Genoptræning og rehabilitering – også uden indlæggelse
For at kunne vende tilbage til hverdagen efter sygdom på bedst mulige måde er genoptræning og rehabilitering ofte nødvendig for ældre patienter. Genoptræning og rehabilitering er afgørende for at genvinde tidligere funktionsniveau eller vedligeholde aktuel funktionsevne.
Genoptræning efter sundhedsloven kræver en forudgående indlæggelse på sygehus. Mange har dog brug for genoptræning også uden at have været indlagt – og det vil blive endnu mere relevant set i lyset af ambitioner om mere hjemmebehandling.
Det er ikke tydeligt, hvordan ældre patienter, der ikke er omfattet af helhedsplejen, og som ikke har været indlagt med en genoptræningsplan, har ret til genoptræning. Det kan fx være på kommunale genoptræningscentre.
Ældre Sagen mener:
• Hjælp til genoptræning skal ikke afhænge af, om man har været indlagt eller ej, eller om man er omfattet af helhedspleje eller ej. Alle med behov bør tilbydes genoptræning, uanset om man er indlagt eller behandles i det nære sundhedsvæsen.
• Almen praksis skal kunne visitere ældre patienter til helhedsplejeforløb, herunder genoptræningsforløb uden sygehusindlæggelse.
• Almen praksis skal kunne give ældre patienter, der ikke har været indlagt på sygehus, en genoptræningsplan efter sundhedsloven – gerne inklusiv en plan for ernæringsindsats.
Patienter med et lægefagligt begrundet behov for genoptræning efter udskrivning fra sygehus skal tilbydes en genoptræningsplan jævnfør sundhedslovens § 84 og § 140.
1. juli 2025 træder ældreloven i kraft. Helhedsplejen skal sikre genoptræning af fysisk funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom, der ikke behandles i tilknytning til en sygehusindlæggelse.