lejligheden: - Hallo dér! Jeg vifter med den frie hånd, siger farvel til Henny og bevæger mig i rask trav mod herrerne. De lader først som om, de ikke ser mig, men det trick bruger jeg selv, så det falder jeg ikke for. Til gengæld falder Anders, da jeg stikker min fod ind mellem hans ben, mens han bevæger sig væk fra min position med blikket rettet mod de otte kilo ost, der bliver spist hver morgen. Inden han ved, hvad der reelt er sket, ligger han i benlås. Søren vil hjælpe ham op, men det skulle han nok aldrig have gjort, for sekundet efter ligger han ved siden af og spytter sand ud af munden. Journalister har i tredje semester timer på politiskolen, hvor vi lærer at komme i kontakt med vrangvillige kilder. De første par dage på politiskolen syntes jeg egentlig, det var spild af tid, men jeg må erkende, at undervisningen siden har hjulpet mig til et par gode historier. På journalisthøjskolen fik vi også undervisning i interviewteknik, og på politiskolen kunne jeg se, at det til forveksling ligner et forhør. Kun stemningen er en anden. Jeg hjælper derfor køkkenfolkene op at stå igen. Mens de retter sig og børster sand af tøjet, skaffer jeg en kande vand og et par glas. Jeg spørger Anders, hvad der driver sådan et par starutter til at lave mad til lejrdeltagerne. - Det er den gode kontakt med mennesker, siger Anders og vrider ryggen for at få leddene til at sidde ordentligt igen. - Ja, siger Søren, der igen kan trække vejret nogenlunde ubesværet. - Og så fornøjelsen ved at lave mad i en skov med udsigt til en sø. - Der er heller ikke nogen konflikter, siger Anders og forsøger at dreje hovedet for at få øjenkontakt. Det knækker lidt i nakken, så han vender hele kroppen, før han fortsætter. - Jo, altså, Søren og jeg kan godt råbe af hinanden, men det 80
varer kun 30 sekunder, så er det overstået. Det er svært at afgøre, om de taler sandt. Anders er folkeskolelærer og it-konsulent, og den kombination er næppe troværdig for et ærligt svar på livets spørgsmål. Søren er leder af en SFO, så hans sandhedsværdi er heller ikke meget værd. Da Anders tilføjer, at han synes, det er fedt at hakke 80 kilo løg til en omgang aftensmad, er jeg sikker på, han lyver. - Vi er i køkkenet 12 timer hver dag, siger Søren og hoster mere sand op. 12 timer hver dag!? Get lost. Det lyder helt vildt. Men efterhånden som stemningen tør lidt op, begynder jeg at tro på, hvad de siger. De er i køkkenet 12 timer hver dag, de nyder udsigten til søen og kontakten til de mange mennesker og de synes, det er fedt at lave mad. - Vi har en overskuende funktion, forklarer Anders og svajer i lænden for at få knoglerne på plads. - På den måde bliver vi en slags praktiske grise. Blandt andet skal vi jo sørge for at sætte tjanserne i gang. To gange om dagen stiller der ti tjanser, som er med til at lave mad. Det vil sige, at fra 6 morgen til aftensmaden er ryddet væk omkring klokken 22, har der som minimum været 20 mennesker omkring køkkenet for at være med til at lave mad. Plus det løse. Rollerne i ’styregruppen’ er fordelt på forhånd. Anders leder det administrative, Søren er kokken, og så er der Ida, som er elev. Anders og Søren fortæller, at de inden lejren har talt en del om, hvordan køkkenet skal køre. - Vi prøver på at skabe en god stemning, for god mad bliver lavet med et smil og en sang, forklarer Anders, mens Søren nikker med øjnene fæstnet på en megastor gryde. Hvis man ser på det enkelte måltid mad, er der ikke meget at gøre godt med. Budgettet for køkken og bageri er slået sammen, og er alt i alt på 205.000 kroner. Det dækker også leje af telt. Ifølge Søren og Anders giver det cirka 30 kroner per dag, som jo så er 10 kroner per måltid. At det alligevel kan lade sig gøre at spise så