Praksisnotat
Dato: 8 oktober 2025
Opdateres løbende
Indholdsfortegnelse
Praksis om hurtige afgørelser
Vedtagelse af AB 18
Forhandling efter løsningstrappen
Tvistekategorier
Verserende sag om samme tvist
Antal opmænd
Senere udvidelse med ny tvist
Krav til anmodning
Kumulation/samlet behandling
Syn og skøn
Bevisførelse
Skriftveksling efter anmodning
Henvisning til voldgift
Voldgiftsnævnets kompetence
Indbringelse af hurtig afgørelse for voldgift
01 INDLEDNING
Indledning
Den 1 januar 2019 trådte det nye AB-system (bet 1570/2018) i kraft og dermed også muligheden for at få afgjort en tvist her og nu med afsæt i reglerne om hurtig afgørelse (opmandssag). Formålet hermed er at give parterne mulighed for en hurtigere og billigere tvisteløsning ved Voldgiftsnævnet, så parterne kan komme videre i byggeprocessen i stedet for at afvente en ofte længerevarende og dyr voldgiftssag.
Reglerne om hurtig afgørelse findes i AB 18 § 68, og der er tilsvarende regler i ABT 18 § 66 og ABR 18 § 62. I det følgende henvises kun til AB 18. Voldgiftsnævnet har desuden fastsat ”Regler for hurtig afgørelse 2018” (Procesreglerne).
02 HURTIG AFGØRELSE
I HOVEDTRÆK
Hurtig afgørelse i hovedtræk
En hurtig afgørelse kan som udgangspunkt forventes at foreligge senest to måneder efter sagens anlæg, hvis processen følges som forudsat. Processen med en hurtig afgørelse kan først iværksættes, når forhandlingsproceduren om tvisten er gennemført, jf. AB 18 § 64. Der må ikke versere en voldgiftssag eller en sag om beslutning om stillet sikkerhed om samme tvist mellem parterne. Tilsvarende gælder for mediation og mægling, men hvis en opmandssag anlægges senest 10 arbejdsdage efter en anmodning om mediation eller mægling, gennemføres opmandssagen i stedet
Udpegning af opmænd
Voldgiftsnævnet udpeger efter høring én eller flere opmænd, der som udgangspunkt har fagteknisk baggrund, men parterne kan anmode om en anden profil Hvis sagen tilsiger det, kan der udmeldes en juridisk opmand. Der kan også udpeges både en juridisk og en faglig opmand.
Skriftlig procedure og korte frister
Fristerne for parternes indlæg og opmandens afgørelse er forholdsvis korte og udsættes alene undtagelsesvist. Der kan ikke gennemføres mundtlig forhandling eller syn og skøn i forbindelse med en sag om hurtig afgørelse. Opmanden træffer afgørelse på skriftligt grundlag, evt. efter en forudgående besigtigelse.
Hurtig afgørelse og voldgift
En hurtig afgørelse har, som en voldgiftskendelse, bindende virkning for sagens parter. Den hurtige afgørelse kan dog inden 8 uger indbringes for voldgift, og en voldgiftsret vil da træffe endelig afgørelse om tvisten. Hvis den hurtige afgørelse ikke indbringes inden fristen, er den herefter endelig.
03 STATISTIK
Statistik
Der er indtil d.d. anlagt 275 sager om hurtig afgørelse, hvoraf 190 sager er afsluttet ved en hurtig afgørelse. Af disse 190 sager har opmanden i 18 sager henvist parterne til at anlægge en almindelig voldgiftssag. 30 sager er hævet, 44 sager er afvist, mens 11 sager er verserende.
66 afsluttede sager er efterfølgende indbragt for almindelig voldgiftsbehandling, dvs. omkring 1/4 af sagerne.
Af disse 66 sager er 37 sager afsluttede, hvoraf 10 sager er afsluttet ved voldgiftskendelse - 2 af sagerne er omgjort, 6 sager er stadfæstet, 1 sag er delvis stadfæstet, og 1 sag er afsluttet ved kendelse efter opmands henvisning af sagen til almindelig voldgiftsbehandling Af de resterende afsluttede sager er 22 forligt, 4 er hævet og 1 er afvist. 29 af de indbragte sager fortsat verserende.
Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for sager, der er afsluttet ved en hurtig afgørelse eller henvist til almindelig voldgiftsbehandling, er pt 45 arbejdsdage efter sagens anlæg, dvs godt 2 måneder.
afsluttet ved hurtig afgørelse
18 30 44
henvist til almindelig voldgift hævet afvist sager
Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid
45 arbejdsdage (godt 2 måned)
37 afsluttede
66 indbragt for almindelig voldgiftsbehandling
29 verserende X Henvist
04 PRAKSIS OM HURTIGE AFGØRELSER
Praksis om hurtige afgørelser
Dette praksisnotat indeholder oplysninger om behandlingen af afsluttede sager om hurtig afgørelse. Praksisnotater er samtidig en sammenskrivning af Voldgiftsnævnets tidligere udarbejdelse af praksisnotater af 2020 og 2024. Dette notat findes på Voldgiftsnævnets hjemmeside.
Voldgiftsnævnets praksisnotat indeholder primært nævnets processuelle afgørelser, og der er alene gengivet et mindre antal opmandsafgørelser, hvor der f eks henvises til almindelig voldgiftsbehandling. Notatet indeholder således ikke de materielle opmandsafgørelser.
Enkelte mere principielle afgørelser er trykt i juridiske tidsskrifter i anonymiseret form og efter parternes accept.
Vedtagelse af AB 18
Ikke tilstrækkelige holdepunkter for at fastslå, at der var aftalt AB 18.
En entreprenør anlagde sag mod en bygherre om betalingskrav og henviste i den forbindelse til parternes eneste skriftlige grundlag, som bestod af en tilbudsliste, som henviste til en arkitektbeskrivelse, som henviste til AB 18 Bygherren påstod afvisning Voldgiftsnævnet fandt, at det springende punkt var, om tilbudslistens tekst om udførelse i henhold til arkitektbeskrivelsen skulle opfattes som en aftale om, at arkitektbeskrivelsen skulle være gældende i sin helhed, eller som en aftale om, at arbejdet skulle udføres som beskrevet i arkitektbeskrivelsen, uden at dennes øvrige vilkår var vedtaget. Voldgiftsnævnet kom frem til, at der ikke på det foreliggende grundlag, hvor der ikke havde fundet bevisførelse sted, var tilstrækkelige holdepunkter for at fastslå, at tilbudslisten omfattede mere end en aftale om arbejdsbeskrivelsen - nemlig også en aftale om at anvende AB 18, og sagen blev afvist, jf AB 18 § 1, stk. 1, og Procesreglerne § 13, stk. 1, jf. § 1, stk. 1. Afgørelse af 20. marts 2020 i O-10.
Henvisning i aftalen til både AB 18 og ABT 18 kunne ikke føre til afvisning
En entreprenør anlagde sag mod en bygherre om betaling for udført arbejde Bygherren påstod sagen afvist. Voldgiftsnævnet fandt, at det forhold, at der i aftalegrundlaget var henvist til både AB 18 og ABT 18, ikke i sig selv kunne føre til afvisning af sagen, og sagen kunne behandles, jf. Procesreglernes § 13, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, og AB 18 § 1, stk. 1/ABT 18 § 1, stk. 1. Afgørelse af 24 august 2021 i O-43
AB 18 anset for aftalt, selv om tilbud henviste til AB 92.
En underentreprenør anlagde sag mod en hovedentreprenør om tilbagehold og merbetaling. Hovedentreprenøren påstod afvisning. Det fremgik bl.a. af oplysningerne i sagen, at hovedentreprenøren før aftalens indgåelse havde fremsendt et tilbudsgrundlag til underentreprenøren, hvoraf det fremgik, at AB 18 var gældende. Af underentreprenørens tilbud til hovedentreprenøren fremgik imidlertid, at AB 92 var gældende. Voldgiftsnævnet fandt, at såvel underentreprenøren som hovedentreprenøren måtte anses for efter aftalens indgåelse, undervejs i byggeriet, efter aflevering og i forbindelse med forhandling om tvisten at have indrettet sig efter og accepteret, at AB 18 var gældende mellem parterne, og sagen kunne behandles, jf. Procesreglerne § 13, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, og AB 18 § 1. Afgørelse af 18. november 2021 i O-50.
Menighedsråd ikke omfattet af forbrugerbegrebet i voldgiftsloven. En entreprenør anlagde sag mod en bygherre (et menighedsråd) om betalingskrav. Menighedsrådet påstod afvisning med henvisning til forbrugerbegrebet i voldgiftslovens § 7, stk 2 Voldgiftsnævnet fandt, at det kunne lægges til grund, at AB 18 var vedtaget som grundlag for den aftale, der blev indgået mellem sagens parter, og at der i kontraktmaterialet ikke var anført nogen fravigelse fra tvistebestemmelserne i kapitel J i AB 18. Spørgsmålet var herefter, om menighedsrådet alligevel ikke var bundet af den indgåede aftale om anvendelse af AB 18 som følge af voldgiftslovens § 7, stk. 2. Efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen fandtes der ikke grundlag for at fastslå, at menighedsrådet var omfattet af voldgiftslovens § 7, stk 2, og sagen kunne behandles, jf Procesreglerne § 13, stk 1, jf § 1, stk 3, og AB 18 § 1, stk 1 Afgørelse af 24. november 2022 i O-102.
Forhandling efter løsningstrappen
Forudgående forhandling – også betingelse for selvstændigt modkrav. En totalentreprenør anlagde sag mod en bygherre om betalingskrav. Bygherren påstod frifindelse og nedlagde selvstændig påstand om tilbagebetaling af for meget betalt entreprisesum Total-entreprenøren påstod afvisning Voldgiftsnævnet fandt, at det ikke var dokumenteret, at bygherrens krav havde været forsøgt afklaret og forligt ved forhandling, og det selvstændige krav blev afvist, jf. AB 18 § 64, stk. 4, jf. § 64, stk. 1 og 2, og Procesreglerne § 13, stk. 1, jf. § 3, stk. 1. Afgørelse af 28. maj 2019 i O-12.
Adcitation afvist, da der ikke havde været forsøgt forhandling mellem adcitanten og adciterede.
En underentreprenør anlagde sag mod en hovedentreprenør om betalingskrav. Hovedentreprenøren påstod frifindelse og adciterede samtidig hermed bygherren. Bygherren påstod afvisning Voldgiftsnævnet bemærkede, at det følger af de indledende bemærkninger til bestemmelserne i AB 18 § 64, at hvis en tvist vedrørende et bygge- og anlægsarbejde omfatter flere parter end blot bygherren og entreprenøren, er det en obligatorisk procesforudsætning, at der også har været gennemført forhandling efter løsningstrappen med disse parter. Voldgiftsnævnet fandt herefter, at ingen af de krav, der fremgik af adcitationsskriftet, kunne behandles under sagen, da det ikke var godtgjort, at der mellem hovedentreprenøren og bygherren havde været gennemført eller forsøgt gennemført forhandling om tvisten som foreskrevet i AB 18 § 64, stk. 1 og 2, og adcitationen af bygherren blev afvist, jf. Procesreglerne § 13, stk. 1, jf. § 3, stk. 1, og AB 18 § 64, stk. 4, jf. stk. 1 og 2. Afgørelse af 18. maj 2022 i O-74.
Afvisning pga. manglende forhandling, selv om indsigelse herom først var fremsat på et meget fremskredent tidspunkt under sagen
Efter Voldgiftsnævnets afvisning af hovedentreprenørens adcitation af bygherren påstod hovedentreprenøren afvisning af sagen mellem underentreprenøren og hovedentreprenøren med henvisning til, at der heller ikke havde været gennemført forhandling mellem disse parter. Voldgiftsnævnet fandt, at det forhold, at hovedentreprenøren først på et meget fremskredent tidspunkt i sagen havde fremsat den indsigelse, ikke i sig selv kunne føre til, at nævnet ikke skulle påse, at parterne havde gennemført forhandling efter AB 18 § 64. Voldgiftsnævnet fandt endvidere, at det ikke var godtgjort, at der havde været ført forhandling mellem parternes ledelsesrepræsentanter som foreskrevet i AB 18 § 64, stk. 2, eller at parterne under byggeprocessen havde aftalt fravigelse af AB 18 § 64, og sagen blev afvist, jf. Procesreglerne § 13, stk. 1, jf. § 3, stk. 1, og AB 18 § 64, stk. 4, jf. stk. 2. Afgørelse af 14. juni 2022 i O-74.
Sag anlagt efter en rådgivningsaftales ophør forud for rådgiverens konkurs afvist, da der ikke havde været forsøgt forhandling mellem bostyret og bygherrens ledelsesrepræsentanter.
En rådgivers konkursbo anlagde sag mod en bygherre om honorar efter ophør af en rådgivningsaftale forud for konkursens indtræden. Bygherren påstod afvisning. Voldgiftsnævnet fandt, at boet i det konkrete tilfælde, hvor aftaleforholdet var ophørt, skulle godtgøre, at der mellem bostyret og bygherrens ledelsesrepræsentant havde været gennemført eller forsøgt gennemført forhandling om tvisten, førend sagen kunne behandles Under henvisning til parternes uoverensstemmende oplysninger om forløbet fandt Voldgiftsnævnet ikke at kunne lægge til grund, at der havde været gennemført eller forsøgt gennemført forhandling om tvisten, herunder ej heller, at bygherrens advokat havde været udpeget som ledelsesrepræsentant, eller at denne havde optrådt som sådan, og sagen blev afvist, jf Procesreglerne § 13, stk 1, jf § 3, stk 1, og ABR 18 § 59, stk 4, jf stk 2 Afgørelse af 15. august 2022 i O-89.
Tvistekategorier
Dækningsbidrag omfattet og vurdering af egnethed til hurtig afgørelse. En totalentreprenør anlagde sag mod en bygherre om mistet dækningsbidrag. Bygherren påstod sagen afvist. Efter anmodning fra parterne udpegede Voldgiftsnævnet en juridisk dommer til at træffe afgørelse om spørgsmålet. Den juridiske dommer fandt, at tvisten retteligt angik et spørgsmål om opgørelse efter ABT § 24, stk 3, i tilfælde af formindsket ydelse Bestemmelsen indebærer, at totalentreprenøren skal have hele det aftalte vederlag, men dog fralægge sig de besparelser han har eller burde have haft ved ikke at udføre arbejdet. Dette har til følge, at totalentreprenøren får betalt sit dækningsbidrag samt de omkostninger, han har afholdt inden ændringen, og dem, der yderligere påløber, fordi de ikke kan standses I tilfælde, hvor ydelsen er særskilt prissat i entrepriseaftalen, bliver der ikke afgørende forskel på, om der vælges den ene eller den anden metode for opgørelsen –de grundlæggende kriterier og bevisbyrden er den samme. Den juridiske dommer fandt derfor, at det forhold, at totalentreprenøren i sin redegørelse for kravet havde taget udgangspunkt i dækningsbidrag og afholdte omkostninger, ikke bragte tvisten uden for § 24, stk. 3, hvorfor tvisten var omfattet af ABT 18 § 66, stk. 1, litra c om totalentreprenørens ret til ekstra betaling for ændringer og bygherrens ret til godskrivning for besparelse ved ændringer, og sagen kunne behandles, jf. Procesreglerne § 13, stk. 1, jf. § 2, stk. 2. Herudover havde bygherren gjort gældende, at totalentreprenøren skulle henvises til at anlægge voldgiftssag efter ABT 18 § 67, fordi sagen efter bygherrens opfattelse ikke var egnet til hurtig afgørelse, hvilket spørgsmål den juridiske dommer fandt henhørte under opmandens kompetence, jf ABT 18 § 66, stk 8, og Procesreglerne § 12, stk 1 Afgørelse af 27. maj 2020 i O-14 og O-18.
Erstatning ikke omfattet.
En totalentreprenør anlagde sag mod en bygherre om betaling for omkostninger til forlænget drift af byggeplads Bygherren påstod sagen afvist Efter anmodning fra parterne udpegede Voldgiftsnævnet en juridisk dommer til at træffe afgørelse om spørgsmålet. Den juridiske dommer fandt, at tvisten retteligt angik spørgsmålet om totalentreprenørens krav på erstatning efter ABT 18 § 41, stk. 1, og 2. Der var tvist ikke kun om årsagen til forsinkelse, men også om grundlaget for og udmålingen af erstatning. Herefter fandtes tvisten ikke omfattet af ABT 18 § 66, stk 1, litra b om bygherrens ret til at forlange ændringer og totalentreprenørens ret til at udføre sådanne ændringer, eller litra c om totalentreprenørens ret til ekstra betaling for ændringer og bygherrens ret til godskrivning for besparelse ved ændringer, eller litra e om totalentreprenørens og bygherrens ret til tidsfristforlængelse, eller af nogen anden af de kategorier, der nævnes i § 66, stk. 1, og sagen blev afvist, jf. ABT 18 § 66, stk 1, og Procesreglerne § 13, stk 1, jf § 2, stk 2 Afgørelse af 27 maj 2020 i O-15, O19 og O-20.
Erstatning ikke omfattet.
En totalentreprenør anlagde sag mod en bygherre om mistet dækningsbidrag Bygherren påstod sagen afvist. Efter anmodning fra parterne udpegede Voldgiftsnævnet en juridisk dommer til at træffe afgørelse. Den juridiske dommer fandt, at tvisten retteligt angik spørgsmålet om erstatning i et tilfælde, hvor gennemførelse af en totalentreprise hindres af en servitut. Der var tvist om, hvorvidt bygherren var ansvarlig for hindringen, jf. ABT 18 § 4, stk 2, om entreprisen var endeligt stoppet eller blot forsinket, og om entreprenørens krav på erstatning for forsinkelse eller afbestilling, jf. § 41, § 26, stk. 4, og almindelige obligationsretlige regler. Herefter fandtes tvisten ikke omfattet af nogen af de kategorier, der nævnes i § 66, stk. 1, og sagen blev afvist, jf. ABT 18 § 66, stk. 1, og Procesreglerne § 13, stk. 1, jf. § 2, stk. 2. Afgørelse af 27. maj 2020 i O-16 og O-17.
Afhjælpnings-/erstatningspligt ikke omfattet.
En bygherre anlagde sag mod en entreprenør om anerkendelse af afhjælpnings/erstatningspligt. Entreprenøren påstod afvisning. Voldgiftsnævnet fandt, at tvisten ikke henhørte under nogen af de kategorier af tvister, der kan prøves ved en hurtig afgørelse, og sagen blev afvist, jf AB 18 § 68, stk 1, og Procesreglerne §13, stk 1, jf § 2, stk 2 Afgørelse af 28. oktober 2019 i O-4.
Efterfølgende kumulation med anden tvist om sikkerhedsstillelse ikke omfattet.
En entreprenør anlagde sag mod en bygherre om betalingskrav I betalingskravet var fratrukket et modkrav fra bygherren vedr sikkerhedsstillelse I replikken forhøjede entreprenøren sit betalingskrav under henvisning til, at en del af det i anmodningen anerkendte modkrav vedr. sikkerhedsstillelse skulle nedskrives. Heroverfor anførte bygherren i duplikken, at modkravet, herunder vedrørende sikkerhedsstillelsen, var berettiget Den juridiske opmand fandt i samråd med Voldgiftsnævnet, at den foreliggende tvist om sikkerhedsstillelse ikke henhørte under nogen af de kategorier af tvister, der kan prøves ved en hurtig afgørelse, og tvistepunktet blev afvist, jf. AB 18 § 68, stk. 1, og Procesreglerne §13, stk. 1, jf. § 2, stk. 2. Dertil kom, at den hurtige afgørelse er begrænset til den tvist, der fremgår af anmodningen om hurtig afgørelse. Da tvisten om sikkerhedsstillelsen ikke fremgik af anmodningen om hurtig afgørelse, kunne den heller ikke af den grund indgå i nærværende sag, jf AB 18 § 68, stk 4, analogt, og Procesreglernes § 9, stk. 1, analogt. Afgørelse af 20. juli i O-22.
Erstatning/godtgørelse for forsinkelse ikke omfattet.
En entreprenør anlagde sag mod en bygherre om betalingskrav Bygherren påstod afvisning for så vidt angår en del af kravet, som vedrørte dækning af udgifter til mandskab som følge af anden entreprenørs forsinkelse. Den juridiske opmand fandt i samråd med Voldgiftsnævnet, at kravet retteligt vedrørte erstatning/godtgørelse for forsinkelse, som ikke henhører under nogen af de kategorier af tvister, der kan prøves ved en hurtig afgørelse, og tvistepunktet blev afvist, jf AB 18 § 68, stk 1, og Procesreglerne §13, stk 1, jf § 2, stk 2 Afgørelse af 20. juli i O-22.
Rentetilskrivning vedr. en faktura, der ikke indgik i sagen, mv. ikke omfattet.
En entreprenør anlagde sag mod en bygherre om betalingskrav Bygherren påstod afvisning for så vidt angår en del af kravet, som dels vedrørte rentetilskrivning vedr en faktura, der ikke indgik i sagen, dels et administrationsgebyr. Den juridiske opmand fandt i samråd med Voldgiftsnævnet, at sådanne krav ikke henhører under nogen af de kategorier af tvister, der kan prøves ved en hurtig afgørelse, og tvistepunktet blev afvist, jf. AB 18 § 68, stk. 1, og Procesreglerne §13, stk 1, jf § 2, stk 2 Afgørelse af 20 juli i O-22
Flere selvstændige tvister – krav om morarente ikke omfattet.
En entreprenør anlagde sag efter AB 18 Forenklet § 54 mod en bygherre om adgang til at holde betalinger tilbage og krav om morarenter. Bygherren påstod frifindelse og afvisning for så vidt angår kravet om morarenter Voldgiftsnævnet fandt, at en del af kravet om morarenter ikke var et accessorisk rentekrav, hvorfor den del af tvistepunktet blev afvist, jf AB 18 Forenklet § 54, jf. AB 18 § 68, stk. 1, og Procesreglerne 13, stk. 1, jf. § 2, stk. 2. Afgørelse af 14. august 2020 i O-26.
Under sag om tilbagehold kunne der tages stilling til mangelkrav og afhjælpningsret.
En entreprenør anlagde sag mod en bygherre om tilbagehold og afhjælpningsret. Bygherren påstod afvisning. Voldgiftsnævnet fandt, at der i forbindelse med opmandens stillingtagen til bygherrens tilbagehold også kunne tages stilling til den underliggende tvist, om bygherrens tilbagehold var tilstrækkeligt begrundet i mangelkrav, herunder om entreprenøren fortsat havde afhjælpningsret, og sagen kunne behandles, jf Procesreglerne § 13, stk 1, jf § 2, stk 2, og AB 18 § 68, stk. 1. Afgørelse af 1. september 2021 i O-43.
Under sag om tilbagehold kunne der tages stilling til, om fakturerede rådgivningsydelser var udført, og om det aftalte faktureringstidspunkt var indtrådt.
En rådgiver anlagde sag mod en bygherre med krav om betaling for totalrådgivning, projekteringsledelse og byggeledelse i forbindelse med opførelse af to ejendomme Bygherren påstod afvisning. Voldgiftsnævnet fandt, at opmanden i en tvist om en rådgivers krav om betaling havde kompetence til at tage stilling til, om der var udført ydelser for det krævede beløb, og om det aftalte faktureringstidspunkt var indtrådt, ligesom opmanden havde kompetence til at tage stilling til, om ydelserne var kontrakt- eller merarbejde, og rådgiverens krav kunne derfor behandles, jf Procesreglerne § 13, stk 1, ABR Forenklet § 49, stk 1, og ABR 18 § 62, stk 1, litra a og c Afgørelse af 21. september 2023 i O-149.
Tvist om, hvilken aftale parterne havde indgået om vederlæggelse for entreprisen, var ikke omfattet.
En entreprenør anlagde sag mod en bygherre om ret til ekstra betalinger og regulering af entreprisesummen. Bygherren påstod afvisning under henvisning til, at sagen grundlæggende angik en tvist om, hvilken aftale parterne havde indgået om vederlæggelse for entreprisen, herunder om der var aftalt faktiske mængder til enhedspriser, arbejde i regning eller fast pris. Voldgiftsnævnet fandt, at tvisten hverken var omfattet af litra c, om entreprenørens ret til ekstra betaling for ændringer, eller litra d, om entreprenørens ret til regulering af entreprisesummen. Tvisten var heller ikke omfattet af AB 18 § 68, stk. 1, litra j eller k, og sagen blev afvist, jf Regler for hurtig afgørelse 2018 § 13, stk 1, jf § 2, stk 2, og AB 18 § 68, stk 1 Afgørelse af 30. november 2022 i O-104.
Sag om mistet dækningsbidrag angik retteligt tvist om erstatning, som ikke er omfattet. En underentreprenør anlagde sag mod en hovedentreprenør om mistet dækningsbidrag Hovedentreprenøren påstod afvisning Voldgiftsnævnet fandt, at tvisten retteligt angik spørgsmålet om erstatning, som ikke er omfattet af AB Forenklet § 54, jf. § AB 18 § 68, stk. 1, litra c, eller nogen af de andre kategorier af tvister, som kan prøves ved hurtig afgørelse, og sagen blev afvist, jf. Procesreglerne § 13, stk. 1, jf. § 2, stk. 2, og AB Forenklet § 54, jf. AB 18 § 68, stk. 1. Afgørelse af 8. januar 2021 i O-31.
Sag om tilbagehold begrundet i dagbod angik forsinkelsesansvar, som ikke er omfattet.
En bygherre anlagde sag mod en totalentreprenør om tilbagehold, der vedrørte dagbod. Totalentreprenøren påstod afvisning. Voldgiftsnævnet bemærkede, at der kan anmodes om hurtig afgørelse om tidsfristforlængelse efter ABT 18 § 66, stk. 1, litra e. Opmanden kan dog ikke i sin vurdering heraf tillige tage stilling til forsinkelsesansvar, herunder kritisk vej, da problemstillingerne i sådanne sager typisk vil være for komplekse og kræve en del bevisførelse, herunder vidneforklaringer Videre bemærkedes det, at anvendelsesområdet for bestemmelsen i ABT 18 § 66, stk. 1, litra e, har relevans for forståelsen af anvendelsesområdet for bestemmelsen i ABT 18 § 66, stk. 1, litra a, og de øvrige kategorier af tvister i ABT 18 § 66, stk. 1. Voldgiftsnævnet fandt på denne baggrund, at parternes tvist om bygherrens tilbagehold begrundet i dagbod ikke kunne behandles, da opmanden i vurderingen heraf ville skulle tage stilling til spørgsmålet om forsinkelsesansvar, og sagen blev afvist, jf. Procesreglerne § 13, stk. 1, jf. § 2, stk. 2, og ABT 18 § 66, stk. 1. Afgørelse af 17. februar 2022 i O-65.
Tvist om dagbøder, hovedtidsplan og forcering ikke omfattet
En entreprenør anlagde sag mod en bygherre om ret til tidsfristforlængelse, dagbøder, hovedtidsplan og forcering. Bygherren påstod sagen afvist. Opmanden bemærkede, at tvister om dagbøder, hovedtidsplan og forcering ikke er omfattet af opregningen i ABT 18 § 66, stk. 1, og disse tvistepunkter kunne ikke behandles, jf. Procesreglerne § 13, stk. 1, jf. § 2, stk 2, og ABT 18 § 66, stk 1 For så vidt angik spørgsmålet om ret til tidsfristforlængelse fandt opmanden i samråd med Voldgiftsnævnet, at dette tvistepunkt som udgangspunkt kunne behandles, da det angik årsagen til forsinkelsen og således ikke grundlaget for eller udmåling af en eventuel erstatning. Imidlertid indebar påstanden, således som den var formuleret, at der ud over stillingtagen til et eventuelt krav på tidsfristforlængelse, tillige skulle tages stilling til udregningen af tidsfristforlængelsen. En forsvarlig afgørelse af dette spørgsmål kunne efter opmandens vurdering ikke ske uden en bevisførelse med afhøring af parter og vidner samt eventuelt afholdelse af syn og skøn, og denne del af sagen var derfor ikke egnet til hurtig afgørelse, jf. Procesreglerne § 12, stk. 1, og ABT 18 § 68, stk. 8. Afgørelse af 5. oktober 2021 i O-44.
Tvist om forudsat bestemt arbejdstid ved opgørelse af ekstrabetaling ikke omfattet.
En underentreprenør anlagde sag mod en hovedentreprenør om, at hovedentreprenøren skulle tilpligtes at anerkende, at (1) underentreprenøren var berettiget til ekstrabetaling efter AB 18 § 24, stk. 3, som følge af en tilføjelse i en revideret plan for sikkerhed og sundhed, og at (2) opgørelsen af ekstrakrav skulle ske på baggrund af en bestemt forudsætning om arbejdstid. Hovedentreprenøren påstod afvisning. Voldgiftsnævnet bemærkede, at det følger af bemærkningerne til AB 18 § 68, stk 9, at de påstande, der nedlægges i en sag om hurtig afgørelse, skal have en sådan klarhed, at de skal kunne danne grundlag for en voldgiftsafgørelse. Voldgiftsnævnet fandt, at således som underentreprenørens anerkendelsespåstand 1 var formuleret, havde den ikke en sådan klarhed, at den kunne danne grundlag for en voldgiftsafgørelse. For så vidt angik anerkendelsespåstand 2 fandt Voldgiftsnævnet, at en sådan tvist ikke henhørte under nogen af de kategorier af tvister, der er nævnt i AB 18 § 68, stk 1, og sagen blev afvist, jf Procesreglerne § 13, stk 1 og 2, og AB 18 § 68, stk. 10. Afgørelse af 21. marts 2022 i O-66.
Sag om tilbagehold begrundet i dagbod ikke omfattet.
En entreprenør anlagde sag mod en bygherre om tilbagehold Bygherren påstod afvisning Bygherren havde tilbageholdt betaling af entreprenørens fakturakrav på godt 25 mio. kr. i det væsentlige begrundet i dagbodskrav på 186 mio. kr. Tvisten ville derfor reelt komme til at angå en stillingtagen til dagbodskravet, som var en tvist om forsinkelse, der ikke kunne behandles efter reglerne om hurtig afgørelse, og sagen blev afvist, jf. Procesreglerne § 13, stk 1, jf § 2, stk 2, og AB 18 § 68, stk 1 Afgørelse af 20. maj 2025 i O-272.
Tvist om, hvilken aftale parterne havde indgået om vederlæggelse for entreprisen, var ikke omfattet.
Voldgiftsnævnet fandt, at opmanden ikke efter AB 18 § 68, stk. 1, litra c, eller nogen anden af de kategorier af tvister, der er nævnt i AB 18 § 68, stk. 1, litra a-j, havde kompetence til at afgøre, om entreprenøren var berettiget til særskilt betaling for udførelse af daglig inspektion af nogle færdselsregulerende foranstaltninger på en entreprise, da en sådan tvist grundlæggende drejede sig om, hvilken aftale parterne havde indgået om vederlæggelse for entreprisen, og sagen blev derfor afvist. Afgørelse af 23. maj 2025 i O-268.
Verserende sag om samme tvist
Sag om hurtig afgørelse afvist, da kravet hvilede på samme grundlag (klart og entydigt udbudsmateriale) som tvisten i en verserende voldgiftssag.
En entreprenør anlagde sag mod en bygherre i anledning af en tvist. Bygherren påstod afvisning med henvisning til, at der verserede en voldgiftssag om samme tvist. Voldgiftsnævnet fandt i samråd med voldgiftsrettens formand, at entreprenørens krav i anmodningen om hurtig afgørelse ikke umiddelbart var indtalt i voldgiftssagen, men fandtes at hvile på samme grundlag som det krav, der var indtalt i voldgiftssagen Begge sager angik således, om det udbudsmateriale, der lå til grund for tilbudsgivning/kontraktindgåelse, var tilstrækkelig klart og entydigt. Den verserende voldgiftssag var derfor til hinder for, at kravet kunne prøves som en sag under hurtig afgørelse, og sagen blev afvist, jf. Regler for hurtig afgørelse 2018 § 13, stk. 1, jf. § 3, stk. 3, og AB 18 § 68, stk. 2. Afgørelse af 1. marts 2023 i O109
Verserende voldgiftssag til hinder for prøvelse af samme tvist i en sag om hurtig afgørelse. En underentreprenør indgav anmodning om hurtig afgørelse af en tvist med en hovedentreprenør om merbetaling. Hovedentreprenøren afgav svarskrift og inddrog samtidig hermed bygherren ved adcitationsskrift med påstand om betaling af underentreprenørens krav og et hovedentreprenørtillæg på 15 % Bygherren gjorde i adcitationsduplikken gældende, at hovedentreprenørens krav på hovedentreprenørtillæg skulle afvises med henvisning til, at der verserede en voldgiftssag om samme tvist. Voldgiftsnævnet fandt i samråd med voldgiftsrettens formand i den verserende voldgiftssag, at det forhold, at bygherren ikke havde nedlagt en formel påstand om afvisning af kravet og først i adcitationsduplikken havde fremsat indsigelse mod kravet, ikke kunne føre til, at nævnet var afskåret fra at påse, om betingelserne for behandling af kravet var overholdt. Voldgiftsnævnet fandt, at der både i voldgiftssagen og O-sagen skulle tages stilling til, om der mellem parterne var fast praksis for et hovedentreprenørtillæg på 15 %, om bygherren havde godkendt et hovedentreprenørtillæg på 15 %, og om et hovedentreprenørtillæg på 15 % er sædvanligt i byggebranchen Den verserende voldgiftssag var derfor til hinder for, at hovedentreprenørens krav på et hovedentreprenørtillæg på 15 % kunne prøves under Osagen, jf. Regler for hurtig afgørelse 2018 § 13, stk. 1, jf. § 3, stk. 3, og AB 18 § 68, stk. 2. Afgørelse af 20. april 2023 i O-112.
Verserende sag om samme tvist og manglende forhandling En bygherre indgav anmodning om hurtig afgørelse i en tvist med en entreprenør om betaling af nogle aftalesedler. En halv time efter indgav bygherren anmodning om beslutning om stillet sikkerhed om samme forhold. Der opstod herefter uenighed om, hvorvidt O-sagen skulle afvises, og hvorvidt der havde været gennemført forhandling på ledelsesrepræsentantniveau i O-sagen. VBA fandt, at der ikke kunne iværksættes en beslutning om stillet sikkerhed, hvis der på tidspunktet for anmodningen herom verserede en sag om hurtig afgørelse om samme forhold Videre fandt VBA, at de forhold, der begrundede entreprenørens udbetalingskrav under garantien, kunne indbringes i sagen om hurtig afgørelse.
Bygherren kunne imidlertid ikke dokumentere, at der havde været gennemført eller søgt gennemført forligsdrøftelser om tvisten på ledelsesrepræsentant-niveau, før anmodningen om hurtig afgørelse blev indgivet. Sagen om hurtig afgørelse blev derfor afvist. Som konsekvens heraf skulle sagen om beslutning om stillet sikkerhed fortsætte Afgørelse af 24 marts 2025 i O-266.
Antal opmænd
Voldgiftsnævnet beslutter om en eller flere opmænd.
En bygherre anlagde sag mod en entreprenør om anerkendelse af tilbagehold og anmodede om, at der blev udpeget en faglig opmand. Entreprenøren påstod frifindelse og anmodede om to faglige opmænd og en juridisk opmand Voldgiftsnævnet fandt, at der henset til sagsgenstandens værdi (under 200 000 kr ) og tvistens art og karakter kun skulle udpeges én opmand (faglig), jf. AB 18 § 68, stk. 3, og Procesreglerne § 13, stk. 2, jf. § 8, stk. 1 og 2. Afgørelse af 17. oktober 2019 i O-4.
Senere udvidelse med ny tvist
Selvstændigt krav omfattet af samme tvist og indgik i sagen.
En bygherre anlagde sag mod en entreprenør om anerkendelse af tilbagehold som følge af mangler og arbejdets stade. Entreprenøren påstod frifindelse og nedlagde en selvstændig påstand om betaling af en faktura, der ikke vedrørte samme forhold, som bygherrens krav angik Bygherren påstod afvisning Voldgiftsnævnet fandt, at entreprenørens krav var omfattet af den tvist, der fra bygherrens side var anmodet om hurtig afgørelse af, og det selvstændige krav kunne behandles, jf. AB 18 § 68, stk. 4, og Procesreglerne § 13, stk. 1, jf. § 9, stk. 1. Afgørelse af 28. oktober 2019 i O-4.
Udvidelse af påstand i replikken ang. nye tvistepunkter afvist.
En underentreprenør anlagde sag mod en hovedentreprenør om betaling for ekstraarbejder. I replikken reviderede underentreprenøren sin påstand. Hovedentreprenøren påstod afvisning af underentreprenørens reviderede påstand. Voldgiftsnævnet fandt, at underentreprenørens påstand i klageskriftet angik en tvist om kontrakt og ekstraarbejder, og at underentreprenørens reviderede påstand i replikken tillige angik en række andre tvister, som vedrørte byggeleder og advokatomkostninger til konflikthåndtering, omkostninger i forbindelse med varsling af dagbod, omkostninger til sikkerhedsstillelse og rykkere samt kompensationsgebyr, som ikke fremgik af klageskriftet. Voldgiftsnævnet fandt herefter, at de øvrige tvister var nye tvistepunkter, som ikke kunne behandles, og de nye tvistepunkter blev afvist, jf Procesregler § 9, stk 1, analogt, og AB 18 § 68, stk 4, analogt Afgørelse af 11 maj 2022 i O-64.
Indklagedes selvstændige påstand om dagbod angik ny tvist i forhold til klagers betalingskrav.
En underentreprenør anlagde sag mod en hovedentreprenør om tilbagehold begrundet i mangler ved underentreprenørens ydelser. Hovedentreprenøren påstod frifindelse og nedlagde selvstændig påstand om bl.a. friholdelse for et dagbodskrav fra bygherren. Underentreprenøren påstod afvisning. Voldgiftsnævnet fandt, at den del af det selvstændige krav, der vedrørte friholdelse for dagbodskrav, ikke var omfattet af tvisten eller i øvrigt af nogen af de kategorier af tvister, der nævnes i AB 18 § 68, stk 1, og den del af det selvstændige krav blev afvist, jf. Procesreglerne § 12, stk. 1, og AB 18 § 68, stk. 4. Afgørelse af 11. marts 2021 i O-33.
Krav til anmodning
Uklar påstand
En underentreprenør anlagde sag mod en hovedentreprenør om, at hovedentreprenøren skulle tilpligtes at anerkende, at (1) underentreprenøren var berettiget til ekstrabetaling efter AB 18 § 24, stk. 3, som følge af en tilføjelse i en revideret plan for sikkerhed og sundhed, og at (2) opgørelsen af ekstrakrav skulle ske på baggrund af en bestemt forudsætning om arbejdstid Hovedentreprenøren påstod afvisning Voldgiftsnævnet bemærkede, at det følger af bemærkningerne til AB 18 § 68, stk 9, at de påstande, der nedlægges i en sag om hurtig afgørelse, skal have en sådan klarhed, at de skal kunne danne grundlag for en voldgiftsafgørelse. Voldgiftsnævnet fandt, at således som underentreprenørens anerkendelsespåstand 1 var formuleret, havde den ikke en sådan klarhed, at den kunne danne grundlag for en voldgiftsafgørelse. For så vidt angik anerkendelsespåstand 2 fandt Voldgiftsnævnet, at en sådan tvist ikke henhørte under nogen af de kategorier af tvister, der er nævnt i AB 18 § 68, stk 1, og sagen blev afvist, jf Procesreglerne § 13, stk 1 og 2, og AB 18 § 68, stk. 10. Afgørelse af 21. marts 2022 i O-66.
Klagers subsidiære anerkendelsespåstande kunne behandles
En bygherre anlagde sag mod en hovedentreprenør i en tvist om ekstraarbejder og fradrag i forbindelse med udførelse af hovedentreprisen. Hovedentreprenøren påstod afvisning. Voldgiftsnævnet fandt, at bygherrens fuldbyrdelsespåstande ikke var egnede til at kunne danne grundlag for en voldgiftsafgørelse. Voldgiftsnævnet fandt videre, at opmændene efter AB 18 § 68, stk. 1, litra c, havde kompetence til at tage stilling til bygherrens subsidiære anerkendelsespåstande og dermed, om betingelserne for merbetaling og fradrag var opfyldt i de konkrete tilfælde, og hvad bygherren eventuelt skulle betale til hovedentreprenøren, og hvad hovedentreprenøren eventuelt skulle godskrive bygherren. Hovedentreprenørens påstand om afvisning af sagen blev derfor ikke taget til følge, jf. Procesreglerne § 13, stk. 1, jf. § 2, stk. 2, og AB 18 § 68, stk. 1. Afgørelse af 17. juni 2025 i O-273.
Kumulation/samlet behandling
Ikke adgang til kumulation eller samlet behandling af to eller flere sager om hurtig afgørelse En totalentreprenør anlagde tre sager mod en bygherre om betalingskrav vedrørende samme byggeri. Bygherren anmodede om, at sagerne blev kumuleret, subsidiært behandlet samlet. Voldgiftsnævnet fandt, at selv om kravene i de tre sager vedrørte de samme to parter og byggeri, hvilede på samme retlige grundlag og kunne behandles efter samme procesregler og dermed opfyldte de sædvanlige processuelle betingelser for objektiv kumulation eller sammenlægning, kunne sagerne ikke kumuleres eller sammenlægges, da bestemmelsen i ABT 18 § 66, stk. 4, må forstås således, at ikke er adgang til kumulation eller samlet behandling af to eller flere sager om hurtig afgørelse, jf. forarbejderne til den tilsvarende bestemmelse i AB 18 § 68, stk. 4. Anmodningen om kumulation, subsidiært samlet behandling af sagerne, blev derfor ikke taget til følge. Afgørelse af 18 oktober 2023 i O-160, O-162 og O-163.
Syn og skøn
Syn og skøn eller registreringsforretning tillades ikke.
En bygherre anlagde sag mod en entreprenør om anerkendelse af tilbagehold og anmodede om, at opmanden registrerede mangler og arbejdets stade. Entreprenøren påstod frifindelse Voldgiftsnævnet traf ex officio afgørelse om, at der ikke kunne gennemføres syn og skøn eller registreringsforretning som led i sagen, og anmodningen blev afvist, jf AB 18 § 68, stk. 6, og Procesreglerne § 10, stk. 4. Afgørelse af 17. oktober 2019 i O-4.
Bevisførelse
Ikke adgang til at fremlægge skriftlige vidneerklæringer.
En entreprenør anlagde sag mod en bygherre om krav om betaling for ekstraarbejder og anmodede i forbindelse hermed om tilladelse til at fremlægge en skriftlig vidneerklæring. Bygherren fremsatte indsigelser herimod Voldgiftsnævnet bemærkede, at det i AB Betænkning 1570/2018, s. 176, er anført bl.a.: ”Udvalget finder, at der er behov for en hurtig og enkel proces, baseret på skriftligt grundlag og eventuelt besigtigelse, men uden afhøring af parter og vidner. Derfor er der udarbejdet regler for hurtig afgørelse. En hurtig afgørelse er langt billigere og hurtigere end voldgift. For nogle konflikter vil den ikke være egnet. Det gælder navnlig dem, der kræver bevisførelse ved forklaring Derfor er denne mulighed begrænset til visse opregnede typer af tvister, hvis hurtig afgørelse begæres af den ene part Hvis parterne er enige om det, kan de i alle typer af tvister anmode om en hurtig afgørelse. Den hurtige afgørelsesform og den begrænsede mulighed for bevisførelse skaber behov for at sikre parterne mulighed for en grundigere proces uden begrænsning, og udvalget foreslår derfor, at hurtige afgørelser skal kunne indbringes for voldgift efter § 69 ” Voldgiftsnævnet fandt, at det anførte i betænkningen indebærer, at der ikke i sager om hurtig afgørelse skal kunne fremlægges skriftlige vidneerklæringer, og den skriftlige vidneerklæring blev derfor ikke tilladt fremlagt. Afgørelse af 14. december 2023.
Skriftveksling efter anmodning
Frist for replik forlænget pga. nye oplysninger i svarskrift.
En rådgiver anlagde sag mod en bygherre om betalingskrav Efter bygherrens afgivelse af svarskrift anmodede rådgiveren om forlængelse af fristen for afgivelse af replik. Bygherren protesterede herimod. Voldgiftsnævnet fandt, at der forelå særlige omstændigheder, der talte afgørende for at give rådgiveren længere forberedelsestid. Der blev herved lagt vægt på, at bygherren i svarskriftet havde inddraget flere nye oplysninger i sagen, og at rådgiveren ikke fandtes at have kunnet forberede sig herpå inden sagens anlæg, og fristen for rådgiverens afgivelse af replik blev forlænget, jf. Procesregler § 13, stk. 2, jf. § 9, stk. 6, og ABR 18 § 59, stk. 4. Afgørelse af 29. april 2021 i O-37.
3. indlæg fra en adcitant om praksis for tillæg på ekstraarbejder ikke tilladt, da tvistepunktet havde været behandlet i den foregående skriftveksling.
En underentreprenør anlagde sag mod en hovedentreprenør om betalingskrav. Hovedentreprenøren påstod frifindelse og adciterede samtidig bygherren Efter bygherrens afgivelse af adcitationsduplik anmodede hovedentreprenøren om et tredje indlæg om et spørgsmål om, hvorvidt parterne havde praksis for et 15 % tillæg på ekstraarbejder. Voldgiftsnævnet fandt, at spørgsmålet var behandlet i adcitationsklageskriftet, adcitationssvarskriftet, adcitationsreplikken og i adcitationsduplikken, hvorfor der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, som rent undtagelsesvist talte for et tredje indlæg, og anmodningen blev ikke taget til følge, jf Procesreglerne § 13, stk 2, jf § 9, stk 6 Afgørelse af 24. august 2022 i O-88.
Et 3. indlæg blev tilladt grundet nova.
En bygherre anlagde sag mod en entreprenør om anerkendelse af afvisning af betalingskrav og anmodede efter entreprenørens afgivelse af duplik om afgivelse af et tredje indlæg. Entreprenøren protesterede herimod. Voldgiftsnævnet fandt, at entreprenøren i sin duplik havde inddraget nye oplysninger i sagen med dertilhørende bilag, som ikke fremgik af entreprenørens svarskrift, hvorfor bygherren ikke fandtes at have haft lejlighed til at forholde sig hertil i sin replik, og afgivelse af et tredje indlæg fra hver part blev tilladt, jf AB 18 § 68, stk 4, og Procesreglerne § 13, stk 2, jf § 9, stk 6 Afgørelse af 6. maj 2020 i O-11.
Et 3. indlæg fra klageren tilladt på trods af parternes forudgående procesaftale, hvorefter kun to indlæg var tilladt.
En entreprenør anlagde sag mod en bygherre om bl.a. betalingskrav og henviste i den forbindelse til parternes procesaftale, hvorefter der maksimalt kunne indleveres to skrifter fra hver part, og hvorved fristerne for skriftveksling blev forlænget Voldgiftsnævnet tillod efter en konkret vurdering forlængelse af en række af de frister, der er fastsat i Voldgiftsnævnets procesregler og AB 18 § 68. Efter afgivelse af 2. indlæg fra hver side anmodede entreprenøren om at måtte afgive et 3. indlæg. Bygherren fremsatte indsigelser herimod. Voldgiftsnævnet fandt, at nævnet uanset parternes procesaftale ikke var afskåret fra at tage stilling til entreprenørens anmodning om afgivelse af et 3 indlæg, og at der forelå særlige omstændigheder, der talte afgørende for at tillade et 3 indlæg i sagen Et 3 indlæg fra hver side blev tilladt, jf. Procesreglerne § 13, stk. 1, jf. § 9, stk. 6, og AB 18 § 68, stk. 4. Afgørelse af 5. juli 2022 i O-78.
Henvisning til voldgift
Sag henvist til voldgift, da afgørelse krævede syn og skøn samt parts- og vidneforklaringer.
En rådgiver anlagde sag mod en bygherre om betalingskrav for rådgivningsydelser. Bygherren nedlagde påstand om frifindelse med henvisning til, at rådgiverens ydelser var ubillige og fejlbehæftet og havde medført et større tab, som oversteg rådgiverens tilgodehavende Opmanden fandt, at en stillingtagen til tvisten forudsatte syn og skøn og mundtlig forhandling med afhøring af parter og vidner, og sagen blev henvist til voldgift, jf Procesreglerne § 12, stk. 1, og ABR 18 § 62, stk. 2. Hurtig afgørelse af 14. juni 2021 i O-37.
Tvist om tidsfristforlængelse var ikke egnet til hurtig afgørelse. En entreprenør anlagde sag mod en bygherre om ret til tidsfristforlængelse, dagbøder, hovedtidsplan og forcering. Bygherren påstod sagen afvist. Opmanden bemærkede i samråd med Voldgiftsnævnet, at tvister om dagbøder, hovedtidsplan og forcering ikke er omfattet af opregningen i ABT 18 § 66, stk. 1, og disse tvistepunkter kunne ikke behandles, jf. Procesreglerne § 13, stk. 1, jf. § 2, stk. 2, og ABT 18 § 66, stk. 1. For så vidt angik spørgsmålet om ret til tidsfristforlængelse fandt opmanden i samråd med Voldgiftsnævnet, at dette tvistepunkt som udgangspunkt kunne behandles, da det angik årsagen til forsinkelsen og således ikke grundlaget for eller udmåling af en eventuel erstatning. Imidlertid indebar påstanden, således som den var formuleret, at der ud over stillingtagen til et eventuelt krav på tidsfristforlængelse, tillige skulle tages stilling til udregningen af tidsfristforlængelsen. En forsvarlig afgørelse af dette spørgsmål kunne efter opmandens vurdering ikke ske uden en bevisførelse med afhøring af parter og vidner samt eventuelt afholdelse af syn og skøn, og denne del af sagen var derfor ikke egnet til hurtig afgørelse, jf. Procesreglerne § 12, stk. 1, og ABT 18 § 68, stk. 8. Afgørelse af 5. oktober 2021 i O-44.
Tvist om tidsfristforlængelse var ikke egnet til hurtig afgørelse og blev henvist til voldgift, medens behandling af andre tvistepunkter fortsatte under sagen om hurtig afgørelse.
En bygherre anlagde sag mod en hovedentreprenør om dennes krav om betaling for ekstraarbejder og tidsfristforlængelse på et nærmere antal arbejdsdage Opmændene fandt, at kravet om tidsfristforlængelse ikke var egnet til hurtig afgørelse, jf. AB 18 § 68, stk. 8. Opmændene lagde herved vægt på, at kravet relaterede sig til afleveringsterminen, samt på at det var nødvendigt at have et ret detaljeret kendskab til arbejderne fra de påberåbte omstændigheders indtræden og frem til afleveringen samt til arbejdernes indbyrdes sammenhæng, herunder kritisk vej Opmændene havde imidlertid gennem skriftvekslingen alene kendskab til nogle enkeltbegivenheder, hvortil kom, at en vurdering af en mulig tidsfristforlængelse sandsynligvis ville indebære vidneforklaringer. Opmændene fandt det forsvarligt at tage stilling til de øvrige spørgsmål i sagen, herunder om økonomiske krav og subsumtion under AB 18 § 39. Der var en sådan adskillelse mellem spørgsmålet om tidsfristforlængelse og de øvrige spørgsmål, at en delhenvisning var forsvarlig, og spørgsmålet om tidsfristforlængelse blev henvist til behandling i andet forum, jf Procesreglerne § 12, stk. 1, og AB 18 § 68, stk. 8. Hurtig afgørelse af 22. august 2022 i O-77.
Voldgiftsnævnets kompetence
Ikke adgang for opmanden til at efterprøve Voldgiftsnævnets formalitetsafgørelser.
I et afsluttende indlæg anmodede en af parterne opmanden om at tilsidesætte en af Voldgiftsnævnet tidligere truffet formalitetsafgørelse i sagen med henvisning til, at formalitetsafgørelsen var ugyldig og materiel forkert. Opmanden bemærkede, at det fremgår af AB 18 § 68, stk 10, at der for sager om hurtig afgørelse gælder de regler, som er fastsat af Voldgiftsnævnet Ifølge Regler for hurtig afgørelse 2018, § 13, stk 1, fremgår, at Voldgiftsnævnet påser, om betingelserne for behandling af tvisten ved Voldgiftsnævnet er overholdt og træffer afgørelser herom. Af § 13, stk. 2, fremgår, at Voldgiftsnævnet træffer afgørelse om processuelle tvister mellem parterne i forbindelse med sagens behandling. Bestemmelserne indebærer, at Voldgiftsnævnet har kompetencen til at tage stilling til spørgsmål om, hvorvidt sagen kan behandles efter regler om hurtig afgørelse, samt til processuelle tvister mellem parterne. Herefter og idet der ikke i reglerne for sagens behandling er tillagt opmanden kompetence til at tage stilling til/efterprøve de omhandlede spørgsmål, blev anmodningen om tilsidesættelse af Voldgiftsnævnets formalitetsafgørelse ikke taget til følge. Afgørelse af 9. januar 2024 i O-172.
Indbringelse af hurtig afgørelse for voldgift
Ved indbringelse af en hurtig afgørelse for voldgift blev de tvistepunkter afvist, der ikke havde været med i den hurtige afgørelse, og som ikke havde været undergivet forhandling.
En bygherre indbragte en hurtig afgørelse for voldgift efter AB 18 § 69 Entreprenøren påstod sagen afvist Voldgiftsnævnet fandt, at kun ét at tvistepunkterne (mangelkrav) i voldgiftssagen havde været inddraget under sagen om hurtig afgørelse. Der var heller ikke dokumentation for, at der før anlægget af voldgiftssagen havde været gennemført eller forgæves forsøgt gennemført forhandling om de resterende tvistepunkter i henhold til AB 18 § 64 Voldgiftsnævnet fandt efter en samlet vurdering herefter, at bygherrens mangelkrav kunne behandles under voldgiftssagen, mens de øvrige tvistepunkter blev afvist, jf Regler for voldgift 2018 § 2, stk. 4, og AB 18 § 69, stk. 2. Endvidere fandt Voldgiftsnævnet, at spørgsmålet, om indbringelsen af opmandens afgørelse skulle have opsættende virkning, måtte henskydes til, at der var nedsat en voldgiftsret, jf. Regler for hurtig afgørelse 2018 § 17, stk. 5, og AB 18 § 68, stk. 9, sidste pkt. Afgørelse af 4. maj 2022 i C-16095.
Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed
Vesterbrogade 2B, 3. sal 1620 København
CVR 61 03 44 12
Tlf 33 13 37 00
Voldgift@voldgift dk www voldgift dk