Page 1

At slå ihjel til lyden af trompeter DR lagde koncertsal til, da dokumentar-

klirrer, hæle smækker, halse rømmer sig og

branchen i selskab med kultureliten tog

ler.

forskud på årets CPH:DOX. Det blev en aften

med

perlende

champagne,

smækkende høje hæle og drabet på en million indonesiske ”kommunister”.

Premieren på Joshua Oppenheimers film er startskuddet til en 11 dages rejse ind i den dokumentariske virkelighed, og skal man tro branchen,

er

denne

danskproducerede

Af Anna Breusch Larsen

massemorderskildring noget af en indledning.

Den texanske filminstruktør Joshua Oppen-

Festivaldirektør Tine Fischer træder frem midt

heimer har brugt syv år på filmen The Act of

på det tomme trægulv i koncertsalens midte.

Killing. De syv år tilbragte han i Indonesien,

På en helt almindelig dag havde hun nu

hvor han skildrede livet for den aldrende

befundet sig midt i strygersektionen, men i

massemorder Anwar Congo, der i 1965 tog

aften er det kun det sorte lærred i baggrunden,

del

der akkompagnerer hende på scenen.

i folkedrabet

på over en million

indonesiske påståede kommunister. Anwar selv slog flere hundrede mennesker ihjel. I dag lever han i et gangstersamfund uden sanktioner, stolt af sin gerning, i en verden opbygget omkring sin egen selvforherligelse og omgivelsernes frygt, sammen med venner,

Det er tirsdag den 30. oktober i København, og Anwar Congos historie danner rammen om

Foyeren i Koncerthuset er dunkel og rå i det tiltagende aftenmørke. Hist og pist oplyser plader

film

vi

skal

se

medfører

en

uomgængelig ændring inde i én. Den handler om ondskabens banalitet. Der er ikke nogle good guys. Vi ser forbryderne i øjnene, og vi ser dem som mennesker.

i det afdæmpede lys mens publikum indtager hendes ord. ”Netop denne film viser hvad dokumentaren

åbningsgallaen på CPH:DOX.

farvede

Den

Pailletterne på hendes lange sorte kjole spiller

familie og gamle medsammensvorne.

forskellige

-

de

nøgne

betonvægge og sender blå, orange og gule skær ned over menneskemængden. Glas

kan som ingen anden genre kan. Den tager sin forpligtelse over for virkeligheden dybt seriøst

og

giver

verdensbillede.”

et

ikkeforsimplende


Klapsalverne kommer snigende og folder sig

smilende noget. Deres vantro ansigter oplyses

forsigtigt ud i salen, inden de absorberes af

af lærredet.

det store rum, og projektoren, der er fundet frem til lejligheden, kaster de første billeder af Anwar Congo op på lærredet.

ansigt toner frem for øjnene af det kulturelle vestlige borgerskab. Sammen med sine venner og instruktør Joshua Oppenheimer forsøger Congo

at

genskabe

brutaliteter i Østasien går slag i slag, inden instruktør Joshua Oppenheimer kan modtage

Den gamle massemorders slidte læderagtige

Anwar

159 minutter om hidtil ukendte absurde

nogle

af

drabssituationerne og massakrerne fra 1965 i et forsøg på skildre sin, efter eget udsagn, glorværdige historie.

folkets hyldest på scenen. Tilbage i foyeren samler folk sig i klumper rundt om ham, mens han fortæller om sine visioner

og

sine

erfaringer

med

den

indonesiske massemorder. Det sorte jakkesæt glider rundt på den lille krop, hvis hænder farer op og ned i forklarende bevægelser. Den skaldede isse skinner om kap med de

Anwar er klædt i hvide kakibukser og

passionerede øjne, der gennemborer enhver,

lysegrøn kortærmet skjorte. Han står i en

der tør se ind i dem.

baggård og fortæller hvordan blodet plejede at flyde lige netop her. En af hans venner sætter sig på jorden, og Anwar griber en wire og

”Anwar og jeg havde en stor oplevelse sammen,” forklarer Joshua Oppenheimer.

vikler den om hans hals. Så kigger han

”Vores forhold var kompliceret. Det var

muntert ud på publikum, mens han trækker i

smertefuldt og det var dybt, med det var ikke

wireren, der strammes om hans ven. Til sidst

et venskab.”

løsner han sit greb. Demonstrationen er slut.

En hånd griber fat om instruktørens skulder,

Spredt latter breder sig i det stuvende fulde

og kort efter har det pulserende menneskehav

koncerthus, men den tør ikke give sig helt til

opslugt ham.

kende. Anwar er i gang med at iføre sig en pink cowboyhat, mens han fortæller om sin kærlighed til amerikansk film. Western og film noir er nogle af hans yndlingsgenrer. Hans protegé Herman står ved siden af ham med en anden cowboyhat på. I mørket læner en mand sig ind mod sin ven og hvisker

Aftenens anden hovedperson Anwar Congo bliver dog hængende i luften, som om en fælles bevidsthed blandt publikum bandt ham til bygningen. Den franske filosof Voltaire blev i starten af filmen citeret:


”Det er forbudt af slå ihjel, derfor straffes

I aften tav trompeterne i Koncerthuset, men

mordere, med mindre de dræber i stort antal

stilheden blev larmende.

og til lyden af trompeter.”


DOX’en er blevet voksen Den internationale dokumentarfilmfestival

”Ingen er i det her for at få sig en villa nord

CPH:DOX fejrer sin 10-års fødselsdag på

for København. Der er plads til både det

en bund af succes og med et ambitiøst blik

skæve, det nyskabende og det etablerede. Alt

rettet mod fremtiden.

sammen bundet op den seriøsitet der ligger dybt i dokumentarfilmens DNA.”

Af Anna Breusch Larsen ”Danmark

har

verdens

bedste

dokumentarfilmbranche.”

Det Danske Filminstitut, der altid har været en af hovedkræfterne bag CPH:DOX, har, efter direktør Henrik Bo Nielsens udsagn,

Festivaldirektør Tine Fischer tøver ikke i sin

altid stået fadder til den festival, som nu er

udtalelse. Hun har de sidste ti år stået i

blevet den største i Skandinavien, og også

spidsen for CPH:DOX og fulgt festivalens

vækker prestige rundt om i Europa.

betragtelige fremgang. Det første år var 14000 publikummer

rundt

i

de

københavnske

biografer, i 2011 var tallet 47000. Festivalen løber fra den 1. til den 11. november og runder 205 film.

”DOX er et barn der skulle sættes fri. Og nu er barnet blevet stort og dygtigt – og kritisk over for forældrene,” siger han. Han påpeger også, at festivalens positive

”For seks år siden var der ingen der snakkede om dokumentarer. Men i dag er de blevet

udvikling ikke giver synderlig grund til magelighed og tid til at svælge i succesen.

dagsordensættende. Der er opstået en kæmpe

”Vi har en ambition om at blive den mest

kollektivitet

interessante dokumentarfilmfestival globalt,”

omkring

dem,”

siger

Tine

Fischer.

siger han.

Succesen bunder i den eksperimenterende og

Tirsdag aften var der åbningsgalla for

frie

CPH:DOX i DR’s Koncerthus med den

stil,

som

den

danske

dokumentarfilmbranche lægger for dagen, og

kontroversielle

ifølge Tine Fischer er det kunstneriske niveau

dokumentarfilm The Act of Killing.

derfor også rigtig højt.

danskproducerede

At slå ihjel til lyden af trompeter  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you