
4 minute read
Anna fra Tyskland
from Øjeblikke 2022
by Halvorsminde
Hvordan er anna endt på efterskole?
På Halvorsminde har vi i en del år nu haft en dejlig tradition for at have elever fra mange forskellige steder i verden. Vi tror på værdien i at have en mangfoldig elevgruppe, og at vi igennem mødet med mennesker fra andre steder i verden og mennesker fra anderledes kulturel opvækst bliver klogere på verden, som den ser ud. Vi har i de seneste år både været i Sydamerika og fjernøsten for at hente elever, og i år nåede vi så til - det nordlige tyskland! Jeg har talt med Anna om hvordan hun endte på Halvorsminde, og om hvordan det er at rejse væk fra familien og gå på skole i et andet land.
Af: Martin Øbo, lærer på Halvorsminde
”Jeg kommer fra en lille landsby i Schleswig Holstein, hvor jeg bor med min mor og min bror. Jeg er 17 år og har afsluttet 10. kasse i Tyskland, og nu går jeg i 10. klasse igen her i Danmark. Lige siden jeg var lille, har min mor lavet summer camps i Danmark for tyske børn og jeg har været med hvert år. De sidste par år har jeg arbejdet som leder på campen. Hver gang jeg krydser grænsen til Danmark, føles det som om alt stress forsvinder og alting bliver rart og dejligt. Jeg elsker virkelig dette land”.
Jeg er nysgerrig på at vide lidt mere om, hvordan Anna er endt på en efterskole i Danmark. Alle somrene i Danmark var på Sjælland, så hvordan Søren blev det lige til Halvorsminde i Vendsyssel?
”Da jeg var færdig med 10. klasse i Tyskland, vidste jeg at jeg skulle prøve en ny skole, hvor jeg havde mulighed for at arbejde mere kreativt. Det var der slet ikke mulighed for på min gamle skole. Oveni det ønske fik jeg den idé, at jeg kunne tage et år i udlandet. Jeg er som før nævnt vild med Danmark, så jeg søgte på skoler og kunst og med det samme poppede en masse efterskoler op. Jeg kendte ikke til den slags skoler før, men blev med det samme meget interesseret. Jeg tror, jeg har været på samtlige efterskolers hjemmesider, men da jeg kom til Halvorsmindes hjemmeside, rundvisningen på Youtube og samtidig tjekkede Instagramprofilen, var jeg helt sikker. Det skulle være her!” Når man vælger at gå på efterskole, betyder det jo også, at man for en periode flytter væk fra de trygge rammer derhjemme.
De fleste bor dog ikke længere væk, end at hvis savnet bliver for stort, kan man ltid ringe efter mor og tage en lille pause fra det pulserende efterskoleliv. Jeg spørger Ind til disse udfordringer med savn, sproglige udfordringer, nye venner osv.
”Den første måned lavede vi så mange spændende og anderledes ting at jeg måtte knibe mig i armen nogle gange. Det var ikke helt til at forstå at jeg rent faktisk boede i et andet land og gik på en så anderledes skole.
Desværre forstod jeg ikke rigtig noget dansk, så det var også svært, når der var så mange ting, der blev sagt, uden jeg forstod det. Heldigvis taler de fleste udmærket engelsk, men det var også vanskeligt for de andre elever at vænne sig til. Nu forstår jeg heldigvis næsten alt, hvad der bliver sagt på dansk, så det er virkelig dejligt. Jeg er dog ikke helt tryg ved at begynde at tale dansk endnu”, griner Anna.
Anna har været hjemme et par gange siden skolestart, når vi har haft forlængede weekender, men lige nu glæder hun sig også rigtig meget til at komme hjem og holde juleferie og bruge lidt længere tid med familien.
