At slå ihjel til lyden af trompeter DR lagde koncertsal til, da dokumentar-
klirrer, hæle smækker, halse rømmer sig og
branchen i selskab med kultureliten tog
ler.
forskud på årets CPH:DOX. Det blev en aften
med
perlende
champagne,
smækkende høje hæle og drabet på en million indonesiske ”kommunister”.
Premieren på Joshua Oppenheimers film er startskuddet til en 11 dages rejse ind i den dokumentariske virkelighed, og skal man tro branchen,
er
denne
danskproducerede
Af Anna Breusch Larsen
massemorderskildring noget af en indledning.
Den texanske filminstruktør Joshua Oppen-
Festivaldirektør Tine Fischer træder frem midt
heimer har brugt syv år på filmen The Act of
på det tomme trægulv i koncertsalens midte.
Killing. De syv år tilbragte han i Indonesien,
På en helt almindelig dag havde hun nu
hvor han skildrede livet for den aldrende
befundet sig midt i strygersektionen, men i
massemorder Anwar Congo, der i 1965 tog
aften er det kun det sorte lærred i baggrunden,
del
der akkompagnerer hende på scenen.
i folkedrabet
på over en million
indonesiske påståede kommunister. Anwar selv slog flere hundrede mennesker ihjel. I dag lever han i et gangstersamfund uden sanktioner, stolt af sin gerning, i en verden opbygget omkring sin egen selvforherligelse og omgivelsernes frygt, sammen med venner,
Det er tirsdag den 30. oktober i København, og Anwar Congos historie danner rammen om
Foyeren i Koncerthuset er dunkel og rå i det tiltagende aftenmørke. Hist og pist oplyser plader
film
vi
skal
se
medfører
en
uomgængelig ændring inde i én. Den handler om ondskabens banalitet. Der er ikke nogle good guys. Vi ser forbryderne i øjnene, og vi ser dem som mennesker.
i det afdæmpede lys mens publikum indtager hendes ord. ”Netop denne film viser hvad dokumentaren
åbningsgallaen på CPH:DOX.
farvede
Den
Pailletterne på hendes lange sorte kjole spiller
familie og gamle medsammensvorne.
forskellige
-
de
nøgne
betonvægge og sender blå, orange og gule skær ned over menneskemængden. Glas
kan som ingen anden genre kan. Den tager sin forpligtelse over for virkeligheden dybt seriøst
og
giver
verdensbillede.”
et
ikkeforsimplende
Klapsalverne kommer snigende og folder sig
smilende noget. Deres vantro ansigter oplyses
forsigtigt ud i salen, inden de absorberes af
af lærredet.
det store rum, og projektoren, der er fundet frem til lejligheden, kaster de første billeder af Anwar Congo op på lærredet.
ansigt toner frem for øjnene af det kulturelle vestlige borgerskab. Sammen med sine venner og instruktør Joshua Oppenheimer forsøger Congo
at
genskabe
brutaliteter i Østasien går slag i slag, inden instruktør Joshua Oppenheimer kan modtage
Den gamle massemorders slidte læderagtige
Anwar
159 minutter om hidtil ukendte absurde
nogle
af
drabssituationerne og massakrerne fra 1965 i et forsøg på skildre sin, efter eget udsagn, glorværdige historie.
folkets hyldest på scenen. Tilbage i foyeren samler folk sig i klumper rundt om ham, mens han fortæller om sine visioner
og
sine
erfaringer
med
den
indonesiske massemorder. Det sorte jakkesæt glider rundt på den lille krop, hvis hænder farer op og ned i forklarende bevægelser. Den skaldede isse skinner om kap med de
Anwar er klædt i hvide kakibukser og
passionerede øjne, der gennemborer enhver,
lysegrøn kortærmet skjorte. Han står i en
der tør se ind i dem.
baggård og fortæller hvordan blodet plejede at flyde lige netop her. En af hans venner sætter sig på jorden, og Anwar griber en wire og
”Anwar og jeg havde en stor oplevelse sammen,” forklarer Joshua Oppenheimer.
vikler den om hans hals. Så kigger han
”Vores forhold var kompliceret. Det var
muntert ud på publikum, mens han trækker i
smertefuldt og det var dybt, med det var ikke
wireren, der strammes om hans ven. Til sidst
et venskab.”
løsner han sit greb. Demonstrationen er slut.
En hånd griber fat om instruktørens skulder,
Spredt latter breder sig i det stuvende fulde
og kort efter har det pulserende menneskehav
koncerthus, men den tør ikke give sig helt til
opslugt ham.
kende. Anwar er i gang med at iføre sig en pink cowboyhat, mens han fortæller om sin kærlighed til amerikansk film. Western og film noir er nogle af hans yndlingsgenrer. Hans protegé Herman står ved siden af ham med en anden cowboyhat på. I mørket læner en mand sig ind mod sin ven og hvisker
Aftenens anden hovedperson Anwar Congo bliver dog hængende i luften, som om en fælles bevidsthed blandt publikum bandt ham til bygningen. Den franske filosof Voltaire blev i starten af filmen citeret:
”Det er forbudt af slå ihjel, derfor straffes
I aften tav trompeterne i Koncerthuset, men
mordere, med mindre de dræber i stort antal
stilheden blev larmende.
og til lyden af trompeter.”
DOX’en er blevet voksen Den internationale dokumentarfilmfestival
Succesen bunder i den eksperimenterende og
CPH:DOX fejrer sin 10-års fødselsdag på
frie stil, som den danske dokumentarfilm-
en bund af succes og med et ambitiøst blik
branche lægger for dagen, og ifølge Tine
rettet mod fremtiden.
Fischer er det kunstneriske niveau derfor også rigtig højt.
Af Anna Breusch Larsen ”Danmark har verdens bedste dokumentarfilmbranche.”
”Ingen er i det her for at få sig en villa nord for København. Der er plads til både det skæve, det nyskabende og det etablerede. Alt
Festivaldirektør Tine Fischer tøver ikke i sin
sammen bundet op den seriøsitet der ligger
udtalelse. Hun har de sidste ti år stået i
dybt i dokumentarfilmens DNA.”
spidsen for CPH:DOX og fulgt festivalens betragtelige fremgang. Det første år var 14000 publikummer
rundt
i
de
københavnske
biografer, i 2011 var tallet 47000. Festivalen løber fra den 1. til den 11. november og runder 205 film.
om dokumentarer. Men i dag er de blevet dagsordensættende. Der er opstået en kæmpe Fischer.
omkring
en af hovedkræfterne bag CPH:DOX, har, efter direktør Henrik Bo Nielsens udsagn, altid stået fadder til den festival, som nu er blevet den største i Skandinavien, og også vækker prestige rundt om i Europa.
”For seks år siden var der ingen der snakkede
kollektivitet
Det Danske Filminstitut, der altid har været
dem,”
siger
Tine
”DOX er et barn der skulle sættes fri. Og nu er barnet blevet stort og dygtigt – og kritisk over for forældrene,” siger han.
Han påpeger også, at festivalens positive
Tirsdag aften var der åbningsgalla for
udvikling ikke giver synderlig grund til
CPH:DOX i DR’s Koncerthus med den
magelighed og tid til at svælge i succesen.
kontroversielle danskproducerede dokumen-
”Vi har en ambition om at blive den mest interessante dokumentarfilmfestival globalt,” siger han.
tarfilm The Act of Killing.