
3 minute read
Byens børn
Mit navn er Line Kang Larsen. Jeg er opvokset uden for Stenum på Spurvevej med mine forældre, Lone og Per, samt min yngre bror, Joon. Jeg er født på den anden side af jorden i Sydkorea, men har været så heldig at finde min familie i Nordjylland. Stenum har skabt rammerne for den primære del af min barndom og ungdom, da jeg har haft det meste af min børnehave tid der og startede i 0. klasse på Tolstrup-Stenum Friskole i år 2006. Jeg forsøgte mig selvfølgelig med diverse sport i TSI, det kunne vi alle dog hurtigt konkludere, at det nok ikke var rette hylde for mig. I stedet søgte jeg mod både Hjørring og Brønderslev, hvor jeg brugte flere år på at synge i både pigekor og kirkekor.
I 2016 startede jeg på Brønderslev Gymnasium & HF, hvor jeg også dimitterede med en studentereksamen. Gennem arbejde med gæsteservice fra både min tid som ispige i Løkken og som medarbejder i Fårup Sommerland, fandt jeg min rette hylde. Servicebranchen er lige mig!
Advertisement
I mit første sabbatår fik jeg derfor en spontan idé og tog på guideskole med Service & Co. Efter flere ugers intenst kursus på Malta, var jeg uddannet rejseleder med blod på tanden efter nye eventyr.
Da jeg vendte hjem, fik jeg et tilbud som skiguide hos Højmark Rejser i Schladming, Østrig.
Få dage efter tog jeg bussen fra Aalborg direkte til Alperne. Her havde jeg et par meget lærerige måneder, i og med jeg både var helt nyuddannet, ansat i et team der havde arbejdet sammen siden sæsonstart - og jeg havde aldrig set hverken ski eller pist før. Heldigvis gik det over al forventning! Tiden efter var derfor inklusiv et stort savn til Alperne. Jeg tog endnu en sæson i sommerlandet og brugte noget tid derefter på at pendle til Aarhus, hvor jeg læste projektledelse ved siden af arbejde på skole og i børnehave i Jerslev. Da Covid-19 desværre satte stop for endnu en sæson som guide, havde jeg heldigvis erfaret at spontane beslutninger nemt kunne være springbrættet til uundværlige oplevelser.
Jeg flyttede derfor til København, hvor jeg arbejdede i Coronaopsporingen, inden jeg startede på Cphbusiness som serviceøkonom.
I min praktikperiode fik jeg muligheden for at komme tilbage til Schladming som leder på destinationen. Dette var en oplevelse, der bestemt heller ikke går i glemmebogen! Især fordi jeg halvvejs i sæsonen fik æren af at få 3 skønne gutter fra Stenum ned til mig, da de fik job i den lokale ski shop. Daniel Sørensen, Jacob Ulrich og Jeppe Holmen var en gave at have hos mig - og minderne fra Alperne vil bestemt følge os længe. Vi kan anbefale alle at udforske verden udenfor Stenums rammer også - selvfølgelig uden at glemme hvor hjem er.
Jeg studerer stadig i København, men er forhåbentlig uddannet i januar 2023. Ved siden af arbejder jeg fuldtid fordelt på jobs i børnehave, en friskole og som receptionist på Fisketorvet. Masser af bolde i luften - ligesom jeg elsker det. Fremtiden er stadig uvist, men den bringer helt sikkert spændende muligheder med sig. Jeg er stadig ofte at finde i Nordjylland, da familie, venner og Fårup Sommerland selvfølgelig ikke kan undværes

















