Antikkens etiske tradition

Akademisk Forlag

Troels Engberg-Pedersen har været forskningsprofessor (1986-91) og siden 1989 ansat først som lektor og fra 2001-16 som professor i Det Nye Testamente ved Københavns Universitet.

Fokus i Troels Engberg-Pedersens forskning har været antik filosofi, specielt etik, og for­ holdet mellem antik filosofi og den tidlige kristendom. Hans anden disputats (dr.theol.) handlede om apostlen Paulus og stoikerne (Paul and the Stoics, 2000). Han har sidenhen videreført dette projekt (i Cosmology and Self in the Apostle Paul, 2010) og på det seneste ud­ videt det til at omfatte Johannesevangeliet (John and Philosophy, 2017).

Troels Engberg-Pedersen er medlem af det danske Videnskabernes Selskab og det norske Vitenskapsakademiet.

Omslagsdesign: Camilla Jørgensen/Trefold

»Troels Engberg-Pedersen er måske den danske forsker og forfatter, der ved mest om den antikke ­etiske tradition. Han formår med ­denne bog ikke blot at formidle sammenhængen i trad­itionen, der går helt fra Sokrates og til den romerske filoso­fkejser Marcus Aure­lius, men også at demon­ strere tradi­tionens liv, ­aktualitet og relevans for ­mennesker i vore dage. ­Centralt i den etiske tradition står den ­indre sammenhæng mellem lykken og det moralske liv. ­Engberg-Pedersen viser med de græske og romerske filo­soffer, hvordan livet ideelt ­leves i lyset af et samlet greb om det gode liv, der nødvendigvis indbefatter relationer til ­andre i forpligtende fællesskaber, og hvor man som ­person bestræber sig på at være den samme over tid. Det er væsentlige budskaber for alle mennesker i en forvirret og forandrings­fokuseret tid.« Svend Brinkmann

Dette er 2. reviderede og opdaterede udgave af bogen.

www.akademisk.dk

Troels Engberg-Pedersen Etikkens etiske tradition

Troels Engberg-Pedersen (f. 1948) er oprin­delig klassisk filolog fra Københavns Universitet (1974), men han interesserede sig fra begyndelsen i særlig grad for antikkens filosofi. Han studerede Aristoteles og moderne filosofi ved Oxford University (1974-76), og hans første disputats (dr.phil.), Aristotle’s Theory of Moral Insight (1983), handlede om Aristoteles’ etik.

Siden skrev han en bog om etikken hos Aristo­ teles’ efterfølgere, stoikerne (The Stoic Theory of Oikeiosis, 1990).

Troels Engberg-Pedersen

Antikkens etiske tradition Fra Sokrates til Marcus Aurelius »Troels Engberg-Pedersen er måske den danske forsker og forfatter, der ved mest om den antikke etiske tradition.

Læs denne bog – og find dit eget ståsted.« Svend Brinkmann

Antikkens etiske tradition, som den først blev formuleret af Sokrates (død 399 f.Kr.) og siden udviklede sig i de næste 600 år frem til og med kejser Marcus Aurelius (død 180 e.Kr.), er grundlaget for hele den filosofiske tænkning om etik i den vestlige verden. Trods individuelle forskelle mellem de forskellige antikke filosoffer og skoler (Sokrates, Platon, Aristoteles, stoikerne og Epikur) har den sin egen samlede profil, hvoraf man senere har betonet snart den ene, snart den anden side. I bogens fem første kapitler fremlægger Troels Engberg-Pedersen hovedtankerne i den antikke etiske tradition: om lykke, goderne, dyderne, retfærdighed og venskab, og viser, hvordan de hænger sammen i de forskellige skoler. Et sjette kapitel fokuserer specielt på Marcus Aurelius og viser, hvordan han opsummerer hele traditionen. Bogen afsluttes med en perspektivering, hvor det – via en sammenstilling med den tidligste kristendom, Kant, utilitarismen og helt moderne tænkere som Bernard Williams og Svend Brinkmann – vises, at antikkens etiske tradition har fået en helt ny aktualitet i det 21. århundrede. Netop koblingen af et fokus på den enkeltes lykke og på den andrerelaterede moral, som man delvis har glemt i senere etik, rummer en kerne af sandhed, som kan hjælpe os videre.

9788750051350_Antikkens etiske tradition.indd 2

4/25/17 12:06 PM

troels engberg - pedersen

Antikkens etiske tradition Fra Sokrates til Marcus Aurelius

Akademisk Forlag

9788750051350_Antikkens etiske tradition.indd 3

4/25/17 12:06 PM

Antikkens etiske tradition. Fra Sokrates til Marcus Aurelius. 2. rev. udgave Troels Engberg-Pedersen © 2017 Akademisk Forlag, København – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Mekanisk, fotografisk, elektronisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt efter Copydans regler, se www.tekstognode.dk/ undervisning.

Grafisk tilrettelægning: Carl-H.K. Zakrisson Sats: Lumina Datamatics Bogen er sat med: Lyon Omslag: Camilla Jørgensen | Trefold Omslagsillustration: C.F. Høyer: Sokrates får giftbægeret bragt (udsnit). ­Thorvaldsens Museum, www.thorvaldsensmuseum.dk Tryk: Livonia Print 1. udgave, 1. oplag, 2017 ISBN: 978-87-500-5135-0

www.akademisk.dk

Til Johnny Christensen og Sten Ebbesen

9788750051350_Antikkens etiske tradition.indd 4

4/25/17 12:06 PM

Indhold

Indføring 9 Tese 11 Formål 14 Opbygning 17

1. Lykken 22 Aristoteles’ analyse af lykkebegrebet 22 Lykkeetik 29 Naturalisme 32 Lykkebegrebet før og efter Aristoteles 40 Den naturalistiske forankring efter Aristoteles 43 Resumé 49

2. Goderne 52 Forskellige typer af goder 53 Forholdet mellem dyd og lykke: Tre svar 55 Sokrates om forholdet mellem dyd og lykke 56 Sokrates’ forkastelse af gengældelse 61 Platon om forholdet mellem dyd og lykke 66 Aristoteles om forholdet mellem dyd og lykke 68 Stoikerne om forholdet mellem dyd og lykke 73

9788750051350_Antikkens etiske tradition.indd 5

4/25/17 12:06 PM

Epikur om goder, dyd og lykke 78 Resumé 86

3. Dyd 89 Sokrates: Dyd er viden; alle dyder er i virkeligheden en og den samme 90 Platon: Dyd er mere end viden; men dyderne udgør fortsat en enhed 97 Aristoteles: Justeringer og præciseringer, men samme nettoresultat 107 Stoikerne: Dyd er viden; dyderne udgør en enhed; den vise gør alting rigtigt 115 Epikur: Dyd er instrumental viden; målet (nydelse) nås ved brug af samtlige dyder 124 Resumé 128

4. Retfærdighed 132 Resumé af kapitel 1-3: Sokrates og Platon om, hvorfor det betaler sig at være moralsk god 134 Resumé af kapitel 1-3: Filosofferne efter Platon om, hvorfor det betaler sig at være moralsk god 140 Retfærdighed: Fra selvrelateret til andrerelateret dyd 146 Platon om retfærdighed 148 Aristoteles og stoikerne om retfærdighed 151 Epikur om retfærdighed 157 Resumé 163

9788750051350_Antikkens etiske tradition.indd 6

4/25/17 12:06 PM

5. Venskab 166 Aristoteles: Venskabets betydning 167 Aristoteles: Den sande ven er den, der har alle dyderne 169 Aristoteles: Hvorfor alene dyden kan gøre en til en sand ven 173 Aristoteles: For ens vens skyld og for ens egen skyld 178 Aristoteles: Venskabets sociale og politiske dimension 184 Stoikerne: Kun den vise kan være en sand ven 191 Stoikerne: Venskabets sociale og politiske dimensioner 195 Epikur: Venskab det bedste middel til nydelse 200 Resumé 207

6. Marcus Aurelius 210 Hvorfor Marcus Aurelius? 210 Værkets karakter 213 Grundstrukturen 214 Lykken, dyd, goderne, gavn 218 Distance og engagement: Selv og omverden 225 Distance og engagement: Selvet og kroppen 234 Distance og engagement: Selvet og de andre 239

9788750051350_Antikkens etiske tradition.indd 7

4/25/17 12:06 PM

Den antikke etiske traditions kerne: Fornuftens styring 246

Perspektivering 252 Den sokratiske arv: Det undersøgte liv og opgøret med de almindelige goder 253 Den kristne overtagelse og radikalisering 258 Kant: (Den enkeltes) ”lykke” er et fyord; den sande moral er ”universaliserbar” 262 Bentham: ”Lykke” som behovsopfyldelse og det moralsk godes universaliserbarhed 264 Williams: Opgør med både Kant og utilitarismen; Aristoteles’ genkomst 267 Brinkmann: Antikkens etiske tradition i en nykantiansk udgave 269 Den aktuelle relevans af antikkens etiske tradition 273

Litteratur 275 Antikke forfattere 275 Moderne værker 281

Citatregister 285 Sag- og personregister 291

9788750051350_Antikkens etiske tradition.indd 8

4/25/17 2:14 PM

Indføring Lad os begynde med to små vignetter fra den aktuelle debat i kongeriget Danmark.

Den første vignet: I årene 2016 og 2017 diskuterede de politiske partier i Danmark, om man skulle arbejde hen mod lettelser i – eller ligefrem fjernelse af – den såkaldte ”topskat”, som betyder, at de, der tjener meget, også skal betale relativt mere i skat til fælles­ skabet af ”de sidst tjente kroner”. Antropologen Dennis Nørmark, som er medlem af det borgerlige parti Liberal Alliance, opsummerede for sit eget vedkommende debatten således: Når borgerlige begiver sig ud i det voodooøkonomiske grænseland, lyder de ikke som borgerlige, men i stedet som socialister, der understreger, at det jo er for fællesskabets skyld, at topskatten skal væk. Det er, for at vi alle kan få flere arbejdspladser, mere vækst, flere penge til forbrug og alt det andet, som de hjertens gode altruistiske finansmænd og -kvinder ved et trylleslag skaber for os, når blot de får lov til at tjene lidt flere penge selv.

Nej, hvis topskatten skal afskaffes – og det mener jeg, den bør – skal det ske ud fra en grundlæggende moralsk vurdering, der hedder, at folk fortjener at beholde en større del af de penge, de selv har tjent.

Det er den simple grund til at afskaffe topskatten. Det handler om retfærdighed.

(Politiken, 3.12.2016; jeg har byttet om på rækkefølgen af de to afsnit)

9

9788750051350_Antikkens etiske tradition.indd 9

4/25/17 12:06 PM

antikkens etiske tradition

Det er stærk kost, hvis man i øvrigt deler Grundtvigs opfattelse i digtet ”Langt højere bjerge”: Da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt.

Men det er i særlig grad stærk kost, hvis man er sig bevidst, hvordan man i hele den europæiske filosofiske tradition har forstået ”mo­ ral” og ”retfærdighed”. Og det gælder ikke mindst, når man ser på det, der er hele grundlaget for denne tradition: antikkens etiske tænkning. For her kan det simpelthen ikke blive til ”en moralsk vurdering”, at man skal have lov til at tjene (lidt) flere penge til sig selv. Den moralske vurdering er næsten per definition rettet mod den enkeltes egennytte. Hos Nørmark derimod bliver den ligefrem taget til indtægt for egennytten. Tydeligere kan det vanskeligt vises, at vi nu så at sige er nødt til at begynde helt forfra. I hvert fald må vi vide, hvad det er vi foretager os, når vi argumenterer, som Nørmark gør.

Den anden vignet: Også i efteråret 2016 udgav psykologiprofessor Svend Brinkmann bogen Ståsteder, hvori han præsenterede ”10 gamle ideer til en ny verden”. Brinkmanns grundidé var, at der stillet over for tidens ”subjektivisme” og ”nihilisme” var brug for en form for besindelse på en række etiske værdier, som havde været udarbejdet af filosoffer fra Aristoteles til Derrida, og som stadig er aktuelle, ja peger fremad ud af tidens malaise. (Se lidt mere om Brinkmann i denne bogs afsluttende Perspektivering.) Bogen vakte stor opmærksomhed. Det var tydeligt, at Brinkmann havde fat i noget.

De to begivenheder overbeviste mig om, at der lige nu er brug for en mere omfattende besindelse på det, der er selve grundlaget for al etisk tænkning i europæisk kultur: antikkens etiske tradition.

Jeg forhørte mig derfor hos Akademisk Forlag, om man var inter10

9788750051350_Antikkens etiske tradition.indd 10

4/25/17 12:06 PM

indføring

esseret i at offentliggøre en revideret udgave af en bog om emnet, som jeg havde udgivet helt tilbage i 1996. Det var man, og resultatet foreligger her. I nærværende udgave er der tilføjet en afsluttende Perspektivering, hvor jeg forholder mig direkte til spørgsmålet om, hvad vi helt aktuelt kan bruge antikkens etiske tradition til.

Derudover er der ændret sprogligt hist og her med det formål at lade sammenhængene fremstå så klare som overhovedet muligt.

Tese Bogens tese ligger i dens titel: at det giver mening at tale om én samlet etisk tradition i antikken, som også er antikkens arv til os.

Overfladisk set er der ikke noget nyt i den tese. Kender man lidt til etikkens historie, vil man vide, at antik etik er en ”lykkeetik” og en ”dydsetik” i modsætning til senere typer etik såsom ”pligtetikken” hos Immanuel Kant (1724-1804) og utilitarismens ”nytteetik” fra og med Jeremy Bentham (1748-1832). Alligevel har tesen en pointe. I det øjeblik, man begynder at se nærmere på moralfilosofferne i antikken, springer de indbyrdes forskelle i øjnene. Det er ikke mærkeligt. Dels er vi som moderne læsere på forhånd interesserede i forskellene, dels gjaldt det dengang som nu, at man profilerer sig selv ved at sætte sig i modsætningsforhold til andre. Der var forskelle, store forskelle. Og det er rigtigt af moderne læsere af de antikke moralfilosoffer at bide mærke i forskellene.

Alligevel risikerer man på den måde at miste overblikket, så man ikke kan se skoven for bare træer. Det er den risiko, jeg har forsøgt at undgå ved til stadighed at forsøge at fastholde perspektivet ”antikkens etiske tradition”. Hvad man så ser, er et samlet perspektiv på ”det gode liv” som både ”det lykkelige liv” og ”det moralsk rigtige (dydige) liv”, som er fælles for alle de toneangivende moralfilosoffer, vi skal behandle, fra Sokrates (død 399 f.Kr.) til Marcus Aurelius (død 180 e.Kr.): for Sokrates selv og for Platon (427-347 11

9788750051350_Antikkens etiske tradition.indd 11

4/25/17 12:06 PM

antikkens etiske tradition

f.Kr.) og Aristoteles (384-322 f.Kr.); for de tidlige stoikere, fx Zenon (335-263 f.Kr.) og Chrysippos (ca. 280-207 f.Kr.), og for Epikur (341-270 f.Kr.) – og også for deres forskellige arvtagere i hellenistisk og romersk tid helt frem til Marcus Aurelius. Alle deler de i virkeligheden trods de undertiden store individuelle forskelle en bestemt etisk vision, visionen om det moralsk gode og indsigtsfulde (vise) menneske, der også er det lykkelige menneske. Det er denne vision, jeg forsøger at fremlægge i denne bog.

Tesen om en eneste tradition må – selv i den udformning, jeg lige har givet den – tages med nogle gran salt. (1) Folk med kendskab til emnet vil sige: Hvis der kan blive plads til Epikur side om side med fx stoikerne i en og samme tradition, er det sandelig en ”tradition” taget meget fra oven. Hertil er mit svar: Ja, netop! Det er det mest overordnede eller (om man vil) basale, jeg går efter. Og i øvrigt har jeg så at sige antikken selv på min side. Når man kommer ned i tiden til de sene stoikere, Seneca (4 f.Kr.-65 e.Kr.), Epiktet (ca. 55-ca. 135 e.Kr.) og Marcus Aurelius, ser man dem citere den gamle arvefjende Epikur med stort bifald. På den anden side ønsker jeg selvfølgelig ikke at finde en fælles tradition imod filosofferne selv. Hvad det drejer sig om, er ligheder og forskelle, eller rettere: ligheder på tværs af forskelle.

(2) Også på en anden led kan det synes lidt af en tilsnigelse at tale om en eneste tradition. De filosoffer, der ligger til grund for fremstillingen, er rigtignok i vidt omfang antikkens ”store” filosoffer, de, der har tegnet den antikke moralfilosofi for en senere historisk bevidsthed: Sokrates, Platon, Aristoteles, de tidlige stoikere, Epikur – og Marcus Aurelius. Det gælder i hvert fald, hvis man til listen føjede fx den romerske epikuræer Lukrets (1. halvdel af 1. årh. f.Kr.) og den i en etisk sammenhæng stoiske Cicero (106-42 f.Kr.), som vi også skal bruge som kilder for epikuræismen og stoicismen. Også Seneca og Epiktet, som vi kunne have inddraget ved siden af Marcus Aurelius, hører til i den 12

9788750051350_Antikkens etiske tradition.indd 12

4/25/17 12:06 PM

indføring

­ edarvede kanon af antikke moraltænkere. Men er der ikke n mange andre moralfilosoffer mellem Sokrates og Marcus Aurelius, som også burde inddrages? Både jo og nej.

Problemet er, at vi er dårligt informeret om dem. Kilderne flyder simpelthen ikke tilstrækkelig rigeligt. Og under alle omstændigheder ser det i langt de fleste tilfælde ud, som om også disse ”mindre” (eller i hvert fald mindre kendte) filosoffer hører til i den samme tradition som deres bedre overleverede kolleger. Det gælder fx for de mange mindre ”sokratikere” i 1. halvdel af 4. århundrede f.Kr. Det gælder også for de fascinerende ”kynikere” (antikkens filosofiske hippies), som dukker op i samme århundrede for så at få en renæssance i 1. århundrede e.Kr. Endelig gælder det for den meget livskraftige og spændende skole af ”skeptikere” af forskellige afarter, som i hellenistisk tid optrådte som vedholdende kritikere af såvel stoikerne som epikuræerne.

Derudover gælder det om en hel række mindre filosoffer fra 2. og 1. århundrede f.Kr., som vi får et vist kendskab til hos Cicero.

Og det gælder også for de forskellige mindre filosoffer fra romersk tid, som man i de seneste år har forsøgt at grave frem af glemslen: epikuræeren Philodemos (ca. 40 f.Kr.) fra Gadara (i Palæstina) og senere Herculaneum (i Italien), hvor resterne af hans bibliotek blev bevaret for eftertiden ved Vesuvs udbrud (79 e.Kr.) for først at dukke op igen i det 19. århundrede; kejser Augustus’ hoffilosof, grækeren Areios Didymos; Senecas noget yngre samtidige, filosoffen Musonius Rufus m.fl. Alle er de på hver deres måde interessante, men dog alligevel først og fremmest for specialister.

(3) Endelig kan man påstå følgende: Når jeg taler om en eneste tradition, selv i forbindelse med de ”store” og i eftertiden vel­ kendte filosoffer, dækker det langtfra alt, hvad man kunne sige om den etiske tænkning hos hver enkelt af dem. Igen vil jeg med det samme nedlægge våbnene. Men jeg vil også insistere på, at den opfattelse af, hvad der er hele retningen i den etiske tænkning, som 13

9788750051350_Antikkens etiske tradition.indd 13

4/25/17 12:06 PM

antikkens etiske tradition

jeg forsøger at formulere i denne bog, ikke blot er en tilfældig størrelse, som i princippet kunne genfindes hos forskellige filosoffer uden dermed at bringe dem ind i en og samme tradition. Tvært­ imod: Den retning er selve sagen. Hvis filosofferne ligner hinanden her, udgør de også en fælles tradition.

På trods af disse mulige indvendinger er det altså bogens tese, at den antikke etiske tænkning mellem Sokrates og Marcus Aurelius udgør en eneste samlet tradition – i den grundlæggende logiske udformning (lykkeetikken), i de konkrete indholdsmæssige udspil (dydsetikken og dens konkrete udformning) samt endelig i det samlede billede af mennesket (den filosofiske ”antropologi”), som ligger til grund for det hele. Ja mere end det: Denne ene tradition har et helt bestemt historisk udgangspunkt – Sokrates. Hvad jeg her kalder antikkens etiske tradition, kunne også (som man har gjort det) kaldes The Socratic Movement, Sokratesbevægelsen. (For bibliografiske oplysninger se litteraturlisten bagest i bogen, her under Paul A. Vander Waerdt.) Dermed bliver parallellen med en anden antik bevægelse, Jesusbevægelsen, tydelig: en grundlægger, der intet skrev, men gav stødet til en litterær tradition, der strakte sig over århundreder. Dog: I denne bog skal vi hverken drøfte pa­ rallellen med Jesusbevægelsen (se dog kort i den afsluttende Per­ spektivering) eller de konkrete historiske spørgsmål vedrørende Sokratesskikkelsens videreførelse i Sokratesbevægelsen. I stedet skal vi nøjes med at se, hvordan de problemstillinger og ideer, som man med en vis sandsynlighed kan tilskrive den historiske Sokrates, udgør selve grundlaget for de forskellige senere udformninger af traditionen.

Formål Tesen om en eneste samlet tradition ligger også bag mit oprinde­ lige formål med at skrive bogen. Ved slutningen af det 20. århun14

9788750051350_Antikkens etiske tradition.indd 14

4/25/17 12:06 PM

indføring

drede blev der til stadighed kaldt på (som man sagde) ”etik og moral”, men ofte uden at det overhovedet var klart, hvad det var man efterlyste. Såvel efterlysningen som uklarheden var ikke så mærkelige i sig selv, da det er en uomtvistelig kendsgerning, at den teknologiske udvikling havde affødt problemstillinger, som både var genuint nye og også syntes at kalde på en etisk stillingtagen.

Der er jo bl.a. derfor, man i Danmark har nedsat et såkaldt Etisk Råd. I første omgang var hovedresultatet dog nok det nævnte, at der ikke længere var nogen enighed om, hvad moral overhovedet var for noget, og hvad der gjorde en stillingtagen etisk. Nogle filosoffer (hvoraf fx amerikaneren Alasdair MacIntyre vandt genklang med sine bøger After Virtue fra 1981 og Whose Justice? Which Rationality? fra 1988) reagerede derfor på problemerne ved at foreslå et greb tilbage til kilderne, mere konkret til antikkens dydsetik. Sådan så situationen ud dengang, og mon ikke det er rigtigt at hævde, at problemerne kun er blevet forstærket siden da?

Så meget mere grund er der til for klarhedens skyld at isolere den særlige profil og karakter af antikkens etik. Og det forekommer endnu mere meningsfuldt, hvis der faktisk er tale om en samlet tradition med bestemte grundtræk, som ikke uden videre kan genfindes i senere etiske udspil. Det vil nemlig vise sig, at antikkens etik taler til et bestemt udsnit af det mere omfattende felt af etiske problemstillinger, vi synes vi står over for. Til gengæld er det så et udsnit, der er helt centralt i sig selv. Det handler nemlig ikke kun om konkrete problemer, fx dem, der er affødt af den teknologiske udvikling, men om det helt grundlæggende spørgsmål om, hvordan vi ”skal leve”: Hvad er ”det gode liv”? Her vil den antikke etiske tradition faktisk vise sig adskilligt mere leveringsdygtig, end man umiddelbart skulle tro, hvis man tager udgangspunkt i Kants pligtetik eller utilitarismens nytteetik. Fx vil forholdet mellem lykke, dyd, pligt og nytte bogen igennem vise sig at være meget mere komplekst end almindeligt antaget. Vi vil derfor tage 15

9788750051350_Antikkens etiske tradition.indd 15

4/25/17 12:06 PM

antikkens etiske tradition

f­ orholdet mellem antikkens etiske tradition og de senere etikker op til drøftelse i den afsluttende Perspektivering.

Kort sagt: Netop i en tid, hvor både etik (forstået som den filosofiske refleksion over moralsk praksis) og moral (forstået som den konkrete praksis og værdiforståelse) er ude at svømme, er der god grund til at forsøge at fokusere på den antikke tradition om disse emner – og det altså endnu mere, hvis der virkelig her foreligger én grundlæggende tradition, med dens særlige vinkel og retning.

Når dette er sagt, må det dog også understreges, at drivkraften bag ønsket om at stifte bekendtskab med antikkens etiske tradition ikke nødvendigvis bør være ønsket om at finde et etisk holdepunkt, som man kan overtage i dets fulde udstrækning. I stedet bør man vende sig til antikken med den form for afslappet nysgerrighed, som kommer til udtryk i følgende holdning: Vi ved fra historien, at der var nogle spændende tænkere her. Hvad var det, de ville sige om menneskelivet? Hvad er de særlige pointer, selve retningen, i deres syn? Og så: Er der eventuelt noget her, vi synes vi kan bruge i vores moderne sammenhæng? Om svaret er ja eller nej, ved vi ikke uden videre på forhånd, men det kunne jo være. Under alle omstændigheder skal vi være os forskellene mellem dengang og nu bevidst, herunder forskellene i (nogle af) de problemstillinger, som vi nu står over for.

Ved siden af dette mere overordnede formål har jeg også ønsket at bidrage til en slags gentænkning eller genoplevelse af fænomenet dydsetik. I de senere årtier har man igen (efter en lang pause) kunnet tale om dyd og dyder uden at blive antaget for at prædike seksualmoral. Alligevel hænger der en duft af borgerlig moraliseren ved begrebet, som i høj grad kan stille sig hindrende i vejen for at forstå, hvad de antikke filosoffer ville sige. I stedet bør man i udgangspunktet forsøge at ryste enhver overleveret forståelse af ”moral” af sig. Tænk på de antikke moralfilosoffer fra og med Sokrates som progressive tænkere, der kom med et nyt og (som de 16

9788750051350_Antikkens etiske tradition.indd 16

4/25/17 12:06 PM

indføring

så det) sandere bud på, hvad der gavner et menneske: dyden! ”Mo­ ralisere” er det sidste, de ville, af den simple grund, at det forudsæt­ ter, at moralen allerede er kendt og kendt som moral. Men Sokrates og hans fæller gjorde noget helt andet: de opdagede moralen som en ny sandhed om mennesket.

Man kan mene, som fx Friedrich Nietzsche (1844-1900) gjorde, at de tog fejl. Man kan også mene, at der bag deres ”op­ dagelse” lå helt andre, og sandsynligvis uerkendte, motiver og be­ væggrunde. Fx er det uomtvisteligt, at der er en nøje parallel mellem filosoffernes tale om, hvordan fornuften skal styre de urolige lidenskaber, og fx Platons billede af den gode stat, hvor nogle styrer andre. Men man skal passe på, før man kaster sig i armene på den første den bedste form for ideologikritik. Under alle omstændigheder går man fejl af filosofferne, hvis man ikke aner­ kender, at de selv mente at afdække nogle nye sandheder om menneskene. Uanset hvordan vi selv vil gå videre, er vi nødt til først at lytte til, hvad de havde at sige. Det er bl.a. derfor, jeg i ­bogen gør flittigt brug af direkte citater fra de antikke tekster. Ved at blive konfronteret med teksterne selv får man en bedre ­fornemmelse, end nogen andenhåndsredegørelse kunne give, af selve tonen og karakteren i det antikke projekt.

Opbygning Fremgangsmåden i bogen er systematisk bestemt af det, jeg opfatter som grundstrukturen i antikkens etiske tradition: fra spørgsmålet om betydningen af ”lykke” (så at sige ”det gode liv”, kapitel 1) over forståelsen af de forskellige typer af goder (kapitel 2) til det ene sande gode, dyden (kapitel 3), og derfra videre til den centrale udvidelse om forholdet til andre mennesker, med centrum i dyden retfærdighed (kapitel 4) og venskabet (kapitel 5).

I kapitel 6 vil vi forlade den systematiske fremstilling for at bruge 17

9788750051350_Antikkens etiske tradition.indd 17

4/25/17 12:06 PM

antikkens etiske tradition

lidt mere tid på den person, jeg har valgt som slutsten: Marcus Aurelius. Her drejer det sig om at indplacere ham i forhold til de gennemgående systematiske temaer fra de forudgående fem kapitler samt at udarbejde hans særlige profil: de punkter, hvor han skønt stående i traditionen alligevel føjer noget nyt til. Endelig forsøger jeg i den afsluttende Perspektivering at trække tråde fra antikkens etiske tradition op gennem tiden og at vise denne traditions relevans for os i dag.

Skiftet fra en systematisk fremstilling i kapitel 1-5 til en filosofcentreret fremstilling i kapitel 6 begrunder jeg i indledningen til kapitlet om Marcus Aurelius. Men der er grund til at præsentere hovedpointen her. Når vi i de fem systematiske kapitler koncentrerer os om bestemte filosoffer mellem Sokrates og Epikur, er synsfeltet i virkeligheden indsnævret til ikke mere end lidt over hundrede år og faktisk også til et enkelt sted: det 4. århundrede f.Kr. (med tilføjelse af nogle årtier i begge ender) i Athen. Det er til gengæld en periode præget af meget store forandringer: fra Athens politiske stormagtstid i sidste halvdel af det 5. århundrede over nedgangstiden i det 4. århundrede til overgangen til den såkaldt ”hellenistiske” tid med makedoneren Aleksander den Stores (og hans fars) erobringer af Grækenland, Perserriget og Egypten omkring 330 f.Kr. Det er klart, at sådanne ændringer også må få indflydelse på den etiske tænkning, ikke mindst i antikken, hvor etik og politisk filosofi hang nøje sammen. Der kan da heller ikke være tvivl om, at der sker et reelt skifte i perspektiv mellem de tre ”klassiske” filosoffer i vores gruppe (Sokrates, Platon og Aristoteles) og de to hellenistiske skoler (stoikerne og Epikur). Hvor de tre første havde den græske bystat (gr. pólis) som den naturlige forståelsesramme for både etik og politik, gælder det samme ikke uden videre for de to sidste.

Disse ændringer ville være særdeles relevante for os her, hvis det drejede sig om at give et fuldstændigt billede af den antikke 18

9788750051350_Antikkens etiske tradition.indd 18

4/25/17 12:06 PM

indføring

etik, og specielt hvis vi skulle medinddrage den politiske filosofi.

Så ville vi også måtte ofre mere tid på de politiske ændringer, der skete senere (fra det 2. århundrede f.Kr. og fremefter) med romernes gradvise overtagelse af magten i de forskellige hellenistiske kongeriger. Og vi måtte i princippet tage fat på en helt anden måde, end det sker i kapitlet om Marcus Aurelius, på denne ro­ merske kejser, der nedskriver sine etiske betragtninger under helt ændrede politiske vilkår: krigstogter i Mellemeuropa i et forsøg på at holde de nordlige barbarer (os selv!) stangen.

Ikke desto mindre: Uanset hvordan man vender og drejer det, har etikken i den antikke tænkning en vis selvstændighed i forhold til den politiske filosofi. Det giver derfor en sagligt forsvarlig me­ ning både at samlæse filosofferne fra det 4. århundrede hen over skellet mellem klassisk og hellenistisk tid, og også at se på Marcus Aurelius som en afsluttende repræsentant for en mange hundrede år gammel tradition, som trods voldsomme ændringer i de ydre livsomstændigheder alligevel på centrale punkter forblev sig selv lig. Det er det, der er pointen med skiftet mellem kapitel 1-5 og kapitel 6.

I de systematisk orienterede kapitler er fremgangsmåden i øvrigt i princippet kronologisk. Hvor det er muligt og hensigtsmæssigt, begynder vi med Sokrates, føjer Platon til, lader Aristoteles følge trop og ser så på de to tidligt hellenistiske skoler. Undertiden begynder vi imidlertid med den mest markante og grundigt udarbejdede position, som de andre så kan sættes i forhold til. Det sker fx i kapitel 1 og 5, hvor Aristoteles danner udgangspunkt. I andre kapitler er det Platon, der leverer grundlaget.

Ligesom vi skal koncentrere os om de systematiske, filosofiske sammenhænge, vil vi også komme til at koncentrere opmærksomheden om nogle forholdsvis få tekster. For Sokrates’ vedkommende spiller Forsvarstalen (i Platons udformning) en vigtig rolle, om end selvfølgelig suppleret med nøglesteder i andre tidlige, 19

9788750051350_Antikkens etiske tradition.indd 19

4/25/17 12:06 PM

antikkens etiske tradition

såkaldt ”sokratiske” Platondialoger. Hos Platon selv er det specielt 2. og 4. bog af Staten, vi vil drøfte, om end selvfølgelig igen suppleret andetstedsfra.

Her støder vi på et grundlæggende problem: Kan man overhovedet tale om Sokrates til forskel fra Platon, når det materiale, man bygger på, under alle omstændigheder stammer fra Platons hånd?

Sokrates selv skrev jo intet. Nuvel: Spørgsmålet om den historiske Sokrates er ikke mindre gennemtygget end spørgsmålet om den historiske Jesus. Jeg har her foretaget et valg, som næppe i praksis vil støde på alvorlig modstand: En række Platondialoger, der almindeligvis antages at være tidlige, lader jeg i princippet afspejle interesser, spørgsmål og argumentationsmåder hos den historiske Sokrates; fra og med Staten (2. bog og følgende) lader jeg det der­ imod være Platon selv, der taler gennem Sokratesskikkelsen. Den interesserede læser, som ønsker en nærmere drøftelse, kan med fordel gå til to bøger, som jeg også på andre måder har draget rig nytte af: Socrates: Ironist and Moral Philosopher af Gregory Vlastos (1991) og Plato’s Ethics af Terence Irwin (1995).

Endelig Aristoteles: Her skal vi først og fremmest se på hans Nikomacheiske Etik, igen selvfølgelig suppleret med tekster andetstedsfra. Begrundelsen for at koncentrere sig om bestemte tekster er først og fremmest pædagogisk. Dels undgår vi derved, at det samlede billede bliver alt for flimrende. Dels vil læsere, der kunne få lyst til at læse en antik etisk tekst i dens fulde udstrækning, uden videre vide, hvor de med fordel kan gå hen.

Noget anderledes ligger det med teksterne til stoicismen og Epikur. For den ældre stoicisme har vi ingen fuldstændige tekster overleveret. Af Epikur har vi nogle lærebreve i en fuldstændig udgave, men de kan ikke stå alene. Når jeg, som det er nødvendigt, har plukket fra senere antikke kilder, har jeg derfor, hvor det var muligt, tilføjet en henvisning til en fremragende, moderne fragmentsamling med oversættelser til engelsk af nøgletekster fra 20

9788750051350_Antikkens etiske tradition.indd 20

4/25/17 12:06 PM

indføring

­ ellenistisk filosofi som helhed (skepticisme, epikuræisme, stoih cisme): The Hellenistic Philosophers af A.A. Long og D.N. Sedley (1987). Så ved også læsere, der får smag for den hellenistiske filosofi, hvor de skal gå hen.

Henvisningerne til Long og Sedley sker i forkortet form på denne måde: LS tal + bogstav (fx LS 21A), hvor tallet henviser til sektionen i Long og Sedley (her sektion 21 om Epicurean ethics: Pleasure) og bogstavet til en tekst i denne sektion (her den første tekst, der er taget fra Ciceros skrift Om det højeste gode og slette). Jeg anfører selvfølgelig også, hvor teksterne direkte kommer fra (fx Cicero, dit og dat), undertiden dog kun med forfatter og sidehenvisning. Yderligere oplysninger om, hvem disse forfattere (Athenaios, Diogenes Laertios, Plutarch, Stobaios m.fl.) er, hvilke tekst­ udgaver jeg har anvendt o.l., kan man finde i litteraturlisten bagest i bogen. Under alle omstændigheder er det sikkert en god idé (hvis man ikke på forhånd er fortrolig med de antikke forfattere) at løbe litteraturlisten igennem, før man går i gang med læsningen. Her bliver de forfattere og værker, som optræder på de følgende sider, præsenteret med en kort karakteristik. I litteraturlisten kan man som nævnt også finde bibliografiske data på de forholdsvis få mo­ derne bøger, der omtales i bogens tekst, samt henvisninger til velegnet litteratur på dansk eller engelsk for videregående læsning.

Jeg er forlagsredaktør Marianne Thorhauge taknemmelig for fremragende samarbejde om genudgivelsen af denne bog. Også tak til Chr. Gorm Tortzen for hurtig og kompetent hjælp med nogle opdateringer vedrørende danske og skandinaviske nyoversættelser. Størst tak skylder jeg dog to lærde emeriti, professor Johnny Christensen og professor Sten Ebbesen (begge Københavns Universitet). På vidt forskellige måder har de begge været fødselshjælpere for min egen indgang til antikkens etiske tradition.

Begge glædede sig også over bogen i dens oprindelige udgave. Jeg dedicerer derfor denne nye udgave til dem.

21

9788750051350_Antikkens etiske tradition.indd 21

4/25/17 12:06 PM

Akademisk Forlag

Troels Engberg-Pedersen har været forskningsprofessor (1986-91) og siden 1989 ansat først som lektor og fra 2001-16 som professor i Det Nye Testamente ved Københavns Universitet.

Fokus i Troels Engberg-Pedersens forskning har været antik filosofi, specielt etik, og for­ holdet mellem antik filosofi og den tidlige kristendom. Hans anden disputats (dr.theol.) handlede om apostlen Paulus og stoikerne (Paul and the Stoics, 2000). Han har sidenhen videreført dette projekt (i Cosmology and Self in the Apostle Paul, 2010) og på det seneste ud­ videt det til at omfatte Johannesevangeliet (John and Philosophy, 2017).

Troels Engberg-Pedersen er medlem af det danske Videnskabernes Selskab og det norske Vitenskapsakademiet.

Omslagsdesign: Camilla Jørgensen/Trefold

»Troels Engberg-Pedersen er måske den danske forsker og forfatter, der ved mest om den antikke ­etiske tradition. Han formår med ­denne bog ikke blot at formidle sammenhængen i trad­itionen, der går helt fra Sokrates og til den romerske filoso­fkejser Marcus Aure­lius, men også at demon­ strere tradi­tionens liv, ­aktualitet og relevans for ­mennesker i vore dage. ­Centralt i den etiske tradition står den ­indre sammenhæng mellem lykken og det moralske liv. ­Engberg-Pedersen viser med de græske og romerske filo­soffer, hvordan livet ideelt ­leves i lyset af et samlet greb om det gode liv, der nødvendigvis indbefatter relationer til ­andre i forpligtende fællesskaber, og hvor man som ­person bestræber sig på at være den samme over tid. Det er væsentlige budskaber for alle mennesker i en forvirret og forandrings­fokuseret tid.« Svend Brinkmann

Dette er 2. reviderede og opdaterede udgave af bogen.

www.akademisk.dk

Troels Engberg-Pedersen Etikkens etiske tradition

Troels Engberg-Pedersen (f. 1948) er oprin­delig klassisk filolog fra Københavns Universitet (1974), men han interesserede sig fra begyndelsen i særlig grad for antikkens filosofi. Han studerede Aristoteles og moderne filosofi ved Oxford University (1974-76), og hans første disputats (dr.phil.), Aristotle’s Theory of Moral Insight (1983), handlede om Aristoteles’ etik.

Siden skrev han en bog om etikken hos Aristo­ teles’ efterfølgere, stoikerne (The Stoic Theory of Oikeiosis, 1990).

Troels Engberg-Pedersen

Antikkens etiske tradition Fra Sokrates til Marcus Aurelius »Troels Engberg-Pedersen er måske den danske forsker og forfatter, der ved mest om den antikke etiske tradition.

Læs denne bog – og find dit eget ståsted.« Svend Brinkmann

Antikkens etiske tradition, som den først blev formuleret af Sokrates (død 399 f.Kr.) og siden udviklede sig i de næste 600 år frem til og med kejser Marcus Aurelius (død 180 e.Kr.), er grundlaget for hele den filosofiske tænkning om etik i den vestlige verden. Trods individuelle forskelle mellem de forskellige antikke filosoffer og skoler (Sokrates, Platon, Aristoteles, stoikerne og Epikur) har den sin egen samlede profil, hvoraf man senere har betonet snart den ene, snart den anden side. I bogens fem første kapitler fremlægger Troels Engberg-Pedersen hovedtankerne i den antikke etiske tradition: om lykke, goderne, dyderne, retfærdighed og venskab, og viser, hvordan de hænger sammen i de forskellige skoler. Et sjette kapitel fokuserer specielt på Marcus Aurelius og viser, hvordan han opsummerer hele traditionen. Bogen afsluttes med en perspektivering, hvor det – via en sammenstilling med den tidligste kristendom, Kant, utilitarismen og helt moderne tænkere som Bernard Williams og Svend Brinkmann – vises, at antikkens etiske tradition har fået en helt ny aktualitet i det 21. århundrede. Netop koblingen af et fokus på den enkeltes lykke og på den andrerelaterede moral, som man delvis har glemt i senere etik, rummer en kerne af sandhed, som kan hjælpe os videre.