FINNES DET LIKHETER SOM ER VIKTIGERE ENN FORSKJELLENE? MANGLEN PÅ RUMMELIGHED GØR OS DUMMERE KAN VI ELSKE DEN, VI IKKE FORSTÅR?
AREOPAGOS vil bidrage til, at flere mennesker erfarer fred, mening og sammenhæng i tilværelsen
Har du nogensinde længtes efter noget uden helt at vide hvad?
Vi tror, at alle mennesker bærer på fælles længsler, der forener os på tværs af kulturer, tro og livssyn. I en verden, der er præget af rastløshed, polarisering og uro, lyser håbet stadigvæk.
Hvad gør vi? Vi ønsker at forene det, som ofte adskilles: Krop, sjæl og ånd; fordybelse og handling; videnskab og tro. Ud fra en dyb refleksion på baggrund af vores mere end 100-års erfaring fra både Øst og Vest eksperimenterer vi med nye praksisser, når det gælder tro og spiritualitet.
Vores bidrag er at skabe mødepladser og dele kompetencer, som skaber mere dialog og trospraksis i verden. Vores mål er ikke at forandre den anden, men at give plads til at forandring kan finde sted. Vi giver sprog og rum for åndelige erfaringer og længsler. Det gør vi gennem store og små arrangementer, partnerskaber, podcasts og artikler.
Vi er Areopagos, og du er velkommen på rejsen. Lad os sammen søge skønhed, sandhed og godhed.
Tospråklig: Magasinet har blitt laget i samarbeid mellom det norske og danske kontoret i Areopagos. Med det er både norsk og dansk samfunn, kirkeliv og språk representert. Ikke fordi vi tror språk er uviktig, snarere tvert imot; språket åpner nye horisonter for oss.
FORSKJELLIGHETSFELLESSKAP
”Dialog er fordrende og givende og styrker vores forbundethed, og den medvirker til, at vi stoler på og regner med hinanden. At udveksle synspunkter øger forståelsen for andre og for andet end en selv.”
Kong Fredrik X, i boken Kongeord
Alle fellesskap rommer forskjellige grader av forskjellighet. Selv i den nære familien, hvor man gjerne deler både arv og miljø, er vi ulike. Hvordan vi håndterer denne ulikheten varierer – både som enkeltpersoner og som gruppe. Noen er naturlig nysgjerrige og åpne, andre søker trygghet i det kjente.
Areopagos’ grunnlegger Karl Ludvig Reichelt ble gjerne oppfattet som en åpen mann og misjonær. Han unngikk å plassere seg i en teologisk bås og søkte i stedet samtale med folk fra ulike miljøer. «Der ute» gikk han i respektfull dialog med annerledes troende og tenkende, og oppdaget at forskjellighet kunne være gjensidig inspirerende.
Var Reichelt naiv i møte med forskjellighet? Er vi det i dag, når vi løfter frem forskjellighet som en mulig styrke? Jeg tror ikke det. For vi vet at ikke all forskjellighet lar seg forene; noen ganger kan spenninger føre til at fellesskap fragmenteres. Men vi mener det finnes nok av stemmer som peker på utfordringene. Det gjorde det også i Reichelts tid.
Forskjellighet i fellesskap er uunngåelig – enten vi snakker om et kongerike eller et kollegium. Derfor er det viktig å verdsette potensialet som ligger i forskjelligheten. Det krever øvelse – for oss alle. Kanskje finner vi inspirasjon til dette i Tørst-magasinet.
God lesning!
SILJE KVAMME BJØRNDAL GENERALSEKRETÆR
MARTIN KRATH-ANDERSEN REDAKTØR PÅ TØRST
Vi lever i et Danmark og et Norge, hvor vi dagligt møder mennesker med vidt forskellige baggrunde, erfaringer og synspunkter. Med den øgede individualisering og udvikling af særegne holdninger oplever vi forskellighederne stadig tydeligere – og ofte forstyrrende.
Men forskelle mellem mennesker kan være en kilde til styrke – hvis vi møder hinanden i dialog frem for at lade dem skille os ad. Alt for ofte ser vi, hvordan misforståelser og fordomme får lov at fylde, fordi vi ikke tager os tid til at lytte. Når vi undlader samtalen, giver vi plads til stereotyper og afstand. Tør vi tage dialogen, opdager vi, at forskellighed ikke behøver at være en kløft – men kan være en bro, der binder os sammen.
Dialog handler ikke kun om at tale, men også om at lytte. Når vi åbner os for andres perspektiver, bliver vi klogere, mere nuancerede og inkluderende. Det gør os ikke blot til bedre medborgere – det styrker også fællesskabet. Et samfund med forståelse og respekt er et stærkere og mere harmonisk samfund.
Derfor mener vi, at det er vigtigt at sætte forskellighed på dagsordenen i Tørst. Vi vil give plads til historier, der inspirerer, udfordrer og nuancerer vores forståelse af hinanden. For kun gennem dialog og indsigt kan vi skabe forståelse, respekt og godhed mellem mennesker.
Forskellighed har altid eksisteret. Og vi må forlige os med, at den altid vil være der
TEMA SIDE 6
Hvordan har forskjellighet hatt en betydning i ditt liv?
VOXPOP SIDE 11
Kan vi elske den, vi ikke forstår?
ARTIKEL SIDE 14
Podcasts
VORES ARBEJDE SIDE 19
Håndgripeligst farvel!
REFLEKSJON SIDE 20
Manglen på rummelighed gør os dummere
KLUMME SIDE 23
Bare en liten tå? Om Nick Cave
REFLEKSJON SIDE 26
Finnes det likheter som er viktigere enn forskjellene?
Forskellighed har altid eksisteret. Og vi må forlige os med, at den altid vil være der
Menneskers forskellighed har historisk set altid været til stede. Men forskellighedens betydning og håndteringen af forskellighed har ændret sig over tid, afhængigt af kulturelle, sociale og politiske forhold. I vores tid bør vi på ny lære at se forskelligheden i øjnene og omfavne den på godt og ondt
AF MARTIN KRATH-ANDERSEN
Polarisering.
Et ord, som vi de seneste år er stødt på i mange forskellige sammenhænge. Og et ord, jeg tror mange af os forbinder med den tid, vi lever i netop nu.
Dog viste en undersøgelse fra VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) fra 2022, at den politiske polarisering i Danmark har været relativt stabil over de seneste 30 år. Også i Norge viser forskningen fra de seneste år, at det norske samfund ikke er præget af markant polarisering, som man ser det andre steder i Vesten.
Men det er naturligvis nærliggende at italesætte den voldsomme polarisering, vi har set i USA over en lang årrække, der kulminerede i angrebet på Capitol Hill i starten af 2021. Siden da er polariseringen ikke ligefrem blevet mindsket, men er nået til et hidtil uset niveau, hvor demokrater og republikanere på mange måder afskyr hinanden.
Selvom vi ikke oplever en markant polarisering i Norden i øjeblikket, har der i de seneste år været en udbredt bekymring for, at polariseringen vil stige – både politisk og socialt. Bekymringen er næret af tiltagende polariserende udviklinger i andre vestlige lande som netop USA, men også i europæiske lande sydpå, hvor polariseringen varierer fra land til land i forskellige afskygninger. For som med så mange andre ting, kommer strømninger fra USA ofte til vores del af verden med lidt forsinkelse.
EN TID TIL LYTTE, EN TID TIL AT GÅ I DIALOG
Hvorfor skriver jeg om polarisering? Det gør jeg, fordi jeg mener, at polarisering hænger tæt sam-
Polarisering hænger tæt sammen med en manglende forståelse af hinandens forskelligheder.
ORDET ”POLARISERING”
HAR FLERE BETYDNINGER
AFHÆNGIGT AF KONTEKSTEN, MEN DET BRUGES
OFTE TIL AT BESKRIVE
PROCESSER, HVOR
MODSÆTNINGER ELLER FORSKELLE BLIVER SÅ
MARKANTE, AT GRUPPER ELLER HOLDNINGER
BEVÆGER SIG LÆNGERE
VÆK FRA HINANDEN.
men med en manglende forståelse af hinandens forskelligheder. De hænger sammen, fordi de ofte forstærker hinanden og skaber en ond cirkel af øget konflikt og splittelse i samfundet. Og ikke blot i samfundet; en manglende forståelse for forskelligheder kan også resultere i at venner, familie og naboer distancerer sig fra hinanden. At vi bliver fremmedgjorte overfor vores medmennesker og primært vælger, at omgås med mennesker der ligner os selv.
Derfor mener jeg, det er vigtigt, at vi på ny dvæler ved vores evne til at rumme hinandens forskelligheder og lærer at omfavne dem; at vi igen og igen går i dialog med hinanden og lærer at se tingene fra vores medmenneskers synspunkt. Både for at bevare sammenhængskraften i vores samfund, men også for vores individuelle liv og trivsel.
I denne artikel opridser jeg nogle af grundene til, at mange af os har svært ved at rumme hinandens forskelligheder, og hvad vi kan gøre ved det.
FAKTORER TIL AT VI HAR SVÆRT
VED AT RUMME
HINANDENS
FORSKELLIGHEDER
DER FINDES FORSKNING, DER PEGER PÅ FLERE FAKTORER, SOM BIDRAGER TIL, AT VI KAN HAVE SVÆRT VED AT RUMME HINANDENS FORSKELLIGHEDER. NOGLE AF DE CENTRALE ER:
DIGITALISERING OG SOCIALE MEDIER: Forskning viser, at sociale mediers algoritmer ofte skaber det, man kalder ekkokamre, hvor vi primært møder holdninger og indhold, der bekræfter egne synspunkter. Disse ekkokamre kan forstærke polarisering og føre til, at vi bliver mere mistroiske overfor dem, der tænker anderledes end os selv.
POLITISK POLARISERING: Som nævnt kan skarpe politiske konflikter og ideologiske skel gøre det sværere at finde fælles fodslag. Når debatten fokuserer mere på forskelle end på fælles værdier, bliver dialog og gensidig forståelse udfordret – hvilket vi særligt set i USA i en lang årrække.
ØKONOMISK USIKKERHED OG ULIGHED: Når vi oplever økonomisk usikkerhed, kan det skabe frustration og frygt for forandringer. Denne usikkerhed kan føre til, at vi vender os mod dem, der opfattes som ”de andre”, eller som truer vores egen tryghed.
GLOBALISERING OG KULTUREL MANGFOLDIGHED: Øget migration og kulturelle møder kan berige samfundet, men de kan også skabe spændinger, hvis der mangler åben dialog om forskelle og ligheder. Nogle grupper kan føle, at deres identitet eller værdier bliver truet af de forandringer, som andre grupper medbringer.
I dag har en kombination af digitale forandringer, politiske konflikter, økonomiske udfordringer og kulturelle mødesteder skabt en kompleks situation, hvor det er blevet sværere at omfavne og acceptere hinandens forskelligheder end tidligere. Historisk set var samfund generelt mere homogene, end hvad vi oplever i dag, fordi man ofte boede i mindre, geografisk afgrænsede fællesskaber med fælles sprog, religion, kulturelle normer og traditioner.
I dag er det et vilkår, at vi konstant møder mennesker, der i mere eller mindre udstrækning er væsentligt anderledes end os selv. Derfor trænger vi til at lære at rumme og forlige os med, at mennesker altid vil være forskellige fra os selv.
DIALOG OG AKTIV LYTNING FORLIGER OS MED HINANDENS FORSKELLIGHEDER
Så hvordan forliger vi os med hinandens forskelligheder? Det gav den kendte tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas et bud på i sin klassiker The Theory of Communicative Action: Reason and the Rationalization of Society i 1984, hvori han viste, hvordan kommunikativ handling og dialog kan skabe forståelse mellem individer og i samfund.
Ifølge Habermas er dialog og aktiv lytning dog ikke kun redskaber for politiske eller samfundsmæssige forhandlinger, men også fundamentale praksisser, der fremmer dyb forståelse mellem individer.
I sit værk introducerede Habermas begrebet ”idealsituation for tale”, hvor alle deltagere har lige muligheder for at ytre sig uden frygt for at blive overrumplet af magtstrukturer eller fordomme. På individniveau betyder det, at vi skal skabe en samtaleatmosfære, hvor (1) alle stemmer bliver hørt. Det handler om at give hinanden plads og tid til at udtrykke tanker og følelser. Og der skal være (2) en ægte vilje til at forstå hinanden. I stedet for at være fokuseret på at vinde argumentet, skal vi være åbne over for at lære noget nyt af den andens perspektiv. Ifølge Habermas er den aktive lytning central
Den dialogiske praksis er essentiel for at mindske polarisering, skabe meningsfulde relationer og et inkluderende fællesskab, hvor forskellighed ses som en styrke frem for en hindring.
i denne proces. Det indebærer, at man (1) lytter uden at dømme, og at man forsøger at sætte egne forudindtagede meninger til side og lytter nysgerrigt. Parterne i dialogen bør (2) stille opklarende spørgsmål. Ved at spørge ind til baggrunden for den andens holdninger eller erfaringer, kan man afdække dybere meninger og forstå konteksten for den andens ståsted. Sidst, mener Habermas, er det er essentielt, at parterne (3) bekræfter den andens udsagn. Ved at gentage, hvad man har forstået, viser man, at man forsøger at fange essensen af den andens perspektiv.
AT ANERKENDE OG RESPEKTERE
FORSKELLIGHEDER
Habermas ser dialog som en proces, hvor man ikke nødvendigvis skal nå til enighed. Formålet er at opnå gensidig anerkendelse af hinandens ret til at have forskellige synspunkter.
På individniveau betyder det blandt andet, at (1) forskelligheder bør ses som en ressource. Hver persons unikke erfaringer og synspunkter kan bidrage til en rigere og mere nuanceret forståelse af verden. Desuden mener Habermas, at det (2) hjælper os til at udvikle empati for hinanden. Ved at lære at sætte sig i den andens sted, kan man bedre forstå, hvorfor personer tænker eller føler, som de gør. Dialog medvirker også, at (3) vi på udvider vores egen horisont, så vi bliver opmærksom på, at vores egen måde at tænke på, ikke er den eneste rigtige.
Når vi engagerer os i dialog på den måde, bliver uenigheder ikke nødvendigvis til konflikter, men snarere muligheder for at lære nyt, skriver Habermas i sin bog.
I stedet for at forsøge at ændre den andens mening, fokuserer vi på at (1) forhandle om fælles værdier. Det betyder, at vi i højere grad leder efter underliggende værdier, som vi deler frem for at lede efter og diskutere det, vi er uenige i. Det skaber (2) en fælles forståelsesramme. Ved at arbejde sammen om at definere, hvad der er vigtigt for begge parter, kan vi opbygge en solid grund for videre dialog og samarbejde.
Derfor er den dialogiske praksis essentiel for at mindske polarisering, skabe meningsfulde relationer og et inkluderende fællesskab, hvor forskellighed ses som en styrke frem for en hindring.
I dag har en kombination af digitale forandringer, politiske konflikter, økonomiske udfordringer og kulturelle mødesteder skabt en kompleks situation, hvor det er blevet sværere at omfavne og acceptere hinandens forskelligheder end tidligere.
Hvordan har forskjellighet hatt en betydning i ditt liv?
AV CHRISTINE COLSTRUP
GUNEKATU KJØNSTAD
58 ÅR, GENERALSEKRETÆR I BUDDHISTFORBUNDET
Jeg ble så tørst – uten å merke det.
Det var noen år etter jeg ble ordinert i 1996. Jeg hadde da levd flere år i lukket mannskollektiv, i sølibat, og nøt det. Så flyttet jeg til Oslo, startet Oslo Buddhistsenter, bodde alene og kjente at lysten på sølibat tørket gradvis inn. Jeg sa fra meg sølibat-løftene, ble samboer, gift, og pappa til en flott jente. For å få råd til dette utdannet jeg meg til gestaltterapeut og var i tillegg med på å starte et konsulentselskap. Livet var ganske fint.
En del av ordinasjonsløftene var å holde kontakt med andre ordensmedlemmer. I 2017 meldte jeg meg derfor på en meditasjonsretrett med Vessantara, en av mine hovedlærere. Det var lenge siden sist. Jeg husket ikke når.
Da merket jeg det – tørsten. Tørsten etter et åndelig liv. Jeg hadde vendt meg til et ‘ganske fint liv’ og glemt at livet kan være så mye mer. Retretten fikk meg til å huske alle vannhullene rundt meg: Gode samtaler, et ekorn i et tre, en stille stund på Ola Narr, solen på trærne i Botanisk Hage, en inspirerende tekst, og en årlig retrett.
ANDRINE NORDBY STRØMNES
22 ÅR, FØRSTEKONSULENT I SIVILOMBUDET
Jeg blir fort oppmerksom på forskjeller, enten det er på jobb, når jeg står i kafeen på Gatenært eller bare går utenfor leiligheten vi bor i. Samtidig tror jeg at de iøynefallende forskjellene mellom oss ofte må vike for likhetene vi deler. Noen av menneskene jeg møter i hverdagen har tilsynelatende helt forskjellige liv fra mitt eget, men jeg tror at vi alle i bunn og grunn søker de samme tingene; omsorg, fellesskap, trygghet og frihet. Selv med ulike utgangspunkt tror jeg at vi har mer til felles med hverandre enn vi ofte tenker.
På en annen side synes jeg det er umulig å overse hvordan forskjeller påvirker ulike menneskers utgangspunkt for livsførsel, og for min egen del er det viktig å ta til ettertanke at det er et privilegium å kunne tilsidesette forskjeller. For noen er ulikheter en berikelse, mens for andre kan de være en kilde til utenforskap og urettferdighet. Å observere hvordan vi som samfunn møter forskjellighet har gjort meg mer bevisst på både mine egne privilegier og utfordringene andre møter. Det har formet måten jeg møter andre mennesker på, og hvordan jeg ønsker å bidra til fellesskapet rundt meg.
SIGRID REGE GÅRDSVOLL
38 ÅR, VAKTSJEF I AVISEN VÅRT LAND
NOTTO R. THELLE
84 ÅR, PROFESSOR EMERITIUS OG FORFATTER
Like barn leker best, heter det. Men forskjellighet gjør verden større hvis man åpner seg for den.
I det små: Når jeg med min sørlandske tendens til å gå som katten rundt grøten med vage ord og tanker, gifter meg med en Oslo-jente som er vant til klar tale, kreves det forandring på begge sider. Det kan være krevende, men livet blir rikere.
I det større bildet: Når jeg som misjonær møter Østens religioner gjennom mange års studium og dialog, kan forskjelligheten virke overveldende. Hvordan gir man plass til et nytt språk, nye begreper og forklaringer som ikke uten videre lar seg forene med ens egen tro?
Så skjer det at nettopp forskjellene gjør at verden blir større. Jeg må gi rom for andres tydninger av livet, lytte meg inn til deres erfaringer og oppdager at de hjelper meg til å se nye sider av min egen tro. Jeg må definere tingene på ny og merker at mine samtalepartnere og venner på ulike måter setter spor i min egen troserfaring.
Forskjelligheten kan oppleves smertefull og krevende, men den har gjort min trosverden større enn den norske varianten jeg vokste opp med. Takk og pris for det!
Når man er ung, er forskjellighet tyngende og truende.
Da har man tre muligheter: Man kan file eller gjemme bort forskjelligheten som best man kan, for å forsøke å passe inn. Man kan akseptere sin forskjellighet og den sosiale begrensningen den fører med seg, med større eller mindre sorg og bitterhet. Eller man kan skru opp volumet – bruke forskjelligheten som både skjold og sverd og aggressivt dytte den opp i andres ansikt.
Jeg valgte den siste. ‘Se på meg, jeg er tjukk
og kristen og flinkere på skolen enn deg’.
Det var isolerende, men ikke bare i negativ forstand. Isolasjon har nemlig også en annen betydning: Det pakker deg inn, holder deg varm, og beskytter deg gjennom vinteren.
Min forskjellighet gjorde meg ensom, men den holdt meg også varm gjennom det golde landskapet tenårene kan være.
Etterpå er det lettere. Horisontene utvides og man møter flere som er forskjellig som seg selv. Og så trenger man ikke isolasjonen mer.
KAN
VI ELSKE DEN, VI IKKE FORSTÅR?
Skal forskellighederne i parforholdet løses, rummes, dyrkes, elskes eller forstås? Jeg snakker med en psykolog og en præst, som begge taler ud fra dybe erfaringer
AF CHRISTOFFER KRØGH ENGHOLM
Forestil dig en søndag morgen. Du står i køkkenet med morgenhåret strittende og med en lunken kop kaffe i hånden. Skraldespanden er overfyldt – igen. Du sukker. Du konfronterer din partner. Er det virkelig så svært at tage den ud? Han trækker på skuldrene: - Jeg ser det ikke som et problem.
”Kærlighedens værste fjende er ikke had, det er ligegyldighed.”
- ANE ØLAND BÆKGAARD
Og dér er den. Ikke skraldespanden, men kløften mellem jer. Den forskellighed, der først virkede som en kærkommen kontrast til din egen væremåde, men som nu skurrer som en skæv tone i et ellers harmonisk stykke musik.
Forskellighed i kærlighed er et paradoks. Vi forelsker os i den. Vi drages af den. Vi går fra hinanden på grund af den. Skal vi arbejde med den, strække os, prøve at forstå? Eller skal vi bare leve med den?
Psykolog, forfatter og direktør for Center for Familieudvikling, Mattias Stølen Due, har mødt utallige par, der slås med netop disse spørgsmål.
- Det er ikke forskelligheden, der er problemet, men om vi gør den andens forskellighed forkert, fortæller han.
Han mener ikke, at vi kan løse alt, men at vi kan øve os i at møde forskelligheden med nysgerrighed og interesse frem for irritation.
FORSKELLIGHED: EN GAVE OG EN ANSTRENGELSE
Tænk på de første måneder i et nyt forhold. Hun er spontan, du er struktureret. I griner af det, giver hinanden kærlige øgenavne. Men et par år senere er det ikke længere charmerende, at hun aldrig planlægger noget. Nu er det uansvarligt. Og den stabilitet, du bidrog med? Hun føler sig kontrolleret og styret.
Når vi møder et menneske, der ser verden anderledes, kan det vække os til live.
- Ej, hvor er det interessant, at du ser verden på den måde, siger Mattias.
- Til en start synes vi, at forskellene er eksotiske og spændende. Men så kommer hverdagen.
”Det er ikke forskelligheden, der er problemet, men om vi gør den andens forskellighed forkert.”
-
MATTIAS STØLEN DUE
Forelskelsen blegner. Nu er forskellen ikke længere spændende – den er besværlig.
Mattias fastholder dog, at forskellighed er en berigelse, fordi den giver os nye perspektiver, selvom det er udfordrende, når vi skal arbejde for at forstå og acceptere den.
- Hvis vi var ens, ville vi have færre konflikter. Men også mindre udvikling, mindre vitalitet, mindre dynamik, mindre spænding. Problemet opstår, hvis vi dømmer den andens forskellighed ude i stedet for at prøve at forstå den.
Hans tilgang er terapeutisk. Vi kan lære at navigere i forskelligheden. Lære at være nysgerrige. Lære at lytte uden straks at gå i forsvar. Men han understreger samtidig, at vi ikke skal være kompromissøgende for hurtigt. Vi skal tage os tid til først at forstå. Det er en forudsætning.
- Hvis vi altid søger kompromisset og skærer direkte til en løsning, risikerer vi at udviske os selv og de forskelle, der gør os til dem, vi er.
Har den ene et større behov for nærhed end den anden, nytter det ikke bare at finde en hurtig middelvej – vi må først forstå hinandens perspektiver.
AT GIVE OP – OG BLIVE ALLIGEVEL
Men hvad nu, hvis vi umuligt kan forstå eller på ingen måder interesserer os for sider af vores partner – fordi det ikke siger os noget, eller fordi det virkelig går os på.
Skal vi foregive en interesse, forsøge at finde en mellemvej eller bare give op?
Sognepræst Ane Øland Bækgaard har en supplerende indgangsvinkel. Hendes perspektiv er anderledes, men ikke helt modstridende.
Ane Øland Bækgaard har talt med mange par om kærlighed – blandt andet i DR-programmet Størst af alt er kærligheden. Hun har hørt mange variationer af den samme sætning: “Vi var for forskellige.”
Hun advarer mod, at kærlighed bliver et selvudviklingsprojekt. Ifølge hende fokuserer vi for meget på konstant forhandling og forfinelse og glemmer, at noget bare er.
- Vi skal stoppe med at vende alle udfordrin-
ger i forholdet til noget positivt eller et læringspunkt. Det er noget tidsånds-bullshit for at være ærlig, siger hun.
Hun har set, hvordan idealet om ”det gode parforhold” kan blive en kvælende forventning.
- Jeg synes ærligt, det lyder lidt anstrengende, siger hun, da jeg spørger til idéen om at øve sin interesse i den andens forskellighed.
- Måske skal vi ikke altid være interesserede – det vigtige er, at vi er ærlige og fastholder en autentisk og nærværende kontakt. Vi skal ikke foregive noget.
Ane Øland Bækgaard mener, at vi har brug for at opgive mere. Bruge mindre tid på at forstå alt og mere tid på at rumme det, som er. Leve fuldt ud med hinanden – som vi faktisk er. Selv når det er hårdt og ikke giver mening. At acceptere uden nødvendigvis at synes om.
- Vi kan høre hinanden, fornemme hinanden og tage hinanden alvorligt – det er vigtigt. Men vi kan ikke altid forstå hinanden eller opnå konsensus. Det er befriende, når vi stopper med at ville lave om på hinanden og begynder at rumme hinanden, fortæller hun.
Hun fortæller, at hun sjældent har en følelsesmæssig kærlighed eller begejstring for sin mands forskelligheder og omvendt. Men hun siger alligevel:
- De sider af min mand, som jeg nogle gange kan synes er næsten fjendeagtige – også dem skal jeg have en form for kærlighed til, siger hun og inddrager kærlighedsbuddet fra den kristne tro om at elske sine fjender.
KAN VI VOKSE FRA HINANDEN – OG STADIG HÆNGE SAMMEN?
Måske ligger der en visdom hos begge parter, som skal findes i nuancerne.
Vi frygter at vokse fra hinanden. ”Vi blev for forskellige,” siger mange, der går fra hinanden. Men ifølge Mattias handler det sjældent om, at vi bliver for forskellige.
- Vi vokser ikke fra hinanden – vi holder op med at være nysgerrige, siger han.
Mattias ser det som en løbende bevægelse,
- ANE ØLAND BÆKGAARD
”Vi har brug for at opgive mere. Bruge mindre tid på at forstå alt og mere tid på at rumme det, som er.”
FOTO TINE BEK
hvor vi må insistere på at lære den anden at kende på ny.
- Hvis vi tror, vi forstår vores partner fuldstændigt, er det netop dér, vi begynder at glide fra hinanden.
Ane deler delvist perspektivet fra Mattias, når hun siger,
- Kærlighedens værste fjende er ikke had, det er ligegyldighed.
Men hun bruger kræfter på at understrege, at hun ikke ser det som altafgørende at forstå og være interesseret – snarere, at man bevarer en ægte kontakt, der hverken er foregivet eller anstrengt.
- Jeg har udviklet mig meget gennem årene. Min mand har ikke været så optaget af selvudvikling og har ikke haft den store interesse i at følge mig på den rejse. Det har været en sorg, da jeg vil ønske, at han gik mere op i det. Men vi har alligevel bevaret en dyb og omsorgsfuld kontakt.
- Jeg er gået fra at ville kæmpe for, at vores forhold skulle være på en bestemt måde til at give op på meget mere, siger Ane og tilføjer:
- Ikke for at give op på kærligheden. Men for at give op på, at forskellighederne skal være mindre.
DEN UUNDGÅELIGE AFSTAND – AT ELSKE
DEN, VI ALDRIG HELT FORSTÅR
Et af kærlighedens paradokser er, at vi længes efter at blive forstået fuld ud, mens vi aldrig kan forstå et andet menneske til fulde.
Nogle vil sige, at det er en opfordring til nysgerrighed – at vi må blive ved med at stille
”Vi ser den anden i glimt – aldrig i sin helhed.”
- ANE ØLAND BÆKGAARD
”Vi skal stoppe med at vende alle udfordringer i forholdet til noget positivt eller et læringspunkt. Det er noget tidsånds-bullshit for at være ærlig.”
- ANE ØLAND BÆKGAARD
spørgsmål, lytte og forsøge at se verden gennem den andens øjne. Andre vil sige, at vi må slippe ønsket om at forstå alt ved hinanden og i stedet rumme, fornemme, elske og leve med hinanden.
Måske er kærlighed hverken en opgave, der skal løses, eller en gåde, der skal forklares. Måske er det noget, vi må læne os ind i og bære sammen, mens vi insisterer på at forblive forbundet. Ikke fordi vi altid forstår eller er enige, men fordi vi har valgt hinanden.
Ane Øland Bækgaard trækker på Paulus’ ord i 1. Korintherbrev 13,12, hvor han skriver: - Nu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv fuldt ud er kendt.
For hende er dette en påmindelse om, at vi aldrig kan se den anden helt klart. At vi længes efter at forstå og blive forstået, men at der altid vil være et slør mellem os.
- Vi tror nogle gange, at vi kan eje hinandens indre liv, men vi ser altid kun brudstykker. Vi ser den anden i glimt – aldrig i sin helhed, siger hun.
Hun slutter af med at citere Kathrine Lilleør:
- Forventer vi glæden i bestemt form, eller tør vi forvente os glæden i ubestemt form?
Og måske er det netop her, kærligheden prøves og styrkes. Ikke i de øjeblikke, hvor vi spejler os i hinanden og føler os genkendt, men i dem, hvor vi ikke genkender den anden, og alligevel bliver. Måske er det, når vi tåler det uforståelige, at kærligheden beviser sin styrke.
NORGE
KULTURMISJONEN:
En podkast om teologien i kulturen alle snakker om.
I Kulturmisjonen diskuteres aktuelle bøker og tv-serier i lys av eksistensielle og teologiske tema. Sammen utvider vi horisonter og bryter barrierer.
DANMARK
OG:
Med denne podkasten ønsker vi å binde sammen alt det viktigste i eksistensen: Gud og menneske, himmel og jord, synlig og usynlig, natur og kultur. Her har vi månedlige samtaler med spørsmål som «Ber jøder og kristne til samme Gud?», «Hva skjer når vi dør?», og «Hva er det som gjør at retreat i et fengsel fungerer så bra?».
Vi har også mange små og store arrangementer.
Les mer i vår kalender på areopagos.no/kalender.
Velkommen til Lyden af Areopagos – dit indblik bag kulisserne, når vi lukker dig ind i redaktionsrummet til en ny bog, der er ved at tage form; når vi taler med en hovedtaler til vores festival om årets tema; når en kilde fra magasinet Tørst, udfolder sine tanker i et interview; når vi giver dig en smagsprøve på nye projekter, der stadig er i støbeskeen. Det er her, du får lyden af Areopagos helt tæt på og bliver opdateret på, hvad der sker i og omkring organisationen.
ÅND IND:
Ånd Ind er et digitalt univers, der eksisterer for at du kan finde ressourcer om åndelige erfaringer, kristen spiritualitet og trospraksis.
Vi har også mange små og store arrangementer.
Læs mere i vores kalender areopagos.dk/kalender.
Håndgripeligst farvel!
AV STIAN KILDE AAREBROT
Prest og fagansvarlig for trospraksis i Areopagos
Alle religioner og kulturer har sine begravelsesritualer, og i større byer er begravelsesbyråene innom de fleste av dem i løpet av et år: Muslimsk, jødisk, humanistisk, livssynsåpen eller kristen begravelse? Og hvis kristen: ortodoks, katolsk eller protestantisk? Kremasjon eller hele kisten ned i jorda? Spre asken, kanskje, eller hva med den nye og miljøvennlige vannkremasjonen?
Er det ett begravelsesrituale fra en annen religion jeg virkelig beundrer, er det muslimenes likvask. For en mer håndgripelig måte å ta farvel på kan umulig finnes! Det var mer enn tjue år siden jeg sist hadde sett et dødt
menneske, da jeg på kort varsel ble invitert til å være med på en ghusl mayyit. Båren med den tildekkede avdøde ble trillet inn. Umiddelbart kjente jeg en frastøtende reaksjon i meg: Den døde kroppen hvisket «sånn her skal du også bli» – memento mori i tiende potens – og alt i meg tok til motmæle.
Så kom de nærmeste pårørende og en frivillig imam inn i stellerommet. Nevøen i sekstiårene hadde åpenbart vært med på dette før, for han gikk rett bort til avdøde, fjernet kledet fra ansiktet og tok sin døde onkels ansikt i hendene. Kinn mot kinn begynner han å gråte.
Og med det forsonte alle mine celler seg med at dette var både godt, sant og nesten litt skjønt.
Imamen og de pårørende begynte på naturligste vis å fjerne teppet over avdøde, før de skrudde seg fram til rett temperatur på dusj-vannet. Imamen snudde seg mot meg: «Det er som en å dusje helt vanlig vettu.» Tre ganger såpe og skrubb. Det var som et 85 år gammelt spedbarn ble stelt, med slappe armer og føtter, fullstendig overgitt sine stellere. De løftet avdøde over på siden. Fram og tilbake. Føtter, armer, hår, skjegg og kinn ble rengjort. Og hele tiden med et stort klede verdig dandert foran de mer private delene.
Så ble avdøde omhyggelig tørket med håndkle, ikledd skjorte og svøpt i et lakenteppe. Til slutt smuldret de opp et kamferluktende parfymestykke, som ble lagt på knær, bryst, hode og føtter. Lukta spredte seg i rommet, og den ble hengende igjen sammen med meg, stillheten og forundringen, etter at kisten hadde blitt transportert en etasje opp for likskue.
Manglen på rummelighed gør os dummere
Tidens intolerance over for andres meninger er åndløs.
Tidens mangel på evnen til at tilgive er gudløs
Når man vil skrive om andres intolerance, kan man passende starte med sin egen. Så her kommer indledningsvist en historie om min: Jeg skal være vært for en sangaften på Rigshospitalet i efteråret. Så jeg tog over for at se, hvordan sådan en foregik.
En kendt politiker fortalte om sit forhold til sange fra Højskolesangbogen, som han og publikum så sang. Med en politikers sikre sans for populære valg skulle vi synge ’Du kom med alt, hvad der var dig’.
”Gab...”, tænkte jeg – lige indtil politikeren fortalte historien bag: Sangens forfatter Jørgen Rosendal skrev den nemlig - i en stormende forelskelse - til en 30 år yngre mandlig elev på den højskole, Rosendal i starten af 1980erne underviste på.
Hans homoseksualitet er jeg ligeglad med. Men den massive aldersforskel - og
den uligeværdighed, der i mit hoved er en logisk konsekvens - frastøder mig. For slet ikke at tale om en ældre lærer i et forhold til en purung elev. Her gik grænsen.
Indtil jeg hørte resten af historien. For ikke alene blev forelskelsen anledning for en 50-årig Rosendal til at bryde ud af ægteskab og et indremissionsk åg for endelig stå ved sin seksualitet. Rosendal og eleven blev sammen de næste 20 år, indtil Ulrik, som eleven hed, døde pludseligt. ”Så vi skal passe på med at dømme for hurtigt”, sagde politikeren om vor tids lynchnings-agtige intolerance og spekulerede på, om Rosendal mon havde overlevet den i dag.
Selv om jeg principielt stadig mener det samme om gamle mennesker med unge kærester og lærere med forhold til elever, blev jeg mindet om, at man skal være varsom med at møde op med rebet til hængningen. Vi er uperfekte mennesker i en uperfekt, rodet verden. Og næste gang er det måske en selv, der har brug for omverdens forståelse. Selvfølgelig findes der moralske grænser. Men hvilken ret har jeg til at dømme?
Det gør vi så alligevel. Vi har aldrig i moderne tid dømt hinanden moralsk hårdere end i dag. Og vi taler om uforsonlige livstidsdomme. For nylig spurgte Folketings-løsgængeren Jon Stephensen offentligt, hvor længe han skulle fryses ude for den upassende sms til et ungt medlem af Moderaterne, han havde sendt, og som han HAR gået bodsgang for. Hvornår rammer tilgivelsen ham? Aldrig, ser det ud til. I et andet kurant eksempel fører den detroniserede Tv-vært Jes Dorph Petersen en tragisk evighedskamp, nu helt oppe i Højesteret, for at rense sit navn efter, at en advokatundersøgelse af TV2’s sexistiske kultur permanent ødelagde hans karriere. Jeg ved ikke, hvad der er op og ned på den sag –men jeg ved, at han i hvert fald ikke fortjener en livstidsdom.
Fortsæt selv listen. Det er et tegn i tiden. Se den perfide tone i snartsagt enhver debat på de sociale medier, der skræmmer almindelige
mennesker til tavshed. Den totalitære woke-bevægelse har ligefrem sat intolerancen i system: Her canceller man systematisk mennesker, der formaster sig til at mene noget andet end dét, woke-bevægelsen har bestemt er de rigtige meninger. Det er for eksempel gået ud over utallige universitetsforskere, der tillod sig at mene, at forskning skal være forskning og ikke identitetspolitik forklædt som forskning. Og i et af de mest groteske eksempler driver militante trans-aktivister en global klapjagt på Harry Potter-forfatteren J. K. Rowling, fordi hun har tilladt sig at mene, at det at være kvinde faktisk er et biologisk køn. Imens kigger alle den anden vej, fordi de ikke skal nyde noget af selv at blive livstidsdømt ved wokeismens militærdomstol uden mulighed for appel. Gudskelov ser denne ekstremistiske ideologi nu ud til at synke – men den efterlader sig et hav af ødelæggelser i sit kølvand.
Man kan analysere tidens lynchnings-begejstring og manglende vilje til at rumme hinanden på mange niveauer. For mig at se ligger der under det hele et religiøst problem: Vi har mistet synden og nåden - så nu hænger vi på hele ansvaret selv. Som jeg beskriver i min lille bog ”Tro for tvivlere”, har vi fyret ham den store Gud, så vi selv kan få magten: Vi er blevet gud-ieget-liv, og vi styrer det hele selv. Og nu hænger vi på ansvaret, også for det, vi i virkelighedens verden ikke har magten over – for vi er jo selv Gud, og er man dét, skal man have styr på alt. Fejl er utilgivelige.
Dengang vi stadig var kristne, kunne vi læne os ind i synden og nåden. For vi bliver jo netop sat fri af synden – det i vor tid så misforståede begreb: Du skal gøre dit bedste, men du er dømt til at fejle, og det er okay – du er tilgivet af en, der kan, når du ikke selv evner det: Gud. Der var en, der var større end os selv til at tilgive os, når vi ikke selv kunne.
Men det var dengang - nu hænger vi selv på hele ansvaret. Og så bliver det uforsonligt. For det at være gud er et hårdt job, som vi ikke har
kvalifikationerne til. For eksempel kan vi moderne guder tydeligvis ikke finde ud af at tilgive synderne – store eller små - men kommer straks med rebet til at hænge dem i, til skræk og advarsel.
”Kulturkristne” (hvad det så end betyder) kan jo godt lide at sige, at de kristne værdier og etik lever videre i vores post-kristne verden og gennemsyrer vores samfund. Gør de? Og hvor længe? Hvordan har tolerancen og tilgivelsen det? Hvor længe kan en nådig kristen etik, hvor vi tilgiver synderne og respekterer alle menneskers lige værdi, leve videre, når den er afkoblet fra en reel tro på Gud? Er tidens uforsonlighed udtryk for etiske erosions-tegn? Bliver etikken langsomt udvandet og giver stadig mere plads til giftig, intolerant afgudsdyrkelse som Trumpisme og wokeisme, hvis guddommelighed er helt uden nåde? Jeg håber det ikke. Men man kan sagtens tolke de store og små tegn overalt på den måde.
Der findes mere jordnære argumenter for at respektere forskellighed. Som journalist arbejdede jeg med debatstof i ti år og skulle følgelig forholde mig til alle tænkelige meninger. Det er noget af det sundeste, jeg har prøvet. Og jo mere uenig, jeg personligt var med meningens indehaver, jo sundere var det – for jo mere blev jeg tvunget til at kunne stå på mål for mine egne holdninger, og efter al sandsynlighed ændre eller raffinere dem undervejs. Omvendt blev jeg dummere, hver gang jeg hovedsageligt mødte meninger, jeg var enig i og som derfor ikke udfordrede mig. Og det er netop styrken ved pluralismen – og katastrofen ved tidens ekkokamre på de sociale medier og andre steder.
Tolerance over for andres meninger og adfærd er det etisk rigtige standpunkt og det kloge praktiske valg. Tidens intolerance over for alt er ond og dum.
AF ESBEN KJÆR
Esben Kjær er journalist, forfatter og foredragsholder. Han var i mange år radiovært på ”Bagklog på P1”, men er i dag selvstændig og beskæftiger sig meget med tro, ånd og etik. Han er forfatter til bøgerne ”Min usynlige søn –kunsten at leve med sine døde resten af livet”, ”Døden – en overlevelsesguide” og ”Tro for tvivlere”
Bare en liten tå?
Om Nick Cave og what lies below
AV JO HEGLE SJØFLOT
Musiker og prest i Areopagos
GUILTY PLEASURE
«Ordet ‘spiritualitet’ er litt formløst etter min smak,» sier artisten Nick Cave. «Det kan bety nesten hva som helst.»
Jeg har tygd mye på denne innvendingen. Hva er det med spiritualiteten som Areopagos alltid vil snakke om? Hvorfor vier vi måten mennesker uttrykker åndelighet på mer opp -
merksomhet enn dogmatikken som ledsager – eller ikke ledsager – uttrykksformene? Som prest i Areopagos har jeg blitt fortalt at vi promoterer navlebeskuende, blodfattig åndelighet. Litt for sterke ord etter min smak, men jeg kan ikke fri meg fra følelsen av at det ligger en kjerne av sannhet her. Trospraksis uten trosinnhold – hva er poenget?
I noen år jobbet jeg som menighetsprest i Oslo. Fra tid til annen tok jeg meg selv i å lengte etter den tomme kirken. Før dåpssamtaler, for eksempel, etter at lyset var tent og kaffen satt frem. Å sitte der og dvele ved akkurat dette, traff meg med en tyngde jeg ikke helt klarte å anerkjenne. Jeg merket hvordan noe rørte seg i meg, begynte å sette av tid til det, men klarte ikke å eie det. Dette unyttige, men forunderlig livgivende, forble en slags åndelig guilty pleasure jeg holdt for meg selv.
FOTO
DET SOM LIGGER UNDER Anerkjennelse kom fra uventet hold. I 2022 gav den australske artisten Nick Cave ut samtaleboken Faith, Hope and Carnage («Tro, håp og blodbad»). Da jeg leste den i år, møtte jeg en kunstner med en besnærende teologisk magefølelse. Sentralt i boken er sorgen over sønnens tragiske dødsfall i 2015. Arthur Cave ble bare femten år gammel. Nick Cave forteller åpenhjertig om hvordan dette endrer hans forhold til mennesket, kunsten og Gud.
«Alle sangene mine springer ut av en åndelig lengsel,» sier han. Det kommer ikke som noe sjokk på fansen, men Arthurs død har gjort det åndelige rommet større. Med sorgen som omdreiningspunktet reflekterer han over musikkens rolle. Jeg senker lesehastigheten og suger til meg hvert ord. Her aner jeg en åndsfrende. Cave skriver:
I think that music has the ability to penetrate all the fucked-up ways we have learned to cope with this world – all the prejudices and affiliations and agendas and defenses (…) – and get at the thing that lies below. i
Musikkens evne til å skjære igjennom er eiendommelig. Før en begravelse sier jeg kanskje til meg selv at jeg ikke skal gråte. Men så kommer musikken, og så kommer tårene. Sorg og musikk er et potent tospann. Caves poeng er at dette ikke er et emosjonelt sidespor vi lokkes ut på før vi kommer til oss selv igjen. Snarere tvert imot. Vi er sjelden mer oss selv enn her, og nærmere kjernen i vår eksistens enn det vi gir våre tårer anerkjennelse for. Han skriver videre:
Perhaps grief can be seen as a kind of exalted state where the person who is grieving is the closest they will ever be to the fundamental essence of things. ii
Å erfare verden uten strategier og pretensjoner, som preger sinnet lik tennisballer i en tørketrommel, kan være som å slippe ut av et fengsel du ikke visste om før dagen du uventet myser mot solen utenfor murene og innser hvor du har vært frem til nå. Dette er veien til what lies below , som Cave uttrykker det. Under det
vi klynger oss til finnes en mer virkelig virkelighet. De fleste av oss slipper ikke taket frivillig, men sorgen kan være en brutal fødselshjelper. Du må dø fra deg selv for å bli født på ny. Psykologien har gitt oss begrepet ego-død. Mystikerne snakker om kenosis (gresk; ‘uttømming’ av selvet). Cave bruker den moderne kristne mystikeren Cynthia Bourgeault når han snakker om hvordan dette også er tilgjengelig gjennom bønn.iii Krise er heldigvis ikke eneste vei.
EN TENTATIV TÅ
Hva finner Cave her? Det lar seg ikke umiddelbart kommunisere. Der egoet reiser sin bolig er språket både hammer og spiker. Utfordringen med å sette ord på what lies below uten at ordenes reisverksfunksjon skjuler nettopp det de skal vise, er årsaken til at poesi finnes (og grunnen til at Jon Fosse skriver så rare bøker). Friheten og nærværet som rommes av det ordløse dypet, er en skatt mer verdt enn alt du kan eie, ifølge vitnesbyrdene. Ikke sjelden tyr de til ordet Gud. Derfor kan Nick Cave – til tross for betenkeligheten med termen ‘spiritualitet’ – snakke med stor entusiasme om de små ting; å gå inn i en kirke, tenne et lys og sitte i stillhet. Handlinger som er i berøring med dette andre
Going to a church and lighting a candle for someone. That, for me, is like putting a tentative toe into that particular space iv Slik får jeg behandling hos Nick Cave for min forlegenhet. Menneskehjertets lavmælte uttrykksformer når dypt, og hvem vet hvor min lille lengsel kan føre meg? Om den tomme kirkes stillhet forkynner Guds herlighet, kan tåen jeg utprøvende dypper ned i mysterievannet, meget vel være begynnelsen på åndens fulle neddykking.
i] Nick Cave og Seán O’Hagan, Faith, Hope and Carnage, Canongate Books, Storbritannia 2022 s. 24 (min uthevelse)
ii] Ibid. s. 31
iii] Ibid. s. 39
iv] Ibid. s. 39 (min uthevelse)
FINNES DET LIKHETER
SOM ER VIKTIGERE ENN FORSKJELLENE?
Som mennesker er vi stadig i bevegelse mellom det som skiller oss og det som forener oss - et balansepunkt som former våre liv og samfunn. Vi navigerer i et landskap der identitet, tro, kultur og erfaringer møtes i det daglige – noen ganger i harmoni, andre ganger i motsetninger. I møte med det som er annerledes og ukjent ligger det kanskje en mulighet for refleksjon over hvem vi selv er – og hva vi også har til felles. Finnes det likheter som er viktigere enn forskjellene som skaper avstand?
AV SINA VESTØL
FOTO
ET SKJÆRINGSPUNKT MELLOM FLERE KULTURER
Amanda Anvar er 23 år og medlem av Den norske kirke. Hun har arbeidet med dialog, menneskerettighetsarbeid og demokratiundervisning gjennom Samarbeidsrådet for tros- og livssynssamfunn (STL), Stopp hatprat og undervisning på Utøya.
Amanda har vokst opp i et skjæringspunkt mellom flere kulturer, og har fra ung alder orientert seg i en hverdag av kompleksitet og forskjellighet, som ble et grunnlag for hennes engasjement for dialog.
- Jeg har vokst opp med en norsk og en iransk kultur, i et veldig multikulturelt lokalsamfunn på Holmlia i Oslo – et lappeteppe av religioner, kulturer, meninger og erfaringer, forteller hun og legger til at hun alltid har vært nysgjerrig på mennesker. I hjemmet har diskusjoner vært en naturlig del av samtalene, og det har alltid vært en forventning om å være opptatt av menneskene rundt seg og det som skjer i verden.
Dersom vi vil finne ut hva mennesket er, kan vi bare finne det ved å se på hva mennesket er; og det mennesker er, består først og fremst i at de er forskjellige. Det er bare ved å forstå dette mangfoldet […] at vi kan bli i stand til å skape et begrep om den menneskelige natur som […] besitter så vel substans som sannhet.
- Antropolog Clifford Geertz (1973)
ERFARINGER SOM FORMER OSS
Amanda forteller at ved å vokse opp med en identitet i mange forskjellige leirer kan man møte på motstridende forventninger, utfordringer og fordommer. På den positive siden har det skapt erfaringer som tilrettelegger for en evne til å møte folk med åpenhet og ydmykhet.
- Mange vil jo sikkert spørre seg selv; går det an å være iransk og lesbisk? Går det an å være lesbisk og kristen? Går det an å være kristen og iransk? Hva sier det om min norske identitet? Finnes den oppi dette her?
”Alle
de erfaringene jeg ikke har, de får jeg jo gjennom folk som har de.”
Videre reflekterer hun over hvordan hun selv og de rundt seg blir formet av erfaringene de har. I møte med andre er det derfor viktig å anerkjenne at alle har ulike utgangspunkt.
- Det er ikke min plass å si hva andre skal mene, for jeg har ikke vært i deres sko.
MANGFOLD SOM BERIKELSE
Mangfoldet vi omgir oss med gir oss mer enn bare variasjon – det gir oss muligheten til å utvide perspektiver og tilføre nye lærdommer.
- Jeg syns jo mangfold er en veldig stor berikelse. Alle de erfaringene jeg ikke har, de får jeg jo gjennom folk som har de. Alt fra historier, til matoppskrifter, til tradisjoner, til språk og erfaringer – det er jo så utrolig mye man kan lære av.
I tillegg til en personlig berikelse trekker Amanda også frem at ulike bakgrunner og erfaringer er sentralt for å utvide horisonten og styrke den offentlige samtalen med flere nyanser.
HAT KOMMER IKKE FRA ET FORNUFTIG STED
Likevel er det ikke til å unngå at fordommer og misforståelse preger hverdagen til store deler av verden, som Amanda også har møtt på person-
lig. I møte med slike samtaler prøver hun å finne grunnlaget for fordommene.
- Det er veldig menneskelig å ha fordommer. I en påstand som virker konfronterende, så er det ofte et spørsmål. Jeg tror hat hovedsakelig kommer av at man ikke forstår det man hater. Jeg tror ikke hat kommer fra et fornuftig sted, forteller hun og fortsetter med at hun tror løsningen ligger i kunnskap og relasjoner.
- Veldig mye kan løses over en kopp te.
VI MØTER HVERANDRE PÅ LIKT GRUNNLAG
Når vi blir bevisste på årsakene bak våre fordommer, kan vi begynne å møte hverandre med en ny forståelse, en som bygger broer på respekt og nysgjerrighet. For Amanda er dialogen det viktigste verktøyet vi har for å komme forbi fordommer.
”Vi møter hverandre på likt grunnlag. I dialog er det ikke et hierarki.”
- Jeg tror det er konstruktivt for verden at man forstår argumentene til den du er uenig med. Heller enn at du finner på de argumentene selv. Det å sitte å lytte til at folk snakker om hvorfor de mener det de mener, selv om det kan være vondt for meg å høre på.
Hun forteller at det viktigste er å være nysgjerrig, forsøke å lede med spørsmål i stedet for å anta. I tillegg til å holde seg kritisk til egne holdninger – om meningene kommer fra et reflektert sted eller om vi rett og slett har tatt de for gitt.
- Vi møter hverandre på likt grunnlag. I dialog er det ikke et hierarki.
BEHOV FOR FELLESSKAP
Til tross for ulikhetene som finnes, peker mange på at det også eksisterer verdier som kan forene
FOTO
SINA
VESTØL
mennesker. Rettferdighet, respekt, nestekjærlighet og medmenneskelighet er begreper som dukker opp igjen og igjen – både i ulike religioner og i sekulære ideologier.
- Jeg er en nostalgisk kristen, så jeg vil gjerne trekke frem nestekjærlighet i alle settinger jeg kan. Å møte alle mennesker med den samme respekten. Uavhengig av hvor de kommer fra, hva slags erfaringer de har, hvem de er. Alle har et behov for bekreftelse og å bli sett som mennesker, med alle de dimensjonene og nyansene man har.
”Det er ikke min plass å si hva andre skal mene, for jeg
har
ikke
vært i deres sko.”
I spørsmålet om det finnes likheter som er viktigere enn forskjellene svarer Amanda at hun tenker det er forskjellige dimensjoner, eller nivåer, til ulikhetene våre, men vi har ofte noen felles menneskelige syn og verdier som ikke differensierer. Om vi klarer å grave oss forbi de tingene som skiller oss – så er det mye vi kan enes om.
- Det handler ikke nødvendigvis om at vi tilhører samme religion eller kultur, men at vi har et felles menneskesyn, forteller hun. Hun eksemplifiserer det med at hun ofte møter folk som har en annen tro eller livssyn som hun kan føle en større likhet med enn en med samme kristne tro.
Hun forteller videre at likheter kanskje handler like mye om felles behov som om verdier - at vi alle har en felles lengsel etter å være en del av et fellesskap.
DET ER ET SAMFUNNSANSVAR
Amanda har vært aktiv i Den norske kirke sitt ungdomsutvalg og som en del av ungdomsrådet i Oslo bispedømme. Hun forteller at kirken har et ansvar i samfunnet, både som en majoritet og en folkekirke.
- Kirken skal gå frem som et eksempel på hva som er radikal nestekjærlighet. Selvfølgelig
skal folkekirken ta til orde for at menneskeverdet skal gjelde for alle mennesker i hele verden. Personlig føler hun også på et samfunnsansvar.
- Å jobbe med dialog er også en form for motstand. Jeg er uenig i hvordan samfunnet ser ut i dag, så jeg ønsker å jobbe for å gjøre verden til et bedre sted. Jeg har et samfunnsengasjement, ikke bare fordi jeg syns det er spennende, men også fordi jeg ser på det som en plikt.
HÅP OG VEKST I UENIGHETENS ROM
Amanda forteller at hun ser på seg selv som en optimist, og at hun ser lyst på fremtiden på tross av utfordringer.
- Jeg prøver å balansere den sorgen man bærer med seg som minioritetsperson, den frykten man lever med i hverdagen som man må forholde seg til, og samtidig prøve å tenke på det som er konstruktivt.
Kanskje er det nettopp i fraværet av fullstendig enighet at fellesskapet kan finne sin styrke. Mellommenneskelig forståelse er ikke noe vi finner, men noe vi skaper – gjennom aktive valg, refleksjon og viljen til å lytte. Gjennom å utfordre våre egne antakelser og skape nye relasjoner kan vi finne felles grunn der uenighet råder. I en verden der forskjeller alltid vil eksistere kan de finne sin plass i møte med nysgjerrighet. Ikke viske ut ulikhetene, men verdsette dem som en del av en større helhet. Finne språk for det som ligger mellom oss – et språk som rommer både anerkjennelse og undring. Kanskje er det i vekselsvirkningen mellom det kjente og det ukjente at nye muligheter kan finne sted. I møtet mellom ulike perspektiver kan nye tanker få vokse frem - og i de forsiktige stegene mot hverandre kan vi oppdage noe vi ikke visste vi søkte.
”Alle har et behov for bekreftelse og å bli sett som mennesker, med alle de dimensjonene og nyansene man har.”
Forskellighed rimer på skønhed
AF BENT BJERRING-NIELSEN
Akademisk seniorkonsulent i Areopagos
Der er en skønhed i forskellighed. Hvis alting fremtrådte ens for de menneskelige sanser, ville det opfattes som grimt, kedeligt og uskønt. Skønheden i forskellighed ses om noget i naturen med dens utrolige mangfoldighed af former, farver, dufte og lyde.
”Forskellighed
og skønhed kan ikke adskilles, da det i sidste ende udspringer fra Gud
I Danmark er vi så heldige, at vi lever med fire ret så forskellige årstider, og vi kan derfor glæde os over at se den særlige skønhed ved foråret, når alting vågner, vi kan bade i sommerens lys, vi kan forundres over efterårets særlige farver, og, hvis vi er heldige, nyde en hvid vinter. Oplevelsen af naturens skønhed er fuldstændigt knyttet til erfaringen af dens forskellighed. Et af de bedste mikroeksempler på naturens variation og forskellighed er menneskets le-
selv.”
geme, det fysiske udtryk for menneskets natur. Det har Paulus ladet sig inspirere af, når han bruger det menneskelige legeme som et billede på rigdommen og skønheden i menigheden, i det kirkelige fællesskab, som det kommer til udtryk i den menneskelige forskellighed. Paulus bruger billedet af legemet adskillige gange i sine breve i det Ny Testamente, men han udfolder det særligt i det 12. kapitel af 1. Korintherbrev. Paulus er imidlertid ikke den første til at bruge legemet som et billede på menneskelig mangfoldighed; den græske filosof, Platon, gør det samme i bogen Staten, hvor han beskriver den ideelle (by)stat på følgende måde:
- Den stat, altså, hvor de fleste mennesker siger ”mit” og ”ikke mit” om den samme ting og på samme måde, er det ikke den, der er bedst indrettet?
- Jo, i høj grad.
”Paulus fremhæver i langt højere grad rigdommen i forskelligheden, og han understreger, hvordan alle uden undtagelse er nødvendige.”
- Og er det så ikke også den, der har mest lighed med et enkelt menneske? Som når en finger på en af os bliver stødt, så bliver følgen, at hele det fællesskab, som legemet har med sjælen – og som er indrettet således, at det udgør en organisme, som er afhængig af det, der har ledelsen indenfor det – fornemmer det, og med det samme føler det hele smerte, idet en enkelt del lider, og som følge deraf bruger vi altså det udtryk, at det er mennesket, der har ondt i fingeren; og om en hvilken som helst anden del af mennesket gælder det samme forhold, hvad enten det er en smertefornemmelse i en del, der lider ondt, eller en lystfornemmelse i en del, der har det godt.
Hvis vi skal beskrive det her citat med et andet sprog end Platons eget, så kan man sige, at han først og fremmest er interesseret i sammenhængskraften i samfundet. Den sammenhængskraft skabes så, når der er en tæt forbindelse mellem den enkeltes og fællesskabets prioriteringer.
Læser man citatet i en større sammenhæng, er det tydeligt, at Platon er præget af en meget hierarkisk tænkning, hvor han ønsker, at den menneskelige forskellighed skal ind- og underordnes under det fælles. Platon værdsætter forskelligheden, men det fungerer i Platons forståelse kun, hvis alle finder deres plads i
samfundsfællesskabets hierarkiske struktur.
Paulus bruger næsten de samme billeder som Platon, når han skal beskrive enheden i forskelligheden i det kristne fællesskab, i menigheden. Paulus taler som Platon om, at når et enkelt lem lider, så lider alle, men der er også markante forskelle mellem de to. Paulus fremhæver i langt højere grad rigdommen i forskelligheden, og han understreger, hvordan alle uden undtagelse er nødvendige. Det gør han ved at påpege, at hvis legemet kun bestod af én sans som f.eks. syn, hørelse eller lugtesans, så ville man være ilde stedt. Det er enheden i forskellighed, der er værdifuld.
Det andet punkt, hvorpå Paulus adskiller sig drastisk fra Platon, er i hans gennemført ikke-hierarkiske tænkning. Paulus sætter trumf på det, når han siger, at: …de lemmer på legemet, som synes at være de svageste, netop de er nødvendige, og de lemmer, som vi synes, er mindre ære værd, dem giver vi desto større ære, og de lemmer, som vi undser os ved, klæder vi med desto større blufærdighed; de andre lemmer har ikke brug for det. Sådan som Gud har sammenføjet legemet, har han givet det, som mangler ære, desto større ære…
Det er en radikal tanke, som udspringer af det kristne syn på mennesket som skabt i Guds billede og derfor af uendelig værdi, selv om man skulle befinde sig nederst i hierarkiet.
Det drejer sig ikke kun om at finde sin plads i den store orden. Det drejer sig i højere grad om at bidrage med det, man har fået af Gud, og anerkende andres bidrag. Denne radikale tanke bliver hos Paulus netop til en understregning af skønheden i mangfoldigheden af menneskelige tjenester i menigheden og rigdommen i den enhed i forskelligheden, som udspringer af det. Forskellighed og skønhed kan ikke adskilles, da det i sidste ende udspringer fra Gud selv.
Menneskers forskellighed er
en ressource
At indgå i dialog og have venskaber med mennesker, der er forskellige fra os selv, rummer potentialet til at gøre verden større. Det mener forfatteren Sofie Diemer, der ikke ser forskellighed som en udfordring, men noget, der udvider vores horisont
Men det er op til det enkelte menneske at lære at se forskelligheden som en mulighed
AF MARTIN KRATH-ANDERSEN
Sofie Diemer er forfatter, dramatiker, radio- og podcastvært på DR’s podcast ’Vennepunkt’ og ’Sofie og de nye tider’.
Det er særligt på grund af sidstnævnte podcast, at jeg har spurgt hende, om hun vil mødes over en kop kaffe. For i podcasten taler Sofie med forskellige politikere, journalister og kulturpersoner, der er fra en anden generation end hende, hvor de drøfter et specifikt emne såsom ensomhed, perfekthedskultur, svaghed, digitale vaner og troen (eller ikke-troen) på Gud.
- I meget af det, jeg laver professionelt, står tolerancen forrest, siger Sofie Diemer og fortsætter:
- Jeg interesserer mig ikke for svar. Jeg interesserer mig ikke for det polariserende og det sort-hvide, men for at præsentere spektrum og perspektiver.
Jeg møder Sofie på Vesterbro en tidlig forårsdag. For jeg er nysgerrig på at høre, hvad hun har lært gennem de 16 episoder af sin podcast, hvor hun taler med nogen, der er væsentligt ældre og anderledes end hende selv.
Og så er jeg optaget af at forstå, hvad vi kan lære af at have dybe venskaber med nogen, der kommer fra en anden generation, end den, vi selv er vokset op i.
- I starten tænkte jeg, at ’Sofie og de nye tider’ ville blive et debatprogram, hvor jeg med udgangspunkt i min egen generation skulle diskutere med gæsterne. Men i virkeligheden blev det et eksistentielt program, der handler om at
være menneske. Ståsteder og udgangspunktet for det at være menneske er forskelligt, men podcastens omdrejningspunkt handler om at være til i livet, fortæller hun.
- Da jeg startede podcasten, var der meget mediedækning om, hvad der skilte generationerne ad, mens det ledige standpunkt var det, vi havde tilfælles. Selvom jeg vidste, at der var nogle af mine gæster, jeg var lodret uenig med, ville jeg lede efter de punkter, hvor vi kunne møde hinanden. Ikke for at tale os frem til at blive enige, men for at skabe en rummelig samtale, hvor vi nåede til et sted, hvor vi respekterede hinandens standpunkter, fortæller hun.
KULTURPRODUKTER, VI SPEJLER OS DIREKTE I
Sofie Diemer mener, at vi lever i en polariseret tid, hvor vi primært er venner med mennesker, vi er enige med. De venner, vi har, indtager det samme kultur- og nyhedsstof som os selv, hvilket resulterer i, at vi befinder os i ekkokamre.
Derfor bliver det hurtigt et uløseligt problem, hvis vi støder på mennesker, vi er fundamentalt anderledes end og uenige med. For så bliver det vanskeligt at indgå i en samtale.
- Podcasten ’Sofie og de nye tider’ har konfronteret mig med mit eget ekkokammer. Jeg er en kulturradikal, woke, oplyst københavnerpige, der kun er venner med mennesker, der er enige med mig selv. Jeg mener, at vi lever i en tid, hvor vi bør øve os på vores rummeligheds-tolerance-empati-muskel, fortæller hun og peger på, at de digitaliserede ekkokamre kan gøre os fremmede for hinanden.
spejlingskultur glider over i den måde, vi har relationer med mennesker på, siger hun.
Så hvad er der eksistentielt på spil her?, spørger jeg.
Sofie Diemer mener, at hvis vi lever på en måde, hvor vi vælger ikke at eksponere os selv for mennesker, der er anderledes end os selv, bliver verden mindre.
- Verden bliver vores egen navle. Vores udsyn står stille. Og hverken vi eller vores syn på verden vil udvikle sig, fortæller hun.
VENSKAB MED ALDERSFORSKEL
Selv har Sofie Diemer erfaring med at knytte tætte venskaber med nogen, der ikke står i samme livssituation som hende selv, og hvor den generationelle forskel har været slående.
Da Sofie var 16 år, fik hun to venner, Bianca (28) og Sisse-Sofie (23), gennem et litterært miljø.
- Bianca, Sisse-Sofie og jeg blev en trekløver, og vi blev meget tætte. Jeg vidste, at uanset hvad der skete, så ville de have min ryg, og det ved jeg stadig. Også på trods af, at de i dag har fået familier, og at vi bor tre ret forskellige steder, fortæller hun.
”Når man er venner med nogen, der er ældre end sig selv, kan man overleve meget; store kriser og store brud.”
- Deres alder har altid betydet noget for mig. Når man er venner med nogen, der er ældre end sig selv, kan man overleve meget; store kriser og store brud. Deres liv er et bevis på, at der er et liv efter kriserne, som man ikke fornemmer hos ens andre jævnaldrende, der endnu ikke har været kriserne igennem.
- I vores tid optager vi primært kultur, som vi kan spejle os i direkte. Vi liker memes, der viser os, hvad vi ser i spejlet. Vores algoritmer på sociale medier indretter sig, så vi befinder os i et spejlingskammer, hvor vores verden bliver mindre. Jeg kan godt være nervøs for, at denne
Deres erfaring gav Sofie en ro og en tro på, at de ting hun stod i, nok skulle gå. Og med deres lejligheder i København fik hun en fysisk, praktisk ramme at falde ind i. Deres lejligheder blev til hendes ungdomshjem.
- Helt generelt tror jeg, at vi mennesker typisk har venskaber med nogen, der er samme sted i livet. Jeg kalder dem arenavenskaber
–
venskaber, man danner ud fra den arena, man er i. Det kan være på studiet, bowlingklubben, arbejdet og så videre, siger hun og fortsætter:
- Den type venskaber forsvinder ofte, når man fjerner sig fra arenaen. Venskabet kan ikke knytte sig udover det. Det er hverken en god eller dårlig ting – sådan er det bare. Men der er noget med de venskaber, som løfter sig over arenaerne, for de handler om noget dybere. Noget, som kan være en passion eller en måde at være i livet på. Hvor man har samme værdier, og det derfor vil stikke dybere.
Hvad tror du vi går glip af, hvis ikke vi har venner, der er væsentligt ældre end os selv?
- Jeg mener, at den type venskaber er en kæmpe gave. For man får trænet sine sociale færdigheder, fortæller Sofie Diemer.
Det at have venner, der er forskellige fra en selv, kan hjælpe en til at lære at snakke med anderledes mennesker og finde fælles standpunkter og ståsteder med nogen, der ikke er inden for ens nærmeste cirkel, mener hun.
vi er unikt. Men det er det sjældent. Og det finder man ud af, når man taler med mennesker, der har været lignende situationer igennem.
Måske er vi ikke så forskellige, som vi går og tror. For undersøgelser viser, at de ældre (boomerne) og de yngre (Z og Alpha) står overfor nogle af de samme store problematikker lige nu; det er de unge og de ældre, der er de mest stressede, har færrest penge og er mest usikre.
- Jeg tror, at der i mange år har været en forestilling om en stor kløft mellem disse generationer, fordi de er meget forskellige. At de derfor ikke kan enes eller finde fælles fodslag. Men ser man på papiret, så er de ting, de kæmper med, faktisk meget det samme. Så mon ikke der er et kæmpe potentiale for en samtale gemt i det skel? siger hun og fortsætter:
”Jeg mener, at vi lever i en tid, hvor vi bør øve os på vores rummeligheds-tolerance-empati-muskel.”
- At få det store perspektiv med handler også om at få en større forbundethed med verden. De fleste mennesker gennem de samme store sorgprocesser og følelser, og det ved man ikke, hvis man kun snakker med jævnaldrende.
- Men det bliver man bevidst om, hvis man har ældre venner. Eller hvis man søger tilbage i historiearkiverne og ser, at man også blev mobbet i Romerriget, hvor de skrev hinandens navne på toiletbåsene. Det handler om at få perspektiv på det, man oplever i livet, siger hun.
Og netop perspektivet fra de ældre generationer har unge mennesker behov for i en kriseramt tid. For der sidder mange boomere derude, fortæller Sofie Diemer, der har oplevet samme angst, som de yngre generationer kan opleve i dag.
- Meget af det, vi unge føler og oplever, tror
- For at nærme sig en forståelse af hinanden, kan man starte med at have eksistentielle samtaler med sine bedsteforældre eller et ældre menneske på sit arbejde. Spørge sin farmor om, hvordan hun har det med, at krigen puster os i ryggen, og hvordan hun selv håndterede det under den kolde krig. Og måske der gemmer sig en god samtale om økonomi med ens oldeforældre?
RESSOURCE ELLER UDFORDRING?
Til slut spørger jeg Sofie Diemer, om hun ser andre menneskers forskellighed som en ressource eller en udfordring. Svaret er klart: 100 procent en ressource.
- Men det er op til det enkelte menneske at lære at se forskellighed som en ressource. Og lære, at man ikke skal være bange for det eller bekrige det, men rumme det.
- Meget af det, der er galt i verden, handler om, at vi lukker os om os selv. Og for at bekæmpe lukketheden bør vi bekæmpe vores eget ekkokammer. Vi skal ændre det indefra og ud, afslutter hun.
HER ER EN OVERSIGT OVER DE FORSKELLIGE GENERATIONER OG DERES TYPISKE KENDETEGN:
1. DEN STILLE GENERATION (SILENT GENERATION) – 1928-1945
KENDETEGN:
• Vokset op under eller lige efter depressionen og 2. verdenskrig
• Loyale, pligtopfyldende og hårdtarbejdende
• Værdier som disciplin, ydmyghed og stabilitet er vigtige
• Ofte mere tilbageholdende og konservative
2. BABYBOOMERE – 1946-1964
KENDETEGN:
• Født i efterkrigstiden med økonomisk vækst
• Arbejdsomme, ambitiøse og karriereorienterede
• Værdsætter stabilitet og materiel succes
• Har oplevet borgerrettighedsbevægelser og ungdomsoprør
3. GENERATION X – 1965-1980
KENDETEGN:
• Den første generation med mange skilsmisseforældre
• Selvstændige, pragmatiske og skeptiske
• Prioriterer work-life balance frem for udelukkende karriere
• Teknologiske pionerer – har oplevet internettets opkomst
4. MILLENNIALS (GENERATION Y) – 1981-1996
KENDETEGN:
• Opvokset med digital teknologi og sociale medier
• Værdsætter fleksibilitet, frihed og formål i arbejdet
• Har en mere global tankegang og er socialt bevidste
• Ønsker feedback og anerkendelse
5. GENERATION Z – 1997-2012
KENDETEGN:
• Første generation født ind i en digitaliseret tidsalder
• Hurtige til at tilpasse sig nye teknologier
• Værdier som inklusion, diversitet og bæredygtighed er vigtige
• Mere økonomisk forsigtige pga. recessioner og usikkerhed
6. GENERATION ALPHA – 2013-2025 (STADIG VOKSENDE)
KENDETEGN:
• Født ind i en digital verden med AI, VR og avanceret teknologi
• Vil sandsynligvis have endnu kortere opmærksomhedsspænd
• Meget individualistiske og vant til personaliseret indhold
• Lærer primært gennem interaktive og visuelle medier
Sammen til synagogen
Bevæpnet politi står utenfor Jødisk Museum, mens pilegrimene går inn i bygningen som før andre verdenskrig rommet en levende synagoge midt i Oslo.
AV SINA VESTØL
Denne søndagen i mai vandrer omtrent 120 personer som pilegrimer gjennom Oslos gater til synagogen, som ble truffet av 13 skudd fra automatvåpen en septembernatt i 2006.
Pilegrimene er kristne, livssynshumanister, jøder, muslimer, buddhister, sikher, bahá’íer, nyåndelige og folk med andre livssyn. De deltar på en årlig pilegrimsvandring til det Areopagos har kalt Norges «nasjonale sår» – steder rammet av terror.
Det er jo noe tragisk ved at dette må skje bak veisperringer og bevæpnet politi, mener Didrik Søderlind, som er rådgiver hos Human-Etisk Forbund, en av årets medarrangører.
– Det er fysiske bevis på jøders utsatte posisjon i Norge. Angrepet på synagogen er ikke bare et nasjonalt sår, men en nasjonal skam. Det er en skam som vi må gjøre noe med etter beste evne.
– Terror kan gro frem i jordsmonn av mistillit, polarisering og fragmentering. Splittende krefter truer den psykiske og eksistensielle folkehelsen, sier Ann Kristin van Zijp Nilsen. Hun er prest i Areopagos, og både initiativtaker og leder for dette pilegrimsprosjektet, som er et samarbeid mellom Areopagos og landets største tros- og livssynsaktører: Samarbeidsrådet for tros- og livssynssamfunn, Den norske kirke og Norges Kristne Råd.
– Vi er inspirert av Kirkenes Verdensråds bevegelse Pilgrimage of Justice and Peace, som siden 2013 har besøkt «sår» på vår felles samfunnskropp, forteller hun.
en religiøs praksis, kan den også gi mening for en humanist. Den har eksistensielle, kulturelle og estetiske verdier som kan åpne for nye erfaringer, sier van Zijp Nilsen.
I fjor gikk de første pilegrimene til Regjeringskvartalet og Utøya, åsteder for enorme terrorangrep i 2011, og neste år er pilegrimsmålet Al-Noor Islamic Centre, som ble utsatt for terrorangrep i 2019.
VISE FREM JØDISK KULTUR
Dette året vandrer pilegrimene til Det Mosaiske Trossamfund i Oslo.
”Forskning viser
at
rituelle
handlinger – som en pilegrimsvandring – mobiliserer de kulturelle verdiene i samfunnet, også de sekulære.”
- ANN KRISTIN VAN ZIJP NILSEN
Pilegrimsvandringer har lange tradisjoner i de fleste store religioner. Det vanligste er å besøke historiske helligsteder, men de senere årene har pilegrimsvandringer fått en bredere betydning.
– Forskning viser at rituelle handlinger –som en pilegrimsvandring – mobiliserer de kulturelle verdiene i samfunnet, også de sekulære. Selv om pilegrimsvandring i utgangspunktet er
– Jødedommen begynte jo med en pilegrimsvandring, da Abraham ble sendt vekk fra sin familie for å reise til det hellige land, forteller Michael Kohn, som er rabbiner i den jødiske menigheten i Oslo. For han er målet med vandringen å skape felles opplevelser på tvers av livssyn og trossamfunn, i tillegg til å vise frem jødisk kultur.
– Jeg ønsker at deltakerne skal se synagogen – se at her er det jøder som holder på med jødeting regelmessig. At vi finnes i skolebøkene, men også i Oslo i dag, sier Kohn.
Søderlind gleder seg til å skape bevissthet rundt det levende jødiske liv i Norge.
– Jeg synes det er viktig å vise frem at det jødiske er en del av det norske. En del av byen vår
MICHAEL KOHN OG DIDRIK SØDERLIND
og landet vårt. Det skal være trygt å ha et livssyn i Norge og å tilhøre en minoritet, sier han og legger til at det er viktig å ikke utvikle skylapper og majoritetsblindhet.
FELLESSKAP, MANGFOLD OG MENING
Vandringen begynner hos Human-Etisk Forbund, hvor pilegrimene blir ønsket velkommen. Arrangørene snakker alle om fellesskap, mangfold og mening på tvers av tro, generasjoner og ulike syn på geopolitiske spørsmål.
– Vi kan velge å møte både dagens pilegrimsmål og hverandre med lyttende åpenhet, sier Ann Kristin van Zijp Nilsen. Hun mener at vi må stadig utforske nye måter å styrke fellesskapet på tvers av forskjeller, og vise storsamfunnet hvordan religion kan være en ressurs for positivt samfunnsengasjement.
til å skape bevissthet rundt den norske jødiske historien – og samtiden.
Rabbiner Kohn håper vandringen kan bidra til å øke forståelsen for jøder i Norge i dag.
– Og så har jeg tro på de kontaktene som knyttes. At man kan møtes på tvers uten å diskutere eller krangle om noe.
Selv opplever Kohn at dialog på tvers av tro lærer ham mer om seg selv og jødedommen.
TILSTEDEVÆRELSE
I STILLHETEN
”Å gå sammen krever ikke enighet, eller diskusjon. Samtidig skaper det samhold, og gir næring til enhet.”
- SARA FAUGSTADMO BERG
To unge sikher ber bønnen Ardas – en fast bønn om fred og velvære for alle mennesker, før to unge bahá’íer ber for enhet – om at vi alle er blomster i samme hage, og stjerner på samme himmel.
MINNENE LANGS FORTAUET
Langs vandringsruten venter noen av de flere hundre snublesteinene i byen – minnesmerker over jøder som ble deportert til utryddelsesleirer under andre verdenskrig. Her blir historiene bak de inngraverte navnene lest opp, før steinene blir pusset i stillhet.
– Jeg hadde ikke trodd at disse korte historiene og enkle handlingene skulle berøre meg så sterkt, sier en av pilegrimene.
JØDISK OG NORSK
KULTURARV
Inne på Jødisk Museum får pilegrimene høre at museet tidligere var en synagoge med et levende jødisk liv, før den ble stengt av de nazistiske myndighetene under krigen. I dag brukes det
Alle deltakerne samles på Vår Frelsers gravlund ved Henrik Wergelands grav. Wergeland var viktig i kampen mot den rasistiske paragrafen i Norges nye grunnlov i 1814, som nektet jøder adgang til Norge. Her legger mange pilegrimer ned steiner de tok med seg fra startstedet på vandringen. – Det er mulig å tenke at du legger noe fra deg her, og tar med deg noe annet videre: kanskje et ønske om å åpne seg for nye tanker om fellesskap, sier presten van Zijp Nilsen.
Buddhistmunken Unapane Pemananda
Thero leder pilegrimene inn i en kort vandring i taushet.
– La oss gå sakte. Det oppmuntrer oss til å være tålmodige med oss selv og hverandre, det gir næring til vår medfølelse og forståelse, sier han.
ET INNBLIKK I SYNAGOGEN
«Mitt hus skal kalles et hus for bønn for alle folkeslag», står det skrevet på hebraisk over døren på synagogen. Utenfor står bevæpnede vakter for å ivareta sikkerheten. Noen av pilegrimene stanser før de går inn og løfter blikket mot veggen der de 13 skuddene traff. To unge jødiske formidlere forteller om å være jøde i Norge og fordommene de møter på i hverdagen.
– Mange blir overrasket over hvor “vanlige” vi ser ut. Vi er jo alle mye likere hverandre enn mange tror, sier de.
”Uansett hva man tror på, eller ikke tror på, er det mulig å være håpets pilegrimer, og levende tegn på at kjærligheten fremdeles finnes i verden.”
- ANN KRISTIN VAN ZIJP NILSEN
NÆRING TIL ENHET OG HÅP
Pilegrimsdagen avsluttes med et bugnende kosher-måltid. En av pilegrimene ved bordet er Harald Hegstad, kirkerådsleder i Den norske kirke. For ham ble turen «en botsgang med tanke på hvordan både kirken og det norske folket sviktet jødene da det gjaldt mest, og en utfordring til å stå enda sterkere opp mot den antisemittisme som brer seg i vår tid».
– Å gå sammen krever ikke enighet, eller diskusjon. Samtidig skaper det samhold, og gir næring til enhet, sier Sara Faugstadmo Berg, pastor i Oslo Sentrum Baptistkirke, om sine inntrykk etter pilegrimsvandringen.
Ann Kristin van Zijp Nilsen minner om at pave Frans ved inngangen til det katolske jubelåret 2025 sa at «vi er kalt til å være håpets pilegrimer».
– Uansett hva man tror på, eller ikke tror på, er det mulig å være håpets pilegrimer, og levende tegn på at kjærligheten fremdeles finnes i verden, sier hun.
FOTO
PAVEL
STOROZHUK
Severance
Serie, 2 sesonger, Apple TV+
AV RUTH BURCH SKREE
Severance er ute i sin andre sesong og forsetter å gripe oss med sitt mystiske univers. Konseptet er enkelt, men med en kompliserende og snikende ekkel effekt: Hva om du kunne fullstendig splitte opp (på engelsk: sever) ditt profesjonelle selv fra ditt private selv? Hvilke implikasjoner får det om du ikke kan huske hva du gjør fra du går inn på jobb til du går hjem, for deg personlig, for fellesskapet og for arbeidsplassen.
konstruksjon, menneske og ikke-menneske. Og hvem blir vi når alt dette flyter? Serien løfter fram betimelige spørsmål som hvem vi er som mennesker og hvordan vi formes av våre erfaringer. Gitt andre omgivelser og blanke ark kunne vi blitt noen helt andre?
Og ikke minst, hva gjør dette med innside-versjonen av deg, den som kun eksisterer på jobb? Vi dras inn i en annerledes verden der vi fort aner at en slik ”severance”-prosedyre både er omstridt og smaker av maktmisbruk. For her viskes vanlige skillelinjer ut; tid og rom, sannhet og løgn, virkelighet og
Bokstavstro
Johanna Larsson, Ellerströms Förlag
Innside-versjonene viser hvordan lengselen etter frihet og mening er en iboende drivkraft i ethvert menneske, der de på arbeidsplassen opplever en sterk sosial og religiøs kontroll. På en underfundig og original måte klarer Severance å vise oss at utnyttelse av mennesker alltid angår oss. For disse kontorrottene kan ikke reduseres til kun en ressurs eller et middel for markedets grådighet, nei de er jo, bokstavelig talt, oss selv. Og hva er det denne urovekkende bedriften, Lumon Industries, egentlig holder på med?
Seriens intense men samtidig lavmælte spenning kryper inn under huden på en, og gjør at man bærer med seg den eksistensielle grublingen mellom episodene, og anbefales egentlig å ses med gode pauser. Selv om akkurat det er fryktelig vanskelig.
AV ANN JEANETTE EKBERG
- Ett språkligt mirakel inleder den kristne missionshistorien
Med disse linjene åpner poeten Johanna Larsson sin debut, Bokstavstro. I det sekulære Skandinavia har den blitt en såkalt snakkis og det er kanskje litt overraskende. For Bokstavstro er noe så merkelig som en diktsamling om bibeloversetning aktualisert igjennom portrettet av en evangelikal misjonær på totusentallet!
I Bokstavstro drar Larsson oss med inn i dramaet om John Allen Chau, misjonæren som
Vores blinde vinkler
Podcasten ”Learning How to See”
med Brian McLaren
AF CHRISTOFFER KRØGH ENGHOLM
Hvorfor ser vi verden, som vi gør? Hvad forhindrer os i at se den anderledes? Og hvad skal der til for at udvide vores perspektiv? Det er spørgsmål som disse, Brian McLaren sammen med spændende gæster stiller i podcasten Learning How to See. Særligt i første sæson dykker han ned i vores ubevidste forudindtagethed – de bias, der styrer vores måde at forstå verden på. Podcasten udgives af Center for Action and Contemplation. På et grundlag af teologiske, psykologiske og kontemplative refleksioner, føres lytteren gennem 13 forskellige bias, der fungerer som filtre mellem os og virkeligheden, som alle bygger på psykologi- og hjerneforskning.
til community bias, hvor vi ubevidst favoriserer det, vores gruppe mener. Nogle bias er evolutionært betingede – når vores hjerne fx foretrækker en simpel løgn frem for en kompleks sandhed. Andre er socialt betingede, såsom tendensen til at stole på mennesker, der er venlige mod os (complementarity bias), eller vores modvilje mod at se problemer i øjnene, der kræver ukomfortabel handling (convenience bias).
Fra confirmation bias, hvor vi opsøger information, der bekræfter det, vi allerede tror,
Bias er dybt relevant, når vi snakker om forskellighed. Vi ser ikke verden, som den er, men som vi er. Hvordan forstår vi dem, vi ikke er enige med? Hvordan bevæger vi os fra fastlåste overbevisninger til en mere åben og nysgerrig måde at se verden på? Learning How to See er en rejse ind i vores egne tankemønstre. En udforskning af de måder, vi forstår os selv og andre på. En belysning af, hvordan vores skjulte bias får os til at fokusere på specifikke ting og misse andre, selvom de er lige foran næsen på os. Det er en podcast for dig, der har modet til at sætte spørgsmålstegn ved din egen måde at se på, så du måske bliver i stand til at se klarere på dig selv og din omverden.
den 17 november 2018 ble drept av folket han av kjærlighet søkte seg til. Sentinaleserne er urfolket på North Sentinel Island og de regnes for å være verdens mest isolerte urfolk. Ingen forlater øyen, ingen besøker den.
Som figur er mye problematisk med Chau, og det gjør nesten vondt å bevitne hans dårskap –men! Der sentinaleserne er fysisk utsatte – de balanserer nesten på grensen mellom å finnes og ikke finnes – kan jeg ikke la være å se Chaus utsatthet også. I sin egen hengivelse har han isolert seg fra den nåden han vil dele med andre. Det er paradoksalt og smertefullt, men Larsson nærmer seg Chau med en ømhet som beveger.
- I kärlekens namn finner martyren sitt lidande men var finns de som säger att de älskar honom
I det sekulære Skandinavia har Bokstavstro seilet opp som en av de store debutene og det med rette. Larsson vever sammen personportrettet av Chau, skriftspråkets spede begynnelse og teologiske bibelutleggelser med misjon- og kulturkritikk. Det blir en fargerik og solid vevnad. Språket hennes blir et møte, eller som Fosse sa i sin Nobelpristale, kommunikasjon blir kommunion. I poesien finner vi hverandre, og verden blir vakrere og mer meningsfull av det.
FORSKELLIGE LIVSBANER – SAMME SØGEN EFTER MENING
AF CHRISTOFFER KRØGH ENGHOLM
”Vi er alle forskellige, men vi har noget grundlæggende tilfælles: Vi søger mening.” Sådan lyder det fra studenterpræst Jens Munk fra Aarhus Universitet beseret på sit møde med ungdommens mangfoldighed.
Jens Munk møder mig med sit rolige væsen, da jeg træder ind i rummet fra universitetsgangen. På væggene hænger religiøse ikoner og billeder, der får rummet til at emme af fordybelse og eftertanke. Vi tager plads i to mørke, læderbetrukne lænestole.
”Vi
Man fornemmer hurtigt, at Jens er på hjemmebane. Snakken bevæger sig ubesværet og naturligt, hvilket den har gjort i mange år. For lige her – i de samme trofaste lænestole – har Jens Munk gennem 17 år haft intet mindre end 15.000 samtaler med unge voksne om alt fra studiestress og kærestesorger til dødsangst og livets helt store eksistentielle spørgsmål.
udfordringen og har ofte selv svaret – eller skal i hvert fald selv vandre frem mod det.
Han forklarer, hvordan han i samtalerne prøver at belyse ambivalensen af, at den meningsfulde vej ofte rummer modstand og lidelse.
står over for nogle fælles eksistensvilkår: Vi skal alle dø. Vi støder alle på lidelse. Vi søger alle mening. Og vi har alle til tider lyst til at flygte fra hele lortet.”
- Her er plads til at snakke om præcis dét, som fylder hos den studerende. Uanset hvad det måtte være, fortæller han.
Den åbenhed giver plads til, at historierne spænder bredt fra studerende, som kommer med vidt forskellige baggrunde, livssyn og udfordringer. Alligevel ser han nogle røde tråde, der binder dem sammen. Nogle fælles eksistensvilkår og -strukturer, som han kalder det.
FORSKELLIGHED OG FÆLLES EKSISTENSVILKÅR
- Alle individer er unikke. Helt forskellige, siger han, mens han synker dybere ned i sin stol, kigger eftertænksomt frem og fortsætter:
- Alligevel står vi over for nogle fælles eksistensvilkår: Vi skal alle dø. Vi støder alle på lidelse. Vi søger alle mening. Og vi har alle til tider lyst til at flygte fra hele lortet.
I samtalerne forsøger Jens Munk sammen med de studerende at kortlægge, hvordan vejen mod mening ser ud for den enkelte. Det er vigtigt for Jens at udtrykke, at han ikke er den, der sidder med svarene.
- Personen, der besøger mig, sidder selv med
- Vi prøver at finde ud af, hvad der skal til for, at den studerende ikke flygter fra det meningsfulde, men i stedet tager små skridt frem mod mening, når der er modstand.
Den fælles søgen efter mening går igen i de mange samtaler, han har haft gennem årene. Trods vidt forskellige baggrunde, værdier og livserfaringer står de unge ofte over for de samme eksistentielle spørgsmål: Hvem er jeg? Hvad giver mit liv mening? Hvordan håndterer jeg tab og modgang?
AT LÆRE IKKE AT VÆRE GOD NOK
En af de mest tilbagevendende tematikker, Jens Munk støder på, er følelsen af utilstrækkelighed.
- Mange unge føler sig fanget i præstationskulturens greb. De vil yde mere, end de kan. Se bedre ud. Være bedre socialt. Være sjovere. Klogere. Bedre mennesker. Stå stærkere fagligt. Men følelsen af at komme til kort, forfølger dem. I stedet for at trøste dem og fortælle, at de er gode nok, fortæller Jens Munk, at han plejer at spørge, hvorvidt livet egentlig handler om altid at være god nok. For hvem kan vurdere det? Der er altid idealer og usagte forventninger fra dig selv og andre, som er uopnåelige. I stedet mener han, at det handler om at lære ikke at være god nok. At nøjes med at være sig selv – i al sin utilstrækkelighed.
- Vi kan jo principielt altid være bedre. Men det er vi så ikke. Så hvordan kommer vi frem til at acceptere os selv og livet som meningsfuldt, uden at det er perfekt?
For mange fører den evige stræben efter perfektion til en følelse af tomhed og rastløshed,
hvor de mister kontakten til, hvad de egentlig vil og længes efter, og hvor de konstant jagter næste mål uden at stoppe op og reflektere.
Det er dét, Jens Munk ønsker at skabe rum for: At stoppe op.
EN ÅNDELIG OG EKSISTENTIEL DIMENSION
Jeg spørger Jens Munk, om han oplever, at de unge har en interesse i og forventning til, at den åndelige dimension – og specifikt den kristne dimension – har noget at sige ind i deres livssituation.
Han nikker og fortæller, at mange, når de stopper op, begynder at reflektere over mere grundlæggende spørgsmål. Her oplever han en enorm åbenhed og nysgerrighed over for det åndelige.
- Men, forklarer han, der er en stor kløft mellem traditionel kirke, kristen sprogbrug og så det typiske unge menneske på universitetet. Mange har haft gode oplevelser med kirken og
”Vi bad sammen, og hun fortalte mig senere, at det var bønnen, der gjorde den største forskel.”
præster, men de føler en distance til kirkens sprog og ritualer.
De siger ikke tro, men spiritualitet. De siger ikke Gud, men åndelig kraft eller større magt. De dyrker ofte yoga, mindfulness eller astrologi, men de er ikke vant til at bede til Gud. Alligevel ser Jens en klar åbenhed for, at kristendommen har noget at byde ind med i deres situation.
Han ser det som en af sine vigtigste opgaver at bygge bro mellem den kristne tradition og de unges moderne forståelser af tro. Det sker ikke gennem belæring, men gennem dialog.
- Jeg prøver at møde dem, hvor de er. Jeg lægger ikke ord i munden på dem, men hvis en lignelse giver mening i en samtale, bruger jeg den. Pludselig oplever de, at kristendommen faktisk taler ind i deres liv – de har bare aldrig set det sådan før.
DEN BØN, DER GJORDE FORSKELLEN
I begyndelsen af sin tid som studenterpræst var Jens i tvivl om, hvor meget han skulle inddrage tro, kristendom og særligt bøn i sine samtaler. Men én oplevelse ændrede hans tilgang.
Det var en række samtaler med en ung kvinde, som havde mistet sin kæreste, der omkom i en bilulykke. De talte sammen flere gange.
”Man skal være ekstremt ydmyg med at tro, at man forstår et andet menneske.
[…] vi kender ikke den andens liv, sår eller perspektiver.”
Efter tredje samtale lænede hun sig frem og sagde:
- Jens, er det ikke typisk nu, at en præst ville bede en bøn?
Den sætning ændrede noget i ham. Han havde tøvet af frygt for, at det ville føles grænseoverskridende for den anden. Men det viste sig, at bøn var præcis det, hun havde brug for.
- Vi bad sammen, og hun fortalte mig senere, at det var bønnen, der gjorde den største forskel.
- Som bøn jo gør, tilføjer han nærmest selvfølgeligt.
Siden da har han ikke oplevet nogen, der takker nej til en bøn, når det passer ind. Tværtimod.
- Bønnen kan noget, en samtale ikke kan.
Den gør det tydeligt, at vi sidder dér – to afmægtige mennesker – og beder om hjælp fra noget større. Og det giver ro for mange. Det er noget, en psykolog ikke kan.
FORSKELLIGHEDEN KRÆVER YDMYGHED
Da vi runder snakken af, understreger Jens Munk, at en af de vigtigste indsigter fra hans arbejde er behovet for ydmyghed i mødet med andre menneskers forskellighed.
- Man skal være ekstremt ydmyg med at tro, at man forstår et andet menneske. Vi kan gen-
kende nogle fælles eksistensvilkår, men vi kender ikke den andens liv, sår eller perspektiver.
Han husker tydeligt, hvordan han i starten af sit virke ofte sagde:
- Det forstår jeg godt.
Men da han snakkede med en studerende, der fortalte om at være diagnosticeret med blodkræft og at have et års forventet levetid, blev det tydeligt, at hans ord var malplacerede.
- Jeg forstod ham ikke.
I en tid, hvor mennesker hurtigt dømmer hinanden, mener han, at vi kan lære meget af at tage et skridt tilbage og øve os i at lytte.
- Hvis vi havde levet deres liv og båret deres smerte, ville vi måske forstå dem bedre. Men det har vi ikke. Vi må erkende, at vi står over for et mysterium, når vi møder et andet menneske. Derfor må vi være ydmyge, nysgerrige og lyttende.
”Vi må erkende, at vi står over for et mysterium, når vi møder et andet menneske.”
FOTO CHRISTOFFER KRØGH ENGHOLM
BLIV MEDLEM
Alle steder, hvor mennesker er forsamlede, er der en åndelig dimension i spil. I Areopagos vil vi gerne være til stede blandt mennesker og skabe muligheder for, at den åndelige dimension får plads og rum.
Vores eget ståsted findes i den kristne tro. Men med inspiration fra Østens spiritualitet, har vi i mere end 100 år arbejdet for at fremme dialog og arbejdet med den praksis, der følger med at være et åndeligt menneske.
Hvis du er optaget af dialog og af arbejdet med at udfolde troen i praksis, så kan du blive medlem af Areopagos. Bliv en del af rejsen her.
