
1 minute read
Øvelser med spil, leg og kast
Øvelse 5.1: Kaste gren
Udførelse
Stå med en skridtlængdes afstand mellem fødderne, let bøjede knæ og vægten på bageste ben. Hold en gren/sten/kogle i hver hånd. Løft højre hånd op over hovedhøjde og bag kroppen. Kast grenen/stenen/ koglen så langt som muligt. Tag et skridt frem med højre ben, når grenen slippes, Gentag til modsat side.
Grenen/stenen/koglen skal passe til håndens størrelse.
Vær opmærksom på, at armen er ført bagud, når kastebevægelsen startes, og at grenen slippes, når det er på det højeste punkt.
Øvelsen træner balance, bevægelighed og koordination.
Variationer
• Gå eller løb: Gør øvelsen mere udfordrende ved at gå/ løbe et par skridt inden grenen/stenen/koglen slippes.
• Prøv at kaste efter et bestemt punkt – et træ, en gren eller en sten. Lav det evt. til en lille konkurrence: Hvem kan ramme flest gange ud af 3-5 kast?
Øg belastningen
• Gør øvelsen mere belastende ved at kaste en tungere gren eller sten.
Øvelse 5.2: Tre og tre om en gren

Udførelse
Deltagerne finder en gren af en passende længde og tykkelse. Der skal være plads til, at tre personer kan holde fat i grenen med plads imellem dem, så de hver især har plads til at gå eller løbe. De holder alle fast i grenen. Den forreste vælger ruten igennem terrænet.
Deltagerne kan med fordel være på hold med nogle, der kan bevæge sig i ca. samme tempo –altså hurtige sammen med hurtige og langsommere sammen med langsommere.
Øvelsen træner kondition (hvis man bliver meget forpustet) og balance.

Øg det kognitive.
• Når gruppen er færdig med en rute, så får en af de to andre til opgave at føre holdet tilbage ad den rute, som de lige har gået. De skal ikke på forhånd vide, at de får denne opgave.
Øvelse 5.2: Frisbee

Udførelse
Stå med siden til kasteretningen med en hoftebreddes afstand. Frisbeen holdes med en bøjet arm foran brystet, og vægten er på benet længst væk fra kasteretningen.
Hold på frisbeen med pegefinger og langefinger langs kanten på undersiden af frisbeen, og tommelfingeren støtter ovenpå.
Kastearmen føres fra bøjet foran brystet til strakt i skulderhøje i kasteretningen. Slip først frisbeen, når armen er er helt strakt. Samtidig med at armen strækkes, laves der en vægtoverføring med benene, så vægten føres over på benet i kasteretningen.
Hold øje med, at frisbeen holdes korrekt, og at deltagerne står, så de ikke rammer hinanden.
Øvelsen træner balance, bevægelighed, koordination og samarbejde, når man spiller sammen.
Variation
• Gør øvelsen mere udfordrende ved at kaste til hinanden to og to – forsøg også at gribe frisbeen.