Halvor Magasinet by Halvorsminde

01 - 2017

HALVOR Magasinet

01 17 | HALVOR MAGASINET |

HVEM VAR HALVOR? Halvorsminde Efterskole og Fri Fagskole hed oprindelig Skolen for Overgangsalderen, hvilket dog snart blev ændret til Bagterp Efterskole. Den blev grundlagt i 1903 af forstanderparret Anna og Andreas Nielsen. De havde tre sønner Halvor, Gunnar og Frode. Den ældste søn Halvor var i sommerferien i 1920 på badetur ved Rubjerg, men kom i et strømhul og druknede. I 1923 blev navnet ændret til Halvorsminde og sat på gavlen af skolens nye fløj, hvor det stadig kan ses i dag.

Et digt i Vendsyssel Tidende skrevet af redaktør Chr. Mikkelsen i 1920:

Ved Halvor Nielsens Død Du lille Halvor, du flinke Dreng! saa ung, - og med rige Evners Spil dig syntes nok Verden tit lidt streng; man naar jo kun gennem Kampe til at gøre det, som man inderst vil. De unge Aar, det er Brydningsaar, da ruller Blodet med iltert Jag. Mangfoldigt Livet for os staar, med Lys og Mørke gaar vor Dag, mens Daad og Drøm ta’r haarde Tag.

Saa sært utroligt dit Hjerte slog, og dybe Dønninger gik i dit Sind. Men mildt dig Fredens Herre drog, og Bølgen kyssed’ blidt din Kind, da du gik til Guds Glæde ind.

| HALVOR MAGASINET | 01 17

INDHOLD 2 4 16 18 20 24 26 28 30 32 36 38 40 42 44

Hvem var Halvor? Gå efter din passion selv om det gør ondt Når battet ikke batter Om at komme fra isen Vendsysselmødet Unge møder visioner og får rygrad Klar til at vokse På Halvorsminde er Janteloven forbudt Droneindustriens fremtid At ride på bølgen Et møde mellem to vendelboer De vigtige erhvervsuddannelser HalvorShoppen Alle ved, at det virker Følg os

32 Udgiver: Halvorsminde Efterskole og Fri Fagskole Halvorsmindevej 107 - 109 9800 Hjørring 98 92 12 22 Tryk: SpotOn Media ApS Oplag: 5.000 Har du en artikel, som skal med i næste magasin, kan du henvende dig pr. mail: kontor@halvorsminde.dk

01 17 | HALVOR MAGASINET |

Nikolaj Niebuhr er fra Tårs i Vendsyssel, han er delvis lam i højre side og har altid haft svært ved at sidde stille mere end 10 minutter. I dag bor han i Italien og er professionel bjergbestiger, foredragsholder og mountainbikeinstruktør. - Og så har han i øvrigt gået på Halvorsminde Efterskole. Af Jens Larsen, Old Friends Industries

| HALVOR MAGASINET | 01 17

Nikolaj Niebuhr

Gå efter din passion - selvom det gør ondt! Vi kom frem til Camp 4 på Mount Everest ved 14-tiden om eftermiddagen. Det sidste hvilested inden turen mod toppen af bjerget. 8848 meter. Det var minus 25 grader. Vi var ni i gruppen, en sydafrikaner, to japanere og fem kinesere og sherpaer, der hjalp med at bære vores udstyr. Vi har trukket os i reb op gennem glectherspalter med isblokke hængende over os og lyden fra is, der skurrede og knagede. Vi har set fem-seks store laviner, der væltede ned af bjerget som gigantiske bølger. Det er russisk roulette, men utroligt hvordan jeg kan fortrænge frygten. Jeg var træt. Jeg var meget træt. Jeg kan kun bruge min venstre arm. Den højre har været lammet, siden jeg var otte år. Den er tynd og spinkel i forhold til min venstre. Som to forskellige kroppe sat sammen til en. Mine fødder var tapet op for at lindre smerten fra vablerne. Planen var, at vi skulle videre kl 21 om aftenen for at nå til toppen af Everest. Men det begyndte at blæse. Skyerne trak ind mod bjerget. Vi aflyste at forsøge og diskuterede, om vi havde ilt nok til endnu en dag. Om natten rev stormen i teltdugen, frosten bed i huden, jeg sad oppe i

teltet, hørte Pink Floyd´s sang ”Lost for words” på min telefon, trak vejret gennem iltmasken, forsøgte at få lidt søvn, men det er næsten umuligt i 7900 meters højde. Man svæver fra drøm til vågen tilstand, det er som at ligge på ryggen i et uroligt hav og forsøge at flyde. Det er svært at tænke klart. De tre andre i teltet sad også op eller lå på albuen, deres øjne var åbne og rødsprængte. Vi var ubarberede. Jeg tænkte, vi lignede gamle mænd. Næste morgen hørte vi over radioen, at en amerikaner var død på vej ned, og to andre havde fået slemme forfrysninger, fordi de ikke kunne komme ned fra bjerget. Jeg hørte senere, de havde mistet flere fingre og kiggede ubevidst ned på mine hænder og lukkede og åbnede dem.

Jeg havde det fint, ingen hovedpine, ingen tegn på højdesyge. 100 meter oppe i 8000 meters højde begynder jeg at mærke nogle små jag i min skulder fra belastningen dagen før. Jeg går videre op i 8300 meters højde til et lille plateau. Idet vi kommer op, træder jeg hen over fødderne på den døde amerikaner, vi havde hørt om i radioen. Han var sovet ind. Lå der stivfrossen…… Nikolaj Niebuhr tegner ruten op mod Mount Everest i en sort notesbog og slår et kryds på det lille plateau. Turen til Mount Everest er fra foråret 2017. Til daglig bor Nikolaj i det nordlige Italien, hvor han lever sin passion ud som bjergguide og mountainbikeinstruktør.

Ved 21-tiden om aftenen tog vi afsted fra camp 4. Man kan se 100 – 200 meter frem op ad bjergkammen. Vi går om natten, fordi uvejret plejer at komme ind i bjergene om eftermiddagen. Når man går i mørket, føles det som at være i et mareridt, og når solen begynder at lyse kommer man ud af det mareridt. En solopgang i bjergene kan ikke beskrives.

01 17 | HALVOR MAGASINET |

I DAG VILLE DE MÅSKE KALDE DET ADHD Nikolaj Niebuhr er vokset op fem kilometer uden for Tårs i Vendsyssel på et landbrug med svin. Han har to brødre og en søster. Gården var omgivet af eng og skov, som Nikolaj og hans søskende legede i og en sø, hvor de fiskede. ”Vi var altid ude. Hvis man klatrede i træer, kunne man falde ned, og det var det. Mine forældre gav os frihed, men satte også nogle retningslinjer. Jeg elskede at rode med nogle gamle bilmotorer. Jeg kunne lide at stå med hovedet helt nede i dem og dufte olien og metallet. Jeg har altid haft meget svært ved at koncentrere mig og sidde stille mere end 10 minutter. Hvis jeg var vokset op i dag, ville man måske give mig diagnosen ADHD,” siger Nikolaj. Men han mener, han har forstået at omsætte sin energi og uro til en drivkraft, der har hjulpet ham med at gøre det, han virkelig holder af: At være ude i naturen og hele tiden stille nye udfordringer op.

I KØRESTOL SOM OTTE-ÅRIG EFTER OPERATION Da Nikolaj startede i skolen, begyndte han at blive svagere. Først troede lægerne, at der var problemer med motorikken, der kunne trænes op, men det endte med, at han fik en hjernescanning. Han havde en blodkarssamling i hjernen, som skulle fjernes, fordi den voksede og ville sprænges og forårsage en hjerneblødning. ”Jeg var otte år. Jeg husker det ikke. Jeg blev indlagt på hospitalet og vidste ikke noget om, hvad der var galt og hvilke konsekvenser, det kunne have. Det var den første april, og jeg lavede aprilsnar med sygeplejerskerne.” Da Nikolaj vågnede efter operationen, kunne han ikke bruge sin højre side. De havde ramt nogle nervebaner, da de skar blodansamlingerne væk. Han sad i kørestol, da han forlod hospitalet. ”Jeg husker det ikke som nederlag eller negativt. Jeg har altid fået det bedste ud af det. Jeg tænkte, at i stedet for at lave gymnastik og køre på cykel, kunne man køre rullerace i kørestolen,” siger Nikolaj. Da han kom hjem på gården, byggede hans far en cykel med nogle store støttehjul, der blev fastgjort til baggagebæreren. Fysikterapeuten sagde, at han kun måtte gå fem skridt i starten, men det kunne han ikke holde. ”Jeg havde ikke været hjemme længe, før jeg begyndte at gå rundt omkring et bord. I stedet for gymnastik begyndte jeg at

| HALVOR MAGASINET | 01 17

svømme. Hvis der er nogen, der sætter grænser for, hvad jeg må, så har jeg altid lyttet til min krop og sagt, at jeg sagtens kan gå mere end fem skridt.” Efter fem måneder smed Nikolaj kørestolen og kunne gå. Det var i 1992.

FORBRÆNDT PÅ 50 PROCENT AF KROPPEN ”Jeg ville gøre det samme som mine kammerater. Men når man ikke kan bruge den ene arm, må man finde andre måder at gøre det på. Fx begyndte jeg til springgymnastik efter et år.” Normalt ville man ikke sætte en dreng som Nikolaj til at lave gymnastik igen. Delvis lam i højre side. ”Jeg kan huske, vi havde en snak med trænerne”. De sagde: ”Vi prøver at se, hvordan det går”. Trænerne og de andre børn respekterede, at jeg ikke kunne det sammen. I stedet for flikflak lavede jeg baglæns salto og var med til gymnastikopvisninger.” Nikolaj siger, han aldrig har tænkt på, om folk ser underligt på ham. ”Hvis der var nogen, der sagde til mig, at jeg ikke kunne en øvelse, arbejdede jeg 200 % for at vise, at det kunne jeg godt.” Men selvom han ser sig selv som optimist, har han sine nedture. ”En aften for to år siden kom jeg hjem til min lejlighed i Italien, hvor jeg bor med to af mine venner. Det var koldt udenfor, og jeg skulle tænde op i min brændeovn. Det har jeg gjort mange gange før. Men pludselig eksplorerede det hele. Jeg husker ikke noget. Jeg blev fløjet i helikopter til Verona hospital og lå i koma i 10 dage. 50 % af kroppen var forbrændt. Jeg kom først til bevidsthed efter tre uger, fordi jeg var fyldt med morfin. Det er sådan en latterlig hverdagsting at komme til skade ved med alle de risici, jeg ellers udsætter mig selv for i bjergene. Jeg havde en krise, og det har været meget hårdt. Da jeg syntes, det gik bedre, brækkede jeg et kraveben, så der var en periode, hvor jeg var nede i et hul. Men alligevel evner jeg at komme igen. Måske er jeg lidt som en væltedukke, der altid kommer op igen.”

HALVORSMINDE EFTERSKOLE OG DET BEDSTE ÅR I MIN SKOLETID I 1999 kom Nikolaj på Halvorsminde Efterskole ved Hjørring. ”Det var et af de bedste år i min skoletid. Der var et stærkt fællesskab, gymnastik og værkstedsfag, som passede godt til en urolig dreng som mig. Man kan lære meget af det fællesskab og sammenhold, som er på en efterskole, fordi du lærer at give

Gletsjer spalte treverse. Spalterne er op til 70 meter dybe. I teltet i Camp IV. 7.900 meter over havets overflade

Sherpaerne. Nepalesiske guider.

Khumba Icefall. Fire stiger er bundet sammen for at klatre op af en serac (isvĂŚg)

01 17 | HALVOR MAGASINET |

Everest Base Camp 5.350 m. Vi prøver at få et gratis heli-lift til Namche

Klatrer de sidste meter mod toppen af Island Peak 6.200 m.

South col. Camp IV. Toppen af Everest til højre.

På en bjergkam en kold og blæsende morgen. Island Peak.

| HALVOR MAGASINET | 01 17

afkald - at give og tage. Du kan ikke bare vende ryggen til og gå din vej. Du bliver bedre til at arbejde sammen i en gruppe,” siger Nikolaj og sammenligner det med at være ude i bjergene. I bjergene er du nødt til at arbejde sammen med de mennesker, du er omkring og de omgivelser, du er en del af. ”Bjergbestigere taler meget om at lytte til, hvad bjergene siger til dig fx laviner, som vi oplevede nogle voldsomme af på Everest - ekspeditionen må du have respekt for. Du må evne at læse vejret, der kan forårsage dem. Det er gruppearbejde at være på en ekspedition i bjergene, for ellers dør man eller når ikke sit mål,” siger Nikolaj og fortsætter: ”Bjergbestigning er skidenemt, for du har nogle regler. Men hvis du ikke lytter til bjergene og din egen krop, dør du af det. Du kan ikke lave fejl. At samarbejde og lytte til andre lærte jeg ved at gå på efterskole.”

FÆLLES PASSION SKABER VENSKABER Samarbejdet med andre i bjergene og det at dele en fælles passion har ført til stærke venskaber for Nikolaj. ”Venskaber er meget vigtige for mit liv og for alles liv, tror jeg. Venskab sætter dig fri. Specielt de venskaber, jeg har fået gennem min passion for bjerge, er stærke. At bestige bjerge eller udforske vildmarken er noget man gør sammen, og du skal stole på de andre. De hjælper dig, som du også ville hjælpe dem. Hvis man går bundet sammen op igennem en gletscher, så skal du være sikker på, at hvis den ene falder i en spalte, er der en til at redde dig. Når man sidder i en basecamp et sted ude i bjergene og er en gruppe, bliver man hurtigt en familie, og man tænker ikke på, hvilken baggrund, arbejde og religion, man har. Man har en fælles opgave, man skal løse. Du kan sidde i Kathmandu og skåle med en englænder og en kineser, og de er bare dine bedste venner der, og du tænker ikke over, hvor de kommer fra. Venskab og passion er stærkt forbundet inde i mit hovedet,” siger Nikolaj.

”

”Det er gruppearbejde at være på en ekspedition i bjergene, for ellers dør man eller når ikke sit mål,” siger Nikolaj og fortsætter: ”Bjergbestigning er skidenemt, for du har nogle regler. Men hvis du ikke lytter til bjergene og din egen krop, dør du af det. Du kan ikke lave fejl. At samarbejde og lytte til andre lærte jeg ved at gå på efterskole.”

01 17 | HALVOR MAGASINET |

INDUSTRITEKNIKER OG DET AFGØRENDE ØJEBLIK Efter året på Halvorsminde uddannede Nikolaj sig som industritekniker, fik job, købte bil og hus. Men inden da var der blevet plantet et frø i ham. ”I 2004 inviterede min bedstefar mig med på skiferie i Canazei i Dolemitterne i Italien. Jeg kan huske, vi kom kørende ind i dalene. Det er som nat og dag at komme fra Danmark eller Norge og Sverige, hvor bjerge er klipper. Dolemitterne er stejle. De er rå. Det er en hel anden natur. Civitta er 1000 meter rå klippevæg. Det slog benene væk under mig.” Nikolaj kom tilbage nogle år. I 2007-8 havde han planlagt et sabbatår, men den ene sæson tog den næste, og tre år efter solgte han sit hus og alt det, han ejede i Danmark. ”De år var vendepunktet i mit liv. Jeg fik en passion for naturen, for bjergene og senere også for bjergsport: mountainbike, skiløb og mountaineering, som det hedder.” I 2011 blev Nikolaj mountainbikeinstruktør, selvom han ikke kan bruge venstre arm. ”Jeg har konstrueret mit eget cykelstyr med en clickpedal til min højre arm, og alle gear er på venstre side af styret. Så uddannelse som industritekniker har jeg ofte gavn af både som mountainbikeinstruktør og som bjergbestiger.” De første tre år arbejder han for et dansk rejseselskab om vinteren. ”Jeg delte en lejlighed med nogle kammerater. Det var en gammel og nedslidt lejlighed, og vi boede tre personer i den. Du kan ikke have en Porsche og have en drøm og en passion, hvor du ikke tjener mange penge. Det har en pris, og det er der mange, der ikke er parate til. Enten kan man lide det her liv, eller også hader man det. Hvis man er vild med natur og eventyr, er det et fantastisk sted,” siger han.

ISBJØRNEKLOEN ”Jeg har været i Nepal fire gange, og al min tid bruger jeg i bjergene. Skiløb. Isklatring, gribe med min venstre hånd og trække mig selv op. Jeg bruger dobbelt så meget tid ude i bjergene som andre, fordi jeg har det her handicap. Derfor har jeg dobbelt så meget erfaring, og det udligner, at jeg kun kan bruge halvdelen af kroppen.” Nikolaj sætter en ære i at starte fra basis og udfordre sig selv mest muligt,

| HALVOR MAGASINET | 01 17

når han er ude i bjergene. Det er altid kommet mig til gode, når jeg har været på nogle hårde ture. Nikolaj løfter en isbjørneklo i lædersnor over halsen og lægger den på bordet. ”Den har jeg altid på mig, måske er jeg overtroisk, og den minder mig om rejsen til Grønland sidste år. Den største by på Østgrønland Tasiilaq med 2000 indbyggere, så snart du er fem km inde over fjorden, ser du ikke mennesker. Vi var der i to uger, og jeg så flere isbjørnespor, end jeg så mennesker. Jeg var en uge alene ude på isen. Jeg havde en pumpgun ( jagtgevær) med på turen. Hvis der kommer en bjørn, og den er sulten, så er det dig eller den. Du kan skyde et varsel i luften, men reagerer den ikke, må du jo forsvare dig selv. Jeg ville aldrig skyde en isbjørn, hvis det ikke var for at forsvare mig, for det er det mest fantastiske væsen i hele verden.” ”Isbjørnekloen er et minde om den tur. Den ligger dybt i mig. At ligge alene i et telt ude på isen og blive ramt af en storm på 300 km i timen. Du har støvlerne på i soveposen, satellittelefonen i hånden, rygsækken er pakket, og du er parat til at søge dækning, hvis det går helt amok. Sådan en oplevelse sætter sig i kroppen og siger noget om, hvor små vi er i forhold til naturen.”

MINE HELTE Nikolaj mener, det er vigtigt med helte. Blandt hans helte er de gamle bjergbestigere: Rainhold Messner og Walter Bonatti. ”De gamle alpinister havde ikke støvler, der kunne holde til minus 50 grader, de klatrede med noget udstyr, som var langt mere primitivt end det, vi bruger i dag. De havde ikke satellittelefoner. Alle ruter er kendte i dag, men de var de første, og de vidste ikke, hvad de gik ind til, og de vidste ikke, hvordan vejret så ud syv dage frem. Det er vigtigt at have nogen at se op til, fordi det giver nogle mål, og de kan inspirere en, fordi de gør og har gjort noget, som man selv gerne vil.” En af Nikolajs andre helte er hans bedstefar. ”Jeg tror, jeg har fået min viljestyrke og stædighed fra min bedstefar. Han er ikke bange for at skille sig ud fra mængden. Han var også landmand. Jeg har svært ved at sige helt præcist, hvad han gjorde, men der er noget viljestærkt og modigt over ham, som altid har inspireret mig.”

01 17 | HALVOR MAGASINET |

| HALVOR MAGASINET | 01 17

TAG SPRINGET I STEDET FOR AT SNAKKE OM DET ”I starten kan man være drevet af, at jeg skal vise de andre, at jeg godt kan klare mig, selv om jeg er handicappet, men det kan man ikke fortsætte med at gøre. Du bliver nødt til at finde den indre glæde og motivation.” Nikolaj håber, at hans historie måske kan inspirere andre med handicaps eller som føler sig anderledes. ”Jeg siger ikke, at man skal bestige bjerge, men man kan godt tænke lidt ud af boksen og forsøge at forfølge sine drømme. Hvorfor ikke få noget ud af sit liv. Hvis man gerne vil sidde i sofaen, må man gerne det, men der er andre muligheder. Jeg synes, der er mange, der drømmer om at gøre nogle ting, men de gør ikke noget ved det. Tit bliver jeg spurgt: ”Hvordan kan du gøre det. Hvis jeg kunne, ville jeg også gerne flytte til Italien.” Så gør det, siger jeg. ”Tag springet og kom ud af den trygge boble.”

Nikolaj er lidt trist over, at Danmark har udviklet sig til et præstationssamfund, hvor man skal være produktiv, og de unge hurtigt skal videre i uddannelse og arbejde. ”Det kan ikke hjælpe, at du gemmer dine drømme og dine passioner, til du bliver pensionist, for hvem ved, om du lever til den tid. De, der rejser til Alperne og bliver skibumser eller tager til Australien og surfer, opfattes ofte som uansvarlige, men det er jo i mødet med det ukendte og med udfordringer, at vi bliver mere hele og dannede mennesker.”

HVORDAN FINDER MAN SIN PASSION? Nikolaj tror, det er en tilfældighed, hvordan man finder sin passion. ”Du skal være åben og have mod på at prøve noget af. Da jeg fandt min passion for bjergene, flyttede jeg til Italien, selvom det var meget nemmere at blive i Danmark, men det var ikke det, jeg blev

lykkelig af. Imidlertid tog det nogen tid, før jeg kunne få brød på bordet. Det var hårdt i starten og tager en del energi at komme dertil. Men i stedet for bare at blive en god industritekniker føler jeg, jeg bruger mig selv fuldt ud, og det er det vigtigste.” At være i bjergene giver Nikolaj fred. Du har nogle regler og nogle rammer. Det er simpelt. Du tænker ikke på, at du skal betale realkreditlån, eller at der er problemer med en arbejdsopgave, eller internetforbindelsen ikke virker. Alt det er væk, og du fokuserer kun på det. Det skaber en ro, fordi du kan koncentrere dig 100% om det. Når jeg fx forlader hovedstaden Kathmandu i Nepal, har jeg en følelse af frihed. Jo højere du kommer op i bjergene, des roligere bliver jeg. Jeg er sikker på, at det har hjulpet mig med at koncentrere mig med mine udfordringer.”

01 17 | HALVOR MAGASINET |

TILBAGE PÅ MOUNT EVEREST Jeg går videre op i 8300 meters højde til et lille plateau. Idet vi kommer op, træder jeg hen over fødderne på den døde amerikaner, vi havde hørt om i radioen. Han var sovet ind. Det første, man tænker på, når du ser et lig, er at kigge den anden vej. Man ved, de ligger der, og de kan ikke hentes ned, fordi man sætter sit liv på spil. Der ligger 20 velbevarede lig i området. De forgår jo ikke, for der er altid 20-25 minus grader. For næsten alle, der dør på topforsøg på Everest, dør på vejen ned. Du har trænet til det her, og det

| HALVOR MAGASINET | 01 17

giver et adrenalin kick at nå toppen, og når du er der, er det slut, men det er det bare ikke, og så melder trætheden sig, du kan ikke tænke klart, og måske løber du tør for ilt. ”Hvor stor er risikoen for, at jeg ender det samme sted som ham,” tænkte jeg. Jeg stod ved siden af en af de nepalesiske sherpaer ”Singi vi vender om.” sagde jeg. ”Er du sikker?””Ja, vi vender om”. En af sherpaerne, som er min rigtig gode ven fra tidligere ekspeditioner, sagde også: ”Er du sikker?” ”Ja, 100 procent”. Vi var tilbage i camp 4 kl to om natten. Det tog fem timer. Jeg var lidt nede over, at det ikke var pga.

af højdesyge, som er normalt, når man vælger at vende om, men en overbelastet skulder. For tre-fire år siden havde jeg oplevet det som et stort nederlag, men jeg har fået så meget erfaring og ved, at hvis man laver en fejlbeslutning, så kommer der ikke en helikopter og henter dig. Du ender som ham amerikaneren. Sherpaerne kan hjælpe dig til et vist punkt, men hvis du ikke kan gå, kan de ikke hjælpe dig mere, og begynder det at blæse, sætter du også deres liv på spil. Bjerget forsvinder jo ikke. Jeg ved, det er muligt, så jeg kan prøve igen. Hvis alting lykkedes for os, så virker de små

problemer som store nederlag. Hvis man får nogle nederlag igennem livet, lærer man at kæmpe sig op, og man ser det i et andet perspektiv, og man ser det positive i livet i stedet for at se det negative. Hvis du på en Everest ekspedition kun tænker på toppen, bliver du skør, for det er to måneder, du er derude for at vænne dig til højderne, og chancen for at det lykkes er mindre end 50 procent. Hvis du ikke kan se det smukke i at sidde i basecampen og se solopgangen. Det smukke i at mærke kulden og ligge i et telt og lade være med at tænke på hverdagens problemer, så er

det det forkerte sted, du er. Jeg tror på, at man skal gå efter sin passion, selvom det gør ondt. Du skal træffe et valg på et tidspunkt og beslutte, at det er den vej, du går.

Klokken er 7:30 om morgenen. Det er minus syv grader. Vi er i hjertet af Dolemitterne i Norditalien i byen Canazei. Nikolaj tager den tilsodede espresso-

kande fra køkkenbordet; holder den ind mod maven med siden af højre hånd, drejer bunden med venstre, med et ryk slipper den, og han kan dreje den af. Han sætter kanden på køkkenbordet. Tager kaffedåsen ned fra hylden. Hælder vand i bunden og fylder tragten med kaffe i toppen. Presser det med skeen og kommer lidt ekstra på, så der er top. Sætter toppen af kanden ovenpå og drejer et par gange, til den tager fat i gevindet og holder den igen fast ind mod maven med højre hånd og drejer et par omgange. Tænder gasblusset. Lidt efter koger vandet, og duften af kaffe spreder sig i køkkenet.

”

HVORDAN FINDER MAN SIN PASSION?

”Du skal være åben og have mod på at prøve noget af. Da jeg fandt min passion for bjergene, flyttede jeg til Italien, selvom det var meget nemmere at blive i Danmark, men det var ikke det, jeg blev lykkelig af. imidlertid tog det nogen tid, før jeg kunne få brød på bordet. Det var hårdt i starten og tager en del energi at komme dertil. Men i stedet for bare at blive en god industritekniker føler jeg, jeg bruger mig selv fuldt ud, og det er det vigtigste.”

01 17 | HALVOR MAGASINET |

NÅR BATTET IKKE BATTER Af: Emil Kondrup Halvorsminde emmer af prøveforberedelse, og skolens elever udnytter hvert et lokale – og hver en afkrog – til blandt andet at færdiggøre de tyske dispositioner, der til samlingen efter frokost, blev gjort opmærksom på, skal til at være færdige og afleveres. Dette resulterer i, at Xenia og jeg har fået os noget af en opgave, idet vi skal finde os en uforstyrret plet til en snak på et ellers prøvebesat Halvorsminde. “Jeg tror ikke, der sidder nogen i hallen eller i fitnessrummet” siger Xenia til mig efter lang tids søgen, og vi ender derfor med at søge tilflugt på hver vores fitnessmaskine, hvilket godt kan virke ironisk med Xenias forhold til træning in mente – men alt det vender vi tilbage til.

Først skruer vi nemlig tiden tilbage til tiden inden Xenia startede på Halvorsminde. Xenia boede hos sine forældre i Dronninglund, hvor hun også gik i skole. Bordtennis spillede hun til gengæld næsten dagligt i Hirtshals, hvorfor der altså ofte skulle tilbagelægges de godt og vel 62 km, som adskiller Hirtshals og Dronninglund. Chaufføren var Xenias mor, der, efter bilturen måtte vente pænt i de to-tre timer, som Xenias bordtennistræning varede – for så at begive sig ud på endnu en 62-kilometers køretur tilbage til Dronninglund. Det var en tid, hvor der for Xenias vedkommende ikke var meget andet end skole og bordtennis på programmet i hverdagen – med afgang fra Dronninglund stort set lige efter skole, for så at være hjemme igen sidst på aftenen. Men når snakken falder på de lange dage, med intet andet end skole, transport og bordtennis, så er det på ingenmåde en selvmedlidende Xenia, jeg snakker med. Nuvel; hun fortæller, at der naturligvis har været ting, som var hårde at give afkald på, men det, der skinner igennem, når hun fortæller om tiden inden Halvorsminde er, hvor glædeligt det har været at starte på efterskole og, som hun selv siger det: “give mine forældre et liv igen”. Halvorsmindes Peter Sundbæk og Yu Han Chen, som begge to er tilknyttet både Halvorsminde og bordtennisklubben B75, er nøglepersonerne i det som bliver redningen for Xenia og familiens bordtennispendlen. De trækker i trådene, og pludselig er Xenia Halvorsmindes første 8. klasseelev. Tanken er, at det er nemt at komme fra Halvorsminde til Hirtshals, oveni at hun kan have morgentræning på skolens faciliteter, der både råder over en hal specifikt til bordtennis samt et kompetent trænerteam, som hun allerede har kendskab til fra sin tid i B75.

Xenia Rindom

| HALVOR MAGASINET | 01 17

Nu var scenen ligesom sat, og Xenia havde nu alle forudsætninger for at serve og smashe sig til triumfer, og det var også lige præcis hvad hun gjorde. De danske ungdomsmesterskaber blev vundet, ligesom de var blevet de forgange år, men noget var nu anderledes. Og nu er vi pludselig tilbage ved ironien omhandlende, hvorfor samtalen mellem Xenia og mig, finder sted på hver vores fitnessmaskine. Træningen begyndte nemlig at stå Xenia langt ud af halsen: Det blev langsomt tydeligere og tydeligere for Xenia, hvad hun dagligt gav afkald på. Ting der måske var nemmere at overse i Xenias gamle tilværelse: “Aftenerne er jo ikke som de var derhjemme, hvor man bare kom hjem til ens familie. Heroppe er man jo sammen med alle sine nye venner, og man skal jo hele tiden være på. Så er det jo ikke sjovt at skulle til træning hele tiden”, siger Xenia. Og det var netop de famøse aftener, hvor skemaet for de fleste elever på Halvorsminde er frit, og hvor der er lagt op til, at man kan disponere over sin tid præcis, som man vil, der resulterede i, at det for Xenia ikke længere var bordtennis der fyldte alt. Morgentræningerne var dog på det her tidspunkt stadigvæk problemfrie, og det er der en særlig grund til: “Når der er morgen-

træning, så laver alle noget, men om aftenen sker der så meget på skolen, og der kan man være sammen med alle de andre, og lave lige hvad man har lyst til.” Tiden gik, og oven i den i forvejen dalende motivation for bordtennis kom en skade også i vejen og drillede, hvorfor sporten i en periode nærmest blev et mareridt for Xenia, der fortæller at “jeg kunne bare mærke, når jeg kom over i bordtennislokalet, at der skulle jeg bare ud igen med det samme – for jeg havde bare brug for en pause.” Xenia tog sig derefter en pause på godt og vel to måneder, hvilket hun beskriver som værende nødvendigt – både i forhold til den skade, hun havde pådraget sig, men også på grund af den manglende lyst til bordtennis: “Jeg fik skiftet liniefag, så jeg havde billedkunst i stedet for bordtennis – egentlig mest fordi min roomie havde det, men det var fedt at se, at der var andre ting end bare bordtennis.” Aftenerne var i de to måneder også til fri disposition for Xenia, ligesom for de fleste andre elever på skolen, og da jeg spørger hende, hvad hun så har brugt disse aftener på, skal hun lede længe efter et svar, og kommer aldrig med no-

get konkret. Til gengæld siger hun senere: “Jeg har bare haft perioder, hvor jeg har været rigtig træt af bordtennis, og hvor jeg bare gerne ville være efterskoleelev og ikke bordtennisspiller”. Og netop denne udtalelse, tror jeg, fortæller meget om, hvad Xenia lavede på de nævnte aftener: Hun var efterskoleelev. Xenia kom sig over skaden, og lysten og savnet til bordtennisen kom langsomt snigende, så i dag er penslen fra billedkunst væk, og battet er tilbage i hånden. Xenia fortæller, at træningen i øjeblikket er intensiveret, da Danmarksmesterskabet står for døren: Et mesterskab, hvor Xenia har en række titler, der skal forsvares som Danmarksmester i både single, double og mixdouble i pigerækken. Om livet som efterskoleelev med et højt ambitionsniveau som bordtennisspiller siger Xenia selv, at lysten til at være bordtennisspiller ikke er der i samme omfang, som den var, da hun sidste år var den første og eneste 8. klasses elev på Halvorsminde Efterskole. Lysten til at være efterskoleelev er til gengæld mangedoblet, og derfor glæder Xenia sig til at starte på Halvorsminde igen efter sommerferien – både som efterskoleelev og som bordtennisspiller. 01 17 | HALVOR MAGASINET |

Michael Jessen

OM AT KOMME FRA ISEN - OG LÆRE AT BRYDE DEN Af: Emil Kondrup Hvert år giver virksomheden Royal Greenland udvalgte medarbejderes børn mulighed for at komme et år på efterskole, da de med økonomisk støtte sender fire elever fra Grønland til Halvorsminde Efterskole. Én af de elever er Michael Jessen, som jeg møder på skolen til en snak om livet før og under opholdet på Halvorsminde - og om hvad efterskolelivet har betydet for ham. Michael Jessen er født på Grønland, men flytter som ganske lille med sin mor og hendes daværende kæreste til Danmark. Her bor han med sin familie, indtil han og moderen efter nogle år vender tilbage til Grønland, hvor Michael begynder i en grønlandsk skole. Når snakken falder på det Grønlandske liv, er det med en selverkendende Michael, som ikke beskriver sig selv som værende guds bedste barn. “Jeg var altid typen, der lavede så lidt som muligt. Jeg gad ingenting. I timerne var jeg den, der sad nede bagved og hørte musik.” Skolelivet rangerer Michael altså ikke højt, mens han bor på Grønland - og måske netop derfor bliver han overrasket, da hans far, der arbejder hos Royal

| HALVOR MAGASINET | 01 17

Greenland, en dag foreslår Michael at tage på efterskole i Danmark. Det sætter tankerne i gang hos Michael. Vil han flytte langt væk og begynde på en efterskole, han aldrig har hørt om, og at forlade sin familie og sine venner i Grønland. Afsted kommer han i begyndelsen af skoleåret 2015, og her oplever Michael hurtigt, at livet på efterskolen er meget anderledes end den dagligdag, han kender hjemmefra: “Der har været mange udfordringer ved at skulle gå på en dansk skole, når man kommer fra Grønland. For eksempel er niveauet på skolen højere, end jeg er vant til fra Grønland”. Selvom Michael fortæller, at han ikke ser sig selv som den mest frembrusende dreng, da han ankommer til Halvorsminde, så er han positivt indstillet over for det liv, der skal til at begynde: “Forstanderen viste mig rundt på skolen, og jeg var meget nysgerrig på, hvordan det hele foregik på skolen.“ Det skal dog hurtigt vise sig, at der er flere udfordringer for Michael, da han er glad for cigaretter. Det er svært at forene med livet på Halvorsminde, som er en røgfri efterskole. Han er derfor nødt

til at lægge cigaretterne på hylden, og han bliver i den forbindelse tilbudt et rygestops-kursus, som han lidt modvilligt dog tager imod. Han fortæller, at han de første gange mødte op med armene over kors. “Jeg gad ikke, og jeg havde tit lyst til at forlade lokalet i protest. Men da kurset kom rigtigt i gang, fik vi et lille fællesskab, og vi hygge os. Jeg er glad for, at jeg er stoppet, og jeg er glad for, at det er sket på den her måde”. Som tidligere nævnt beretter Michael, at han ikke er nem at hive op fra stolen i eksempelvis gymnastiktimerne i skolen i Grønland, men da han kommer til Halvorsminde oplever han pludseligt, hvordan gymnastiktimerne nu også kan være, og han bliver lynhurtigt positivt overrasket: “Den måde, de laver gymnastik på - for eksempel ved at danse det er meget sjovere. Der tænkte jeg, at jeg lige ville prøve at gøre det ordentligt, og så synes jeg det var rigtig sjovt at være med. Jeg fik interessen for at være med. Jeg fik lyst til mere. Når vi laver serier i gymnastiktimerne, har jeg lyst til at være én af de bedste”. Opholdet på Halvorsminde har givet Michael mulighed for at udforske flere fritidsinteresser på et højere plan, end han har kunnet hjemme i Grønland.

Han fortæller i den forbindelse, at han har været vild med at spille guitar, siden han var en lille dreng, der hørte sin onkel spille guitar: “Jeg tænkte altid, at min onkel var så sej, fordi han spillede guitar. Jeg havde en lille børneguitar med klistermærker. Min far har en video, fra da jeg var lille, hvor jeg sidder med en guitar på et trappetrin og bruger en telefonbog som sangbog”. Selvom Michael altså har haft interesse for musikken, siden han var helt lille, så er det først et års tid inden efterskoleopholdet begyndte, at han begyndte at gøre noget ud af sit guitarspil og modtage undervisning - og han bliver hurtigt bidt af det: “Da jeg kom på efterskolen, troede jeg, at jeg ville være en af de bedste. Jeg var lidt en type, der spillede smart, men jeg fandt hurtigt ud af, at der var nogen, der var meget bedre end mig: Hold kæft, de var gode”. Fællesskabet omkring musikken har været en stor motivation for Michael, og jeg kan tydeligt mærke glæden i hans stemme, da han fortæller om, hvordan en lærer på Halvorsminde lærte ham og nogle andre elever, hvordan de kunne spille sammen som et band: “I starten var jeg meget nervøs. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, og jeg gik i panik og stoppede med at spille midt i sangene. Men så lærte jeg at spille sammen med de andre. Jeg har spillet næsten hver dag og fik så meget interesse for det, at jeg bare spillede og spillede.” Det ene fører til det andet, og inden den ellers stille og tilbagetrukne Michael havde set sig om, får han også lyst til at optræde for de andre elever: “Det var en kæmpe succesoplevelse, da jeg, efter jeg havde spillet, blev spurgt om, hvor mange år, jeg havde spillet guitar. De andre elever troede nemlig, at jeg havde spillet meget længere.”

Selvom det er fedt at få ros fra sine jævnaldrende kammerater, så er der også noget andet, der betyder meget for Michael - nemlig det, at han oplever stor respekt fra sin musiklærer på skolen: “Det er fedt”. Det lyder på mange måder som om, at den Michael som sad bagerst i klasselokalet i Grønland og hørte musik, nu pludselig står forrest på scenen. Men det er stadigvæk tydeligt, at det er den samme Michael. “Jeg er i min egen verden, når jeg spiller musik. Jeg lukker øjnene og lader musikken tale. Musik er mit sprog. Jeg er nødt til at kommunikere med mig selv og være mig selv. Det er en kæmpestor udvikling, jeg har gennemgået”.

Efter at have talt med Michael står det klart for mig, at hans ophold på Halvorsminde har udviklet ham meget som menneske. Michael fortæller mig, at han har et ønske om at blive snedker, og at han gerne vil tage uddannelsen på EUC Nord i Hjørring. Interessen for det fag har han også fået på Halvorsminde, hvor han flittigt har brugt skolens værksted. Her har han lært, at man selv kan lave mange ting ud af metal og træ, og han fortæller mig, at han selv synes, at han har talent for det. I forbindelse med den drøm giver Halvorsminde nemlig også mulighed for, at han kan blive boende på skolen, mens hans læser i Hjørring, på Flex College. Her kan han bo, til han er færdig og altså stadig være en del af skolens fællesskab og benytte skolens faciliteter - særligt musiklokalet!

01 17 | HALVOR MAGASINET |

VENDSYSSELMØDET

Vendsyssel har en overset, men værdifuld ressource – de unge Af: Jens Larsen, Old Friends Industries Ildsjæle fra erhvervsliv, uddannelser, kommuner o.a. på tværs af vores landsdel er gået sammen om et 5-årigt initiativ for at skabe værdi for de unge og Vendsyssel.

| HALVOR MAGASINET | 01 17

Næste Vendsysselmøde den 28. maj 2018

Tømrere, malere, smede, industriteknikere, it-specialister. Vendsyssel kommer til at mangle arbejdskraft i fremtiden, hvilket kan betyde at virksomheder holder igen med at bygge til og ansætte nye medarbejdere og i værste fald, må flytte til områder, hvor der er flere håndværkere. Men Vendsyssel har en overset ressource, som er de ca. 20% unge, der ikke helt ved, hvad de vil med deres liv. Hvis vi sammen med de unge finder en vej til det, de brænder for og en meningsfuld uddannelse og arbejde, har vi en unik ressource, der kan være med til at fremtidssikre Vendsyssel og skabe masser af livskvalitet.

KUN I VENDSYSSEL Der er mange gode projekter og ildsjæle, som arbejder for at få flere unge videre i uddannelse og arbejde. Regeringen har nedsat udvalg, der er kommet med anbefalinger. Det unikke ved dette Vendsyssel-initiativet er, at man går sammen på tværs af landsdelen og på tværs af offentlige og private brancher. Forskning viser nemlig, at det for alvor rykker, når man går sammen, skaber en fælles fortælling og løfter i flok.

Initiativet etableres under paraplyen og netværket ”Vendsyssel NU”. Idéen til initiativet er oprindeligt skabt af de 11 efterskoler i Vendsyssel og støttet af Spar Nord Fonden.

PROJEKTER MED HÅNDVÆRKERE SOM MENTORER, FLERE FRITIDSJOBS O.A. ”Her i Vendsyssel taler man ikke kun, man handler,” sagde tidligere undervisningsminister Marianne Jelved, da hun den 19. juni i år var med til at skyde initiativet i gang. Det skete på det første ”Vendsyssel-møde” på Vendsyssel Teater i Hjørring. Næste møde er 28/5 i Frederikshavn. Vendsyssel-mødet præsenterede 6 projekter, der skal få flere unge videre bl.a. mentorordning med håndværkere; projekt, der skal få flere unge i fritidsjob; projekt med fokus på unges drømme og passioner; virksomhedsnetværk om socialt ansvar o.a. Alle projekter, der skal afdække og frisætte vores skjulte ressource – de unge. Følg med på facebooksiden ”Vendsyssel-Mødet”

01 17 | HALVOR MAGASINET |

| HALVOR MAGASINET | 01 17

01 17 | HALVOR MAGASINET |

Unge møder visioner og

FÅR RYGRAD

På Halvorsminde i Hjørring støver de gamle dyder af og byder velkommen indenfor til et år fyldt med fællesskab, læring og personlig udvikling

Af Niels Henriksen

I dag er dørene på Halvorsminde Efterskole og Fri Fagskole flået af og brændt, billedligt talt. Halvorsminde rækker hænderne frem mod Hjørring, Vendsyssel og hele den verden, som den traditionsrige skole ønsker at være en naturlig del af. Her finder 130 elever et hjem, hvor alle er velkomne, og hvor inklusion blot er et andet ord for rummelighed, respekt for andre og ganske almindelig ordentlighed. I kølvandet flyder troen på talentet i enhver, og begreber som ejerskab, engagement og personlig udvikling danner rammen for samværet. Jantelov og mobberi accepteres ikke.

stander Ann Marika Leth Klinge og skolens øvrige personale holder han skole for 130 elever fra hele landet. Fra hele rigsfællesskabet. Ja, fra hele verden. - Vores elever skal forberede sig på at møde mangfoldigheden. Vi modtager jævnligt gæster fra hele verden, og vi har på elevhold 17/18 både elever fra Colombia, Syrien, Iran, Ukraine, Norge, Spanien, Tyskland, Grønland OG Sjælland. Alle bliver integreret i fællesskabet på en kostskole, hvor vi er fælles om opgaverne, uanset, hvor vi kommer fra, forklarer Ann Marika Leth Klinge.

- Pas på med at betræde matriklen Halvorsmindevej 107, for alle bliver smittet med Halvors ånd, smiler forstander Jens Bermann. Sammen med vicefor-

- Vi ønsker, at vores elever skal opfatte Halvorsminde som deres nye hjem i et år. Vi ønsker at skabe nogle hjemlige rammer, hvor vi godt selv kan lide at

| HALVOR MAGASINET | 01 17

DERES NYE HJEM

være, og på vores skole opfører vi os ordentligt. Skønne omgivelser er med til at skabe skønne mennesker. Halvorminde er en dannelsesinstitution, og derfor opfører vi os naturligvis dannet. Janteloven er ikke velkommen, og vi accepterer ikke mobning. Her skal være trygt for enhver. Vi kan se igennem fingrene med noget, og få en fornuftig snak med eleverne om noget andet. Men mobning accepterer vi bare ikke. Man bliver ikke mobbet i sit eget hjem. Her skal være trygt at være, også for dem, som ikke er så ressourcestærke, understreger de to ledere.

TROR PÅ TALENTET Vi har på Halvorsminde skabt en helt ny måde at drive efterskole og Fri Fagskole på, som har givet genlyd i hele

Danmark. Danmark har brug for både kloge hoveder og kloge hænder. Vi har startet en kombinationsskole med 8 læringsprofiler og 16 linjefag. Vi tror på talentet i alle. Ved at gøre sig umage, kan de unge opnå robusthed, en personlig og faglig udvikling, som gør dem uddannelsesparate og klæder dem på til at udfylde en rolle i vores demokratiske samfund.

ALLE TAGER EJERSKAB I gamle dage var Halvorsminde First Mover, som det ikke hed dengang, men skolen i byens udkant, tog initiativer, bød indenfor og skabte traditioner som f. eks. bålfest til Sankt Hans, der samlede mange hundrede i haven med gymnastikopvisning og musik. I dag inviterer vi gæster indenfor til koncerter,

foredrag, Nordisk Idefestival, Musikfestival, stævner, kurser og Camps. Halvorsminde er en fantastisk arbejdsplads, hvor alle medarbejdere tager ejerskab for vores fælles projekt, og hvor der aldrig er ret langt fra en god idé til ”det gør vi, selvfølgelig”, siger Jens Bermann, der sender en stor buket roser til medarbejderne på skolen. Medarbejderne folder sig ud i nye læringsprocesser og opgaver. Vi driver ikke folkeskole med overnatning, men en fri skole, der bygger på værdier, der kan ses og mærkes i vores dagligdag. Og eleverne skal ikke have gået her i ret mange dage, før de oplever det og tager ejerskab for skolen. Når vi får besøg udefra, og vi spørger, hvem af eleverne der vil hjælpe med at vise rundt, ryger der en skov af hænder i

vejret. Alle brænder for at byde velkommen og vise stoltheden ved at være en del af fællesskabet på Halvorsminde, siger Jens Bermann og Ann Marika Leth Klinge, der glæder sig over det helt uundværlige netværk, som skolen har skabt. - Vi har lokket lokalsamfundet og gæster fra hele Verden herud til alle mulige projekter og arrangementer. Resultatet er, at nu bliver vores elever budt indenfor på virksomheder og skoler for at deltage i innovative projekter. Det er da vildt, smiler Jens Bermann. - På Halvorsminde bygger vi broen, mens vi går på den. Vi er altid på vej i en dynamisk proces, og målet ændrer sig hele tiden, men vi prioriterer altid faglighed og trivsel højt - fastslår Ann Marika Leth Klinge. 01 17 | HALVOR MAGASINET |

”En efterskole er som et dansegulv, indenfor gulvets rammer kan den unge modnes, dannes og uddannes, og der er altid voksne til at tydeliggøre, hvor kanten af dansegulvet er og bliver.”

Af Anne Fabiansen

KLAR TIL AT VOKSE? I dag er langt de fleste unge udstyret med sådan nogen, man kalder curlingforældre. Det er en eller to voksne (ofte kaldet mor og far), som sørger for at de unge slipper for at skulle kæmpe sig igennem problemer. Selvom vi som forældre godt ved, at det på den lange bane ikke er godt for vores børn ikke at være udrustet med den robusthed, som der skal til at leve et selvstændigt liv. Et år på efterskole kan hjælpe med at bryde dette mønster og styrke de unges robusthed. Med et efterskoleår i bagagen bliver de unge klar til at navigere i livet. ”Et efterskoleår svarer til syv menneskeår”, sådan lyder et af Efterskoleforeningens slogans. Jamen, hvordan kan det være muligt, vil mange tænke. Men det, et efterskoleår formår, er i stort mål at udvikle så mange sider hos de unge, som igennem et almindeligt skoleforløb, måske ville tage syv år. Hver gang en dør åbnes, vil mange andre og nye døre med hver deres muligheder og udfordringer vise sig. Det er ikke bare døren ind til de andres værelser – med de personer, der gemmer sig der – det er også døre ind til hyggerum, til fag og fritidsaktiviteter. Det er også døre ind til kammeraters hjem. Dette gælder os døre i overført betydning, venskaber på tværs af interesser og grupperinger bliver skabt. Unge anno 2017 får aldrig bedre mulighed for at leve et mere intenst liv sammen med en stor gruppe af jævnaldrende unge end netop her. Forstand, evner og kundskaber er vigtige – men kun gennem tålmodigheden med hinanden kommer alle det skridt videre, som enhver inderst inde ønsker at tage. På efterskole skal man tale med hinanden og lytte sig ind til hinanden – nogle elever er umulige at overhøre, de skal dæmpes lidt, så der også bliver plads til andres hvisken.

EN EFTERSKOLE ER IKKE EN JUNGLE Jungleloven er den stærkes ret. Sådan er det ikke på en efterskole. Der er spilleregler og forventninger til hinanden. Der er krav om tålmodighed, hvor ung og voksen kan hjælpes

| HALVOR MAGASINET | 01 17

ad. På en efterskole er der en flok voksne omkring eleverne, som vil bruge masser af tid på at hjælpe og vejlede – på at trøste og sætte på plads – på at opmuntre og engang imellem holde nede, så de andre også kan få plads. De voksne er elevernes sikkerhedsnet, og man er altid velkommen til at bruge dem – og bruge dem meget.

GODE EFTERSKOLELÆRERE SKAL HELST HAVE TO AFGØRENDE EGENSKABER: - de skal kunne lide unge - de skal have stor grad af tålmodighed Efterskoleelever kan med rimelighed forvente disse to egenskaber af efterskolens ansatte. Men de skal også regne med, at de voksne kan li’ de andre, og de vil have lige stor tålmodighed med den ene, som med den anden. Selvom det kan synes rart, at forældrene klarer alle de store udfordringer for én, så er det desværre det samme som at tisse i bukserne. Det varmer først dejligt, men siden bliver det koldt og ubehageligt. Når man lærer at tackle sine udfordringer, alene eller med hjælp fra andre, vokser man inden i – det er det, man kalder selvværd. Selvværd får man også af at gøre noget for andre end en selv, også det har efterskolen med. Som elev får man lov til at lave mad til andre, vække sin roommate, gøre rent i et klasselokale, man ikke selv har haft undervisning i. En efterskole er som et dansegulv, inden for gulvets rammer kan den unge modnes, dannes og uddannes, og der er altid voksne til at tydeliggøre, hvor kanten af dansegulvet er og bliver. Nogle gange vil der være fri dans og improvisation, og andre gange danser alle efter klart udstukne dessiner. Efterskolen lytter gerne til forældrene, men sætter også grænser for indflydelse. Det er netop ved at opbygge et andet ”rum” - på andre præmisser end hjemme (hvor curling-livet måske i perioder dominerer for meget), at efterskolen kan opnå de ovenfor skitserede mål.

01 17 | HALVOR MAGASINET |

Mobiltelefonen er velkommen i skoletiden. Det samme er mangfoldighed, tolerance og troen på dig selv. Her bliver eleverne set og hørt, og de lærer at udtrykke sig med meget mere end ord, i samarbejde med blandt andre PIXLART.

Af Pia Christensen, Bang/KASIK

PÅ HALVORSMINDE ER

JANTELOVEN FORBUDT ”Vi tror på talentet i dig”. Sådan lyder mantraet på Halvorsminde Efterskole og Fri Fagskole i Hjørring, og det mantra skal tages helt bogstaveligt. Skolen tilbyder otte forskellige retninger som fx ”IT – krøllede hjerner”, ”Medie – kreative hoveder” og ”Iværksætter – event”, og derudover kan eleverne vælge mellem hele 16 forskellige linjefag. Med vores sammensætning af fag og profiler får vi nogle vidt forskellige elever ind, og vi lærer dem, at netop deres forskellighed og mangfoldighed er en kæmpe styrke. At de hver især er værdifulde og talentfulde, forklarer forstander Jens Beermann.

LIGE BØRN LEGER… Eleverne bliver konstant udfordret ved at mødes med andre unge, der tænker anderledes end dem selv, og det gør dem tolerante og åbne for nye måder at gøre tingene på. Vi animerer dem til at være nysgerrige, innovative og modige, og vi prøver ting af. Lige børn leger kedelige lege – hos os mødes både boglige, kreative og praktiske talenter hele tiden og udvikler sig sammen, siger viceforstander Ann Marika Klinge. Et af linjefagene er ”Foto og film”, hvor eleverne både lærer teori og teknik i forhold til at producere kortfilm, videoer til sociale medier og i det hele taget materiale til visuel historiefortælling – og også lærer at forholde sig til det helt uoverskuelige udbud af medier og visuelle indtryk, de får i deres hverdag. De lærer, at mobiltelefonen kan bruges til andet end at tage selfies med vennerne og filme sin hund. Den kan sagtens bru-

| HALVOR MAGASINET | 01 17

ges til historiefortælling og til at få sine budskaber ud. Det har blandt andet udmøntet sig i at eleverne i flere omgange har vist deres kortfilm og fotos til både de andre elever og på åbne udstillinger. Af samme grund har skolen heller ikke noget forbud mod at eleverne har den med sig i skoletiden – tværtimod. Mobilen bruges som et værktøj på linje med computeren og blyanten.

PERFEKT SAMARBEJDE I flere sammenhænge har foto- og filmholdet og den fri fagskoles it-hold ud over den almindelige undervisning på skolen også samarbejdet med PIXLART. Blandt andet har PIXLARTs grundlægger Tao Lytzen haft et hold elever i praktik i fire dage, hvor de hver dag blev sendt ud på nye opgaver for at rykke ved egne grænser. Det var ikke store og teknisk krævende opgaver, men måske noget med at fotografere sig selv eller et vildtfremmed menneske. Det kan sagtens være grænseoverskridende, og det lærer dem om at fortælle historier med billeder. Så bliver de også bedt om at billedbehandle deres egne motiver til fx sort/hvid-udgave, en udgave med meget kontrast i farverne og en helt tredje udgave. På den måde lærer de om at skabe stemninger, understrege detaljer og så videre, forklarer Tao Lytzen. Det er en del af PIXLARTs formål og fokus at udbrede kendskabet til og glæden ved at bruge billeder, film og video i historiefortælling i bred forstand til netop børn og unge, så samarbejdet med Halvorsminde Efterskole og Fri Fagskole er perfekt for begge parter.

- De unge er fantastiske at arbejde med. De er næsten som svampe, de suger al viden og inspiration til sig, og de er enormt nysgerrige og modige. Jeg havde fx en flok med i bilen til Mors i forbindelse med undervisningen, og jeg havde forestillet mig, at de som teenagere ville sidde og sove på den 2 ½ time lange køretur, men DET gjorde de ikke. De overdængede mig med spørgsmål og var enormt videbegærlige, smiler Tao Lytzen.

VENDSYSSEL FOR UNGE I foråret 2017 gennemfører de to samarbejdspartnere endnu et undervisningsprojekt. Her skal en gruppe elever flytte ind i PIXLARTs lokaler i den tidligere baptistkirke i Østervrå i et 72 timers højintenst forløb, hvor de uden afbrydelser kan fordybe sig i emnet ”Vendsyssel”. Her skal de unge med fotos og videofilm formidle deres individuelle og personlige opfattelse af den landsdel, de med opholdet på Halvorsminde er en del af. Og de skal ikke bare producere – værkerne skal bagefter udstilles flere forskellige steder i Vendsyssel, hvor de unge skal præsentere deres tanker med projektet og forhåbentlig få en masse tilbagemeldinger fra udstillingernes publikum. På Halvorsminde er det en vigtig del af skolens værdigrundlag, at eleverne lærer at udtrykke sig og ”mestre dialogen”, som det beskrives. Nogle elever er meget boglige og kommunikerer fint gennem skrift, andre er mere kreative og finder gennem fx musik, drama, gymnastik eller anden sport deres måde at udtrykke sig på – og

andre igen finder ud af, at netop foto og film er den måde, de bedst kan formidle deres budskaber til omverdenen. - Det visuelle billedsprog er jo i høj grad de unges sprog i dag, og det forholder vi os til i vores undervisning. Vi bruger også kameraer, mobiltelefoner og så videre til dokumentation og leg – eksempelvis har eleverne optaget og lavet film om vores gymnastikopvisning og andre arrangementer, fortæller Jens Beermann.

GODT ER BEDRE END FLOT Undervisningen i foto og film handler langt fra kun om teknik, udstyr og teoretiske historiefortællings-modeller. Det handler i endnu højere grad om at lære at begå sig i et komplekst samfund, hvor sociale medier har udviklet sig til at være et sted, hvor det kræver sociale kompetencer at begå sig. Derfor skal eleverne også forholde sig til emner som omgangstone, respekt og sociale

kompetencer i de forskellige online netværk. - Når jeg har eleverne på besøg, så taler vi meget om, at ”flot” ikke er det samme som ”godt”. Det handler mindre om at lave et smukt og skarpt billede med dybdeskarphed, og mere om at have noget på hjerte. Om at ville noget. Det er nemlig kommunikation, forklarer Tao Lytzen. Eleverne på Halvorsminde lærer hurtigt at tyde skiltene rundt omkring på skolen. Her er ”Rygning forbudt”, ”Alkohol forbudt” og ”Jantelov forbudt”. For lærerne og ledelsen er det vigtigt at signalere, at her er det mere end ok at tro på sig selv. - Vi har fx nogle elever, som før deres start hos os, praktisk talt gemte sig på deres værelser med computerspil og uden noget socialt netværk. Efter kort tid på Halvorsminde bliver de rykket ud af deres comfortzone, de får nogle redskaber i undervisningen og finder ud af, at de er skabende væsner, der

bliver set og hørt af deres kammerater og de voksne omkring dem. Det er fedt at opleve, siger Ann Marika Klinge, og forstander Jens Beermann supplerer: - Selv om vi befinder os i det ydmyge Nordjylland, så er vi ikke bange for at tænke stort, på både elevernes, skolens og hele landsdelens vegne. Vi er ikke bange for at lege med de store. Den tanke ligger også bag marts’s store foredragsarrangement, som vi også lavede i samarbejde med PIXLART. På en enkelt dag oplevede hele 1600 unge mennesker fra både Halvorsminde og de omkringliggende uddannelsesinstitutioner den danske astronaut Andreas Mogensen holde et totalt inspirerende og spændende foredrag, hvor budskabet hang godt sammen med vores grundværdier, at alt kan lykkes, hvis man tør, og hvis man arbejder for det. Vi går gerne forrest og arbejder for at sætte Nordjylland på ikke bare landkortet, men verdenskortet.

01 17 | HALVOR MAGASINET |

Missionen med Action Drone er at fremme viden om droner i forskellige brandcher - vi arbejder både militært, civilt og i skoleregi med mange former for opgaver.

Af Lea Rolandsen, Action Drone

Droneindustriens fremtid ligger i uddannelse af

KOMMENDE GENERATIONER Som startskud til skoleåret 2017/2018 indgik Halvorsminde Efterskole og Fri Fagskole samarbejde med Action Drone ApS med den primære opgave at lære eleverne den basale viden om droner, og den verden de figurerer i. En drone – eller nærmere betegnet UAS (Unmanned Aeriel System) er et vidt begreb, som kan implementeres på mange måder og anvendes til mange formål i den virkelige verden. Droner er en kategori for sig, og herunder ligger der en hel masse teknologi, teori, viden om diverse nørdede emner og en praksis i form af at lære at flyve med droner. Halvorsminde er den første skole, som Action Drone ApS har indgået et samarbejde med her i Danmark. Dette fremmer nytænkning og en ekstra sjov form for undervisning for eleverne, da det ikke er noget, som er gjort før på Halvorsminde. De elever som måtte synes at den boglige del er mindre interessant, kan her få muligheden for at udfolde deres evner i en praktisk del ved blandt andet at bygge, programmere og herefter lære at flyve med en drone, helt fra bunden. Ved hjælp af Block-programmering og mere avancerede Arduino-programmering, kan eleverne opleve en mere visuel form for programmering på flere niveauer, afhængig af elevens evner. Dette kombineret med at samle en drone helt fra bunden fra de enkle dele til en helhed, for herefter at få den til

at flyve, giver en både sjov og lærerig oplevelse for eleverne.

DRONERNES ANVENDELIGHED Droner bliver anvendt inden for mange forskellige brancher. Blandt andet bliver de brugt inden for områderne Search and Rescue (SAR), højpræcisions kortlægning og 3D-mapping, inspektion og overvågning. Herudover bliver droner brugt til tilstandsundersøgelser og overvågning af byggepladser, ligeså vel som de bliver brugt til overflyvning af områder til indsamling af data, for eksempel i form af billeder eller videoer.

HISTORIE OG MISSIONEN Action Drone er oprindeligt et amerikansk firma, som startede for 4 år siden. Hovedkontoret er baseret i den vestlige del af USA, nærmere betegnet i San Diego. Den danske del af Action Drone startede for mindre end et halvt år siden, da Philip Hjulskov efter længere tids samarbejde med den amerikanske afdeling, besluttede sig for at starte et europæisk kontor for at kunne viderebringe Action Drones visioner og servicere globale kunder i EU og USA. Ideerne voksede, planerne blev store og hurtigt var der oprettet et dansk firma ved navn Action Drone ApS. Action Drone ApS har en indre mission om at skoleprojektet skal vokse sig vidt og bredt til hele Danmark, så mange

flere elever rundt om, kan opleve glæden ved, at droner og teknologi bliver implementeret i undervisningen på en sjov og anderledes måde. Missionen med Action Drone er at fremme viden om droner i forskellige brancher. Action Drone arbejder både militært, civilt og i skoleregi med mange former for opgaver. Action Drone specialiserer sig i at udvikle og fremstille droner til den enkle slutbruger for at opnå en løsning, som er skræddersyet til netop det enkle formål. Om det er overvågning for sikkerhedsfirmaer, militære operationer eller inspektion af vindmøller på land og til vands, så udvikler Action Drone i samarbejde med kunden en løsning, som lever op til diverse industriers høje krav, heraf høje ISO-standarder og krav om pålidelig indsamling af data.

KONSTANT I UDVIKLING Der er en konstant udvikling indenfor droneverdenen, og der bliver hele tiden udviklet nyt og spændende materiale. På universiteter og virksomheder rundt om i verden bliver der arbejdet med droner i diverse studier og projekter på højt plan. Det er en branche i stor udvikling. Den kræver mange nye hænder og nytænkning indenfor nærmeste fremtid, hvilket afspejler sig i Action Drones skoleprojekt, hvor der arbejdes med at få tændt en gnist og vækket en interesse hos de unge. 01 17 | HALVOR MAGASINET |

North Shore Surf

AT RIDE PÅ BØLGEN Af Emil Kondrup North Shore Surf i Løkken startede som en surfskole, drevet af ren og skær interesse af Kasper Brix, hans bror og fætter. Men en, hvad de selv kalder, tvivlsom businessplan og et budget på bare 130.000 skulle alligevel vise sig at være nøglen til en stor succes, der i dag også består af blandt andet en café og en wellness-afdeling.

EN SOMMERDAG I OKTOBER Kasper Brix står udenfor det 30 kvadrat-

| HALVOR MAGASINET | 01 17

meter store ishus og vinker mig nærmere, da jeg ankommer til stranden i Løkken. Han fortæller, at han har været i gang med at grave sand de sidste fem timer, da Løkken har været ramt af et voldsomt blæsevejr de seneste dage. Praktisk arbejde er dog ikke uvant for ham, der har en baggrund som tømrer. En baggrund, der også gjorde istandsættelsen af det førnævnte ishus nemmere: “Et sminket lig” kalder han det selv. Solen skinner og til trods for, at vi er i oktober måned, så summer stranden af liv, og folk strømmer ind i den lille butik. Først en tysk familie, der skal have et

par t-shirts – med teksten “North Shore Surf”, naturligvis. Lidt efter kommer et ældre par, der bestiller kaffe, og et par gutter, der skal have et par lokale øl fra Løkken Bryghus. En surfer på vej i bølgen skal have voks til brættet, og Kasper giver et par gode råd med på vejen. Inden surferen har forladt butikken, ved han, hvor han skal finde de helt rigtige surfsteder, når han skal på ferie i Marocco. Vi er på ganske få minutter pludseligt mange mennesker i den, uden at forklejne nogen, lille butik, og det går op for Kasper, at det kan blive en udfordring at få interviewet i hus.

“Jeg troede, vi kunne sidde her uforstyrret. Jeg tænkte ikke, der ville dukke en eneste op – men det kan da være, at jeg ender med at tjene min løn i dag”, siger Kasper. Han åbner dobbeltdøren, og pludselig er butikken ikke længere kun 30 kvadratmeter. Pludselig virker det som om, at hele Løkken Strand er North Shore Surf, og hvis man kunne eje bølgen blå, er der ingen tvivl om, at det også var netop North Shore Surf, som ville gøre det på disse kanter.

TØMRERUDDANNET MED SØMMET I BUND Inden surfer-planerne tog form, boede Kasper i København, hvor han arbejdede som tømrer. Det var her tankerne om, at der skulle ske noget andet i hans liv, begyndte at opstå. Han tog derfor en serviceøkonomuddannelse med

fokus på oplevelsesøkonomi. Inden længe gik han i gang med den businessplan, som startede det hele, og i sommeren 2015 blev North Shore Surf åbnet: “Efter den første sæson, som var en prøvesæson, flyttede jeg tilbage til København. Og så kunne jeg bare mærke, at jeg skulle herop igen. Der gik så et halvt års tid, og i marts sidste år flyttede min kæreste og jeg så herop igen.” For North Sure Surf blev sommeren 2016 en lidt anden størrelse end tidligere, og holdet bag kunne ikke længere følge med. “Vi blev fuldstændigt overvældet over interessen, og vi endte med at hive folk ind midt i juli, fordi vi simpelthen ikke kunne stå imod presset”, fortæller Kasper.

Det gamle ishus var pludseligt kun én af fem aktiviteter, som de nu havde at byde på. Foruden caféen i det gamle ishus, havde de nu også en Outdoor & Wellness afdeling med saunaer og vildmarksbade, en madvogn, en butik længere oppe af gaden med surfudstyr, og naturligvis surfskolen, som startede det hele: “Når vi er i gang om sommeren, så har vi vores fem forretninger, der kører uafhængigt af hinanden. Det gør så også, at vi er nødt til at være elleve mand på, når det kører allerhurtigst.” Og allerhurtigst må det siges at være det tempo som North Shore Surf kører i i øjeblikket. De har i den tid, de har været i gang, gerne villet åbne noget nyt hvert halve år. Det er en plan, de indtil videre har overholdt, og det synes ikke til at stoppe foreløbigt.

Der skete også flere og flere tiltag.

01 17 | HALVOR MAGASINET |

“Det er så sindssygt vigtigt, at vi fortsætter nu. Vi skal ride på den bølge sammen med Klitmøller. For folk er endelig ved at finde ud af, at der er surf i Danmark, og at det er pisse fedt!”, fortæller Kasper. Derudover har de for ganske nyligt indgået samarbejde med Fårup Sommerland, og Nort Shore Surf er ligeledes blevet en del af Skallerup Seaside Resorts aktivitetspakke.

DET STORE BUDSKAB Udenfor sæsonen benyttes North Shore Surf stadigvæk. Både skolen i Løkken og Halvorsminde har flere ugentlige surfhold. På Halvorsminde er det challenge-linjen, som prøver kræfter med det brusende Vesterhav. Det er dog ikke kun glæden ved at surfe, som Kasper ønsker at vise de elever, som han har på besøg. “Jeg synes bare, det er så enormt vigtigt, at man får det på skemaet, især på en efterskole. Det her med at få fortalt, at der er så mange veje at komme til sit liv på. Der er altså ikke noget, der er rigtigt og forkert. Problemet er bare, at i vores hverdag lærer vi bare at sidde bag et skrivebord fra 1. klasse, og til vi er i slutningen af 20’erne. Så det er da klart, at der ikke er nogen, der gider være håndværkere mere, fordi du lærer at sidde på din røv”, fortæller Kasper. Kasper har et helt andet budskab, han glædeligt fortæller de unge mennesker: “Ud og gør noget. Ud og find dig selv. Og derfor synes jeg det er pisse fedt at have elever på besøg. Ikke bare for at surfe, men også for at vise dem, hvad jeg har været med til at starte, og at man altså kan ende med at gøre det, man brænder for, hvis bare man vil.

FREMTIDEN ER SOM DET DANSKE SURFVEJR; SVÆR AT SPÅ OM Hvad der skal ske i fremtiden, har Kasper svært ved at spå om. De udvider og udvikler på livet løs i Løkken, men om man på et tidspunkt kunne forestille sig at have North Shore Surf i andre byer, vil tiden vise. “Nogen gange drømmer jeg jo om at have en forretning i Skagen og en i Sæby. Så ville jeg have tre forretninger og tjene en masse penge, hvis jeg kunne få det til at blive nogle kæmpe forretninger. Men det er jo bare ikke lykken”. Jeg fik aldrig spurgt Kasper, om han mente lykken eller Løkken. Men på baggrund af vores lange snak i ishuset, tror jeg, at jeg har lært nok om ham til at vide, at lykken og Løkken – for Kasper – langt hen ad vejen er præcist det samme.

| HALVOR MAGASINET | 01 17

01 17 | HALVOR MAGASINET |

ET MØDE MELLEM TO VENDELBOER Af Emil Kondrup Jeg henvender mig i receptionen på kommunen i Hjørring og siger, at jeg har et møde med Arne Boelt. Kvinden bag skranken tager telefonen og ringer. Herefter bliver jeg guidet til første sal, hvor Arne har kontor. Da jeg går op af trappen og kan se ned på pøblen, som sidder dér i køen til borgerservice, og skal have fornyet pas, kribler det i mig for lige at vinke ned til dem med håndryggen udad. Men jeg lader være. Måske er det i virkeligheden ikke ligeså stort at møde borgmesteren, som jeg lige har brugt en times tid i toget fra Aalborg til Hjørring på at bilde mig selv ind. Jeg bliver mødt af en ny kvinde, og tænker, at det er utroligt, hvor mange forskellige man skal hilse på, inden man får lov at se borgmesteren. Hun beder mig tage plads i en stol uden for kontoret og forsikrer mig om, at der ikke kommer flere kvinder i vejen for mødet mellem Arne og mig.

| HALVOR MAGASINET | 01 17

Da jeg sidder og venter, kan jeg høre talende stemmer fra et tilstødende lokale. Det skaber lynhurtigt associationer tilbage til de eksamenssituationer, mit liv har bragt mig. Jeg bliver nervøs. Hvad nervøsiteten bunder i, ved jeg ikke, men det sætter Arne ord på, da vi mødes på hans kontor ganske kort tid efter. Her falder snakken nemlig hurtigt på, hvad en vendelbo ér, og om Hjørring Kommune har plads til flere:

Det var nok netop dét, jeg var nervøs for. At blive set an. At virke smart. Jeg skynder mig derfor også på let og elegant manér at snige en kommentar ind om, at jeg er opvokset i Hirtshals. Jeg tænker, at det er en oplagt måde at score lidt billige point på og få gjort mødet til en ganske almindelig samtale imellem to vendelboer.

“Ja, der er plads til nye vendelboer, men først når de lige er blevet kigget an. Og det tror jeg faktisk er noget, som vendelboerne er blevet bedre til; det her med at lukke andre mennesker ind. Men der er ingen tvivl om, at hvis du kommer ude fra, så bliver du kigget an. Det er nok en af de største udfordringer eller svagheder, der er ved Vendsyssel. Omvendt kan man så også vende det om til en styrke og sige, at kommer du først ind under huden af en vendelbo, og der dannes venskaber, så har du også en ven for livet. Så er det ikke sådan en, der render af pladsen og glemmer dig.”

Arne fortsætter sin snak om vendelboer og sætter de nordjyske venskaber i relief til de Københavnske.

NÅR DIALEKTEN KNUSES

“Men venskaber i Vendsyssel er ikke som jeg opfatter venskaber, når jeg er i København. Dér er vildt mange venskaber. Kolossalt mange venskaber. Men de er meget flygtige. “Hej”, “Godt at se dig”, og alle sådan nogle ting. Det behøver man ikke at sige heroppe. Og så er det også noget helt nyt det der med, at vi er begyndt at give knusere. Det gjorde vi heller ikke for få år siden. Så en vendelbo, det er sådan én, der er lidt reserveret, indtil han har set dig an.”

BORGMESTERENS MARGUERITRUTE Noget af det, der ikke ligner resten af landet, er noget af den natur og nogle af de steder, vi har i Vendsyssel. Da jeg spørger Arne, hvor det smukkeste sted i Vendsyssel er, er jeg nødt til at holde ham op på, at han kun må vælge ét: “Hvis man skal pege ét ud, så tror jeg, at jeg vil sige, at det er at stå oppe på Rubjerg Knude og kigge mod Hirtshals og den vej op over Lønstrup by. Se havet, klitterne og landskabet, for du kan faktisk se langt deroppe fra. Det er fandme smukt. Så er der mange, der vil sige, at det er Rubjerg Knude Fyr, der er det smukkeste, men det er det ikke for mig. For mig er det punktet og naturen deroppe. Stilheden og roen, men samtidigt også barskheden. Det er dælme et flot sted.”

“Å DO KOMMER HÆLLER INTJ TE Å FØRE Æ VIERE” Det er ikke kun mig, som Arne ikke tror kommer til at føre det videre. Han tror, det er tendensen, og det ærgrer ham: “Der er ingen tvivl om, at dialekten dør. Men hvornår, det ved jeg ikke. Jeg synes bare det er kedeligt, for der tabes noget kultur. Én ting er sproget, men noget andet jeg kan frygte, der dør med sproget, det er humoren. Dén humor den finder du altså ikke andre steder. Vi bliver sådan en kedelig grå masse. Danmark AS. Og vi skal allesammen bare ligne hinanden”

Noget, man ikke kan komme udenom, der er i Hjørring, er skoler. Der er vel nærmest ikke den type skole, som man ikke ville kunne finde i Hjørring og omegn, og det er bestemt noget, der fylder i Arnes politiske liv.

“Jeg gør ihvertfald derhjemme i Sindal, men jeg er også begyndt at få sådan et hjem nummer to. Vi har et sommerhus i Lønstrup, og der er vi rigtig glade for at være. Der er rigtig stille. Altså der er meget mere stille i det sommerhus, end der er hjemme i Sindal. Men det er der, jeg slapper af. Et af de to steder.”

“Uanset hvilken skole der er her i Hjørring, om det er en efterskole, en folkeskole, en privatskole, eller noget helt fjerde, så er det klart, at så har det en afsmittende virkning på byen, hvis skolen går godt. Og når det kommer til uddannelser for de ældre, så er det bare sådan, at jo flere uddannelser, der er i Hjørring, desto flere uddannelser genererer Hjørring. Det handler nemlig i høj grad om at spille hinanden gode, og at finde hinandens styrker, for så er der ikke mange unge mennesker, der ikke kan finde en kasse, de føler, de passer i.”

BORGMESTER OG IKKE BYKONGE

Når snakken kommer til Halvorsminde Efterskole og de tiltag, der er blevet gjort derude den seneste årrække, så har Arne kun rosende ord tilovers.

At Arne er glad for Lønstrup og omegn kommer også til udtryk senere i vores snak, da jeg bliver nysgerrig på, hvor i Vendsyssel borgmesteren slapper allermest af.

En vendelbo ville man også før i tiden kendetegne som én, der snakkede vendelbomål, og Arne holder tildels liv i dialekten. Jeg fortæller Arne, at min farmor i Hirtshals taler vendelbomål, og at jeg derfor forstår det, men at mine forældre ikke har ført det videre, og inden jeg er færdig med sætningen, bryder Arne ind:

kunne jeg godt være enig med Knud Størup, da han sagde ved sammenlægningen: “Hjørring, jamen hvad står de for?” Og der er jeg nok allermest stolt af, at vi har fået gjort Hjørring til en by, som står for noget. En by hvor vi kan tillade os at bygge huse, der er højere end 3. sal. Jeg synes endelig, at Hjørring er ved at være en by. Og så ved jeg godt, at vi bor i en landsdel, hvor man vil være mere tilbøjelig til at remse alle de ting op, man ikke har, men jeg synes nu rent faktisk, at vi er nået derhen, hvor vi kan tillade os at sige, at vi har noget.”

På borgmesterkontoret i Hjørring er stemningen nu blødt op. Stolene har vi hver især rykket en meters penge væk fra bordet, og den i starten lidt formelle stemning er for længst blødt op. Jeg prøver at trække snakken i retningen af, hvad han egentlig er mest stolt over som borgmester. Jeg tænker for mig selv, at i en tid, hvor alt handler om likes og følgere, så må det, han er mest stolt af da være de personlige stemmer, han hev til sig i hobetal ved kommunalvalget i 2013. Det er imidlertid ikke i den retning, Arne svarer på spørgsmålet. “Noget af det som jeg er allermest stolt af er nok, at vi har fået gjort Hjørring til en by. Da jeg blev borgmester i 2010,

“Jeg synes faktisk, at de har haft god faglighed i de ting, de har lavet, og det tror jeg er alfa omega. Hvis du har lavet de ting, de har lavet derude, men ikke har haft fagligheden, så er der ingen tvivl om, at det var gået grueligt galt.” At Arne og jeg er blevet venner for livet, og at jeg er på knuser med ham næste gang vi mødes, vil være lidt af en floskel. Men to timer i hans selskab er ikke desto mindre gået, og da jeg forlader kontoret, passerer alle kvinderne, og returnerer til pøblen i borgerservice, går jeg derfra med en speciel følelse. Jeg føler ikke, jeg har snakket med en borgmester, men derimod med en vendelbo. 01 17 | HALVOR MAGASINET |

DE VIGTIGE ERHVERVSUDDANNELSER Af Emil Kondrup

“Hvad vil du være, når du bliver stor?” – Et spørgsmål de fleste mennesker er blevet stillet i deres liv. Og et spørgsmål som særligt synes at være det helt oplagte, når man sidder som teenager for bordenden til familiefødselsdagen. Nogen kan svare tidligt i livet, mens andre knapt når at finde ud af det. Jeg har mødt Kristian Holme Andersen, der er koordinator ved EUC Nord i Hjørring og Frederikshavn, til en snak om, hvorfor erhvervsuddannelserne er vigtige, og hvad der bliver gjort for at gøre dem mere attraktive hos unge. Som uddannelsesinstitution udbyder EUC Nord både ungdoms- og voksenuddannelser, der sigter mod erhvervslivet. Kristian Holme Andersen fortæller, at man hos EUC Nord er på vej i en retning, hvor man er meget bevidst om, hvordan man som uddannelsesinstitution henvender sig til det yngste segment: Altså unge, der kommer direkte fra 9.-10. klasse, og som derfor hører under det, man på stedet kalder Grundforløb 1. Med reformen i 2015 skulle alle skoler oprette GF1 forløb - det er ikke noget særligt for EUC Nord. I den forbindelse fortæller han, at hvor unge elever, der kommer direkte fra

9. eller 10. klasse, tidligere blev blandet med ældre elever i alle aldre, så starter de i dag med at have 20 uger, hvor de kun er sammen med andre unge på samme alder. Her arbejder man i “brede paraplyer”, hvor man ikke vælger en decideret uddannelse, men i stedet en retning, hvor man kan få lov til at snuse til flere forskellige fag: “Det kan vi se, at der er en stor kvalitet i, og vi kan se, at vi næsten ingen frafald har”, fortæller Kristian Holme Andersen. I følge ham kan det have en sammenhæng med, at man på EUC Nord med den nye ordning har mulighed for at lave aktiviteter og projekter med de unge, der skaber tryghed, og som giver eleverne mulighed for at finde sammen i nogle fællesskaber, der på nogle måder kan minde om gymnasiet.

MANGEL PÅ HÅNDVÆRKERE Kristian Holme Andersen fortæller, at der kommer til at mangle håndværkere inden for ganske få år, da der for tiden bliver uddannet væsentligt færre i forhold til hvor mange, der går på pension: “Vi ved, at der bliver et vakuum, og der er allerede et, fordi vi også har nogle store byggerier i gang i Nordjylland. Det er lige nu, der skal ske noget, og der sker altså ikke noget af sig selv”.

Kristian Holme Andersen 38

| HALVOR MAGASINET | 01 17

”

OLE OPFINDER “At være smed i dag er faktisk at være lidt af en Ole Opfinder. Der er desværre bare mange som gerne vil være Ole Opfinder, men som ikke vil være smed.”

Men hvordan er det kommet dertil, at unge mennesker ikke finder erhvervsuddannelserne spændende? Kristian Holme Andersen bebrejder ikke de unge, men mener tvært imod, at det er oplysningsarbejdet, der simpelthen ikke er godt nok. Derudover mener han, at det kræver tid og rum til fordybelse, før et håndværksfag bliver fedt. Jeg fortæller, at min egen fordybelse i håndværksfaget har været det sløjd, jeg havde i folkeskolen – og når jeg har skullet samle et IKEA-møbel – og Kristian Home Andersen erkender, at sløjd i folkeskolen måske ikke altid sælger varen lige godt. “I sjette klasse tænker man måske ikke ligefrem, at det der fuglehus er noget, man kan leve af resten af sit liv – så skal det være et godt fuglehus” fortæller han. Et af de steder, der til gengæld stadig ér tid til fordybelse i håndværket, er på Halvorsminde. Kristian Holme Andersen fortæller, at det er interessant, at man netop dér arbejder med håndværket som fag og som disciplin og giver eleverne mulighed for at fordybe sig. På den måde, mener han, at man kan øge prestigen i håndværksfagene. Men hvad gør EUC Nord så selv for at få flere studerende, og dermed kunne uddanne flere håndværkere i fremtiden? I forhold til at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse mener Kristian Holme Andersen, at det handler om, at lade de unge blive mødt af en opgave, hvor man kan finde svar på et reelt problem: “Så tror vi på, at det kan få øjnene op for nogen, som ellers ville sige ‘jeg skal i hvert fald ikke på en erhvervsskole’.“ I en tid, hvor iværksætteri er i fremdrift, siger Kristian Holme Andersen, at de forsøger at få præsenteret forskellige forløb, hvor det ikke nødvendigvis handler om den specifikke håndværksuddannelse, men mere om de ting, man kan lave. “En af de måder, vi kan gribe det an på, er ved at droppe tankegangen om, at ‘nu skal du gå i gymnasiet, eller tage en erhvervsuddannelse eller noget andet.’ Vi tager i stedet et tema og breder ud - f.eks. innovation - og siger ‘okay, hvis du vil arbejde innovativt, og du vil være med til at svejse et eller andet og udvikle et cykelstativ, der kan tyverisikre din cykel samtidig med den låser så er det med at vise, at der er noget, der hedder en erhvervsuddannelse hvor det faktisk er dét man render og laver.” Til sidst slår han, for at blive i håndværkertermerne, hovedet på sømmet. “At være smed i dag er faktisk at være lidt af en Ole Opfinder. Der er desværre bare mange som gerne vil være Ole Opfinder, men som ikke vil være smed.” 01 17 | HALVOR MAGASINET |

KASKET

Sort snapback kasket med hvidt Halvorlogo broderet foran og ”Halvorsminde” broderet bagpå. 100 kr.

LØBETRØJE

Løbetrøje med hvidt Halvorlogo påtrykt foran på trøjen. Pro-Dry behandlet trøje med kontrastsøm og sporty facon til piger og drenge. Det åndbare og fugttransporterende stof gør den perfekt til aktivitet. 100% polyester. 150 kr.

TIGHTS

Smarte og komfortable tights udviklet i det svedtransporterende og hurtigttørrende Dri Fit materiale. Med åndbare Mesh paneler og justerbar talje. Nikelogo på det ene lår og Halvorlogo på det andet. 91% polyester og 9% spandex. Fra 300 kr.

SPORTSTASKE

Sort sportstaske med hvidt Nikelogo og Halvorlogo påtrykt. Smart og flot taske til sport og fritidsaktiviteter. Fra 300 kr.

HALVORSHOPPEN.DK 40

| HALVOR MAGASINET | 01 17

NÅR ELEVERNE SMS’ER HJEM Den bedste skole i mit liv!

Send slik tak :)

Hej morfar. Tak for at du g iver mig penge i ste det for min lillebror.

jeg Nu snakker n dsk! snart grønla

ive far for at g g o r o m k he d Tusin d ta stiske mulig ta n a f e n n t mig de erskole. De t f e å p e m er. for at ko m em melig o v n k ta g li e k er jeg vir

oler på mig Tak mor fordi du st der for mig. og fordi du alti d er

Det er en vildt skøn skole med helt igennem fantastiske lærere.

Mange tak for den gode mad.

Hej al le Halvor sam men de rh e ning j r den be d jem me. ste be eg ha r sl allere de læ taget. Jeg uth rt rig mig se tig me ar lv og get o m an dre .

01 17 | HALVOR MAGASINET |

JEPPES KLUMME

Af Jeppe Søe, næstformand i bestyrelsen på Halvorsminde “Det er det, de unge vil ha”, hører man ofte i debatten. For det meste sagt af folk, der er et godt stykke over de 45 år og ikke aner, hvad det betyder at give et shout-out eller levere en god beef. De siger det for at slå helt fast, at det, de går og forsøger at sælge, er det helt rigtige. Jeg er selv over 45, - og når jeg logger ind på YouTube og kaster mig over videoerne, bliver jeg oprigtigt bekymret. Jeg bliver bekymret, når en 16årig pige med 100.000 følgere sidder i sin seng og fortæller, hvor fucking nice en mascara er, som hun har fået penge for at rose. Jeg bliver direkte ked af det, når en anden fyr laver en musikvideo, hvor han synger om glæden ved at droppe sin uddannelse, fordi hans kanal på YouTube har nået de 200.000 følgere. Og jeg bliver rystende nervøs for fremtiden, når unge mennesker stopper med at spille computerspil, men i stedet går på YouTube for at se på andre, der spiller. Hvor doven er det lige, man har lov at være? 42

| HALVOR MAGASINET | 01 17

ALLE VED, AT DET VIRKER “Det er det, de unge vil ha”. Reklamemanden forsøger med sætningen at retfærdiggøre endnu en utålelig reklame for en sodavand. Den er streetsmart, pågående, hurtigt klippet og kort. “De unge kan slet ikke fokusere mere end ti sekunder”, siger manden og klikker videre på sin PowerPoint, som er hans eneste holdepunkt - og i virkeligheden dækker over, at han ikke kan huske hvad han skal sige. Næste slide fortæller, hvordan budskabet skal være enkelt at fatte. En kort overskrift og et friskt slogan, så er de solgt. Og så krydrer man det lige med et eller andet, der giver den unge fornemmelsen af, at hvis de drikker netop denne sodavand, kan man overkomme alt - der vil være kødannelser af det modsatte køn ved din gadedør, og du vil leve et langt og lykkeligt liv. Firmaet køber reklamen, kører

den på fjernsynet og fornemmer, at den går rent ind. Sådan var de unge altså. Det var det, de ville ha’. Nu har jeg så det privilegium, at jeg med mellemrum tvinges ud i det, som man vist fortsat kalder virkeligheden - eller på ungt “IRL”. Derude holder jeg foredrag på skoler og efterskoler, - og foran mig sidder den dersens forbandede ungdom, jeg kender så godt. Og er bekymret for. Det viser sig dog altid, at de slet ikke er så dumme endda. Ja faktisk tværtimod. De er vokset op i en verden af målrettet marketing. Fra deres første skridt, har de vandret hvileløst ud af en informationsmotorvej. De er blevet målt på det tøj, de går i og måden, de taler på. De har været igennem en skolegang med krav,

som vi ældre slet ikke kender til, - og de er blevet testet i både hoved og røv. Deres testresultater er sammenlignet med de andre i klassen, de andre på skolen og elever fra Kina. Og nu sidder de så her. På en efterskole. Og stiller spørgsmål efter halvanden times foredrag, som end ikke menighedshuset i Skjern kunne udtænke i den samme uge. De unge er skarpe, de er ligefremme, de er tænksomme - og de er ikke mindst ufattelig svære at narre. Når man som jeg er opvokset på en højskole, ved man ét og andet om mennesker. Der er gået godt 100.000 mennesker gennem min barndom, - og jeg har lært en væsentlig ting af at være højskoledreng: Du kan aldrig sætte folk i bås. Hvad enten du taler om de fremmede, djøfferne, de arbejdsløse eller de unge, er det ikke en homogen masse. De tilhører gruppen unge, fordi deres alder er ens, - men oppe i hovedet er de mangfoldige som aldrig før i verdenshistorien. Det er muligt, de køber firmaets sodavand, men ikke fordi de befinder sig i en bås. Måske bare fordi den står yderst. Eller fordi den smager lidt af lakrids. Det forhindrer dog ikke førnævnte reklamemand i at gentage sin PowerPoint næste sted - nu med endnu en erfaring om, hvordan de unge er i bagagen. En efterskole skal jo også levere “det,

de unge vil ha”. Halvorsminde gør det hver eneste dag. Der er linjer på programmet, der får de unge til at valfarte til Hjørring. Men det er i virkeligheden slet ikke hverken bordtennis eller gymnastik, der driver dem derop. Det er fordi skolen år efter år også leverer alt det, som de unge ikke anede, at de i virkeligheden ville ha’. Fællesskabet på en efterskole kender du først, når du har mærket den på egen krop. Venner for livet ved du først, at de andre er, når du står og siger farvel på den sidste dag. Modenheden, som du får ubemærket ind, lægger du slet ikke mærke til, før du senere i livet forstår, hvilket fundament efterskolen byggede under dig. Du kom som et stort barn og forlod skolen som en lille voksen. Klar til livet. Høj på livet. Når jeg taler med friskolefolk og beder dem forklare, hvad de tror, det egentlig er, der gør skoleformen så markant anderledes og vellykket, så kan de aldrig rigtigt svare. Det stærkeste svar, jeg har hørt, var en lærer, der beskrev skoleformen som “hullet i en vaniljekrans”. Det er jo ikke umiddelbart en sætning, der passer til en rapport til Undervisningsministeriet,

der slet ikke fatter den slags begavede ord. Så hvad er det? Hvad er slagordet!? Sandheden er, at det netop ikke er et slagord. Det er ikke noget, man kan pege specifikt på. Det er ikke målbart, og det er ikke noget, der kan sættes ord på. I sandhed ubeskriveligt. Essensen i et efterskoleophold er det ubeskrivelige. Og vi har altid vidst, at den slags er det stærkeste. Enhver ved, at kærlighed er den stærkeste magt i et menneske, men forskerne har endnu ikke fundet kærligheden i et mikroskop. I de nordiske myter om Fenrisulven husker man måske, hvad det var for en lænke, der endelig holdt ulven fanget. Det var ikke den af læder. Heller ikke den af jern, - nej, det var den magiske lænke fra dværgene i bjergene, lavet af fiskenes ånde og lyden af kattetrin. Alt det, som ikke findes, holdt ulven på plads. Hullet i vaniljekransen. Spørg mig venligst aldrig igen om at beskrive, hvad efterskole er. Jeg aner det ikke. Ingen ved, hvad efterskole er, - men alle ved, at det virker! 01 17 | HALVOR MAGASINET |

FÃ&#x2DC;LG OS INSTAGRAM #Halvorsminde

FACEBOOK HalvorsmindeEfterskole

SNAPCHAT Halvorsminde WEB halvorsminde.dk

| HALVOR MAGASINET | 01 17