Kartoffelfestival Arbejdet med at arrangere årets Kartoffelfestival i Frederiks og omegn lå stille i nogle måneder, mens der blev ventet på, hvordan Coronavirus udviklede sig og senere på, hvornår der måtte åbnes for forsamlinger igen. På et koordinationsmøde den 5. juni bekræftede AIF, at de ufortrødent arbejdede på, at Oktoberfesten skulle holdes den 3. oktober som planlagt. Borgerforeningen har besluttet, at der ikke vil blive arrangeret fællesspisning fredag aften. At dømme ud fra de deltagere, der var i 2019, vil det være et publikum, som er mere udsatte på grund af alder, så det mener foreningen ikke at kunne forsvare. Derimod vil der blive arrangementer på området ved Pakhuset, hvor alle og enhver kan oprette boder og sælge de varer, som de har produceret. Afgrøder fra haven, grøntsager, honning, frugter, syltetøj m.m. samt husflidsarbejder, håndarbejder og hvad folk ellers kan ønske at falbyde. Og der vil blive kartoffeloplevelser og skoleaktiviteter ved Landbrugsmuseet i Grønhøj…. I juni/juli blev der fordelt en flyer til alle husstande i Frederiks, Havredal, Grønhøj og Skelhøje med opfordring til at forberede sig på at deltage med en stand på Høstmarkedet, og naturligvis også huske at pleje sine kartofler ekstra godt, så man måske kunne deltage i konkurrencen om Årets Kartoffel - den tungeste hjemmeavlede kartoffel, som kan fremvises. AIF forventer med stor sikkerhed, at Oktoberfesten vil blive afholdt lørdag aften, og der er allerede solgt mange billetter. (Check ind på Facebook-gruppen ”Fest i Frederiks”, hvor du finder en link til online billetbestilling). Hvis det, mod forventning, skulle blive nødvendigt at aflyse festen, så vil billetkøberne få deres penge refunderet.
27