INDTRYK FRA EN VISI TATS I årenes løb har jeg gennemført op til flere visitatser i alle pastorater. De fleste fandt sted på en hverdag, hvor jeg mødtes med præsten, og siden med menighedsrådet og menigheden til en afsluttende gudstjeneste; men derudover var der hver gang god tid til også at køre rundt og besøge forskellige institutioner, interessante mennesker og særlige seværdigheder i området. Efter visitatserne skrev jeg hver gang en rapport til præst og menighedsråd med forslag og ideer, som de kunne arbejde videre med.
Der er meget at fortælle om fra disse visitatser, ikke mindst fra de helt små sogne og sammenhænge. Det bedste eksempel fik jeg i forbindelse med en visitats på Falster, hvor jeg kørte med et menighedsrådsmedlem. Hun var fra Lommelev og insisterede på, at jeg lige skulle se Lommelev. Så vi kørte ned i Lommelev, som er en meget lille og gammel landsby med én gade og nogle få huse. Men hun standsede bilen igen og igen og fortalte: Om huset, som lå derhenne, og hvad der var sket for mange år siden derovre. Om galgebakken, og hvem der var blevet hængt og hvorfor. Om huset, der engang havde ligget på den tomme grund, og hvad der var hændt, osv. Efter 10 minutter måtte vi videre, og hun sukkede: ”Hvor er det ærgerligt, at vi ikke har
mere tid. Vi kunne bruge flere dage i Lommelev!” Hvilket jeg overhovedet ikke er i tvivl om. Som det står på Tom Kristensens gravsted: ”Bøjer jeg mig så dybt, som jeg kan, vokser min verden sig stor”. Når vi bøjer os, standser op, giver os tid og lytter, så bliver verden stor, og himlen åbner sig.
20