Ønsker du af en eller anden grund ikke at få opbevaret en kopi af testamentet i registeret, skal du meddele notaren det. Det er meget vanskeligt, at få et notartestamente kendt ugyldigt. Du kan i princippet selv skrive testamente og underskrive det for notaren på dommerkontoret. Men notaren har ikke pligt til at undersøge, om indholdet af testamentet følger lovens regler og, om dine ønsker dermed kan gennemføres. Notaren sikrer sig, at du er den, du giver dig ud for at være ved at se legitimation i form af pas, kørekort eller lignende. Herefter kontrollerer notaren med nogle få spørgsmål om du er ved din fornufts fulde brug. Selv om du ikke ønsker hjælp fra en advokat til at udfærdige dit testamente, anbefales det som minimum, at du lader testamentet påtegne hos notaren, så det bliver registreret i Centralregisteret for Testamenter. Testamentet skal oprettes med en genpart eller i fotokopi på almindeligt papir i A4-format. Det eksemplar notaren skal opbevare, skal have en forside på en særlig blanket, der kan findes på domstolenes hjemmeside, www.domstol.dk/Selvbetjening/blanketter/testamente. Det koster 300 kr. at oprette, tilbagekalde eller ændre et notartestamente. Notaren kan også møde op hos dig eller på hospitalet, hvis du af helbredsmæssige årsager ikke selv kan komme til notaren. I så fald skal du betale notarens udgift til transport. 2. Vidnetestamente Du kan også vælge selv at skrive testamentet - med eller uden hjælp fra en advokat - og at underskrive det i to vidners nærvær. Vidnerne kan være dine venner eller dine naboer, men de må hverken være nævnt i testamentet eller på nogen måde have interesser i det. I vidnepåtegningen skal vidnerne med underskrift bekræfte, at de var tilstede samtidig som testamentsvidner efter dit ønske, at du var ved din fornufts fulde brug, og at du som testator selv har underskrevet testamentet. De skal angive tid og sted for underskriften samt deres navne og adresser under deres underskrift. Et vidnetestamente kan nemmere end et notartestamente tilsidesættes som ugyldigt. Hvis du har arvinger, der anfægter testamentets gyldighed, er det nemlig vidnerne, der ved forklaring i retten skal ”bevise” rigtigheden af deres vidnepåtegning.
20
FORMUE, ARV, TESTAMENTE OG GAVER · ÆLDRE SAGEN