Udviklingsstøttende samtaler med børn og unge i mistrivsel

Elholm Haack & Rask

Birthe Elholm, Maja Haack & Lisbeth Rask

UDVIKLINGSSTØTTENDE SAMTALER

UDVIKLINGS STØTTENDE SAMTALER

med børn og unge i mistrivsel

Akademisk Forlag

UDVIKLINGSSTØTTENDE SAMTALER MED BØRN OG UNGE I MISTRIVSEL Birthe Elholm, Maja Haack & Lisbeth Rask

Akademisk Forlag

Udviklingsstøttende samtaler med børn og unge i mistrivsel Af Birthe Elholm, Maja Haack & Lisbeth Rask © 2016 Akademisk Forlag, København – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Mekanisk, fotografisk, elektronisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt efter Copydans regler, se www.tekstognode.dk/undervisning.

Forlagsredaktion: Hanne Lyng Frandsen Omslag: Kristine Lindbjerg Grafisk tilrettelægning og sats: Tine Christoffersen, C-Grafik Bogen er sat med: Garamond Tryk: Livonia Print Hvor intet andet er angivet, tilhører rettigheder til illustrationerne bogens forfattere.

1. udgave, 1. oplag, 2016 ISBN: 978-87-500-4543-4 www.akademisk.dk

INDHOLD FORORD 7 INDLEDNING 11 Det psykosociale perspektiv 16 At se og forsøge at forstå barnet 20 Kontekst 23

DEL I DEN UDVIKLINGSSTØTTENDE SAMTALE 26 Et dilemmafyldt felt 26 Den professionelle 32 Etablering af kontakt 38 Tillid hos og mellem samtalepartnerne 40 Afklaring af formål med samtalen 43 Motivation for og under samtalen 48 Skriftlighed som del af det udviklingsstøttende arbejde 55 Afrunding 57

DEL II METODER I SAMTALER MED BØRN OG UNGE 60 Forud for samtalen 60 Barnets forberedelse 61

Selve samtalen 64 Metodevalg 70 Aktiv lytning 71 Tegning 78 Interessentanalyse 79 Mindmap 82 Genogram 84 Tidslinjen/livslinjen 88 Socialt netværkskort 91 Linguagram 93 Videreudvikling af metoderne linguagram og mindmap 96 AFSLUTNING 99 BILAG 1: TAVSHEDSPLIGT INDEN FOR DEN OFFENTLIGE FORVALTNING 101 LITTERATUR 105 FORFATTERPRÆSENTATIONER 108

FORORD FN’s Børnekonvention er ratificeret i Danmark og implementeret i lov om social service. Det fremgår her, at børn og unge har ret til at sige deres mening, og at denne mening skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med alder og modenhed. Der lægges vægt på to samtidige forhold: at barnet eller den unge inddrages og beskyttes.

Af pressen og undersøgelser på området1 fremgår det, at børn og unge ikke altid inddrages i de væsentlige overvejelser og beslutninger, der finder sted angående dem. Det kan der være mange forklaringer på: tidspres, faglig usikkerhed, komplicerede sagsforhold og meget andet. Vi vil ikke her beskæftige os med forskellige årsagsforklaringer; i stedet tager vi afsæt i, at udvikling af samtalefærdigheder kan understøtte inddragelsen.

Praksiserfaring og forskning2 viser, at der er en klar sammenhæng mellem de professionelles kommunikationskompetencer og børnenes og de unges mulighed for og lyst til at formidle viden om sig selv og deres levede liv, sådan som de selv forstår det.

1 2

Se for eksempel Ankestyrelsen 2011.

For yderligere uddybning, se Gamst 2011.

FORORD

7

Professionelle, der arbejder i og med relationer, gør sig også mange overvejelser over, hvordan samtaler bedst afholdes. På samme tid skal der tages hensyn til lovens krav, til barnets aktuelle situation og de mange aktører, der er involveret: Myndighedssagsbehandleren vurderer, om Peters udviklingsmæssige behov dækkes i de forskellige arenaer, som han færdes i. Hun må indhente viden og dokumentation gennem samtaler med Peter, forældre og andre omsorgsgivere for på den baggrund at foretage faglige vurderinger.

I samarbejde med de relevante parter vurderer hun, om der er behov for særlig hjælp, og i givet fald hvordan den skal iværksættes.

En skolesundhedsplejerske kan gøre sig overvejelser over, hvordan hun mest nænsomt formidler til Louise på 13 år, at hun er overvægtig i en grad, så det er sundhedsskadeligt. Det kalder på et samarbejde mellem Louise, hendes forældre, deres læge og skolesundhedsplejersken.

En pædagog i børnehaven overvejer, hvordan han skal tale med Marie, der lige har mistet sin mormor. Mormor var en støtte for familien, og Marie holdt meget af hende.

Marie er i modsætning til tidligere stille, hun er ikke glad og har mindre lyst til at lege med de andre børn i børnehaven.

En lærer overhører, at Tobias fortæller sin ven, at han altid får skældud derhjemme. Læreren har samtidig bemærket, at Tobias på det seneste er blevet meget aggressiv over for de andre børn. Hun overvejer, hvem hun skal tale med, i hvilken rækkefølge og hvordan.

8

UDVIKLINGSSTØTTENDE SAMTALER

Udviklingsstøttende samtaler med børn og unge i mistrivsel er skrevet til professionelle inden for det pædagogiske, sundhedsfaglige og sociale område, som i deres daglige virke taler med børn og unge.3 Bogen bevæger sig ind i samtalens landskab gennem forskellige temaer. Efter indledningen præsenteres det ståsted, som inddragelse af børn og unge ses fra i denne bog.

Herefter fokuseres på forhold vedrørende barnet, som kan være hensigtsmæssige at medtænke ved kontakt, samt betydningen af den kontekst, samtalen finder sted i. Den udviklingsstøttende samtale introduceres derefter i del I, og der redegøres for, hvordan udviklingsstøtte forstås, og hvilken betydning udviklingsstøtte har for barnet. I del II bliver der introduceret en række metoder, der kan trækkes på i en udviklingsstøttende samtale med børn.

Forud for udarbejdelsen af bogen har forfatterne gennemført en række fokusgruppeinterviews med en gruppe professionelle, som arbejder med udsatte børn. Gruppen har kvalificeret baggrundsrefleksioner og tilgang til metoder, og deltagernes citater vil fra tid til anden illustrere de enkelte afsnit.

Fokusgruppen var sammensat af pædagoger og socialrådgivere fra forskellige arbejdsområder: handicaprådgivning, konsulentvirksomhed, socialt behandlingsarbejde, myndighedssagsbehandling og familievejledning. Vi vil gerne takke deltagerne: Anitta Andersen, Mette Sivkjær, Mia Bøgh Nielsen, Britt Hansson Rannje, Susanne Probst Rasmussen, Mette Neerup og Malene Lysholm Clausen.

3

For nemheds skyld bliver ”børn og unge” i resten af bogen forkortet til ”børn”.

FORORD

9

Deres faglige refleksioner og sparring har givet materialet retning og forankring i praksis. Desuden vil vi gerne takke Louise Norsk for at bidrage til materialet.

Forfatterne har derudover trukket på mangeårige erfaringer fra undervisning, supervision og projektarbejde med de professionelle i det sociale arbejde med udsatte børn og familier. Bogen er udviklet med støtte fra NUBU, Nationalt Videnscenter om Udsatte Børn og Unge.

København, januar 2016 Birthe Elholm, Maja Haack & Lisbeth Rask

10

UDVIKLINGSSTØTTENDE SAMTALER

INDLEDNING Formålet med denne bog er at bidrage til den fortløbende kvalificering af de faggrupper, der i deres arbejde er i kontakt med børn i mistrivsel. Med børn i mistrivsel tænker vi her på børn i udsatte positioner, hvor risikofaktorer har forstærket hinanden over tid, og hvor beskyttelsesfaktorer ikke længere opvejer disse. Dette bliver derved en trussel for barnets udvikling og trivsel. Vi vil skærpe opmærksomheden på barnets perspektiver og minde om viden om børns situation i forbindelse med inddragelse.

Endvidere er det vores mål at understrege, at den indsats, de professionelle hver dag yder, kan have afgørende betydning for det enkelte barns udvikling, samt at gøre opmærksom på, hvad den professionelle kan gøre i kontakten med et barn her og nu. Det er afgørende, at den enkelte professionelle tør og kan agere i øjeblikket med sit erhvervede professionelle repertoire og ikke passivt afventer, at eksempelvis psykiatere og psykologer kan træde til. Ligeledes er det vigtigt, at den daglige kontakt og observation kan formidles, så andre, der inddrages, har en kvalificeret platform at gå ud fra.

Vi fokuserer på den udviklingsstøttende samtale, det vil sige samtaler med barnet, der uanset det konkrete formål og INDLEDNING

11

den aktuelle kontekst har som intention at støtte barnet til at identificere egne tanker, følelser og behov samt at forstå sin situation og kende sine muligheder og rettigheder. Den udviklingsstøttende samtale markerer barnet som aktør i eget liv. Barnet er ikke blot en informant, der skal være den professionelle behjælpelig, og barnet skal heller ikke bare have tilført viden for at kunne forstå og handle. Barnet afleverer ikke blot til den professionelle, men får selv tilført muligheder for nye perspektiver og handlemuligheder gennem samtalen, idet den professionelle spejler, anerkender, inspirerer og udfordrer barnets hidtidige selvforståelser.

Vi vil beskrive metoder, der kan anvendes i den udviklingsstøttende samtale, således at den professionelle har et repertoire og kan vælge netop den metode, der bedst egner sig til det enkelte barn og fremmer det konkrete formål.

Pædagoger, lærere, socialrådgivere og syge- og sundhedsplejersker er blandt de faggrupper, der har en interesse i at kunne støtte udsatte børn gennem samtale. Disse professioner kan siges at have forskellige kerneydelser. For pædagogen kan fokus rette sig mod at planlægge pædagogiske aktiviteter, der giver mulighed for observation, og som kan fremme udvikling for det enkelte barn og den samlede børnegruppe. Lærerens fokus kan rette sig mod at udvikle læringsmiljøer, hvor børn med deres forskellige motivation, potentiale og kompetence kan profitere af undervisningstilbud. Syge- eller sundhedsplejerskens fokus kan være rettet mod at identificere muligheder for at fremme barnets sundhed, forebygge sygdomme eller fremme barnets helbredelse. For socialrådgiveren kan fokus være at identificere barnets behov, vurdere graden af udsathed, ana12

UDVIKLINGSSTØTTENDE SAMTALER

lysere forhold, der kan antages at udgøre en belastning for barnet, identificere ressourcer hos og omkring barnet og tage stilling til eventuelt behov for hjælp samt at iværksætte denne.

For disse faggrupper er der forskelle på kerneydelsen, og samtidig har de det til fælles, at de arbejder i og med relationer. Det er fælles, at kontaktetablering er en forudsætning for, at der opnås en alliance mellem den professionelle og barnet. Det er også fælles, at den professionelle må arbejde på at tilsidesætte egne forforståelser og nysgerrigt forsøge at forstå, hvad barnet forsøger at formidle gennem tale og handlinger.

Den professionelle færdes i et felt med dilemmaer: Der eksisterer en formel og etisk forpligtelse til at inddrage barnet, opfordre barnet til at fortælle om sin situation og samtidig forsøge at undgå at tilføre yderligere belastning.

Et barn kan eksempelvis umiddelbart blive lettet ved at fortælle om overgreb og efterfølgende belastet ved at være den, der afslører familiens hemmelighed. De professionelle har til opgave at sørge for barnets sikkerhed og kan samtidig blive i tvivl om, hvilke belastninger det medfører, hvis barnet uden forældres vidende akut hentes i skole eller daginstitution for at uddybe udsagn om, at det bliver slået eller lignende. De faglige og etiske overvejelser er indlejret i, at de professionelles virksomhed er reguleret juridisk, eksempelvis i form af tavshedspligt og skærpet underretningspligt (se bilag 1).

Den professionelle kan komme i tvivl om, hvor stor en betydning barnets udsagn skal have, herunder om man kan ”stole på det, barnet siger”. Hvordan skal det fortolkes, INDLEDNING

13

hvis barnet ændrer fortællinger om sin situation? Børn eller umodne unge med specifikke, eksempelvis kommunikative vanskeligheder, kan også være en særlig udfordring, som stiller store krav til den professionelles kreativitet og metodebrug.

Det kan ikke forventes, at et barn altid umiddelbart er motiveret for at tale med en professionel. Det kan være uklart for barnet, hvad formålet er, hvad der sker efterfølgende, og hvem der refereres til. Barnet kan have dårlige erfaringer med at tale med voksne – at det ikke fører noget med sig eller ikke fører noget godt med sig. Så et barn kan have gode grunde til at sige ”ingenting”. Den professionelle kan til tider ønske, hun kunne ”åbne” barnet – ønske at få viden, der kan kvalificere hendes hypoteser om barnets udvikling og trivsel eller kvalificere beslutninger om handlinger. Barnet, der siger ”ingenting”, kan aktivere oplevelsen af afmagt hos den professionelle.

På den baggrund kan der blandt professionelle være et ønske om at finde måden eller lære metoden at tale med børn på for ikke at gøre noget ”forkert” eller ”gøre mere skade end gavn”. Det er vores opfattelse, at arbejdet med samtaler med børn har en høj kompleksitet og er fagligt udfordrende og ikke kan modsvares af enkelte almengyldige metoder, der kan anvendes i enhver sammenhæng til ethvert barn. Det er derfor vores ambition at bidrage til et reflekteret udgangspunkt for metodeafsættet samt minde om det grundlæggende repertoire af metoder, der kan aflaste børnene og øge de professionelles sikkerhed i dialogen med særligt udsatte børn. Et repertoire af væsentlige metoder, som den professionelle kan vælge mellem samt tilpasse til det unikke barn.

14

UDVIKLINGSSTØTTENDE SAMTALER

For nogle faggrupper, for eksempel lærere og pædagoger, finder der både planlagte samtaler sted og også en lang række samtaler, der ikke er aftalt, men som opstår spontant under en fælles aktivitet. For andre faggrupper, for eksempel socialrådgivere og sundhedsplejersker, vil samtalerne oftest være aftalt og have et på forhånd mere eller mindre fastlagt formål, for eksempel være undersøgende eller opfølgende i forhold til en igangværende proces eller foranstaltning. Nogle samtaler finder sted med blot den professionelle og barnet til stede, nogle med barnets bisidder, hvis dette er ønsket. I en lang række samtaler vil barnets nærmeste omsorgsgivere deltage, og endelig kan der finde samtaler sted, hvor der ud over barnet og dets forældre deltager flere professionelle fra det tværprofessionelle samarbejde.

Uagtet denne forskel er der en række refleksioner knyttet til at tale med børn i udsatte positioner, og der er mange forskellige metoder, som i de forskellige kontekster kan fremme processerne.

Vi møder ofte professionelle i undervisningssituationer, i supervision, i projekter eller lignende, der efterspørger metoder og perspektiver, som specifikt er rettet mod deres målgruppe – eksempelvis børn, der har været på flugt, børn med forskellige diagnoser eller handicap etc. Vores udgangspunkt er imidlertid, at alle metoder og tilgange skal tilpasses barnets specifikke funktionsniveau og situation. På den baggrund omfatter dette materiale alle børn med deres generelle og specifikke udfordringer og ressourcer – og uden tilpasning gælder det ingen. Vi adresserer ikke direkte det arbejde, der pågår med børnegrupper, ekINDLEDNING

15

sempelvis grupper for børn i sorg, børn ramt af skilsmisse etc., men der kan hentes inspiration fra materialet til dette arbejde.

Når vi i bogens del II præsenterer metoder, der kan finde anvendelse i mange samtaler, er der således tale om metoder, som skal tilpasses barnets modenhed, motivation og endvidere samtalens mange formål og kontekster. De metoder, der introduceres, anvendes allerede inden for området og udvikles kontinuerligt af praktikere, tilpasset arbejdets kontekst og de erfaringer, praktikeren gør sig.

I det følgende afsnit præsenteres det perspektiv, der danner bagtæppe for forståelsen af udsatte børn, og som dermed bliver medbestemmende for de valg af metoder, der indgår i samtalerne med børnene.

16

UDVIKLINGSSTØTTENDE SAMTALER

I bogen bliver den professionelle først introduceret til den udviklingsstøttende samtale, til hvad udviklingsstøtte er, og til den betydning, støtten har for barnet. Herefter følger en rÌkke metoder, som den professionelle kan trÌkke pü i en udviklingsstøttende samtale med et barn eller en ung.

UDVIKLINGSSTĂ˜TTENDE SAMTALER med børn og unge i mistrivsel er skrevet til professionelle inden for det pĂŚdagogiske, sundhedsfaglige og sociale omrĂĽde, som hver dag taler med børn og unge.

www.akademisk.dk

UDVIKLINGSSTĂ˜TTENDE SAMTALER

I UDVIKLINGSSTĂ˜TTENDE SAMTALER med børn og unge i mistrivsel er fokus pĂĽ de samtaler, der kan støtte et EDUQ HOOHU HQ XQJ L DW LGHQWL˃FHUH HJQH WDQNHU I¸OHOVHU RJ behov samt at forstĂĽ sin situation og kende sine muligheder RJ UHWWLJKHGHU 'LVVH VDPWDOHU NDQ KDYH DIJ¸UHQGH LQGË„\delse pĂĽ barnets udvikling og kan i nogle tilfĂŚlde føre til et positivt vendepunkt i dets selvforstĂĽelse og forstĂĽelse af sig selv i forhold til andre.

Elholm, Haack & Rask

Børn og unge i udsatte positioner, hvor risikofaktorer har forstÌrket hinanden over tid, og hvor beskyttelsesfaktorer ikke lÌngere opvejer disse, mistrives.