PÅRØRENDE
”Omsorg kan være at daske en tur til byen” 80-årige Finn Sørensen nyder at tage toget ind til byen. Sætte sig på en café med en øl og bare kigge på de forbipasserende. Det er at drage omsorg for sig selv, siger han
Af Dorthe Boss Kyhn
K
Foto Emil Lyders
ort efter min samtale med Finn Sørensen, plinger en besked ind på min mobil.
Der står: Det kom vist til at lyde lidt rosenrødt, det er det bestemt ikke altid. Men det er vigtigt, at man kan se det positive, selvom man nogle gange tænker – hvad og hvem er jeg? Er jeg ægtefælle, samlever, pårørende, formynder, elsker eller plejer? Man er det hele. Vi er ved sagens kerne. At være pårørende. Et livsvilkår, man ikke kan løbe fra, men er tvunget til at være i og forsøge at få det bedste ud af. Det er dét, den tidligere fotograf, Finn Sørensen, netop har fortalt mig om. Vi skruer tiden 14 år tilbage. Finn Sørensen, der få år forinden var blevet pensioneret, registrerede en forandring hos sin hustru, Joan Ørtoft. Hun, der stadigvæk havde fuld fart på karrieren indenfor televerdenen, var røget ind i, hvad familien troede, var en depression. Hun kom i behandling hos en psykiater og fik antidepressiv medicin. ”Til sidst blev hun som en zombie. Jeg satte hælen i. Det kunne ikke passe. Vi fik hende trappet ud, og jeg insi-
76
sterede på en udredning for demens. I 2012 fik hun endelig diagnoserne Alzheimers og Lewy Body Demens,” fortæller Finn Sørensen. Joan havde sygdomserkendelse, og de to aftalte, at de ville forsøge at leve det aktive og udadvendte liv, de var vant til. De fortsatte med at rejse, gå på museum, til koncerter og være sammen med familie og venner. De
Det er omsorg for mig selv. Det er sådan, jeg passer på mig selv FINN SØRENSEN, PÅRØRENDE
var også åbne omkring Joans sygdom. ”Vi var medlemmer af bestyrelsen i en lokal sejlklub og udgav klubbens medlemsblad, så vi var kendte ansigter i klubben. Så selvfølgelig tog jeg Joan med i klubben, efter hun blev syg. Alle tog imod hende med åbne arme – talte med hende og tog hende med ud at gå ture.”
Finn Sørensen var fra begyndelsen klar over, at han også skulle beholde nogle af sine ’livliner’. ”Jeg er medejer af en gammel træ båd, en motorchalup, sammen med en håndfuld andre mænd. Vi samles normalt tre gange om ugen, hvor vi roder med båden og spiser frokost sammen. Fire gange om året spiser jeg middag med tidligere kolleger, og så mødes jeg jævnligt med andre pårørende her i kommunen.” Omsorg for mig selv Normalt bruger Finn Sørensen sine ledige timer, når Joan er i dagcenter tre gange om ugen, til egne gøremål. Han kan finde på at tage toget ind til byen, for at daske lidt rundt, gå på museum eller bare sætte sig på en café med en øl og kigge på mennesker. ”Det er omsorg for mig selv. Det er sådan, jeg passer på mig selv. Men det er også research, for jeg undersøger samtidig, om en udstilling eller en restaurant kan være et sted, hvor jeg kan tage Joan med.” ”Vi holder af at tage på en hyggelig restaurant. Joans motorik er ikke så god længere. Hun ser heller ikke så
