Issuu on Google+

SanghĂŚfte 2011


Det er i dag et vejr, et solskinsvejr! Tekst: Ludvig Holstein, 1895 Det er i dag et vejr, et solskinsvejr O søde vår, så er du atter nær! Nu vil jeg glemme rent, at det var vinter, nu vil jeg gå og købe hyacinter og bringe dem til én, som jeg har kær. Hun købte af de hvide og de blå hun købte af de smukkeste, hun så. Det er i dag et vejr! Og solen skinner! Og om mig svæver lutter lyse minder, dem ta'r jeg med til den, jeg tænker på. Og de kom svænde i ring og rad., Hun gik imellem dem og var så glad. Det er idag et solskin uden mage! Og jeg har solskin nok til mange dage, og jeg må kysse hvert et lille blad. Hun kyssede dem alle, hver især, hun bragte dem til den, hun havde kær. Min ven, her kommer jeg med hyacinter! Min ven, nu glemmer vi, at det er vinter! Det er idag et vejr, et solskinsvejr-!

2

Jeg ved en lærkerede Tekst: Nielsen, Carl 1924 Melodi: Bergsted, Harald 1921 Jeg ved en lærkerede jeg siger ikke mer; den findes på en hede et sted, som ingen ser. I reden er der unger og ungerne har dun. De pipper, de har tunger, og reden er så lun. Og de to gamle lærker, de flyver tæt omkring. Jeg tænker nok, de mærker, jeg gør dem ingenting. Jeg lurer bag en slåen. Dér står jeg ganske nær Jeg rækker mig på tåen og holder på mit vejr. For ræven han vil bide og drengen samle bær. Men ingen skal få vide, hvor lærkereden er


Den blå anemone Egil Harder 1945 - Kaj Munk 1943

Hist, hvor vejen slår en bugt Tekst: H. C. Andersen, 1829 Melodi: J. C. Gebauer, 1846

Hvad var det dog, der skete? Mit vinterfrosne hjertes kvarts må smelte ved at se det den første dag i marts. Hvad gennembrød den sorte jord og gav den med sit sølvblå flor et stænk af himlens tone? Den lille anemone, jeg planted dér i fjor.

Hist, hvor vejen slår en bugt, ligger der et hus så smukt hist, hvor vejen slår en bugt, ligger der et hus så smukt, væggene lidt skæve stå, ruderne er ganske små, døren synker halvt i knæ, hunden gøer, det lille kræ, under taget svaler kvid're, solen synker og så vid're.

På Lolland jeg den hented, et kærtegn fra min fødeø. Så gik jeg her og vented og tænkte: »Den må dø; den savner jo sit skovkvarter, sin lune luft, sit fede ler; i denne fjendske zone forgår min anemone; jeg ser den aldrig mer«.

I den røde aftensol sidder moder i sin stol i den røde aftensol sidder moder i sin stol, kinden luer dobbelt rød, barnet har hun på sit skød, drengen er så frisk og sund, æblekinden rød og rund, se, hvor hun i spøg ham banker på de søde pusselanker!

Nu står den der og nikker så sejersæl i Jyllands grus ukuelig og sikker trods ensomhed og gus, som om alverdens modgang her har givet den et større værd, en lille amazone og dog min anemone som søens bølge skær.

Katten står og krummer ryg, men forstyrres af en myg katten står og krummer ryg, men forstyrres af en myg, barsk han den med poten slår og igen som hofmand står, moder klapper barnets kind, se, hvor sødt det sover ind, drømmer om de engle smukke i sin lille, pæne vugge. 3


En yndig og frydefuld sommertid Tekst: Folkevise Melodi: Folkemelodi

Danmark, nu blunder den lyse nat Tekst: Ring, Oluf 1922 Melodi: Larsen, Thøger 1914

En yndig og frydefuld sommertid i al sin herlighed, den glæder og trøster så mangen en, alt ved Guds kærlighed. Den fører blomsterskaren frem, og rosen rød, så dejlig og sød, den ser du da igen.

Danmark, nu blunder den lyse nat bag ved din seng, når du sover. Gøgen kukker i skov og krat. Vesterhavet og Kattegat synger, imens det dugger, sagte som sang ved vugger.

Danmark, du vågner med søer blå Blandt alle disse blommer véd jeg én, mætte som moderøjne. en rose for dem alle, Alt, hvad i dine arme lå, udsprungen af en dejlig gren, lader du solen skinne på ud af en yndig stamme. ser, hvor det yppigt glider, Vel er der mange smukke til, frem af forgangne tider. men jeg for sandhed sige vil: han overgår dem alle. Lærker, som hopped af æg i vår svinder i himlens stråler. Ja, var jeg nu så lykkelig, Tonerne ned med lyset går, jeg kunne rosen få! samme sang som i tusind år. Mit hjerte brænder ret inderlig Lykken fra glemte gruber med længsels stor attrå. klinger af unge struber. Mit hjerte ler, hver gang jeg ham ser, og det ud af stor kærlighed Hyldene dufter i stuen ind la'r ikke ro mig få. ude fra Danmarks haver. Kornet modnes i sommervind Går jeg om dagen ud eller ind, Hanegal over lyse sind ihvor det være må, stiger bag gavl og grene, da er du stedse i mit sind, hvæsset som kniv mod stene. om natten ligeså. Og når jeg sover sødelig, Køer og heste og får på græs om dig jeg drømmer lykkelig, hen over brede agre, ret som du hos mig var. åbne lader for fulde læs, sejl, som stryger om klint og næs, byger, som går og kommer, det er den danske sommer 4


Pigernes latter og lyse hår leg, som får aldrig ende, øjnene blå som vand i vår mildt om et evigt Danmark spår sol over grønne sletter lykke og lyse nætter.

Og stundom ud af din fulde glød sprang lyn fra skyen i jordens skød, og tordenlatter og tordenregn din troldom spændte fra egn til egn. Vild, vild, vild er, skønne sommer, din kraft og ild.

Du danske sommer, jeg elsker dig Melodi: Otto Mortensen 1932 Tekst: Thøger Larsen 1923

Du danske sommer, min hilsen tag, du lyse nat og du lyse dag! Går tit du kold over landet hen, jeg ved, du kommer dog hed igen! Ja, ja, ja, jeg ved, dit hjerte er guld endda.

Du danske sommer, jeg elsker dig, skønt du så ofte har sveget mig. Snart kolde farver i sky og vand, snart nøgne piger ved hver en strand. Mer, mer, mer jeg dog dig elsker, hver gang du ler. Du er i sindet jo lunefuld, dog hjertet inderst er pure guld, et eventyr er dit glade navn, og blomster lyser ud af din favn. Korn, korn, korn i drømme gror under månens horn. Når dine bølger mod bredden gik, beruset blå som gudinders blik, en ungdomjubled' din lovsang ud, hun klædt i solskin og brunet hud. Ned, ned, ned til dåb i glemsel og evighed! Og når du strakte med åbent sind de lyse nætter i himlen ind, imens det dufted' af hyld og hø, vi bad: lad drømmen dog aldrig dø! Ak, ak, ak! Vort hjerte svulmed' af tro og tak.

5


Melodi: Marken er mejet Tekst: Adolph von der Recke, 1820-67 og Mads Hansen, 1834-1880 Melodi: Folkemelodi, vistnok skrevet af en jysk soldat. Marken er mejet, og høet er høstet, kornet er i laderne, og høet står i hæs. Frugten er plukket, og træet er rystet, og nu går det hjemad med det allersidste læs. Rev vi marken let, det er gammel ret, fuglen og den fattige skal også være mæt. Rev vi marken let, det er gammel ret, fuglen og den fattige skal også være mæt.

Loen vi pynter med blomster og blade, vi har georginer og bonderoser nok. Børnene danser allerede så glade, alle vore piger står ventende i flok. Bind så korn i krans, hurra, her til lands sluttes altid høsten med et gilde og en dans. Bind så korn i krans, hurra, her til lands sluttes altid høsten med et gilde og en dans.

6


Sensommervise Musik &Tekst: Kirsten og Finn Jørgensen Æbler lyser rødt på træernes grene, høsten går ind. Går igennem skoven ganske alene, stille i sind. Omk: Gyldne farver og sensommerbrise fylder hjertet med vemodig musik, går og nynner en sensommervise fjernt fra byens larmende trafik. Sommerbrisen danner krusning på søen, mystisk og sort. Stæreflokke svæver højt over øen snart tager de bort. Gyldne farver... Duft af brænderøg blandt brunlige bregner, blåsorte bær. Stille summen mellem blade som blegner af’tnen er nær... Gyldne farver... Modne rønnebær bag dybgrønne grene rødt titter frem Går igennem skoven ganske alene nu må jeg hjem! Gyldne farver...

7


Det lysner over agres felt Harald Balslev 1922 Ludvig Holstein 1915

Nu er det længe siden Tekst af Jeppe Aakjær, 1906 Melodi af Oluf Ring, 1940

Det lysner over agres felt, hvor sløve plovspand kravle, det sortner over Store Bælt med sol på kirkegavle.

---Nu er det længe siden, men end det gemmes i mit sind hvordan i barndomstiden den kære rug kom ind. Hvordan dens kernetunge top ved moders svage kræfter blev lagt i lugen op.

Velkommen i vor grønsværsstol blandt grøftens brombærranker! O, det gør godt at slikke sol igen på disse banker!

Først bredte mor et klæde så ømt som nogen højtidsdug; der måtte ingen træde med sko i høstens rug. Så fejed hun med limens rest hvert snavset strå til side som for en hædersgæst.

Vel rækker høstens solskin kort, men rønnens bær står røde. Alleens linde blegner bort, men vildvinsranker gløde. Vel! Ræk mig da, o efterår, en gravensten, som smager af bækken ved min faders gård og mulden i hans ager.

Den kære rug var gæsten, som gjorde hvert et barn så spændt; se, far han lægger vesten og ser så indadvendt. En skælven i et ydmygt sind, en bøn til altets skaber, før avlen bringes ind.

Og bag mig, sol, og blød mig, regn! Jeg plukker mine nødder og trasker langs et brombærhegn med plovmuld under fødder.

Og neg for neg forsvinder og bliver under bjælken sat; og far får røde kinder og spindelvæv om hat. Men mor er lige hvid og bleg, hvor meget hun end stræber med rugens tunge neg.

Og det er al den jord, jeg har, og alt hvad jeg begærer. Jeg håber, det går an, jeg ta´r, hvad mine såler bærer.

8


Det går mod aftentide; snart skinner månen fuld og rund på gavl og vægge hvide og ned i vognens bund. Mor standser træt og titter ind; far kommer hen til lugen og klapper hendes kind.

Der er en søndagsstille ro imellem træ´r og tage, en munter glæde ved at gro, som var det sommerdage. Og koen rusker i sit græs med saften om sin mule, mens bonden kører hjem med læs, der lyser solskinsgule.

Og barnet, som har løbet sig træt i dagens muntre leg, det er nu stille krøbet ind under hjulets eg; dér høres dette skarpe knald fra vognens fjæl mod sandet af ørentvistens fald.

Hver stubbet mark vi stirrer på, står brun og gul og gylden, og røn står rød og slåen blå, og purpursort står hylden. Og georginer spraglet gror blandt asters i vor have, så rig er årets sidste flor: oktobers offergave.

Og mellem hjulets eger går stjerneblink og måneskin, og milde vinde hveger, mens barnet slumrer ind Så slutter far i Jesu navn, og hjemmet går til hvile med høsten i sin favn.

De røde æbler løsner let fra træets trætte kviste. Snart lysner kronens bladenet, og hvert et løv må briste. Når aftensolen på sin flugt bag sorte grene svinder, om årets sidste røde frugt den tungt og mildt os minder.

Septembers himmel er så blå Otto Mortensen (arr. Bo Holten) (1907-1986) (Alex Garff)

At flyve som et forårsfrø for sommerblomst at blive er kun at visne for at dø, kan ingen frugt du give. Hvis modenhedens milde magt af livet selv du lærte, da slår bag falmet rosendragt dit røde hybenhjerte.

Septembers himmel er så blå, dens skyer lyser hvide, og lydt vi hører lærken slå som før ved forårstide. Den unge rug af mulden gror med grønne lyse klinger, men storken længst af lande fór med sol på sine vinger. 9


Nu falmer skoven trindt om land Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1844 Melodi: Tysk, ca. 1640

Og når til sidst på herrens bud vort timeglas udrinder, en evig sommer hos vor Gud i paradis vi finder.

Nu falmer skoven trindt om land, og fuglestemmen daler, nu storken flyver over strand, ham følge viltre svaler.

Da høste vi, som fugle nu, der ikke så' og pløje, da kommer aldrig mer i hu vi jordens strid og møje.

Hvor marken bølged nys som guld med aks og vipper bolde, der ser man nu kun sorten muld og stubbene de golde.

For høsten her og høsten hist vor Gud ske tak og ære, som ved Vorherre Jesus Krist vor fader vilde være!

Men i vor lade, på vor lo, dér har vi nu Guds gaver, der virksomhed og velstand gro i tøndemål af traver.

Hans ånd, som alting kan og véd, os i de korte dage med tro og håb og kærlighed til paradis ledsage!

Og han, som vokse lod på jord de gyldne aks og vipper, han bliver hos os med sit ord, det ord, som aldrig glipper. Ham takke alle vi med sang for alt, hvad han har givet: for hvad han vokse lod i vang, for ordet og for livet! Da over os det hele år sin fred han lyser gerne, og efter vinter kommer vår med sommer, korn og kærne.

10


Dejlig er jorden Tekst: B. S. Ingemann, 1850 Melodi: Schlesisk, 18. årh.

En yndig og frydefuld sommertid Tekst: Folkevise Melodi: Folkemelodi

Dejlig er jorden, prægtig er Guds himmel, skøn er sjælenes pilgrimsgang! Gennem de fagre riger på jorden gå vi til paradis med sang!

En yndig og frydefuld sommertid i al sin herlighed, den glæder og trøster så mangen en, alt ved Guds kærlighed. Den fører blomsterskaren frem, og rosen rød, så dejlig og sød, den ser du da igen.

Tider skal komme, tider skal henrulle, slægt skal følge slægters gang. Aldrig forstummer tonen fra himlen i sjælens glade pilgrimssang.

Blandt alle disse blommer véd jeg én, en rose for dem alle, udsprungen af en dejlig gren, ud af en yndig stamme. Vel er der mange smukke til, men jeg for sandhed sige vil: han overgår dem alle.

Englene sang den først for markens hyrder, skønt fra sjæl til sjæl det lød: Fred over jorden! Menneske, fryd dig, os er en evig frelser fød!

Ja, var jeg nu så lykkelig, jeg kunne rosen få! Mit hjerte brænder ret inderlig med længsels stor attrå. Mit hjerte ler, hver gang jeg ham ser, og det ud af stor kærlighed la'r ikke ro mig få. Går jeg om dagen ud eller ind, ihvor det være må, da er du stedse i mit sind, om natten ligeså. Og når jeg sover sødelig, om dig jeg drømmer lykkelig, ret som du hos mig var. 11


Der er noget i luften Tekst: Vilhelm Gregersen, 1911 Melodi: Vilhelm Gregersen, 1911

Glade jul, dejlige jul Tekst: B. S. Ingemann, 1850 Melodi: Fr. Gruber, 1818

Der er noget i luften jeg véd ikke hvad, som forår, skønt skoven har mistet hvert blad, der er noget i luften som rosernes duften, som fuglenes fryd, skønt rosen er falmet, og fuglen er draget mod syd.

Glade jul, dejlige jul, engle daler ned i skjul! Hid de flyver med paradisgrønt, hvor de ser, hvad for Gud er kønt, lønlig iblandt os de går, - lønlig iblandt os de går! Julefryd, evige fryd, hellig sang med himmelsk lyd! Det er englene, hyrderne så, dengang Herren i krybben lå, evig er englenes sang, - evig er englenes sang.

Der er noget i luften, som gør mig så glad, som trøster mit hjerte i ungdommens bad, der er noget herinde, et strålende minde med kærter og sang, om julen derhjemme, derhjemme hos moder en gang. Der er noget i luften, et barndommens bud, som lyser imod mig som stjernen fra Gud, som leder mig stille til frelseren lille med barndommens fryd, skønt barndommen flygted som fuglen, der rejste mod syd. O kom til os alle, du højtidens drot, om lokken er gylden, om håret er gråt!

12

Fred på jord, fryd på jord, Jesusbarnet blandt os bor! Engle sjunger om barnet så smukt, han har Himmerigs dør oplukt, salig er englenes sang, - salig er englenes sang. Salig fred, himmelsk fred toner julenat herned! Engle bringer til store og små bud om ham, som i krybben lå; fryd dig, hver sjæl, han har frelst, - fryd dig, hver sjæl, han har frelst!


I sne står urt og busk i skjul Tekst: B. S. Ingemann, 1831 Melodi: J. P. E. Hartmann, 1866

Det er tyst herude, kun med sagte pik på rude melder sig den små musvit. Der er ingen fugl, der synger, finken kun på kvisten gynger, ser sig om og hvipper lidt.

I sne står urt og busk i skjul, det er så koldt derude, dog synger der en lille fugl på kvist ved frosne rude.

Det er koldt herude, ravne skrige, ugler tude, søge føde, søge læ. Kragen spanker om med skaden højt på rygningen af laden, skeler til det tamme kræ.

Giv tid! giv tid! - den nynner glad og ryster de små vinger, giv tid! og hver en kvist får blad, giv tid! - hver blomst udspringer. Giv tid! og livets træ bli'r grønt, må frosten det end kue, giv tid! og hvad du drømte skønt, du skal i sandhed skue.

Hanen sig opsvinger på en snemand, sine vinger klaskende han sammenslår. Krummer halsen stolt og galer hvad monstro han vil, den praler? Hvis endda om tø han spår!

Giv tid! og åndens vinterblund skal fly for herlig sommer, giv tid, og bi på herrens stund, - hans skønhedsrige kommer.

Inderlig jeg længes efter vår, men vintren strænges, atter vinden om til nord! Kom, sydvest, som frosten tvinger, kom med dine tågevinger, kom og løs den bundne jord!

Det er hvidt herude Tekst: St. St. Blicher, 1838 Melodi: Thomas Laub, 1914 Det er hvidt herude, kyndelmisse slår sin knude overmåde hvas og hård, hvidt forneden, hvidt foroven, pudret tykt står træ i skoven som udi min abildgård.

13


Papirsklip Kim Larsen Når nu min verden bliver kold og forladt finder jeg trøst i min kæreste skat klipper motiver med drømme og saks papirsilhouetter af den fineste slags Her er et af min far og min mor de som gav mig til denne jord kærlige kys og en duft af jasmin altid solskin og sødeste min Livet er langt lykken er kort salig er den der tør give det bort Her er et af min bedste ven utallige klip går igen og igen et aldrig færdigt eller fuldendt motiv sort silhouet af kvinden i mit liv livet er langt lykken er kort salig er den der tør give det bort Domine et sanctus Domine et sanctus Når nu min verden bliver kold og forladt finder jeg trøst i min kæreste skat klipper motiver med drømme og saks papirsilhouetter af den fineste slags Livet er langt lykken er kort salig er den der tør give det bort 14


Der er et yndigt land Tekst: Adam Oehlenschläger, 1823 Melodi: H. E. Krøyer, 1835

Vær velkommen, Herrens år (2) Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1849 Melodi: A. P. Berggreen, 1852

Der er et yndigt land, det står med brede bøge |: nær salten østerstrand :| Det bugter sig i bakke, dal, det hedder gamle Danmark |: og det er Frejas sal :|

Vær velkommen, Herrens år, og velkommen herhid! Sandheds Gud, lad dit hellige ord oplive, oplyse det høje Nord! Velkommen, nytår, og velkommen her! Vær velkommen, Herrens år, og velkommen herhid! Nådens Gud, lad dit solskin i vår os skænke på marken et gyldent år! Velkommen, nytår, og velkommen her!

Der sad i fordums tid de harniskklædte kæmper, |: udhvilede fra strid :| Så drog de frem til fjenders mén, nu hvile deres bene |: bag højens bautasten :|

Vær velkommen, Herrens år, og velkommen herhid! Fredens Gud! den livsalige fred du skænke vort land til at blomstres ved! Velkommen, nytår, og velkommen her!

Det land endnu er skønt, ti blå sig søen bælter, |: og løvet står så grønt :| Og ædle kvinder, skønne mø'r og mænd og raske svende |: bebo de danskes øer :|

Vær velkommen, Herrens år, og velkommen herhid! Fader Gud! os til glæde og gavn nytåret henskride i Jesu navn! Velkommen, nytår, og velkommen her!

Hil drot og fædreland! Hil hver en danneborger, |: som virker, hvad han kan! :| Vort gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen spejler |: sin top i bølgen blå :|

15


Resterende arangementer i klubben 2011 06/10 2011 Ă˜lsmagning og kortaften - MEDI 03/11 2011 Fodbold akademiet V/Claus Steinlein 01/12 2011 December arrangement Julefrokost pĂĽ MEDI

www.klubben-ikast.dk


Sanghæfte - Klubben Ikast