hjemmesider for disse klubber er på vietnamesisk. Derfor gik jeg på nettet fra mit hotel og søgte på Google Maps efter ”Vovinam” i nærheden. Det gav en del hits. Jeg fandt derefter en af klubberne på Facebook og skrev til dem. På engelsk i håb om, at en her kunne svare. Vietnamesernes engelskkundskaber er beskedne. Det var altså et sats. Men efter mindre end et døgn var der svar. Jeg var velkommen. Træningen var tirsdag, torsdag og lørdag – tre timer hver gang. Hvis jeg altså ville deltage i begynder samt træning for øvede i én køre. Det ville jeg gerne.
Arbejde om dagen, kampsport om aftenen Herfra tog det fart. Jeg havde lange arbejdsdage for avisen, men allerede tirsdag mødte jeg op i Hoa Lu Stadium midt i District 1 i Saigon. Herfra begyndte en rejse. Alene min entré i klubben, der trænede på et gammelt, slidt atletikstadion, vakte opsigt. Jeg var den første europæer, der trænede der, og alle stoppede op og skulle se mig an. I et hjørne fandt jeg omkring 30 vietnamesere iklædt blå gier, kampsportsdragte, der er særegen for Vovinam. Den, jeg havde kontaktet på Facebook, lyste op i et smil og kom mig i møde, og herfra åbnede Vovinam-klubben på Hoa Lu sig for mig som en teaterscene. Jeg var iklædt hvid gi, respektfuldt
med hvidt bælte, den laveste grad man kan få, for at vise, at jeg kommer for at lære. Jeg blev kort introduceret af ham, og træningen gik i gang. Varmen var kvælende og fugtigheden tung, og jeg prøvede at følge med. Efter en time kom en ung mand, iklædt gult bælte, Vovinams svar på karatens sorte, og spurgte, på engelsk, om han skulle træne mig. Det sagde jeg straks ja til. Lao Hac Bac Tinh, kaldet Trung, bliver min lærer i Vovinam i de næste to intense uger. Det bliver lange dage med masser af arbejde i dagtimerne med interviews med danske virksomheder som Semco, Maersk og lignende og masser af træning og en fantastisk kontakt til mine nye træningskammerater i de varme aftener. På intet tidspunkt forstår jeg et ord af, hvad der bliver sagt under træningen, men jeg følger med. Efter endt træning begynder jeg at blive inviteret ud til kaffe. Flere af de unge kampsportsudøvere taler et glimrende engelsk, og jeg får nogle herlige ture på små lokale steder i Ho Chi Minh City, hvor den står på Vietnams tunge stærke kaffe, der stjæler min nattesøvn. Jeg begynder så småt at bygge venskaber op med et par af dem, som jeg har bevaret kontakten til den dag i dag. Jeg bliver et fast indslag i gadebilledet til og fra træning – nu iklædt i den blå vietnamesiske træningsdragt, som giver anerkendende nik fra lokale gadehandlere. Klubben har undersøgt mig og har opdaget, at jeg er meget højere gradueret end det hvide startbælte. Men min ydmyge entré har båret frugt, jeg har spillet efter de asiatiske spilleregler - og det bliver anerkendt. Efter to uger med mange timers træning og gode grin med Trung, nærmede det sig, at jeg skulle videre. Jeg skulle tilbringe de næste 2 uger i Hanoi, Vietnams hovedstad 2000 kilometer mod nord, for at fortsætte reportageturen.
træning kørte vi for fuld kraft gennem Ho Chi Minh Citys gader på scootere – mig som passager bag på Trungs. Det bliver en fantastisk aften ved Saigon River med velvoksne lokale øl og talrige spændende eksempler på det vietnamesiske gadekøkken, hvor jeg er overbevist om, at jeg får smagt på i hvert tilfælde slange og andre – for en dansker – alternative kødtyper. Spiste jeg hund? Det er jeg overbevist om. Jeg var trist, men også høj. Jeg havde knyttet venskaber over det tætpakkede bord fra de små plaststole. Men dagen efter ville jeg være i Hanoi, og skulle starte forfra, tænkte jeg. Når jeg nu følte mig helt hjemme i Ho Chi Minh City, var det svært at sige farvel. Men mine træningsfæller og chefinstruktøren Hung Long havde skabt kontakt til en god Vovinam-klub i Hanoi, og to dage efter min ankomst i byen, blev jeg afhentet på mit hotel af en Vovinam-instruktør på scooter.
Goodbye Saigon. Hello Hanoi De næste to uger knoklede jeg i dagtimerne med interviews og artikelskrivning for avisen og trænede videre med en ny kampsportsklub på Hanois kultur universitet. Vi trænede under ekstremt spartanske forhold på en plads i det fri foran et kollegium. Igen blev jeg taget ufatteligt godt imod, og jeg knoklede løs for at lære den akrobatiske kampsport. Da den sidste aften oprandt, skulle det igen fejres – men Hanoi havde andre planer end øl og hygge. Under stor opstandelse, glade grin og forventningsfulde blikke skulle jeg afslutte mit ophold i Hanoi med en serie frikampe mod Hanoiklubbens chefinstruktør. Det blev en fantastisk oplevelse at stå der i en baggård til et gammelt udslidt universitet i Vietnams hovedstad og kæmpe mod en dygtig lokal kampsportsmand. Derefter var det bare at tage til lufthavnen, over Bangkok og tilbage til Danmark. Jeg frygtede at komme til at se Vietnam på afstand som en turist faret vild i en fremmed kultur, men det gik anderledes. I dag er jeg tilbage i trygge kolde Danmark, men min måned i Vietnam forsvinder aldrig ud af min krop, og jeg tror, jeg har skabt relationer i dette fantastiske land, der kan holde i mange år.
Afsked med de nye venner Trung inviterede mig på øl sammen med en lang række andre fra klubben, og efter den sidste Side 4
A
J
O
U
R
2 · 2013