DANSKE VIDUNDERE
I 2021 rejser vi i hvert blad til et nyt sted foreslået af journalist og forfatter Jakob Vedelsby. Det bliver til besøg seks steder rundt om i landet, der betyder noget særligt for ham. Jakob fortæller hvorfor og gør os (måske) lidt klogere på vores smukke, danske natur. Tag med til Anholt.
Ørkenen på Anholt Tekst og foto Jakob Vedelsby
”
Så er det din tur!” sagde min far og overlod mig styringen af den lille propelmaskine. Jeg havde på tidligere flyveture spurgt, om jeg måtte prøve, og nu var det pludselig nu. Jeg tog fat om det lille rat og fik lov til at dreje det forsigtigt, så maskinen bevægede sig. Mirakuløst. Otte år gammel, og jeg fløj selv! Mor prote sterede fra bagsættet. Lillebror bemærkede ingenting, tror jeg. Hans drømmende blik fulgte Anholts kystlinje, der tegnede sig under os. Nu tog far atter over og lod flyet dumpe gennem luftlagene. Kort efter bumlede vi henover græsbanen i udkanten af Danmarks eneste ør ken, som vi skulle forcere for at nå frem til den kridhvide sandstrand og de bløde, blå bølger. Vandreturen gennem ørkenen fra flyvepladsen til Nordstrand var som en spændende ekspedition i ukendt land. Ørken og ørken. Der er ikke tale om et Sahara- lignende område. Dertil regner det for meget på den 25 kvadratkilometer lille ø midt i Kattegat, herunder på de 80 procent af arealet, som ørkenen udgør, hvilket kan aflæses i mængden af planter. Hist og her skyder enebærbuske, buketter af marehalm, måtter af revling, puder af mos i mange afskygninger, flere hundrede forskellige lav-arter, øer af hedelyng, krybende pil og mange andre vækster op af det grove gyldne sand. Indtil midten af 1500-tallet var ørkenen delvist dæk ket af fyrretræer. Men så begyndte øens indbyggere at bruge træet til opvarmning, tjærekogning og til at holde liv i fyret på den nordøstlige spids. Og gradvist dukkede det oprindelige landskab med de konturer, som blev dannet under seneste istid, frem. For at undgå, at om rådet med tiden atter springer i skov, fjerner man i dag de fyrretræer, der sår sig selv.
48
På vores vej gennem det fredede ørkenlandskab, mødte vi dengang i de tidligere 1970’ere sjældent andre mennesker. Nu om stunder støder der 60.000 besø gende til øen hver sommer. Uden for sæsonen har de godt 130 fastboende stadig naturen for sig selv og kan uforstyrret vandre ud til fyret og hilse på sælerne, som yngler dér. Undervejs møder de sikkert både harer og rådyr, sildemåger og sanglærker, eller flokke af træk fugle, der bruger ørkenen som hvileplads. Vi var godt svedige, da vi med lommerne fulde af magiske ørkensten nåede de hvide klitter, løb ned over stranden, lod tøjet falde og kastede os nøgne i det krystalklare vand. Mor og far svømmede ud til anden revle og min bror og jeg plaskede rundt på lavt vand. Så tørrede vi lidt i solen, spiste en klapsammen, slog mave og sprang atter i bølgerne. Lige indtil far så på uret og beordrede afgang. Vi skulle retur til Sjælland inden mørket faldt på. Vi var trætte, sandet var tungt, og turen tilbage over klitter og bakker forekom uende lig som i en rigtig ørken. Det var godt endelig at sidde i den lille kabine for en den af startbanen, far satte fuld gas på motoren, og det lille fly sprang af sted og slap jorden. Jeg døsede lidt, og gennem støjen hørte jeg de voksne planlægge endnu en endagstur til Anholt weekenden efter, hvis vejret var godt. Det var det heldigvis.
Ørkenen på Anholt mellem flyvepladsen og Nordstrand.
