Tørst 2024

tørst 2024

•

are opagos

• Tal e r n at ure n t il di t inde rst e væse n? • • Bæ re kraft i ge ryt me r som gir l iv • • E r de r håb f or f re m t ide n? •

tema

Længsel

o m a reopag os

A r e o pa g o s vil bidra til at flere mennesker erfarer fred, mening og sammenheng i tilværelsen.

Har du noen gang lengtet etter noe, uten å helt vite hva? Vi tror det er en lengsel i oss alle, som forener oss på tvers av kultur, tro og livssyn. I en verden preget av rastløshet, polarisering og uro, stråler det allikevel håp.

Hva gjør vi? Vi ønsker å forene det som ofte adskilles: kropp, sjel og ånd; fordypelse og handling; vitenskap og tro. Ut fra en dyp refleksjon og med vår mer enn 100-års erfaring fra både Øst og Vest, eksperimenterer vi med nye praksiser når det gjelder tro og spiritualitet.

Vårt bidrag er å skape møteplasser og dele kompetanse, som bidrar til mer dialog og trospraksis i denne verden. Vi skaper rom, der målet ikke er å endre den andre, men hvor endring likevel kan finne sted. Vi gir språk og plass til åndelige erfaringer og lengsler. Dette gjør vi gjennom store og små arrangementer, partnersamarbeid, podkaster og artikler.

Vi er Areopagos og du er velkommen med på reisen.

La oss sammen søke skjønnhet, sannhet og godhet.

Tos p r å k l i g : Magasinet har blitt laget i samarbeid mellom det norske og danske kontoret i Areopagos. Med det er både norsk og dansk samfunn, kirkeliv og språk representert.

Ikke fordi vi tror språk er uviktig, snarere tvert imot; språket åpner nye horisonter for oss.

2

T ørst 2024

•

Tørst 20 24

I sin lille, store bok Man’s Search for Meaning gir Viktor E. Frankl oss innblikk i erfaringer fra sitt opphold i konsentrasjonsleir under andre verdenskrig. Men prosjektet hans er større enn å rapportere fra et av menneskehetens mørkeste kapitler. Frankl gir oss innsikt i menneskets eksistensielle lengsel og drivkraft, gjennom å observere hva som gjør at noen av hans medfanger overlever de verst tenkelige forhold.

I motsetning til teorier om at mennesket drives av vilje til makt eller av sine undertrykte begjær, argumenterer Frankl for at vi drives av vår dype lengsel og søken etter mening. Samtidig som mening knyttes til noe transcendent, må dette komme til uttrykk og gjenkjennes i det nære og konkrete hverdagslivet. Gud kan representere en transcendent meningssammenheng, men det er kjærligheten vi møter hos vår neste, gleden over at vinter blir til vår, trøsten vi kan gi og motta i hverandres blikk og varme; det er de øyeblikkene vi lengter etter og som kan erfares uavhengig av omstendigheter, som også kan gi mening og styrke til å holde ut de grusomste lidelser.

Temaet for dette Tørst-magasinet er lengsel. Tørst kan også være et annet ord for lengsel. For noen kan det kanskje synes som et stusselig utgangspunkt; at mennesket tørster og lengter etter mening utenfor seg selv. Spesielt i en tid hvor vi helst skal være så selvtilstrekkelig som mulig, hvor tidligere tiders fellesskap er i ferd med å forvitre, og freden skal finnes primært gjennom å se innover i oss selv.

Areopagos arbeider med menneskets eksistensielle lengsel, fordi vi tror det er et livsvilkår til alle tider. Som kommer til uttrykk gjennom kultur og natur, gjennom spiritualitet og rasjonalitet, og gjennom vår søken etter skjønnhet og sannhet. Alt dette kan du lese om på de følgende sider. Årets sommerfestival har temaet Hvordan søke sannhet? Som også er et uttrykk for vår lengsel etter noe å holde fast i, når mørket senker seg og tilværelsen mister mening.

God lesning om lengselen.

Foto: Margunn Krohn Sævre

Silje Kvamme Bjørndal, Generalsekretær i Areopagos

l engsel

Foto: Oliver Ørskov

leder

De seneste par år har vi set et øget fokus på åndelighed og kristendom.

I Danmark har flere kendisser og kulturpersoner stået offentligt frem og bekendt deres kristne tro med stor begejstring. Kristendom er på en sjov måde på vej tilbage som noget hipt, men på den anden side er samtaler om tro og personlige længsler efter det transcendente noget, vi har svært ved i vores del af verden; og det på trods af, at vi ved, at længslerne er der. Det ved vi fra en undersøgelse foretaget af Syddansk Universitet fra 2023, som undersøgte danskernes åndelige behov.

80% i undersøgelsen svarede, at de havde oplevet et »stort« eller »meget stort« åndeligt behov inden for en måned. Åndelige længsler lever i mange af os. Ifølge undersøgelsen, der definerer »åndelige behov« ret bredt, søger danskerne i særdeleshed at finde ro og hvile i stilhed og naturen. De ønsker at finde indre fred, at »give noget af sig selv« i form af at trøste nogen, eller at give sin livserfaring videre til andre. Og så ser vi, at danskerne i høj grad ønsker at tale med andre om meningsfulde og værdifulde ting i tilværelsen.

I dette magasin laver vi et deep dive i nogle af disse åndelige længsler. Vi udfolder, hvor vi skandinavere står netop nu i forhold til åndelighed og kristendom. Vi undersøger, hvorfor vi mennesker længes så meget efter naturen, og hvad den gør ved os. Vi prøver at forstå, hvorfor det er så svært for os at tale om tro og spiritualitet. Og så tager vi dig med ud til nogle begivenheder, hvor mennesker dyrker og undersøger deres åndelige sider. Rigtig god læselyst.

Martin Krath-Andersen, Redaktør på Tørst

G i e n g av e t i l Tø r st Norge Vipps: 61583

T ørst

Dan m ar k Mobilepay: 943349

3

i n n hol d

Mai 2024 ­A nsva r l i g ­sj e fs­r e da k tø r Silje Kvamme Bjørndal

•

Tø r st 2024

t e ma Danskerne søger efter det åndelige – men er der en søgen efter kristendom og religion?

ARTIKKEL Hvorfor er det i særdeleshed naturen, vi mennesker længes efter?

S id e 6

Sid e 12

R e da k tø r Martin Krath-Andersen I r e da k s j o n e n Christine Nybraaten Colstrup, Sina Vestøl, Christoffer Krøgh Engholm Erlend Klepsvik Haus Bente Mikkelsen Pahus D esi gn Magnus Osnes

Vi lyt t e r Hva lengter du etter i ditt liv? Det spør vi fire forskjellige personer om.

ARTIKKEL Vi mangler sprog for det åndelige, og det udfordrer vores evne til at gå i dialog med hinanden.

S ide 10

s id e 17

F oto på f o r s i d e n Oliver Ørskov t ry k k Merkur Grafisk AS, Oslo, og PR Offset København u tg i tt av Areopagos Norge, PB 6763 St. Olavs plass, 0130 Oslo, (Bernhard Getz' gate 3, 0165 Oslo) +47 23 33 17 00 www.areopagos.no og Areopagos Danmark, Peter Bangs Vej 5B, 2000 ­Frederiksberg +45 23 60 23 50 www.areopagos.dk Har du ris eller ros?

Vi hører gjerne fra deg på areopagos@areopagos.no

Foto co l l ag e Gå på oppdagelse i fotograf Oliver Ørskovs bilder. s ide 20

4

T ørst 2024

r e p o rta sj e Kunst kan berøre vår iboende lengsel etter skjønnhet, mening og fordypelse.

KLUMME Længslen efter det ånde­lige viser sig hele tiden. s id e 3 0

s i d e 22

REPORTASJE Å gi rom for ro i hverdagen skal ikke være en byrde. Det handler om å vandre i bærekraftige rytmer som gir liv.

Sid e 3 2

OPPSLAGSTAVLE Areopagos har mange aktiviteter i både Norge og Danmark sid e 26

Kult u r­a nb e fal in ge r Kunst, poesi, film og musikk. «Jeg håper du tar deg til å ­drømme deg bort». sid e 27

l engsel

ARTIKKEL I en tid præget af kriser længes mange af os efter fornyet håb for fremtiden. Men hvor finder vi den, når modløsheden trænger sig på?

RE F LEKS JON Mange leter etter Gud i det ekstra­ordinære.

Men Gud er først og fremst helt ­ordinær. s id e 3 6

Sid e 3 7

T ørst

5

t e ma læ ngse l

•

Tekst Martin Krath-Andersen

Indre ro og forsvunden livskraft:

Sådan ser de åndelige længsler ud i dag Danskerne søger stadig efter det åndelige. Det fastslår undersøgelser og eksperters vurderinger. Men hvilken rolle spiller kristendommen og religiøsitet hos danskernes åndelige længsler?

Nie l s C hri st i a n H v i i dt

Niels Christian Hviidt er en af forskerne, der står bag en undersøgelse fra SD U, der klarlagde danskernes åndelige behov. Han peger på, at danskernes åndelige behov ikke helt er det samme som åndelige længsler.

Men, fortæller han, behov og længsler siger noget om det samme: – Vi sendte undersøgelsen ud til 100.000 tilfældigt udvalgte danskere og fik en svarrate på omkring 25%. Vi ser, at det i særdeleshed er behovet efter at finde fred i sit liv, der står ud som det største behov, siger Niels Christian Hviidt.

Behovet for indre fred kan betyde mange ting, fortæller han. Ifølge 6

T ørst 2024

ham kan det tolkes sekulært på den måde, at mennesker ønsker ro, tjek på sit liv og ikke at have stress. Men behovet for indre fred kan også lægge sig op ad en åndelig længsel, som en sammenhængskraft i sit liv, fortæller han.

– Vi danskere ønsker at opleve forbundethed – og måske i særdeleshed med det, som er større end os selv, som den danske konge beskrev det, da han blev indsat, siger Niels Christian Hviidt.

Nummer to på listen over danskernes åndelige behov, som Niels Christian Hviidt og de andre forskere fandt i undersøgelsen, var behovet for »at gøre en forskel«. Det er det domæne, der hedder generativitet.

Det handler om at være noget for andre mennesker og gøre en forskel i verden.

Det tredje åndelige behov hos danskerne er det, Niels Christian Hviidt kalder et eksistentielt behov – nemlig at finde mening i tilværelsen eller at tilgive eller blive tilgivet. Og herefter kom behov, der karakteriseres som religiøse behov, såsom at bede med nogen eller blive bedt for. ­F orskrækkelse for ­r eligion Men længes danskerne i vores tid efter religion eller kristendom?

Ifølge Niels Christian Hviidt er der en kæmpe forskrækkelse for begrebet religiøsitet.

– Vi er i dag frisindede på den måde, at vi må gøre, hvad vi vil, have de seksuelle præferencer, som vi vil og så videre. Men at være religiøs bliver ofte brugt som et fy-ord eller som noget, man anklager andre for at være, siger han og fortsætter: – Forskeren Ina Rosen fra Lunds Universitet interviewede unge danskere og svenskere om deres tro og spiritualitet. Hendes afhandling kom til at hedde ‘I am a believer, but I will be damned if I am religious’.

Det er typisk, at vi ser, at man godt kan være troende, men at være religiøs er der få, der vil stå frem og være.

Vending mod kristendom På den anden side, pointerer Niels Christian Hviidt, er der nogle tegn på, at kristendom igen er blevet populært.

– Selvom kristendom ofte kan ses som en varm kartoffel – at kristendommen kan vække anstød hos mange – er der mere og mere der tyder på, at folk gerne vil bekende sig til de kristne værdier. Men ikke nødvendigvis på en dogmatisk måde, hvor det bliver religiøst og med fast kirkegang.

− Der mere og mere der tyder på, at folk gerne vil bekende sig til de kristne værdier.

Ni e ls C hrist ian H vi i dt

Forskeren er imidlertid tilbageholden med at spå, hvordan åndeligheden i Danmark kommer til at udvikle sig fremadrettet. Men han fastslår, at sekulariseringsteorien l engsel

– Vi danskere ønsker at opleve forbundethed - og måske i særdeleshed med det, som er større end os selv, siger Niels Christian Hviidt. f oto: Mette Frid Darré

hos blandt andet Peter Bürger ikke holdt vand. Sekulariseringen har ifølge Niels Christian Hviidt ikke formået at gøre det af med den religiøse overbevisning hos moderne mennesker, som man tidligere havde spået.

– Det kan godt være, at der sker religiøse forandringer. Men vi ser, at mennesket har brug for mening og noget at holde sig til, der ikke kun afhænger af, hvad vi selv kan, og hvad vi selv evner. Derfor taler Jürgen Habermas om det postsekulære samfund, som vi lever i i dag, hvor sekulariseringen ikke har formået at gøre det af med det åndelige.

S ø r i n e Godt fr e dse n

Sørine Godtfredsen er en dansk teolog, forfatter og podcastvært, der har været aktiv i mediebranchen i mange år.

For hende er det klart, at vi står i en tid, hvor begrebet ånd er blevet vakt til live.

– Der findes en generel erkendelse i samfundet af, at der er noget i vores liv, der mangler. Der er en dimension og en styrke ved at være menneske, som mange mennesker ikke kan mærke nok, fortæller hun og fortsætter: – Da vi har levet længe med stor velfærd og en temmelig rationel tilgang til verden med stor tro til videnskab og fremskridt, så er vi der, hvor vi begynder at stille os selv spørgsmålet: Hvad er det egentlig ellers, der giver mennesker mening i livet og styrke til at leve det?

Her vender begrebet om ånd tilbage, mener Sørine Godtfredsen.

Men ånd er ifølge hende ikke noget mennesker nødvendigvis forbinder med kristendom. Det handler snarere om, at mennesker i dag er bevidste om, at der er en dimension i livet, de ikke er i kontakt med. At der findes en kilde til livsinspiration, lykke og begejstring.

Begrebet om ånd er ifølge Sørine ▶ T ørst

7

– Der er en dimension og en styrke ved at være menneske, som mange mennesker ikke kan mærke nok, fortæller Sørine Godtfredsen. foto: Pressefoto

– Ånd er en form for trøst eller livskraft, som mange mennesker har mistet kontakten til.

Sørine Godt fre d se n

▶ Godtfredsen en samlebetegnelse for det, man ikke mærker nok.

– Ånd er en form for trøst eller livskraft, som mange mennesker har mistet kontakten til. Mange politikere er begyndt at bruge ordet ånd som et kodeord om det andet. Men hvad det andet er, tror jeg ikke mange vil være begejstrede for at udfolde.

Fra Helligånd til ånd Der er ifølge Sørine Godtfredsen mange årsager til, at begrebet om ånd er, som det er i dag.

– Der har været en lang vestlig udvikling væk fra religion og væk fra en tro på, at mennesket er sat på jorden af en højere magt. Der har vi bevæget os hen mod en mere biologisk og videnskabelig forklaring på livet, og dermed også en relativ rational tilgang til, at vi skal dø, og at vi bliver gamle.

Der er en ræsonnering overfor tiden, døden og alderdommen, der gør, at vi ikke længere indgår i 8

T ørst 2024

en meget større fortælling om det evige, fortæller hun.

Mennesket har slået sig til tåls med, at vi skal få det bedste ud af livet, så længe vi har det. Der er noget indespærret ved livet – noget klaustrofobisk, mener Sørine Godtfredsen. Og det er en barsk horisont at leve med, fortæller hun. Men den har vi bevæget os ind i, for sådan har den moderne verden udviklet sig.

– Vi er i en tid, hvor mennesket begynder at mistrives. Forklaringen af, at begrebet om ånd bliver efterspurgt har noget at gøre med, at vi kan se, at det moderne, velhavende, sunde og stærke menneske virkelig kan blive ked af det. At der findes et uforklarligt vemod og en mangel på, at livet har en dybere mening.

Det tror jeg er en stor forklaring på, at mennesket i dag mistrives og har åndelige længsler.

– Vi undrer os over, hvorfor vi ikke er lykkeligere. Men det er vi ikke, fordi der var noget i vores tilværel-

se, som vi har glemt eller kasseret.

Nu skal det findes frem igen, og så finder vi ordet ånd frem, fordi vi ikke har noget andet religiøst sprog. Så vi kalder det ikke frelse eller opstandelse. Vi kalder det heller ikke Guds barmhjertighed. Vi kalder det nogle andre ting, fordi det religiøse sprog er afskaffet.

Fra ånd til Helligånd Sørine Godtfredsen spår, at danskere fremadrettet kommer til at tolke deres åndelige længsler efter ånd ind i en kristen tradition.

– Vi bevæger os i retningen af, at det kristne sprog bliver genopdaget.

Vi ser flere kendte stå frem og fortælle om deres kristne tro, men det er ikke udbredt endnu – det er stadig mest udbredt at tale om noget, der er ‘større end os’ – punktum, fortæller hun og fortsætter: – Men jeg tror, at vi bevæger os i retning af, at blufærdigheden af at kalde det Helligånd vil blive over-

− Gudstjenesten skal opløfte mennesker, for tyngden kommer vi med selv.

Kat hrine L il l eø r

vundet af flere. Det tror jeg, fordi vi længes efter at sætte nogle flere ­konkrete ord på, hvad det er, vi søger. ‘Det andet’ bliver bare et nyt plusord vi læsser ovenpå, såsom ordene mangfoldighed og lighed, som vi har lært i søvne uden at vide, hvad vi egentlig lægger i det.

– Jeg tror, der kommer en længsel efter at sige nogle flere ting om, hvad det egentlig er, vi tror på. Men hvor konkrete vi bliver – om vi kommer til at sige, at vi tror på kødets opstandelse, det er svært at spå. Det er nemmere at tro på, at Jesus var Guds søn, uden at man helt kan sige, hvad det betyder.

Kat hri ne L i l l e ø r

Kathrine Lilleør er bestsellerforfatter, podcastvært, ph.d. og præst i den tidligere lukningstruede Sankt Pauls Kirke i København. Hun fortæller, at danskerne i halvfemserne havde berøringsangst, når det kom til kristendom og at tale om Gud, og der skulle helst være noget at grine af i kirken. Men det har ifølge præsten vendt: – I dag står vi et sted, hvor mennesker kommer til kirken og gerne vil vide noget om Jesus. De er ikke l engsel

– Kristendommen er et frygtløst blik på menneskelivet, lidelse og død, siger Kathrine Lilleør. f oto: Pressefoto

længere interesseret i, hvilke film præsten har set. De seneste tyve år er vi gået en vækkelse i møde, hvor mennesker er interesserede i at høre, hvad Kristus siger, højmessens mysterium, og hvad indholdet af kristendommen er.

Kirkegængerne ønsker at falde ind i kristendommen og falde på deres knæ til altergang. De søger det, man ikke kan sige sig selv.

Ifølge Kathrine Lilleør har unge voksne mennesker i dag ikke en front mod kristendommen i modsætning til tidligere generationer.

Hun mener, at vi i dag er nået frem til en generation af unge, som er åbensindede, nysgerrige og gerne vil det åndelige. De er ikke båret af fordomme, men er klar til at modtage kristendommen med et åbent sind.

Hvordan tror du, at det kan være, at unge voksne mennesker længes efter åndelighed i dag?

– Det gør alle mennesker, siger præsten og fortsætter: – Skiftende generationer har deres bedetempler og længsler. I nogle flere årtier søgte man i stedet for kirken kunst, litteratur og musik, for vi har altid ledt efter det, vi ikke

kan sige os selv. Kirken har selv det seneste århundrede ofte stået i vejen for det kærligheds- og tilgivelsesbudskab, som kristendommen er.

Man har låst sig fast i både forkyndelse, ritualer og salmesang i en tur og tung form, der ikke rimer med, at evangeliet betyder glædeligt budskab.

Ifølge Kathrine Lilleør skal kirken være til trøst. Hun fortæller: – De af os, der arbejder med den kristne tro ud fra en kristendom, der ikke tynger, men som løfter, vil fortsat blive søgt, og der vil fortsat komme mennesker, som modtager håb og glæde. Gudstjenesten skal opløfte mennesker, for tyngden kommer vi med selv. Vi skal tale til sorgen, tage modløshed og tvivl i ed, men derudfra skal vi trøste og give håb, som Kristus lærer os, at vi skal, idet han lover, at sorg skal vendes til glæde.

– Kirken er et fyrtårn der skal lyse os op. Vi er håbets forkyndere.

Kristendommen er et frygtløst blik på menneskelivet, lidelse og død.

Hos os lever håbet. Den uro og kedaf-det-hed, som præger den unge generation, tager vi imod. I kirken finder vi, som man har gjort det i 2000 år søndag efter søndag, håbet og modet til livet, afslutter hun. ● T ørst

9

Vi lytt e r

•

Tekst Sina Vestøl og Christine Colstrup

F oto: Kraftverket menighet

Hva lengter du ­etter i ditt liv?

– Jeg hørte ikke alltid etter på stemmen. Det angrer jeg på nå.

Tom André Håland, 42, Sosialarbeider og illustratør

F oto: Morten Marius Larsen

E l i se Kru se

Elise Kruse, 32, religions- og feature­ redaktør i Vårt Land.

Jeg lengter etter en stemme.

En stemme som var blant de aller første jeg hørte. En stemme som maste, kjeftet og skravlet altfor mye. Men også en stemme som trøstet og varmet, som forstod og som brydde seg mer enn noen andre.

En stemme som pleide å synge altfor høyt, og ofte feil, i benkeradene på en søndag. Som gjorde meg flau. Men som likevel med like stor innlevelse og inderlighet hver kveld også sang utallige nattasanger for urolige (og utakknemlige) meg.

Stemmen var myk, musikalsk og moderlig. Men den kunne også bli hard og streng. Da var det ofte 10

en annen klang som lå under. Den var redd. Spørrende og usikker.

Som om den trengte hjelp, men ikke ville være til bry.

Jeg hørte ikke alltid etter på stemmen. Det angrer jeg på nå.

For stemmen skulle forsvinne mye raskere enn jeg var klar over. Mye raskere enn stemmer bør stilne.

Mot slutten var den svak, nesten barnlig. Den ba meg om å synge, om å lese, slik stemmen selv hadde gjort for meg.

Til slutt ble den bare en hvisken. For snart ni år siden ga den for siste gang lyd fra seg.

Lenge etter kunne jeg spille stemmen av i hodet mitt. Jeg husket akkurat når den hevet seg, og akkurat når den knakk. Nå klarer jeg ikke fremkalle den lenger.

Derfor lengter jeg enda mer etter å høre den, mammas stemme.

T ørst 2024

Det er enklere å svare på hva jeg gleder meg til, kjenner jeg ... Ordet «lengsel» har av en eller annen grunn litt «svevende melankoli» over seg, som om man ikke er fornøyd med hvor man er, og som om det må være noe dypt eksistensielt over det man lengter etter.

Hva man gleder seg til, føles litt «lettere» og høres mer lystbetont ut på en måte, men er vel egentlig kanskje mye av det samme. Eller?

Jeg kjenner i alle fall på at jeg akkurat nå er i en fase midt i livet hvor jeg opplever å avslutte et kapittel, og nå lengter etter – og gleder meg til, å fullføre de siste sidene, og i løpet av det neste året og årene få frigjort mer tid til å fullføre prosjekter jeg har startet, og vie mer energi og tid til å skape visuelle, litterære og sosiale utrykk av det jeg bærer på av inspirasjon inni meg. Ord, bilder, linjer, utrykk som jeg har ruget lenge (nok) på.

Så med andre ord; jeg gleder meg til hva neste livs-kapittel har å by på, og lengter etter å i tiden fremover frigjøre tid til å skape mer kunst!

Blant annet.

– Jeg lengter etter … å skape mer kunst!

To m And r é Hå l a n d

– Vitne til livsforandrende vitnesbyrd. Mirakler.

F oto: Privat

Tim Solwoong Kim, 36, prosjektleder for Ung ­Baptist og pastor i Crosspoint Oslo

Å våkne opp til melodien av fuglesang ved soloppgang. Ro. Aromaen av nykvernede kaffebønner, som brygges til en fullkommen kopp med toner av nøtter, sjokolade og frukt. En treg morgen med et enkelt, men ekte brunsjbord. Gode samtaler ved bordet med gode gamle venner.

Tid med Gud på en lang tur på åsene i den Sveitsiske landsbyen, Burtigny, hvor fantastisk utsikt over Genèvesjøen og Mont Blanc utfolder seg.

Et glass – ikke for billig, ikke for dyrt – hvitvin sammen med geitost og fikensyltetøy. Samling rundt et sjenerøst bord fullt av koreansk mat. Spise på en atmosfærisk restaurant som ligger lunt i sentrale Seoul, og nyte saftige biffstrimler grillet foran oss. Taco – ikke norsk taco –servert på en markedsplass i Mexico by, med grillet kylling, guacamole, pico de gallo på maistortillas og saus som gir deg et kick–muchas gracias!

Drikke en forfriskende smool engsel

thie av jordbær og bananer. Å fryde seg i dekadensen av søt, kremet hjemmelaget gelato i Romas gater, faktisk hvor som helst i Italia. Ubegrenset brus påfyll (Cola Zero for meg!) på en koselig middag i Little Rock, Arkansas hvor du kan spise biff til frokost uten å føle deg dårlig.

Utforske de gamle underverkene i Old Bagan i Myanmar.

Kjøre langs den naturskjønne Garden Route i Sør-Afrika, puste inn skjønnheten i landskapet.

Autentisk finsk badstue etter å ha fisket i en innsjø i skogen. Se på panoramautsikten til Manhattan fra utsiktspunktet til Brooklyn.

Gnistrende flammer i en koselig hytte ved sjøen der det er røffe bølger ute på en stormfull dag. Å være inspirert av filmer laget av Wes Anderson. Lese bøker og skrive dagbok. Finne trøst i enkelheten av livet i en østafrikansk jungel, unngå moderne ­distraksjoner og omfavne naturens undring (uten mygg!).

Returnere hjem med en tilfredshet fra Ekeberg, gjennomvåt av svette etter å ha spilt fotball på KR IK . God nattesøvn. Lyden av mildt regn. En overnatting i en hengekøye på Grefsenkollen med en vakker utsikt over Oslo. Øyeblikk rundt bålet med kakao og s'mores.

Fellesskap med Crosspoint Oslo. Mer av Gud i meg. Arven av Hans Nielsen Hauge. Et rom fylt av Gudselskende mennesker fra overalt, som lidenskapelig tilber Jesus sammen. Vitne til livsforandrende vitnesbyrd. Mirakler.

Frihet i Jesus. Og ja, fred og rettferdighet i vår verden. Hagebyen.

Vårt evige hjem.

Foto: Sina Vestøl

T i m Solwoong Kim

Johanne Kaardal, 21, student og interaksjons­ designer

Jeg lengter en trygghet og ro, kanskje. En ro jeg kan slite med å finne i det hverdagslige. Mye av mitt problem i hverdagen er at jeg føler jeg ikke klarer å bli helt rotfestet. Lengselen min er litt udefinert. Jeg lengter for det meste etter å bli kvitt lengselen. Uten å helt vite akkurat hva jeg egentlig lengter etter. Jeg er ikke i så harmoni som jeg skulle ønske. Selv om jeg føler meg nærmere en harmoni, er det fortsatt litt ustemt.

Litt som å prøve å stemme en gitar på gehør, men så mangler du en tone. Det høres greit ut noen ganger, og andre ganger galt.

Jeg har siden jeg var barn lengtet etter å kunne tro på noe mer, som jeg kanskje er mer åpen for å nå. Jeg er en selverklært ateist, men det har skjedd mye i livet som virker så usannsynlig at man kan tenke det muligens er noe åndelig der. Men jeg vet ikke om jeg vil kalle det åndelig enda, heller noe uforklarlig. At jeg kan være mer åpen for å gi kortene til universet.

– Lengselen min er litt udefinert.

Jo h a n n e Ka a r da l

T ørst

11

LÆNGES DU OGSÅ EFTER NATUREN? DET ER MÅSKE ­F ORDI, DER ER NOGET ­Å NDELIGT PÅ SPIL

12

T ør st 2024

art ike l

•

Tekst Martin Krath-Andersen

At fordybe sig i naturens skønhed topper listen over ­danskernes største åndelige behov. Men hvorfor er det i ­særdeleshed naturen, vi mennesker længes efter?

Forestil dig, at du er i denne situation: Det er tidligt om morgenen, og forårssolen kaster sit gyldne lys ind i et sommerhus, du har lejet. Du begiver dig ud i den storslåede natur med en kop kaffe i en termokop, mens dampen fra kaffen stiger mod himlen. Den friske morgenluft er fyldt med duften af blomster og friskt græs, og den lyriske susen af trætoppenes blade lyder som en stille melodi.

En sti af blødt græs fører dig gennem en skov, hvor solen forsigtigt skinner gennem løvet og maler et magisk mønster af lys og skygge på stien. Du følger stiens snoede forløb, og overalt omkring dig er naturen i fuldt flor. Farverige blomster kigger op fra det frodige underlag, og sommerfugle danser i luften som levende juveler. …

Måske du allerede har bundet vandreskoene og er klar til at forlade dine halvfjerds kvadratmeters lejlighed.

Beskrivelser af naturen kan opleves magiske, og mange af os længes efter at bruge mere af vores liv i naturen.

Ifølge en undersøgelse fra SD U er danskernes største åndelige behov at fordybe sig i naturens skønhed. Det er ikke overraskende.

Det er det ikke, fordi forskning har identificeret adskillige positive effekter for mennesker ved at tilbringe tid i naturen. Forskningen viser blandt

andet, at tid i naturen reducerer stress og angst, øger koncentrationen, forbedrer søvnkvaliteten, øger kreativiteten, forbedrer immunfunktionen og mindsker symptomer på depression og andre mentale sundhedsproblemer.

Det er godt for os mennesker at opholde os i naturen. Ofte føles det som om, at naturen taler til en del af vores inderste væsen; at vores sjæl længes efter være i harmoni med universet.

Selvom forskningen taler sit klare sprog om naturens positive effekter på os mennesker, ligger der så et dybere lag i vores længsel efter naturen?

Behøver vi at tolke vores længsel efter naturen som en åndelig eller religiøs længsel? Måske endda en længsel efter nogen, som har skabt både os og den natur, vi er placeret midt i?

Et ­n aturvidenskabeligt blik på naturen – Den verden, som naturvidenskaben viser os, er mindst lige så magisk som de verdener, overtro og myter beskriver for os, fortæller Theis Bendixen, der er forfatter til to populærvidenskabelige bøger og mere end 40 videnskabelige artikler. Han er ofte kendt for at »hylde natur­videnskaben«.

– I mit forfatterskab beskriver jeg naturen som magisk, men ud fra et videnskabeligt verdenssyn. Jeg mener ikke, at vi behøver at ty til overtro for at få tilfredsstillet vores s­ pirituelle

▶

– Jeg mener, at vi ud fra et sekulært perspektiv sagtens kan sige, at naturen er fortryllende og magisk.

T he i s Be n di x e n

l engsel

T ørst

13

– Naturvidenskaben tilbyder nogle perspektiver, der er tilstrækkelige for mange menneskers dybe længsler.

T he is Be n di x e n

T he is Be ndixe n. foto: FADL's Forlag

▶

14

længsler efter naturen. Personligt tror jeg ikke på ånder, guder eller andre ting. Jeg mener, at vi ud fra et sekulært perspektiv sagtens kan sige, at naturen er fortryllende og magisk.

– Det er ikke videnskabens mål at give mennesker mening i tilværelsen, eller at vi fortrylles af naturvidenskabelige fund. Men det er en kærkommen bonus, fortæller Theis Bendixen.

Videnskaben har ikke en forpligtelse eller et mål om at finde spiritualitet eller mening i menneskers liv.

– Men erkender vi de videnskabelige fund, som menneskeheden har gjort sig, eksempelvis beskrivelsen af himmelrummet, den menneskelige psykologi og de mange andre arter, der eksisterer, så mener jeg, at naturvidenskaben tilbyder nogle perspektiver, der er tilstrækkelige for mange menneskers dybe længsler, siger han og fortsætter: – Evolutionen, som Darwin beskriver den, er for mig en af de smukkeste, simpleste videnskabelige teorier om menneskets årsag til at være i verden på. Den kræver ikke meget; noget variation, noget reproduktion og noget selektion. Ud af disse simple grundT ørst 2024

regler kommer der en eksplosion af arter og en kompleksitet, vi i dag ikke kan gøre efter med vores egen teknologi. Vi kigger ofte naturen over skulderen: ‘Hvordan får naturen det her til at flyve? Hvordan løser naturen det her medicinske problem?’

Naturvidenskaben viser os hvor stort, gammelt og tomt himmel­ rummet er. Indtil videre ved vi mennesker kun, at der er liv på én planet ud af mange milliarder af planeter og solsystemer. Vi mennesker er måske de eneste i rummet; det er et perspektiv, som man overvældes af, mener Theis Bendixen: – I så fald er vi universets måde at forstå sig selv på. Universet er kun lyst op i os. Det lyder nærmest poetisk, men det er også en kendsgerning, siger han og fortsætter: – Bevidstheden i sig selv er magisk.

Hvorfor skulle det føles som noget at være noget? Det er ikke givet. Vi kunne sagtens have været en klump af instinkter, hvor vi reagerer instinktivt på alt, hvad vi møder. Det er også en livsform. Det faktum, at noget føles som at være noget eller nogen, er i sig selv utroligt.

– Før var naturen noget vi levede sammen med – nu er naturen noget, vi besøger.

T homas Frov in. foto: Martin Krath-Andersen

T homas Frovin

Længslen efter noget, vi har mistet Thomas Frovin er præst i Apostel­ kirken på Vesterbro i København. For ham rummer naturen noget helt særligt, og det mener han, er et almenmenneskeligt vilkår at opleve – om man er religiøs eller ej.

– Stort set alle er enige om, at det gør noget ved os at være i naturen.

Det viser forskningen, men også anekdotisk oplever vi, at naturen taler til os. Men vi udlægger det forskelligt – nogle med en religiøs matrice, andre gør ikke.

For Thomas Frovin er det bemærkelsesværdigt, at det at »fordybe sig i naturens skønhed« står øverst på listen, når det kommer til danskernes åndelige behov. Det lader til, at danskerne selv oplever det som noget særligt åndeligt at være i naturen.

– I løbet af få generationer er vi gået fra at arbejde i naturen og tilbringe en stor del af vores tid der. Vi har været meget afhængige af vejr og vind. I dag har rigtig mange af os stillesiddende jobs indenfor. Før var naturen noget vi levede sammen med – nu er naturen noget, vi besøger. l engsel

– Jeg tror, at længslen efter naturen handler om, at vi længes efter noget, vi har mistet. Vi oplever os afkoblede fra det, vi kommer fra. Måske det kan siges, at den måde, vi lever på i dag, ikke er den mest optimale måde at leve på.

Forbundet til eksistensen Ifølge Thomas Frovin sætter naturen mennesket i forbindelse med sin forgængelighed: – Naturen viser os en rytme, som mennesket som enkeltindivid hverken kan gøre fra eller til for at påvirke, men som vi kan betragte og lade os fascinere af.

– Mange træer er typisk ældre end det menneske, som står og betragter det. Tager du til stranden og overvejer dets storhed, bliver vores egen eksistens sat i perspektiv. I naturens enormitet fornemmer vi, at det ikke er os, det hele handler om, fortæller han, og siger, at naturen har en evne til at sætte mennesket i forbindelse med sin egen eksistens.

– Ofte sætter naturen os i forbindelse med den del af vores eksistens, hvor der er hvile. I naturen er vi den T ørst

▶ 15

– Når vi kommer i kontakt med noget, der åbner nogle dybder inden i os selv, så tror jeg godt, at vi kan tolke det som en berøring fra Gud.

f oto : Oliver Ørskov

T homa s F rovi n

▶

lille, og det er ikke os, der er i centrum. Det kan opleves rart. Og det kan være forløsende at se, at det bliver forår igen, på trods af, at naturen også rummer tilintetgørelse og død.

Naturen kommer til at spire igen, og det taler til vores inderste væsen.

Jeg tror, at mange mennesker vil være enige i det, vi taler om nu. Men hvor ser du som præst, at Gud er henne, når vi taler om åndelighed i naturen?

– Min analyse af danskerne er, at vi i hundrede år har bevæget os i retning af et materialistisk verdenssyn. Vi har forstået, at mennesket var krop og psyke. Men det, at mennesket også er ånd, har vi skåret ud af vores menneskebillede, fortæller Thomas Frovin og fortsætter: – Moderniteten har haft et opgør

16

T ørst 2024

med religiøsitet og åndelighed. Der har været en vulgær darwinistisk tone om, at religion var noget, vi ville slippe væk fra. Det betyder, at vi ikke har talt om mennesket som et åndsvæsen meget længe.

– Når mennesker oplever store indgreb i deres liv såsom dødsfald, fødsler eller lignende, så kommer vi i kontakt med noget, der hører ånden til. På samme måde kan det være, når vi er i naturen. Vi bliver forbundet med noget, der er svært at definere.

– Som præst vil jeg sige, at den oplevelse af forbundethed har med Gud at gøre. For jeg tror, at Gud er i alle ting. Og at han aldrig er langt væk fra nogen af os. Når vi kommer i kontakt med noget, der åbner nogle dybder inden i os selv, så tror jeg godt, at vi kan tolke det som en berøring fra Gud, afslutter han. ●

art ike l

•

Tekst Christoffer Krøgh Engholm

Åndelig tavshedsspiral gør os blufærdige Interessen for tro og åndelighed i vores samfund blotlægger konsekvensen af generationers tavshed: Vi mangler sprog for det åndelige, og det udfordrer vores evne til at gå i dialog med hinanden

Den åndelige interesse i Danmark kan måske ikke siges at være højtråbende. Men den kan mærkes. I de senere år er et af de tydelige tegn, at offentligt kendte personer åbner op og fortæller åbent og sårbart om deres tro, tvivl og åndelige oplevelser.

Komikeren Casper Christensen, T V-værten Flemming Møldrup, Serieinvestoren Mia Wagner og journalisten Charlotte Rørth er bare få eksempler.

Sidstnævnte udgav for nu otte år siden sin første bog om tro, Jeg mødte Jesus, med intense personlige beretninger om åndelige erfaringer. Den blev hurtigt en bestseller og ledte til flere udsolgte foredrag. Bogen blev fulgt op af næste bog, Vi mødte Jesus, næsten tre år senere.

Charlotte Rørth fortæller, at hundredvis af personer skrev til hende om deres åndelige erfaringer, så snart hun talte høj om sine. Derfor skrev hun opfølgeren. Fælles for dem, der skrev, var, at de før havde været tavse omkring deres erfaringer. Frygten for at blive gjort til grin, blive chikaneret, føle sig alene eller blive misforstået holdt dem tilbage. l engsel

Frygten for at blive gjort til grin, blive chikaneret, føle sig alene eller blive misforstået holdt dem tilbage.

Vi dyrker troen for os selv Selvom et fåtal af danskere ligefrem udbasunerer deres åndelighed, betyder det ikke, at resten hverken tror eller dyrker det åndelige. Ifølge en repræsentativ undersøgelse fra folkekirken i 2020 siger lidt over halvdelen af danskerne, at de ser sig selv som troende mennesker, hvad enten det er kristen tro eller ej.

For at nuancere dette tal er det værd at inddrage rapporten Religion i Danmark fra Aarhus Universitet i 2020. Her opdeles danskerne i seks forskellige religiøse grupper. Først

de traditionelt troende (6%), de individualistisk traditionelle (12%), de spirituelle (11%) og de alternativt gudstroende (24%). Det vil sige, at 53% af danskerne ligger i den troende eller spirituelle gruppe.

Derudover er der de irreligiøse (21%), de areligiøse (10%) og andet (16%), som udgør resten af danskerne. I en tredje undersøgelse af YouGov fra Kristeligt Dagblad i 2019 viser det sig, at 44% af danskerne fortæller, at de af og til dyrker en åndelig praksis som bøn eller meditation.

Desuden konkluderer sociologen Marianne Rankins i bogen Religious and Spiritual Experience på baggrund af omfattende internationale studier fra vores nabolande, at det kan antages, at der i Danmark sandsynligvis er mindst 50% af den voksne befolkning, der har haft en eller flere åndelige oplevelser – defineret som erfaringer, der rækker ud over (transcenderer) det normale og samtidig har en åndelig eller religiøs betydning for personen, der erfarer det.

En ordløs åndelighed Når tro og åndelige erfaringer er at finde hos store dele af danskerne, T ørst

17

f oto : Oliver Ørskov

– At mine gæster mangler sprog til at tale om tro, ser jeg ikke som diskvalificerende.

Der er noget smukt, afmægtigt og menneskeligt ved, at man måske ikke kan finde ordene.

Ib e n Maria Zeu t he n

er det relevant at spørge, hvorfor vi ikke taler mere om det i den offentlige samtale såvel som i den nære snak over middagsbordet.

En del af forklaringen kan muligvis findes hos henholdsvis en amerikansk filosof og en amerikansk historiker, som undersøgte danskernes forhold til netop tro og åndelighed på tæt hold. Den amerikanske filosof Phil Zuckerman bosatte sig i 2010 i Danmark for at undersøge danskernes forhold til tro og åndelighed. Det resulterede i 150 dybdegående interviews med vidt forskellige danskere.

På baggrund af disse interviews konkluderede den amerikanske historiker C. John Sommerville, at danskerne hverken er irreligiøse eller åndeligt uinteresserede, men blot mangler sprog for deres åndelige erfaringer. De fleste af Zuckermans respondenter gav udtryk for, at de havde åndelige erfaringer, men få var i stand til at formulere klart, hvad der skete, hvordan de tolkede det, og hvordan det påvirkede dem.

Sommerville forklarer det som en tavshedsspiral, der har stået på i to 18

T ørst 2024

eller tre generationer, hvor danskerne har talt mindre og mindre om tro og åndelighed offentligt. Han mener, at tavsheden nu har ledt til et manglende sprog.

Den tavshedsspiral bekræfter Ph.D. og religionspsykolog Dorte Viftrup. Hun mener ikke, at der er tale om et decideret tabu, da mange danskere er opsøgende for det åndelige. Men ligesom Sommerville siger hun, at vi har mistet sproget for og evnen til at indgå i tæt dialog om tro og åndelighed. Dorte Viftrup går så langt som at sige, at vi ser en bred opblomstring i interessen for åndelighed, hvor folk gerne vil have den tabte forståelse for det åndeligt eksistentielle tilbage. Hun forklarer det som en erkendelse hos mange af, at det videnskabelige verdenssyn ikke er tilstrækkeligt til at rumme hele mennesket.

– Vi har brug for også at forstå os selv og verden i et åndeligt lys, siger hun.

Dorte Viftrup siger, at det først er i disse år, at vi for alvor oplever konsekvenserne af flere generationers tavshed. Interessen for åndelighed

afslører, at vi har mistet vores sprog og basale kundskaber til at forstå og tale om det åndelige, hvilket er grunden til vores blufærdighed, mener hun.

– Bøger om åndelige erfaringer sælger på stribe, podcasts om tro er populære, foredrag melder udsolgt.

Men vi er ikke vant til at indgå i personlig dialog om det. Dér bliver vi blufærdige. Men vi er opsøgende efter at lytte til en monolog i form af andres erfaringer, hvor vi nysgerrigt, men passivt kan være med.

Måske skyldes interessen, at vi har brug for nogen, der sætter ord på og giver os sprog for vores egne tanker og oplevelser.

Det smukke ved den fælles afmagt Den danske journalist Iben Maria Zeuthen har gennem mange år været med til at sætte tro og åndelighed på dagsordenen i den offentlige samtale. For tiden er hun vært ved radioprogrammet Hvad ville Jesus have sagt hos Danmarks Radio, hvor enhver kan skrive ind med dilemmaer, som værten udforsker sammen med

16%

De andet

6%

De traditionelt troende

12%

De individualistisk traditionelle

10%

De areligiøse

11%

De spirituelle

Do r t e Vif t r up

21%

De irreligiøse

– Det at have et dialogisk sprog for det åndelige kan skabe et beredskab til at tackle livets svære tider, større tab og eksistentielle spørgsmål.

24%

De alternativt gudstroende

Fra rapport e n: Religion i Danmark fra Aarhus Universitet i 2020

et hold præster. Før dette kunne man finde Iben Maria Zeuthen som vært i programmet Tal til mig – også hos Danmarks Radio, hvor hun inviterede forskellige gæster ind til at fortælle om deres åndelighed og troserfaringer.

I en portrætartikel ved Kristeligt Dagblad fortæller hun om danskernes manglende evne til at formulere sig om tro og åndelighed. Hun tror, at det skyldes en opfattelse hos mange af, at det nærmest kræver en professionel faglighed eller mange års erfaring for at tale om tro. Det ser hun som en skam, da samtalen om tro er meget mere end faglig teologi og ikke kræver, at man ved præcis, hvor ens sætninger starter og slutter.

Som hun siger: – At mine gæster mangler sprog til at tale om tro, ser jeg ikke som diskvalificerende. Der er noget smukt, afmægtigt og menneskeligt ved, at man måske ikke kan finde l engsel

ordene. I samtalerne i programmet Tal til mig kan der opstå en tøven, og den tøven er meget velkommen.

Fra hvorfor til hvordan Det tyder på, at flere danskere har en interesse for tro og åndelighed, og at åndelige erfaringer ikke er et uddøende fænomen. Mange af disse danskere lytter gerne til andres erfaringer, som er et stigende samtaleemne på den offentlige scene. Men samtidig opleves det svært for mange at tale om over middagsbordet?

Dorte Viftrup mener, det er et samfundsproblem, hvis flere oplever, at de ikke er i stand til at tale og reflektere åbent om deres tro og åndelige erfaringer.

– Vi har brug for at indgå i dialoger, hvor vi kan reflektere og bearbejde personlige oplevelser og tanker, uanset hvad det omhandler.

Hun forklarer, at det at have et dialogisk sprog for det åndelige kan

skabe et beredskab til at tackle livets svære tider, større tab og eksistentielle spørgsmål.

Hun står ikke alene med sin ­bekymring. Hun fortæller, at fag­ professionelle de seneste år er gået fra at spørge hvorfor til hvordan, når det handler om at rumme og inddrage åndelighed i områder som terapi og omsorg i sundhedsvæsenet.

– Der er en bred erkendelse af, at selvfølgelig skal vi kunne snakke om det åndelige, men der bliver spurgt: ’Hvordan?’

Der kunne formentlig skrives mange artikler om dette hvordan.

Men måske en start kunne være at acceptere vores fælles afmagt, at vi kommer til kort i sproget, og at de fleste er i samme båd. Måske kan vi faktisk begynde at se det manglende sprog for det, der rækker ud over os selv som noget smukt og fællesmenneskeligt, som Iben Maria Zeuthen formulerede det. ● T ørst

19

Foto Oliver Ørskov

T ørst 2024

20

l engsel

T ørst

21

•

Tekst Sina Vestøl

F oto: Anne Rolfsen

re portasje

SKJØNNHETSLENGSELEN Kunst er en visuell form for kommunikasjon ­mellom skaperen og betrakteren. En resonans som kan berøre vår iboende lengsel etter skjønnhet, mening og ­fordypelse. En bro mellom det konkrete og det ­abstrakte, der lengselen fritt kan utfolde seg.

22

T ørst 2024

Jeg har visst alltid lengtet etter noe

F oto: Ann Holmgren

– A n n e R ol fse n

En sk jønnh etsl engsel – Jeg har visst alltid lengtet etter noe. «Lengsel er mitt vesen» kaller biskop Erik Varden boken sin. Dette kjenner jeg meg igjen i, sier kunstneren Anne Rolfsen.

Hun forteller videre om sitt første minne av lengsel fra da hun var fire år gammel, da hun så et fargerikt kunstverk av en trapp med blomsterpotter i kveldslys.

– Det var det vakreste jeg hadde sett. Jeg tenkte: finnes dette? Så vakkert. Dette lengtet jeg etter. Jeg tror faktisk det var en skjønnhetslengsel.

Hva er skjønnhet?

Filosofer har lenge reflektert rundt hva skjønnhet egentlig er. Finnes det objektiv skjønnhet, og hvilken effekt har skjønnhet på oss? Å definere skjønnhet er utfordrende på grunn l engsel

av dens subjektivitet. Likevel er opplevelsen av skjønnhet å finne overalt, ikke bare innenfor rammene av kunsten.

– Til og med når jeg ser en solnedgang, får jeg en dyp følelse av lengsel.

Når jeg går i fjellet og ser lys på fjellet der borte. Da lengter jeg dit. Jeg tenker at vi alle har en sånn dyp lengsel, etter lyset der borte, noe som ligger utenfor rekkevidde, sier Rolfsen.

Hjerneforskning har observert diverse nevrologisk aktivitet når vi ser på noe vi oppfatter som skjønt. Spesifikke deler av hjernen blir aktivert som er rike på endorfiner. Endorfiner som naturlig kan redusere stress, ubehag og smerte, samtidig som de kan fremkalle følelser av velvære og lykke. Så kanskje har kunst og skjønnhet direkte positive virkninger for oss på flere måter.

LEV ENDE FORTELLINGER I fjelltoppene på Tao Fong Shan i Hongkong skaper Dixon vakker porselenskunst. Kunst som gir mer enn bare estetisk skjønnhet, men også levende fortellinger om kulturell arv og åndelighet.

– Porselen kan være et medium til å dokumentere tidene. Porselen har gjennom tidene blitt assosiert med harmoni, balanse og ydmykhet. Et symbol for skjønnhet, sier han. Han forteller videre at det som anses som skjønt stadig forandres og representeres gjennom kunsten. For han er det viktig å bevare den kinesiske tradisjonelle arv, men også kombinere det med moderne elementer som forteller noe om nåtiden.

DEN INNERSTE LENGSELEN Anne Rolfsen skaper nå vakre senT ørst

23

Kunsten hjelper meg med å være både i verden og utenom verden. Hvordan å balansere den materielle verden og den indre.

– Dixo n

Tile Art Workshop på Tao Fong Shan. FOTO : Tao Fong Shan

tralkomposisjoner. Inspirasjon fra kunstnerne Hilma af Klint og Emma Kunz, åpnet øynene hennes for en annen måte å tenke på kunst: – Uten å tenke så mye. Bare gjøre det.

Hun tror at alle mennesker bærer på en type lengsel. Men vi vet ikke alltid hva vi lengter etter. En lengsel vi prøver å fylle, for å slippe å lengte, og i den prosessen kaster vi bort mye tid.

– Når jeg mediterer, er i naturen eller arbeider med bildene mine, kaster jeg i hvert fall ikke bort tiden – da tenker jeg at jeg er til stede her og nå.

Dixon bruker porselenskunst med 24

T ørst 2024

et mål om å visualisere og imøtekomme menneskers åndelige lengsler. Tidligere var det flere motiver som visualiserte bibelske fortellinger med preg av kinesisk kultur.

– På den tiden trengte kristendommen en lokal visualisering og kommunikasjon for å vise at det ikke bare var et vestlig fenomen eller noe fremmed, sier Dixon. En konkret lengsel etter lokal representasjon.

Han bruker og kunsten som personlig uttrykkelse. Med sitt personlige mønster «Flowers in the wave», som går igjen i flere av hans kunstverk, uttrykker han seg selv og sin generasjon i Hongkong.

– Gjennom oppveksten har jeg

Kristustempelet på Tao Fong Shan.

FOTO: Sina Vestøl

gått gjennom flere sosiale bevegelser. I tillegg til Covid. Det har vært mye endringer, og det kommer til å være flere. Endring er en uforanderlig situasjon for mennesker. Derfor må vi forberede oss med en god innstilling.

Mønsteret «Flowers in the wave» er en moderne vri på de tradisjonelle blomstene vi ofte ser på kinesisk porselenskunst, for å representere nåtiden, endring og godhet.

BALANSE – Kunsten hjelper meg med å være både i verden og utenom verden.

Hvordan å balansere den materielle verden og den indre, sier Dixon.

«Praying hands» og «Meditasjonslabyrinten» av Dixon. FOTO : Tao Fong Shan

­ roduksjonen av porselen blir P knyttet til meditative og åndelige praksiser. En kanal for uttrykkelse av indre spiritualitet.

Anne Rolfsen forteller at hun kan kjenne seg igjen i Dixon sin tanke om at kunsten er en kanal for å uttrykke det spirituelle.

– Når jeg lager sentralkomposisjoner kommer det ofte til meg hva som skal tegnes og hvilke farger jeg skal bruke. Og jeg tenker: hvor kommer det fra?. Jeg bare vet. Det kommer ikke fra meg selv. Det gis.

MEDITASJON Rolfsen mediterer to ganger daglig sammen med mannen sin. Etter morgenmeditasjonen setter hun seg ofte ned med kunsten som en forlengelse av meditasjonen. Hun begynner i midten av et tomt ruteark og lar strekene og fargene falle på plass til det former unike mønstre.

– Når jeg lager sentralkomposisjoner så er jeg bare i det. Det er som en lek. Det er veldig befriende. Når jeg lager en strek, så faller jeg til ro i streken.

SKJØNNH ETEN SKAL REDDE V ERDEN , sier Dostojevskij – Hvis det er slik at skjønnheten l engsel

kan gjøre verden bedre, så vil jeg jo være med på å gjøre akkurat det. For det har jeg faktisk litt tro på. Det at skjønnheten er utrolig viktig. Vi vet ikke. Men vi kan lengte, sier Rolfsen.

Dixon forteller om porselenskunstens historie som en levende dialog mellom øst og vest som har båret med seg inntrykk og fremstillinger av østens arv og kultur over landegrenser. Kunstnere kombinerte østlige og vestlige elementer, som i prosessen skapte overdrivelser og misforståelser av østlig kultur. Likevel skapte symbiosen en egen type skjønnhet.

– Jeg tror folk noen ganger liker misforståelser bedre enn sannheten.

Men det er noe vakkert i misforståelsene, sier han.

Dixon startet derfor en kolleksjon han kalte «Misforståelser av den fjerne østen» for å fremstille denne historien. For å inspirere sammensmeltningen mellom øst og vest.

Kunst er dermed mer enn et visuelt medium, et grenseløst språk som kan forene mennesker og kulturer på tvers av mangfold. Det har evnen til å vekke og fylle udefinerte lengsler i oss, og åpne både hjerter og sinn.

Kanskje kan kunstens skjønnhet være med på å redde verden? ●

D i xo n , eller Lam Duen Shan Ming, er en ung porselenskunstner på Tao Fong Shan Christian Centre i Hongkong (en samarbeidspartner med Areopagos).

Han har studert på School of Design, Environment and Interior Design, og drevet med porselenskunst i åtte år. Hans verk har fått internasjonal anerkjennelse med sin kombinasjon av kristen spiritualitet, tradisjonell arv og modernitet, og et møte mellom øst og vest.

A n n e R o l f se n er en norsk tegnekunstner, kjent for sine sentralkomposisjoner. Hun har 11 års kunstutdanning, fra Kunsthøgskolen i Oslo og Kunstakademiet.

T ørst

25

Opp sl agstavl e

Areo pago s har mange aktiviteter både i Norge og Danmark.

Her er et lite utvalg. Du finner mer informasjon om alt som skjer på www.areopagos.dk og www.areopagos.no, eller scan QR-kodene.

Norge

Danmark

Podk a st

Kulturmisjonen: En podkast om teologien i kulturen alle snakker om. I Kulturmisjonen diskuteres aktuelle bøker og tv-serier i lys av ­eksistensielle og teologiske tema.

I panelet sitter Arne Christian Konradsen (forlagssjef i Verbum forlag), Maria Bjørdal (prest), Ingrid Ribe-Nyhus (prest) og Jo ­Hegle Sjøflot (prest i Areopagos og musiker).

Og: En samtidskommenterende podkast der vi binder sammen alt det viktigste i eksistensen: Gud og menneske, himmel og jord, synlig og usynlig, natur og kultur.

I panelet sitter Stian Kilde Aarebrot (fag­ansvarlig for trospraksis i Areopagos Norge) og Ann Jeanette Søndbø Ekberg (fagansvarlig for dialog i Areopagos Norge).

SOMMER F ESTIVAL

Hvert år arrangerer Areopagos en sommerfestival. Det er annethvert år i Norge og i Danmark.

31. mai–2. juni 2024 er det sommerfestival i Oslo, med temaet «Hvordan søke sannhet?».

Dato: 20.–22. juni 2025 er det sommerfestival i Danmark. ­Velkommen!

Bøn i Bevæ ge lse

Bøn i Bevægelse er en kristen meditationsform. Vi benytter langsomme bevægelser sammen med få ord som hjælp til at falde til ro og være til stede i Guds kærlige nærvær.

Der findes også en lokal gruppe nær dig.

Ån d In d

Ånd Ind er et digitalt univers, hvor du kan finde ressourcer om åndelige erfaringer, kristen spiritualitet og trospraksis. Gennem videoer og podcasts vil vi skabe åbninger, hvor du kan lade dig berøre af Guds nærvær og blive inspireret til trospraksis i hverdagen.

Find fordybende videointerviews på vores hjemmeside og lyt til Ånd Ind: Meditationer på din foretrukne podcast-app.

Meld deg på det norske nyhetsbrevet: www.areopagos.no/nyhetsbrev Tilmeld dig de danske nyhedsbreve: https://areopagos.dk/vaer-med/#Modtag-nyhedsmail

26

T ørst 2024

Kulturanbefalinger

KULT URANBE FALINGE r

K U NST

Refleksion: Efter naturen

Fra oktober 2023 til august 2024 ligger Ny Carlsberg Glyptotek hus og værker til udstillingen »Efter naturen«, kurateret af forfatter Josefine Klougart.

I udstillingen reflekterer Klougart over forholdet mellem kunst og liv, og i det hele taget over æstetikken som en dyb og meningsfuld erkendelsesform. Jeg har nydt at gå på opdagelse i udstillingen og i Klougarts proces omkring den. Det sker for det første gennem selve valget af værker, som virker forfriskende personligt og intuitivt, og for det andet hendes 175 sider lange essay også med navnet »Efter naturen«, hvor jeg oplever mig inviteret ind i arbejdet med og i oplevelsen af kunsten. Her kommer hun omkring forholdet mellem moderne kunstsyn og natursyn, hun ser på kvinden i kunsten som motiv og l engsel

næsten som en mytisk figur, og ikke mindst berører hun de fysiske steder og naturrum, som satte rammen for kunstnernes arbejde: »Gaugins og van Goghs Arles, Lundbyes og Skovgaards Vejby, Théodore Rousseaus landskaber omkring Mont Blanc, Degas’ atelier i Montmartre, Sisleys oversvømmede Louveciennes, Courbets celle i Sainte-Pélagie-fængslet i Paris, Stephan Sindings atelier i København.« Ligesom de nævnte fysiske rammer er et fundament og udgangspunkt for kunstnerne, så er naturen, virkeligheden, som den konkret fremstår for os og forankrer os hver især, placeret helt centralt i udstillingens univers.

Men ikke bare naturen som noget fremmed, som noget uden for os selv.

Klougart deler af sine minder fra en T ørst

27

▶

KULT URANBE FALINGE r

▶

sanselig og virkelig barndom, og fra forklarede øjeblikke i hendes liv siden. Her beskriver hun, hvordan hun – med mystikerens blik, måske – får lov til at »se, hvor smukt det var, dette almindelige mirakel, som foregår altid – alt bevæger sig i sin egen hastighed, ultimativt mod sin egen død, og samtidig er det, er vi, del af en uendelig stor og ganske monstrøs komposition, indskrivende alt levende i sig – indskrivende alt i det levende.« Udstillingen har mellem de fleste værker bannere hængende med tekst fra essayet. Fra værk til værk, fra rum til rum, kommenterer de, tolker de og associerer de ud fra malerier og skulpturer og sætter nye tanker og vinkler i gang. Som jeg selv lod mig lede gennem rummene, virkede det som en effektiv integrering af hendes liv, tanker og kunsten, og jeg kan mærke, at det drager mig ind i oplevelsen på en anden og ny måde.

Klougart er optaget af øjet, der ser – af kunstnerens evne til både at se motivet nøgent og ærligt, og samtidig blive bevæget til at opleve ting, der strækker sig længere og dybere end bare overfladen. Øjets evne til at se virkeligheden under det tilsyneladende – eller måske virkelighedens evne til en gang imellem at bryde gennem vores forsvarsværker og travlhed og insistere på sig selv. Også derfor er særligt naturen fokus for udstillingen: Verden som den altid og alle steder fremstår for os, ikke store historiske begivenheder, ikke konger, dronninger, guder og gudinder, men livet, verden, naturen. Det egentlige store under og mysterium.

Jeg vil virkelig anbefale at tage ind og se udstillingen, og også særligt, hvis du ikke har erfaring eller forudsætninger med den slags – her har du en tydelig og tilstedeværende vært, som med sit eksempel viser en vej ind til at forholde sig personligt og vedkommende til kunsten.

Betagelse af skabelsens og livets mirakel brænder igennem i både Klougarts valg af værker og i hendes blik på dem, og det er en fornøjelse at kunne opleve udstillingen med hendes linse til låns til at se kunsten gennem. Og det er netop livets, naturens, skabelsens vidunder, der træder tydeligt frem i den afsluttende sætning i hendes essay: »Den levende moderne kunsts motiv er altid den chokerende tilsynekomst af skønhed, et chok, der i sin essens ikke er andet end chokket over det almindeligste mirakel af dem alle: at noget, der ikke fandtes, nu findes; og vi ser, at det er skønt.« Johan Nielsen, teolog

Diktlesing holder meg fast i lengselen etter det som er ekte Å LESE DIKT En liten, fillete pocketbok ligger på arbeidsbordet mitt i kontorlandskapet. Forsiden er borte, og halvparten av den neste står igjen, og bokstavene «Pär La» og «Afton» avslører at det er Pär Lagerkvists diktsamling Aftonland (1953). På side 31 står et av de vakreste diktene jeg vet om. Det begynner sånn: «Min längtan är inte min / Den är gammal så som stjärnorna. / Född ur Intet en gång / som de / ur den gränslösa tomheten.»

Mange har opplevd lyrikkens landskap som ugjestmildt og utilgjengelig. Kanskje har skoleerfaringer med diktanalyse skapt en følelse av at et dikt skal forstås. Men et dikt må ikke dekodes, som et vanskelig regnestykke. Det kan være et rom å besøke, en slags musikk å lytte til.

Dikt kan gi oss ord for det vi drømmer om eller ikke visste at vi lengter etter. Kanskje var poesien det magiske klesskapet du ikke gikk inn i, det støvet bare ned i etasjen over.

Lykken er å kjenne noen som viser deg klesskapet, som deler dikt de er glade i. Eller som man kan spørre om lesetips.

Den fillete utgaven av Aftonland ligger framme, fordi jeg har bestemt meg for å lese et dikt hver dag. (Det betyr ikke at jeg husker det hver dag.) Jeg leser de korte diktene fortere enn jeg ser en gjennomsnittlig tiktokvideo. Men etterklangen gjør noe med meg, jeg er ikke helt sikker på hva. Jeg tror kanskje diktlesing holder meg fast i lengselen etter det som er ekte. Etter våkenhet. Og etter et mykt sinn.

Ann Kristin van Zijp Nilsen, dialogprest i Areopagos

28

T ørst 2024

KULT URANBE FALINGE r

FILM

The Banshees of Inisherin (2022) Hva er det med det traurige og grå som samtidig kan være så vakkert at det får oss til å lengte? Det er imidlertid som regel lettere å se skjønnheten i andres sørgmodige og stusselige liv enn i vår egen hverdag. The Banshees of Inisherin er en underfundig film og et nydelig mesterverk satt på den fiktive øya Inisherin i Irland i 1923, og den golde øya er akkurat like storslått og vakker som den høres ut. Samtidig er det en stillstand på øya som gjør seg utslag på veldig forskjellige måter i de forskjellige karakterene. Stillstanden skaper en, etter hvert desperat, lengsel etter noe mer, og personene i filmen famler på hver sine måter med hva som virkelig har verdi og betydning i livet.

Utgangspunktet er at hovedpersonen Pádraic opplever at hans beste kompis plutselig og ut av det

William Basinski The disintegration loops 2062

Jeg håper du tar deg tid til å drømme deg bort l engsel

blå ikke lenger vil ha noe med han å gjøre, og de bisarre irrgangene av hvordan denne «krangelen» utfolder seg er omdreiningspunktet for filmen. I lufta dirrer spørsmål som hva som egentlig skaper et stort menneske, og hvor langt folk er villige til å gå for å oppnå det de lengter etter.

Filmens slutt skaper en undring som blir hengende ved meg. Jeg elsker at jeg dras inn i karakterer som ikke er enkle å bli kloke på, sammensatte som de er for både seg selv og sine mot- og medmennesker. Filmen lar oss virkelig få kjenne på noe av smerten det innebærer å følge drømmen, og ikke minst den tvingende nødvendigheten det iblant er å gjøre akkurat det.

Ruth Burch Skree, leder for Etter Kristus

MUSIKK Tenk deg at du sitter i en kinosal. På lerretet slår bølger mot en strand. Snart begynner din forventning å ligne utålmodighet.

Når skal karakterene entre scenen?

Etter en tid går det opp for deg at bølgene og stranden er karakterene.

Godtar du dette? Vi er forskjellige; men den som evner å falle til ro i landskapet, kan erfare hvordan det som først fremsto som bakgrunn, trer frem. Noe nytt åpner seg.

Slik kan sjangeren ambient beskrives. Stemning settes før struktur.

Atmosfære før melodi. Enkelhet og gjentagelser før kompleksitet og variasjon. Fungerer som bakgrunnsmusikk, men har overraskende mye å gi den som setter seg ned og gir den tid. Som med stranden og bølgene.

Ett av mine favorittalbum i denne sjangeren er William Basinskis The Disintegration Loops, utgitt i 2002–2003 på plateselskapet 2062.

Den L A -baserte avant-garde-komponisten Basinski har brukt gamle analoge og delvis svekkede opptak av egen musikk som teksturer i en ny komposisjon. Jeg håper du tar deg tid til å drømme deg bort i denne Basinskis verden av lyd. Der finnes enkle, store linjer som lenge gjentas langsomt med nesten umerkelig variasjon. Som en skikkelse i et gåtefullt minne. Med sorgtunge skritt vandrer tonene der bølgene fra det ubevisste hav slår inn over det våkne livets strand.

Jo Hegle Sjøflot, prest i Areopagos og musiker

T ørst

29

Klumme

•

Av Stina Ørregaard Andersen

Hvem har ikke brug for noget større?

Danskerne er et blufærdigt folkefærd, og i et land uden høje bjerge kommer ord som »Gud« og »religiøs« ikke let.

Men tag ikke fejl. Længslen efter det åndelige viser sig hele tiden

30

T ørst 2024

»Det, der er større end os«. ­Ordene faldt, da Danmarks nye konge, Frederik X, en kold januardag trådte frem på balkonen på Christiansborg foran de 300.000 danskere, der havde fundet vej til hjertet af København, og de tre millioner, der fulgte med i proklamationen hjemmefra.

– Jeg får brug for alt den støtte, jeg kan få, fra min elskede hustru, fra min familie, fra jer og fra det, der er større end os, sagde han.

Siden er ordene blevet både rost og kritiseret og senere også uddybet i bogen »Kongeord«, som udkom få dage efter tronskiftet. Den debat skal det ikke handle om her, men når man taler om åndelighed og åndelige behov anno 2024, er ordene fra balkonen et godt sted at begynde.

For hvad er åndelighed egentlig?

Og har åndelighed overhovedet noget med Gud eller religion at gøre? Eller dækker åndelighed bare over alt det, der ikke hører krop og praktik til?

Det er ikke alle, der tolker det på helt samme måde. At åndelighed og dermed åndelige længsler til gengæld handler om en tilknytning til noget, »der er større end os« – eller manglen på netop det i en på mange måder individualistisk og selvcentreret tid – er lettere at blive enige om.

Derfor var det selvfølgelig heller ikke tilfældigt, at det var de ord, der kom ud af munden på kong Frederik, der i øvrigt bar et buddhistisk

– Mange har et stort ønske om at føle sig forbundet til noget, der er større end dem selv og forstå sig selv gennem den prisme. inspireret armbånd foruden uniform og kors, og som gennem årtier er blevet kendt som et menneske, der, ligesom mange danskere, finder stor værdi i at opholde sig i naturen. For med ordene afspejlede han netop den type åndelighed, der gør sig gældende i disse år. Danskerne er nemlig ikke afvisende over for det åndelige, slet ikke. Det er derimod kasserne, de har det svært med.

At beskrive sig selv som religiøs, som kristen, som havende en gudstro, eller tale højt om Jesus Kristus – det er svært for mange. Men når sætningerne blødes op – når det handler om at tro på det, »der er større«, eller på, at der er »mere mellem himmel og jord« – kan mange flere være med.

At beskrive danskerne som et sekulært folk er en fejltolkning.

For den brede tendens er ikke at afvise det åndelige, tværtimod er danskerne åbne over for en bred vifte af muligheder for at invitere det åndelige ind – gennem naturen, gennem buddhistisk inspirerede åndedrætsøvelser, gennem krystaller og astrologi, gennem tarotkort eller andre former for spiritualitet

l engsel

foruden kirkegang, idet langt de fleste danskere stadig er medlem af folkekirken. Denne brede åbenhed og sammenblanding af traditioner er netop et udtryk for en åndelig længsel. Mange har et stort ønske om at føle sig forbundet til noget, der er større end dem selv og forstå sig selv gennem den prisme.

Danskerne er et blufærdigt folkefærd, der, modsat vores skandinaviske naboer, lever i et land uden høje bjerge, i et samfund, der har et solidt sikkerhedsnet spændt ud under dets borgere. Her er der sjældent brug for de store ord, brug for at råbe Gud af sine fulde lungers kraft. Men det betyder ikke, at der ikke bliver kaldt på »noget større«. Det gør der. Hele tiden.

Det gjorde der også den dag i januar, hvor Danmark fik en ny konge. For det var ikke bare kong Frederik, der efterspurgte det, »der er større end os«. Det gjorde også de tusindvis af danskere, der var mødt op for at mærke noget, for at tage del i den historiske begivenhed, i fællesskabet, og som endte med at føle sig spejlet i ordene, der lød fra balkonen. ●

Stina Ørregaard ­Andersen Liv&Sjæl-redaktør på Kristeligt Dagblad

T ørst

31

re portasje

•

Tekst og foto Sina Vestøl

Bærekraftige rytmer som gir liv Å gi rom for ro i hverdagen skal ikke være en byrde.

Det handler om å vandre i bærekraftige rytmer som gir liv. Å puste, leve og virke, sier Fredrik Krunenes.

32

T ørst 2024

tid til det som bet yr noe Mange kan nok kjenne seg igjen i lengselen etter mer tid. Tid til det som virkelig betyr noe for oss, midt i hverdagens hektiske rutiner. Etter Kristus har tatt tak i denne lengselen og arrangert samlinger som gir konkrete tips og erfaringer om hvordan vi kan skape mer meningsfull tid i vår daglige tilværelse, med digital avrusning og asfaltretreat.

– Hverdagen har en tendens til å fylle seg opp med avtaler, og da er det utfordrende å prioritere tid til å være, tenke, kanskje kjede seg, sitte og puste dypt, forteller Elina Espeland.

DEN DIGITALE VERDEN tar stadig større plass i våre liv, på godt og vondt. Mange føler seg overveldet av det konstante digitale påfyllet som kan ta overhånd i hverdagen.

Likevel er det vanskelig å ta grep for å redusere det digitale bruket.

I seks uker deltok en gruppe mennesker i ulike eksperimenter med digital avrusning. Legge vekk smarttelefonen, praktisere enkelhet, tid til stillhet og sakte turer. Hensikten er å skape bevissthet rundt rollen den digitale verden spiller i hverdagen – og hvilken betydning det har.

Aldri helt av, aldri helt på Elina Espeland ble med på digital avrusning for å utfordre seg selv på tro i praksis.

– Jeg merker jeg har mer tid i tomrommene i hverdagen, og da har jeg lettere for å be. Ha en samtale med Gud som bare går. Tenkingen min glir nå oftere over i bønn. Jeg har mer tid til å lytte. Å tørre å lytte, forteller hun. l engsel

Å omvende vaner Digital avrusning er et strukturert program med utfordrende eksperimenter for hverdagen. Ved siste samling møttes deltakerne for å reflektere rundt sine erfaringer og dele hvilke vaner de ønsker å innføre i hverdagen sin videre.

– Alt det som skjer digitalt tar mye tid, men også mye energi. Det er noe helt annet å slappe av og se ut i lufta eller gå seg en liten tur. Jeg har lært å omvende vanene. Ikke lenger instinktivt ta opp telefonen. Heller gjøre ting som tilfører livet mitt noe mer. Faktisk bruke tiden, forteller deltakeren Yngve om sitt utbytte

han selv som var fjern. Han mener at mobilens betydning for troslivet er undervurdert. Vi er aldri helt av og aldri helt på.

– Jeg vet at Gud er like mye til stede når jeg har hvilepuls med bibelen i fanget, som når jeg løper for å rekke det jeg skal, men jeg tror ikke at jeg selv er like tilstede, forteller Elina.

Hun fortsetter med å fortelle om at Guds stemme er blant mange andre som kjemper om oppmerksomheten vår.

– Og jeg er derfor helt avhengig av å stoppe opp for å lytte til Han. Jeg hørte en gang noen som sa at man er nødt til å kjempe for det som virke-

Overskriftsordet er ro. Roen til å fokusere på Gud i hverdagen.

– E l in a Es p e l a nd

av erfaringene. Han har opplevd en annen type hvile og at tiden blir mer verdifull.

– Det er blitt mye lettere å la mobilen ligge. Noen av vanene har satt seg, andre ikke. Men jeg har fått mer tid til å bare tenke. Overskriftsordet er ro.

Roen til å fokusere på Gud i hverdagen, forteller Elina om tiden fremover etter sin digitale avrusning.

Andreas Nydal skriver i sin bok Kakofonen at han følte at Gud var fjern, men innså etterhvert at det var

lig betyr noe, og det kjenner jeg at er gjeldende for pausene, stillheten og tid med Gud. En av utfordringene deltakerne fikk var å gå sakte en lang tur, uten distraksjoner fra mobilen. For Elina var dette en fin erfaring.

– Det gjør ting med hele kroppen, forteller hun.

Dette er en praksis Etter Kristus har testet ut flere ganger gjennom såkalte asfaltretreat, hvor flere har opplevd det som en verdifull tid.

T ørst

33

ASFALTRETREAT er en måte å se et glimt av Gud eller godhet i folk, by og natur der vi bor og er. En slags bønnevandring, eller gåtur med hensikt. Å oppholde seg i ro og med oppmerksomhet gjennom byens travelhet.

– Vi er oppdagelsesreisende til det stedet Gud har satt oss akkurat nå.

Jesus kan møte oss gjennom asfalt, gatehjørner og de folkene som vandrer der hver dag, sier Ruth Burch Skree som leder asfaltretreatet.

Brit Hodne på asfalt­ retreat i Oslo

Deltakerne får en liste med konkrete tips før turen. Tips også du kan ta med deg til hverdagen om du ønsker å stoppe opp og få plass til mer ro i hverdagen:

Det gjør ting med hele kroppen.

• Be eller være stille for Gud • Skrive ned tanker • Skru av mobilen • Smak, gjør, eller prøv noe nytt

– E l ina Espe l and

34

T ørst 2024

• Dra på oppdagelsesferd • Raste, ikke haste • Gi rom for tilfeldigheter En del av et fellesskap Etter turen samles deltakerne igjen for å reflektere rundt erfaringene sine. Å gå sakte en tur, uten mulighet for distraksjoner fra mobilen, og virkelig koble seg på omgivelsene var utfordrende og uvant for flere.

Noen følte det ikke som noe mer enn en vanlig tur, men for flere var det en verdifull tid. En opplevelse av å få et annet blikk på omgivelsene. En større oppmerksomhet.

– Jeg føler meg som en del av et fellesskap på en annen måte, og skjønner mye bedre hva som faktisk er rundt meg av folk og steder og natur. Det slo meg skikkelig hardt.

Hvordan min travelhet hindrer meg i å være koblet på byen og se alt rundt meg, forteller Brit Hodne.

▶

Vi er oppdagelses­ reisende til det stedet Gud har satt oss akkurat nå.

F oto: Johanne Kaardal

– Ru t h B ur ch Sk r e e

▶

En ny t ype lengsel Videre forteller Brit at asfalt­retreatet åpnet opp en ny type lengsel i henne.

– Jeg tror at særlig det å være ute med god tid, og ikke ha noe på ørene eller skjerm tilgjengelig, viser meg en lengsel som jeg ikke pleier å kjenne på til vanlig. En som handler om det å ikke skulle være travel og å tørre å koble seg på byen og folkene der.

Og ikke minst å virkelig nyte sola og lufta og alt det fine man kan se.

Stoppe opp Brit forteller i ettertid at hun bærer med seg erfaringer som hjelper henne med å skru ned tempoet og mengden inntrykk i hverdagen.

– Ofte i det daglige føles det ikke som at jeg har kapasitet til å stoppe

opp. At det vil kreve for mye av meg å gå sakte eller å slå av podkasten på ørene. Det er litt rart at jeg så ofte ikke helt tørr å tro på at det vil være godt.

Tid til det som ­b et yr noe for deg Du trenger ikke å innføre noe så radikalt som en digital avrusning eller dra på asfaltretreat for å endre vanene dine til noe som gir deg mer verdifull tid. Refleksjonene fra deltakerne viser at selv enkle grep og mindre omvendende vaner kan ha positiv innvirkning på hektiske hverdager. Å være bevisst på ens digitale vaner, sette av tid til seg selv, ta det med ro i gatene på vei til jobb.

Gi plass til ro og tid som betyr noe for deg. ●

Det er litt rart at jeg så ofte ikke helt tørr å tro på at det vil være godt.

– Bri t Hodne

Ett e r K r i st u s er et arbeid i Areopagos som oversetter Jesu livsvisdom til vår tid og ­konkrete praksiser.

l engsel

T ørst

35

Re fl e ksjon

•

Tekst Stian Kilde Aarebrot

TEOLOGI FOR FISKER He l t side n j e g lærte å svømme har jeg elsket å ta på meg dykkermaske og snorkel for å kunne se ned i vannverdenen under meg. Jeg trakk dype pust før jeg svømte ned til fisker og sjøstjerner. Som voksen tok jeg kurs for å kunne dykke med surstofftank på ryggen, og med det ble de vektløse gjestevisittene på 20 minutter av gangen. Vannet trykket seg mot meg fra alle kanter – som en enorm omfavnelse – og tvang meg til å bevege meg langsomt, men grasiøst, akkompagnert av en slags enorm stillhet.

Men det som for meg var ekstatiske eventyr framsto som grå hverdag for fiskene som sneiet forbi meg. «Vi vet ikke hvem som oppdaget vann, men vi er rimelig sikre på at det ikke var en fisk», sa medieteoretikeren Marshall McLuhan. «Fisk vet ingenting om vann før de strander.» For fisken er vannet en så stor selvfølge at den ikke enser det.

Er det litt på samme måte for mennesket, at vi sliter med å «oppdage»

36

T ørst 2024

Gud fordi Gud er vannet vi svømmer i? Paulus sa det faktisk omtrent slik – at Gud er vannet: «Det er i ham vi lever, beveger oss og er til.»

Augustin gjorde den samme refleksjonen noen hundre år senere, i etterkant av sin egen omvendelse: Du var hos meg, men jeg var ikke hos deg. [...] Du glimtet, strålte frem og drev min blindhet på flukt. Du duftet, jeg pustet inn, og nå ånder jeg for deg. Jeg smakte, nå hungrer og tørster jeg etter deg.

Mange leter etter Gud i det ekstraordinære. Men Gud er først og fremst helt ordinær. Også i Guds hav finnes det en overflate som bølger og spruter. Men ingen fisk har godt av å oppholde seg der lenge. Hav består først og fremst av store dyp, og på dypet er det stille. Umerkelig stille. Og vannet presser seg kjærlig på oss fra alle kanter, enten vi anerkjenner vannet som Gud eller ei. Det jeg stadig lengter etter er altså det jeg allerede svømmer rundt i. ●

St i an K i l d e A ar e b r ot, prest og fag­ ansvarlig for trospraksis i Areopagos

art ike l

•

Tekst Martin Krath-Andersen

Er der håb for fremtiden?

I en tid præget af kriser længes mange af os efter fornyet håb for fremtiden. Men hvor finder vi den, når modløsheden trænger sig på?

l engsel

T ørst

37

– Der er så mange kræfter, der kæmper for at forbedre vores liv, og vi mennesker bliver overordnet set kun bedre og dygtigere med tiden.

I j a n uar 2 0 2 0 kom jeg hjem fra en skiferie i Frankrig. Da mine venner og jeg landede i ­Københavns Lufthavn, så vi nogle enkelte mennesker gå rundt med mundbind, fordi der florerede rygter om en virus fra Kina. Dengang tænkte jeg og mine venner, at de var tossede, og de danske myndigheder stod frem og sagde, at vi skulle tage den med ro.

Men fast forward til marts. Jeg boede sammen med min kammerat i Aarhus, og coronavirussen var blevet til en global pandemi. Vi frygtede, at pressemødet om nogle timer skulle vise sig at resultere i et egentligt udgangsforbud, og at vi fremover slet ikke måtte mødes med andre mennesker uden for vores bopæl. Min kammerat tog hjem til sine forældre kort tid inden pressemødet for måske at sige farvel i lang tid.

Der var noget næsten apokalyptisk over stemningen. Det havde vi aldrig prøvet før.

Der var krisefornemmelser. I næsten to år kæmpede verden med en global pandemi, og da vi netop så konturerne af afslutningen på pandemien, begyndte krigen mellem Rusland og Ukraine.

Jeg tænkte ved mig selv: Hvornår stopper den her krisetilstand?

Herefter blev der udgivet forskning om de unges mentale trivsel, der med hastige skridt forværres. I Washington stormede fundamentalistiske republikanere Capitol Hill, og demokratiet

Krist ian L et h. Arkivfoto.

38

T ørst 2024

så for alvor ud til at være under pres. På sidelinjen buldrede den evigt voldsomme klimakrise, og større og værre naturkatastrofer bredte sig rundt omkring i verden årene efter. Ensomheden blev større, fertiliteten blev rekord­elendig og ja – Hamas angreb Israel i slutningen af 2023, hvilket udløste en krig.

Vi har hørt det før. Den tid, vi lever i nu, er kendetegnet af kriser. Den kendte tyske sociolog Hartmut Rosa beskrev i et interview til Kristeligt Dagblad, at vi på baggrund af de talrige kriser nærmer os en tilstand af »kollektiv ­udbrændthed«: – Jeg tror, vi nærmer os et punkt for kollektiv udbrændthed. Det er, som om vi ikke længere kan forestille os en fremtid, vi gerne vil bevæge os hen imod. Og det har jo ellers været hele modernitetens bærende idé: at vi kan give noget godt og bedre videre til vores børn.

Rosa beskriver, at de mange kriser udmønter sig i en kollektiv udbrændthed. Vi står nu i 2024 og stiller os selv spørgsmålet: Er der håb for fremtiden? Og hvad stiller vi op mod den modløshed, som kan ramme ethvert menneske?

Det be dst e t idsp un k t i ­v e r de n sh istor ie n

Spørger man Kristian Leth, der er forfatter og journalist, om der er håb for fremtiden, er svaret et rungende »ja«: – Selvfølgelig er der håb for fremtiden. Men håb for fremtiden er ikke en dom over hele verden. Håb for fremtiden er mange forskellige ting. Om en generation, om to generationer, om tre generationer vil man stille sig selv spørgsmålet: ‘Er der håb for fremtiden?’ siger Kristian Leth og fortsætter: – Der vil være nogle, der har fantastiske liv, og der vil være nogle, der har svære liv. Vi skal væk fra den idé om, at verden er én ting, og om der er håb for den eller ej. Jeg forstår godt, at man i vores tid kan miste modet og tro, at der slet ikke er håb for vores fælles fremtid på baggrund af den måde, vi taler om fremtiden på.

For ifølge Kristian Leth virker det til, at der er en fælles fortælling og et budskab om, at der ikke er håb for fremtiden. Men man skal forstå, at mennesket altid har tænkt sådan, fortæller han.

– Jeg tror, det kan lette mange at være i fællesskaber, hvor vi taler om de kriser, vi står i, for at opleve en forbundethed med andre, der står i netop det samme.

He l e ne Re ingaard Neumann. Arkivfoto.

– Vi mennesker har altid tænkt, at der ikke var håb for fremtiden. Og det kan trøste os. Min generation havde samme følelse, generationen før mig havde samme følelse, generationen før den havde samme følelse.

– Det løber som en åre gennem vores kultur, at de ting vi står overfor, kan opleves som verdensafsluttende. Første- og anden verdenskrig var ikke nogen lille ting. Vi bør øve os på at lægge den tanke væk og fokusere på de helt reelle ting, der foregår rundt omkring os. Rent verdenshistorisk lever vi på mange måder på det bedste tidspunkt overhovedet.

– Den tanke tror jeg vil give os energi til at engagere os i verden og lave om på verden, så den bliver et endnu bedre sted. Jeg tror ikke, at det hjælper at tænke, at ‘det går virkelig, virkelig dårligt, så derfor må jeg handle’. Tværtimod er det vigtigere at tænke: ‘Gud, der er så mange ting, vi har kunnet løse, hvordan kan vi blive ved med det?’, afslutter han.

Fæ l l es s k a b et s o g ­t r oe n s p ot e n t i a l e

For Helene Reingaard Neumann, der er præst og skuespiller, er det også vigtigt at huske det store perspektiv, når der tales om håb for fremtiden.

For på trods af, at medierne »bombarderer os med nyheder om kriser og krige«, skal vi huske på, at vi lever i en tid, hvor der er så få krige, som der er nu.

– På den lange, historiske bane går det bedre for menneskeheden. Vi bliver ældre og ældre. Gel engsel

nerelt bliver vi sundere. Der er så mange kræfter, der kæmper for at forbedre vores liv, og vi mennesker bliver overordnet set kun bedre og dygtigere med tiden. Men der vil altid være farer og trusler ved det at være menneske, det kan vi ikke undgå.

Helene Reingaard Neumann finder selv håbet frem i en blanding af sin tro og i fællesskaber og i samværet med dem, hun elsker, fortæller hun.

– Vi ved, at håbet kan svækkes når vi møder frygt. Så kan håbet på en måde blive taget fra os.

Men jeg tror på, at håbet vokser i mødet med den anden, og så tror jeg, at kristendommen rummer et potentiale til at mindske frygt, siger Helene Reingaard Neumann og fortsætter: – I det Nye Testamente står der ‘Frygt ikke’, når personerne i fortællingerne bliver overvældet. Der er i evangelierne en konstant understrøm om, at der ikke er grund til at frygte. Det synes jeg, at vi må tage i hånden og gøre aktuelt i dag. I mit yndlingscitat fra Hebræerbrevet står der, at ‘tro er fast tillid til det, der håbes på. Overbevisning om det, der ikke ses.’ For mig er troen og håbet forbundet.

Hvad ville du sige til et ungt, voksent menneske, der oplever håbløshed eller modløshed i øjeblikket?

– Taler vi for eksempel om klimakrisen er der i nyere tid kommet stort fokus på, hvad individet kan gøre. Det kan medføre en stor klimaskyld – det oplever jeg selv, at der er.

– Vi skal ikke underkende klimakrisen og de problemer, vi står i. Men vi skal ikke bære krisen på vores egne skuldre alene. Vi må tænke, at vi må løfte den krise i flok. Ellers bliver det for uoverkommeligt, fortæller hun.

– Jeg må minde de unge mennesker om, at der heldigvis er mange af de problemer vi står overfor, der kan løses i fællesskab. Det har vi set før. Jeg tror, det kan lette mange at være i fællesskaber, hvor vi taler om de kriser, vi står i, for at opleve en forbundethed med andre, der står i netop det samme.

– Men falder man helt ned i håbløsheden, kan man tage Johannes’ ord om, at lyset skinner i mørket, og mørket griber det ikke. Jeg tror personligt, at det lyse vinder over det mørke i sidste ende, afslutter hun. ● T ørst

39

Bliv medlem Som medlem giver du Areopagos en stærkere stemme og bidrager til at bygge broer af forståelse og respekt mellem mennesker med forskellige overbevisninger. Sammen udvider vi horisonter og bryder barrierer.

www.areopagos.dk