Fantastisk bus om 25 år |2003| VEJLE AMTS TRAFIKSELSKAB

Page 1

Fantastisk bus om 25 år (15 September 2003)

Nutidens bus er en bleg og mat affære i forhold til de fartøjer, der vil fragte os rundt i 2028, når V.A.T. har 50 års jubilæum.

Det er fremtidens buspassagerer, der har kigget i krystalkuglen. V.A.T. har i anledning af sit 25 års jubilæum den 1. oktober opfordret børn i daginstitutioner og skolernes yngste klasser i hele Vejle Amt til at give deres bud på bussen om 25 år. Deres visioner er i overvældende mængde strømmet ind til V.A.T. op til fristens udløb den 1. september. 35 skoler og 17 børnehaver rundt omkring fra amtet har sendt bunker af små, større og store tegninger.

Der er poesi, ildkraft og sprudlende livslyst i den mangfoldighed af udtryk og aktiviteter, bussen repræsenterer i børnenes fantasi. Ingen skal kede sig, sulte eller tørste, mens de flyver mellem hustagene og ser en engel spejle sig i bussens vinduer. Tag en dukkert i pølen, en tur på motionscyklen og en cola i baren eller læg dig på maven og kig ud gennem bussens bund på fiskene, mens du forcerer Lillebælt. Bussen kan alt, og billetpriser taler vi ikke om i 2028.

Visse steder har børnene været igennem en større demokratisk proces for at nå det fornemme mål – en fælles tegning af bussen.

Hvem vil være med? Skal bussen være rund eller firkantet, og kan den flyve eller ej? Der er uendelig meget, der skal tages stilling til og nås til enighed om, før det egentlige arbejde kan gå i gang og opgaverne fordeles. Men det er lykkedes, og medarbejdere hos V.A.T. står på hovedet i tegninger for at finde 10, som er endnu bedre end alle de andre gode.

V.A.T.´s 25 års jubilæum falder den 1. oktober, og dagen før vil formanden for V.A.T.´s bestyrelse, amtsborgmester Otto Herskind Jørgensen og trafikchef Lone Iversen overrække en bus i træ til legepladsen til den skole eller institution, der løber med førstepræmien. De øvrige ni vindere vil også få præmier og besøg af medarbejdere fra V.A.T.

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.