Ingridderen nr. 2

Page 3

LEDER

Året der gik ’Året der gik’: en titel, der skriger på at highlighte et ubestemt antal begivenheder fra det forgangne år og proppe dem brutalt ind i en punkt-for-punkt-liste, naturligvis ordnet i kronologisk rækkefølge. Sådan startede denne leder også, indtil det gik op for undertegnede, at vi allerede har fået tudet ørerne fulde af 2012 i komprimeret tilstand. 2012 i ”test-dig-selv”-spørgsmål, 2012 på Amalienborg, Berlingskes top 10 tilsmudsning af 2012 (ad, brug dog spaltepladsen bedre), 2012 i TV-quiz, 2012’s bedste medieguf… Hvad skal vi med al den opsummering? Det er én lang delkonklusion, som hvert eneste år sniger sig ind i alle mediegenstande. Javel, ikke sagt at vi skal lade vores nyligt rodfæstede historie fare i stilhed. Blot om det ikke ville være rart at lade 2012 være det 2012, vi gennem et helt år alle har oplagret i vores egne små hukommelser? I stedet for at få stukket den samme mediefortolkede pakkeløsning i hånden? Vi er i det revolutionære hjørne her på reaktionen, og beder derfor jer læsere om at danne jeres eget billede af 2012’s sjoveste, bedste og mest mindeværdige begivenheder på vores skønne gymnasie. Ingen praktisk pakkeløsning til jer, det pjat gider vi ikke – vi skriver jo nok delkonklusioner i forvejen. Til gengæld vil vi tage et kig ind i fremtiden (det er også meget sjovere): alkoholfrie caféaftener spøger i horisonten (se s. 4), men hvad værre er, at vi muligvis meget snart alle vil forvandles til gigantiske kugler af Emmerys brød og Van Hauen kaffe… Uf, mere om dén sag på s. 12-16. Lad os derfor tænke tilbage på 2012’s storslåede sammensurium af oplevelser og nu sammen berede os på et nyt endetal, hvad end det bringer til vores lille gymnasiesamfund. Rigtig godt nytår! Marie Louise Vesthardt 2.C, chefredaktør

3


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.