DE NAVNLØSE: Alle fortjener, at nogen husker dem PSYKOLOGEN: Man skal anerkendes for det rigtige DEN LYTTENDE KIRKE: Det er helende at blive lyttet til
tørst EFTERÅR 2015 ET MAGASIN UDGIVET AF
Fawaz Alzatto vil bygge bro mellem danskere og flygtninge
TEMA: Anerkendelse
Ansvarlig udgiver: Areopagos Peter Bangs Vej 1, indg. 5 2000 Frederiksberg info@areopagos.dk
LEDER
Sådan er det jo i Danmark ... LAD MIG STARTE MED EN INDRØMMELSE: Jeg har boet i min lejlighed i over et år, men jeg kender ingen i min opgang. Ovenover mig bor et par, som jeg aldrig har hilst på. Og jeg deler væg med en familie, som jeg heller aldrig har sagt goddag til. Faktisk har jeg kun snakket med ét menneske i hele min opgang. ”Sådan er det jo i Danmark,” sagde jeg til den syriske flygtning Fawaz Alzatto, da jeg snakkede med ham om det. ”But why?!” udbrød han. Hvorfor dog? Det gav ingen mening for ham. Han havde kun boet to uger i sin lejlighed i Hobro, da han inviterede hele opgangen på aftensmad, fordi han ikke kunne forstå, at folk ikke talte sammen. ”I skal turde forstyrre hinanden,” sagde han. ”Livet bliver meget bedre, hvis vi anerkender og kender hinanden.”
Annoncer: info@areopagos.dk 38 38 49 10 Redaktør: Merete Riis Jensen mrj@areopagos.dk Grafisk produktion: Glyf Grafik og Nina Simonnes Forsidebillede: Lars Horn, Baghuset Trykt af: Arco Rounborg Grafisk på Amber Graphic FSC Mixed Credit
Jeg er overbevist om, at han har ret. Og jeg tror, at det gælder i forhold til alle mennesker. Venner, bekendte, kolleger og fremmede mennesker på gaden. Og det er altså ikke anerkendelse, når man lader, som om man ikke ser de mennesker, man går forbi på fortovet. Og man anerkender heller ikke, når man afbryder et menneske, der er ved at sige noget. Eller når man placerer traumatiserede flygtninge i en teltlejr i Thisted. Det er heller ikke anerkendelse, når man har mere travlt med at lægge billeder af sin clubsandwich på Facebook end med at lytte til vennen, som sidder lige overfor. Anerkendelse er at smile til folk på gaden, at lytte opmærksomt til folks glæder og sorger, at rose en ny frisure, takke for et godt foredrag, småsludre med kassedamen og at lade folk føle sig velkomne i éns liv og land. Der skal så lidt til, for at vi føler os set og hørt, og det føles så dejligt, når det sker. Man kommer til at smile indvendigt. Og dét er vel egentlig en af de allerbedste følelser i verden. Merete Riis Jensen, redaktør af Tørst
Areopagos er en kristen dialogorganisation, som arbejder i Danmark, Norge og Kina. Vores arbejdsområder er religionsdialog, trospraksis og diakoni.
I løbet af 2015 har Areopagos fået rigtig mange nye medlemmer. Det glæder vi os over – og vi vil gerne byde jer hjertelig velkommen! Hvis du ikke er medlem, men måske har lyst til at blive det, kan du læse mere på areopagos.dk. Og når du nu alligevel har tændt computeren, så kan du bestille et helt gratis(!) abonnement på Tørst på torst.areopagos.dk og modtage magasinet 2 gange årligt. Det er nemlig gratis, uanset om du er medlem eller ej!
YK
2 tørst EFTERÅR 2015
61
TR
8
Læs mere på areopagos.dk
SA
1 G N R . 54
-
Foto: iStockPhoto
Velkommen til mange nye medlemmer
VELBEKOMME: Hos Sant’ Egidio-fællesskabet i Rom serverer frivillige hver dag mad for mere end 1.000 hjemløse.
»Det blev ikke til noget med mig og pigen, men det blev til noget med mig og de fattige«
Leonardo Emberti, side 12
EFTERÅR 2015 4 ET TVEÆGGET SVÆRD: Anerkendelse kan være svært ...................................................................................................... 10 OASE: Mens vi venter på forsoningens dag ................................................................................................................................ 20 ANBEFALET: Anerkendelse i musik, bøger og billeder ......................................................................................................... 22 AREOPAGOS: Bliv bedre til at lytte ................................................................................................................................................. 28 PÅ FLUGT: Fawaz Alzatto var nødt til at flygte fra sit hjemland
FÅ GRATIS abonnement på torst.areopagos.dk
......................................................................................
tørst EFTERÅR 2015 3
Alle har brug for at For Fawaz Alzatto stod valget mellem at flygte eller at dø. Så han flygtede fra Syrien og bor nu i Hobro, hvor han arbejder på at skabe sig en ny tilværelse og på at bygge bro mellem danskere og flygtninge TEKST MERETE RIIS JENSEN
:
FOTO LARS HORN, BAGHUSET
Velkommen. Dét er det første ord, man møder, når man går op ad trappen til Fawaz Alzattos hyggelige 2-værelses-lejlighed i Hobro. Lige uden for hans hoveddør står der nemlig en stor lygte, hvorpå ordet står skrevet med både arabiske og danske bogstaver. Og det er ikke bare et ord. Man er virkelig velkommen hos Fawaz Alzatto, ligegyldigt om man taler arabisk eller dansk. Eller et andet sprog for den sags skyld. ”Det er meget vigtigt for mig at møde folk med et smil og et åbent sind, og jeg bliver rigtig glad, når jeg selv bliver mødt på samme måde,” siger den 34-årige syrer. PANIKFØLELSE INDVENDIGT. Han har nu boet i Danmark i 13 måneder, efter at han var nødt til at flygte fra sit hjemland. Da han boede i Syrien, arbejdede han som skolelærer, og han var i gang med at videreuddanne sig på universitetet, da borgerkrigen for alvor brød ud. ”Jeg var enormt glad for mit arbejde som skolelærer. Det er noget helt særligt at være med til at forme den næste generation,” fortæller Fawaz Alzatto, men bliver afbrudt, da hans mobil lyser op, og en glad Rasmus Seebach-ringetone fylder stuen. Han smiler og undskylder forstyrrelsen. ”Jeg kan godt lide Rasmus Seebachs sange. Også selvom nogle af mine venner driller mig og spørger, om jeg virkelig stadig er teenager,” fortæller han med et grin. I det hele taget griner han meget. Han har let til smil og latter, men de brune øjne bliver alvorlige, når han fortæller om sin bekymring for familien. Han har en bror i Libanon, og hans forældre og tre søstre bor stadig i det krigshærgede
4 tørst EFTERÅR 2015
føle sig velkomne
EN ANDEN VERDEN: Fawaz Alzatto flygtede fra krig i Syrien. I dag bor han i den fredelige nordjyske købstad Hobro.
tørst EFTERÅR 2015 5
«
DET ER JO IKKE FOR SJOVS SKYLD, AT VI FLYGTER. ENTEN FLYGTER VI, ELLER OGSÅ DØR VI.
Syrien. “Kontakten til dem er desværre begrænset. Elektriciteten er meget ofte væk, men nogle gange får jeg sms’er eller talebeskeder fra dem. Og hver gang min telefon siger en lyd, mærker jeg en panikfølelse indvendigt: ‘Dårligt nyt - dårligt nyt’. Frygten sidder dybt i mig.”
FAWAZ ALZATTO (34) • Er uddannet folkeskolelærer i Syrien • Kom til Danmark den 18. november 2014 • Fik asyl i april 2015 • Bor i en lejlighed i Hobro • Går på sprogskole tre dage om ugen og er derudover i praktik på en friskole i Hobro • Holder også foredrag i skoler, kirker og kulturhuse for at fortælle om sit liv og om Syrien • Er aktiv i Venligboerne, der er et initiativ, som arbejder på at skabe kontakt og venskaber mellem danskere og flygtninge
6 tørst EFTERÅR 2015
SMERTEFULDE MINDER. Og desværre er frygten meget velbegrundet, for Fawaz Alzatto har mange smertefulde minder, når han tænker tilbage på den revolution, der pludselig udviklede sig til en borgerkrig. ”Alt faldt fra hinanden i Syrien. Jeg arbejdede jo som skolelærer, men 70 procent af skolerne blev lukket på grund af bomber eller plyndringer. Og samtidig blev mange lærere slået ihjel, fordi de deltog i civile optøjer,” fortæller han. ”Det eneste, vi ønskede, var frihed, fred og et samfund, hvor folk har ret til at træffe deres egne beslutninger. Og så svarede regeringen igen med vold og drab. Jeg har en skarp tunge og ville ikke være i stand til at holde min mund, så jeg var nødt til at forlade mit land og min familie. Ja, faktisk var det min mor, der pressede mig til at flygte. Hun vidste, at det ville ende galt, hvis jeg blev i Syrien.” Han har med egne ord set ”mange. Alt for mange” blive dræbt. Blandt andet oplevede han, at en af hans nære venner blev skudt ved et flygtninge-checkpoint. “Han var rektor på en folkeskole og var kun et par år ældre end mig. Hans navn stod noteret på deres sorte liste, og selvom han bare var en almindelig borger, så dræbte de ham med et skud i nakken. Han stod 200 meter fra mig, da det skete. Han vidste godt, at han måske ville blive behandlet voldeligt, men han havde aldrig regnet med den ultimative straf. Faktisk ofrede han sig for den gruppe, vi var en del af, for han ville agere fortrop, før vi alle kom i problemer. Ellers kunne
det lige så godt have været mig.” DRØMMER OM ET JOB. Men det lykkedes for Fawaz Alzatto at slippe ud af Syrien, og nu sidder han her - i en lejlighed i Hobro i Nordjylland. Langt væk fra mord, soldater og optøjer. Men også langt væk fra sin familie. Og langt væk fra det liv, han levede i Syrien, som han var rigtig glad for. “Jeg savner mit arbejde i Syrien. Jeg elskede at være lærer. Og I det hele taget savner jeg at gøre noget, at være aktiv og bevæge mig fremad. Så jeg vil virkelig gerne have et job. Jeg har sendt massevis af jobansøgninger afsted til mange forskellige slags jobs, men mine manglende danskkundskaber er altid et problem,” siger Fawaz Alzatto. For selvom han har gået på sprogskole 15 timer om ugen de sidste fire måneder, så tager det lang tid at lære dansk. “Det er frustrerende, for jeg vil så gerne have et job og forsørge mig selv. Heldigvis er jeg kommet i praktik på Hobro Friskole som lærerassistent. Det er meget stort for mig, for jeg kan jo bruge det til at opleve det danske skolemiljø, og det er skønt at være tilbage i skoleverdenen igen,” fortæller han smilende. “Men jeg håber meget på snart at få et rigtigt job. Uden et job er jeg fuldstændig afhængig af staten, og det er en stor udfordring for mig. Jeg er vant til at kunne klare mig selv. Og det er en meget svær følelse at have arbejdet i årevis på at opbygge sit liv, og så pludselig mister man alting. Og med denne krig er der også en risiko for, at jeg mister min familie. Det er en følelse af, at man ikke bare starter fra nul; man starter faktisk under nul.” SÅRENDE NYHEDER. I det hele taget er der rigtig mange udfordringer forbundet med at finde sig til rette i et helt nyt land. Og det er ikke blevet lettere i løbet af det seneste halve år, hvor ”flygtningeproblematikken” fylder mere og mere i de danske
ET PROBLEM: “Det gør mig ked af det, når flygtninge hele tiden bliver omtalt som et kæmpestort problem,” siger Fawaz Alzatto.
medier og hos de danske politikere. ”Det sårer mig hver eneste dag at høre, at flygtninge hele tiden bliver omtalt som et kæmpestort problem. Medierne og regeringen får det til at lyde, som om alting i Danmark var himmelsk, før flygtningene kom hertil og ødelagde det hele. Men det kan jo ikke passe. Der findes problemer i alle samfund - med ulighed, skatter, lykkepiller, hjemløse, afhængighed …” ”Der er jo altid problemer, så jeg synes ikke, det er fair at få det til at lyde, som om de 15-20.000 flygtninge, der kommer til Danmark i år, er det eneste problem. Det gør mig ked af det, og det giver mig en følelse af, at jeg ikke er velkommen her,” siger Fawaz Alzatto. ”Og problemet er jo, at jeg ikke har noget valg. Det er jo ikke for sjovs skyld, at vi flygter. Enten
flygter man, eller også dør man. Nogle gange, når jeg er mest frustreret over flygtningedebatten, har jeg bare lyst til at slå ud med armene og råbe: ’Jamen, undskyld at jeg ikke bare gav op og blev dræbt i Syrien …” IKKE VELFÆRD. Han har det også rigtig svært med, at mange anklager flygtningene for bare at komme til Danmark på grund af velfærden. ”Den anklage gør mig så ked af det. Jeg kender mange syrere, og mange af dem levede lykkeligt i Syrien før krigen og havde både familie, godt job og fine lejligheder. Med andre ord var de altså ikke fattige mennesker. Og personligt havde jeg penge nok til at købe en stor lejlighed, allerede da jeg var 27,” fortæller Fawaz Alzatto. ”Jeg havde det godt, manglede ikke noget og tørst EFTERÅR 2015 7
HJEMVE: Fawaz Alzatto er glad og taknemlig for at være i sikkerhed i Danmark, men hans største håb er, at der igen bliver fred i Syrien.
havde ingen lyst til at forlade Syrien eller nogen drøm om at rejse til et andet land for at få mere velstand. Jeg flygtede udelukkende fra mit hjem, fordi jeg var nødt til det. For mig stod valget mellem at flygte eller at dø. Og det gør så ondt hele tiden at blive beskyldt for noget andet.” VENLIGBOERNE. Fawaz Alzatto oplever dog, at der er en markant forskel på politikernes håndtering af flygtningene og så på de mennesker, han møder rundt omkring i Danmark. ”Der er en meget stor kontrast. De fleste mennesker, jeg møder, er søde. Selvfølgelig er der nogle, som ikke bryder sig om udlændinge, men flertallet er venlige,” fortæller han. Han har især mødt danskere gennem initiativet ”Venligboerne”, som han i øvrigt selv har været med til at starte op. ”Venligboerne er det bedste, der er sket i min tid i Danmark. Det er en stor del af mit liv og har givet mig venner over hele landet. Det er et fantastisk redskab til at bygge bro mellem danskere og flygtninge,” fortæller Fawaz Alzatto. Meget af Venligboernes arbejde bliver organiseret helt spontant gennem forskellige Facebookgrupper, hvor tusindvis af danskere og nydanskere
8 tørst EFTERÅR 2015
over hele landet er medlemmer. ”Man kan for eksempel skrive en besked om, at man har brug for møbler eller brug for hjælp til at forstå nogle dokumenter - eller man kan skrive: ’Jeg går en tur i skoven i dag - er der nogen, der vil med?’ Det er en meget uformel og god måde at bryde isen på, så man får mulighed for at lære hinanden at kende. Når folk mødes på den måde, skaber det venskaber på tværs af nationaliteter,” fortæller Fawaz Alzatto. ”Og hjælpen går begge veje. Danskere kan også få hjælp gennem Venligboerne, hvis de har brug for hjælp til noget. Jeg har for eksempel været ude ved en dansk mand, som havde brug for hjælp med sin have. Vi hjalp ham en hel dag, og det var så dejligt at være i gang og at gøre noget, som gør et andet menneske glad.” 11 KOM TIL MIDDAG. Fawaz Alzatto bliver rørt og glad, når han oplever, at mennesker ønsker at hjælpe andre. Og han oplever, at der er et generelt behov i Danmark for, at vi bliver bedre til at turde tale med andre mennesker. Det oplevede han blandt andet, da han efter to uger i sin lejlighed i Hobro undrede sig over, at naboerne var så tilbageholdende med at sige hej og
VELKOMMEN: “Det er meget vigtigt for mig at møde folk med et smil og et åbent sind. Og jeg bliver rigtig glad, når jeg selv bliver mødt på samme måde.”
småsnakke. ”Jeg følte, at jeg var nødt til at prøve at bryde isen. Så jeg fik fat i nogle blomster-postkort og skrev, at jeg var deres nye syriske nabo, og at jeg gerne ville invitere dem på middag. 11 ud af 12 naboer i opgangen kom, og den sidste nabo havde på forhånd sagt, at vedkommende desværre havde en anden aftale den aften,” fortæller Fawaz Alzatto med et smil. ”Det var en dejlig aften, og det har gjort det meget mere hyggeligt at bo i opgangen. Nu smiler vi og siger hej til hinanden, når vi mødes,” fortæller han. Han har siden lært, at det er ret normalt, at folk i Danmark ikke kender deres naboer, og det har han meget svært ved at forholde sig til. ”Jeg har en ven på Sjælland, som sagde, at det tog ham et helt år at komme til at drikke en kop kaffe med sin nabo. Wow, det er jo helt vildt! Det er muligt, at det er normalt i Danmark, men det ér da ikke normalt! Man isolerer jo sig selv på den måde, og man går glip af at lære andre mennesker at kende.” BANGE FOR AT FORSTYRRE. I det hele taget synes Fawaz Alzatto, at det er ærgerligt, at danskere har en tendens til at holde sig for sig selv. ”Mange danskere beskriver sig selv som kolde mennesker, men det synes jeg ikke, at I er. Jeg ser
det bare sådan, at I er bange for at forstyrre andre mennesker. Men come on, det er da en risiko, der er værd at løbe. Sig hej til folk på gaden. Tag en snak med din nabo. Hvis personen ikke ønsker kontakt med dig, kan han jo bare trække sig. Så tag chancen, sig hej, start en samtale - og se, om ikke kontakten kan være til glæde for jer begge,” opfordrer han. ”Vi er jo mennesker alle sammen. Og alle har brug for kontakt med andre mennesker. Det handler om at kommunikere og bygge broer. Både mellem danskere og udlændinge og mellem danskere og andre danskere. Det giver en følelse af værdi, når folk lægger mærke til én,” siger han. Og i forhold til flygtninge mener han, at dét at turde sige hej og starte en samtale er noget af det allervigtigste. ”Hvis danskerne kan vise flygtningene, at de betyder noget, og at de også har noget at bidrage med, vil det gøre dem meget loyale overfor Danmark. Det vil give dem lyst til virkelig at bidrage til samfundet. For når man kommer til et nyt sted, så har man naturligvis brug for mad og tøj og et sted at bo. Men man har faktisk mest af alt brug for at føle sig velkommen.”
tørst EFTERÅR 2015 9
At blive taget imod Det er vigtigt for alle mennesker at blive anerkendt - men det er også meget vigtigt at blive anerkendt for ”det rigtige”. TEKST LARS MARTIN GIMSE
: FOTO PRIVAT/ISTOCKPHOTO
GRY STÅLSETT • specialpsykolog og har en doktorgrad i psykologi • medforfatter af bogen ”Fra skam til verdighet” (2003) • var fagekspert i opfølgningen efter terrorangrebene i Norge i juli 2011
Alle mennesker har behov for anerkendelse. Det er simpelthen en livsnødvendighed for os, at andre mennesker ser os og anerkender os. Det fortæller Gry Stålsett, som er specialpsykolog og har en doktorgrad i psykologi. ”At blive set og værdsat er grundlæggende for vores identitet, for vores personlighedsudvikling og for vort forhold til os selv. Og så giver det os en tryghed i forhold til andre mennesker,” siger hun. ”Det handler ikke først og fremmest om at få ros for det, vi gør. Det handler om, at vi bliver taget godt imod, når vi vover at være synlige og viser vores sande jeg frem.” ET TVEÆGGET SVÆRD. For anerkendelse kan nemlig være et tveægget sværd, for selvom vi alle sammen har brug for anerkendelse, så er det ikke lige meget, hvad vi bliver anerkendt for. Hvis tilbagemeldingerne fokuserer for meget på de ydre faktorer, såsom vores udseende eller evner, risikerer vi, at anerkendelsen ender med at gå ud over vores egen selvfølelse. ”Den slags anerkendelse kan øge følelsen af, at jeg er ’falsk’. Det, som de tror om mig, er egentlig ikke sandt, og en dag bliver jeg afsløret. Denne indre uro kan dirre hos mange og kan føre til, at man isolerer sig, for det kræver
10 tørst EFTERÅR 2015
ET TVEÆGGET SVÆRD: Anerkendelse kan være et tveægget sværd og skabe problemer for os, hvis vi kun bliver anerkendt for de ”ydre ting”.
enormt meget energi at skulle fastholde et falsk ’jeg’ for at forsøge at leve op til andres forventninger til én,” siger Gry Stålsett. Derfor er det så vigtigt, at vi anerkender hinanden som de mennesker, vi faktisk er. ”Det er vigtigt for os at øve os i at se andre mennesker, som de virkelig er. Det hjælper os til at udvikle gode relationer og samhørighed. Det kan også bidrage til mere nærhed, tryghed og en accept af, at vi ikke er perfekte. Det, vi anerkender, er vores menneskelighed.” DET PERFEKTE LIV. Men det kan være svært at vise og anerkende menneskelighed i en verden, hvor det ofte handler om at jage det perfekte liv. ”Jagten for at blive set kan skabe en indre tomhed, fordi det handler meget om facade, præstation, udseende og økonomi,” forklarer Gry Stålsett. Dermed vil længslen efter at blive værdsat for den, man virkelig er, blive endnu større, også uden at man måske selv er klar over, at det er det, man søger. ”Man jager efter at blive værdsat for det, man gør, og hvordan man ser ud. Men det er en illusion. Ingen kan leve op til den slags høje idealer, og når
man oplever, at man kommer til kort, skaber det skam, depression og ensomhed.” INDRE BILLEDER. Gry Stålsett forklarer, at især børn, som ikke bliver set tidligt i deres liv, kan reagere med at føle sig betydningsløse. ”Det er kernen i mange psykiske lidelser, depression, social angst, selvskadning, afhængighed og spiseforstyrrelser,” siger hun – og tilføjer, at vejen ud af misforholdet mellem selvtillid og selvbillede er at arbejde med forholdet til sig selv og ikke bare med forholdet til andre. ”Hvis man kæmper med lav selvfølelse og dårligt selvbillede, kan det være godt at søge terapi. Da ser vi ofte, at selvbillede, forældrebilleder og gudsbilleder hænger sammen. Hvis de indre billeder er unuancerede og rigide, kan det føre til et unuanceret og rigidt selvbillede,” forklarer psykologen. ”Man bliver streng mod sig selv med hensyn til, hvad man føler, og hvordan man skal være. I den situation kan det være godt at få hjælp til at nuancere sine indre billeder, reducere urealistisk høje idealer og søge tilhørighed i et miljø, som ikke bare bekræfter præstationer og det udvendige,” siger Gry Stålsett.
«
Jagten for at blive set kan skabe en indre tomhed.
tørst EFTERÅR 2015 11
stedet
De navnløses bog I Sant’ Egidio-fællesskabets grønne kirkebog står de hjemløses navne skrevet TEKST ANN KRISTIN VAN ZIJP NILSEN FOTO TONE LEKSBØ WALGERMO
”En hjemløs har brug for mange ting: Mad, tøj og tag over hovedet. Men personen har også brug for, at der er nogen, som kender hans navn.” Sådan siger italienske Leonardo Emberti Gialloreti. Han er professor i medicin på et statsligt universitet i Rom, og i fritiden er han en af lederne i Sant’ Egidio, som er et fællesskab af katolske lægfolk, som lægger vægt på ”venskab med fattige”. DEN GRØNNE BOG. Han står inde i den lille Sant’ Egidio-kirke midt i bydelen Trastevere med trange gader og mange turister. På et sidealter, foran en stor og lidt rodet samling med kors fra hele verden, ligger en grøn bog. ”Mange hjemløses store tragedie er, at ingen vil huske dem, når de dør. I denne bog nedskriver vi nogle af deres historier,” fortæller Leonardo Emberti. Alle medlemmer af Sant’ Egidio har en frivillig tjeneste, og professoren er med til at dele mad ud til hjemløse ved togstationen. Men den personlige relation er den vigtigste. ”Det handler om at give folk på gaden deres navn tilbage. At de ved, at deres navn har en plads i mit hjerte. Det kan kun ske ved at udvikle venskaber,” fortæller han. Nogle af venskaberne på gaden har han haft i mere end 20 år. SPIRITUALITET. Hvert år arrangerer fællesskabet en stor mindegudstjeneste i den store basilika nogle gader derfra, Santa Maria in Trastevere. Der mindes de alle de hjemløse, som er døde i løbet af året. ”Det kan være et par hundrede navne, vi læser op, og vi tænder et lys for hver eneste. Hvis der er 25 personer,
12 tørst EFTERÅR 2015
«
DET HANDLER OM AT GIVE FOLK PÅ GADEN DERES NAVN TILBAGE
LIVSHISTORIER: ”Den af os, som kendte den afdøde på gaden bedst, skriver det, vi ved, om vedkommendes liv ned. Så bevarer vi det her i kirken. Mennesker glemmer, men det gør Gud aldrig,” siger Leonardi Emberti.
tørst EFTERÅR 2015 13
HJÆLPERE: Guglielmo Tuccinei (tv.) har arbejdet som frivillig for Sant’ Egidio i årevis. Natalino Rotatori skabte sig et nyt liv med job og hjem ved hjælp af Sant’ Egidio, og Antonio Siracusa er gået fra at få hjælp til selv at hjælpe andre.
SUPPEKØKKEN OG POSTBOKS: ”Hvis dit navn står på listen, er der post til dig,” fortæller Leonardo Emberti (th.) For udover at servere mad for 1.000 personer dagligt fungerer suppekøkkenet også som folkeregisteradresse og postboks for omtrent 7.000 hjemløse.
COMUNITÀ DI SANT’EGIDIO • fællesskab af katolske lægfolk • grundlagt i Rom i 1968 • har fået navnet efter den lille Sant’ Egidio-kirke i bydelen Trastevere • har over 60.000 medlemmer i 73 lande • har to grundpiller: venskab med de fattige og mødet med Guds ord i bøn og læsning • er kendt for internationalt hjælpe- og fredsarbejde • www.santegidio.org
14 tørst EFTERÅR 2015
som hedder Maria, der er døde, så læser vi navnet ’Maria’ 25 gange,” fortæller Leonardo Emberti. I den samme kirke opstiller de et langbord hvert år den 25. december. Foran tallerkenerne står der bordkort med navne på hjemløse. Og alle får en gave med deres navn på. ”Det handler om vores spiritualitet. I Bibelen er vores navne vigtige,” siger Leonardo Emberti. RADIKALE. Sant’ Egidio-fællesskabet blev startet af nogle radikale romerske unge i 1968. De samledes for at bede og læse i Bibelen, og det førte hurtigt til et ønske om at hjælpe mennesker i nød. Tanken om ”venskab med fattige” dukkede op og fik de unge til at opsøge de slumlignende områder udenfor Rom. Nogle få år senere blev Leonardo Emberti inviteret med til ”den fattige periferi”. Den 16-årige middelklassedreng var ikke særlig interesseret i de fattige, men han tog med, fordi en pige, som han godt kunne lide, også skulle med. ”Det blev ikke til noget mellem mig og pigen, men det blev til noget mellem mig og de fattige. Og senere opdagede jeg også evangeliet,” fortæller han med et smil.
IKKE IDEOLOGI. Ikke langt fra Sant’ Egidios hovedsæde ligger fællesskabets suppekøkken. Siden opstarten i 1988 har de frivillige der serveret 4 millioner gratis måltid mad til omtrent 200.000 enkeltmennesker. Kun 25 procent af dem er italienere. I porten står Guglielmo Tuccinei, som er en af veteranerne i Sant’ Egidio-fællesskabet. Som en slags dørvagt tager han imod de, som kommer. Han mener, at forskellen på ham og dem er, at han er heldig, og de andre er i en uheldig periode i livet. ”Hvis det skulle blive omvendt senere i livet, så vil de hjælpe mig. På dage, hvor jeg egentlig ikke vil op fra sofaen, er det hjertet, som driver mig. Venskab får folk til at handle. Det er ingen ideologi, som får mig til at tage herhen, for det er mine venner, som venter på mig,” siger han - og lægger armen omkring Natalino Rotarori. Efter at have boet på gaden i 15 år lykkedes det for ham med hjælp fra Guglielmo Tuccinei og andre at skaffe sig et arbejde og et sted at bo for 10 år siden. ”Men jeg kommer stadig her for at spise og møde folk, jeg kender,” siger han.
«
VENSKAB FÅR FOLK TIL AT GØRE NOGET
TRASTEVERE: Indenfor væggene i et gammelt kloster holder Sant’ Egidio-fællesskabet til. I den lille klosterkirke står et alter fuldt af kors fra hele verden, og på et andet alter står en kurv med bedeemner fra folk, som har været til aftenbøn. For at få plads til alle foregår aftenbønnen nogle blokke derfra i basilikaen Santa Maria in Trastevere (th.).
FIKTIV GADE. Suppekøkkenet er også folkeregisteradresse og postboks for cirka 7.000 hjemløse. På en liste udenfor står navnet på dem, der har fået post. ”Når man ikke har en folkeregisteradresse, får man ikke arbejdstilladelse. Men hvis man ikke arbejder, kan man ikke leje et sted at bo. For at kunne hjælpe folk ud af den onde cirkel lavede vi en kreativ aftale med kommunen,” fortæller Leonardo Emberti. Når en person melder sin flytning, kommer politiet og tjekker, at vedkommende virkelig bor på adressen. Derfor kunne suppekøkkenets adresse ikke bruges. Sammen med kommunen konstruerede de en fiktiv gade, som kun findes på listen over adresser i Rom. ”Folk, som får post her, er registreret på den fiktive adresse. På den måde laver politiet ikke nogen fejl, når de ikke kan finde personen på adressen, for adressen findes jo ikke. Sådan vinder vi over bureaukratiet.”
HJÆLPER SELV. Stemningen i spisesalen er hyggelig, og støjniveauet er højt. Alle gæster får serveret ved bordene, når de har bestilt: pasta eller suppe til forret, hovedretten er grøntsager med kød eller ost – og frugt til dessert. En af de frivillige er let at få øje på. Han er lille, og kroppen er mærket af fattigdom. Men hans tøj er pænt og nyvasket. Antonio Siracusa småspringer med erfaren autoritet mellem kølerum og spisesal. ”Jeg spiste her i suppekøkkenet i mange år,” fortæller han. Efter noget tid fik han hjælp til at skaffe sig et arbejde og et sted at bo, og siden da har han været frivillig her i fritiden. Og for nogle år siden meldte han sig ind i fællesskabet. ”Hver aften går jeg til Sant’ Egidios faste aftenbøn i Santa Maria i Trastevere,” siger han og retter ryggen lidt. Og han er langt fra alene. Klokken 20.30 er basilikaen fuld af mennesker, og den daglige aftenbøn kan begynde.
AFTENBØN Hver aften klokken 20.30 har Sant’ Egidio-fællesskabet aftenbøn i basilikaen Santa Maria in Trastevere i Rom. Der er også fællesbøn i andre bydele, byer og på landet. Medlemmer, som ikke kan deltage, beder derhjemme.
tørst EFTERÅR 2015 15
Foto: Moa Karlberg
16 tørst HØST 2015 Foto: iStockPhoto
med evig kĂŚrlighed har jeg elsket dig. derfor bevarer jeg min troskab mod dig. - gud
ET MAGASIN UDGIVET AF
rigere liv
Inden længe står der 2016 på kalenderen, og du har nu en rigtig god mulighed for at begynde dit nye år på en helt særlig måde. Den 8.-10. januar holder vi nemlig Christfulness-retræte på Ådalen Retrætecenter ved Randers, hvor temaet vil være ”En ny begyndelse”. I løbet af retræten vil der være tidebønner inspireret af den keltiske tradition, musik og fælles meditation, og vi inddrager kroppen i bøn og andre øvelser som en hjælp til at åbne dig for Guds nærvær. På retræten deltager præst Lene Skovmark, musiker Torsten Borbye Nielsen og yogainstruktør Cariina Siboska. Læs mere på areopagos.dk!
FØLG MED PÅ FACEBOOK Synes du godt om Areopagos Danmark på Facebook? Hvis ikke, så bør du tænde din computer eller telefon, gå på Facebook og søge efter ”Areopagos Danmark”. Og hvis du så giver os en opadvendt tommelfinger, er du sikker på ikke at gå glip af nyheder omkring forskellige arrangementer, begivenheder, udgivelser m.v.
18 tørst EFTERÅR 2015
Drømmer du om at besøge det kristne spiritualitets- og dialogcenter i Hong Kong, hvor Areopagos’ arbejde oprindeligt startede? Så har du flere muligheder! Tao Fong Shan har nemlig to overnatningstilbud med enkel standard: Pilgrim’s Hall tilbyder overnatning for interesserede gæster. Gæstehuset ligger midt iblandt hovedbygningerne på Tao Fong Shan og tilbyder alle måltider og fredfyldte omgivelser. En kort spadseretur derfra ligger gæstehuset Ascension House, som bliver ledt af unge, skandinaviske volontører. Ascension House er åbent for unge turister, som laver deres egen mad. Du kan læse mere om Pilgrim’s Hall på tfssu.org og om Ascension House på ascensionhousehk.com
Foto: Ann Kristin van Zijp Nilsen
Foto: Line Ørnes Søndergaard
TAO FONG SHAN
DAGCENTER: I Nanjing får psykisk udviklingshæmmede bedre liv.
Foto: iStockPhoto
For et år siden var statsansatte fra handicapområdet i den kinesiske storby Nanjing på en Areopagos-arrangeret studietur til Danmark. Formålet med turen var at vise dem, hvordan Danmark arbejder med at give psykisk udviklingshæmmede et værdigt og aktivt liv. Turen satte spor hos deltagerne, som måtte erkende, at Kina er bagud, når det handler om at passe på de svageste i samfundet. Og nu har lokale myndigheder i Nanjing besluttet at øge den økonomiske støtte til familier, som har psykiske udvikudviklingshæmmede børn. Presset kommer også fra kinesiske forældre, som takket være Nanjing YMCA’s og Areopagos’ dagcenter-projekt i Nanjing nu ved mere om deres rettigheder. Dagcenterprojektet arbejder på at forbedre levevilkårene for psykisk udviklingshæmmede gennem kurser til dagcenterpersonalet, forældre og myndigheder. En central del af arbejdet fremover bliver at få det offentlige til at tage større ansvar.
Foto: iStockPhoto
EN NY BEDRE LEVEVILKÅR BEGYNDELSE
»When you have more than you need, build a bigger table, not a higher fence «
Foto: iStockPhoto
SOMMEREN NÆRMER SIG … desværre ikke helt endnu. Men vi vil gerne allerede nu reklamere for sommerens bedste tilbud. Traditionen tro afholder vi igen til sommer Areopagos’ Sommerfestival! Denne gang er festivalen i Norge, hvor den bliver afholdt på et spa-hotel cirka halvanden times kørsel fra Oslo. Programmet er ikke endeligt klar endnu, men sæt allerede nu kryds i kalenderen til nogle inspirerende dage i smukke sommer-Norge. Sommerfestivalen finder sted den 30. juni-3. juli 2016. Følg med på areopagos.dk for mere info i løbet af de kommende måneder.
»En dag skal vi dø. Men alle andre dage skal vi leve.« Per Olov Enquist
tørst EFTERÅR 2015 19
oase
LARS MOLLERUP-DEGN dialogsekretær og landsleder i Areopagos Danmark
To stole og et bord En sand historie fra Kina fortæller stærkt om had, sårbarhed og anerkendelse TEKST LARS MOLLERUP-DEGN
: FOTO ZHU JIUYANG
Den 20. oktober 2010 ramte den 21-årige musikstuderende Yao Jiaxin en cyklist med sin bil i Xi’an i Kina. Der skete ikke alvorlige skader på cyklisten, den 26-årige mor Zhang Miao, der arbejdede som servitrice på en restaurant. Men da Jiaxin stod ud af bilen og så, at hun var ved at notere hans nummerplade, gik han i panik og stak hende ihjel med otte knivstik. Fire dage senere mødte han op med sine forældre på politistationen og meldte sig selv. I retten forklarede han, at hans handling skyldtes en umiddelbar frygt for, at det ville blive meget vanskeligt at håndtere en erstatningssag mod ”en sådan bonde-kvinde”. Familien hørte til den privilegerede del af befolkningen, hvor hans far arbejdede for militæret, og de forsøgte at bruge deres kontakter og netværk for at få en frifindelse eller mildere straf.
20 tørst EFTERÅR 2015
LYNCHSTEMNING. Det oprørte befolkningen, som oplevede det som et eksempel på elitens magtmisbrug og mangel på moral og retfærdighed i et stadigt mere ulige samfund. Der startede en mediestorm i Kina, og der bredte sig en decideret lynchstemning, så Jianxins familie måtte leve med livvagter i mange måneder. På kinesiske netmedier blev der lavet en onlineafstemning, hvor 10.710 ud af 11.100 (96,5%) læsere stemte for, at Yao Jianxin skulle henrettes. Og han blev også dømt til døden og henrettet den 7. juni 2011.
Den kristne kunstner Zhu Jiuyang besluttede sig for at forsøge at forsone de to familier. For som han siger: ”Dette handler i virkeligheden om kollektiv vold, fordi hele samfundet deltog i det. Selv i dag fortsætter de med at slås. Alle bruger deres eget moralske kompas og retfærdighedsfornemmelse til at dømme og dæmonisere andre. Jeg tænkte, at den eneste måde, vi kan lægge vores sårethed bag os, er gennem tilgivelse og forsoning. Men eksisterer begrebet tilgivelse overhovedet i vores samfund? Hvad skal der til for, at vi kan erfare tilgivelsens virkning?”
STADIG BETÆNDT SAG. Nu - flere år efter - er sagen stadig betændt og skaber debat om dødsstraf, uligheden i samfundet, magtmisbrug og manglede moral hos eliten - og især elitens børn, som beskrives som vildt forkælede og uden moralske og etiske værdier.
FORSONINGENS DAG. Kunstneren kontaktede de to familier og opfordrede til forsoning. Morderens far afviste forslaget, men offerets far ville gerne. For som han sagde: “Ingen af de unge er hos os længere. Der er ingen grund til, at vi
» Den eneste måde, vi kan lægge vores sårede følelser bag os, er gennem tilgivelse og forsoning.
pårørende skal fortsætte med at bære nag til hinanden.” I forbindelse med en scenekunstfestival i Xi’an arrangerede Jiuyang værket ”Mens vi venter på forsoningens dag”. Han stillede to stole og et bord på en scene, hvorefter han tog Zhang Miaos far i hånden og førte ham op til den ene stol, hvor han efterlod ham, ventende på, at Jiaxins far mødte op, så de kunne blive
forsonet. Og dér sad han og ventede i en lille halv time - forgæves - før Jiuyang førte ham ned igen. Vi kan for vores egen del tilgive og slippe hadet, men forsoning forudsætter, at de implicerede parter gensidigt anerkender hinandens sorg, savn, behov og ret.
tørst EFTERÅR 2015 21
anbefalet
Anerkendelse i ord, billeder og musik
H
ELHED. I bogen ”The Naked Now” (Crossroad Publishing 2009) tager Richard Rohr et opgør med den dualistiske kristentro, som skiller skarpt mellem det åndelige og det materielle. Han viser, at Gud anerkender alt det menneskelige. Det er midt i skammen og sårbarheden, Han møder os. Fremtidens kristendom er en relationsteologi, ikke en intellektuel og moralsk teologi, mener Richard Rohr. Hans bog viser, hvordan man kan tænke helhedsagtigt om det åndelige og alt det konkrete, hvad enten det drejer sig om os selv, flygtninge eller klimaændringer. Bogen bør læses langsomt og meditativt.
ASBJØRN STAVENES, præst i Areopagos Norge
A
LDRIG GODT NOK. Som skolelærer oplever jeg dagligt, hvor store udfordringer børn og unge kan have med at føle, at de er gode nok. Der er så mange krav og så mange forventninger til dem både fra dem selv, deres venner og deres øvrige omgivelser, at det kan være svært bare at hvile i, at man er okay. For nylig opdagede jeg bogen ”Når det aldrig er godt nok” (Frydenlund, 2014), som er skrevet af psykologen Jens Henrik Thomsen. I bogen følger vi tre børn, der kæmper med at slippe ud af perfektionismens kløer, så de undgår at sidde med tristhed og mindreværd. Bogen er egentlig henvendt til børn og unge, men den giver også rigtig godt input til voksne.
K
ÆTTERISK. Nogle unge opfordrede os til at oversætte ”The Orthodox Heretic” (Den ortodokse kætter) af Peter Rollins til kinesisk. Bogen er fuld af inspirerende fortællinger, som spiller på bibelske temaer. De unge havde allerede fremført flere af dem som teater. Senere blev hele oversættelsen deres værk og blev udvidet med egne notater, billeder og historier. Samtidig med dette foregik studenterdemonstrationerne med gule paraplyer i Hong Kong. Mange unge læsere oplever, at bogen anerkender deres erfaringer. For eksempel skriver Peter Rollins, at Jesus allerede er kommet igen, men lever sammen med de fattige og undertrykte.
SARAH RASMUSSEN, lærer
DR. TSZ-SHUN (JASON) LAM, forsker ved Institut for Kinesisk-Kristne Studier i Hong Kong
»At man, når det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der.« SØREN KIERKEGAARD
Foto: Jørn Stenersen
Sange for døden Noget af det smukkeste, jeg ved, er Janet Bakers indspilning af Gustav Mahlers Kindertotenlieder (EMI classics 1999). Værket har en frygtelig trist baggrund: Gustav Mahler mistede selv et barn. Kindertotenlieder genkender og anerkender sorgen over et mistet barn - i en tid, hvor det ikke var nogen selvfølge, at alle børn skulle vokse op. Man kan høre indspilningen på tidal.com/ album/1390761.
SOLVEIG SLETTAHJELL, artist
22 tørst EFTERÅR 2015
Længsel
Dit ansigt er et digt Da jeg hørte Michael Falchs album ”Sommeren kom ny tilbage” (A:larm Music, 2013), blev jeg berørt over flere af sangene, fordi de på en rigtig smuk og vedkommende måde fortæller om livet, som det er. Især sangen ”Dit ansigt er et digt” rørte mig meget med linjerne: ”Streger i dit ansigt var en streg i regningen engang. Nu ligger de som omkvædslinjer i din helt egen sang. Der synger de på rad og række, om at livet gi’r og ta’r. Dit ansigt er et digt. Et digt om latter, håb og svigt. Dit ansigt er et digt.” Jeg synes, at Michael Falch på en rigtig smuk måde anerkender både livet og dét at blive ældre. I det hele taget er det et fantastisk album, som jeg stærkt kan anbefale.
MICHAEL KRISTOFFERSEN, sælger
S
YV GYLDNE REGLER. Da jeg blev gift sidste sommer, fik vi bogen ”Syv gyldne regler - for to der lever sammen” af John Gottman og Nan Silver (Boedal, 2010) i bryllupsgave. Jeg er egentlig ikke den store læsehest, men denne bog har jeg læst, og den har givet mig rigtig gode tip til, hvordan man kan leve sammen og blive bedre til at anerkende hinanden som enkeltpersoner. Og anerkendelse er jo bare rigtigt vigtigt for at få et forhold til at fungere, så jeg tror, at de fleste par kan have brug for input til den proces.
efter anerkendelse Da jeg så Baz Luhrmanns magiske og spektakulære film ”The Great Gatsby” (2013) på et fly over Atlanten, gjorde den et så stærkt indtryk, at jeg måtte se den en gang til på tilbagevejen. Filmen er bygget på F. Scott Fitzgeralds roman fra 1925 og har Leonardo DiCaprio og Tobey Maguire i de vigtigste roller. Det er fortællingen om et både intenst, hektisk og tomt liv på Manhattan og Long Island i mellemkrigstiden. Den handler om jagten på kærligheden og efter at blive set som den, man er, og ikke som en facade. Filmen er ellevild, et totalkunstværk på linje med Wagner. ”The Great Gatsby” går direkte i min mave og mit hjerte. Det skyldes den utrolige æstetik og ikke mindst musikken, som er produceret af Jay Z i et mix af mellemkrigstid og 2013. Og det skyldes også temaet: Længslen efter anerkendelse - den overfladiske og den dybere. KNUT OLAV ÅMÅS, direktør og forfatter
PETER F. HANSEN, pædagog
»For selvom der er forskel på os to, så er vi gode venner, kan du tro!« KAJ OG ANDREA Foto: Ilja C. Hendel
tørst EFTERÅR 2015 23
areopagos
Det er helende at blive lyttet til Den Lyttende Kirke vil gerne sætte fokus på lytning. Det giver nemlig et stort udbytte, når man får lov til at sætte ord på sine tanker uden at blive forstyrret TEKST MERETE RIIS JENSEN
DEN LYTTENDE KIRKE • Startede i Danmark i 2006 • Har sit udspring fra Christian Listeners i England • Samarbejder med Areopagos • Tilbyder lytning på bl.a. alternativmessen Mystikkens Univers og på Oaselejr Sjælland • Afholder lyttekurser • Læs mere på denlyttendekirke.dk
:
FOTO MERETE RIIS JENSEN
To røde lænestole står på gulvet overfor hinanden. I den ene stol sidder en person og taler, og i den anden stol sidder en person og lytter. Sådan ser det kort fortalt ud, når Den Lyttende Kirke er ”på arbejde”. En del af deres arbejde handler nemlig om at lytte opmærksomt til andre mennesker, og de tilbyder gratis lytning på blandt andet alternativmesser og sommerlejre. ”For os handler lytning om virkelig at høre efter, hvad det andet menneske siger. Det er ikke nok bare at tie stille, mens den anden taler og vente på, at vedkommende bliver færdig, så man selv kan sige noget. Nej, det handler om virkelig at høre, hvad den anden siger, og lade vedkommendes ord sætte dagsordenen,” fortæller Bente Lundbak Pihl, som er daglig leder af Den Lyttende Kirke. TRE SPØRGSMÅL. Der er en fast skabelon for, hvordan lytningen foregår, og der bliver altid sørget for, at det er klart, hvad der tilbydes, inden lytningen begynder. ”I lytningen bruger vi refleksion med særligt fokus på følelser. Det vil sige, at vi gentager nogle af personens ord, så de føler sig hørt. Den form for lytning er god, særligt hvis man har brug for at reflektere over noget eller træffe en beslutning og ikke har brug for gode råd, men mere har brug for, at nogen virkelig lytter,” fortæller hun. Efter lytningen får vedkommende tre spørgsmål, som kan hjælpe personen til at blive afklaret omkring, hvad der var det vigtigste, og som måske kan inspirere vedkommende til at foretage en handling bagefter.
24 tørst EFTERÅR 2015
”Den ramme er et trygt og effektivt redskab både for den, der lytter, og for den, der taler.” STOR BETYDNING. Og responsen er da også rigtig god fra de mennesker, der har oplevet at blive lyttet til. ”Vores erfaring er, at god lytning er helende. Det er en stor anerkendelse at give til andre mennesker, når man lytter til dem og giver dem mulighed for at sætte ord på det, der fylder indeni uden at blive afledt,” siger Bente Lundbak Pihl. Og selvom Den Lyttende Kirke har været i gang i Danmark i næsten 10 år, mindes hun ikke at have mødt et menneske, som ikke brød sig om at blive lyttet til. ”Alle har været glade for det. Nogle føler fred og ro midt i noget svært. Det kan være en trøst at mærke, at der er en her sammen med mig for en tid. Der kan være en lindring i, at der er en, som vil høre på, hvad der fylder i éns liv.” DÅRLIGE VANER. Hun lægger vægt på, at det ikke kun er Den Lyttende Kirke, der kan finde ud af at lytte. ”Det er ikke sådan, at vi tror, vi er de eneste, der kan lytte ordentligt. Men vi vil gerne bidrage med et godt tilbud og har et enkelt redskab, som på en effektiv måde træner lyttefærdigheder, der kan læres på kort tid og med en tryg ramme. Alle kan lytte. men vi kan også have dårlige vaner i lytningen. Vi er ikke neutrale, men møder vores medmennesker med alt det, vi selv har med i vores ’rygsæk’. Hvis vi ikke er opmærksomme på det, kan det let komme til at styre samtalen eller påvirke den i en bestemt
» Lytning er en måde at vise kærlighed og anerkendelse på
retning.” Derfor afholder Den Lyttende Kirke lyttekurser, hvor folk kan blive bedre til at lytte både i deres privatliv og i deres menighed eller professionelle liv. ”På vores lyttekurser arbejder vi blandt andet med, hvad der sker med os, når vi lytter. For der sker ofte en hel del. Noget af det, som vi træner på kurserne, er at mærke efter, hvad der rører sig i os, når vi lytter - og så øver vi os i at lægge det til side, så det ikke er det, der sætter dagsordenen,” fortæller hun. OGSÅ I PRIVATLIVET. Fokusset på bedre lytning kan også have en stor positiv indvirkning på folks forhold til deres familier. ”Det kan helt klart forbedre vores relationer, når vi bliver bedre til at lytte. Jeg kan for eksempel se det i forhold til mine børn. Det betyder noget for dem, at jeg vælger at være til stede og lytte, når de har ting, der fylder i deres liv. Når jeg for eksempel holder mine spørgsmål og gode råd tilbage og virkelig ser og hører dem,” fortæller hun. ”Men det er også helt fair, at man ikke altid er i
stand til at lytte. Så kan man sige: ’Lige nu har jeg travlt med det her, men jeg vil meget gerne lytte til dig senere.’ Det kan være meget bedre at gøre sådan end at lytte halvhjertet.”
EN GAVE: “Det er en rigtig stor gave at sige: ‘Nu lytter jeg til dig og lader mit eget ligge imens,’” siger Bente Lundbak Pihl, som er daglig leder af Den Lyttende Kirke.
OM NØDVENDIGT: BRUG ORD. Den Lyttende Kirke lægger ikke skjul på, at de er et kristent initiativ. Og de mener, at lytning hænger rigtig godt sammen med det kristne budskab. ”Vi tror, at Gud ønsker, at vi skal være gode til at lytte til ham og til hans verden. Han lytter altid til os, og lytning er en måde at vise kærlighed og anerkendelse på. Det er en rigtig stor gave at sige ’nu lytter jeg til dig og lader mit eget ligge imens’,” siger Bente Lundbak Pihl. ”Jeg har tit tænkt på de ord, som Frans af Assisi ofte bliver citeret for: ’Prædik evangeliet. Om nødvendigt: Brug ord.’ Jeg synes, at vi nogle gange kan have for travlt med at forsøge at gøre Guds arbejde for ham. Så fortæller vi en masse, som vi tror om Gud, og vi glemmer at lytte og stole på, at Gud også selv kan tale, hvis vi lærer at træde til side og lade ham komme til i vores dialog med andre.”
tørst VINTER 2014/15 25
Vil du være volontør i Hong Kong eller Kina? Så har du chancen til sommer! Areopagos søger nemlig unge volontører til disse 2 spændende stillinger:
Bliv volontør i Ascension House i Hong Kong Ascension House er en del af det kristne dialog- og retrætecenter Tao Fong Shan i Hong Kong. Huset fungerer som et åbent bofællesskab for rejsende fra hele verden, og dit job som volontør bliver (sammen med en anden volontør) at skabe et gæstfrit og respektfuldt fællesskab med gæsterne ud fra husets tydelige kristne profil. Du får et spændende og udfordrende år med gæstfrihed, tidebøn og samtaler med folk fra hele verden. Samtidig får du indsigt i østlig religiøsitet, dialogkompetencer og tværkulturel erfaring. Tidsrum: 1. juli 2016 til medio juli 2017. Ansøgningsfrist 1. marts 2016.
Bliv kulturvolontør i Kunming i Kina Brænder du for kultur og kreativitet? Så har du en fantastisk mulighed for at blive volontør på TCG Nordica i storbyen Kunming i det sydlige Kina! TCG Nordica er en café og et anerkendt kulturcenter, hvor kinesisk og vestlig kultur mødes. Her arrangeres koncerter, udstillinger og film- og litteraturaftener. Det er et sted, hvor mennesker mødes og bliver udfordret til refleksion over livs- og menneskesyn udtrykt gennem forskellige former for kunst. Som volontør får du medansvar for kulturprogrammet på centeret, mulighed for at få udløb for dine kreative sider - og undervisning I bl.a. kinesisk sprog, kunst og kultur. Tidsrum: august 2016 til juli 2017. Ansøgningsfrist 1. april 2016.
Læs mere om begge volontørstillinger på areopagos.dk!
Oplev Vil du gerne lade din krop være en naturlig del af dit trosliv? Så er Bøn i Bevægelse måske noget for dig.
Bøn i Bevægelse er en meditationspraksis, som hjælper dig til at lade Gud puste nyt liv i dig og give dig fred. Den viser, hvordan kroppen kan hjælpe dig med at falde til ro og lede dig ind i bønnens landskab. Med Bøn i Bevægelse inviteres du til at omfavne, at krop, sjæl og ånd er smukt forenet. Og kombinationen af bevægelse, ord og åndedræt hjælper dig med at få troen fra hovedet ind i hjertet, ind i
kroppen og ud i livet. Det åbner op for, at du kan se dig selv og skaberværket med Guds blik og ikke med et bekymret, vurderende eller dømmende blik. Bøn i Bevægelse holder i øjeblikket jule- og vinterferie, men starter op igen i starten af 2016 i flere forskellige byer rundt omkring i landet. Aftnerne består af en time med øvelser og en smag af stilhed. Læs mere på areopagos.dk!
tørst EFTERÅR 2015 27
RETURADRESSE: Areopagos
Peter Bangs Vej 1, indg. 5 2000 Frederiksberg
NY CD OG DVD-BOX MED CHRISTFULNESS Er du glad for kristen meditation? Så har du nu mulighed for at købe både musik og guidede dvd-meditationer. For i anledning af I Mesterens Lys’ 20 års-jubilæum har Areopagos udgivet en cd med musik til meditation og en dvd med guidede Christfulness-meditationer.
Cd’en hedder ”Christfulness - music for meditation” og indeholder 16 smukke musikstykker, som er indspillet af musikerne Pia Kaufmanas på fløjte, Sigrid Kongshøj-Munch på viola og Torsten Borbye Nielsen på guitar.
CD
150,-
Dvd-boxen ”Heling af hjertet” indeholder både ovennævnte cd og så en dvd, hvorpå der er guidede Christfulness-meditationer ved missionspræst Ole Skjerbæk Madsen. Dvd-boxen, som altså indeholder både dvd og cd, koster 250 kr. + porto. Cd’en alene koster 150 kr. + porto. Læs mere, oplev smagsprøver og bestil produkterne på areopagos.dk! Du kan også downloade musikstykkerne på iTunes.
DVD-BOX
Foto: Unsplah.com
250,-
