Uddrag fra kataloget til FRIDA KAHLO - Et liv i kunsten

Page 5

Forord

Det stærke blik, de markante øjenbryn, den dunede overlæbe, kjolerne og de kunstfærdige frisurer. Det er de karakteristiske træk, som vi umiddelbart associerer med Frida Kahlo (1907-1954), og som hun brugte i sin kunst til at beskrive sig selv og sit turbulente liv. I dag er Frida Kahlo anerkendt som én af de mest betydningsfulde kunstnere i det 20. århundrede på lige fod med Salvador Dalí og Pablo Picasso. Hun er indskrevet i kunsthistorien som den største og mest berømte kvindelige billedkunstner, som ved at inddrage sig selv i sin kunst på en ny og aktiv måde har været til inspiration for kvinder verden over. ARKENs udstilling FRIDA KAHLO – Et liv i kunsten viser, hvordan Frida Kahlo skaber og iscenesætter sin identitet gennem kunsten. Et særdeles farverigt privatliv har betydet, at Kahlos værker ofte er blevet betragtet som direkte gengivelser af hendes eget liv. Men værkerne er mere end blot vidnesbyrd om private begivenheder og personlige erfaringer. Med afsæt i selvportrætter og skildringer af sit dramatiske liv undersøger Kahlo grænsen mellem værk og biografi, mellem kunsten og livet. Kahlos kunst er nådesløst blottende og stærkt iscenesat. FRIDA KAHLO – Et liv i kunsten giver indblik i Frida Kahlos liv og kunst med fokus på hendes brug af selvfremstillingen som kunstnerisk metode. Med nærvær og intensitet rejser Kahlos værker universelle spørgsmål om konstruktionen af den personlige identitet på så radikal en måde, at hun taler til noget i alle. Især hendes ikoniske selvportrætter har

bidraget til, at vi i dag oplever en kultagtig dyrkelse af Frida Kahlo. En sand ’Fridamania’ blev manifesteret i spillefilmen Frida, med Salma Hayek i hovedrollen, som er blevet integreret i populærkulturen i hele den vestlige verden. Denne bog rummer artikler af en række internationalt anerkendte forskere og kunstteoretikere. Blandt andre Griselda Pollock, en af den feministiske kunsthistories grundlæggere, og Mieke Bal, en banebryder indenfor den semiotiske kunstanalyse. Bogen er således et væsentligt bidrag til Frida Kahlo-forskningen. Fra hver deres perspektiv blotlægger forfatterne nye vinkler på Kahlos billedsprog, inspirationskilder, kulturelle samtid og personlige historie. Ved at gå bag om den sædvanlige biografisme og mytologisering af ’ikonet Kahlo’ kommer vi tættere på en nuanceret forståelse af denne enestående kunstner. Med afsæt i de største hændelser i Frida Kahlos liv analyserer Helga Prignitz-Poda hendes komplekse billedsprog, alt imens hun forbinder Kahlos æstetik med Diego Riveras (1886-1957). Stine Høholt introducerer udstillingens fokus på Kahlos selviscenesættelse ud fra billedsprogets leg med kønskoderne og referencer til den mexicanske kulturarv. Griselda Pollock kaster nyt lys på den biografiske læsning af Kahlos praksis gennem en kritisk analyse af de selviscenesættende greb i hendes kunstneriske strategi. De konventionelle biografiske læsninger af Kahlos kunst opløses yderligere i Mieke Bals billedanalyser, ... Læs mere i det trykte katalog 7

Frida Kahlo, Selvportræt MCMXLI, 1941. Courtesy the Jacques and Natasha Gelman Collection of Mexican Art (10)


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.