Page 1

HVAD VAR DE T DOG, DER SKE TE? Ã…rs- og afskedsberetning v. biskop Steen Skovsgaard


HVAD VAR DE T DOG, DER SKE TE? Ã…rs- og afskedsberetning v. biskop Steen Skovsgaard


HVAD VAR DE T DOG, DER SKE TE? Års- og afskedsberetning v. biskop Steen Skovsgaard

Forside fotos: Ingrid Riis Fotos / Ingrid Riis: side 3, 5, 8, 10, 13, 21, 36 Fotos / Nils Roland: side 4, 7, 23, 25, 27, 29, 33, 35 Fotos / andre: side 9, 11, 15, 19, 20, 24, 30, 31 Grafisk design: Glyholt Grafisk Design Tryk: Videbæk Bogtrykkeri A/S


INDHOLD Indledning Hvad var det dog, der skete... Hej mor, jeg skal være biskop! Husk at klappe hesten Det manglende format Nu kan han sin Lolland-Falster På visit omkring døbefonten Besøg af en vækkelsesprædikant Fra et lille hjørne af Herrens vingård En bøn om lykke og fremgang Indtryk fra Lommelev Måske skulle vi pjække lidt mere Ex contemplatione innovatio De oversøiske menigheder Hærværk på historisk træ I Danmark er jeg født! Dans for Herren Nu tror jeg på Gud! Hvem er kønnest? Dommedag over Lolland-Falster Det mener jeg!

3

4 6 8 9 10 11 12 14 16 18 20 21 22 24 25 26 28 29 30 31 32


INDLEDNING

Denne årsberetning for Lolland-Falsters Stift afviger på flere måder fra en normal årsberetning for stiftet. For det første er den et tilbageblik, ikke bare på det seneste år, men på de sidste 12 års begivenheder og oplevelser i stiftet. For det andet er der ikke flere, men kun én forfatter, nemlig biskoppen, hvorfor den da også har fået et mere personligt præg. Grunden til disse ændringer er, at jeg med udgangen af august 2017 fratræder embedet som biskop. Derfor har jeg i samråd med stiftsrådet valgt, at dette års beretning passende kunne være et personligt tilbageblik på, hvad der er sket i de 12 år, jeg har været biskop.

Beretningen har fået overskriften: Hvad var det dog, der skete? Ordene kan dermed på den ene side antyde, at det er vanskeligt at huske eller at omtale det hele; men på den anden side skal de naturligvis bringe tanken hen på indledningen til Kaj Munks kendte digt: Den blå anemone. Her udtrykker Kaj Munk en stille forundring over alt det underfulde, som er sket, og som stadig sker.

Det var med glæde og tak til stiftsrådet, at jeg gik i gang med opgaven, for der har virkelig været mange sjove, tankevækkende og opmuntrende oplevelser i de forløbne 12 år. Opgaven viste sig dog at vokse til det nærmest uoverstigelige. For da jeg kiggede stiftets scrapbøger igennem og begyndte at overveje, hvad jeg skulle fremhæve, stod spørgsmålene i kø: Hvordan få plads til alle disse år? Hvordan overhovedet prioritere denne beretning og dette tilbageblik? Hvad med alt det, som er sket, men som ikke er beskrevet, og som jeg ikke kender til? Osv.

4


Foto: Ingrid Riis

Hvad var det dog, der skete? Det skal være beretningens fokus. En skildring af alt det – eller noget af det – underfulde og særlige, som jeg har oplevet, og som jeg personligt bare har lyst til at standse op ved og fortælle. Alt det overraskende, uventede, glædelige, sjove og skæve, som er sket i Lolland-Falsters Stift i de 12 år, hvor jeg har fået lov til at være biskop. Det betyder ikke, at der ikke også har været vanskeligheder. Det siger sig selv. Netop derfor behøver jeg da heller ikke berette om det her. I det følgende vil jeg altså nøjes med at opholde mig ved det forunderlige, og jeg håber, at disse få glimt kan være et lille bidrag til at sprede det gode rygte om Lolland-Falster, samt indgyde en forundring, glæde og stolthed over det mangfoldige stift og kirkelige liv her på øerne.

Må Gud velsigne Lolland-Falster, præsterne, provsterne, menighedsrådene, menighederne, stiftskontorets personale og alle, som lever og virker i dette dejlige stift, hvor der er så meget at glæde sig over og forundres over.

Med det ønsker jeg god læselyst, og vil samtidig takke alle, som jeg har haft med at gøre i årenes løb. Herunder naturligvis i særlig grad Susanne, min kone, som var årsagen til, at jeg valgte at sige ja til opgaven, og som har båret med igennem alle årene.

Steen Skovsgaard

Lolland-Falsters Stifts bispegård juni 2017

5


HVAD VAR DE T DOG, DER SKE TE, DEN FØRS TE DAG I MARTS? Det var den første dag i marts måned 2004. Telefonen ringede. Susanne og jeg boede i Aarhus, hvor jeg var provst og sognepræst. Det var en menighedsrådsformand fra Lolland, som på sit syngende mål spurgte, om jeg kunne tænke mig evt. at stille op som biskop ved det kommende bispevalg i 2005 i Lolland-Falsters Stift? Jeg var meget overrasket, for jeg kendte intet til Lolland-Falster, men var naturligvis beæret og takkede for tilliden. Samtidig afslog jeg dog venligt, men bestemt. Jeg var midt i nogle vigtige initiativer omkring islam og muslimer i Gellerup Sogn, så jeg havde ikke hverken øje for eller lyst til andet.

Det var den smukkeste sommerdag, og Nykøbing viste sig fra sin allerbedste side. Så da vi havde været rundt og til slut stod på Marielyst Strand med tæerne i vand, gav vi hinanden hånd på, at det her turde vi godt satse på. Det kunne ikke gå helt galt, hvis vi skulle ende med at flytte til Lolland-Falster. Her var smukt, her var søde mennesker, og jeg måtte indrømme, at det lød som en spændende udfordring at blive biskop og at skulle bo i helt nye omgivelser, i en stor bispegård og på et for os fuldstændig ukendt sted i landet.

Men han ringede igen nogle uger senere, og efter at have talt med Susanne om det og lyttet til hendes argumenter, var jeg denne gang ikke helt så afvisende. Vi besluttede i august 2004 at besøge Maribo, hvor vi mødtes med en gruppe præster og menighedsrådsmedlemmer i Sognets Hus. Det tre timer lange møde mundede ud i, at de godt ville arbejde for mit kandidatur som biskop Holger Jepsens afløser. Vi udbad os lidt betænkningstid, for jeg ønskede forinden at møde Holger Jepsen og personalet på stiftskontoret, og Susanne ville gerne se Nykøbing og danne sig et indtryk af forholdene og bylivet.

”Det kunne ikke gå helt galt,

hvis vi skulle ende med at flytte til Lolland-Falster. Her var smukt og her var søde mennesker

6


7


HEJ MOR, JEG SKAL VÆRE BISKOP! Bispevalgkampen gik snart efter i gang med møder, gudstjenester, læserbreve, PR-foldere, hjemmesider osv. Og fredag den 17. juni 2005 blev jeg valgt som stiftets nye biskop. ”- Hej mor, jeg skal være biskop!” stod der at læse på forsiden af næste dags Folketidende. Jeg havde nemlig sagt til journalisten, at han lige måtte vente et øjeblik på en kommentar, for jeg havde lovet at ringe til min mor, så hun som den første kunne høre resultatet.

Det blev en minderig dag også af andre grunde. En fra forberedelsesgruppen havde lavet en aftale med ”Jazz-onklerne” – vort lokale Jazzband - som denne eftermiddag skulle optræde på torvet i Nykøbing. Og de havde lovet at spille et stykke for den nye biskop, hvis vi kom op på torvet. Det gjorde vi, og fra scenen blev det nu meddelt det glade, fadølsdrikkende publikum, at man i dag kunne præsentere stiftets nye biskop. Jeg måtte op på scenen, og her spillede de nummeret: In the Circle, mens folk klappede ad den nye biskop. Jeg stod nok lidt kejtet på scenen, for jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg burde holde en lille tale; men inden jeg nåede at gribe ud efter mikrofonen, lød et par hæse og højrøstede stemmer fra de nærmeste borde: ”Så gi’r han nok en lille en…” Af frygt for at ende med et krav om fadøl til alle på torvet, valgte jeg at gå stille ned igen. Men denne glade, folkelige og utraditionelle velkomst, hvor byfesten for et kort øjeblik blev afbrudt, har jeg ofte tænkt tilbage på som den allerbedste modtagelse og indgang til bispestolen.

8


HUSK AT KLAPPE HES TEN En anden del af optakten til bispeembedet fandt sted et par måneder senere ved Kippinge Kirke. Under bispevalgkampen havde menighedsrådsformanden i Kippinge i en pause spurgt, om jeg ville være med til at indvie en træhest, hvis jeg skulle blive biskop? I stedet nøjedes jeg derfor med, som indvielsesritual, at klappe hesten. Efterfølgende fik jeg tilsendt et foto af ”begivenheden”, og det har siden stået på mit kontor både som et minde om min første embedshandling, og samtidig som en påmindelse om lige at huske at klappe hesten og ikke fare for hurtigt frem.

Det ville jeg naturligvis gerne, uden at jeg i øvrigt vidste, hvad det indebar. Da dagen kom, blev det alligevel med skælvende knæ, at jeg kørte fra Aarhus til Kippinge Kirke. Folketidende havde nemlig nogle dage forinden skrevet, at den nye biskop ville komme til Kippinge Kirke og ”siddeindvie” den nye træhest. I samme artikel gjorde journalisten sig lystig og opfordrede mig til at tage cykelshorts på som beskyttelse. Så jeg var mildt sagt meget ubehagelig til mode og kunne allerede se mig selv på forsiden, siddende overskrævs på et gammelt torturinstrument. Det måtte vel siges at være den værst tænkelige introduktion af stiftets nye biskop, og med et foto, som langt ville overgå det berømte foto af Poul Nyrups cykelhjelm.

”I samme artikel gjorde journalisten

sig lystig og opfordrede mig til at tage cykelshorts på som beskyttelse. 9


DE T MANGLENDE FORMAT Bispevielsen fandt sted den 11.9.2005, 4-årsdagen for terrorangrebet på tvillingetårnene i New York. Jeg havde derfor valgt salmen: ”Kirken den er et gammelt hus, står om end tårnene falde”, og understregede i prædikenen, at det er godt at blive mindet om, at noget står fast, når denne verdens tårne, magt og statussymboler forgår. En sådan påmindelse kan også være vigtig i forbindelse med en bispevielse. Her er så megen pomp og pragt, skønne kåber, ordener, dekoreringer, rangklasser, at det næsten kan blive for meget. Det blev det i hvert fald for en sognepræst, som op til bispevielsen i sit kirkeblad skrev: ”Nu skal vi til det igen – altså bispevielsen. Forfængelighedens marked, en smagløs seance, hvor den ene har mere travlt med at blive set end den anden, og hvor man næsten falder over hinanden i bestræbelserne for at få luftet al det tingeltangel, der som oftest dækker over manglende format.” Jeg gav i min prædiken sognepræsten delvist ret, med den tilføjelse, at man dog også kan finde megen oppustethed og selvhøjtidelighed i en sådan kritik. Men i samme åndedrag valgte jeg at citere fra en mail, som en god ven havde sendt mig inden bispevielsen. Han skrev: ”Som du iklædes bispekåben til sin tid, sådan vil Kristus lægge sig om dig…med sin visdom, sit sind, sin ydmyghed og sin kraft!”

Bispekåben, som skjuler det manglende format! Det kan være godt at høre for en ny biskop – og for alle. At hvis ikke Kristus rører ved os og lægger sine arme om os, er vi intet. Hver gang jeg har taget bispekåben på, har jeg da også mindet mig selv om de ord og samtidig glædet mig over Lolland-Falsters smukke kåbe.

10


NU KAN HAN SIN LOLLAND-FALS TER! Hvordan skulle jeg komme i gang med at lære Lolland-Falster at kende? Hvem kunne bedst og hurtigst introducere mig til området og landsdelen? Turistcheferne, naturligvis! De kender deres områder allerbedst, og mon ikke de ville være villige til at bruge tid på at fortælle den nye biskop og hans kone om deres områder? I 2005 var der 7 turistchefer med hver sit område, og alle sagde ja til at stille sig til rådighed. Susanne og jeg blev vist rundt og fik fortalt om og blev præsenteret for alle de lokale attraktioner. Vi fik materialer og gode forslag til udflugter, historiske facts og blev oprigtigt forbavset over så stort, seværdigt og mangfoldigt dette

lille stift er. Folketidende var hver gang på pletten med en journalist, for turistcheferne kunne se en fordel i at bruge disse besøg på at promovere deres områder. Den sidste rundvisning fandt sted i Rødby, hvor vi besøgte Lalandia. Og overskriften for artiklen blev: Nu kan han sin Lolland-Falster!

”Vi fik materialer og gode forslag

til udflugter, historiske facts og blev oprigtigt forbavset over så stort, seværdigt og mangfoldigt dette lille stift er.

11


PÅ VISI T OMKRING DØBEFON TEN Det må siges at være noget af en overdrivelse at påstå, at jeg nu kunne min Lolland-Falster. Jeg kendte jo stadig ikke mange af kirkerne, præsterne eller menighedsrådene, og derfor besluttede jeg mig for at besøge samtlige 107 kirker, jo før des bedre.

”Så indenfor det første års tid kunne

Vor Far i Himlen. Vi takker dig for din kirke og menighed på dette sted og for den opgave, som vi har fået betroet som præst og menighedsråd. Vi beder dig: Vis os, hvad du vil, at vi skal gøre, og lad vort arbejde for sogn og menighed blive til velsignelse. Skab liv, vækst og glæde – og lad fællesskabet og den indbyrdes kærlighed i menigheden blomstre og vokse. Værn os imod mismod og ufrugtbar uenighed. Giv os tålmodighed og tillid til, at du er nær og virker med – også når vi ikke kan se det. Lad din Ånd råde over os og dette møde – og hør os når vi sammen og i kor beder: Fadervor…

Susanne notere, at vi havde haft ialt 754 gæster på besøg i bispegården.

Jeg udarbejdede et spørgeskema, som de hver især fik tilsendt, og det brugte vi som oplæg til den senere drøftelse af deres sogn og kirkes særlige kendetegn og problemstillinger. Jeg satte præster og menighedsråd stævne i deres respektive kirker på en bestemt dag og tid til en såkaldt ”bispevisit”. Det var et koncentreret møde uden kaffe og kage, hvilket nu ikke alle respekterede. Der blev flere gange serveret kaffe og kage på, i og omkring døbefonten, mens snakken gik lystigt. Vi drøftede erfaringer, holdninger, mål og visioner, og der blev fortalt gode historier fra området. Hver gang sluttede vi visitten af med en bøn for kirkens liv og vækst:

12


TE ES

DE

DS

NG

GU

NI

MISSION

IS

TJ

RV

EN

UN

R

Efter disse 8 måneders korte visitter formulerede jeg et fælles mål for stiftet, som jeg beskrev i en lille bog: ”Levende menigheder, tanker og indtryk for visitter”. Levende menigheder var et mål, som alle kunne blive enige om at arbejde for. En levende menighed er i mission, og hvor kerneydelserne er gudstjenester, diakoni og undervisning. Jeg formulerede også de værdier, som jeg ønskede at arbejde for og ud fra, nemlig: Tillid, åbenhed, omsorg, respekt og glæde.

DIAKONI

Det blev gode og opmuntrende besøg med inspirerende samtaler, og gevinsten ved så hurtigt at komme rundt i stiftet og blive kendt med forholdene var, at det pludselig gav mig taleret. Selvom jeg var kommet udefra, var jeg nu pludselig den eneste, som havde været hele vejen rundt og havde gjort sig kendt med alle præster, kirker og menighedsråd. Sideløbende med disse visitter afholdt Susanne og jeg forskellige åbent-hus-arrangementer i bispegården for alle præster, provstiudvalg og menighedsråd o. m. a. Så indenfor det første års tid kunne Susanne notere, at vi havde haft i alt 754 gæster på besøg i bispegården.

13


BESØG AF EN VÆKKELSESPRÆDIKAN T En særlig farverig person, som besøgte bispegården, var den kendte vækkelsesprædikant Moses Hansen. Han havde meddelt pressen, at han nu ville på korstog gennem Lolland-Falsters Stift, og jeg blev som stiftets biskop ringet op af nogle journalister, som spurgte, hvad min holdning var til det?

Jeg sagde, at han da skulle være velkommen til en kop kaffe, hvis hans vej kom forbi bispegården. Det kom Moses Hansen for øre, og han ringede til min sekretær og sagde, at han meget gerne ville besøge biskoppen, men tilføjede, at han i øvrigt ønskede the.

Det viste sig, at han selv kom fra Radsted, og jeg kunne så fortælle ham om mit første besøg i Radsted Kirke. Her havde jeg hørt udtrykket, at Helvede ligger 7 mil under Radsted kirke. Udtrykket kommer fra en gammel legende, hvor det fortælles, at der for mange år siden var en bonde, som indgik en pagt med Djævelen for at få en bedre høst. Som betaling for den gode høst lovede han sin sjæl bort til Djævelen. Og høsten blev overordentlig god; men da Djævelen senere kom frem fra sit hul for at få bondens sjæl, ville han alligevel ikke afgive den. Djævelen blev vred og sagde, at han ville komme igen næste år, og så ville han tage bondens sjæl! Landsbyens mænd blev nu enige om at bygge en kirke over det sted, hvor Djævelen var forsvundet. Det blev Radsted Kirke.

Så et par dage efter ankom han med sit kors og sit følge. Glade og muntert syngende svingede de ind på gårdspladsen med det karakteristiske rullende kors, mens de sang en lovsang: ”Du er stor! Du er stor!” Jeg kendte ikke sangen, men stod og tog imod på trappen. ”Ja, det er altså ikke dig, vi synger om!” bemærkede Moses Hansen med et grin, og de kom indenfor til en kop kaffe - og the. Moses Hansen beklagede sig højlydt over det ringe kirkelige og åndelige liv her på øerne, hvilket jeg nu mente, at han nok burde vise lidt større respekt.

14


”Her havde jeg hørt udtrykket, at Helvede

ligger 7 mil under Radsted kirke. Udtrykket kommer fra en gammel legende, hvor det fortælles, at der for mange år siden var en bonde, som indgik en pagt med Djævelen for at få en bedre høst.

Legenden siger med andre ord noget om, hvorfor man bygger kirker. Det gør man for at lukke hullet til Helvede. Ligesom vi synger lovsange for at lukke munden på Djævelen. Selvom der måske ikke kommer så mange i kirken, så bør vi derfor også både glæde os over og vise stor respekt for dem, som kommer. De gør et vigtigt stykke åndeligt arbejde og er, med deres stemmer og tilstedeværelse i kirken, med at holde Djævelen på afstand.

Moses Hansen var meget lydhør, og det blev under alle omstændigheder et interessant og livligt møde med en farverig og åbenhjertig person. En kristen gadedreng, som jeg kaldte ham. I ordets bedste forstand.

Moses Hansen ankommer med sit kors og sit følge en januardag 2007 til bispegården

15


FRA E T LILLE HJØRNE AF HERRENS VINGÅRD Som biskop modtager man mange mails og breve, både positive og negative. Et særligt betydningsfuldt håndskrevet brev fik jeg i forlængelse af en gudstjeneste i Maribo Domkirke. Ved kirkedøren var der en ældre kvinde, som standsede op og fortalte mig, at hun var med i en lille forbønsgruppe, som samledes hver tirsdag. Så hvis jeg havde noget, de særligt skulle bede for, måtte jeg endelig benytte mig af dem. Et par dage efter modtog jeg dette brev: ”Kære Steen Skovsgaard. sklerose. En kan ikke forstå, at hun lever endnu, to har dårlige rygge. Men gruppen har bestået i 10 år, og vi agter at fortsætte. Vi bliver selv velsignet og har fået mange bønnesvar.

Tak for gudstjenesten i søndags i Maribo. Det var mig der nævnte, at vi er 6-7 piger – alle over 70, der hver tirsdag mellem 14-15.30 samles her i min lille stue for at takke og lovprise Gud og gå i forbøn for aktuelle emner i vor by, landsdel, ja hele Danmark, dem ude i verden, der bliver forfulgt p.gr.a. deres tro på Jesus. Vi beder om, at vi kristne må blive/være fyldt af Helligånd og ild, så vi bliver mere synlige i tiden, vi lever i. Ja, der er såmænd emner nok, bare på forsiden af avisen eller TV.

Vi ønsker bare at være et lille bitte hjørne af Herrens vingård. Alt godt til dig og din familie med Gud velsignelse. Kærlig hilsen ”

Vi beder meget for folk i høje stillinger, deriblandt vores biskop med familie…Vi er ganske vist en ynkelig lille flok, alle over 70. En næsten blind, én har Parkinsons sygdom, vi er to, der har

Behøver jeg at fortælle, at jeg siden har brugt denne gruppe mange gange?

16


17


EN BØN OM LYKKE OG FREMGANG I 2013 skød Business Lolland-Falster en kampagne i gang i forbindelse med lanceringen af et nyt slogan: Mærk nærværet – nyd væksten. I kampagnen opfordredes alle gode kræfter til at stå sammen om at gøre Lolland-Falster til et godt og attraktivt område.

Hvad var da mere naturligt end at inddrage den højeste magt. Derfor formulerede jeg en bøn til Gud for Lolland-Falster, som jeg sendte til præsterne med en opfordring om at bruge den i rundt om i kirkerne. Bønnen lød bl.a.:

Udover at bønnen blev brugt flere gange og i forskellige sammenhænge, fik den også et par pudsige konsekvenser eller udløbere. For det første syntes bl.a. TV2 East, at bønnen var så interessant, at de bad mig læse den op i Klosterkirken i Nykøbing, så den kunne blive bragt i bedste sendetid. Lederen for Business Lolland-Falster blev senere spurgt, om bønnen havde gjort sin virkning, og han svarede begejstret, at der var kommet 30 ekstra arbejdspladser. ”Er det da på grund af biskoppens bøn?” blev han spurgt. Hvortil han svarede: ”Det må I spørge biskoppen om!” Det gjorde de nu aldrig. Men hvis de havde spurgt mig, ville mit svar nok have været: Hvorfor skulle det ikke være på grund af bønnen?

Vi takker dig, Gud, for vort sogn og sted, hvor vi har fået lov til at leve og virke. Tak for vort område, for Lolland-Falster, for de muligheder, udfordringer og smukke områder, som er en del af vores hverdag. Vi takker og beder for de mennesker, som arbejder ihærdigt på at gøre Lolland-Falster til et endnu smukkere og endnu mere attraktivt sted at være: for vore politikere, vore erhvervsfolk, offentligt ansatte, kunstnere – ja, for alle som er med til at forme og farve og udvikle vort område. Vi beder om lykke og fremgang for Lolland-Falster, om nærvær og vækst, mod og fantasi, kærlighed og omsorg. Åbn du vore øjne og hjerter, så vi ser, hvad der er vores opgave, og hvor der er brug for os.

18


” De ord blev siden titlen på nogle

populære teaterforestillinger: ”Lykke og Fremgang”, som er såkaldte Danmarkskrøniker, der skal fortælle om livet på Lolland og Falster.

Der var også andre, som hørte og lod sig inspirere af en formulering i bønnen, nemlig ordene: Lykke og Fremgang. Ordene, som bogstavrimer med Lolland og Falster, var hentet fra Jeremias’ bog kap 29, vers 7, hvor profeten opfordrer israelitterne til at bede om lykke og fremgang for byen. De ord blev siden titlen på nogle populære teaterforestillinger: ”Lykke og Fremgang”, som er såkaldte Danmarkskrøniker, der skal fortælle om livet på Lolland og Falster.

Foto: Carsten Krogstrup Fra teaterkrøniken ”Lykke & Fremgang”.

19


INDTRYK FRA EN VISI TATS I årenes løb har jeg gennemført op til flere visitatser i alle pastorater. De fleste fandt sted på en hverdag, hvor jeg mødtes med præsten, og siden med menighedsrådet og menigheden til en afsluttende gudstjeneste; men derudover var der hver gang god tid til også at køre rundt og besøge forskellige institutioner, interessante mennesker og særlige seværdigheder i området. Efter visitatserne skrev jeg hver gang en rapport til præst og menighedsråd med forslag og ideer, som de kunne arbejde videre med.

Der er meget at fortælle om fra disse visitatser, ikke mindst fra de helt små sogne og sammenhænge. Det bedste eksempel fik jeg i forbindelse med en visitats på Falster, hvor jeg kørte med et menighedsrådsmedlem. Hun var fra Lommelev og insisterede på, at jeg lige skulle se Lommelev. Så vi kørte ned i Lommelev, som er en meget lille og gammel landsby med én gade og nogle få huse. Men hun standsede bilen igen og igen og fortalte: Om huset, som lå derhenne, og hvad der var sket for mange år siden derovre. Om galgebakken, og hvem der var blevet hængt og hvorfor. Om huset, der engang havde ligget på den tomme grund, og hvad der var hændt, osv. Efter 10 minutter måtte vi videre, og hun sukkede: ”Hvor er det ærgerligt, at vi ikke har

mere tid. Vi kunne bruge flere dage i Lommelev!” Hvilket jeg overhovedet ikke er i tvivl om. Som det står på Tom Kristensens gravsted: ”Bøjer jeg mig så dybt, som jeg kan, vokser min verden sig stor”. Når vi bøjer os, standser op, giver os tid og lytter, så bliver verden stor, og himlen åbner sig.

20


MÅSKE SKULLE VI PJÆKKE LIDT MERE I et interview til Kristeligt Dagblad i 2006 fortalte jeg om et par højdepunkter i mit liv, som begge viste sig at være resultatet af pjæk. ”Måske skulle vi pjække lidt mere”, fik jeg sagt, og det endte med at blive overskriften for interviewet.

Det er nu en overskrift og et udsagn, som jeg godt vil stå ved. For det er vigtigt, at vi – ikke mindst som præster – kan holde fri med god samvittighed. Når man har hjemmet som sin arbejdsplads og ikke nogen fast arbejdstid, kan arbejdet let komme til at fylde alt for meget. Derfor skal man øve sig i at holde fri med frimodighed, også selvom man føler, der er meget at lave, og at man pjækker, eller at andre måske tænker det. For uden pauser og tid til stilhed og fordybelse går det ikke. Så vil der hverken være nogen vækst, liv eller fornyelse.

” For uden pauser og tid til stilhed

og fordybelse går det ikke. Så vil der hverken være nogen vækst, liv eller fornyelse. 21


EX CON TEMPLATIONE INNOVATIO I 2011 fik stiftet et motto: Fra fordybelse kommer fornyelse. Det hedder på latin: Ex contemplatione innovatio. Ingen fornyelse uden fordybelse, eller omvendt: En fornyelse uden fordybelse visner.

Jeg har ofte forsvaret udtrykket: Udkantsdanmark. Det skal vi her på Lolland-Falster betragte som en hædersbetegnelse. Ligesom træet har en udkant, nemlig barken, sådan må et samfund nødvendigvis også have sine udkantsområder. Og de er vel at mærke ligeså værdifulde for samfundet, som barken er det for træet. Prøv at skære barken af træet og se, hvad der sker! Træet vil visne. Der er næring og velsignelse i barken og i udkantsområder, til gavn og glæde for det øvrige samfund. Den næring kan bl.a. bestå i fordybelsen.

kirkens Administrative Fællesskab (AdF), Monradselskabet, bøger og udgivelser om Monrad, en citatsamling fra Sjæleskat af Chr. Scriver, Inspirationshæfte til nye menighedsråd: Hvad mener I? – osv. Men også stor kunst, bl.a. Hein Heinsens treenighedsskulptur ved bispegården, som trækker mange besøgende til. Særligt bør også nævnes PilgrimsHuset, som blev indviet af dronningen den 24. maj 2016 ved Domkirkens 600 års jubilæum. Den erhvervsdrivende fond Refugiet Lolland-Falster ejer huset, og stiftsrådet yder et uvurderligt tilskud til driften. Huset er nærmeste nabo til Domkirken, og det danner ramme dels om en cafe, dels flere forskellige initiativer: foredrag, retræter, pilgrimsvandring, overnatning o.a.

Der kan nævnes flere eksempler på initiativer, som er udgået fra eller videreudviklet af Lolland-Falsters Stifts engagerede præster, menigheder, medarbejdere og stiftsråd: Vejgudstjenester, Fyld Danmarks kirker, Konfirmanders kirkebyggeri, PilgrimsHus, Pilgrimsruter, Retræter for erhvervsledere, Kirkeligt innovationsudvalg, Præstepraktik for unge teologistuderende, På sporet af Jesus, Teologisk tænketank, Folke-

Gud Helligånd – siden af Hein Heinsens skulptur Treenigheden.

22


23


DE OVERSØISKE MENIGHEDER I 2007 blev tilsynet med de oversøiske immigrantmenigheder under DSUK lagt ind under Lolland-Falster Stift som tilsynsområde. Det betød, at stiftet blev udvidet med flere danske menigheder i Canada, Argentina, Australien, New Zealand samt Israel, med i alt 12 præster. Det har været en stor og spændende opgave, som både har været til personlig inspiration, men også til inspiration for stiftet.

I 2008 dannedes der en særlig venskabsforbindelse til de fire argentinske menigheder, og i 2011 rejste en gruppe på 41 personer fra Lolland-Falster til Argentina. Denne stiftsudvidelse har på mange måder været en øjenåbner for, hvordan danskere for mange år siden immigrerede, blev fuldt integreret i deres nye land, samtidig med at de har formået at bevare deres kirkelige og kulturelle baggrund. Til brug for disse lange rejser, med festgudstjenester under fremmede himmelstrøg, blev der i 2009 syet en ny smuk og meget lettere bispekåbe.

Kunstneren bag rejse-bispekåben, Vibeke Alnor Fong, Los Angeles, fortæller om kåben ved DSUKs konvent i Vancouver i 2015.

24


HÆRVÆRK PÅ HIS TORISK TRÆ Sommeren 2012 opdagede bispegårdens gartner, at eet af de gamle egetræer i indkørslen til bispegården, var ved at gå ud i toppen. Ved nærmere eftersyn konstaterede han, at der var begået hærværk imod træet. Der var store huller fra en boremaskine, hvor én eller flere personer havde hældt syre eller gift ned i. Det var et stort chok, for selvom det jo kun var et træ, så var det ikke et hvilket som helst træ.

onstræer, som jeg har valgt at forære til enhver, der er interesseret, og som vil passe på dem. Overrækkelsen vil finde sted i forbindelse med dette års grundlovsmøde i bispehaven, og evt. i tiden derefter.

Det var den gamle biskop Thorkild Græsholt, som havde sået træet for mange år siden af agern fra Valdemaregen, Danmarks største egetræ. Det er det store næsten 600 år gamle egetræ, som knejser i Corselitze Skovdistrikt på Falster. Der var ingen tvivl om, at denne efterkommer fra det historiske træ nu ville gå til grunde. Året efter valgte jeg at samle de agern, som faldt fra træet, og såede dem i potter og krukker. Hensigten var, at de skulle foræres som små reformationstræer i 2017. Luther har efter sigende sagt, at hvis han fik at vide, at han skulle dø i morgen, så ville han plante et træ i dag. Disse små træer er livsbekræftende i sig selv, men kan også være udtryk for reformationen. Da den katolske kirke var ved at blive forgiftet indefra, kom reformationen og dannede nye frø, taget fra det gamle træ. Der er ca. 24 af disse reformati-

25


I DANMARK ER JEG FØDT! 2006 afholdt vi det første grundlovsmøde i bispegårdshaven. Det er en tradition, som vi har holdt fast ved igennem alle årene, bortset fra 2012, som måtte aflyses, da Hendes Majestæt valgte at aflægge bispegården et besøg på årets grundlovsdag. D.G. Monrad er som bekendt Grundlovens fader, og hvad er mere naturligt end at holde et grundlovsmøde i den have, hvor Monrad i sin tid fik bygget bispegården?

Ved eet af disse møder gik jeg en tidlig morgen ud for at og hejse flaget. Der var stille. Det eneste, som forstyrrede morgenidyllen, var et par unge mænd, som lidt højlydt og snøvlet gik og talte sammen på den anden side af hækken. De havde øjensynligt tilbragt natten i festligt lag og var nu på vej hjem. Da de så, at flaget blev hejst inde ved bispegården, udbrød den ene: ”Hej mand! Det er Grundlovsdag i dag!” Hvorpå de højt istemte sangen: I Danmark er jeg født! Og de sang hele verset, uden fejl! Jeg var imponeret og fortalte det senere til grundlovsgæsterne, som var ligeså imponerede. Vi var enige om, at det nu ikke står så ringe til med de unges viden, nationalfølelse og traditionsbevidsthed, som vi gik og troede.

Senere på dagen var der én, som sagde til mig: ”Nåhh.. jamen den sang kender de selvfølgelig fra The Outlandish.” Med andre ord var det langt fra sikkert, at de havde lært den i skolen. Deres viden havde de utvivlsomt fra en multietnisk popgruppe. Hvilket da er tankevækkende og siger noget om, at vi sommetider skal have andre – herunder fremmede og udlændinge – til at lære os noget om vore egne traditioner og ståsted.

” Nåhh.. jamen den sang kender de selvfølgelig fra The Outlandish.

26


27


DANS FOR HERREN Én af de mest særprægede gudstjenester og danse fandt sted ved gøglergudstjenesten i Døllefjelde Kirke, St. Bededags aften i 2006. Jeg var blevet bedt om at prædike, og der var ca. 30 gøglere, som sad på de forreste rækker i en stuvende fyldt kirke. Under salmen: ”Nærmere Gud til dig” rejste gøglerne sig og gik op i koret, og her stod de nu med hinanden og mig om halsen og sang. Højt, klagende og smertefuldt. Pludselig hørte jeg, at de jo ikke sang: Nærmere Gud til dig, men: Nærmere Gud til MIG! Det var så overraskende for mig, at det endte med at blive temaet for prædikenen. For det er jo den rette måde at forstå evangeliet på. Det er Gud, som kommer til os, og ikke os, der kan bevæge os op til ham. Under postludiet var der endnu en overraskelse. For mens jeg sad og lyttede til det glade og muntre postludium, stod der pludselig en kvindelig gøgler foran mig og bød mig op til dans. Inden jeg nåede at overveje, om det var noget, som hun eller jeg kunne tillade sig, så havde jeg rejst mig, og vi dansede stille rundt i koret foran alteret til de glade toner. Efter et stykke tid kom en mandlig gøgler og bød den kvindelige sognepræst op til dans, og så var vi fire, som sluttede gudstjenesten af med at danse foran Thorvaldsens Kristus, som stod på alteret med sine udbredte arme.

Siden den oplevelse i Døllefjelde Kirke læser jeg den gammeltestamentlige salme 149 v. 3 på en helt ny og anderledes konkret måde: ”I dans skal de lovprise hans navn, til pauke og citer skal de lovsynge ham.” Det var jo det, vi gjorde denne bededagsaften. Vi sang og spillede og dansede for Herren.

”Under postludiet var der

endnu en overraskelse. For mens jeg sad og lyttede til det glade og muntre postludium, stod der pludselig en kvindelig gøgler foran mig og bød mig op til dans.

28


NU TROR JEG PÅ GUD! Gudstjenester er sjældent kedelige, selvom mange ikke-kirkegængere tænker sådan. De kan også sagtens byde på overraskelser ud over det sædvanlige. På en visitats i Kappel kirke fortalte en graver om en ordveksling, han havde hørt mellem to konfirmander.

Det var ved en aftengudstjeneste, og de to piger sad på de bagerste rækker, ikke så langt fra graveren. De var søde og stille under gudstjenesten, selvom det var tydeligt, at de mente, at tiden gik lidt langsomt. Men de holdt trofast ud, selvom især den ene af dem sank længere og længere ned i kirkebænken. Da de kommer til sidste salme og ser, at det er en salme på 10 vers, synker de begge endnu et stykke ned i sæderne og sukker. Men sognepræsten meddeler: ”Ja, vi skal altså ikke synge alle 10 vers, men kun det første og de to sidste:”. Hvorpå den ene af pigerne retter sig op i sædet og udbryder så højt, at graveren tydeligt hører det:

”Nu tror jeg på Gud! 29


HVEM ER KØNNES T? Det er heller aldrig kedeligt at samle penge ind. Den gamle biskop Græsholt og jeg blev for en del år siden af Folkekirkens Nødhjælp bedt om at medvirke som indsamlere ved den årlige fasteindsamling. Vi skulle stå ved en Hus-og-Havemesse i Nykøbing med hver vores indsamlingsbøsse. Der kom mange sjove kommentarer, men heldigvis også en del penge ind. På et tidspunkt konstaterede jeg, at Græsholt vist havde samlet flere penge ind end mig. ”Hvordan kan det være?” spurgte jeg. ”Det er fordi, jeg er kønnere end dig!” var hans hurtige og muntre svar. Lidt efter kom der en journalist fra TV2 East, som ville lave et indslag med de to biskopper, der stod og samlede ind i Nykøbing, og de fik et langt interview med den gamle biskop, som kendte meget både til Folkekirkens Nødhjælp og til det formål, som vi samlede ind til. ”Hvad synes du så om at stå her?” blev jeg derefter spurgt. Og jeg svarede, at jeg netop havde bemærket overfor Græsholt, at han vist havde samlet flere penge ind end jeg. Og at det nok var fordi, han var kønnere end mig. Hvorpå journalisten vendte kameraet om imod Græsholt og spurgte: ”Er det rigtigt?” Græsholt svarede kvikt og med et afvæbnende, charmerende smil: ”Det er jo en skønssag!” Det replikskifte blev selvfølgelig det eneste, som de valgte at bringe.

30


DOMMEDAG OVER LOLLAND-FALS TER Der er ikke noget, som kan sætte sindene i bevægelse som spørgsmål om troen. Hvad tror vi på? Og hvad tør vi tro? I januar 2007 var der en journalist fra Ritzau, som ringede og spurgte mig, om klimaforandringerne kunne være tegn på de sidste tider. Mit svar var: Måske. Det ville jeg da ikke afvise, og jeg ville heller ikke fortænke nogen i at se klimaforandringerne som endetidstegn. Samtidig understregede jeg naturligvis, at ingen som bekendt kender dagen og timen for Jesu genkomst. Det kom der en ret voldsom mediedebat ud af. For tænk, at en biskop overhovedet turde tale om de sidste tider, dommedag og endda sige, at han forventede Jesu genkomst. Hvad havde han gang i? Nogle mente, at jeg burde fyres. Andre at der skulle gøres mere ud af teologisk at prøve kommende bispekandidater. Andre igen mente, at det var både modigt og rigtigt.

for er der ingen, som tør tyde tidens tegn? Tror vi ikke på, at Jesus skal komme igen for at dømme levende og døde? Og hvad med muslimerne, som også venter Jesu komme? Det er faktisk denne ti år gamle debat, som jeg får mulighed for at fordybe mig i med et kommende Phd. studium. Her skal jeg forsøge at lave en komparativ analyse af de sidste tider og dommedag i islam og kristendommen. Det er en stor og vanskelig opgave med mange faldgruber, men jeg er taknemlig over at have fået muligheden.

Jeg må indrømme, at jeg blev noget overrasket over, at disse dybest set forsigtige udtalelser kunne forårsage så stor omtale og debat; men jeg var nu glad for debatten. Og at blive kaldt for dommedagsbiskoppen er da ikke det værste. For hvorfor taler vi i grunden ikke mere om dommedag? Hvorfor taler vi ikke tydeligt og med glædelig forventning om Jesu genkomst? Hvor-

31


”Der har været

mange vidt forskellige, spændende teologiske diskussioner og debatter. Som biskop bliver man ofte bedt om at udtale sig, og der er rig lejlighed til at give sin mening til kende.

DE T MENER JEG!

I anledning af Lutheråret har jeg her til slut valgt at samle 10 teser med nogle af de holdninger, som jeg i forskellige sammenhænge i de forløbne år har forsøgt at argumentere for: 1. Bispeembedet er et hjælpeembede. Ligesom ærtesnorene støtter ærteplanterne og hjælper dem til vejrs, sådan skal biskoppen så vidt muligt hjælpe præster og menigheder med at gro og vokse op i lyset.

6. Ægteskabets velsignelse er givet væk til forholdet mellem mand og kvinde. Derfor afviser jeg at vie to af samme køn, men vil aldrig afvise eller fordømme homoseksuelle eller homoseksuel praksis.

2. Hvis der ikke blandt kristne er en klar forventning om og længsel efter Jesu genkomst, er det et alvorligt tegn på, at troen er vissen.

7. Vinen ved altergangen bør ikke ændres til saftevand, ligesom rigtigt brød er at foretrække frem for slatne oblater.

3. Islam er en modsigelse af det inderste i den kristne tro. Vi skal som kristne tage afstand fra islam, men elske muslimen.

8. Enhver præst skal have sin egen sjælesørger. Man kan ikke øve sjælesorg uden selv at modtage sjælesorg.

4. Jeg siger ikke, at muslimer og kristne tror på den samme Gud. I stedet spørger jeg dem, som påstår, at det er samme Gud: Hvordan kan det da være, at Gud modsiger sin egen åbenbaring?

9. Kirkebønnen er den konkrete menigheds tak, lovprisning og forbøn, som præsten lægger ord til. Derfor bør præsten heller ikke bruge den samme kirkebøn år ud og år ind.

5. Jesus opstod fra de døde, virkeligt og med hud og hår. Graven var tom. Det er et mysterium, som man kun kan nærme sig i tro, tilbedelse og bekendelse.

10. Folkekirkens formål er ikke at forkynde Jesus Kristus som hele verdens frelser. Det er midlet. Målet er at gøre hele verden til Jesu disciple.

32


BISPEEMBEDET ER ET HJÆLPEEMBEDE. LIGESOM ÆRTESNORENE STØTTER ÆRTEPLANTERNE OG HJÆLPER DEM TIL VEJRS, SÅDAN SKAL BISKOPPEN SÅ VIDT MULIGT HJÆLPE PRÆSTER OG MENIGHEDER MED AT GRO OG VOKSE OP I LYSET.

33


Kære præster og menigheder Ved ordinationen lover vi præster, at vi vil prædike sand omvendelse. Hvad det betyder, opdagede jeg en tidlig morgen på vej i toget til København. Vi sad alle bøjet over vores computere og vore egne gøremål, og pludselig lød det i højttaleren: ”Det er togføreren. Undskyld afbrydelsen, men en passagerer har netop gjort opmærksom på, at solopgangen denne morgen er helt speciel smuk. Det synes jeg bare lige, at I skulle vide.” Og alle vendte vi os om imod solopgangen, som virkelig var meget smuk. At prædike omvendelse er at minde om og pege på solopgangen fra det høje, Jesus Kristus. Det er at lyse med det lys, som vi selv har set og mødt. Det er med frimodighed at pege på og glæde sig over, at solopgangen fra det høje har besøgt os. Med de ord ønsker jeg jer fulde huse i alle kirker her i Lolland-Falster - og Guds velsignelse og Gud i vold!

34


35


36


�Med de ord ønsker jeg

jer fulde huse i alle kirker her i Lolland-Falsters Stift - og Guds velsignelse og Gud i vold!

Års- og afskedsberetning 2017  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you