tak for dette, at en nydannet revle blev opkaldt efter ham – ”Staunings Ø” ved Jersie Strand. – I forbindelse med disse Strandparker skriver mindretallet: ”Således vil Mosede Batteri, såfremt det nu skal nedlægges, kunne omdannes til en smuk park, der i langt højere grad vil opfylde land- og bybefolkningens krav til at nyde udsigten på dette sted, end hvis Kommissionens flertalsforslag gennemføres syd på, hvor man vil bortgrave en del af den derværende smukke, historiske klint, og lade en bred automobilvej skære sig ind gennem resten. I kommissionens flertalsforslag er det, som om opnåelsen af krav, der kan tilfredsstille en gennemgående turist- og luksusautomobiltrafik, har været den ledende faktor. Beboerne forudsættes både at være mange og velhavende …” – Og ingen af delene var rigtige – dengang. Der anes en social forskel mellem beboerne nord for København, og dem syd for. Desuden var det tiden for Socialdemokratiets fremvækst, hvor der skulle være velfærd for den

jævne befolkning. I Social-Demokraten er der i 1922 en stor artikel om planerne for jernbane og vej, med den nævnte skitse. Den ender med: ”Under det konservative regimente blev stranden fra København nordpå så godt som ganske ødelagt for den almindelige befolkning. Dette bør ikke gentages mod syd”. Samme år var der et stort borgermøde i Jægerkroen, det endte med at beboerne sluttede op om mindretallets forslag, som fremlagdes af ingeniør E. L. Barfoed. Han havde en stor ejendom ved Hundige. – Nu længe efter må man da være glad for, at det var dette forslag der blev realiseret! Efter mange diskussioner op gennem 1920’erne om ”vejen” kom arbejdet i gang omkring 1930. Det skulle være en cementvej, eller rettere: betonvej, hvad der var ganske nyt den gang. Først blev der gravet ud, og det var fantastisk at se bredden, hvor der før bare havde været lidt grusvej. Så blev der fremstillet et netværk af tynde jernstænger. Det blev lavet på stedet, der var nogle trærammer hvor stængerne blev lagt, først den ene vej, så den anden. Derefter skulle de samles, i hvert kryds blev en bøjet ståltråd sat ned, og den blev så lukket og klippet af. Et stort arbejde. Dette var armeringen. Nettene blev lagt på vejen, på et


19

“Idyllen ødelægges.” August 1932. Foto: R-K.


20

underlag, og nu blev der hældt cement på. Det kom fra de roterende ”cementkanoner”, som også var nye dengang. Derefter blev der lagt stråmåtter på, de skulle sørge for at ”afbindingen” skete langsomt. Der blev støbt to kørebaner, en i hver retning. Ved siden af dem var der en grøft, derefter cykelsti og fortov. Senere blev grøfterne sløjfet, og der blev 4 cementkørebaner. – Nu er der igen 2 kørebaner for det meste, og bred midterrabat, det er for at tvinge hastigheden ned, så ulykker undgås. Det har man opnået, men til gengæld er der trængsel på motorvejen!

Det var et stort arbejde at støbe det tykke betonlag, og dengang havde man ikke de entreprenørmaskiner der er en selvfølge nu, så det varede længe, 4-5 år. Det første skulle blive det sidste: man startede ved Store Vejleå, hvor landevejen havde en bugt ind i landet, fordi der var en lav strandeng. Her startede man med at fylde på, så det kunne ligge og synke sammen. Og efter de 4 år kunne man så støbe cement her, som det sidste. Lidt syd for dette lå Jægerkroen. Den havde ligget ud til den gamle landevej, som kan ses endnu på et bykort, med navnet Tranegilde

Den nye cementvej, ikke færdig anlagt. Riise-Knudsens hus, SOLE. Til højre: Wesches hus. Ca. 1933. Foto: R-K.


21

Strandvej, som bugter sig. Den nye cementvej lå lidt længere inde, så nu måtte indgangen flyttes til baghaven. Der blev rejst en monumental rød træport ud til den nye vej. Senere er kroen forsvundet, ligesom Frihedskroen ved Hvidovre. Men her er navnet bevaret, i Stogsstationen, og i butikscentret. – Jeg er vant til at vi sagde: Cementvejen. Senere har jeg lært, at den korrekte betegnelse er: Betonvejen. For cement er bindemiddel, produktet hedder

beton. Men så morede jeg mig da jeg opdagede, at der ved Solrød Strand er en vej der hedder: Cementvejen! Den går på tværs af – betonvejen. Forklaringen er, at den går op til Karlstrup, hvor der var en cementfabrik 19581975. Før den var der kalkværk, som hørte til Hedehus Teglværk. Søen der ses nu er opstået ved at der er blevet gravet en masse materiale op til disse produktioner.

Den hvide Cementvej, med motorcykel. 1935.


Forstørret Sognekort 404 B. 1892. Scannet af Kort & Matrikelstyrelsen. Copyright A 125-02.


23

8. UDSTYKNING Ved udskiftningen efter 1800 ville bønderne i sognet ikke have andele i Jernen, fordi arealet var værdiløst. Det hele kom til at høre til Klintegaarden. Mortensen nævner en række ejere af gården og kommer til Jens Nielsen, 18471892. Derefter skriver han: ”1893 købte et selskab gården og antog som forpagter Christen THERKILDSEN, født i Jylland, gift med Ellen Kristensen. Therkildsen var en dygtig, foretagsom mand, der kom til at betyde meget for sognet; han var sognerådsformand i 15 år, arbejdede for Stormosens afvanding, oprettelse af statshusmandsbrug m.m. 1911 solgtes strandarealet ”Jernen” fra gården til udstykning, og er nu i ca. 200 parceller. Therkildsen købte gården og den øvrige jord, der i 1916 købtes af hans svigersøn Christian H. Rasmussen, gårdejer i Karlstrup. Født på Langeland 1879, gift i Karlslunde 1904 med Ellen Therkildsen. – Den nye betonvej København-Køge førtes så nær op til gården, at den østlige længe måtte fjernes”. Der findes et Sognekort med titel: ”Karlslunde Sogn. Thune Herred. Kjøbenhavns Amt. 1892”. Målestokken er angivet til 1: 20.000, det er det samme som for det første Sognekort

(Stk. 1). Her bringes et udsnit, som er forstørret. Man ser at den gamle strandvej ikke går så tæt på Lopholm og Ræveholm som den gjorde på det tidligere kort, den er blevet rettet ud. Matrikelnumrene på bondegårdene svarer til det tidligere sognekort. Men nu er Jernen udstykket, så det har vel forbindelse med det Mortensen omtaler. Jernen har 10 a og et bogstav mere. Men det er store grunde, fra stranden indtil agerjorden. Siden er disse grunde blevet udstykket, og derfor er matrikelnumrene blevet længere, idet de er blevet underdelt med flere bogstaver. – Ved flere steder står der: Mosede by, Greve Sogn. Det hænger sammen med at en del jorder tidligere hørte til G(j)eddesdal, som ligger i Greve. Mosede hørte dels til Greve sogn, dels til Karlslunde sogn. Foroven er ”Mosede By” indtegnet – den består af 3 gårde. (Nu: Mosede Bygade). Der er også navne som: Bastebjerg Enge. Brødmosen. Sdr. Holmen. Store Mose. Præstegaardens Eng. Ellesmad. For den følgende tid er der et meget stort Matrikelkort, i 1:4000, som går fra 1905 til 1950. Det var udmærket til at begynde med. Men efterhånden som de store grunde blev udstyk-


24

ket, i stadig mindre parceller, er det blevet noget ”gnidret”. Tilmed skulle mange matrikelnumre ændres, og der er ikke meget system i de nye bogstavkombinationer. Endelig findes der de moderne Matrikelkort, fremstillet elektronisk, med de nuværende matrikelnumre. Min far var tidligt med, idet han i 1911 købte ”Matrikelnummer 10-am af Karlslunde By og Sogn”. Der blev udfærdiget et udstykningskort som viser 2 strimler af arealet, fra vandet ind til agerjorden. Den nordlige var min fars grund, som nu gennemskæres af Strandvangen. Den næste blev købt af dr. Hartz, hvor nu Svend Gratesvej er. Skødet er tinglyst 8. december 1911. I protokollen er der først en KØBEKONTRAKT (Løbenr 1110/1911), hvori det hedder: ”Under-

Køge Bugt med is. April 1917. L.G.

tegnede inspektør P.I. Carvil sælger og overdrager herved til medundertegnede cand. phil. L. Gluud en parcel af den mig ifølge skøde af 26. juni d.a. tilhørende ejendom, Matr. nr.10-u af Carlslunde by og sogn, Kjøbenhavns amt. Den solgte parcel har et areal stort 21⁄2 tønder land og er beliggende umiddelbart op til den af de herrer d.phil. Hartz og Hjalmar Jensen kjøbte parcel, strækker sig i Jæhrnens fulde dybde, og skal mod Kjøge Bugt have en strandlængde af c: 65 alen, og imod vest af c: 85 alen”. Dernæst kommer en række bestemmelser. Parcellen er tiendepligtig. Der er en deklaration af 1905 ”angående en færdselsret for Karlslunde sogns beboere ad en vej til Jæhrnen for at køre ned til stranden og hente grus, tang m.m. indtil cote 0, for et tidsrum af 49 år, fra 31. oktober 1905 at regne.” – Der må kun bygges i 2 etager, til 2 familier. Og så en række forbud, som viser at man også var ”miljøbevidst” før i tiden. ”På parcellen må ikke drives nogen af de i lov af 10. marts 1852, angående visse for sundheden skadelige næringsveje, ommeldte næringsbrug, eller haves oplag af de i loven nævnte gjenstande, ligesom bygningerne på ejendommen ikke må indrettes til eller anvendes til drift af fabriker af nogen som helst art,


25

Udstykningskort 1911. Scannet af Kort & Matrikelstyrelsen. Copyright A. 125-02.


26

ei heller må der i bygningerne eller på parcellens grunde drives nogen som helst beværtningsnæring, pantelåner- eller vognmandsforretning, eller overhovedet drives nogen næring eller virksomhed, der ved røg, larm, ilde lugt eller på anden måde kan være til gene for naboerne. Endvidere må der på parcellen eller i de bygninger, der opføres på den, ikke forefindes sanatorier eller optagelseshjem for epileptikere, drankere, lupus-, tuberkulose- eller andre patienter, eller anstalter for vanføre. På parcellen må ei heller findes slagteri, losseeller oplagsplads.” – ”2. Skulde den over parcellen førende gamle Kjøge Landevei blive omlagt, skal køberen finde sig i, at den føres

Byboere på Stranden. 1915

over parcellen andetsteds i flugt med den nye retning, der måtte gives vejen ved dens omlægning.” Man har altså haft plan om dette i 1911! - ”4. Købesummen er fastsat til 1200 kr., skriver et tusinde to hundrede kroner pr. tønde land, hvorved bemærkes, at det over parcellen førende vejareal ikke medregnes ved bestemmelse af købesummen”. - 5.”Udenfor købesummen betaler køberen alle … udgifter … samt salær til overretssagfører V. Kiær …”. Derefter kommer SKØDE. ”Den med foranstående købekontrakt solgte parcel er ved Landbrugsministeriets udstykningstilladelse af 11te november d.å. skyldsat under Matr. no. 10-am for hartkorn 23⁄4 album, og dens areal udgør efter udstykningskortet 13.791 m2 – 35.001 kvadratalen, heraf vej 605 m2 – 1.536 kv. alen. Da vejarealet ikke medregnes til beregning af købesummen, udgør denne, beregnet efter 33.465 kv.alen á 1200 kr. pr. td. land, kr. 2.868,42”. - ”Til vitterlighed: A. Palnir, V.Kiær.” Dette bliver 81⁄2 øre pr. kv.alen. Herved bekræftes den mundtlige tradition som sagde, at salgsprisen var 10 øre pr. kv.alen, og at mindste salg var 2 tønder land. Derefter følger en PANTEOBLIGATION (løbenr. 1111/1911). Teksten er ret kortfattet, idet der stadig henvises til en foregående pan-


27

Fra Gæstebogen. 20. maj 1917. Fritz W. Gluud (fætter af min far).


28

teobligation (1109/1911) angående juridiske enkeltheder. Den hører til en købekontrakt (1108/1911) for en tilsvarende parcel. ”Ejendomsselskabet Østerstrand A/S sælger og overdrager herved til frøken Else Kirstine Lybecker en ubebygget parcel af den selskabet ifølge skjøde, tinglæst 3’ august 1906, tilhørende parcel af Klintegaarden matr. nr. 10-u af Karlslunde By og Sogn, Kjøbenhavns Amt …” Kontrakten slutter: ”Som sælger: Ejendomsselskabet Østerstrand A/S Carl Olrich, V.Kiær. Til vitterlighed: A. Palnir. Carl Kaiser”. – Her er prisen 7 øre pr. kv.alen. (Parcellen er ikke matrikuleret). Man kan sammenligne med grundpriser nu. Ganske vist er der ingen ubebyggede grunde, og det er nærmest umuligt at købe grund nær vandet, da de går i arv. En ejendomsmægler oplyser, at grunde på strandsiden af vejen kan koste mellem 1700 og 2500 kr. pr. kv. meter. Men heri er indeholdt udgifter til byggemodning, og forskellige afgifter, som kan løbe op i 75-100.000 kr. pr. parcel. Grundene er ret små, de varierer omkring 750 kv. meter. Det kan ske at der fra en stor grund frasælges en almindelig grund. Den kan således komme til at koste over en million! Sætter man den oprindelige

pris til 20 øre pr. kv. meter, og prisen nu til 2000 kr., så er prisen nu 10.000 gange større end den oprindelige pris! Men nu er pengene jo ikke hvad de har været. En krone i 1911 angives at svare til 50 kr. i dag (officielt pristal, men se note 8.4). Herved reduceres tallet til 200. Det er ganske vist også meget, men så er det også et helt andet ”produkt” man køber. I 1911 fik man kun: sand, strand, blæst. Nu får man et velfungerende forstadssamfund: der er god lokalvej, med midterrabat og rundkørsler, der er motorvej, og S-tog, og busser. Og der er forretninger, restauranter, kirker. Når man ser tilbage på et århundredes udvikling kan man se, at et område der var totalt værdiløst i 1900 nu er blevet meget kostbart, regnet i pris pr. kvadratmeter. Hvordan kan det være? Jorden (eller: sandet!) er jo ikke blevet anderledes. Ganske vist gror der mange træer nu, men det mærkelige er jo, at træer kan gro hvor jorden er for dårlig til landbrug. I Småland havde man kun træer, derfor begyndte en konge at indkalde folk der kunne lave glas, for brændsel havde man nok af. Før var det jordens ydeevne, eller Bonitet, det drejede sig om. Det spiller ingen rolle nu. Det er byfolk som vil købe, de skal bruge grunden til at bo her, hele året, og så skal de have græs-


29

Grundejerforening. Love 1917.


30

plæne, blomsterbed, træer, golfbane. Pengene henter de andetsteds, i byen, i et højteknologisk samfund, der lever af eksport til andre lande. Man er kommet langt væk fra den ”natural-økonomi” som bestod for 100 år siden. En mand som Jens Nielsen (Stk. 26) har set halvdelen af den udvikling. I en oversigtsartikel hedder det: ”Omkring 1900 udviklede det nordeuropæiske borgerskab en særlig landliggerkultur, hvor familierne inklusive tjenestefolk om sommeren flyttede ud til sommerboliger på landet eller ved havet, søer, floder m.m.” Therkildsen tog initiativ til at plante et ”Læbælte”, også kaldet: Plantagen, i en sænkning mellem vej og strand. Oprindelig kunne der ikke gro noget på det åbne, forblæste område. Man plantede sølvpopler, som vokser hurtigt, de skulle give læ og muliggøre grantræer. Derefter skulle sølvpoplerne fældes. Men det var nu smukt at se sølvpoplernes

blade, når de blev bevæget af vinden. I mine forældres første hus (Stk. 12) kunne man sidde på balkonen og se helt ned til vandet. Therkildsen var også med til at købe Aktiegrunden (Stk. 23), og på vestsiden af vejen blev der her anlagt en plantage. I 1917 dannedes ”Foreningen af Grundejere ved Karlslunde Strand”, og der vedtoges love for foreningen. Man havde juridisk sagkundskab, idet en af grundejerne var overretssagfører Christensen. * * * I det følgende vil vi se på de enkelte grunde, fra Fortet sydefter. Det allerførste var et gult ottekantet træhus som blev kaldt HORN’s hus. Det blev bygget af tømrermester Richard Hansen, først i 1920’erne. P. HORN ejede Overgård ved Mariager fjord fra 1923 til 1930. Han var gift med en datter af Jens Nielsen, den tidligere ejer af Klintegaarden. Huset er væk nu.


31

Ravns hus: GLITNE. Set fra øst. 1935.

9. RAVN Det næste tilhørte kommandør Henrik Ravn (1868-1949). Det lå højt, på ”Klinten”, ligesom Fortet. Det var en langstrakt grund, på midten lå huset, et rødt træhus i to etager. Fra landevejen hen til huset var have, med en masse

frugttræer og frugtbuske. Fra huset ud til klinten var der åbent. Der har vel fra starten været en bestemmelse om at der ikke måtte bygges her, fordi man fra fortet skulle kunne skyde mod syd (Demarkationslinie), siden er det


32

blevet fredet. Lokalvejen hedder nu Frydensvej. Fruen havde tegnet huset, og tømrer Nielsen (Stk. 25) havde bygget det. Det lå på en skråning, således at der var en lang trappe op til stueetagen. Man kunne gå lige ind i kælderetagen, hvor der var et stort værksted. Det var kommandørens hobby at arbejde her, og nogle sagde at han burde have været tømrer eller snedker. Han havde også plantet alt i haven, var begyndt på en bar mark. De havde købt jord af Klintegården, og det var god jord. Nu var der meget at gøre med at plukke frugt og bær, det var fruen og de to døtre der stod for det. Kommandøren – det skulle man altid sige, man måtte ikke sige ”hr. Ravn” – var ivrig til at lave frugtvin. Dengang var druevin en luksus, og mange lavede frugtvin. Men det var svært. Det blev sagt, at der skulle 10 års erfaring til før man kunne være bekendt at servere den for gæster. Kommandør Ravns far var også søofficer, blev viceadmiral, og var minister i Estrups regering i en lang årrække. Den var jo meget upopulær på grund af ”provisorierne” (provisoriske finanslove), og det fortælles at Københavnerviddet sagde eller sang: ”Ned med Estrup, Scavenius og Ravn. – Op, op på en skraldevogn – og ud af Kongens København”!

Ved at støtte landbefæstningen skadede han flåden, og blev kritiseret af sine kolleger. – Kommandøren blev senere direktør for Søkortarkivet. Han havde sejlet meget, bl.a. til Island, som dengang hørte til Danmark. Her havde han fundet sin hustru, Marie, som var søster til fru Hartz (Stk. 19). Og det var ved sommerophold hos Hartz at de fik lyst til at få eget hus her. Fruernes far var norsk hvalfanger på Island, kaptajn Lauritz Berg. En anden søster blev gift med den svenske opdagelsesrejsende Nordenskjöld. Fru Ravn fortalte engang, med et undskyldende smil, at blandt de danske søofficerer hed det sig, at man skulle ”plukke rosen, men lade busken stå”. Det føltes som en meget ”vovet” bemærkning på den tid. – Det var et forbilledligt ægteskab, min mor sagde at det var ”den store kærlighed i praksis”. Fru Ravn havde engang fortalt, at der gik ikke en dag uden at hendes mand sagde en kompliment til hende. - De to døtre havde fået nogle gammeldags navne: Wilhelmine og Henriette. Men det klarede de ved at forkorte til: Willen og Henni. Henni blev gift med en ingeniør i Göteborg. Ravns hus hed GLITNE. Det er et gammelt norsk ord der betyder: den lysende, eller strålende. I den norrøne mytologi var det navnet


33

på guden Forsets hal, hvor han holdt dom. Der var støtter af guld, og taget var af sølv. – Men sådan var Ravns hus nu ikke. I påsken 1935 boede jeg der. De viste mig en dørkarm, hvor malingen klæbede lidt. Huset var bygget

under første verdenskrig, der var erstatningsmaterialer, og malingen var ikke blevet tør i løbet af 20 år! – I 1960 blev huset ombygget, men nu er det væk. Og området derfra ud til klinten er ligeså åbent som før i tiden.

10. ORLA-JENSEN Det vi kaldte Klinten kronedes af et mægtigt bjælkehus med rødt tag. Det var i 3 etager, og med lang balkon mod øst og vest. Det ligger nu for enden af Klinteparken. Sigurd Orla-Jensen (1870-1949) blev cand. polyt. 1893, dr. phil. 1904, professor ved Polyteknisk Læreanstalt 1908. Hans fag var gæringsfysiologi, og han gjorde en stor indsats for mejeribrug og osteproduktion, han var en internationalt anerkendt videnskabsmand. Han medvirkede til den danske roquefort-osteindustri, og han lavede recepten til CLOC-likør (Cuminum Liquidum Optimum Castelli, Slottets Bedste Kommen Likør). Og han skrev en afhandling om ”Aarsagen til Dannelsen af Huller i Schweizerost”. Hans hustru var også ingeniør, og gav sig af med de samme emner: mælk og brød. Da de havde købt grund tegnede hun et hus. Men da

hun så min fars bjælkehus (Stk. 13), blev hun så begejstret for det, at hun tegnede et lignende, men betydeligt større. I sommeren 1918 boede de til leje i vort første hus (Stk. 12), mens de byggede deres, som blev færdigt i 1919. -

Orla-Jensens hus. Ca.1924. (uskarpt).


34

Børnefødselsdag hos Orla-Jensen. 1926 eller 1927. Til venstre, foran: Sigurd O-J, bag: Erik G. Til højre, foran: Arne G, bag: Ib O-J. I midten: 4 børn af gartner Rosenaa.

Professorens hobby var at spille Kroket, det var moderne dengang, og man sagde at han gerne ville vinde. Der var indrettet en flot kroketbane. Der var to sønner, og når der var børnefødselsdag var det en stor oplevelse at være i den fantastiske have. Den ældste søn, Ib, blev kunstner, maler. Han havde en udstil-

ling i 1935, hvor jeg hilste på den aldrende professor. Den anden søn, Sigurd, sluttede som købmand i Store Magleby på Amager. Fruens søster, frk. Gjerulff, boede der om sommeren. De to søstre havde arvet mange penge, fra Firmaet Holbech på Østergade, hjørnet af Købmagergade.


35

Grunden var umådelig stor, så man måtte have en gartner til at passe haven, han boede med familie i et hus ved indkørslen fra vejen (nu Klinteparken 1), han hed Rosenaa. Grunden var på 4 tønder land, 57.000 kv.alen, (22.440 kv.meter). Professoren begyndte som andre på bar mark. Han havde rejst meget i udlandet, og havde hjembragt mange smukke planter og træer. Og fruen var også aktiv ved anlægget. Der var dels dyrket have, dels park, og der var lavet en lille sø. Da professoren blev gammel ville han gerne at stedet blev bevaret som det var. Han tilbød det offentlige at købe det hele for 150.000 kr., men hverken Statsministeriet eller Københavns Kommune ville betale det. Man syntes at anlægget var for fint til at være ”folkepark”, desuden lå det langt fra København. I slutningen af 1944 solgte Orla-Jensen til en privatmand, for 120.000 kr.

Herefter begyndte udstykningen. Der var forskellige planer for denne, mere eller mindre hårdhændede. Søen blev kastet til. Men der blev dog ikke bygget rækkehuse. Der er nu 2 veje: Klinteparken, og Klinteparksvej, med parceller på begge sider, og desuden er der mod syd et åbent stykke. Det blev købt af Ernst Hartmann (Stk. 25), der skænkede det til Høje-Taastrup kommune, som har indrettet en strandpark med mulighed for camping. Derfor navnet: Hartmannsgave. – Området fra Orla-Jensens hus ud til stranden er fredet. Orla-Jensen var meget aktiv for naturfredning, og var i mange år formand for Grundejerforeningen. - En af grundene blev købt i 1950 for 12.000 kr. Den var på 942 kv.meter. Det giver en pris på ca. 13 kr. pr. kv.meter.


36

Klintegaarden. Forrest: vej til Karlslunde by. Stuehuset er stråtækt. Til venstre: Peder Olsens røde murstenshus. Skibet i baggrunden er strandet, og besætningen boede en tid på Klintegaarden. Postkort. Stemplet 5.1.16. Efter et stort professionelt fotografi, 1914.

11. FRA KLINTEGÅRD TIL KØBMAND Klintegården lå som en indgang til Karlslunde Strand, ud til vejen der førte op til landsbyen. Skulle man til Karlslunde By (som man sagde) gik vejen fra Klintegården først lidt mod nord (nu Klintegaardsvej), så drejede den og gik mod vest til landevejen Tåstrup-Køge. Halvvejs hertil boede frk. KIERKEGAARD, hvis far havde haft Karlslundegården, og hendes

broder havde haft den inden Gjersdahl (Stk. 27). Hun drev et stort gartneri her, hjulpet af sin husbestyrerinde, frk. Møller. Her kunne man købe grøntsager, jordbær, også saft og syltetøj. Hendes hus var bygget af kridtsten, så det blev kaldt Kridthuset. Hun havde selv bygget huset, og anlagt haven. For børnene var det et paradis at komme her, og frk. Kier-


37

kegaard var sød mod børn. Fra indgangen ved vejen var der skiftevis guldregn og rødbøg. Hun havde arvet flere grunde på stranden, som hun kunne sælge efterhånden. Hun var meget dygtig, og meget afholdt. Hun havde været forlovet med en mediciner, men han døde. Da hendes veninder holdt sølvbryllup ville hun også holde en fest, og det blev i et telt på en strandgrund, med flere hundrede gæster (fortæller Sigrid f. Hartz, Stk. 19). Men hun blev syg, og måtte opgive gartneriet. - I nærheden boede Martin (Hansen) som også var gartner. Han kørte på stranden og solgte grøntsager. Hans hus ligger der endnu, overfor Egedalcentret. Bag dette går vejen lidt opad, ved Firhøje. Og i nærheden lå - Himmelbjerget! Engang kørte min mor på hestevogn her, og bonden klagede sig over stigningen. Min mor kom fra Norge med dets fjelde, så hun syntes nok det virkede komisk. Der må have været andre, der havde den opfattelse, for nu hedder det: HINBJERG. Som nævnt overtog Christian H(ilarius) RASMUSSEN Klintegården efter Therkildsen, som måtte opgive den på grund af sygdom. Han flyttede til Roskilde men kom sig her, så han kunne give sig af med forskelligt arbejde. Rasmussen havde forinden haft Øtoftegård

”Ane ved Klintegaarden”. Ca. 1917.

ved Høje-Taastrup, en gård med udmærket jord. Nu er der by her, men navnet er bevaret i et vejnavn. Rasmussen var gift med en datter af Therkildsen, og de fik 13 børn. Men fruen døde i 1918, under den spanske syge. Han giftede sig ikke igen. Der var forskellige husbestyrerinder, og der var ANE Rasmussen, som


38

havde været gift med en tømrer, men han døde tidligt efter en ulykke. Derefter hjalp hun til hos andre. Hun blev kaldt Ane ved Klintegaarden, hun var kusine til Ane på Ræveholm (Stk. 26), og hun var meget proper, i modsætning til den anden Ane (Nielsen). Hun boede i et hus der lå ved hjørnet af Engvej og Strandgårdsvej. Det brændte for nogle år siden, det var det sidste rigtige bondehus her. Der er en lille mindesten med teksten: ”Ane’s Hus 1817”. Ane ved Klintegården døde ca. 1936, og var da ca. 80 år. Da cementvejen blev anlagt gik det ud over Klintegaarden, længer blev fjernet, så kun stuehuset (bygget 1880) er bevaret, det ligger

vinkelret på vejen (Karlslunde Strandvej nr. 32). Omkring 1950 blev markerne udstykket, og Rasmussen tjente mange penge på det. Han lod opføre den røde ejendom (nr. 34), for at have nogle butikker i nærheden. Han døde l961, og siden har nogle af hans børn boet der. Den sidste, Ernst, døde i 2002, og derefter er huset blevet solgt. Jeg har talt med en datter, fru Thorsen, som var 94 år, hun kunne huske min far fra dengang han havde grund her! Lige syd for Klintegården kan man se en rest af den gamle Køgevej, den hedder Oldermandsvej, den er opkaldt efter Therkildsen, som var oldermand i Karlslunde bylaug. I øvrigt betalte Therkildsen en ny skole i Karls-

Lille bindingsværkshus overfor Peder Olsens hus. 1935. Nu: Oldermandsvej 7

Broen over åen ved den gamle landevej (nu: Oldermandsvej), lidt syd for Klintegården. 1935.


39

lunde, i 1908. Det var for penge han havde fået ind ved grundsalg. Oldermandsvej går ud til ”Åen”, som hedder Møllebækken. Indtil her er den overdækket, og der er en gangsti på den, som snor sig gennem villakvarteret. Her var dengang en lille bro til den gamle vej, og der lå et rødt murstenshus, bygget ca. 1907. Her boede PEDER OLSEN (Ol’en) som var arbejdsmand og hjalp til ved bygning af huse, fx blan-

de cement til fundament, ellers var det jo træ. Han var meget tunghør, og vi børn morede os over at se, at han holdt den ene hånd for øret når han talte med nogen. Der var ikke noget med høreapparat der. Og i øvrigt gik ”almindelige mennesker” ikke med briller dengang. Det kom først med Steinckes Socialreform i 1933, ”Sygekassebriller”. - Huset ligger der endnu, Oldermandsvej nr. 2, men er ombygget.

Rester af bro inde på marken, lidt syd for Klintegården. 1935.


40

Her fra Oldermandsvej er åen åben. Ved udløbet er der en stensætning. Ved at dreje udløbet ville man undgå at efterårsstormene pressede søvandet ind i åen. Syd for åen var et lavtliggende areal der længe lå ubenyttet hen. En tid blev det kaldt: CONVADs grunde. Først i løbet af 1930’erne blev det udstykket og bebygget. På de følgende grunde boede mange af de første grundejere. Der var ALBERTSEN, som havde været inspektør ved De Gamles By. Han havde flere grunde. Han og hans kone lejede ud om sommeren, så kunne de bo der før og efter, fruen sagde, at september var den bedste måned, når der ikke var ret mange mennesker. Hun sagde også: ”Når en af os dør, flytter jeg til Roskilde”. - En af de første på stranden var frk. LJUNGDAHL. Hun havde flere grunde, og byggede flere huse. Da min far byggede sit første hus kunne de vinke til hinanden, og i et blad var der en artikel om ”hans hus og hendes hus”. Ud til landevejen ligger et kvadratisk hus med stråtag, det kaldte vi fru Weiss’ hus (nu Granvænget nr. 2). Hun var afdelingschef i Magasin du Nord, for broderi. Hun foretog forretningsrejser, og herved traf hun en østriger, Weiss, som hun blev gift med, ca.1920. Det var gennem hende, at PIND kom herned. Han var afdel-

ingschef i Magasin du Nord, hvidevareafdeling, han havde 4 døtre. Huset var hvidt med stråtag, bygget ca. 1920. (Huset ses nu på Hybenvej nr. 6). – Derefter kom STEINs hus, gult. Karl Stein var grosserer. Senere var her Wandel-Petersen, købmand i Roskilde. (Huset ses nu i Granvænget nr. 7). I ”pionertiden” voksede der ikke noget, man så kun husene, derfor udtrykte man sig på den måde. - Holger Sørensens vej er opkaldt efter en grundejer. Holger E. SØRENSEN (f. 1886) var kontorchef i Københavns Belysningsvæsen, og havde en stor stilling som leder af personaleafdelingen. Han var i funktion da jeg begyndte som bibliotekar i Belysningsvæsnet i 1950. Han var en fin ældre herre. Hver dag indtog han sin frokost ved et lille bord i hjørnet af sit kontor. Jeg fortalte om min tilknytning til Karlslunde Strand. Men hans tid dér var efter min. Efter Steins hus kom PETER PETERSENs hus. Han var gårdmand, medlem af amtsrådet. Derefter et lille rødt træhus, det var frk. BECH der havde det, hun var datter af gårdejer Morten Bech. Han havde købt den parcel der lå lige nord for vor. Senere solgte han stykket vest for vejen til købmandshandel. Ca. 1934 byggede han rigtigt hus nærmere ved landevejen, mens frk. Bech havde det lille røde


41

sommerhus nær stranden, et af de første huse der. Hun malede på den kongelige porcelænsfabrik. Hun blev senere gift med Jens Holger Jensen, fra Strandgaarden, da han var blevet enkemand. Denne grund er nu den eneste, der går helt fra landevejen ned til stranden. Af andre beboere kan nævnes MANICUSHANSEN, et yngre par fra København, der var nabo til Albertsen. Mine forældre kom sammen med dem, også i byen. I det hele taget kom man meget sammen med de andre på

stranden, og mange livsvarige bekendtskaber begyndte her. Omkring 1920 boede den kendte læge og ernæringsekspert HINDHEDE en sommer på Stranden med sin familie. Han spillede en stor rolle under første verdenskrig, med sine råd i forbindelse med rationering. Han var ivrig vegetar. Hans søn, K. Hindhede, var den første der fabrikerede færdigblandet beton (Stk. 7), og anvendte gravko til udgravning af byggegrunde.

Bjælkehuset og andre huse. Til højre Steins hus med hvid gavl. Pinds hus med stråtag. Badehus.


42

På vestsiden af vejen lå et toetagers træhus, Højbo. Det ses stadig, men er ombygget (nr. 78). Der er mange sideveje på østsiden af Strandvejen, men der er ingen på vestsiden, bortset fra rundkørslen. Vejen er ”facadeløs”, fra Klintegården til Strandkirken, idet grundene har indkørsel fra Ræveholmvej.

Derefter kom Købmanden (nu nr. 84). Oprindelig var der ingen købmand her. Der var Mette Petersen og hendes mand, de boede i Karlslunde landsby. De kom ned til stranden med en hvid hest, en gang om ugen, og havde man telefon kunne man bestille varer. De var meget hjælpsomme. Efter mandens død flyt-

Købmandens hus. Benzintank. Den gamle vej. Ubebygget grund. Udlånt af Arne Hansen.


43

tede METTE (”Mette Hans Pæ’sen”) til stranden, og byggede købmandshuset. Om sommeren blev førstesalen udlejet. Mette var meget dygtig, og meget afholdt. Efter nogle år overgik forretningen til J. C. PETERSEN (som ikke var i familie med hende). - Man kan undre sig over, at der var basis for en forretning her hele året, da der var så få beboere (1920’erne). Men her traf man de andre mennesker og kunne snakke med dem, og så var der telefon, det var der ikke mange der havde. Byfolk syntes det var mærkeligt at se købmandsfruen veje mel af i papirpose med et lille barn på armen! Hun var ret stor, mens købmanden var ret lille. Han havde en stor rødlig hund ved navn Bello, den var meget fredelig. En sommerdag lå den og sov på pladsen foran butikken. Jeg, som var 7-8 år, stod og så på den, blot af nysgerrighed. Så begyndte den at blive urolig, virrede med hovedet, og vågnede op. Jeg tænkte: det er da mærkeligt, at jeg sådan kan øve indflydelse på den … Købmanden havde også bil, en Renault fra begyndelsen af 1920’erne, hvor køleren foran havde to skrå sider, det var noget der ellers først kom frem i 1933, med ”strømliniede” biler. I løbet af 1920’erne begyndte det med motorkørsel, og købmanden fik anlagt en ben-

zintank. Dengang var der et stort område fra Købmandshuset ud til vejen, det forsvandt da cementvejen blev anlagt. Når der skulle tankes benzin (der var ikke selvbetjening) skulle man bevæge et lodret håndtag frem og tilbage (vingepumpe). Herved blev den gullige benzin pumpet op, der var to glasbeholdere, hver til 5 liter. Når den ene var fuld åbnede man for en hane, så benzinen kunne løbe ned, og imens pumpede man op i den anden beholder, og således fortsatte det. Under krigen var der ikke brug for benzintanke, og da de kom igen efter krigen var de blevet mekaniserede. Når man stod ved købmandens hus en sommeraften kunne man se ”mosekonens bryg”, det var en let tåge der lå henover de lavtliggende marker og enge, op mod Karlslunde by. Ud over denne faste købmand var der mælkemanden fra Korskilde mejeri, han kom i bil, og ringede med sin klokke. Den tids varevogne var små, med en stor kasse bag førerhuset. På bagsiden af denne var der haner til sødmælk og til kærnemælk. På siden af vognen var der en lille hane, den var til fløde. Man medbragte kande til mælk og fløde, der var ikke flasker. Var man ikke hjemme kunne han stille den på trappen. En gang (da vi boede i


44

Bjælkehuset) var der stillet en halv liter fløde, det var til en uge. Da vi skulle tage den ind, lå der en druknet mus nede i kanden! Musen var kravlet op til kanten – og havde fået ”overbalance”. - Der kom også en bil fra Korskilde bageri. Og der var en slagterbil fra Karlslunde. Manden hed Rocatis, og vi børn var mest optaget af hans hareskår (ganespalte), det var meget fremtrædende, dengang blev det ikke opereret.

Der var også et landpostbud. Det var en ældre mand, der kom med sin cykel, og en stor lædertaske. Et år fik jeg som fødselsdagsgave en ”daler” (2 kroner) fra en faster i København. Det sagde han, og jeg ventede, jeg syntes han udfyldte en masse papirer. Så endelig halede han daleren frem og gav mig. Det var mange penge dengang!


45

12. GLUUD – CEMENTHUSET

Den første sommer. 1912. Udsigt mod vest over markerne. Til højre: L.G.


46

Efter købmanden kommer det areal min far købte, og som er centrum for mig. Leopold F. Gluud (1883-1968) arbejdede i sin fars garveri på Ny Carlsbergvej, og overtog det senere. Navnet stammer fra landsbyen Glud ved Horsens Fjord. En stamfader var bondekarl der, han blev hvervet til ”den Kongelige Livgarde til Hest” i København, og tjente 10 år, det var under Napoleonskrigene, da der var engelske soldater ned over Sjælland til Lolland. - Efter skilsmisse fik min mor, og min bror og jeg,

tilladelse til at skrive navnet med ét u, det er mere praktisk.

Arbejde ved det første hus. Til højre: L.G.

Vandvognen. 1915.

Hvordan min far fandt frem til Karlslunde Strand ved jeg ikke. Men som sagt købte han grund i 1911. Han kørte derud på motorcykel, og havde de første år et lille hus. I 1915 begyndte han at bygge sit første rigtige hus, som blev lagt allerbagest på grunden, ved den nuværende Ræveholmsvej. Man kan se huset endnu, men uden den altan mod vest hvorfra


47

man så aftensolen over markerne. I en lille regnskabsbog kalder han det ”Cementhuset”. Det var nyt dengang at lave væggene af cement. På billederne ser man arbejdet. Overetagen var af træ. Huset var tegnet af W. Glud, som ikke var i familie med min far. Regnskabsbogen viser at man tog ud hver søndag for at bygge. ”Billet Taastrup retur (2 pers.) 1,60. Automobil Karlslunde retur 3,20”. – ”Arbejdsløn til Lund og Jørgensen (første gang) 5 kr.” (derefter 7 kr.) (for 1 dag). – Senere:

”1 fl. whisky 3,00 kr. 1⁄2 Cognac 1,00. 10 sække cement 35,00. 12 flasker skibsøl 1,05”. Desuden: ”Knud – 18 timer á 50 – 9,00”. I en ”Samlet Opstilling” hedder det: Alt cementarbejde 343,44. Glud tegning 40,00. Tømrer Nielsen 1.200,00, og 800,00. Brøndgraver Olsen 113,20. Murermester Madsen 253,00. Malermester Mathiesen 189,00. (m.m.) De samlede udgifter er: 5.188,64. – Dette hus blev siden solgt til Wesche. Det blev da kaldt VÆNGET (Stk. 18).

Cementhuset under opførelse.

Cementhuset færdigt.


48

13. BJÆLKEHUSET Opførelsen af det første hus strakte sig ifl. regnskabsbogen fra april 1915 til oktober 1917. Men nu skete der noget uforudset. Midt under første verdenskrig rejste min far med en ven til Norge for at stå på ski, i begyndelsen af 1916. De boede på hotel i Geilo, og her var også en skiløber fra Oslo, Julie BASSØE (1889-1975). Hun var kontordame, og på grund af krigen

var der meget overarbejde, i forbindelse med skibsfart, idet Norge var udenfor krigen. Som kompensation gav chefen hende dette ophold på Geilo. Min far var endnu ungkarl, men her fandt han sin hustru. Allerede samme efterår var der bryllup i Kristiania. Han havde set på flere bjælkehytter i byens omegn og fået lyst til at bygge et lignende. Og straks det følgende

Materialer til bjælkehuset. Påsken 1917. Til højre: Laura Bechs hus. Peter Petersens hus.


49

forår begyndte opførelsen af ”det norske hus”, som det hedder i regnskabsbogen. Siden blev det altid kaldt: Bjælkehuset. Det blev lagt i den modsatte ende af grunden, nær strandkanten, foran læbæltet. Det var tømrer Nielsen der byggede det. Der blev brugt runde tømmerstokke, som var udhulet på undersiden, hvor de lå på næste bjælke. Mellemrummet blev foret med ”fæhår” for at tætne. Det kunne være godt nok til et sommerhus, men ikke til en streng vinter. Der var ingen indvendig beklædning, det var der heller ikke i cementhuset. Taget var et ”spåntag”, af små træplader. Det så pænt ud, men de skulle hyppigt udskiftes, det blev dyrt. ”Udgifter ved Bygning af det norske Hus”: 1917 april. Brøndgraver Olsen 77,00. Maj: Tømrer Nielsen 1.500,00 (og flere beløb senere). Desuden: Wulf Arbejdstegning 40,00. 1 læs lægter 100,00. Malermester Mathiassen 207,25. 1 komfur 75,00. 1 firkantet kakkelovn 150,00. Fisker Peter Jensen (Stopning af Bjælker og Hegn) 11 1⁄2 dag á 6 kr: 69,00. Plantning af graner 64,00. Med nogle andre poster bliver det i alt: 4.435,11 kr. - Af indbo nævnes: 3 spiralsenge á kr. 20, 4 kurvestole á kr. 32, 5 tangmadrasser á kr. 11, kravlebord, sengeudstyr 143,60.

Da huset skulle bygges modtog man bjælkerne. De blev skåret til så de passede til tegningen. Bagefter kom man til at tænke på, at man kunne have fået et større hus med de bjælker. Der var balkon både mod øst og mod vest. I hjørnet mod nordøst var der en åben veranda. Det ser man mange steder, men det er nu en misforståelse, i vort klima. For enten er

Bjælkehuset under opførelse.


50

vejret dårligt, så er man inde, eller det er godt, så vil man gerne sidde helt ude. Det gjorde man også her, derfor blev der købt kurvemøbler, fordi de er lette når man skal flytte dem ud og ind. Men de går nemt i stykker. - Under de senere ejere blev denne veranda lukket. Der findes et maleri af ”det norske hus”, eller Bjælkehuset, som vi kaldte det. Det har

Bjælkehuset færdigt. 17. marts 1918. Foto: C.H. Delcomyn.

signaturen Alf L, som står for Alfred Larsen (Note 12). Han boede hos ”Fiske-Peter”, og gik rundt og malede på bestilling. Vi har 3 af hans billeder. Jeg kan svagt huske at jeg har set ham da jeg var meget lille. Han var en lille, rund mand, så børnene kaldte ham for ”Kaptajn Vom” (efter en tegneserie). På maleriet ser man huset fra strandsiden, og der vokser kun enkelte buske. Min far fortalte, at han plantede en masse graner, men de gik alle ud. Senere kunne der gro noget, og nu er der fuldt af høje træer. Pudsigt nok ser man pumpen, det er vist en ”kunstnerisk frihed”, for den skulle være skjult set herfra. Men den fylder jo godt ud i billedet. Pumpen stod nemlig foran huset. Man skulle bære vand i spande ind til køkken og soveværelser. Nogle gange skulle der ”spædes”, dvs. man skulle hælde vand i pumpen ovenfra, for at stemplet skulle blive tæt. Og hvis det blæste kraftigt, kunne vandet blæse væk fra spanden! Når jeg dengang så ned i brønden kunne jeg se, at den var foret med grå mursten. Jeg tænkte, at det måtte have været et stort arbejde at stå dernede og mure. Men tømrer Arne Hansen har fortalt om fremgangsmåden. Først laver man en rund, flad ring af træ (brædder). Den skal ligge på jorden, som her er sand, helt vandret. Man lægger mursten


51

BjĂŚlkehuset. Maleri af Alfred Larsen.


52

rundt langs kanten, i flere lag over hinanden. Der er ikke mørtel mellem dem, for at vandet kan løbe til. Man graver sand ud i midten, derved synker kransen med sten ned. Man lægger flere sten på, og graver ud, så det hele synker ned til den dybde man ønsker. Omkring 1930, da sommerhusbyggeriet tog fart, brugte man store ”cementringe” som kom på lastbil. Man lagde en ring på jorden. Der var to brøndgravere, den ene gravede jord op inde i ringen, og efterhånden sank ringen ned. Så blev der lagt en ny ring ovenpå, vægten pressede ringen ned. Den ene brøndgraver fyldte jord i en spand, den anden brøndgraver stod oppe med et hejseværk, som han skulle dreje på, for at få spanden op. Således blev der lagt den ene ring ovenpå den anden, og brøndgraveren kom længere og længere ned. Når han skulle op satte han det ene ben i spanden, holdt sig til tovet, og den anden skulle så trække ham op. Det har nok været tungt. Arbejdet kunne være farligt, hvis der kom giftig luftart ud af jorden. Det siges at nogle havde et stearinlys dernede, hvis det gik ud, var der fare på færde. – Jeg fulgte dette arbejde ved flere brønde. Brøndgraverne tyggede skrå, og det syntes jeg var spændende. Jeg ville gerne prøve det, men det brød

de sig ikke om. Jeg helmede dog ikke før jeg havde fået et lille stykke at sutte på. Men det var stærkere end jeg havde tænkt, så da jeg kom hjem måtte jeg kaste op, det var i et blomsterbed! – Senere blev der anlagt et lille vandværk overfor Klintegaarden, i 1935. Det blev passet af Martin, som oprindelig var fisker og tømrer. Det er efter ham Martinsvej er opkaldt. Mens Bjælkehuset blev bygget boede man i det første hus. Efter at Bjælkehuset var færdigt blev det familiens sommerhus. Man ser på maleriet balkonen på første sal. Indenfor var forældrenes soveværelse, og her kom jeg til verden i sommeren 1921. Mange syntes, at det var forfærdeligt, at min mor ville føde her, i et sommerhus på den øde strand. Men hun havde fået nok af klinik, og sagde, at man kunne få børn alle vegne, også på Grønlands indlandsis. Og hun havde både sygeplejerske og jordemoder. Fødslen gik let. I øvrigt havde vi også en ung pige i huset, det var Valborg, datter af lærer Mortensen. En sang til min konfirmation begynder med: ”MANICUS han skød 3 skud, / alle løb på marken ud. / Over stranden lød det bud: / der er født en søn hos Gluud. Man til ”Bjælkehuset” foer, / gloede på det lille noer. / Glæden var som altid stor. / Ja! Og stolt det var hans mor.” Og det var hans far nok


53

også, for det er ham der har skrevet sangen. Det at huset lå tæt ved stranden, og mod øst, var noget særligt. På sommermorgener kunne man se solen stå op, og jeg har senere

tænkt på Jakob Knudsens salme: ”Se nu stiger solen af havets skød …” Det var et paradis for et barn at være her, man kunne lege overalt, og i sandet kunne man ”bygge flotte slotte”.

Pionerer på Stranden. Kurvemøbler i sandet. 1918.


54

14. OVERVINTRING

Den strenge vinter. Jul 1927. Ved pumpen foran Bjælkehuset.

Men, som Holberg siger: ”Hvor længe var Abraham i paradis?” Efter første verdenskrig kom der nogle år med stor ”turbulens” på varemarkederne, prisfald, også på læder og skind. I 1925-26 måtte garveriet lukke, familien måtte forlade villaen på Ny Carlsbergvej, og man flyttede simpelthen ned til sommerhuset. Den første vinter var meget mild. Jeg husker at jeg i januar gik med min mor til Karlslunde by og tilbage igen. Og bagefter sad vi det fri og spiste ”flæskeæggekage”. – Den anden vinter (1927-28) var meget streng. Der lå is et godt stykke ud i vandet. Jeg gik med min bror Erik (4 år ældre) ud på isen, vi trak i vore små kælke, gik imellem høje isskruninger og tænkte på hvad vi havde hørt om Grønland. Vi kom helt ud til iskanten og så ned i det sorte vand. Nu bagefter tænker jeg på hvad der kunne være sket … For et barn var det en dejlig tid. Men for min mor var det strengt. Huset var jo bygget til sommerbolig, og kunne ikke klare frosten. Der kom is på indersiden af væggene. Hun sagde til min far, at vi måtte flytte til byen. Der var jo også børnenes skolegang. Min bror fik undervisning på Karlslundegården, hvor man havde


55

en lærerinde til de to børn, Kate og Poul. Han gik hver dag fra stranden til Karlslunde by og tilbage igen. Engang måtte han vende om ved Lopholm, han var bange for gasen der. Og en anden gang så han en militær flyvemaskine, der var nødlandet på en mark. Det var jo noget nyt med flyvemaskiner, så det var han meget optaget af, og skrev en historie om det. Han gik i al slags vejr, sommer og vinter, og syntes det var hårdt. Hans erindring om den tid er helt anderledes end min. Jeg fik undervisning af min mor, lærte at læse efter en ABC. Der var en side til hvert bogstav, med et lille billede øverst. Jeg husker bogstavet I, der var en dreng som løb på skøjter på isen. For nogle år siden så jeg på væggen i en café billeder af en moderne ABC, her var også bogstavet I, og et billede af is – men det var is til at spise! Det siger noget om tidernes forandring. - Min mor vedblev at tale norsk. Da jeg nu var den eneste elev påvirkede det mig. Således ordet ”nogle” – det udtalte min mor som ”nokle”, og så sagde jeg også det. Så måtte jeg lære af min ældre broder, at det hedder ”no’le”. Da vi flyttede til byen og jeg begyndte at gå i skole sagde de andre: ”Hvordan kan du forstå din mor?”. Dengang var der ikke noget der hed ”modersmålsundervisning”. Det kunne jeg

godt have ønsket mig, så jeg havde lært at tale norsk. Nordmændene har svært ved at forstå dansk, og de synes det er et grimt sprog. Engang da vi sad i stuen med ABC-en kom der en mus frem fra et hul i en væg. Den gik ganske roligt hen over gulvet og forsvandt i et hul på den modsatte væg. Der var mange mus, og der blev sat musefælder op. Så kunne man om morgenen se det sørgelige syn med mus der var døde, og halerne stak ud. Om efteråret kom de ind i huset. Engang da min mor kom op i soveværelset var der en mus, der løb rundt i vandfadet – den kunne ikke komme op. En dag var det tordenvejr. Jeg sad på skødet af min mor, med ABC-en, og vi så ud af vinduet mod syd at et lyn slog ned, i et hus langt væk, ved Solrød – og straks slog flammerne op af taget. Derefter var jeg bange for tordenvejr. Vi kunne få besøg af hr. Gjersdal fra Karlslundegården (Stk. 27), han kom til hest, det var også den bedste transportmåde hernede ”på stranden”. Og jeg husker sommermorgener, når min bror var gået af sted til skole, jeg stod og så op over markerne mod Karlslunde by. Det var vidunderligt med solen, de lyse farver. Senere, da jeg gik i Mellemskolen, læste vi digte af Chr. Winther. Hans hyldest til det sjæl-


56

landske landskab udtrykte netop hvad jeg følte … Denne tid var radioens barndom (1926-28). Min far var ivrigt optaget af det nye. Han havde et ”Krystalapparat”, det var en lille trækasse med en sort plade foroven, hvor der kunne indsættes ”bananstik” og ”spoler”. Man var nødt til at have hovedtelefon. Og der skulle bruges en bestemt spole til hver station, der stod et tal på hver spole. Han hørte Danmark, og nogle gange udbrød han begejstret, at nu havde han fået Königs Wusterhausen, en stor

sender ved Berlin. Det afgørende var ”krystallen”, der virkede som ”detektor”. Det var noget der lignede en fin sten, inde i en gennemsigtig skal. Der var en lille tråd som man kunne styre, så gjaldt det om at finde et godt sted på krystallen, så man kunne høre noget. Det var også flyvningens barndom. Blandt de første passagerflyvninger var ruten til Berlin. Det var først militærmaskiner, de fulgte kystlinien. Og nogle gange når råbet ”lavflyver” hørtes, så styrtede vi ned til stranden og så op på maskinen, som vist kun var nogle få

Proprietær Gjersdal aflægger visit. 1932. Foto: R-K.


57

hundrede meter oppe. Vi kunne se passagererne i vinduerne, de vinkede til os, og vi vinkede til dem. Og det var bilismens barndom, eller gennembrud (det første!). Min far købte en lille vogn af mærket ”Saxon” i 1919 for 3000 kr. Den blev solgt i 1921 for 2800 kr. til en cykelsmed i Karlslunde. Derefter købte han en Ford T, også kaldet HGF (høj gammel Ford), som var datidens folkevogn. Regningen fra F. Bülow & Co. af 20. april 1921 lyder på: 1 Ford

Touring – Kr. 4.825. Desuden: Boldhorn, Uhr, Speedometer, Trinbrædder, Reservehjul, Leveringsomkostninger, i alt Kr. 5.760. Den var ”åben”, men der var kaleche der kunne slås op i tilfælde af regnvejr. I kalechen var der indsat vinduer af bøjeligt gennemsigtigt materiale, men de var ikke særligt klare. Vi havde biltur til Jylland i den, boede i telt og besøgte familie. På billedet ser man den med familien. Når man sammenligner den tids primitive biler med de nuværende, og alt deres elektroniske

Fordvognen med familien ved Vallø. På trinbræt: ”Kit-bag”. Ca. 1923.


58

Saxonvognen med Erik. 1919. På trinbræt: spand til acetylenlygte.

udstyr, så må man da siger, at det er en fantastisk udvikling der er sket i løbet af min levetid. Og man fristes til at spørge: kan den udvikling fortsætte? Dette spørgsmål kommer igen i tillægget om Greve Præstegård. Da garveriet var solgt var der ikke penge til at køre i bilen. Der var ingen der ville købe den, så den endte i et mosehul – lige udfor ”Vænget”. Det lyder mærkeligt, men det hænger vel sammen med at der kom den nye model ”Ford A”, og så var der ingen der ville købe en HGF. - Bag på vognen var der et stort skilt med bogstavet B. Det betød, at bilen havde lov til at køre på ”biveje”. Det var noget nyt at der kom biler ud på vejene. Nogle gange når jeg kørte med Riise-Knudsen til Karls-

lunde by, det var vejen til København, og der kom en hestevogn, så standsede den op, og kusken gik frem til hestens hoved og holdt det fast, til vi var passeret. For at vende tilbage til Bjælkehuset: Køkkenet lå mod syd, ligesom i det første hus. Min far mente det var bedst for husmoderen, som skulle opholde sig meget der. Der var komfur til madlavningen, men man anvendte mest primus (petroleumsapparat), som var noget ret nyt, opfundet af en svensker i 1892. Vand måtte som sagt hentes ind i spande. I køkkenbordet kunne man løfte en plade, så var der trappe ned til en kælder. Den trappe faldt vi ned af nu og da. Mod nordvest var et lille værelse. Derefter stuen, og her var trappen op til første sal. Under trappen var et lille rum, et pulterrum. Den anden vinter kom en onkel fra Amerika på besøg, ved juletid. Han medbragte et stort sæt bestik af stål, det var noget nyt dengang. Og til børnene havde han et lysbilledapparat. Det var meget lille, billederne var på nogle smalle glasplader, vist 5-6 billeder på hver, i farver. Der blev hængt et lille lærred op i pulterrummet, så vi kunne se billederne der. Og lyskilden var – et stearinlys! (jvf. fyrfadlys). Når man tænker på, hvad der nu findes af elektronisk legetøj, var dette uendeligt primi-


59

tivt. Men vi var lykkelige for det. – I øvrigt var der jo ikke elektricitet. Da huset lå mellem stranden og læbæltet havde man dejlig sol om morgenen, men ikke om aftenen. Læbæltet stod som en mørk mur. Når der om aftenen var helt stille kunne man høre en hund gø langt væk. Denne særlige stemning gjorde et stort indtryk på mig, og jeg har bevaret mindet om den, lyslevende. Mange år senere fik jeg kolonihave på Amager, og det mærkelige er, at den stemning oplever jeg nu her. Der er ikke store huse, man hører ofte ikke andre mennesker, blæsten fejer hen over det flade område. Men Karlslunde Strand – det er by nu. I læbæltet var der et skur i flere afdelinger, og her var også ”tørkloset”. Hver aften gik min mor med min bror og mig dertil. Som den ældste kom han først til, vi stod udenfor og ventede til det blev min tur. Jeg husker det fra vinteraftener, det var kulsort nat. Men det mærkelige er, at jeg var ikke spor bange for mørket, tværtimod. Når man så op på nattehimlen var det fantastisk at se ”Mælkevejen”. Nu kan man næppe se den, fordi der er lys alle vegne. Men for nogle år siden kørte jeg igennem Sahara i lastbil, og her kunne jeg genopleve barndommens mælkevej. Der er ingen bjerge,

der er ingen skyer, luften er klar (tør), der er ikke bebyggelse. Man ser myriader af stjerner, der strækker sig som en ”vej” henover himlen, og det virker som om de er så nær på, at man NÆSTEN kan røre dem …

Jeg har hugget mig i fingeren. 1926.


60

Min far havde lavet et bed til asparges, på landsiden af læbæltet. Asparges skal have sandjord, så det passede godt. Først blev der lagt tang, derefter blev der lavet flere rækker af ”aspargesvolde”, hvor sandjorden er formet som en vold med skrå sider, og vandret overflade. I forsommeren gik han hver morgen ned for at se efter asparges, som stak ”hovedet” op

af sandet. Så gravede han omkring den, og skar stilken over så langt nede som muligt. De måtte ikke få dagslys (men nu bruger man grønne asparges!). – Efter Skt. Hans måtte man ikke ”stikke” flere, så fik planterne lov til at vokse op, og de blev til hele ”træer”, de var grønne med små kugler på. De var så høje, at børnene kunne lege skjul mellem rækkerne.

15. FURUHEIM Min far fik aldrig noget arbejde. Derfor kneb det med økonomien. Bjælkehuset blev først udlejet, senere solgt. En sommer boede komponisten Kai Normann-Andersen og Ellen Gottschalk der, med to drenge, Jesper og Hans Henrik. Fra læbæltet op til vejen blev der efterhånden udstykket grunde, og de blev bebygget med sommerhuse af træ. I nogle år havde vi en af disse grunde til brug om sommeren, efter at vi i 1928 var flyttet til Brønshøj. Der havde været et ”badehus” lige ved stranden, til omklædning. Nu blev det flyttet op til det grundstykke, der gik op til landevejen, på sydsiden af den vej der førte ned til læbæltet, den hedder nu Strandvangen (nr. 2). På den tilsvarende grund mod nord (nr. 1) stod garagen, en

stor træbygning hvor vi kunne lege, en rest fra ”velmagtsdage”. Det var jo en social ”deroute”, fra det store bjælkehus i to etager til et lille træskur. For at pynte på det fandt min mor på et navn til huset. Hun kaldte det Furuheim, eller Fyrrehjem, en meget passende betegnelse, for det var det eneste der voksede der. Og hun vedblev at tale norsk i hele sin tid i Danmark, næsten 60 år. Der var lige plads til to senge, til forældrene. Min bror lå på en madras på gulvet for enden af de to senge, jeg som var den lille lå på en madras som gik ind under sengene. Senere fik vi et telt til børnene. Madlavning foregik i det fri, i et ”Køkkentelt” med fuld ståhøjde.


61

Varmekilde var: ”Primus”. Vand måtte vi hente hos købmanden. ”Kælder” til madvarer var et rør af brædder i jorden. Et kloset blev rigget til for enden af garagen. - Vi tilbragte somrene 1929-32 her. Det har nok været slemt for min mor, med de primitive forhold. Men for mig som barn var det en dejlig tilværelse. Flagstangen fra Bjælkehuset blev flyttet hertil, og jeg fik min mor til at sy alle signalflag, der er et til hvert bogstav, for jeg var optaget af alt med skibe. Og fra kommandør Ravn fik vi et gammelt eksemplar af ”Flagbogen”, hvor der stod alle ”signalerne”, det var kombinationer af nogle få bogstaver. Særligt yndet var ”Sørøverflaget”, det var sort, med dødningehoved og korslagte knogler i hvidt. Og vi sad i det fri og spillede kort, ”4 mands 66 med esmakker”, det var min far og bror, Bent R-K og jeg. - Jeg har fødselsdag om sommeren.

Når jeg vågnede skulle jeg fire et tov ned, det gik op om et spær. For enden af tovet var en kurv, og heri var fødselsdagsgaver. Det havde forældrene forberedt efter at jeg var gået i seng. Om eftermiddagen var der hjemmelavet lagkage, og fødselsdagsbarnet skulle have det runde stykke i midten. Nabogrunden var længe ubebygget. Engang kom militæret, med nogle lastbiler, hvor der var et stort ”lytteapparat”, og en lyskaster der nok var en meter i diameter. Det var det nye, at de skulle spore flyvemaskiner. Det føltes som noget virkelighedsfjernt. Man levede (ca. 1930) i skyggen af den første verdenskrig. Man hørte om børskrak i New York, om arbejdsløshed i Tyskland, men havde vist ikke hørt om Hitler. Men 10 år senere – ”Slaget om England”: fjendtlige fly, lyskastere, ”spærreild” – nu var det pludselig blevet virkelighed.


62

16. STRANDEN Man var i det fri altid. Vi var nogle børn der legede sammen. Vi badede hver dag, formiddag og eftermiddag. Stranden var ideel til badning, navnlig for børn. Bunden skrånede jævnt, så man kunne gå langt ud, ligesom nu. Stranden er det eneste der ikke har forandret

sig! Der var gerne 2-3 revler man skulle passere for at komme til dybt vand. Hvis man ville have båd her, skulle den helst være fladbundet. Man skulle have nogle runde tømmerstokke til at lægge under, så kunne båden rulles op på stranden, når man skubbede på. Hr.


63

Wesche (Stk. 18) fik bygget en sådan fladbundet båd. Den var lavet af tykt træ, så den var tung. Det var til sønnen, den senere søofficer. Da den blev leveret måtte de to trække den en del af vejen på en trækvogn. Hr. RiiseKnudsen (Stk. 20) var engang på rejse i Norge, og her blev han så begejstret for en ”Nordlandsbåd”, at han købte en med. Den havde form som de gamle vikingeskibe, med køl, og gik op foran og bag (agter). Det viste sig nu, at

det var nærmest umuligt at hale den op på stranden. Så efter få år blev den bragt op til grunden, hvor børnene kunne lege i den. Hr. Riise-Knudsen fik så lavet en flad båd som Wesches, men lettere. - Nogle gange kunne man se fru Wesche til hest, hun red på den flade sandstrand med sin ridelærer. Der kunne være lavvande, og nogle gange så meget at man kunne cykle på det tørre, faste sand – og eksperimentere med at blive drevet

Nordlandsbåden. Karen, Bobby, Mogens, O. Riise-Knudsen. 1932. Foto: R-K.


64

af et ”sejl”. Andre gange var det højvande, det var navnlig om efteråret, og det efterlod en masse tang i sandet. Som regel blev det skyllet væk igen, men hvis det blev liggende til næste sommer kunne det give en ubehagelig lugt. Der kunne være ”pålandsvind”, så stod vandet højere, bølgerne rullede ind, og vandet var lidt varmere. Der kunne være ”fralandsvind”, så var vandet lavere, koldere, og med glat overflade. Men fralandsvinden var farlig for

ukyndige, fx nye gæster. Hvis de legede med en badebold kunne vinden tage den, de opdagede ikke at de kom længere og længere ud, og så kunne de ikke svømme ind. Nogle gange blev en fisker alarmeret, han startede en motorbåd og sejlede ud for at redde personen, ofte et barn. Alle var glade når det var sket, men midt i glæden var der mange der ikke tænkte på at betale fiskeren for indsatsen. – Det skete engang at en badende druknede, så

Lavvande. Bent R-K prøver med sejl. 1936.


65

bredte der sig en uhyggelig, tavs stemning på ”Stranden” (egnen). Der var jo så få mennesker, og man fulgte med i alt. Ude i vandet stod der rækker af bundgarnspæle. De blev rammet ned i foråret, der var en særlig kutter med en tung vægt i den ene side, den blev hejst op og faldt ned på pælen (rambuk). Den lyd kunne man høre i dagevis. Der var en enkelt række pæle udefter, med et lodret net der skulle lede fiskene udefter til rusen. Her var der en kreds af pæle med net som sidevægge, og endelig den tragt hvor fisken endte – og ikke kunne komme ud. Ulempen ved bundgarn var at pælene kunne rive sig løs, dels ved efterårsstorme, dels og navnlig i isvintre, fordi isen kunne trække

pælene op så de forsvandt. Mange drev ind på stranden, men langt fra ejermanden. Børnene kunne prøve at lave tømmerflåde af dem. Når der var torden kom den gerne sydfra, og når den kom nærmere gik den enten mod øst, ud over Køge Bugt, eller mod vest, til Roskilde Fjord. Man sagde at vandet ”trak” i hver sin retning, derfor var der sjældent lynnedslag. For nogle år siden kom jeg i en flyvemaskine sydfra, den fulgte kystlinien ved Køge Bugt, og jeg undrede mig over at se en smal landtange mellem to vandområder. Det viste sig, at det var Roskilde Fjord på den anden side, så landområdet virkede smalt – set fra flyvemaskinens højde.


66

17. SIDSTE AKT Da cementvejen blev bygget begyndte tilstrømningen af byboere, som ville købe grund og bygge sommerhus. Min far solgte den ene grund efter den anden. Først var det strandgrunden med bjælkehuset, den blev i 1930 solgt til tømmerhandler OVERGAARD i Taastrup. I skødet fastsættes at: ”Sælgeren og efterfølgende ejere af den sælgeren tilhørende del af grunden skal have ret til at færdes til fods over køberens parcel langs en 3 alen bred strimmel jord langs parcellens nordlige side

ned til strandbredden, og have opholdsret og badningsret fra grundens nordøstlige hjørne i fortsættelse af adgangsstien, hvilket opholdsareal udgør 10 x 10 alen og er afmærket af landinspektøren”. – Familien Overgaard har haft grunden lige siden. Bjælkehuset blev brugt som sommerhus, indtil det blev revet ned i 1995. Nu er der to helårshuse her. Det stykke hvor vi havde haft ”Furuheim” blev solgt til Ingeniør GAD (nu nr. 2). Det næste (nr. 4) til urtekræmmer HENNINGSEN.

Bjælkehuset set fra syd. 1955.


67

Han fik bygget et to etagers træhus, ved tømrermester Richard Hansen. Henningsen var en ældre, kraftig, gemytlig mand. Når vi børn gik forbi på vej til stranden sagde han uvægerligt: ”Nå, skal I have en Dykkert?”. Huset er senere, ligesom mange andre, blevet ombygget til helårshus, idet der blev sat skalmur udenpå. På nordsiden af lokalvejen, nu Strandvangen, var det en bankmand, SØRENSEN, der byggede (nr. 1), han var selv med til arbejdet. Han cyklede vist frem og tilbage. Huset blev malet blåt, så børnene kaldte det ”Køkkenhuset”.

Den næste grund (nr. 3) blev købt af O. Wesche (Stk. 18). Baggrunden for købet var ønsket om at sikre sig strandret, dvs. ret til at opholde sig på stranden, idet alle har ret til at passere stranden. Ved en lovrevision i 1937 blev færdsel i de offentlige skove og på strandene tilladt. Senere benyttede hans søn, HansHenrik, grunden om sommeren. Der blev opstillet en sigøjnervogn, den var sommerhus for hans familie i en årrække. Fidusen var at huset var på hjul, så skulle man ikke betale ejendomsskat.

Bjælkehuset set fra stranden. 1959.


68

18. WESCHE Oskar Wesche (1869-1951) var grosserer, handlede med sild fra Island, skind fra Sibirien, og meget andet. En tid var han direktør for Grønlands Handel. Han drev også søassurance, firmaet Wahl & Wesche. Han boede i en ejendom i Strandgade på Christianshavn, nær Christianskirken, en rigtig gammel købmandsgård. Der var kontor i stueetagen, beboelse på første og anden sal. I sidebygningen var der en lang række værelser. Fru Wesche ville gerne tilbringe sommeren på landet. Hendes mand syntes der var for dyrt nord for København, derfor kom de til Karlslunde Strand. Først lejede de for en sommer hos Albertsen. De ville gerne købe hus, og Manicus-Hansen foreslog min fars første hus. Det købte de i 1919, og flyttede ind i 1920. Der findes et maleri af huset, malet af den førnævnte Alfred Larsen, da det endnu var nyt. Man ser de høje træer ved Ræveholm, og til højre kan man se op over markerne. Forrest til venstre ses, at der ikke er hegn til nabogrunden. Huset er i ”Schweizerstil”, overetagen har en åben balkon mod øst. Det ser smukt ud, men det var ikke praktisk på grund af vort klima, for regnen kunne slå ind, så den blev

senere lukket med glas. Foran huset var der en stor halvcirkelformet udgravning, måske for at skaffe læ, dengang der ikke var nogen bevoksning. Langs med kanten var der en ”græsbænk”, hvor man kunne sidde. Det var meget originalt, men ikke særligt praktisk, for der er jo koldt på jorden, så man måtte altid flytte på tæpper og puder. – På grunden var der op til den gamle landevej en stor grusgrav, her kunne børnene lege, rutsje ned ad siderne. Men da cementvejen blev anlagt forsvandt hele dette stykke. Den var jo meget bredere end den gamle landevej, og det var grundene på vestsiden af den gamle vej der måtte afgive areal, på dette sted. Hr. Wesche var i vore øjne en gammel mand. Men han var ivrig til at gå i vandet, lige fra påske, vi så ham gå af sted i en gammel rødlig badekåbe. I øvrigt kom han kun lørdag og søndag. Hans hobby var at hugge kvas, dvs. lange tynde grene fra alle de graner og fyrretræer, som kransede grunden. Han havde en huggeblok, og ved siden af den voksede bunken af kvas. Det brugte man til at fyre med i komfuret i køkkenet. Men det brændte hurtigt, der skulle fyldes på hele tiden, så fruen og


69

Maleri af Alfred Larsen.


70

tjenestepigen var meget utilfredse med dette brændsel. Fru Olga Wesche var præstedatter fra Sønderjylland, som i hendes barndom var under Prøjsen. Der var en datter, Ellinor, som studerede arkæologi, hun blev gift med museumsinspektør Mogens B. Mackeprang. Sønnen

Wesches hus: VÆNGET. 1955. Til venstre: køkken.

Hans-Henrik blev søofficer, og sluttede som kommandør i den danske flåde, og kontreadmiral i NATO. Lige fra barn var han helt optaget af krigsskibe. Han og min bror lavede modeller af krigsskibe i modellervoks, på balkonen i deres hus, meget nøjagtige. Og nogle gange når der lå et (dansk) krigsskib i Køge Bugt, roede han derud i sin båd for at tale med besætningen, selv om det var langt ude. Efter mandens død boede fruen der hver sommer i mange år. Hun var en ”særpræget” person, berygtet for sin skarpe tunge. Jeg kan fortælle noget selvoplevet. De somre vi boede i Furuheim blev vi nu og da inviteret til kaffe søndag eftermiddag. Vi sad foran huset, på græsbænken. Jeg var 9-10 år. Engang, da jeg havde hilst pænt på fru Wesche, sagde hun: ”Det er så mærkeligt at tage Arne i hånden – det er ligesom at holde på en rødspætte”. Det var da også noget at sige til et barn! En anden gang sagde hun, straks da vi kom, på sin myndige måde: ”Ja, jeg har lagt en gammel dug på bordet, for så gør det ikke noget hvis Arne spilder”. Jeg passede naturligvis meget på, og lavede ikke nogen ulykker. Men, hendes egen søn (som var 7 år ældre end mig) – da han skulle passere et stykke lagkage til sin far, så


71

Fra venstre: Arne G, Karen R-K, Hans-Henrik W, Bent R-K. 1927.

faldt det ned, netop da det var over hans kop, så kaffen sprøjtede ud! Jeg frydede mig naturligvis, og det kunne vist alle se. (Tja, hævnen er sød …) Mange år senere havde jeg fået kolonihave på Amager. Fru Wesche kom på besøg, og vi

gik en runde i ”kolonien” for at se på de mange velholdte haver (til forskel fra min). Fru Wesche havde vel aldrig været i en haveforening før. Da turen var slut sagde hun: ”Ja, fattigfolk kan måske også have det ganske godt” (!). Fru Wesche sagde også, at en dame ikke


72

Fru Wesche. 1955.

kan gå på Strøget før kl. 9 formiddag. For da er det alle de, der skal på arbejde, der går der. Med sin barske facon stødte hun mange mennesker fra sig, og hun havde svært ved at

holde på tjenestepiger (husassistenter). Men det skal siges, at når fru Wesche var så skrap, så var det i høj grad fremtvunget som modspil til hendes mand, som var meget ”sarkastisk”. Efter hans død blev hun meget mildere. Hun var gæstfri, holdt stort selskab da hun blev 70, 75, 80, 85. Hun har altid været uhyre venlig overfor os, vi blev hver sommer inviteret derned. Og hun var hjælpsom i det skjulte. Det er klart, at jeg som barn var bange for hende. Men da jeg blev voksen, så jeg anderledes på det. - Hun solgte i 1963, og senere blev grunden udstykket. Der blev taget en strimmel jord langs det nordlige skel, så der kunne laves en tilkørselsvej. Den har intet navn, der er numre til Ræveholmvej. ”Vænget” kan ses endnu (nr. 43). Også grunden nær stranden blev solgt.


73

19. HARTZ Den næste lange parcel fra stranden til agerjorden (10 al) blev købt i 1911 af dr. Hartz og Hjalmar Jensen. Nicolai Hartz (1867-1937) var uddannet som botaniker, og blev dr. phil. i 1909. Han gav sig af med mellemistiden (interglacialtiden), og hvad man kunne finde af planterester i moser, fx ved Allerød Teglværk. Da det var vanskeligt at leve som viden-

skabsmand gik han ind i forretningslivet i 1913, blev prokurist i broderens forretning, Standard Mønsterforretning. Senere blev han meddirektør i Marius Hartz Akts. (Stk. 21). Men han beskæftigede sig stadig med sit fag, han skrev og holdt foredrag, således i ”det nye medie”: radioen. – Hjalmar Jensen (1865-1948) var botaniker, plantefysiolog. Da han ikke

Hartz´s hus: SOLE, det første. Efter maleri af Alfred Larsen. Nytårskort 1917 eller 1918. Til højre: ”Finnegammen” (senere: ”Hytten”).


74

Det røde stenhus. Bjælkehuset. Riise-Knudsens pavillon. Bag: Klinten. Udlånt af Arne Hansen.

kunne få stilling her rejste han til Java, som dengang var hollandsk koloni. Han var ansat ved en forsøgsstation for tobak, 1900-1919. Senere blev han professor ved Landbohøjskolen i København. Hartz er kommet til stranden fordi han kendte Hartmann, fra Hedehus Teglværket (Stk. 25), hvor han formodentlig har været rådgiver angående leret. Ernst Hartmann var den første der byggede på Karlslunde Strand. Han anvendte ”vragsten” fra værket, dvs. sten der var brændt for meget. Hartz byggede et rødt murstenshus af samme materiale. Det blev lagt foran læbæltet, lige ud til stranden (Svend Gratesvej nr. 8). Nu er der meget tilgroet, men på et gammelt julekort, som er efter et maleri

af Alfred Larsen, ser man hvordan det lå på den bare mark, eller Jerne. Huset havde et mærkeligt navn: SOLE, det stammer fra Norges historie. Erling Skjalgssøn (ca. 975–1028) var en fremtrædende høvding, han boede på gården Sole på Jæderen (Jæren). Han blev gift med en søster til kong Olaf Tryggvessøn, som kristnede Norge, og han deltog i kongens færd til ”Vendland” (Stk. 24). På moderne norsk hedder stedet Sola, her ligger Stavangers lufthavn. På billedet ses også en ”Finnegamme”, efter byggeskik i Lapland, hvor stråtaget går helt ned til jorden. Den blev brugt til gæster. Dr. Hartz befandt sig ikke godt i byen, med alt dens støv, han ville hellere her til stranden, så familien tog derned hele året rundt. Datteren Sigrid (1907-1982) fortæller hvor dejligt der var dengang. Der var åbent overalt. Luften var så ren, og der var et særligt lys over stranden. Der var mange vilde blomster. Plantagen var lav. Om sommeren var huset udmærket. Men om vinteren var det koldt, der var stengulv, og kun en pejs i stuen, og en lille kakkelovn ovenpå. Så børnene frøs meget. Man tilbragte julen her. Det var besværligt med transport. Børnene gik i skole i København. Mandag morgen stod de op kl.4, gik til Karlslunde by ad Mose-


75

SOLE, det andet. ”Pionererne” og nogle gæster. 1924. Fra venstre: fru prof. Ostenfeld, Fru J.Gluud, Willen Ravn (foran). - Fru M. Ravn, Kommandør Ravn, dr. Hartz. Bag: Lauritz Hartz, fru A. Hartz, fru Orla-Jensen. Foran: fru M. Bassøe (siddende), frk. Ostenfeld, Grethe Hartz, professor Orla-Jensen, professor Ostenfeld, L.Gluud.

vejen, tog rutebil til Taastrup, og under første verdenskrig var det en åben vogn med sejldugstag. Derfra toget til København. Ikke mærkeligt hvis de var søvnige i skolen! Hartz havde ofte gæster, de kunne være 12 til bords. Børnene måtte varte op. Og det var besværligt at skaffe varer, fru Hartz cyklede ofte til Karlslunde by. Et held at hun aldrig var syg,

hvorimod Sigrid havde tuberkulose. Om vinteren løb de på skøjter i mosen. Om sommeren roede de i kajak. Dr. Hartz havde været på flere ekspeditioner i Grønland, og kendte Knud Rasmussen. Han fik nogle grønlændere herned, de byggede et par kajakker, en af skind, og en af sejldug. De gav opvisning ude i vandet, med at vende helt rundt. Og profes-


76

sor August Krogh kom roende i kajak fra Karlstrup Strand, hvor han havde sommerhus. Man købte fisk hos fiskerne i Mosede, hvor senere havnen blev bygget. Engang imellem kunne man se sæler ude i vandet. Senere solgte Hartz stenhuset, og grunden op til landevejen, og byggede på den anden

Maleren Lauritz Hartz. 1960.

side af vejen, og han tog navnet Sole med dertil. Der var dels et kvadratisk hus, der lå ved en skrænt, så man kunne køre lige ind i en garage i underetagen. Det var i bilernes barndom, og man måtte absolut have en garage til sin bil. Ovenpå var der køkken og spisestue. Dernæst var der en længe i dette niveau, med stor stue, det var muligvis det første der blev bygget (1910). De to dele blev forbundet med en smal korridorbygning (billede i stk. 20). Men de boede ikke meget her, det blev lejet ud. Dr. Hartz var en urolig sjæl, og impulsiv. Han ville flytte fra København, hvor de boede i Adolphsensgade, nu Taasingegade. De tog ud en søndag for at finde et hus, og de flyttede ind den følgende søndag! Og det var en familie med 5 skolesøgende børn. De boede så i Himmelev ved Roskilde fjord. Det var dejligt for børnene, de roede i kajak på fjorden. De gik i skole i Roskilde. Men det var besværligt for dr. Hartz at tage frem og tilbage til København med toget, selv om de havde en ”jumbe” med en islandsk hest, så han kunne blive kørt til stationen. Efter nogle få år flyttede de til Frederiksberg. Dr. Hartz var gift med Anna, født Berg, som var søster til fru Ravn (Stk. 9). Da min mor kom til stranden tog fru Hartz sig meget ven-


77

ligt af hende, fordi hun var norsk. Hartz havde 5 børn. Den ældste var Lauritz som begyndte i handelsskole. Men så kom der nogle tyske og østrigske kunstmalere til Roskildeegnen, det var lige efter den første verdenskrig, og der var stor nød i de lande. Man ville gerne gøre noget for at hjælpe. Hos Hartz boede Fritz Urschbach et halvt år. Han var blevet såret under krigen, havde fået en granatsplint i øjet, så han var delvis blind, men kunne dog male. Lauritz havde lært tysk, han hjalp maleren på forskellig måde, og blev så optaget af dette, at

han også ville male. Han uddannede sig, og blev en kendt kunstner i 1930’erne og derefter. - Aksel var meget interesseret i arbejdet på Klintegården, som var en proprietærgård på 100 tønder land, han tilbragte meget tid der, og lærte arbejdet. Og han blev senere landmand i Odsherred. Som ung havde han været på et hvalfangerskib i Sydatlanten, her havde han mistet lugtesansen! Sigrid blev gift med juristen og journalisten Svend Heltberg. Grethe læste til lærer, men døde tidligt. Finn blev disponent i Schous fabrikker.

20. RIISE-KNUDSEN Otto Riise-Knudsen (1893-l967) var indehaver af mejeriet LYSHØJ i Valby, som var grundlagt af hans far. Han drev det op til en stor virksomhed. Han købte af Hartz grunden på vestsiden af landevejen med det omtalte hus SOLE i 1926, efter først at have boet til leje en sommer. I årenes løb byggede han meget til, den smalle korridor blev udvidet til fuld størrelse, og alle moderne bekvemmeligheder blev anskaffet, og der var mange legemuligheder for børnene. Fruen hed Gerda. Der var to børn: Bent, på min alder, og Karen, to år yngre. Vi tre

legede altid sammen, hele sommeren. Senere kom Mogens til. Og efter at vi måtte forlade Stranden har jeg været på besøg mange gange. Familien tilbragte hver sommer her. Hr. RiiseKnudsen kørte hver dag ind til mejeriet, og tog af sted tidligt om morgenen. Når han kom tilbage om eftermiddagen gik børnene ham i møde, så kunne de køre med det sidste stykke. - Inden cementvejen blev bygget var det besværligt at køre i bil her, der var mange og store huller i vejen. Dengang havde bilerne en stor kuffert bagpå. Når der var byggearbejde


78

Huset ved overtagelsen fra Hartz. November 1926. Grunden er helt bar, med lyng. Til venstre: ”Hytten” (Finnegammen). Bag: Ræveholm, og marker. Små vinduer. Foto: R-K.

Riise-Knudsens hus. Julekort 1927. De to huse med korridor. Bag: De høje træer ved Ræveholm. Foto: R-K.


79

SOLE set fra vest, efter ombygning. Små graner. 1933. Foto: R-K.

på LYSHØJ fyldte hr. Riise-Knudsen murbrokker i kufferten, og på det sidste stykke vej inden huset læssede han dem af i de værste huller. Det hjalp noget. – Husholdningen blev bestyret af Sine (Jensine Jeppesen, 1903-1979), som var fra Karlslunde. Hun var der fra 1930 til sin død. Hendes mor var søster til fru Tømrer Nielsen (Stk. 25). Hendes søster var i huset hos Orla-Jensen. Desuden havde man barnepige, da børnene var små. – Hr. RiiseKnudsen gjorde meget ud af at forbedre grund

og hus, han byggede til, og plantede. Der blev anlagt et vandret stykke med græs, til kroket og badminton. Han plantede graner langs med skellet til Ræveholm, og det så pænt ud. Men træer vokser, og efter en del år måtte man skære ned på dem, for at bevare udsigten op over markerne. - Der var lang vej fra huset ned til stranden, og med den nye vej steg trafikken. Børnene skulle bade flere gange hver dag, så hr. Riise-Knudsen købte i 1932 et grundstykke lige ud til stranden, nord for det første SOLE.


80

Leg i grønlandsk kajak. Bag: Ræveholm. 1929. Foto: R-K.

Riise-Knudsens bil, ”Peerless”, med Mogens. 1932. Foto: R-K.

Karen, Bent, Tove (barnepige), Mogens, Sine. Ved hegn til Ræveholm. 1935. Foto: A.G.


81

Her blev bygget en ”Pavillon” til dagophold. Der var ét rum med bord og sofa. I hver ende var der garderobeskab og forhæng, her kunne man klæde sig om, herrer og damer hver for sig. Når det var godt vejr opholdt man sig på stranden det meste af dagen. Og Bent og jeg har ofte roet ud i båden, vi roede mod syd til badebroen ved Tryllevælde, og mod nord til Mosede Havn. Sommerdage på vandet her var vidunderlige.

Familien Riise-Knudsen forlod stranden i 1946. Under krigen ønskede regeringen at rationalisere mælkeforsyningen i København. Der skulle være færre og større mejerier, for at forenkle distributionen, gøre den mere økonomisk, og af hygiejniske grunde. Hr. RiiseKnudsen mente at han ville miste mejeriet, og måtte finde på noget andet. I den forbindelse solgte han villaen i Valby, og sommerhuset på Karlslunde Strand. Familien flyttede til Ejby

Det røde stenhus. Riise-Knudsens pavillon. Holms gule hus. Forrest: ”gryde” i sandet, og kanon. For enden af Svend Grates vej. Ca. 1933. Foto: R-K.


82

ved Køge. Men mejeriet fortsatte, med ham som ejer, og det blev udvidet. Nogle år efter hans død blev det lukket, og det blev efterhånden alle mejerier i København, og de fleste på Sjælland. - Sommerhuset blev lavet til helårshus, der kom plader uden på. Efter 1960 blev

den store grund udstykket, så der nu er 5 huse, omkring den lille vej Lyngkrogen. Navnet er velvalgt, for før udstykningen var hele grunden dækket af lyng, det var meget smukt i eftersommeren. Riise-Knudsens hus har nr. 4.

21. ANDRE Øst for landevejen var der oprindelig en lokalvej langs nordskellet. Men omkring 1927 blev den lagt ind på midten, det er nu Svend Gratesvej (Stk. 24). Den første grund på sydsiden (nr. 2) blev bebygget ca. 1928 med et træhus. Det var familien HOWY-BANG. Faderen var ved Statsbanerne, blev senere stationsforstander i Sorø. Fruen var kunstnerisk, malede på den Kongelige Porcelænsfabrik. De havde først købt det røde stenhus af Hartz (1920), så det blev kaldt Bangs hus. Der var to børn, Kjeld som havde en sejlkano en tid, og Anne Birte, som jeg traf igen i 1994. Hun fortalte, at moderen syntes det var kedeligt at man ikke kunne se aftenhimlen, på grund af læbæltet, derfor byggede de oppe ved landevejen. Den næste grund blev bebygget af ASBOE, omkring 1938. Huset fik navnet SOPHUS – ef-

ter ejeren, Sofus! Det var et mærkeligt hus, ligesom det man nu kalder et ”A-hus”, dvs. at taget gik næsten ned til jorden. Nu er der et andet hus. Der var en datter, Jytte, på vor alder, og en yngre søn, Jørgen. – Grundene på nordsiden af Svend Gratesvej (nr. 1, 3, 5) blev bebygget senere. I nr. 1 var det tømrermester Svend ROSENVINGE HANSEN. I nr. 3 var det hans far, entreprenør Emil Hansen, ”Ny Mølle” grusgrav ved Hedehusene. En anden søn var sangeren Helge ROSVÆNGE. Han var oprindeligt ingeniørstuderende, hos professor Orla-Jensen, men gjorde det ikke færdigt. Han kom til Tyskland, og havde en stor karriere som sanger her, blev preussisk kammersanger, hed Rosswänge eller Rosvaenge. Han havde studeret bageriteknik, og kunne give Hitler gode råd om ernæring. Han ægtede en bager-


83

Til venstre Johnsens hus. Til højre Ræveholm. I midten er nu: Ræveholmvej. 1928. Foto: R-K.

datter, ungarsk. Hans familie boede flere somre her på stranden. Der var 3 børn, den ældste: sønnen Antal, lærte dansk og opholdt sig her under krigen. På strandsiden af læbæltet blev der overfor det røde stenhus bygget et gult træhus, ca.

1930, det ligger der endnu (nr. 7). Det blev snart overtaget af A.W. HOLM, som var direktør for isenkræmmerforeningen. Han havde en flot bil, i midten af 1930’erne blev de mere imponerende, ”strømliniede”. Der var en datter, Lizzie, på vor alder, og en søn Mogens som var


84

jævnaldrende med Mogens Riise-Knudsen. Efter at Riise-Knudsen forlod stranden overtog Holm grunden foran, hvor pavillonen stod. Den blev senere revet ned. Efter faderens død havde Mogens Holm stedet, stadig som sommerhus. Den næste lange strimmel var 10 ak. Vest for landevejen var hvad vi kaldte JOHNSENs grund. Længst nede, nær Ræveholm, var et

hvidt hus med stråtag. Der var to voksne sønner. Den yngste, Ib, havde motorcykel, og også en båd, det var jo spændende for mig. Faderen var en kendt hotel- og restaurationsmand, som efterhånden drev det store hotel Regina i Århus, Borgernes Hus i København, og sidst Trouville i Hornbæk, som Ib førte videre. Huset ses stadig, Ræveholmvej nr. 55 B.

22. GRANBODEN Det næste område på ”landsiden” af vejen var en lille plantage, af gran og fyr, det var vel det eneste der kunne gro der. Her lå GRANBODEN, et meget passende navn. I slutningen af 1920’erne begyndte den amerikanske skik med ”icecream” at brede sig. Der blev bygget en lille træbod på strandsiden af vejen, ved Christian Andersen. Senere blev den flyttet til den anden side af vejen, vel på grund af cementvejen. Det blev også en større bod. I begyndelsen lavede de vist selv isen, men senere blev den bragt i bil. Chaufføren medbragte ”krystalis” i lange blokke, til ”isskabet”, der var jo ikke elektriske køleskabe dengang (det

er utroligt hvor mange tekniske nyskabelser der er sket i min tid!). Blokken blev delt op ved at han huggede i den med en issyl. Derefter blev der hældt salt på, så isen smeltede, og derved trak den varmen væk. Man fik (spise) isen i et kræmmerhus, som de vist selv bagte. Ispinde kom først senere. Prisen var vel 5 og 10 øre. Der var også et ”bæger” af pap, med mere is, og en træske, det kostede 25 øre, og det var mit store ønske i flere år at få et, det var jo en formue for et barn dengang. Hvor denne plantage og Granboden lå, er der nu ”Ræveholmcenter”, med supermarked og restauranter. Området hørte med til Aktiegrunden.


85

23. AKTIEGRUNDEN Allerede ved planlægningen af vejen langs stranden var man opmærksom på betydningen af, at det ikke kun var grundejerne der kunne komme til stranden. Der skulle også være plads til besøgende. 2. september 1911 blev der udsendt ”Indbydelse til tegning af aktier for at sikre Karlslunde Sogns beboere en strandlod af Klintegaardens Jerne”. I § 1 hedder det: ”Selskabets navn er Andelsselskabet Karlslunde Strand. Selskabet ejer matr. nr. 10 ai af Karlslunde by og sogn, til fælles afbenyt-

telse for andelshaverne. Aktionærerne i Aktieselskabet Karlslunde Strand skal lade deres Aktiebreve herfra ombytte med Andelsbeviser til samme pålydende”. Aktiernes pålydende var: 10 kr. Underskrevet af: Peter Petersen. Lars P. Hansen. Chr. Therkildsen. Området blev også kaldt Andelsgrunden, og Fællesgrunden. Senere blev den overtaget af Karlslunde kommune, som i 1970 blev lagt sammen med Greve kommune.

24. VENDERSTENEN Lærer Mortensen var interesseret i historie, og hjemstavnslære. Han fandt ud af, at Venderne havde gjort landgang på Karlslunde Strand, og han tog initiativ til at der i 1925 blev opsat en stor sten med indskrift: ”SVEND GRATE OG RADULF SLOG VENDERNE VED KALFSLUNDE 1153”. Radulf var vistnok en tysk ridder, mens Venderne er et slavisk folk. Stenen havde ligget ude i vandet, nu blev den bragt op til vejen og placeret på Aktiestykket, som var offentlig grund. Men efter nogles me-

ning foregik landgangen på Klinten, som var egnet til ”landkending”. Karlslunde Strand har altid været anset for det bedste sted til landgang (Stk. 4), og herfra gik den lige vej over Tune til Roskilde og Lejre, som dengang var rigets centrum (Vikingeskibene). Der var de tre ”kongsemner”: Svend, Knud og Valdemar, kendt fra et teaterstykke. Svend fordrev Venderne, men senere var der indbyrdes kampe, og Svend blev dræbt efter slaget på Grat(h)e Hede, mellem Silkeborg og Viborg,


86

og er senere kendt som Svend Grate (o.11251157). Venderne har et dårligt ry hos os på grund af deres angreb, de trængte så langt vestpå som til Slesvig, hvor de blev standset af den norsk-danske konge Magnus den Gode, ved slaget på Lyrskov Hede, i 1043. Han var søn af Olav den Hellige. Siden har germaner og slaver kæmpet langs Østersøen, og det sidste træk indtil videre er, at Polens grænse i 1945 blev flyttet vestpå til Oder floden. Men ved siden af krige var der også meget handel, hvor danskere og vendere omgikkes fredeligt. På Lolland og Falster er der mange stednavne af vendisk oprindelse. Navnet Tillitse har oprindeligt været Tillitze. Lokale folk udtaler det nu som: Tillese! Ernst Verwohlt skriver, at der fra gammel tid var en vig ved Karlstrup, der virkede som en ”naturlig havn”. Og videre: ”Der gik et handelsstræk tværs over Sjælland fra fjordvigene ved Lejre og Roskilde, hvor varerne blev lastet på vogne og hesteryg og ført til Køge Bugt, hvor der har været en udmærket landingsplads i vigen ved Karlstrup, indtil denne forvandledes til de nuværende Karlslunde og Karlstrup Moser, ved at klittangen ”Jærnen” fra syd voksede frem og lukkede mundingen –

en omstændighed, der måske fik Absalon til at flytte vagtskibene til stedet for det kommende København, og opføre den første borg her. Rester af en befæstning og en større gravplads fra oldtiden er fundet ved denne gamle handelsplads ved Karlstrup Vig. Befæstningen skulle bl.a. beskytte mod venderne, der jo ifølge Saxo netop angreb Roskilde fra dette sted”. Chr. Winthers bekendte ”Hjortens Flugt”, som gennem generationer var fast konfirmationsgave, er en roman i versform. Den er henlagt til den tidlige middelalder, da hovedfjenden var venderne. De kom sejlende fra den nordtyske kyst, fra Rygen som i bogen kaldes Ryn. Opfattelsen af dem minder lidt om problemet med ”de fremmede” nu. De har en anden levemåde, de taler et andet sprog, man er lidt bange for dem. Der optræder to vendiske kvinder, der begge giver sig af med trolddom, det var vel meget ”eksotisk” på Chr. Winthers tid. Det er Gulitza, som er moder til Rhitra. Hun siger om sin datter: ”Hun deilig er som dagen, / men nattens gud har tændt / sine vildeste flammer / i hendes barm, og vendt / fra lyset og fra himlen / vellystigt hendes hu, / og hvor hun blot sig viser / fremspirer sorg og gru”.


87

Det tidligere tømrer Nielsens hus og værksted. ”Knolden”, motel. 1959.


88

25. SYDLIGE DEL På det hjørne hvor nu Karlslunde Strandkirke ligger, boede ”Tømrer NIELSEN”, som vi altid sagde. Han havde bygget mange af husene på Stranden. Han havde oprindelig haft forretning oppe i landsbyen, men derefter flyttede han ned til stranden. Han var nu en ældre mand, og han gik med stok, det siges at han havde fået en flagstang ned over sig. Han havde vist hvidt skæg, og han drak altid kaffe. Foruden boligen havde han en bygning til værksted, og her så vi på en umådelig bunke høvlspåner. Jeg hørte ham tale med andre voksne, og jeg kunne ikke forstå at han sagde de skulle ”støve”. Det viste sig at være: at støbe. Hans datter Ellen var gift med en svensk tømrer, Rundqvist, og de havde mange børn. (Min far sagde: ”Fru alt for ofte Rundqvist”). De boede også her. En søn Egon var født 1916. Omkring 1930 kom der benzintank her. Man hørte at moderen råbte: ”Egon, Egon, der kommer en mo’torcykel”. Her begyndte ”Mosevejen”. Det første hus hed ”Hytten” (nu Karlslunde Mosevej nr. 5), der var en udvendig trappe op til loftet. På et gammelt billede er der på bagsiden noteret: ”Bygget 1888-89 af fisker Niels Hansen.

Lübecker. Frk. Ljungdal = fru Weis. Sophus Jensen. Linneballe 1940” (og senere ejere). LYBECKER og hans familie var måske de første der købte grund på Stranden, 1906. - Derefter var der marker. Og Mosevejen var ikke andet end hjulspor i jorden. Hvis det havde regnet meget var vejen ufremkommelig for biler, og cyklister måtte trække cyklen. Når jeg var hos Riise-Knudsen om sommeren kørte Bent og jeg ofte på cykel op ad Mosevejen til en gård hvor vi købte jordbær til familiens middag. På strandsiden lå efter aktiegrunden KRAGHs hus. Han var tobaksfabrikant. Under krigen fik han tobaksblade fra Fyn, de blev bearbejdet i en del af Klintegaarden. Der var kvinder beskæftiget, det var under de kolde vintre, så det var ikke behagelige forhold. Han havde en norsk hustru, og der var en datter som blev gift med rejsebogsforfatteren Arne Falk-Rønne. Huset er væk nu, og grunden blev lagt sammen med den næste. Her lå engang et stort flot sommerhus som tilhørte en broder af dr. Hartz: Marius HARTZ (1869-1925). Han havde modeforretningen ”Standard på Strøget” (Stk. 19). Det store hus var bygget af ingeniør STENBJØRN (1872-1942), som var be-


89

”Hytten”. Scannet af Greve Lokalarkiv.

kendt af Ernst Hartmann. De havde arbejdet sammen i Baltikum ca. 1900. Stenbjørn ægtede en baronesse v. Schilling, født i Polen. Allerede 1917 solgte han, og var derefter godsejer. Jeg har som lille været i det store hus engang med min mor, jeg husker kun at der var en fornem dame. Det har været Fru Marian Hartz, som var søster til Lauritz Schou, grundlægger af kæden af sæbeudsalg. En datter var gift med astronomen Bengt Strømgren, de kom til at bo i Carlsbergs æresbolig. Marius Hartz blev syg, og døde tidligt. 1930 solgte enken til Schous fabriker, som indrettede feriehuse. 1932 solgte

Schou til Dansk Handels- og Kontormedhjælperforbund (HK), som i 1939 solgte til Dansk Folkeferie. Det var efter at den første ferielov var vedtaget. Før den tid var det kun skoleelever, og deres lærere, som havde sommerferie. Det lyder nok mærkeligt for nutidens mennesker. Og til at begynde med var det kun én uges ferie. Det oprindelige hus blev ombygget, og senere er der bygget nyt. Nu er der ”Kursus- og Feriecenter”, som har åbent hele året. Den næste vej: Hartmannsvej, er opkaldt efter ingeniør Ernst HARTMANN (1869-1945), som vel var den første ”fremmede” der


90

byggede på Karlslunde Strand. Som ung ingeniør var han i Baltikum, som hørte til det gamle Rusland. I 1902 blev han bestyrer for A/S Hedehus Teglværket, og var direktør for det til sin død. Hans søn Peter Hartmann har skrevet interessante erindringer om sit liv og sin familie. Han fortæller, at faderen i 1907 byggede et murstenshus lige ud til vandet, det blev brugt som sommerhus. Og videre: ”Noget jeg altid glædede mig til var, når vi i begyndelsen af juli skulle til ”Stranden”, det vil sige til familiens sommerhus ved Karlslunde Strand. I flere dage pakkede mor sengetøj og klæder i store kurvekufferter, og potteplanter i baljer, og så kom Hans Larsen med ”en stiv vogn”, læssede det hele og kørte med to heste foran. Senere på dagen, når han kom tilbage, kom han med ”charabancen”, en fjedervogn, og kørte os ud til Stranden. Her boede vi fra ca. 1.7 til 15.8 hvert år, og kl. 7 om morgenen steg far på sin cykel og kørte uanset vejret til Hedehusene. Kl. ca. 17 var han tilbage, og så gik vi i vandet sammen.” – Familien købte bil i 1923. Huset er blevet udvidet i flere omgange. Fra 1949 er det helårshus. Det har hele tiden været i familiens eje. Ernst Hartmanns søn Peter Hartmann (1915-1996) efterfulgte ham

som direktør for Teglværket. Nu er det 3’ generation som har huset, Niels Hartmann. Det ligger så nær stranden som det er lovligt, idet der er indført en fredet zone på 300 meter fra strandkanten. - Den oprindelige grund er udstykket. I sommeren 2002 var to grunde til salg her. De var helt ryddet, ikke en busk eller et træ. Areal (for hver): 746 kv.meter. Pris (for hver): knapt 1.5 million – kontant. Det er 2000 kr. pr. kvadratmeter! På en grund her boede Albert WESCHE, som var bror til Oskar Wesche (Stk. 18). Han var kemiingeniør, og i mange år laboratorieforstander ved DSB. – Der var også WINTHER, fabrikant fra Hedehusene. Den næste vej er Casa Sana Vej, opkaldt efter huset med dette navn – det betyder: ”det sunde hus”, men børnene kaldte det for ”sandkassen”. Det er også et stort murstenshus, nær ved stranden, det blev bygget 1917 af en fætter til Ernst Hartmann, BRINCKER, som havde Hammerværket i Vejle. Han gjorde meget for børnene, samlede dem til højtlæsning om eftermiddagen, havde en robåd de kunne sejle i. Det var også sommerhus. Senere tilhørte det Lilbæk, en stor købmand fra Frederiksberg. – En tid var det ejet af VOLMER SØRENSEN. Han var læderhandler, og bekendt af os. De


91

kom ofte på besøg hos os, men derefter købte de huset her. De var der dog ikke længe, de ville hellere bo nord for København. Forretning og lager var i kælderen i et gammelt, fredet hus i Smallegade 11, med store værelser. Vi boede til leje der 1932-35. Senere blev hele kvarteret ryddet, for at give plads til Frederiksberg Rådhus. Der var en søn som havde fornavnet Sejr, fordi han var født i en ”sejrsskjorte”. Engang da de besøgte os havde de gået fra Taastrup, også Sejr, som var 4-5 år! Faderen var udpræget forretningsmand, og tænkte vel at sønnen skulle videreføre hans læderhandel. Men Sejr var adopteret, og da han voksede op slog den biologiske arv igennem. Han blev uddannet som pianist, og gik senere over i underholdningsbranchen, hvor han havde stor succes i radio og tv, og som teaterdirektør. Han blev kendt som: Volmer Sørensen. Hans mor sagde om ham, at han ”har en herskernatur”. Volmer Sørensen solgte til dagbladet Politiken, som brugte huset til første præmie i en stor konkurrence i 1927. Avisen havde fået en ny stor rotationspresse, og dens første opgave var at trykke ”vort store 40 sidede Forårsnummer”, med flere farvetrykte sider, og mange artikler. Desuden mange annoncer, og konkur-

Besøg af læderhandler Volmer Sørensen med frue og søn Sejr. 1926 eller 1927.

rencen gik ud på at svare på spørgsmålet: ”Hvilken annonce virker bedst?” – af annoncerne i dette nummer. Det foregik således: ”Det averterende firma, som får de fleste stemmer, erholder prisen, og en af de læsere, som har stemt på sejrherren, får ved lodtrækning første præmien, som består i den ovenfor afbildede ti værelsers fuldt møblerede villa Casasana ved Karlslunde Strand, hvis indretning vi tidligere har omtalt i alle enkeltheder. Den ligger i en ren villabebyggelse med sandstrand direkte ud mod Køge Bugt, og den herligste udsigt mod alle verdenshjørner. Den


92

er brandforsikret for 35.200 kroner og kun behæftet med første prioritet på ca. 13.000 kroner”. - ”Forårsnummeret med det rige indhold og den store konkurrence koster i løskøb sammen med ”Politikens Radio” og vort dagnummer: 25 øre”. 12. april: ”Villaen blev ved lodtrækningen mellem de 16.315 ADAMAS vælgere vundet af kgl. Hoffotograf L. Albert”. – ADAMAS var et nyt cigaretmærke fra American Tobacco Co. Det blev introduceret med tegning af ”Adamas manden”, en ung mand klædt ud som laps. – Der indkom 28.070 stemmesedler, de blev sorteret efter det annoncerende firma (!). Derefter kunne vinderen udtrækkes. – Man kan vel sige, at denne som så mange andre konkurrencer i Politiken havde til formål: at reklamere for avisen som annonceorgan. På noget af det sidste inden Heden boede Th. DØSSING, som var en pioner i dansk folkebiblioteksvæsen. Han blev den første direktør for Statens Bibliotekstilsyn. Han og hans kone var meget moderne på mange måder. Desuden var han ivrig antinazist, var med i modstandsbevægelsen, og det førte til at han under krigen blev afskediget af de danske myndigheder (Samarbejdspolitikken). Han arbejdede for en forståelse med Sovjetunionen,

og han blev gesandt og fløj derover endnu mens krigen rasede. Han blev meget skuffet over udviklingen ved befrielsen. Derefter kommer: ”det fredede stykke”. Det var et nyt fænomen i 1920’erne: Naturfredning. Der blev dannet en forening, og foregangsmanden var kunstmaleren Erik Struckmann. I 1928 blev der gennemført en fredning af et stort areal ved Karlstrup Strand. Nogle beboere var kritiske, de pegede på at nu blev arealet indhegnet, mens det før havde ligget frit hen. Men nu må man være glad for, at der er bevaret noget natur. Der er mange slags træer, der er et åbent stykke med lyng, det var der meget af før på ”Jernen”, men det forsvandt med bebyggelsen. Stedet blev kaldt for Trylleskoven. Der var et stort hus ud til stranden, oprindelig privatbolig. I 1930’erne og 40’erne var der restauration om sommeren, med orkester og dans: TRYLLEVÆLDE BADEHOTEL. Som noget nyt blev der bygget en vandrutschebane: et tårn af træ og en sliske, hvor børn kunne glide ned og ende i vandet, altså meget enkelt set med nutidsøjne. Den blev senere fjernet. Og der var en stor badebro ud i vandet. I en periode var der også skibsforbindelse. Et lille passagerskib ved navn ”Strandgreven” sejlede fra København (Syd-


93

havnen, Islands Brygge) hertil. Nogle mente, at navnet var en omvending af: Greve Strand. Det blev startet af den samme mand, Petersen,

som havde den første rutebil på Strandvejen (Stk. 3).

Vandrutschebanen ved Tryllevælde. Avisbillede. 1935. Udlånt af Mogens Riise-Knudsen.


94

Ræveholm. Maleri af Alfred Larsen.

26. RÆVEHOLM Vi vender nu tilbage til Riise-Knudsens grund. Mod vest var der en låge, der førte lige ud til Ræveholm (udtalt: Ræv-holm), et husmandssted. Det ligger netop hvor sandrevlen ender,

og agerjorden begynder. Man ser sænkningen langs med nuværende Ræveholmvej. Men i ældre tid var Ræveholmen et areal. Ordet -holmen antyder at det har været et moseagtigt


95

Foran dør til forstue. Ukendt - Ane – L.G. – Jens. 1917.

område, ligesom ordet eng. Det er ejendommeligt, at området Ræveholmen hørte til Mosede by, det ses af gamle matrikelkort, men det stammer fra at det før udskiftningen hørte til godset Geddesdal, som ligger i Greve. På de gamle matrikelkort er Ræveholm (som bygning) ikke anført, derimod LOPHOLM i nærheden. Det skyldes, at det i gamle dage var

en kro, til glæde for de vejfarende på Gammel Køge Landevej. Det kunne være interessant at vide, hvornår dette husmandssted er oprettet. På et gammelt fotografi er der skrevet, at Ane er født 1846 på stedet, og blev gift med fisker Lars Nielsen, født på Himmelbjerget, Karlslunde, søn af Ole Hugger, Tømrer. – Folketællingen


96

Ræveholm. Karen R-K med Bobby. 1935.

for 1901 oplyser: Lars Nielsen. Født 1841. Husfader. Landbrug og fiskeri. – Ane Nielsen. Født 1850. Husmoder. De blev gift 1874. Eet barn: Jens Peter Nielsen, født 1875. Fisker. Ugift. Der findes et maleri af stedet, med et gammelt par. Det er malet af den førnævnte Alf(red) Larsen. Man ser Lars Nielsen (La’s Ni’len) og hans kone Ane Nielsen, som vi

kaldte ”gamle Ane på Rævholm”, til forskel fra den anden gamle Ane, der boede nær Klintegården. Mærkeligt nok ser man ikke parrets ansigter. Mine forældre havde meget forbindelse med dem. Nu og da kom Ane og Lars Nielsen på besøg. Så var hun i hedebodragt, og med ”guldnakke”. Lars Nielsen døde i 1919. Kisten stod på gårdspladsen, han lå i en hvid


97

dragt, med sorte sløjfer. Lærer Mortensen kom fra Karlslunde, han ”sang liget ud”. Derefter foregik begravelsen i landsbyen. Sønnen Jens var ugift og boede der sammen med moderen. Efter at min mor kom hertil havde hun en tid en norsk pige som husassistent, og hun fulgte med til sommerhuset. Hun ville gerne gifte sig med Jens Nielsen, men det blev ikke til noget. Det var nok Ane, som ikke brød sig om det. Efter Anes død boede Jens der alene, til han kom på alderdomshjem. Han passede alting selv, og holdt sig til de gamle arbejdsgange. Karakteristisk for stedet var de høje træer der omgav huset, de kunne ses viden om. Man kom ind fra nordsiden, der var naturligvis ikke noget hegn. Til højre var stuehuset, for enden i vinkel var loen. Til venstre var en lille bygning til stald. Oprindelig har der været en hest, for der var rester af en ”hesteomgang” bag loen, og min mor har set Ane gå rundt med hesten her, på vinterdage. Nu var der en eller to køer, så man kunne købe mælk her – dejlig tyk. Midt på stuehuset var indgangen, med en meget lille forstue, og indenfor den et køkken der var ligeså lille. Til højre kom man ind i dagligstuen, til venstre var stadsstuen. Det var vist en meget almindelig grundplan for en husmandsbolig, man kan møde den i

Ane på Ræveholm, med junge. 1917.


98

gamle skildringer af bondeliv (”Skolelærerlitteratur”). I dagligstuen var der ved vinduet ud til gården et bord og en bænk. På modsatte side, ud til ”haven” var der først en seng med ”omhæng”, hvor Ane sov. I næste hjørne en fritstående seng til Jens. – Rengøringen bestod i at strø vådt sand på gulvet, og så feje det op. Det fortælles, at sagfører Christensen kom en søndag formiddag, og da var Ane netop i færd med at feje gulv, og det var så voldsomt at man ikke kunne se noget for støv. Da støvet lagde sig kunne man se Jens Ni’len,– han sad og spiste morgenmad! De købte 3 pund margarine, og så stod det på bordet til det var spist. – Der var ikke noget ”kloset”. Det siges, at selv i sin høje alderdom måtte ”gamle Ane” gå ud i haven og ”besørge” der. Ane var skrap til at bedømme københavnerne, og værdig, hun lod sig ikke noget byde. Engang skulle fru Albertsen købe en høne. Hun kritiserede den meget, at den var for mager. Men da hun ville betale, ville Ane ingen penge have – ”når den nu er så mavver”. Ane kunne fortælle om stormfloden 1872, hvor vandet kom overalt. Hun havde ikke været i København siden 1888, da blev hun opereret for kræft. Hun døde ca. 1934 og var da i firserne. Hun havde fået lungebetændelse, og nabokonen fra

Lopholm hjalp hende. Doktor Tuxen fra Tune kom, og han sagde at han ville ikke undersøge hende, før hun var blevet vasket. Men det store nummer for os var at se ”stadsstuen”. Møblerne passede til det man læste i bondefortællinger. Her var bord og stole, dragkiste, et bornholmerur osv. I sommeren 1944 boede jeg på en lille ø hos et ældre par. De var fra landet. Det var ganske vist et nyere hus, men de medbragte vel deres vaner. Der var to stuer nede. Man spiste altid i køkkenet, og om aftenen sad man i stuen ud for køkkenet. Men så om søndagen blev der lukket op til den fine stue, hvor fruen støvede af. Så kunne man være her, men kun om søndagen. Noget lignende har det vel været her, og så kunne man tale om stadsstuen. Men nu var det anderledes. Stuen var helt erobret af hønsene. De har vel oprindelig holdt til i loen, men der har været en lem ind til den fine stue, og de er så trængt ind, og ingen har hindret dem i det. Og det må have varet længe, for på gulvet var der aflejret et lag hønsemøg på måske 30 cm højde. Det gik nok tilbage til Lars Nielsens tid, for han kunne ikke lide at der blev gjort rent. Døren fra forstuen kunne kun lukkes halvt op, fordi den stødte ind i dette. Men Ane kunne lige netop klemme sig ind, når der kom folk


99

der ville købe æg. Hønsene havde slået sig ned overalt, med deres reder og æg. Men Ane vidste nok hvor hun skulle finde æggene. Der var således en rede på toppen af bornholmeruret! Og æggene var dejlige frisklagte, sunde, naturlige, ubehandlede. Jens Ni’len som jeg kendte ham var en ældre mand. Der var det ejendommelige ved ham, at når andre siger ”Øh -”, så sagde han ”Nåh -”. Og det var også inde i sætninger: ”Det var dengang – nåh - da x begyndte på nåh – at …”. Tilfældigt fandt jeg ud af, at han kunne forudsige vejret. Godt nok var det begyndt med vejrudsigter i radioen, men de var meget usikre. Når jeg spurgte Jens, og vi stod ude i det fri, så kiggede han op på himlen mens han bakkede på sin pibe, han så sig omkring, så på skyerne, og der gik en rum tid før han fældede sin dom. En gang skulle jeg cykle herfra til Skælskør, 1936. Aftenen før gik jeg ned til Jens for at høre hvad udsigterne var. Efter lang tid fik jeg så hans mening. Jeg tog af sted, men vejret blev anderledes. Da jeg kom tilbage gik jeg ned og fortalte det til Jens. Men det gjorde intet indtryk på ham. Efter en tid sagde han: ”Det var nu sådan her”. Og det er jo rigtigt: at vejret er meget forskelligt fra sted til sted, og han kendte egnen her. Den gene-

Jens Nielsen. Bag: VÆNGET. 1935.


100

Ræveholm. Indkørsel. Pumpe. 1936.

relle vejrudsigt: ”vinde fra forskellig retning” er jo intetsigende. - En dag stod jeg og talte med Jens Nielsen ved indkørslen til stedet. Han sagde: ”Næ, Arne – maskinerne skulle aldrig have været opfundet”. Jeg var vel 13 år, jeg var optaget af motorcykler, biler, flyvemaskiner, så jeg tænkte: ”den gamle …”, men sagde ikke noget. Nu, da jeg er nået til Jens Nielsens alder, er jeg tilbøjelig til at give ham ret … Efterhånden som der kom ”landliggere” blev det almindeligt at ”bade”. Jens Nielsen syntes han skulle prøve det. Han tog træsko og bukser af, havde skjorte på, og vadede ud i vandet til det nåede ham til knæene. Det så pudsigt ud. Men det bedste var – at han havde lang pibe i munden! – Op igennem 1940’erne passede Jens sit lille landbrug. Sidste gang jeg så ham var i sommeren 1947. Vi sad i stuen og talte sammen, som før. Næste gang jeg kom var i sommeren 1950. Nu var jorden udstykket. Jeg gik hen ad det der nu hedder Jens Nielsensvej. Man så hegn om parcellerne, der var enkelte træskure, en motorcykel med sidevogn. Jens Nielsen var kommet til det nye alderdomshjem ved Greve landsby. Bondehuset blev overtaget af byboere, som ”renoverede” det.


101

RĂŚveholm. Set nordfra, fra Jens Nielsens vej (vejskilt). 1955.


102

27. KARLSLUNDEGÅRDEN Mosevejen fører op til landevejen ved Karlslundegården. Går man lidt sydpå ad landevejen kan man stadig se op til haven, og til hovedbygningen med dens takkede gavl. I vor tid var det Gjersdal der havde gården. Mortensen oplyser, at han blev født 1882 i Himmelev, og overtog gården i 1916, og at han var gift med Marie Sophie Pontoppidan. Hendes far var provst i Himmelev ved Roskilde. En broder til hende var gift med en norsk dame, som min mor kendte, derved blev vi bekendt med dem. Gjersdal var bondekarl, der blev kusk for provsten, og på den måde traf han døtrene, og det førte til at han blev gift med en af dem. Der var en vis social forskel mellem dem. Han hed oprindelig Jens Kristoffer Larsen, men fruen ville ikke hedde Larsen. Der var to børn: Kate, og Poul som var på min brors alder. Der var en privatlærerinde til dem, frk. Andersen, og som nævnt gik min bror i skole her to vintre, og fik god undervisning, så han klarede mellemskoleprøven i København, da vi flyttede ind. Og han var optaget af alt på gården, var med til høstgilde. Gjersdal og frue besøgte os i Bjælkehuset, og vi var til selskab på gården nu og da. Der var smukt i havestuen, og fruen

sang for gæsterne. Ved bordet var hun optaget af blomsterne, manden mere af flæsket … Jeg har en enkelt erindring fra den tid. Engang, mens vi boede på stranden hele året, var vi inviteret til middag på gården. Først gik vi (min bror og jeg) rundt for at se på lade og stald, under ledelse af Poul. Derefter var der stor middag, hvor de voksne sikkert har spist godt, jeg erindrer ikke noget om det. Derefter gik alle ind i den store dagligstue. De drak kaffe, røg tobak, spillede måske kort. Der var ingen som interesserede sig for en lille dreng som mig, jeg var 5-6 år. Nu kom en stor hund ind i stuen, jeg så på den. Først stillede den sig op og strakte sig, så det knagede i alle led. Så lagde den sig ned på gulvtæppet, rullede sig sammen som i en ring, og faldt snart i søvn. Jeg kiggede på dette, og tænkte: det vil jeg også prøve, så jeg lagde mig ned ved siden af hunden, og prøvede at rulle mig sammen ligesom den. Det kunne jeg nok ikke, men jeg faldt i søvn og sov trygt. For jeg vågnede først da vi var næsten hjemme, en ung karl fra gården havde kørt os i bil ned til grunden. Da jeg slog øjnene op var det nat, jeg så op på de høje, mørke træer i læbæltet. Dette var min verden.


103

Gjersdal måtte forlade Karlslundegården under den landbrugskrise som bragte ulykke over mange mennesker i begyndelsen af 1930’erne. Han havde ellers fået meget erstatning efter verdenskrigen. Måske har han spillet på børsen. Fru Gjersdal døde få år efter af

sukkersyge. Hr. Gjersdal måtte klare sig med forskelligt arbejde. Omkring 1936 traf jeg Poul på stranden, da var han i lære som mejerist. Nu er der en vej ved Karlslundegården som hedder: Gjersdalsvej.


104

SLUTNING Disse blade skulle vise, hvordan et område syd for København fra at være et ukendt område omkring 1920 blev til et moderne forstadskvarter. Hele den udvikling er foregået indenfor min levetid. Jeg har ønsket at fortælle om den første tid, dengang der var meget få mennesker ”på Stranden”, og alle kendte hinanden. Jeg har brugt udtrykket: Pionererne om de første grundejere. Det er påfaldende, at mange er nævnt i biografiske håndbøger. Det var, om ikke overklasse, så den højere middelstand, som havde økonomisk basis, og tid, til at slå sig ned på dette fjerne sted, og bygge store sommerhuse. Desværre måtte vi forlade Stranden i 1932, og siden har jeg kun været på besøg der nu og da. Jeg har beskrevet mine egne oplevelser, som jeg husker dem. Jeg har opsøgt dokumenter i arkiver. Fra min far arvede jeg en del fotografier, og min mor kunne sætte navne og årstal på dem. Da kassettebåndoptagere kom frem bad jeg hende fortælle erindringer, og herved har jeg fået et stof jeg kunne bruge nu. Desuden har jeg talt med mennesker der har boet længe her, og de har givet mange værdifulde oplysninger.

Jeg vil udtale en hjertelig Tak til min barndomskammerat og livsvarige ven Bent RiiseKnudsen, som har fortalt meget om personer efter min tid på Stranden. Og tak til Mogens Riise-Knudsen for lån af billeder. Også en hjertelig Tak til min slægtning Hans Peter Bassøe, som har udført det store arbejde at scanne alle billederne (hvor ikke andet er anført), og som har givet råd angående trykningen. Og Tak til følgende som har givet mange oplysninger: Tage Nielsen, Karlslunde Strand. Fru Gudrun M. Thorsen, Allinge, og hendes søn, Per Munkgaard Thorsen, København. Arne Hansen, Karlslunde Strand. Niels Hartmann, Karlslunde Strand. Kjeld Ejdorf, Solrød Strand. Erling Rydahl, Karlslunde by. Rikiza Wesche, Christianshavn. Desuden Tak til de personer og institutioner som er nævnt i noterne. En særlig Tak til Greve Lokalarkiv og Museum. Og Tak til dem der har læst manuskriptet, og har kommenteret det. ***


105

GREVE PRÆSTEGÅRD 1936-1946

Greve Kirke og Præstegård. 1939.


106

Forbindelsen med Greve begyndte omkring 1930. Min mormor var præsteenke fra Norge. De 4 sønner udvandrede til Amerika, det gjorde man dengang, mellem 1890 og 1920. Da hendes datter blev gift i København rejste hun ned for at se på det, og blev så begejstret for byen, at hun blev her. Hun havde et værelse i en stor gammeldags lejlighed. Hun ville gerne på landet om sommeren, og min mor talte med fru Gjersdal, som foreslog Greve Præstegaard, hvor man tog imod ”paying guests”. Hun boede så der hver sommer, og jeg besøgte stedet nogle gange. I sommeren 1936 var jeg 15 år, skulle finde på noget i sommerferien, og ville gerne cykle rundt og bo på vandrehjem, det var noget nyt man hørte om. Min mor syntes ikke om det, og foreslog i stedet at jeg kunne være en tid i Greve Præstegård. Det lød ikke spændende for mig, og da jeg cyklede derud havde jeg ikke spor travlt. Imidlertid blev jeg meget begejstret for menneskene og for stedet, og i de følgende år kom jeg der ofte, på weekendbesøg sommer og vinter. Og den følgende sommer begyndte jeg at cykle rundt og bo på vandrehjem.

Jeg kom der netop efter præstens 60-års dag. HOTHER OSTERMANN (1876-1950) var oprindelig discipel på et apotek. En dag kom der en dejlig ung pige ind, det blev hans hustru, DINA (1878-1945). Han skiftede til at studere teologi, og ville gerne til Grønland. Han lærte grønlandsk hos provst Hans Rasmussen i Lynge, som var far til Knud Rasmussen. Efter teologisk embedseksamen i 1901 rejste præsteparret til Grønland, hvor de var i 20 år. Det meste af tiden var de i Jakobshavn (nu: Ilulissat) overfor Diskoøen, med den fantastiske isbræ, der strækker sig langt ud i havet. Her havde Hans Rasmussen været præst, så Knud Rasmussen var vokset op der. Familien kom tilbage i 1921, vist af hensyn til børnenes skolegang og uddannelse. Og præsten kom aldrig mere til Grønland, det var jo en stor rejse dengang, med skib. Men ved siden af sit arbejde som præst (det hedder et ”kald”) arbejdede han med grønlandske emner, navnlig personalhistorie, og han udgav mange bøger, bl.a. i ”Meddelelser fra Grønland”. Han var begejstret for Norge, og har skrevet et stort værk om ”Nordmænd på Grønland”. Han skrev mange biografier til Dansk biografisk Leksikon. Han var nær ven af Knud Rasmussen, og var sproglig medarbejder for ham.


107

Jakobshavn. Den gamle præstegård, nu museum. Bemærk haven med flagstang. ”Det gamle Grønland – og det nye”. 1984.

Da jeg kom, boede præstens mor der, hun havde et dejligt værelse på første sal ud til haven. Hun var nøjagtigt 20 år ældre end præsten, hun blev kaldt Molle. Det var en livlig dame, hun dansede og røg cigaretter. Der var altid mange mennesker i præstegården, gæster på besøg, personer med forbindelse til Grønland, fx telegrafister, og fåreavlere, det var noget nyt. Ved måltiderne var der gerne 10-12 personer. Man talte om aktuelle ting, og en-

gang talte man om de mange opfindelser der var gjort: biler, flyvemaskiner, radio – og fjernsyn var bebudet. Så stillede præstefruen det spørgsmål: ”kan man nu opfinde mere?” Jeg tænkte ved mig selv: 1. Der er da ingen grund til at opfindelserne skulle slutte netop nu. 2. Men hvad kan der opfindes mere? Jeg kunne ikke finde på noget. Nu bagefter kan man se, at der stadig kom nye opfindelser. Og nogle har været ”revolutionerende”, således atom-


108

kraft på ondt og godt, og navnlig: EDBtekniken, som har grebet ind på alle områder, har forandret alle arbejdsgange. Og den præger dagligdagen – fx de unge, der sidder i mørke lokaler og leger krig på skærmen. Værre er det, at kataloger, køreplaner o.l. for-

svinder, ikke bliver trykt mere, fordi man bliver henvist til Internet. I præstegården var der også grønlandske piger der lærte husarbejde, og at tale dansk. Dengang var der meget få der havde forbindelse til Grønland, og de fleste kendte hin-

Pastor Ostermann med pibe, i haven. 1936.


109

anden. Ved juletid blev der sendt hilsner til Grønland i radioen, og det var man meget optaget af. Greve Præstegård er forbilledet for den klassiske fortælling af Henrik Scharling: ”Ved Nytårstid i Nøddebo Præstegaard” (1862), som ligger til grund for det teaterstykke der ofte spilles på Folketeatret, og det var man naturligvis stolt af. Den præst som var der dengang, Wylich, ligger begravet på kirkegården. Og pastor Ostermann havde mange lange piber med porcelænshoved, som man brugte det før i tiden, og som man ser det på teatret. Præstegården havde en meget stor have. Der var udgang til den fra en havestue, som lå mellem spisestue og dagligstue. Der var en stor græsplæne, som endte i en lille udsigtshøj med bænk. Herfra kunne man se ud mod syd, i retning af Karlslunde, og marken begyndte lige efter hækken. Der var en sti der førte til ”Lunden”, en gruppe træer lidt syd for byen. På et tidspunkt var kirkegården blevet udvidet, der blev taget en del af haven, og der blev opført en ny mur. Det medførte, at et meget højt gammelt pæretræ nu stod inde på kirkegården, men præstegården havde ret til at plukke pærer der, og jeg har klatret højt oppe i det.

Fru Ostermann. 1939.

I 1960’erne var jeg ansat ved Københavns Hovedbibliotek. En gang da aftenholdet spiste, talte man om vejret, det var snevejr. En ny bibliotekar omtalte ”Frede Vejmand”. Jeg sagde at jeg engang kendte en Frede Vejmand, men det var i Greve. Hvorefter hun sagde, at det var netop ham hun mente! Det viste sig, at hun var datter af den præst der fulgte efter Ostermann. Jeg kunne godt huske at man dengang sagde, at der kom en yngre præst der hed Jørgensen, og som havde mange børn. Hun hed Else Løj, og hun blev senere vicestadsbibliotekar ved Greve Bibliotek.


110

Dina og Hother Ostermann. 1939.

Både præsten og hans hustru var glimrende mennesker, og kristelige. Derfor kan man undre sig over, at de skulle rammes af så mange sorger med deres børn. Den ældste datter blev gift med en bankmand, han fik børnelammelse og kom sig af det. Men så fik han det igen, og derefter var han lam i benene resten af sin tid. Men han passede sit arbejde i banken. Han måtte transporteres til Greve i bil, og det var svært under krigen, da der ikke var mange taxier. De måtte køre på ”Gen(erator)gas”, dvs. der var anbragt et gasværk på bilen, det blev fyldt op med træstykker. En anden datter blev gift med en radiotelegrafist på Grønland. Men

hun døde i barselseng. På sit dødsleje bad hun sin yngre søster om at gifte sig med manden, og tage sig af barnet. Det gjorde hun, men det varede kun en vinter (dengang var der kun forbindelse om sommeren). – En søn studerede teologi. Men i studietiden var han på Oringe, som maniodepressiv. Han gennemførte sit studium, fik embede i Jylland, og stiftede familie. Men efter en del år måtte han opgive det. En anden søn var i forretningslivet, men han var noget ustadig. Pastor Ostermann blev ved til han var 70. I de sidste år var der en voksende senilitet, som til at begynde med ikke var noget særligt, men som var tydelig da han gik af. Han flyttede til Kildebrønde og boede hos sin grønlandske plejedatter, som var gift der. Den sidste gang jeg så ham var i sommeren 1947. Da sad han og spillede to-mands bridge med sig selv, mens han talte med sig selv. Der er familiegravsted på Greve Kirkegård, ved muren indtil præstegårdshaven. Ved siden af er Wylichs familiegravsted. KIRKEN stod altid åben, og sådan var det med landsbykirker i 1930’erne. Der var ingen der tænkte på at stjæle fra dem. Der var en klokker, en ældre mand som gik op i tårnet hver dag for


111

at ringe solen ned, det foregik ved at hive i et tov. Jeg var nogle gange oppe i tårnet, ad en smal vindeltrappe. Undervejs kunne man se ind i et stort rum, det så ud som om der lå nogle store natursten. Men det var oversiden af hvælvingerne. – Jeg var ofte til gudstjeneste om søndagen, det var jo den eneste fornøjelse der. Pastor Ostermann var en udmærket prædikant, hver lørdag anbragte han sig i et lille værelse for at få ro til at skrive sin prædiken. Og han sang (messede) foran alteret. Fruen spillede nogle gange på orglet, og sønnen Knud kunne også spille. Ellers var det læreren, Møller. Der var også en ”bælgetræder”, han stod bag orglet og trådte på en pedal, det gav luft til orgelpiberne. Der var et samarbejde med pastor Mikkelsen i Karlslunde. Da evangeliet var det samme for første og anden påskedag, kunne de skifte kirke den anden dag, og dermed nøjes med at skrive én prædiken. Mens Køge Bugt egnen er blevet kolossalt bebygget i nyere tid, er Greve landsby næsten uændret. Man genkender husene når man kommer der, men der er andre virksomheder i dem. På hjørnet ud til vejen lå købmand Herum. Der var en anden købmand i bygaden overfor skolen. Manden og konen ekspede-

rede. Meget blev vejet af i poser. Regning blev skrevet ud i hånden, og lagt sammen i hovedet. Hvor er forretningerne anderledes nu! Det var hvad man kaldte ”en blandet landhandel”, dvs. at foruden madvarer havde man forskelligt værktøj og redskaber. Og lukketiden holdt man ikke strengt på. I nærheden af denne købmand havde barbereren sin forretning. Her kunne man blive barberet på den gammeldags måde med ”ragekniv”. Desuden drev barbereren en art bankvirksomhed, han ”cashede” præstens checks. – Der var også en ”Brugs”. Den er der stadig, og nu som den eneste forretning. Og den er et lille supermarked. En ældre mand gik til hånde i præstegården, fx med at hugge brænde til komfur og kakkelovne. Han tømte også klosetspand. Da der kom ny præst i 1946 blev præstegården moderniseret. Den ældre mand boede med sin kone i en aldersrentebolig kaldet ”Hospitalet”, den lå i nærheden, højt. Jeg var en gang derhenne med en besked, og så ind. Der var vist kun ét lille værelse til hvert par, jeg så hans kone sad der. Det er mærkeligt at tænke på at det, der var hverdag dengang, nu er blevet museumsstof: ”Hospitalet” er flyttet til Frilandsmusæet.


112

Johannes, klokkeren - Ove - Arne Ostermann. 1939.


NOTER


115

FORKORTELSER: BHL: Dansk biografisk Haandleksikon. Bind 1-3. 1920-26. Med portrætter. DBL: Dansk biografisk Leksikon. Bind 1-16, 1979-1984. Se også tidligere udgave: Bind 1-27, 1933-1944. Greve Lokal-: Greve lokalhistoriske forening. Serie: Bidrag til Greve kommunes historie. Hæfte nr. … Krak: Kraks Blå Bog. Begynder 1910. Mortensen: Karlslunde Sogns Historie. Se note 1. R 43, R 44: Realregister. Se Note 8.3. Årbog: Aarbog for Københavns Amt. 7. Række. 1935-1940.

NOTE 1. Traps Danmark. 5. udgave. Bind II.3, 1960, side 1182-1184. V. Mortensen: Karlslunde Sogns Historie. Trykt i Årbog, 1938-39, side 265-451. (Sidetal her henviser til denne udgave). Også udgivet som bog, Roskilde 1939. 198 sider. Med alfabetisk indholdsfortegnelse, og mange kildehenvisninger. Ny udgave 2003. V. Mortensen: Hedeboegnen. Årbog, side 27-36. V. Mortensen: Frivillig Hjemstavnslære. Årbog, side 548-551. Biografi af V. Mortensen: Mortensen side 333. Billede side 337. Karlslunde 1935-70. Fra landsogn til storbyforstad. Redaktør: Erling Rydahl. 2002. Ny udgave 2003. Greve Museum. Ena Hvidberg. Henriette Buus. Se også Internet.

Greve Lokalarkiv. Mikkel Thelle. Solrød Lokalarkiv. - Køge Byhistoriske Arkiv. Roskilde Lokalhistoriske Arkiv. BBR. Bygnings- og boligregistret. Karlslunde. (Henvendelse til) Greve Kommunes Rådhus. Kort & Matrikelstyrelsen. Sognekort og Udstykningskort. Gengivet med tilladelse. Copyright A 125-02. NOTE 2. JERNEN Ordet ses ikke i denne betydning i den store: Ordbog over det Danske Sprog, som i øvrigt staver Jern: Jærn. Institut for Navneforskning, Københavns Universitet. Peder Gammeltoft. – En medarbejder oplyser, at ordet Jerne også findes på Vestsjælland, og i Skåne i den danske tid. Kristian Hald: De danske Stednavne på -um.


116

1942. Citat fra side 78. Lis Weise: Stednavne i Præstø Amt. 1975. Citat fra side 82. Geologisk Museums Bibliotek. Axel Schou: Det marine Forland. (Disputats). 1945. Citat fra side 118. V. Mortensen: Jernen. Foredrag. 23. juni 1949. 21 sider. Nr. 65. Om gravplads fra jernalderen: Mortensen side 272-273. Bente Andersen, Lisbeth Pedersen: Udgravning af ældre Stenalderboplads.1980. Greve Lokal-, nr. 14. (Ved Karlslunde Mosevej). L. A. Ring. Udstillingskatalog Ordrupgaard, 1984. Side 100, Katalog nr. 92: ”Kunstnerens hustru ved parasol. Greve Strand 1911” (i farver). (Oplyst af Per M. Thorsen). H. Chr. Christensen: Tillæg til Fortegnelse over Malerier og Studier af L. A. Ring. 1922. Nr. 682-689, og 721. En arabeske omkring L. A. Ring. Ved Ena Hvidberg. 1998. Side 39: billede af vognen. Side 55: Sommerdag ved Greve Strand. 1911. NOTE 3. GAMMEL KØGE LANDEVEJ Mortensen side 273-276. Om Korporalskroen. V. Mortensen i: Fra Københavns Amt, 1950, side 43-49. Østsjællands Folkeblad. 22. juni 1912. Ole Hansen: Den gamle Køge-Københavns Landevej. (Nævner de mange kroer langs vejen).

Hedelund: Statens overtagelse af rutebilerne gennem Statsbanerne eller på anden måde. Dansk Vejtidsskrift, 1932, side 164-174. (Kritisk mod Statsbanerne). Niels Jakob Mørk Hansen: Køgevej – og dens historie gennem 200 år. 1990. 95 sider. (Det er Taastrup - Køgevejen). Steffen Elmer Jørgensen: Fra chaussé til motorvej. 2001. Side 82-84: Køgevejen 1780-1788. Grundejerforeningen for Hundige, Greve, og Mosede Strand. Jubilæumsskrift 1917-1967. 32 sider. - Side 6: Billede af E. Barfoed. Side 21: Billede af en af ”Bil-Peter”s første rutebiler. Side 31: Billede af ”Strandgreven” (jvf. Note 25.5 her). Der var også: ”Klintekongen” og ”Asger Ryg”. NOTE 4. FORTET J. B. S. Estrup (1825-1913). DBL bind 4, 1980, side 267-272. ”Hvad skal det nytte?” Bevingede Ord, 1990, side 281. Karl Larsen (1860-1931). BHL bind 2, 1923, side 447-448, portræt. DBL bind 8, 1981, side 55961. V. Dalhoff-Nielsen (1853-1923). BHL bind 1, 1920, side 366, portræt. DBL bind 3, 1979, side 549. Dommens Dag. 13. oplag 1945. Med forord af Vilh. la Cour. 14. oplag 2001 med titel: Det politiske ansvar. Historien om en tysk besæt-


117

telse af Danmark i 1908. Med forord af Knud Pedersen. Diskussion om Forsvarssagen: Dansk Bogfortegnelse 1901-1908, side 408, og 1909-1914, side 474. (Men Dommens Dag ses ikke her!). Danske Blandede Tidsskrifter 1855-1912. Bind 1, side 121-125. Hans Bassøes tale, og den nævnte artikel, er citeret efter: Stamtavle over familien Bassøe. 2. udgave 1969, side 108-114. Findes også i 3. udgave 1999, side 326-329. Jvf. Note 12. Klavs Becker-Larsen: Tunestillingen. Feltbefæstning fra Roskilde Fjord til Køge Bugt. Roskilde 1986. 296 sider, illustreret. Særskilte kortbilag. (Geodætisk kort). (Meget omfangsrig. Fra det mest saglige til det humoristiske). Ernst Verwohlt: Mosede Fort og Tunestillingen i Københavns befæstning. 1997. 31 sider. Se også Internet. NOTE 5. HAVNEN Sven J. Olsen: Mosede Havn halvtreds år. 1929-1979. Karsten Sedal: Bundgarnsfiskerne i Mosede. 1997. (Numre angiver interviews). Dengang det var før – og nu. Greve Daghøjskole. Ved Inge Rydahl. Side 39-42: billeder af havnen. Se også Internet.

NOTE 6. JERNBANE Peter A. Alberti (1851-1932). DBL, bind 1, 1979, side 106-108. Billede i: Fra Københavns Amt, 1943, side 11. Betænkning angaaende Anlæg af en Jernbane fra Vigerslev til Kjøge. 1921. Om Frede H. Petersens brev: side 7-8. Hans Frede Petersen (1884-1970). Dansk Civilog Akademiingeniørstat, 1971, side 724. (Sådan skrives det her). Viggo A. Thalbitzer: Køgebanen og den nye strandvej. Bygmesteren. Dansk Arkitektforenings Tidsskrift. 1922, side 152, 154. (Referat af møde). NOTE 7. VEJEN. DEN NYE STRANDVEJ Betænkning angaaende Anlæg af en Vej langs Stranden ved Kjøge Bugt. 1922. - Mindretallets betænkning er optrykt side 19-20. Brev fra Oskar Wesche (Stk. 18) om en ”svellebygget elektrisk Sporvogn fra Kjøge til Kjøbenhavn”, side 31, bilag 4. Erik Læssøe Barfoed (f.1883). Var ikke civilingeniør, men marineingeniør, idet han var uddannet ved Marinen, og senere i Paris. 19181950 Underdirektør i A/S Burmeister & Wain. Dansk Civilingeniørstat 1955, side 910, T. 8 (Tillæg). Social-Demokraten. Søndag 23. april 1922, side 3. Med skitse. Møde i Jægerkroen: Berlingske Morgenavis.


118

Torsdag 27. juli 1922, side 3. H.V. Rygner: Vejen langs Stranden ved Køge Bugt. Ingeniøren, 1922, side 257-259. (Referat af Betænkningen). E. Suenson: Betonveje. Dansk Vejtidsskrift, 1933, side 150-156. Rigsarkivet. Ministeriet for offentlige Arbejder. Vej- og færgesager. Journal. (Se alfabetisk register bagest i hvert bind, under: Københavns Amt). 1922 J.nr. 6036: Taxationskommissionen ang. Jernbane fra Vigerslev til Køge. 6046: Barfoed og vej. – F.D.M. anbefaler vej. 1923 2169: ang. Jernbane fra Vigerslev til Køge. Arealerhvervelse. Beringgaard. (Hvidovre. – Også de følgende år). 1924 2300: ”Grundejerforeninger ved Køge Bugt andrager om snarlig fastsættelse af retningslinier for en vej langs Køgebugt fra København til Køge”. 1927 2286: Om en vej fra ”Klintegaard” syd på til Karlslunde Strand er privat, og kan lukkes for færdsel. (Fortsættes 1928, 2174.) Avisaarbogen. (Begynder med 1924). 1926 marts 8: Grundejermøde, Hvidovre, kræver udvidelse af Gl. Køge Landevej. 1929 januar 13: ”På Greve Strandhotel afholdes et møde, hvori bl.a. folketingsmand Borgbjerg deltager. Der nedsættes et udvalg,

som skal arbejde for gennemførelse af Strandvejen til Køge”. – Frederik Borgbjerg, 1866-1936. Undervisningsminister. DBL, bind 2, 1979, side 372-374. Havde sommerhus ved Hundige. 1930 juni 24: ”Roskilde Amtsraad vedtager anlægget af en Strandvej fra København til Køge, på betingelse af at Staten af Vejfondens midler bidrager med 50 pct. af anlægsudgifterne”. 1935 maj 11: ”Den nye betonvej langs kysten fra København til Køge åbnes for færdslen”. NOTE 8. UDSTYKNING 8.1 Østsjællands Folkeblad. Onsdagen den 18. april 1906, nr. 166, side 2. Et konsortium har købt 200 tønder land fra Hundie sydefter … for at udstykke … når der bliver anlagt en god vej langs kysten … ”Bliver det så til alvor med den meget omtalte Kjøgebane, vil disse grunde selvfølgelig yderligere stige i værdi …”. Mortensen, citat fra side 385. Jens Nielsen, 1847-1892. Gift 1874 med Johanne Larsen Bech (1852-1886). Portræt i Greve Lokalsamling. Jernen havde oprindeligt matrikelnummer 10 u. Senere blev det 10 a med tilføjelse af et bogstav, og man begyndte sydfra.


119

8.2 1 Tønde land = 14.000 kvadrat alen =55.16 ar = godt en halv hektar = 5.516 kv.meter. 1 Tønde hartkorn = 8 skæpper = 32 fjerdingkar = 96 album 1 Skæppe = 1750 kv.alen = 690 kv.meter (svarer til en lille villagrund nu!) 1 Fjerdingkar (fjerdedel af en skæppe) = 172.4 kv.meter 1 Album = 1/12 skæppe = 1/96 tønde land = 57.5 kv.meter. Metersystemet blev indført fra 1907. Enheden er 1 ar = 100 kv.meter. 1 hektar = 100 ar = 10.000 kv.meter. Ordet ar stammer fra areal. 1 kv.meter = 2.54 kv.alen. På udstykningskortet er anført både kvadratalen og kvadratmeter. Overskrift: Metermaal. - Arealets størrelse er udmålt efter kortet. 1 jorddecimaltomme = 31.628 mm. 8.3 Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster, og Bornholm. Jagtvej 10. Ramsø-Thune Herreder. Skøde- og Panteprotokol. B.2. – (Bind) 48. – 1910 Sept. 9 – 1912 Jan. 19. Side 144. Løbenr. 949/1910. Forlagsboghandler I. L. Lybecker (og 3 andre af familien) sælger til frøken Ingeborg Kierkegaard ubebygget parcel Matr.nr. 10 q af Karlslunde. Areal 43.760 kv.alen. Købesum 3005 kr. (Jvf. note 25.3).

Side 271. Løbenr. 50/1911. Skøde. Østerstrand til Ejendomsselskabet 18. September 1910 Limiteret. Interessenter bl.a.: Ernst Hartmann af Hedehusene. Matr.nr. 10 v. 11.779 kv.m. Købesum: 2000 kr. (Jvf. side 792, Lb.nr. 914, her). Side 520. 491. Udskrift af Forhandlingsprotokol for A/S ”Østkysten”. - Jvf. side 492. Side 634. 660. Ang. Forpagtningskontrakt fra A/S Østerstrand til C. Therkildsen. – Jvf. 846 her. Side 635. 662. Skjøde. Østerstrand sælger til ing. H. E. Stenbjørn (jvf. note 25.1) ubebygget parcel 10-x af Karlslunde, udstykket fra den Selskabet tilhørende Matr.nr. 10-u (den saakaldte Jæhrne). Areal 23.475 kv.m. incl. vej. Købesummen udgør 4000 kr. Side 792. 914. Deklaration. Udstykning af 10 v. Fra Østerstrand til Ejendomsselskabet af 18. September 1910, Limiteret. Heri bl.a.: Kapelmusikus Axel Hartmann, 10 ø, 10 ae. Ing. Ernst Hartmann, 10 z, 10 ag. (Jvf. Note 25.2). Side 798. 925. Skøde. Østerstrand sælger til Inspektør Carvil den del af Klintegaarden som kaldes Jæhrnen, Matr.nr.10 u. Købesum: 20.331.84 kr. Side 846-847. 1013. Østerstrand pantsætter ejendom 10-a og 87 til Sparekassen f. Kbh. Forpagtningskontrakt af 5. dec. 1908 til C. Therkildsen ang. 10-a og 87, for 5 år. Side 902. 1110. Østerstrand sælger til L. Gluud


120

(se Stk. 8 i teksten). Side 943. 1181. Inspektør P. J. Carvil sælger til Jens Holger Jensen og Ole Peder Nielsen 2 tønder land af 10-u, med et lille hus. 11.032 kv.m. Matr.nr. 10-ak. (Jvf. Note 21). Side 944. 1182. Vexellerer P. J. Carvil sælger til A/S Karlslunde Strand 10 ai. 29.320 kv.m. Købesum 4300 kr. (Det er Aktiestykket, jvf. Stk. 23). Side 944-945. 1183. Inspektør P. J. Carvil sælger til Hjalmar Jensen og Dr. Phil. N. Hartz 3 tønder land umiddelbart nord for (1181). Hj.J. – 2/3, N.H. – 1/3. Købesum 3000 kr. 10-al. 16.549 kv.m. (incl. vej) (se Stk. 19). Jeg har kun gennemgået ét bind, som er på næsten 1000 sider, i folioformat, det dækker lidt over et år. Der er mange bind før, og efter, indtil 1927. Fra 1927 (Tinglysningslov) er der et løsbladsystem. Genparter af skøderne ligger i Matrikelnummerorden. Da Skødeprotokollerne er kronologisk ordnet, er der også et Realregister, med et blad til hver parcel, i matrikelnummerorden. Her anføres alle salg, med henvisning til skødeprotokol, hvor man får detaljer (v. og vide = ”se”). Realregistret er tilgængeligt på film i Landsarkivet for Sjælland. Filmrulle 3436 begynder med Kildebrønde sogn. Derefter kommer Karlslunde sogn, Hovedregister, bind XVI. Det har betegnelsen R 43. Der indledes med et

navneregister, hvor der henvises til Fol., dvs. sidetal. Der fortsættes i filmrulle 3437. Og her kommer et supplementsbind, XVI A, som har betegnelsen R 44. Det indledes også med et navneregister. Ved hjælp af disse to navneregistre kan man finde de fleste personer som har købt jord i Karlslunde sogn. Grunde på Jernen begynder med matrikelnummer 10 (enkelte: 9 Mosede). På grund af udstykning blev matrikelnumrene ofte underdelt, og ændret. I 1960´erne blev bladene omskrevet, men kun med gældende oplysninger. Senere er materialet blevet overført til EDB, det er tilgængeligt i Roskilde Tinglysningskontor. Her kan man gå fra matrikelnummer til adressen. I den første tid var der mange der købte grund uden at bygge. Nogle købte flere grunde, de solgte og mageskiftede. Derfor kan man ikke ud fra dokumenterne se, hvor de boede. 8.4 Pristal. Internet: Danmarks Statistik. Priser. Forbrugerprisindekset. 1872-2001. - Men det er gennemsnitstal. I 1939 kostede en sporvognsbillet 15 øre, nu koster en busbillet 15 kr., det er 100 gange mere. Et tryksagskort kostede i 1939 4 øre, nu koster det 4 kr., det er også 100 gange mere. Men en øl (pilsner) kostede i 1939 28 øre. Nu kan man få den samme for 5 kr., det er kun 18 gange mere, og


121

man kan endda få andre for ned til 3 kr. Forskellen er at bus og post er ”løntunge” områder, øl er et industriprodukt. Om arbejdsløn: se Stk. 12. Oversigtsartikel. Den store danske Encyklopædi, bd. 6, 1996, side 269. Artikel: Ferie. 8.5 P. Horn. Køber 1919. R 44. Fol. 68. - Overgård ved Mariager Fjord: Traps Danmark, bind VII.2 (= 18), 1963, side 726. NOTE 9. RAVN H. Ravn: Krak 1949. DBL bind 12, 1982, side 74. Faderen, N.F. Ravn, samme sted. ”Ned med Estrup”: en pænere formulering findes i Bevingede ord, 1990, side 445/446: Ned – . Køber 1917 af Therkildsen. R 44. Fol. 67. Nils Otto Gustaf Nordenskjöld. 1869-1928. Gift 1905 med Karen Berg. Svenskt biografiskt Lexikon. Band 27. Sth. 1990-91. Side 277-83. NOTE 10. ORLA-JENSEN Sigurd Orla-Jensen: Krak 1949. BHL bind 3, 1926, side 40, med portræt. DBL bind 11, 1982, side 62-63. Dansk Civilingeniørstat. 1942, side 63, nr. 548. Hagerups Konversationsleksikon bind 8, 1952. Anna Dorthea Lund Orla-Jensen, født Gjerulff. Cand. polyt 1907. Dansk Civilingeniørstat.

1942, side 175, nr. 1243. J. P. Holbech´s Efterflg. Svigersøn: I.O. Gjerulff (1832-1914). Krak: Danmarks ældste forretninger. 1915. Side 17. Køber 1916 af P. Kierkegaard. R 44. Fol. 52. Jvf. Fol. 103. Berlingske Tidende, 28. december 1944. Af Eric. (Eric Boesgaard). Billeder. Politiken, 28. december 1944. Af -sen (Hakon Stephensen). Billeder. Oplysninger fra Tage Nielsen, Klinteparksvej. Et glimt af huset kan ses i filmen ”Mød mig på Cassiopeia”, 1951, med musik af Kai Normann-Andersen (jvf. Stk. 15). NOTE 11. FRA KLINTEGAARD TIL KØBMAND Mortensen side 384-385. Oplysninger fra fru Gudrun M. Thorsen, og fra hendes søn Per Munkgaard Thorsen. Øtoftegaard: Traps Danmark, bind II.3 (= 5), 1960, side 997. Hilarius er fra latin: hilaris, munter. Findes på engelsk som: hilarious. Om frk. Kierkegaard: Mortensen side 383: Gårdejer P.T. Kierkegaard. Om frk. Bech: Mortensen, side 388-89: Gårdejer Morten Bech (1857-1936). Solgte gården 1934. - Folketælling 1901 (jf. note 26): Karlslunde. 15 a Vestre. Morten Larsen Bech, født 1857. Laura Bech, født 1890.


122

Oldermandslav. Mortensen, side 375. Billede fra 1912. Oplysninger fra Arne Hansen. Morten Bech og Peder Pedersen køber 1913 af Carvil. 10 ap. R 44. Fol. 5. Jvf. 105. Hermann Albertsen køber 1914 af Carvil. R 44. Fol. 12, og flere. Harald Christensen (f. 1882). 1913 cand. jur. 1917 Overretssagfører (svarer til landsretssagfører). H. Hjorth-Nielsen: Danske Sagførere under Loven af 26. Maj 1868. 1941. Side 71. – Køber 1914. R 44. Fol. 49. Og 1918. R 44. Fol. 39. Fol. 49. Elna Ljungdahl køber 1914 af Carvil. R 44. Fol. 11, og flere. Gudrun Stein køber 1916 af Ejler Ch. R 44. Fol.6, 90, 165. Th. Pind køber 1917 af Kold-Christensen. R 44. Fol.73, 76, 94. Knud Otto Manicus-Hansen køber 1918 af Kold-Christensen. R 44. Fol.78. Holger Sørensen køber 1927 af fru Gudrun Stein. R 44. Fol. 90. Køber 1932 af H. P. Jacobsen. R 44. Fol. 3, 205. Mikkel Hindhede (1862-1945). Krak 1943. – Hans søn, Kristian H., civilingeniør (18911969). Citat fra Krak, 1968. Købmanden. Enke Mette Petersen køber 1922 af Morten Bech. R 44. Fol. 126. 1927 sælger hun til Købmand Jens Christian Petersen. –

”25/3 1933 lyst Deklaration med det danske Petroleumsselskab A/S ang. dettes Benzintankanlæg som eneste anlæg i 20 år fra 14/3 1933 at regne, og forbud mod handel i konkurrence med D.D.P.A.” Carl Convad køber 1931 9 b af Mosede, og flere af 10. R 43. Fol. 368. NOTE 12. GLUUD Køb af grund: se tekst, Stk. 8. Studenterne MCMIII. Personalhistoriske oplysninger. 1928. Side 89-90. Portræt. Fader: Eduard A. Gluud. Københavns Garverlavs Bog. Ved Laurits Pedersen. 1935. Julie Bassøe. Fader: Laurits Bassøe. Stamtavle over Familien Bassøe. 1. udgave ved Hans Bassøe. Kristiania, 1899. 2. udgave ved Bjarne Bassøe. Oslo, 1969. 3. udgave ved Hans Peter Bassøe. Århus, 1999. - Moder: Marie, født Andersen. Bog om familien Andersen: af Ingrid Sanness Johnsen. Oslo, 1974. Malerier af Alf L.: Maleren Alfred Valdemar Larsen (1860-1946). Weilbach: Dansk Kunstnerleksikon, bind 4, 1995, side 503-504. DBH bind 2, 1923, side 441. Portræt. NOTE 14. OVERVINTRING Hvor længe var Abraham i Paradiis? Bevingede ord. 1990. Side 289.


123

NOTE 17. SIDSTE AKT Bjælkehuset blev solgt til Svend Overgaard. 1930. R 44. Fol. 190, 225. - Jens Overgaard (1880-1939). 1906 cand. jur. 1911 overretssagfører. H. Hjorth-Nielsen: Danske Sagførere under Loven af 26. Maj 1868. 1941. Side 304. Oskar Wesche køber 1930 af L. Gluud. R 44. Fol.191. Ejgil Sørensen køber 1931 af L. Gluud. R 44. Fol. 200. H. Henningsen køber 1932 af L. Gluud. R 44. Fol. 202. 209. Hjalmar Gad køber 1933 af L. Gluud. R 44. Fol. 2. Danske Ingeniører fra Teknika, 1945, side 284. NOTE 18. WESCHE Fru Olga Wesche køber 1919 af L. Gluud. R 44. Fol. 83. Oskar Wesche: Krak 1912. Hans-Henrik Wesche (1914-1990): Krak 1990. Danske Søofficerer 1933-1982. Side 574-75, med portræt. Desuden hans søn Ulrik. Mogens B. Mackeprang. Mag.art. 1932. Klassisk arkæologi. Magisterstaten 1951. NOTE 19. HARTZ Køb af grund: se Note 8.3: Skødeprotokol. Side 944-45/1183. Nic. Hartz: Krak 1937. BHL bind 2, 1923, side 17, med portræt. DBL bind 6, 1980, side 56-57.

Hjalmar Jensen (1865-1948): DBL bind 11, 1937, side 435. C. H. Ostenfeld (1873-1931): DBL bind 17, 1939, side 498-502, og bind 11, 1982, side 72-73. Lauritz Berg Hartz (1903-1987): Krak 1987. DBL bind 6, 1980, side 56. Weilbach: Dansk Kunstnerleksikon, bind 3, 1995, side 199-200. Svend Heltberg (1903-1971): Krak 1971. NOTE 20. RIISE-KNUDSEN O. Riise-Knudsen køber af Hjalmar Jensen og N. Hartz. 1926. R 43. Fol. 399. - Grund ved strand: 1931. R 44. Fol. 201. Avisaarbogen 1941. 12. februar. Det storkøbenhavnske Mælkeudvalg har tiltrådt et forslag til en Mælkeordning … Af de eksisterende 108 mejerier nedlægges de 100 (!). NOTE 21. ANDRE T. Howy-Bang køber 1920 af H. Jensen og N. Hartz. R 44. Fol. 116. A. Asboe køber 1933 af T. Howy-Bang. R 44. Fol. 239. Svend Rosenvinge Hansen. Se P. Hartmanns bog (Note 25.2 her) side 48. Helge Rosvænge (1897-1972): Krak 1942. DBL bind 12, 1982, side 416. A.W. Holm (1894-1965): Krak 1965. Køber 1933 af Nancy Larsen. R 44. Fol. 194. Johnsens grund: se note 8.3. Side 943/1181, ”med et lille hus”. BBR nævner 1885. -


124

Johnsen køber 1928 af Sophus Jørgensen. R 44. Fol. 168. Jvf. R 43. Fol. 397. NOTE 22. GRANBODEN Fra det nu forsvundne Greve … Karlslunde. Redigeret af Hans Jørgen Strandberg. Udgivet af Greve lokalhistoriske Arkiv. 1985. 96 sider, lille, tværformat. – Billede: side 78. Karlslunde 1935-70. Side 57 og 76. NOTE 23. AKTIEGRUNDEN Køb af jord: se note 8.3. Side 944/1182. Jvf. R 43. Fol. 396 Karlslunde 1935-70. Side 73-77. NOTE 24. VENDERSTENEN Mortensen side 277-278, 550. Billede side 279. Og i Aarbog for Københavns Amt, 1925, side 130-131, med billede. Erichsen og Krarup: Dansk historisk Bibliografi. Bd.1, 1918-21. Side 59 om Sven og Grathe Hede; side 60 om krig mod Venderne. Christian Winther: Hjortens Flugt. (1855). Gyldendals Bibliotek, bind 10, 1964, side 100. Ernst Verwohlt (Krak 2001) i: Fra Københavns Amt, 1967, side 14-15, med kortskitse. Zwischen Reric und Bornhöved. Die Beziehungen zwischen den Dänen und ihren slawischen Nachbarn vom 9. bis ins 13. Jahrhundert. Beiträge … Konferenz … 1997. Stuttgart, 2001.

NOTE 25. SYDLIGE DEL. 25.1 Jens Peter Nielsen. (f. 1866 i Ishøj). Gift 1892 med Kirsten Pedersen. Tømrermester i Karlslunde. Køber 1892. R 43. Fol. 306. Sælger 1926 til G. A. Rundqvist. Familiebillede, næringsbevis, og stof om familien Rundqvist, i Greve Lokalarkiv. Ena Hvidberg (Red.): ”Mit hjerte bor i Greve”. 1991. (Side 38: Billede af Tømrer Nielsens hus). ”Hytten”. Billede med tekst i Greve Lokalarkiv. Sofia Kragh køber 1919. R 44. Fol. 93. Sælger 1958 til Dansk Folkeferie. Jvf. Fol.34. Arne Falk-Rønne (1920-1992). Krak 1992. Sigrid Pedersen: Tobaksarbejder i Karlslunde. Historisk Årbog for Roskilde Amt. 1990, side 175-76. (Om arbejde i Klintegården. Grosserer Kragh). Holger Erhard Stenbjørn (oprindelig Sørensen) (1872-1942). Krak 1942. Dansk Civilingeniørstat 1942, side 80, nr. 649. - Fra 1917 ejer af Rugaard, Fyn. – Køb af grund: Note 8.3. Side 635. – Jvf. P. Hartmanns bog (Note 25.2), side 89. Jvf. Karlslunde 1935-70, side 91-92, med billede af det store hus. Axel Marius Hartz (1869-1925). Køber af Stenbjørn.1917. R 43. Fol. 344. Jvf. Fol. 60. Bengt Strömgren (1908-1986): Krak 1987. DBL bind 14, 1983, side 162-163.


125

25.2 Ernst J. V. Hartmann (1869-1945). Dansk Civilingeniørstat 1942, side 653, T. 67. – Køb af grund: Note 8.3. Side 271 og 792. – R 44. Fol. 38. Peter Hartmann (1915-1996). Krak 1996. Dansk Civilingeniørstat 1942-1992. Peter Hartmann: Mit liv med tegl. Erindringer 1915-1995. 1995. 231 sider. - Billede af det oprindelige hus, side 11. Billede af Casa Sana, side 12. - Citat fra side 10-11. Casa Sana. Arthur Brincker køber 1916 af Marius Hartz. R 44. Fol. 60. Volmer Sørensen køber 1926 af Brincker. Sælger 1927 til A/S Politiken. R 44. Fol. 157. - 3 avisbilleder af huset, og vinderen, i Politiken, 20/3 og 12/4 1927. Sejr Volmer-Sørensen (1914-1982). Krak 1982. DBL bind 16, 1984, side 33-34, af Ole Walbom. Jørgen Winther køber 1913. R 43. Fol. 353. 25.3 Johan L. Lybecker. Forlagsboghandler (18621923). Krak 1922. Jvf. Note 8.3. Side 144. Jvf.R 43. Fol. 47 (1906), Fol. 48 (1907), Fol.49 (1910). Ingeborg Wesche i ægteskab med Albert Wesche. Køber 1917. R 43. Fol. 355. Køber 1920. R 43. Fol. 354. Albert Wesche (18711951). Krak 1951. Dansk Civilingeniørstat, 1955. Søn, Jørgen: Danske Tandlæger. 1953, side 612.

Thomas Døssing (1882-1947). Krak 1944-46. DBL bind 4, 1980, side 87-88. Køber 1925. Sælger 1932. R 44. Fol. 150 (og flere andre steder, sammen med andre). 25.4 Dansk Naturfrednings Aarsskrift, 1927-28, side 58-67. Af Knud V. Barfoed. Jvf. side 3334. Side 131-32: Overenskomst vedr. Karlstrup Strandpark. - - 1933-34, side 49-52. Af Knud V. Barfoed. (Oplyst af Mogens Riise-Knudsen). Det fredede stykke. V. Mortensen i: Fra Københavns Amt, 1950, side 11-12. Kjeld Ejdorf: Trylleskoven. Solrød Lokalhistoriske Forening. 1978. Kjeld Ejdorf: Fra fjord til fredning. Mosen i Karlslunde og Karlstrup. 1985. 25.5 ”Strandgreven”. 1980. 19 sider. Greve Lokal-, nr. 13. – Ordet Strandgreve findes ikke i den store danske Ordbog. Derimod findes ordet Digegreve, eller Diggreve. Lise Nørgaard: Kun en pige. 1992. Side 96-98: Solrød Strand. Foto af Tryllevælde Badehotel efter side 160. Karlslunde 1935-70. Side 103-05. Gunnar Solvang: Kalkudvinding på Køgeegnen. 2002.


126

NOTE 26. RÆVEHOLM Mortensen side 357. Realregister R 43. Fol. 373. 10 b af Mosede. Skøde lyst 1875 fra Hans Nielsen til Lars Nielsen. Henvisning til 2 b af Mosede, Greve sogn. Reg. XIV, Fol. 325. Findes i Filmrulle 3434. R 38, Fol. 325. Skøde 1903 fra Hans Andersen til Lars Nielsen. 1929 Skifteudskrift. Enke Ane Nielsen, f. Hansdatter. 1934 Skifteudskrift. Bestyrer Jens Peter Nielsen. 1943 Skøde til Andreas Strandgaard-Jensen. Hugger. Dialekt: Tømrer, hjulmand, person der fælder træer. Ordbog over det Danske Sprog, bind 8, 1924, spalte 593. Folketælling 1901. Karlslunde og Mosede. Oversat og renskrevet af Greve lokalhistoriske Arkiv, 1983-1984. Mosede. Matr.nr. 10 b. Strandmarken (sidst i heftet). Foto af Ane Lars Nielsen og sønnen Jens Nielsen. Greve Lokalarkiv, Foto, 1975/4-25. Om Lopholm: Mortensen side 274. - - Samtale med Maren Petersen. 1978. 24 sider. Greve Lokal-, nr. 8. NOTE 27. KARLSLUNDEGAARD Mortensen side 380-383. – Navnet skrives her Gers-, og sådan udtaltes det. Men det blev skrevet Gjers-. Jvf. Kjøge, Kjøbenhavn. V. Mortensen: Et blad af Karlslundegaards historie. 1930. 18 sider. Foredrag nr. 16. (Mest om

en fremragende ejer: Chr. Pedersen, 17951863). Traps Danmark. 5. udgave. Bind II.3, 1960, side 1184. Danmarks større Gaarde. Bind 2 (1962), side 110-111, med billede. – ”L. Chr. Gersdal solgte 1932 til grosserer Hans K. Larsen. Ejer 1962: fru Ebba Becker-Larsen”. – Jvf. note 4, Fortet. Danske Gaarde. Udarbejdet af J.C.B. la Cour. Bind 4, 1907, side 511-12, med billede. GREVE PRÆSTEGAARD H. Ostermann: Krak 1950. DBL bind 11, 1982, side 78-80. Kirkelig Haandbog, 1947, side 378, med udførlig liste over publikationer. Wilhelm von Antoniewitz: Greve og Kildebrønde Sognes Historie. 1967, side 68-69. Med portræt. Knud Ostermann: cand. theol. 1941. Residerende kapellan, Hornborg sogn, Vejle amt, 1943-1957. Kirkelig Haandbog 1967, side 505, 561. (Død 1970). Erik Mikkelsen: cand. theol. 1928. Sognepræst Karlslunde-Karlstrup 1933-1968. Teologisk Stat 1972. Lauge Sofus Jørgensen: cand. theol. 1928. Sognepræst Greve-Kildebrønde 1947. Kirkelig Haandbog 1951. GREVE HOSPITAL Ingeborg Christmas-Møller: På fattighuset.


127

Greve Hospital og andre fattighuse på landet i 1700- og 1800-tallet. 1978. 170 sider. Udgivet af Nationalmuseet. Lars Friis, Frode Kirk og Mette Skougaard: Fattighuset Greve Hospital på Frilandsmuseet. Side 142-151. Særtryk af: Nationalmuseets Arbejdsmark. 1985.

Peter Michelsen: Frilandsmuseet ved Sorgenfri. Nationalmuseet. 3. udgave. 1985. Side 240-250. Farvefotos. Greve Hospital 1737-52. Ved Ole Eriksen. 1981. 28 sider. Greve Lokal-, nr. 16. Inge-Lise Overballe: To kvindeskæbner, side 20-38. Greve Lokal-, nr. 33.

***

Karlslunde Strand i gamle dage 1911-1936  

Karlslunde Strand i gamle dage 1911-1936 Af Arne Gluud 127 sider, illustreret, med litteraturhenvisninger Tillæg : Greve Præstegård 1936-194...

Karlslunde Strand i gamle dage 1911-1936  

Karlslunde Strand i gamle dage 1911-1936 Af Arne Gluud 127 sider, illustreret, med litteraturhenvisninger Tillæg : Greve Præstegård 1936-194...

Advertisement