Page 1

Utamadunilejren:

Afrika i Danmark

Et kĂŚrligt signalement af en enestĂĽende kultur i Danmark Redigeret af Dav Jacobsen


Utamadunilejren:

Afrika i Danmark

Et kĂŚrligt signalement af en enestĂĽende kultur i Danmark Redigeret af Dav Jacobsen


Det med småt: Utamaduni er en kulturforening. Det er derfor vi hedder ’Utamaduni Kulturforening’. Forkvinden for foreningen hedder Trine Jensen. Hun bor i huset ’Gæstfri’, som ligger på Emmelev Kærvej 9, 8500 Grenå. Telefonnummeret er 86 38 72 92. Ordet ’utamaduni’ er fra swahili, som er sproget i Tanzania. Utamaduni betyder kultur. Utamadunis jubilæumsbog er redigeret og layoutet af Dav Jacobsen. Det er også ham, der har fotograferet billederne, medmindre der står noget andet. © Der er copyright på det hele - tekst, billeder, tegninger og layout. Sander Machombo har tegnet alle illustrationer. Bogen er trykt i 1200 eksemplarer på Uni-tryk, Århus. ISBN 87-991478-0-7 Tak til ’aparte’ for hjælp til klargøring til tryk. Og til Norddjurs Kommune og Sparekassen Djurslands gavefond for økonomisk støtte. Enhver lighed med nulevende personer er tilsigtet og ikke tilfældig. Se www.utamaduni.dk for yderligere information om lejren og eventuelt køb af flere eksemplarer af denne bog.

4


And those who were seen dancing were thought to be insane by those who could not hear the music. [Friedrich Wilhelm Nietzsche]

5


6


7


INDHOLDSFORTEGNELSE: Pix .............................................. 6 Her er du ........................................ Forord ............................................. 10 Lejrens ånd ................................................... 12 En bæredygtig bro .................................. 16 Hakkedans hed Hey hey lulu ............................. 24 En sort amerikaner finder hjem ................................ 28 Alt kunne lade sig gøre ................................................. 34 Tjanser er mere end arbejdskraft ................................ 42 Lejren set i bakspejl ........................................................... 45 Hjertet banker for trommer ...................................................... 53 62 Vi synger det inderste ud ........................................................... Gul tequila ................................................................................................. 66 Myreperspektiv ........................................................................................... 85 Info om INFO side ..................................................................................... 89 Krop og sjæl følges ad ................................................................................ 90 Den stiveste krop får bevægelighed ......................................................................... 96 Vi er ikke Utamaduni for ingenting .............................................................................. 101

8


9


Forord 25 års jubilæum Velkommen til 25 års jubilæum for Utamadunilejren. Denne bog er både et udvidet årsmagasin - foreningens hilsen til medlemmerne - og et forsøg på at tegne et kærligt signalement af en kultur, der er helt enestående i Danmark. Bogen skildrer fragmentarisk, hvordan Utamadunilejren opstod, og hvad lejren er nu. Medlemmerne kan med denne bog mindes gode stunder og gode mennesker, og alle andre kan få et sjældent kig ind i en særegen kultur. Bogen er nemlig også et vidnesbyrd om mere end 25 års stædig, men begejstret kamp for at leve livet på egne præmisser. Et blik ind i konventionernes frikvarter med fokus på den uge om året, hvor blandt andet drømmene tilbage fra 70’erne får realistiske ben at gå på, og hvor kollektivet og utopierne lever igen. Har du aldrig været på lejr, er det forholdsvis let at rubricere den årlige sammenkomst som et håbløst levn fra hippietiden. Godt sekshundrede glade mennesker danser om dagen rundt i spraglet tøj til lyden af bongotrommer. Om natten synger de sange på et sprog, kun de færreste forstår. 10

Men måske er Utamadunilejren mere end et håbløst levn? Måske er lejren også en årlig tilbagevendede manifestation af værdien af kulturmøder, et billede på kollektivt indstillede menneskers formåen - og et bevis på, at fætter-kusinefester sagtens kan strække sig over en uge? Døm selv. Men vid, at det aldrig vil være muligt i en bog at få alle hjørner med. Bogen kan kun tilnærmelsesvis gribe oplevelserne og følelserne. Sætte billeder på dele af vores fælles virkelighed i Ramten Skov. Måske er det netop Utamadunis styrke? At selv om vi ved, resultatet ikke bliver perfekt, gør vi det alligevel. Og glædes over processen. Fordi vi har indset, at perfekte mennesker og perfekte samfund er kedelige. Og at målet er intet. Vejen er alt.

Oyee. April 2007. Kærlig hilsen Dav.


Lejrens ånd bor i os alle Kære alle Det er jo fantastisk. 25 år med Utamadunilejr på Keramikgården i Ramten skov, og jeg har været med på den skønne plet jord med den lille sø, hvor vi fra 1972 til 1984 holdt Djursland-kollektivernes sommerlejr. I 1982 startede Utamaduni sommerlejr, men det står der meget mere om her i bogen, for vi er jo mange, der har været med rigtigt længe – ja, det er næsten et kult-sted for mig. Utallige er de solopgange, jeg har oplevet her. I mange år mødtes vi bare på lejren uden at være godkendt af myndighederne, men i 1988 var der også en blues-festival på Keramikgården. Dog kun et enkelt år, for året efter var der tørke, og da brandtilsynet kom for at godkende pladsen til festival, fik de øje på os. Heldigvis havde Niels P. skaffet branddaskere, der stod de rigtige steder, så de valgte at se igennem fingre med os. På grund af brandfaren var det nemlig for farligt at samle så mange mennesker i en tør skov. Blandt andet derfor valgte vi i 1991 at blive god12

kendt af myndighederne og blev således til Utamaduni Kulturforening med alt, hvad det indebar: Generalforsamling i april, evaluering om efteråret, planlægningsmøde i juni og inddeling af lejren i arrangører, bestyrelse, regnskabs-ansvarlige, kasserer, forkvinde, gratister, deltagere og KK (kærlighed og kaos) - som kun virker under lejren med et dagligt møde. Kit gik på jagt efter lejrånden til lejrens avis hele ugen i 2006, men ingen er vel i tvivl om, at den findes, og at det er en god ånd. Hvordan kan det ellers blive ved og ved med dette fantastiske træf af dejlige mennesker? Dav kaldte det engang for fætter/kusine fest - det er da meget betegnende, ikk`? For mig personligt har det været sjovt at have oplevet lejrens udvikling fra at være cirka 70 mennesker til nu at være cirka 600, hvor vi har sat loftet, så vi ikke bliver en festival. Pladsen kan heller ikke bære flere mennesker, og vi synes, at det er vigtigt, at det stadig er et træf, hvor alle yder noget, for eksempel en maddag i køkkenet eller holde toiletter/badescene i gang, og hvor alle er ansvarlige for at holde pladsen ren. Der er mange områder, der har brug for hjælp – alle, der deltager, får en stor og en lille tjans ved ankomsten. Godt nok er vi omkring 100 arrangører og gratister, der gør et stort arbejde før, efter og under lejren, men uden deltagernes hjælp ville


lejrens ånd bare ikke være så god. Det har været fantastisk at opleve, hvordan den afrikanske dans lever, og hvordan vi i en lysning på Djursland kan opleve den vildeste dans, og hvordan der er blevet dannet venskaber på kryds og tværs. Ja, for der kommer deltagere fra både Danmark, Afrika, Sverige, Tyskland, Norge og enkelte andre steder fra. Det er mennesker i alle aldersgrupper og rigtig mange børn, hvoraf mange efterhånden er vokset op på lejren ved at komme år efter år og være med. En tak skal her lyde til alle jer, der deltager, og for vores gode venskab med klovnen Tonny Trifolikum, som i alle årene har lejet os alt, hvad han kunne skaffe af smukke lærredstelte. Ja, og Jon, der var vores første pladsmand, og som fik skaffet os de smukke røde lokummer, så vi blev fri for de grimme, stinkende dyre plastiktoiletter. Også en stor tak til Preben Bager, der fik idéen til at bygge en bageovn på Keramikgården. Til sidst en helt særlig tak til vores værter Stefan og Hanne, som stadig åbner deres baghave for en dansk-afrikansk landsby. Det er en af grundene til, at lejren stadig kan fortsætte. Jeg tror, at lejrens ånd bor lidt i os alle sammen, så lad os værne om den. Lad ånden bevares på Utamaduni sommerlejr! Oyee! Hilsen Trine Sele Gæstfri Forkvinde. 13


14


Opvaskesang Mel.: Marken er mejet

Så skal der vaskes og skures og skrubbes, alt servicet det skal være rent til næste mand. Kom bare an, så kan vi to koppen gnubbe, sammen kan vi få en snak, du ved fra mand til mand. Skrab din tallerken af det er jo ingen sag. Vask den af i balje ét og to og tre og stop. Se vi smiler nu du var dygtig, du tak for hjælpen håber at vi ser dig snart igen.

Trine Forkvinde har efter foto vævet et billede af Mzee Kang’wina .

15


redygtig b æ b ro En Af Mads Mchele Bischoff Fader David Clement. Foto: Uffe Harms Larsen.

ukumaerne befolker Victoriasøens østlige og sydlige kyster omkring Tanzanias næststørste by Mwanza. Deres område kaldes Sukumaland, og er på størrelse med Danmark. Antallet af mennesker er cirka det samme, godt fem millioner. For mange generationer siden var landet dækket af busksteppe og skov, hvor spredte klaner med jægere og samlere færdedes uafhængigt af hinanden. Senere flyttede folk med specielle evner ind i området. Fra nord og vest kom folk med erfaring i jernudvinding. Deres jernværktøj gjorde det muligt at dyrke jorden og blive fastboende. Fra Masai-steppen i øst bredte kvægdrift sig blandt folk, og fra syd kom folk med medicin, magi og musik. Gennem mange generationer har sukumaerne udviklet en fantastisk tradition for at bruge musikken som en naturlig del af hverdagen. Det hårde fysiske arbejde glider lettere, når det følges af en sang og en tromme. Arbejdet kan blive en hel lille dans, så det også bliver en fornøjelse at arbejde sammen. Og de lange aftener bliver forum for sang, dans og fortællinger. Første gang vi kunne opleve denne kultur i Danmark var i 1973, da vi fik besøg af dansegruppen »Wanasesilia« fra Bujora i området nær Mwanza. Sang og trommedans var det sprog, som de 30 sukumaer brugte til at fortælle danskerne om det daglige liv derhjemme. Et fascinerende show, hvor de illustrerede almindelige hverdagssituationer med musik og dans. Det danske publikum blev revet med ind i dette dejlige og umiddelbare univers af musik og dans, og besøget blev en stor succes. Initiativet til besøget blev taget af grundlæggeren af »U-landsfonden af 1962« i Århus, K.H. Scott, og af den senere afdøde canadiske præst, Fader David Clement, der grundlagde Sukuma Museum på Bujora i 1954.

16

Mzee Kang’wina. Foto: Mads Bischoff

S


I gruppen af sukumaer, som kom til Danmark i 1973, var der især to, som sidenhen har haft stor betydning for kulturudvekslingen mellem danskere og sukumaer, nemlig den nu afdøde danse- og sangleder Mzee Kang’wina Mihumo (Mikkel Ræv) og den unge danseleder Edwardi Ntemi. Besøget blev starten på en venskabskontakt, som siden har bredt sig fra Århus og Djursland til hele Danmark og Sverige, Norge og Tyskland. Og fra Bujora og Sukumaland ud til andre dele af Tanzania og Afrika. I 1977 arrangerede en gruppe danskere en genvisit i Tanzania. 20 voksne og tre børn tog på en to en halv måneders tur til Sukumaland.

Et direkte resultat af Kang’winas besøg: Shindanoen (slangedans) i 2006.

De kaldte deres projekt for »Kulturbroen«, som på Tanzanias nationalsprog swahili blev til »Daraja la utamaduni«. Det var bl.a. etnografi- musik- og teaterstuderende, der var med på turen. Folk som interesserede sig for den traditionelle kultur, og som gerne ville møde de almindelige sukuma-bønder. Mange af deltagerne på turen havde en nær tilknytning til kollektivmiljøet på Djursland og havde desuden det tilfælles, at de var draget af sukumaernes levende gruppefællesskab. I Sukumaland blev gruppen mødt med den største gæstfrihed, da det blev klart, at disse danskere oprigtigt var interesserede i kulturen i modsætning til de sidste mange generationers kristne missionærer, som havde ringeagtet og sågar bandlyst sukumaernes traditionelle kultur. Danskerne blev inviteret til at lære danse, sange og trommerytmer af deres venner, og blev budt velkommen i dansegrupperne, når der skulle spilles op. Da gruppens medlemmer hjemme i Danmark skulle fortælle om deres indtryk og oplevelser til andre danskere, brugte de lysbilleder, snak og små sketches, som illustrerede de oplevelser, de havde haft sammen med sukumaerne. Det, der optog danskerne mest, var dog de få enkle og medrivende sang- og trommedanse, som gruppens medlemmer havde lært ved festlige lejligheder i Sukumaland. Nu blev hr. og fru Danmark inviteret med i runddansen. De få swahiliord blev sunget igen og igen, og de simple dansetrin fik alle til at føle den spontane glæde og det fællesskab, som også gruppens medlemmer havde oplevet i sukumadansen. Mange nye venskaber var opstået mellem danskere og sukumaer, og for en del af rejsegruppen (som nu kaldte sig Utamadunigruppen) blev det starten på en langvarig interesse og mange rejser tilbage til Tanzania. Utamadunigruppen udviklede en ny form for kulturformidling ved, gennem optræden og undervisning, at give folk en levende og medrivende oplevelse af sukumaernes sange og danse. 17


Mzee Kang’wina og den lokale produkthandler Jørgen Buonaventsen blev rigtig gode venner. Jørgen hjalp lejren med alskens ting og sager og forærede senere Kang’wina en cykel, som kom med hjem til Tanzania. Foto: Trine Forkvinde. 18

Derved kunne vi danskere pludselig få en fremmed kultur ind under huden. I sukumadansen kan vi måske genfinde noget af det, som vi har glemt fra vores egen kulturarv, nemlig folkedansen, hvor alle fra spæd til olding kan være sammen i et sjovt og uforpligtende samvær. Efterhånden som gruppen blev dygtigere og dygtigere, er det blevet til rigtig mange optrædender i både ind- og udland. Siden slutningen af firserne under navnet Utamaduni Dance Troupe. Siden turen i 1977 har mange danskere lagt krop, sjæl og energi i formidlingen og opbygningen af det netværk, som nu rummer 15-20 dansegrupper over hele Danmark. I perioden 1993 - 1997 arrangerede Utamaduni Dance Troupe i samarbejde med Bujora et kursus »Warsha ya Utamaduni« (kursus i kultur). Kurset blev afholdt i sukumaland midt i høstsæsonen, hvor danseaktiviteten er størst blandt dansegrupperne, og de danske og svenske kursister derfor havde bedst mulighed for at opleve kulturen udfolde sig i fuldt flor. Frem til starten af firserne var det store tider for karnevaler i Danmark. Alle byer med respekt for sig selv arrangerede et karneval, hvilket gav os lejlighed til at mødes i sukumadansen, for at danse og spille sammen med folk fra Ålborg, Odense, Svendborg og mange andre byer. Efter at karnevalstraditionen nærmest gik i sig selv igen i Danmark, manglede vi et sted at kunne mødes. Allerede fra 1983 havde Utamadunigruppen arrangeret en slags Afrika-weekend, hvor vi mødtes i en stor lysning midt i Ramten Skov på Djursland. I starten var vi 40-50 mennesker, som havde en dejlig forlænget weekend, under åben himmel i en lysning midt i skoven med trommer, sang og dans. Her prøvede vi også kræfter med traditionelle håndværksaktiviteter som at bygge trommer, lave kostumer med mere. År efter år er lejren vokset og har udviklet sig som en lille landsby med en helt unik organisation og en meget flad struktur. Vi har eksperimenteret med at blande kulturerne og lave et »Afrika i Danmark«. Vi tager det bedste fra både vores egen og fra den afrikanske kultur og samværsform. Og har fået et helt enestående lille mini-multikulturelt idealsamfund, som vi samles om i en uge (for arrangører både to


og tre!) hver sommer i slutningen af sommerferien. Utamadunilejren er blevet en stor succes, og rummer nu mellem 500 og 700 mennesker, som hver sommer i en hel uge mødes i Ramten Skov. Siden 1991 har vi haft en forening omkring lejr og kulturbroen, som vi kalder Utamaduni Kulturforening. Foreningen består af henholdsvis aktive og såkaldt passive medlemmer (arrangører og lejrdeltagere). Efterhånden som lejren er vokset, har vi også kunnet lave et lille overskud. Til trods for at det altid har været meget billigt at deltage, holdes udgifterne nede blandt andet ved at alle arbejder gratis. Overskuddet har vi valgt at bruge på invitationer til vores venner og lærere fra Tanzania, der så er vores kulturgæster og undervisere på lejren. På den måde har vi kunnet invitere en perlerække af kulturgæster og artister de sidste mange år. Kulturforeningen har også de seneste ti år udviklet sig til at være en lille aktør indenfor u-landsbistand. En kerne af de Edwardi Ntemi danser for. Foto: Mads Bischoff. trofaste utamaduni’er har blandt andet udviklet et bæredygtigt koncept, som hjælper byer og foreninger blandt vore venner i Afrika til at få styr jekter. Kassen finansieres gennem lejrgebyret hvert år samt frivillige på fødevaresikkerhed og sundhed. Det sker for eksempel ved at ekstra donationer. U-kassen har ydet støtte til projekter i blandt andet sende majsmøller og udstyr til vandbrønde af sted i samarbejde Tanzania, Ghana og Senegal. med lokale produktionsskoler og andre. Dette arbejde har skabt en Udover at mødes om sommeren på Djursland har Svendborg-danhel ny dimension for kulturbroen, og det er skønt at opleve, at det segruppen »Watoto« hver vinter siden midten af firserne inviteret til giver endnu en anledning til at mennesker fra syd og mennesker »vinterkucheza«, hvor vi i en weekend invaderer en folkeskole og fra nord mødes i et meningsfuldt samarbejde. sammen omdanner skolen til et afrikansk dansetræf. Dansetræffene i Som en mulighed for at støtte dette arbejde opstod U-kassen, Danmark har ligefrem udviklet sig til alternative fætter/kusine fester, hvor alle lejrdeltagere kan søge om hjælp til mindre u-landsprohvor mange af os mødes igen og igen. 19


Samværet om sukumakulturen er også blevet et forum, hvor der udveksles mange tanker og ideer om kropskulturer i kulden og i varmen, om familiestrukturer og fællesskaber i hverdag og fest. Om forskelle og ikke mindst ligheder mellem de sydlige og de nordlige kulturer. Et enkelt ord på swahili kan måske rammende beskrive det vi mødes om; Kucheza, som kan oversættes med »leg, sang, dans og musik.« Ordet »utamaduni« betyder »kultur« på swahili… altså alt det der binder os sammen som mennesker. Og det er bestemt ikke en ligegyldig kultur og tradition, der ligger bag disse danse og deres kraft. Der er mange måder at forsøge at forstå denne kultur på. Nogle vælger at læse sig til det på et teoretisk overordnet plan, og får meget ud af det. Nogle sveder i time- og dagevis med at forstå sang og trommerytmer i dansens fantastiske univers. Og åbner ad den vej for en øget forståelse af fremmede kulturer, traditioner og livsvilkår.

Tak Både i dans (ngoma) og i sangdyst (wigashi) findes der mange store sangere, dansere og musikere, som har beriget verden med mangen en smuk og kraftfuld sang og dans gennem tiderne. Af alle de sukumaer og tanzanianere, som vi danskere har hørt og lært fra, skal de følgende fremhæves og huskes: Edwardi Ntemi, Joseph Lupande, Kang´wina Mihumo, Lubala Siyabo, Nzoza Boyi, Johni Mashauli, Mleka, Mzee Lyaku & Wanalyaku, Mabula & Fitta & Nyamalwa & Makungu Lyaku, Lubala Gumbulu, Ngolo Kasonga, Nzoza Boyi, Lucia & Pascali Busheni, Nkwabi Nhangasamala, Ng´wenwandege, Johni Magalushu, Maiko Masalu, Barnabas, Masalu Kisesa B, Johni Angole, John Nkina, Salu Kadelya, Maganigani, Dunyo Luhemeja, Chumas Patilice, Ngoya Balele, Marco Ntini, Mabiyu Ntini, Bahati Nchanulo, Mnegela Milundumo, Leonard Gunze, Seif Rengwe, Yohana Paulo Musa, Boni & Deo & Sabina & Mnegela Shabani Milundumo, Mzee James Sombi, John Gambula, Martina Thomas Petro, Ng’wenhwandege, Maiko Ezekiel og Kulwa Selema. Og selvfølgelig mange flere...

20

Som inspirerende forbilleder har vi herhjemme i Danmark den glæde at have adskillige sukumaer og tanzanianere boende, som vi fortsat kan mødes med og dele vores glæde over deres kultur og musik. Blandt de som har betydet og fortsat betyder meget for det danske sukumadansemiljø vil jeg her fremhæve: Edwardi Ntemi, Mathias Paulo, Nzoza Boyi, Sophia Gambula, Sebastian Paulo, Said Mohammed, Annastazia Felbo, Willbert Dioniz, Helena Saho Bech, Bugekele Linus, Marco Ntini, Sabina & Mnegela Shabani Milundumo, Paulo Lusana, Dulla Mnanga, Kipala Yusuph, Tobias Masunga, Omari Naliene og Mabiyu Ntini. Dertil skylder vi også afdøde Lubala Juma Siyabo en stor tak for sit engagement i at få alle os ’kolde danskere’ varmet op med dans og ekvilibristisk trommespil. Også stilarter fra resten af Tanzania har vundet stor udbredelse. Grupper som Muungano Cultural Troupe fra Dar es Salaam har været en stor inspirationskilde med deres bidrag fra blandt andet Makonde folket i Sydtanzania. Derudover har vi på de mange lejre også haft glæden ved at opleve sange og danse fra andre dele af Afrika. Folk som Mark Dziwornu (Ghana), Isaac Laryea (Ghana), Patience Barnor (Ghana) og Ahmadu Jarr (Sierra Leone) og siden hen dygtige folk som Jesse Gor (Ghana), Joshua Nyamadi (Ghana), Adjei Musah (Ghana), Kid Mkandawire (Malawi), John Jatta (Gambia) og Cheikhou Diarra (Senegal) har på lejren lært os om deres traditionelle og moderne kultur. Lad vores lejr og kulturbro forblive en uudtømmelig kilde til inspiration for mange timers fortsat samvær og gensidig forståelse og fred med vores venner fra det fjerne, men dog så nære SUKUMALAND (og omegn). P.S. Jeg har i min historie valgt at forsøge at huske alle de afrikanere som har haft stor betydning for vores kulturbro, og valgt at nævne deres navne (med risiko for at glemme nogen). Jeg har også taget det valg ikke at nævne og fremhæve nogle bestemte af alle de mange »hvide« som har haft stor og afgørende betydning. Det ville være helt uoverskueligt at få alle med. Men jeg vil understrege, at der er rigtig mange dejlige og stærke mennesker, som vi alle skylder en stor tak, selvom jeg ikke har nævnt dem her.


21


eeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeee

22

v v v v v v v v v v v v v v v v v v v v v v v


23


Hakkedans hed Hey hey lulu Jeg var på lejr første gang som 18-årig. Det var dengang en hakkedans hed ’Hey hey lulu’, trommerne buldrede rundt om bålet om natten, og der kun var et fællesbad, hvilket betød »nul bad« for mit vedkommende. Siden er både lejren og jeg selv blevet voksen. Men den tilstand som lejren bringer mig i, dengang som nu, er den samme. Af Kit Blædel

M

in allerførste workshop på Utamaduni-lejren var ikke i dans fra Tanzania. Dét kunne man ikke vælge den dag. Man kunne vælge en svedehytte-seance, man kunne snitte en ’dansestok’ med Sander eller man kunne tale med skovens træer med en kvinde jeg ikke husker navnet på. Hun var oldgammel, mindst 40 og ret indianeragtig. Jeg valgte sidstnævnte, for svedehytten indebar, at man skulle tale om tre personlige emner, og bare ét var for meget for mig. Jeg havde allerede en førnævnt dansestok, for det stod der i den håndskrevne invitation at man skulle huske, foruden en kop og en tallerken. Ude i skoven kiggede jeg i smug efter de andre, og prøvede også selv at tale lidt, helt sagte, med et af træerne. Det svarede ikke, der var ret stille imellem os, nærmest pinlig tavshed, og jeg kunne heller ikke rigtig mærke noget særligt tilhørsforhold til naturen eller kontakt med dens ånder, som hun sagde man ville kunne. Jeg luskede af igen og følte mig meget overfladisk og københavneragtig.

24

P

å min første lejr kom jeg ikke i bad, for jeg kunne ikke overskue at skulle hælde koldt vand ned ad nakken blandt nøgne mænd med langt hår og ting i lædersnører om halsen. Der var et stort fællesbad. Mænd, kvinder og børn stod og skrubbede hinanden på ryggen mens de sludrede afslappet med forbipasserende, eller med dem der stod udenfor og børstede tænder. Væggene rundt om badet var flettet af markblomster og det så meget romantisk og pittoresk ud. Jeg vovede mig ikke ind. Jeg havde stort set det samme tøj på hele ugen, og jeg lærte min første hakkedans. Den hed Hey, hey Lulu, som betyder ”hej, hej, nu” på sukumasproget. Det siger man før hver dans, men dengang var der ikke så mange hakkedanse på programmet. Om aftenen dansede hele lejrens deltagere samdrægtigt rundt og rundt om bålet sammen og sang den samme sang, indtil alle med sikkerhed kunne den. Vi skiftedes til at synge for, og det var slet ikke svært, for folk sang bare med, hvis man kom ud af det og sangene var lidt kortere dengang. Jeg tror også, at de var blevet simplificerede for at vi kunne lære dem. De første mange år sov jeg i Fællesteltet, som dengang var et stort cirkustelt. Det var før brandvæsnet fandt frem til os, der var ingen sikkerhedszoner, rygeforbud mellem teltene og sand på Tobacco Beach. Tobacco Beach var slet ikke opfundet dengang, alle røg hvor de ville og tændte bål, hvor der var brug for det. I teltet var spredt halm rundt i kanterne, som vi lå på. Der var også opstillet en ægte indianertipi på lejrpladsen, som en kvinde, der hed Merethe, sov i på et stort skind. Hun var med i min første dansegruppe, Ikumbo, i dens første år, hvor hun under shows og workshops optrådte i lændeklæde og indianerfjer.


»Hjertet hamrer som en pulstromme mod ribbenene og ens indre organer bytter plads som dansere på dansepladsen«

D

et var dengang. Nu er alt anderledes og alligevel det samme. I dag er lejren et dansekursus med mange forskellige workshops og stilarter. Den er en festival med en stram brandpolitik, regler for teltopstillingen og, gudskelov, enkeltbade. Den er en forretning der skal løbe rundt, med krav om bilag for kørselsfradrag. Men den er først og fremmest den samme tilstand; en søvngængeragtig følelse med spredte, nærmest spastiske, udbrud af energi. Lejren har sin egen tid, som ikke er delt op i timer, men i tidszoner,

der aldrig er lange nok. Når jeg endeligt er blevet færdig med at sige godmorgen til alle og hørt om, hvordan deres aften var, er det frokosttid. Når jeg har været i bad er der aftensmad, og når jeg har spist har nattemørket lagt sig over lejren, og vi når lige at spille trommer en time inden de lægges til ro i trommeteltet. Når jeg går i seng til lyden af sang, fryser jeg, og når jeg vågner om morgenen til lyden af trommer, der spiller til morgenopvarmningen, er det stegende varmt. Måske er det derfor jeg associerer vestafrikanske djemberytmer med tømmermænd og svedeture. Jeg har aldrig deltaget i morgenopvarmningen, men den har vækket mig op af min søde søvn hver morgen i snart to årtier. Så slumrer jeg ind igen og lader mig lulle i søvn af rytmerne, og vågner først når opvarmningen er slut og trommerne tier. Og så begynder det hele forfra.

D

er kan være så meget larm på lejren, at hele ens krop dirrer af rytmer. Hjertet hamrer som en pulstromme mod ribbenene og ens indre organer bytter plads som dansere på dansepladsen. Og der kan være så stille, mellem de forskellige workshops, når trommerne tier rundt omkring på dansepladserne, og alle går forsigtigt rundt og nyder roen, at kroppen bliver mat som hos en maratonløber efter endt løb. Som om et gigantisk brandtæppe bliver sænket over lejren og kvæler alle lyde. Hver dag skal et barn udfordre den pludselige stilhed og slå på en tromme midt på dansepladsen. 500 par øjne vender sig samtidigt mod lyden og 500 tunger råber ”Stop!” i kor. Udtrykket i barnets øjne er ikke til at tage fejl af, beskeden 25


går lige ind. Den slags dagligdags lejrmagi gør mig varm indeni. Mine første år på lejren var fyldt med ekstatisk danseenergi, jeg dansede i døgndrift, stod ikke stille, lod kroppen svinge til alle slags rytmer, sang med på alle sange, løb efter trommerne og gik først i seng når den sidste trommeslager stak sine hænder i varmt sæbevand. De sidste par år har jeg redigeret lejrens lokale avis, hvis navn og koncept jeg ændrer som jeg lyster. For den skal ikke blive en forkromet institution, der holder jubilæum. Min ambition er, at den bliver ved med at være et åbent koncept, der forarger, forundrer og underholder. Jeg forsøger at afspejle lejrens små lommer, dens skævhed og vanvid med eksempler på alt det, der ikke lige er dansen, for jeg har altid syntes, at den solgte sig selv. Derfor har jeg blandt andet skrevet en artikel som gennem almen videnskabsteori redegjorde for Sanders fysiske og ikke bare åndelige eksistens, interviewet Selassi, som foregav at være en støv-præst, og lavet en hjemme-hos reportage hos Dav i et køleskab. Sådan, eller rettere noget helt andet, skal min avis være. For sådan er min Utamadunilejr - stadig magisk midt i festivalens stramhed.

e e e e e e e

(I uddrag): 25. juli 2005: »African Times har afsløret, hvordan tre kloner arbejder på at overtage Mads’ identitet. Endnu har alle klonerne ikke nået deres endelige form, og de befinder sig på forskellige udviklingsstadier i processen, men de er på vej, og Mads’ identitet er truet.«

26. juli 2005: »Fremover vil der på lejren kun være plads til arrangører og gratister og så alle børnefamilierne og de enlige mødre med deres mødre og veninder. ”Vi bliver nødt til at være mere brugerorienterede,« udtaler Nana i den forbindelse. 22. juli 2006: Nikita mener at ånden bor ude i skoven, fordi den bor i træerne. Hun indrømmer at det nok er noget hun tror, fordi hun er et barn. Ifølge Nikita er redaktøren intelligent, smuk og et af de rareste mennesker på lejren, ”jeg kender dig godt”, siger hun. (Lejrdeltagere med Nikitas indstilling er altid velkommen på redaktionen, red.).

27. juli 2006:

Mange spejdede forgæves efter redaktøren til ghanesisk morgenopvarmning i går. Redaktøren kunne af usynlige årsager ikke være til stede, hvilket jeg beklager. I stedet sendte jeg en repræsentant, den nepalesiske konsul Xchuchin Gabor, som udtaler at han både følte sig opvarmet, varm om hjertet og varmt modtaget under både dans og efterfølgende yogaøvelser. 26


27


En sort amerikaner finder hjem Kay havde store forventninger til sin første sommerlejr. De blev indfriet, men det tog tid at falde til. Af Kay Lee Thompson

O

h, yeah, den første sommerlejr! Jeg glædede mig som et lille barn. Forventningerne til hvad der ventede mig, håbet om at have fundet min rette hylde. Og jeg blev absolut ikke skuffet! Jeg var overrasket, fuldstændig overvældet af den intense atmosfære, imponeret over fællesskabet og det store samarbejde omkring lejren, der fik alt til at glide. Og respekten for sukumatraditionerne og den måde, de blev videreført på af talrige blege danskere i et nordisk land. Jeg var helt oppe at køre i overhalingsbanen og ville gerne lære alt, hvad der var at lære. Jeg var meget åben, talte med alle og styrede direkte mod gruppen af sukumaer, for jeg var meget ivrig for at komme i kontakt med dem. Måske lidt for ivrig, for mens jeg snakkede løs, gik det op for mig, at de ikke var hverken imponerede eller videre interesserede i min tilstedeværelse. Jeg blev skuffet og tænkte, at sproglige barrierer og måske også min amerikanske ligefremhed hindrede, at vi forstod hinanden; jeg følte mig afvist. Jeg blev usikker og var bekymret for, at de ikke kunne lide mig. Først da Lubala tilsyneladende blev overbevist om min oprigtige interesse for at lære, tog mig under sine vinger og hjalp mig med at lære sange og trommer, begyndte jeg at forstå, hvordan jeg skulle begå mig, og jeg lærte lidt efter lidt at falde ind. Men nemt var det ikke. På denne første lejr tog jeg som det mest naturlige bad i fællesbadet og vidste ikke, at det var nærmest tabu at gøre for de afrikanske mænd. Og at jeg som sort mand opførte mig sært i sukumaernes øjne. 28

Lubala og Edwardi trak mig til side og forklarede mig med intens pædagogisk målrettethed, hvad jeg gjorde galt og hvorfor. Det var det første irettesættende møde med ”heshima” (høflighed, respekt, red.) og forventningerne til mig som sort mand. Og det blev første skridt mod at finde min plads som ikke-afrikaner, ikke-dansker men helt min egen, og jeg følte mig gradvist mere og mere accepteret i gruppen af sukumaer. Derefter startede en lang proces med at lære alt inden for sange og trommer, og jeg opdagede, hvad det virkelig var ved Afrika, som interesserede mig. For interessen startede langt tidligere for mig som en uklar tåge, hvori noget dragede mig. Jeg tror alle sorte amerikanere tænker på, hvor deres rødder er. I min familie har vi ikke haft mulighed for at følge vores stamtræ særlig langt tilbage, længst til en tipoldefar fra Bahamas. Da jeg for år tilbage var i Somalia på hårdt arbejde som amerikansk marinesoldat, så jeg mig omkring i kaos og oplevede et stærkt ønske om at opleve Afrika, som det er i virkeligheden, i fred, når krig og ødelæggelse ikke dominerer. Derfor fik jeg arrangeret mig en tjans i Tanzania som frivillig, men var på det tidspunkt ikke videre interesseret i traditionelle aspekter af kulturen i landet. Det skete først, som en slags åbenbaring, da jeg et par år senere i Danmark så gruppen Wacheyeki optræde ved Fair Trade Butik Bazaren i Århus C, hvor jeg dengang arbejdede. Jeg talte med Jette og Christoph fra gruppen, og fandt kort tid efter mig selv som medlem


af både Wacheyegi og Seelolube, hvor jeg slog igennem som puls-spiller og derfor i lang tid fremover var kendt under navnet ”Ngunya-man”. Og naturligvis med godt, Chicago-amerikansk tryk på ”maaan”! Den følgende vinterkucheza blev den fantastiske oplevelse, som fik mine forventninger til sommerlejren til at boble, og lejren har altid siden været et af årets store højdepunkter for mig. Tredje år jeg var med på lejren, kom jeg med i Utamadunigruppen som gæst og blev derefter medlem af gruppen og dybt involveret i alting omkring sukumadansemiljøet i Danmark og omegn. Det førte til flere rejser til Sukumaland, hvor jeg fik linket mine oplevelser i Danmark med oprindelsesstedet og den sammenhæng, hvori traditionerne fungerer i Sukumaland. Det som gjorde størst indtryk på mig var sangene… og bunungule (trommedans). Det var det, som fik mig til at gå ind i sukumatraditionernes verden med alt hvad jeg havde og formåede. Jeg avancerede som trommeslager og »Ngunyaman« blev historie. Samtidig med at jeg fik dawa (medicin) hos medicinmanden Deo fra Milundumo, fik jeg et sukumanavn, ”Yakutaba”, som jeg nu bruger. Og ellers går jeg jo under det lige så eksotiske navn: ”Kay”. Der er stadig småting på lejren, som er en udfordring for mig at kapere, måske igen på grund af min amerikanske baggrund eller bare mit halv-neurotiske behov for skyhøj hygiejne. Eksempelvis var jeg slet ikke i stand til at bruge lokummerne på lejren de første fem år og kørte uden at blinke til Nimtofte for at træde stort af på naturens vegne. Selv nu, efter mange flere lejre, holder jeg mig altid til de tømmer lokummerne og skynder mig så at få det overstået umiddelbart derefter. Men det er som sagt småting som jeg finder løsninger på. Det, som betyder noget, er, at jeg føler mig hjemme i dansemiljøet og kan identificere mig med sukumaerne og deres traditioner og kultur, og derfor aktivt kan bruge de sider af mig selv, jeg føler er afrikanske. 29


30


31


32


Foto: Mads Bischo 33


Alt kunne lade sig gøre Historien om flippernes sommerlejr, kulturbroen til Tanzania og opspillet til 25 år med afrikansk dans og trommespil på Keramikgården. Af Martin Schultz

E

fterkrigstidens borgerlige knaphedssamfund var midt i 60’erne i færd med at blive afløst af velfærdssamfundet, og en ny generation af unge var på vej til at sætte deres præg på samfundets dagsorden. Det var dengang, de såkaldte 68’ere satte rav i den med ungdomsoprøret. De gjorde oprør mod normer og traditioner, men der var mange lag i oprøret. Det havde både en politisk dimension på universiteter og højere læreanstalter og en mere eksperimenterende dimension i hippiekulturen. Her gav de unge sig til at eksperimentere med samlivsformer og de ville fremfor alt ændre verden ved at ændre sig selv. Det blev til fænomener som Christiania, Tvindskolerne, Thylejren og de kollektive miljøer på Djursland, Møn, Sydfyn og Langeland. Fra slutningen af 60’erne var det en spraglet flok af unge fra især byområder, som bosatte sig i udkantsområder. Således kom der liv, fest og glade dage på forladte gårde og nedlagte ejendomme, blandt andet på Djursland.

R

ygtet løb hurtigt og trak flere til. Således opstod der en hel lille koloni af ”flippere” på Djursland. Et frodigt miljø af musik, teater, fred og kærlighed med visioner om sund, kreativ og kollektiv livsførelse. De nye beboere slog sig ned forskellige steder på Djursland. Det var en visuel kultur som i udseende, bosætning og adfærd adskilte sig meget fra den bondekultur, man havde slået sig ned iblandt. Behovet for at finde fælles mødesteder blev snart mærkbart. De forskellige kollektiver og familier mødtes til store fester og andre

34

sammenkomster. Et sådant mødested blev også Skt. Hans aften på Keramikgården i Ramten Skov, hvor keramiker Kis Lunn og hendes familie havde indrettet sig med pottemagerværksted og socialt fællesskab. Keramikgårdens idylliske og fredfyldte eng ved skovsøen blev det ideelle samlingssted for en midsommerfest i 1971, og det udviklede sig i årene derefter til en egentlig sommerlejr af flere dages varighed. Her kunne de djurslandske nybyggere hygge sig med hinanden, lytte og danse til deres egen musik og sove i store fælles telte, bygget op af rafter og presenninger.

S

ommerlejren på Keramikgården blev en af de begivenheder, som mange djursere så frem til med glæde og spænding. Den indgik som et festligt højdepunkt i en større organisering af det kollektive miljø, som også omfattede fælles indkøb i en indkøbsforening, teater og musikaktiviteter, produktion af forskellig slags, formidling af erfaringer og visioner, organisatoriske aktiviteter og forsøgsvis også udadvendte politiske initiativer. For at gøre en lang historie (lidt uretfærdig) kort, så gik det over stok og sten gennem godt 10 år med fuld tryk på kedlerne med en stadig voksende sommerlejr, bondehær til Christiania i 1976 og mange nye


tilflyttere til kollektivmiljøet på Djursland og Mols. Men med årene også med en stigende organisatorisk frustration, en fornemmelse af social klaustrofobi og selvtilstrækkelighed, for megen selvbekræftelse og for lidt udfordringer udefra. Det blev en enklave, som lukkede sig om sig selv, og diskussioner om pamperi voksede frem side om side med at ligegyldigheden tog til. Villigheden til at give det vigtige fælles nap forsvandt. I 1978 blev sommerlejren sprunget over og det føltes tomt og trist. Traditionen blev genoptaget, men mistede efterhånden sin glød og i 1984 blev det besluttet ikke at holde sommerlejr året efter.

A

llerede midt i 70’erne var nogle af djurserne blevet grebet af udlængsel og en for Utamaduni-historien meget væsentlig udrejse fandt sted i 1976, da keramiker Henrik Norsker som u-landsfrivillig kom til Tanzania og startede sit projekt op på Bujora nær Mwanza i Sukumaland. Han var på alle måder begejstret og skrev hjem om det fantastiske i at virke i et land, hvor alle vores kollektive sværmerier var officiel regeringspolitik. Præsidenten i Tanzania hed Julius Nyerere og han praktiserede en folkelig socialisme, som gik under navnet Ujamaa. Man ønskede at kollektivisere landet ved at samle indbyggerne i de såkaldte ujamaa-landsbyer efter noget der lignede danske andelstanker og andet folkesocialistisk tankegods. Henrik talte varmt for, at vi kom ned og oplevede det ved selvsyn. Selvfølgelig skulle vi til Tanzania! Selvfølgelig skulle vi da til kollektiv-land - os, en dansk kollektiv-stamme, skulle mødes med vores fæller i Afrika. Sådan startede Daraja la Utamaduni, kulturbroen mellem Djursland og Sukumaland. Det var i en tid, hvor alt kunne lade sig gøre. Nogle år tidligere havde en dansetrup fra Bujora været på besøg i Danmark og blandt andet optrådt på Moesgård Museum. Så hvorfor skulle vi ikke kunne rejse derned på et genbesøg? Et projekt blev skruet sammen og fik en

Keramiker Kis Lunn i 1993. Fotograf ukendt.

ikke ubetydelig støtte fra Kulturministeriet og lidt formidlingspenge fra Århus Amt. Et hold djurslandske musikere, skuespillere og andre kulturarbejdere suppleret med en stor håndfuld etnografistuderende fra Århus Universitet drog i forberedelseslejr sammen og rejste i sommeren 1977 to og en halv måned til Tanzania.

M

ed al deres bagage, rekvisitter, instrumenter og filmudstyr ankom den danske kulturgruppe på 22 voksne og tre børn til Dar es Salaam og rejste derfra videre til Mwanza i Sukumaland. De fik base på Bujora og rejste herfra i en faldefærdig bus ud på en længere turne til landsbyer i Mwanzaregionen. Den bærende ide bag kulturbroen - Daraja la Utamaduni - var netop udvekslingen af kulturelle udtryk. Danskerne kom med folkedans, teater, musik og sang. Og de blev mødt med en overflod af den helt ægte vare, dans og trommespil, ngoma, udført af landsbyernes allerdygtigste dansere og trommeslagere. Tusindvis af tilskuere indfandt sig ude i landsbyerne og slog ring 35


Fotos denne side er fra 1990 og fotograferet af Mads Bischoff.

om dansepladserne. Hverken de hvide eller de sorte havde nogensinde før i deres liv oplevet noget lignende. De danske kollektivister og etnografistuderende rejste rundt i landet som en officiel, regeringsgodkendt kulturgruppe og blev under hele turen i Mwanzaregionen ledsaget af deres helt egen Regional Cultural Officer, mr. Mugangala, og hans folk. Gruppen kom til at optræde på alt fra både Den danske Ambassade i Dar Es Salaam, på partiskoler og seminarier, på stadions i lidt større byer og til dansepladserne i de allerfjerneste landsbyer blandt stråhytter og markedsboder. Alting foregik i en meget solidarisk og broderlig ånd mellem de praktiske socialister i Tanzania og de utopiske socialister fra Danmark. Der blev ikke sparet på slagsangene og den opbyggelige retorik, og til sidst efter hver optræden røg de knyttede næver altid til vejrs med kampråbet ”Utamaduni Oyee” - kulturen længe leve.

V 36

el hjemkommen med hovedet og sjælen fuld af næsten ubeskrivelige oplevelser, skulle Kulturbroens sidste fase føres ud i livet:

Formidlingen af gruppens oplevelser fra et tredje verdens land til den danske befolkning. Der blev derfor gjort klar til foredrag, diasshows, debatteater og forsøgsvis også fremførelse af de danse og trommerytmer, som man havde lært at kende i Tanzania. Det så måske lidt kikset ud, men det blev da prøvet på gymnasier, højskoler og i foreninger med lidt bjælder på fødderne, trillerfløjten i danselederens mund, dansekost og så det evindelige Utamaduni Oyee-råb. Efter nogen tid begyndte kulturgruppen at smuldre. Det var som om man delte sig i to hold. Nogle var mere indstillet på den traditionelle formidling med foredrag, lysbilleder, artikler og andre skriverier. De fik snart andre ting at se til. Det var det andet hold, der fik fat i den lange ende. De kunne ikke få de autentiske afrikanske oplevelser ud af kroppen. De begyndte at bygge trommer, fortsatte med at danse de afrikanske trin, lærte sig swahili og fremfor alt opretholdt de kontakten med Sukuma-stammen. En hel del djurslændinge lod sig rive med og flere enkeltpersoner og mindre hold rejste til Tanzania og især til Bujora i Sukumaland. De opholdt sig i kortere og længere perioder i landsbyerne og kendska-


bet til både kulturen og hverdagslivet blev mere og mere udbygget og nuanceret. Flere rejste ud som u-landsfrivillige, og man kunne med rette sige, at der var blevet skabt en Daraja la Utamaduni, en kulturbro, mellem Danmark og Tanzania. Trafikken begyndte også at gå den anden vej, og unge sukuma-dansere kom til Danmark og blev modtaget med åbne arme. ”De hvide negre” sugede den afrikanske kultur til sig, og de unge afrikanere fik deres livs chance for at lære det kapitalistiske paradis nærmere at kende.

H

jemme på de djurslandske gårde gik livet næsten sin vante gang og det blev sværere og sværere at få sommerlejren i ugen omkring Skt. Hans til at fungere. Derfor blev man i 1984 enige om ikke længere at holde sommerlejr. Men djurslændingene har altid været festglade folk, så hvorfor ikke udnytte lejligheden til en anden slags fest. Derfor blev sammenkomsten på Keramikgården i 1985 lanceret som en 10 års fest for Djurslandskollektivernes Indkøbsforening og den månedlige avis Indkøbs Tidende. Programmet bød på børneunderholdning, gallamiddag med tre retter gourmetmad, fremstillet af kollektivmiljøets bedste kokke, og en fest til den lyse morgen med god gammel djursmusik. Og siden har kollektiverne eller resterne af dem ikke været samlet til et fælles arrangement på engen ved Kermikgården. Til gengæld var en gruppe af de dansende og trommeslagende djurslændinge i 1982 begyndt at bruge Keramikgården til en Utamadunilejr lidt senere på sommeren. Her kunne Afrika-interesserede fra nær og fjern samles til nogle dages happening med sang, dans, trommespil og hygge. Utamadunilejren overtog sommerlejrens koncept, og Utamaduniforeningen har siden år for år udbygget og raffineret organisationen, samværet, underholdningen og brobygningen mellem kulturerne. Derfor ligger Utamadunilejren hvor den gør, hvert år, og det med sin helt enestående atmosfære, intensitet og egenart. En verden for sig, dybt inde i en skov. Men som et udtryk for en vellykket og levende vision: En bro mellem kulturer. Tillykke med de 25 år.

Foto: Trine Forkvinde.

Foto: Trine Forkvinde. 37


38 Foto: Jacob Winther


39


Foto: Mads Bischo 40


41


Tjanser er mere end arbejdskraft Anita har i flere år været talende centrum i opvasken. Her styrer hun potter, pander og tjanser med kærlig hånd. Læs hendes betragtninger over systemet med tjanser. Af Anita Håkansson

D

et er lidt ærgerligt, at man skal have tjanser. Vi vil hellere være sammen med alle de andre, og desuden har vi betalt for at være her.« Har I hørt eller måske selv sagt disse ord? Hvem har i hvert fald ikke tænkt dem? Men tjanser er mere end arbejdskraft. Det er en chance for at lære nye lejrdeltagere at kende eller gense og snakke med gamle. En chance for at lære os arrangører at kende. Og høre historier. Historier om lejren, om førstegangsmødet med lejren, om hvordan lejren er bygget op. På tjanser er der plads til snak om dansegrupper, undervisning, trommebygning og tilhørsforhold til lejren. Vi har alle en historie at fortælle, og her er chancen for at høre dem og fortælle sin egen. Som jeg siger til mine tjanser: ”I skal selvfølgelig arbejde, men I skal også snakke sammen.” Jeg snakker jo gerne og længe. Helst om min fascination af lejren og de folk, der hvert år kommer for sammen at skabe denne oase. Om det under, det er, hvert år at se hvordan vores landsby dukker op af intetheden for at stå klar tre dage senere. Om hvor dejligt det er at være omgivet af glade og varme mennesker, der ligesom jeg flygter ind i vores lille paradis, hvor alle er lige. Men også om hvor heldige vi er at komme til at lære lejren helt at kende. Jeg fortæller, at ingen grupperinger er en lukket fest, om det så foregår på pladsen eller for eksempel i køkkenet. Der er altid plads

42

til én mere, der vil hygge sig. De heldige der får tjans i opvasken vil her møde stort set hele lejren. Alle slår et smut forbi opvasken og nå-ja, - man snakker jo så godt over en opvask. Og er det ikke nok, kan vi altid bryde ud i en sang. Jeg husker tydeligt et år, hvor otte nordmænd havde tjans i køkkenet. Pludselig flød en klassisk melodi hen over pladsen og trommernes beat. Fra mit hjørne af lejren var det som om hele lejren gik i stå. I cirka fem minutter stod vi alle og åd tonerne, hvorefter sangen døde hen. Vi fik hurtigt genskabt de normale rytmer, men disse minutter står printet i min hukommelse. Så syng bare. Vi ved godt, at opvasken er et sted, alle kommer forbi, men har du været i førstehjælpen? Det er samlingspunkt for hele lejren, og der er altid plads til en snak. Kageféen? Smedjen? Der ser du også hele lejren. Andre steder som køkkenet, baren og børneteltet er det måske ikke hele lejren, du møder, men fortæl mig hvor på lejren du kan gemme dig helt. Nej vel? Men når du er på tjans, giver det sig selv, at du kommer i kontakt med andre fra lejren. Måske lige bortset fra mange af de gennemgående tjanser. De fleste der vælger dem er folk, der har været på lejr flere gange og som ser en fordel i en tjans, hvor de kan tilrettelægge arbejdet selv. Det kan være for at deltage i så mange workshops som muligt, at have alle aftener til rådighed eller fordi de har småbørn, som skal passes hele tiden. De tjanser lærer kun hinanden at kende, men hvor ofte har vi ikke stået i kø ved toiletterne, mens et par ’huse’ blev rengjort? Selvom vi måske ikke går og tænker over det, går det op for os, hvor dejligt det er, at nogen sørger for, at der er pænt og nydeligt også dér. Og så er det jo lige anledningen til at falde i snak med dem. Nogle af os betaler for at komme på lejr, for alt andet lige er det den fantastiske dans, sang og trommerne, som samler os hvert år. Det er dem af os, der yder den tjansehjælp, vi har brug for, for at holde lejren gående. Og så er der gruppen af mennesker, der ud over selve lejren også sørger for, at lejren kommer op at stå og bliver pakket ned igen.


Og vi kan ikke undvære nogen af os. Er det ikke fantastisk at 20-25 mand kan lave mad til 650 mennesker? I baren står der troligt to personer og laver kaffe og te og vasker op, så vi kan få rene glas. Om aftenen mens vi hygger os ved baren eller i kageféen, finder vi i bageriet et hold i fuld gang med at bage brød til næste dag. Køkkenet bliver gjort rent efter dagens strabadser, mens kokkene er i fuld gang med at planlægge morgendagen (og sørge for at vi også kan få noget mad her midt om natten). Selv efter kl. 24 bliver der vasket op og i mandaziboden bliver der brygget chai

og bagt mandazi. Ude på pladsen bliver der trommet til dans, og underviserne laver de sidste tilretninger til næste dags workshops. Bag nedrullede forhæng i dukaerne bliver der gjort regnskab, og kommer du forbi info’en, kan du høre aktivitet bag rullegardinerne. Biblioteket er lukket, men savner du dem, kan du sikkert finde dem på kontoret, hvor de er ved at lægge sidste hånd på morgendagens avis. Har du et problem af mere praktisk art, ved du hvor du kan finde pladsmændene. Alt dette kunne ikke gøres uden jeres hjælp. Jo selvfølgelig, hvis vi ville betale os fra det. Men er det, hvad vi vil? Er lejren ikke lige netop alt det, vi kan lide, fordi vi alle er en del af det? Fordi vi alle er lige og en aktiv del af den. Det, der gør lejren unik, er jo, at vi alle tager del i og ansvar for den. Hvor finder du en lejr, der er så fredelig og hyggelig for så mange mennesker, i så mange aldre og fra så forskellig baggrund? Vi gør det, fordi vi elsker det. Fordi vi alle tager hjem herfra med en følelse af glæde, fryd, samhørighed og fyldt med gode oplevelser, som vi lever højt på resten af året. Vel hjemme igen går det op for mig, at selvom jeg ’kun’ har været væk i små to uger føles det som en ferie på en måneds tid. Hvad var det jeg gjorde, lige før jeg tog af sted? Hvad var det for en opgave, jeg var i gang med før ferien? Hvor lagde jeg de papirer, jeg var sikker på jeg kunne huske, da jeg gik på ferie? Jeg føler mig heldig at holde en ferie på to uger, der føles som en måned. Så tak alle sammen for at give mig denne oplevelse hvert år. 43


D

e fleste gruekedler har et tændingshul i siden, men siden 1993 har jeg kun mødt én, hvor det virkede! - så jeg står på hovedet og rækker tændstikken helt ind til brænderen, lukker så op for gassen (eller får en anden til at gøre det) og flytter hånden i en fart, når der er ild på. Jeg har aldrig brændt mig alvorligt. Hvidbogen »Alt om opvask på Utamadunilejren, 1999«. 44


Lejren set i bakspejl Engang var toilettet et stort hul i jorden med en pind hen over. Så sad man dér på række. Siden har Utamadunilejren udviklet sig. Tag en tur med tilbage.

Af Rex Shilungu Jensen

I

slutningen af 60’erne flyttede en flok på 3-400 indvandrere fra (mest) København til Djursland over en periode på et par år. Kollektivisterne havde oprøret mod det bestående som fælles udgangspunkt, men var ellers en blandet flok. Nogle stærkt politisk orienterede, nogle til det spirituelle og andre flippede anarkister. På trods af de store forskelligheder blev der lavet mange fælles ting - kollektiverne kendte hinanden og var gode venner på kryds og tværs. En fælles indkøbsforening med økologiske varer gik fint i nogle år. Den blev drevet af Indkøbsforeningen, som både lavede et levende blad – IndkøbsTidende – og et årligt sommertræf, en teltlejr, der varede en weekend, kaldet Sommerlejren. Sommerlejren blev afholdt i en lysning ved en skovsø lige ved siden af Keramikgården, hvor Kis Lunn boede med sin familie.

S

ommerlejrene var først og fremmest præget af det spontane. Der blev lavet dukketeater, cirkus og andre slags gøgl og teater, og der var en scene, hvor der blev spillet rockmusik. Der var også akustisk musik med fløjter, violiner, guitarer og bongotrommer og der var kreative sysler som f.eks. raku-brænding og smedje. Kort sagt fandt et livligt folkeliv sted – med en god bar i centrum. De primitive forhold krævede, at folk var gode til at organisere sig, var opfindsomme og parate til at knokle. Det var et forsøg på at lave et landsbyfællesskab i nogle dage og var ikke en færdigpakket festival.

Mod slutningen af halvfjerdserne kom lejrene dog til at fjerne sig fra udgangspunktet og blev mere fest end kreativitet. Et par år efter fik Kis Lunn nok af tre dages fest og sagde stop.

I

et af kollektiverne på Djursland boede Sander Nielsen. Han havde i 1973 overværet, hvordan en større gruppe fra Sukuma-stammen i Tanzania optrådte rundt om i Danmark. Fire år senere - i 1977 - fik han og en snes djursere støtte fra Kulturministeriet til at rejse til Tanzania for at optræde med et hjemmelavet teaterstykke. Overalt hvor de kom i Sukumaland, blev trommerne slæbt frem, og vilde danse blev danset for de undrende danskere. Det var ved denne lejlighed, at trommesygen for alvor begyndte at brede sig. Selv tog jeg tog til Afrika i 1979 for at besøge mine pottemagervenner – ikke for trommedansens skyld, men jeg blev hurtigt smittet. Specielt efter at Knud Erik Asak (udsendt som pottemager-frivillig) og jeg stødte ind i den forrygende sanger, trommeslager og hulepindsvinedanser Mzee Kang’wina, med hvem vi fik et livslangt venskab. På den første sommerlejr efter deres hjemkomst fra Afrika prøvede 45


blev spist med fingrene. Baren var åben én time hver middag. De primitive forhold gjorde, at alting tog enormt lang tid - ligesom i Afrika - og programmet var noget, der opstod uden den store planlægning. Ligesom på hippie-sommerlejrene var der et afslappet forhold til påklædning, og folk sad på lokum på en lang række på et bræt over et hul i jorden.

H Foto: Karin Malmberg.

Uffe og Sander at skabe et lille hjørne med workshops i afrikansk dans. Men det var de færreste djurskollektivister, der kunne få øje på fidusen i at hoppe rundt til primitive trommerytmer. Enkelte fattede dog interesse og endte i de første udgaver af Utamaduni-Gruppen. Det varede ikke længe, før deres begejstring begyndte at smitte andre steder i landet. Edwardi var allerede i Danmark som den første sukuma, og sammen med ham og resten af den lille flok danskere blev de første primitive trommeslag slået, de første simple sukumasange sunget og de første hakker svinget.

Å

ret efter lod Kis Lunn sig overtale til at prøve, om ikke en mindre lejr med det afrikanske i centrum kunne være et velkomment alternativ til de noget større kollektivist-lejre. Hun længtes også efter en mere kreativ lejrånd, så hun var ikke så svær at overtale. Sådan gik det til, at den første udgave af Utamadunilejren så dagens lys. I en udvidet weekend fra torsdag aften til og med søndag mødtes 60-70 mennesker under endnu mere primitive former end de oprindelige lejre (der altså ikke var helt lukkede endnu). Al maden (ugali, ris og kylling) blev lavet over bål, og den 46

vad der fra begyndelsen fascinerede ved sukuma-trommerne, var den pulserende gentagelse. Musikerne kommer i en slags trancetilstand, der bringer dem ud over grænsen for energiudladninger, som de i den almindelige dagligdag ellers ikke oplever. Og hvad dansen angår, drejer det sig enten om at danse flot og koordineret rækkedans eller om at ”knalde ud” og lave vanvittige ting. Flere af de første danskere i Sukumaland havde danset og spillet bunungule, hvor det bizarre og det bindegale er i højsædet. Andre havde danset med hakkedansere og derved lært rækkedanse, som mange danskere blev glade for at danse. På de første mange lejre var der ikke så mange, der kastede sig ud i bunungule. Det krævede stor udholdenhed at slå så vanvittigt hårdt med hænderne på trommerne som hos banungule. Og modet til at gakke ud fandtes heller ikke rigtigt endnu. Hakkedanse og hakkedansetrommer var noget nemmere for danskerne at gå til, så de blev helt naturligt meget populære op gennem firserne. Disse samt Edwardis fantastiske sange kom til at præge lejrene i adskillige år. Fra de første lejre kunne man udover musikken og dansen ane spiren til den uundværlige del af lejrlivet, man kunne kalde ”de praktiske grise”. Nogle få fra den oprindelige kollektivist-lejrflok blev nemlig hængende og hjalp Utamadunigruppen med at klare mange af de praktiske opgaver.

A

llerede i året for den første lejr opstod både ”den fynske forbindelse” og venskabet med en lille flok århusianere – begge dele fik afgørende betydning for lejrhistorien. Her startede den store rejseaktivitet, der for alvor satte skub i tingene. Uffe Larsen og Sander Nielsen tog en ret stor gruppe århusianere (heriblandt Jytte, Ria, Henning Fupe og Lone Christensen) med på en


tur til Sukumaland. Cirka samtidig lavede Martin Loft og jeg swahilikursus i et kollektiv i Svendborg, hvor Mads Bischoff, Niels Kilele, Friis og flere andre var med. Det var med til at skabe grundlaget for, at lejren i 1983 var vokset til det dobbelte. Og de næste år gik det stærkt med deltagerantallet. Samtidig steg lejrens længde gradvist op gennem firserne, til den nåede den nuværende på en hel uge. Efterhånden som deltagerantallet voksede, blev der hårdt brug for forstærkninger af dem, jeg før kaldte praktiske grise. Allerede fra lejren i 1983 og frem var det Trine (nuv. forkvinde) og Ingelise, der stod for baren, som efterhånden blev mere og mere omfattende. Fra år til år supplerede de bartenderholdet med stabil (og ædruelig) arbejdskraft og Jon fik udviklet sig i retning af at være pladsmand i den forstand, vi kender i dag, med tiden endda som leder af et helt lille pladsmandshold.

N

år Kis Lunn tilbage i 80’erne overhovedet tillod en fortsættelse, ja, oven i købet langsomt gav plads for at udvide lejren, skyldes det i høj grad den glade stemning og den forbløffende tjekkede måde, lejrene forløb på. Både Ingeborg og Nana kom til, efter at også de havde besøgt Afrika og var snart dybt involverede i dans, trommespil og praktisk planlægning af lejrprogrammet. Mads overtog mere og mere af Uffes og Sanders roller som opråbere og mødeledere og efterhånden var der blevet skabt en stærk arrangørgruppe. Med deltagernes lejrgebyrer og overskuddet fra baren som de

D

et viste sig også tidligt at være praktisk med folk udefra i køkkenet, så Utamadunigruppens kvinder kunne koncentrere sig om at danse. Maden udviklede sig lige så stille til ikke kun at være afrikansk. Dengang spiste vi i en stor cirkel ude på dansepladsen – en hyggelig, men noget tidskrævende seance, som for længst er opgivet. Vinges butik var også med næsten helt fra starten, ligesom Mette Sumos førstehjælp blev en uundværlig del af lejren, for lejrmaver var én af de helt store udfordringer. Løsningen på det problem blev noget, der ligner det nuværende opvaskesystem. Sammen med det kendte lejr-slogan ”Vask hele tiden hænder” lykkedes det forbavsende hurtigt at begrænse antallet af dårlige maver til næsten nul. Det er bemærkelsesværdigt, at der ret tidligt i Utamadunilejrens historie var et voksende antal mennesker i arrangørflokken, som ikke selv havde den store begejstring for hverken trommer eller dans. Til gengæld satte de så meget pris på stemningen, at flere af dem stadig er med i dag. Rex (og Luna) til venstre i billedet. Bemærk telefonen og infos daværende placering ved ovnen. Foto: Karin Malmberg. 47


har besøgt lejren siden. Hver og én af dem har været en stor gevinst på hvert deres felt og overordnet kan det siges, at der snart ikke er den stilart indenfor sukuma-kulturen, som ikke har haft sin gæstelærer.

L

Billedet er fra 1992. Foto: Trine Forkvinde.

vigtigste indtægtskilder blev der efterhånden tale om en ganske sund økonomi. Den hvilede på, at alle arrangører arbejdede frivilligt. Skulle den store indsats honoreres med en løn, skulle lejrgebyret være himmelhøjt – og så havde det simpelthen ikke kunnet lade sig gøre. Ved 5-års jubilæet i 1987 kunne lejren for første gang invitere en gæstelærer. For at lejrens indhold ikke udelukkende skulle bestå af danskere, der havde været i Sukumaland, som lærte danse og trommespil videre til de andre danskere, blev det besluttet at bruge en del af overskuddet på at hente en sukuma til Danmark. Den første blev Mzee Kang`wina. Han havde sidst været i landet lige før lejrene startede, og nu kom han altså herop igen og kunne opleve, hvordan den lejr, han kun havde hørt om, virkelig var. Det var en stor succes, fordi Kang`wina var en fin kommunikator, der fik kontakt med alle uanset sprogvanskeligheder. Og for den lille flok banungule blev det også et mægtigt skub. Sådan begyndte den næsten ubrudte række af gæstelærere, som 48

ige inden 10-års jubilæet i starten af halvfemserne indtraf der en slags krise, som kunne være blevet ødelæggende for lejrånden. Indtil da havde det været Utamaduni-gruppens forening (praktikerne kunne ikke være medlemmer), der tog de økonomiske beslutninger. Men praktikerne krævede medindflydelse, ikke mindst på de økonomiske beslutninger, og derfor blev Utamaduni Kulturforening lavet som en paraplyorganisation med alle deltagere som medlemmer og med Trine Gæstfri som forkvinde. Det førte til den organisering, vi kender i dag. Oven i indflydelsen fik alle arrangører 1000 kroner udbetalt som et lille økonomisk plaster

Dansegruppen Utamaduni, Randers 1995. Foto: Trine Forkvinde.


på såret, og systemet skabte ro i lejren. Basis var lagt for den fantastiske succeshistorie, som kom til at præge halvfemserne. Erfaringer og evalueringer blev givet videre fra hver sektion til eventuelle nye arrangører næste år, ligesom også både dansene, sangene og trommespillet blev forbedret for hvert år. Traditionen med at slutte hver lejr med såkaldt åbent hus, blev skabt for at give den lokale omverden en chance for at opleve lejren. Det medførte hurtigt, at snakken om det sekteriske forstummede til stor gavn for lejrens almindelige omdømme. gså kvaliteten af selve lejrindholdet steg. De mange gæstelærere og stadigt nye generationer af danskeres rejser til Sukumaland kom til at betyde store gevinster for den musikalske kvalitet. En hel speciel fornøjelse har det været for én af de gamle (som overtegnede) med den såkaldte shindano. Sukumaerne er traditionalister og optræder ikke med trommer, dans og sang på en scene for et klappende publikum, som det kendes i Vesten – og mere civiliserede dele af Tanzania (og resten af Afrika). I stedet afvikles shindanoen som en slags sportskamp med to konkurrerende grupper i hver sin ende af en plads. Hver gruppe ledes af en medicinmand, som sørger for, at der hele tiden er noget nyt og overraskende at se på for de hundredevis af tilskuere, der løber frem og tilbage mellem grupperne. Publikum ender til sidst hos den gruppe, der har mest spændende at byde på, og på den måde bliver vinderen gruppen med den dygtigste leder. Det kan for eksempel være slangedans og hulepindsvinedans (banungule) som danser mod hinanden. For mig var dette den største oplevelse overhovedet i min tid i Sukumaland, og jeg havde aldrig troet, at vi kunne lave noget så vildt i vores egen »afrikanske landsby.« Alligevel er det blevet virkelighed efter at slangedansen blev indført i midten af halvfemserne, og antallet af banungule i samme periode nærmest eksploderede. Med alle de børn og unge, som lejren efterhånden har opfostret og tiltrukket, er der meget, der tyder på, at lejrånden kan vise sig at være levedygtig mange år endnu. Ses vi til 50-års jubilæet?

Banungule er folkene, der trommer. Bunungule er begrebet trommedans.

Foto: Mads Bischoff

O

49


50


51


Det bedste og det værste: (Citater fra Uta-lejren 2006) Det bedste er, at man lærer at danse og tromme. Bierne er det værste. Stine, 10 år. Det bedste er, at man lærer at spille musik og at danse. Toiletterne er det værste. Stine Maria, 9 år. Det bedste er, at der er rigtig meget kærlighed. Hvepsene er lidt irriterende. Maria, 39 år. Skoven er det bedste. Og at ingen smider skrald. Sofus, 9 år.

52


Hjertet banker for trommer Sander Machombo fik to trommer som 11-årig. De kom i høj grad til at præge hans liv. Her fortæller han om sit forhold til ét af Utamadunilejrens vigtigste redskaber: Trommen. Tekst, fotos og illustration: Sander Machombo

S

om 11-årig fik jeg to trommer fra Afrika af min storebror, der var ni år ældre. Som sømand kom han hjem med gaver til hele familien. Jeg prøvede at redde den lille af trommerne fra et angreb af træorm, der dog trods petroleum og alle slags insektgift-behandlinger endte med at blive totalt gennemspist og til sidst brændt i et bål. Den anden større tromme eksperimenterede jeg med, og på en eller anden måde fik jeg monteret strenge indvendigt i den og satte skindet på igen, men det var begrænset, hvor godt den derefter virkede. Senere fik jeg til min konfirmation et rigtigt trommesæt og begyndte at få undervisning i at spille på det. I de næste ti år spillede jeg med forskellige jazz-, beat- og rockorkestre, indtil ungdomsrevolutionen i 1969 blev så altfavnende, at musikturneerne rundt i landet begyndte at synes banale og naive at deltage i. Østens mystiske filosofi og musik drev mig og et par gode venner af sted ned igennem Europa, videre igennem Tyrkiet, Persien, Afghanistan, Pakistan og til sidst til vort mål, Indien. Man kunne sige, at vi var på en af den tids dannelsesrejser, og vi kom på nært hold af indisk musik og kultur især omkring Hindu-templer og hos en yoga-swami, der lærte os om meditation, fordybelse og afholdenhed, lasternes forsagelse. Efter et halvt år vendte vi kursen hjemad, men før vi forlod Indien købte vi en sitar og et par tabla-trommer. Min rejsepartner havde

en plan om at hjemføre en vidunderlig skat i form af et halvt kilo af Østens i den periode mest eftertragtede ”krydderi”. Derfor valgte vi den tungeste og mindst udhulede af butikkens træ-tablatrommer. Da begyndte min egentlige karriere som trommehåndværker. Med noget lånt værktøj arbejde vi på vores gæstehus-værelse i den afghanske by, Kandahar, der i 1970 var en dejlig og fredelig by. Efter at have afmonteret skind og snører savede vi trætrommen vinkelret over i midten af den over ti centimeter tykke træbund. Med et hul-stemmejern lavede vi en dyb, rund kanal omkring centrum i den underste halvdel og siden en tilsvarende kanal i den øverste halvdel. Det var et stort arbejde, men når vi holdt de to dele sammen dannede de to kanaler tilsammen en fin, rund pølseformet hule med plads nok til en overdimensioneret medisterpølse. Deri monterede vi så ”det halve kilo”, hvorefter vi limede trommen sammen på ny. Selve brudstedet camouflerede jeg med et udskåret mønster, så den lignede en ganske almindelig tabla, hvorefter vi pudsede den med sort skosværte. Så satte jeg skindet på, nøjagtigt som da vi tog det af, og næste dag begav vi os på vej hjem til Europa. Vi fik selvfølgelig en varm velkomst alle vegne, hvor vi kom med vores vidunderlige ”krydderi” og eksotiske instrumenter.

T

re år efter i 1973 så jeg tilfældigt i fjernsynet nogle tanzanianere fra Østafrika, som var på besøg i Danmark og Sverige. De sang, dansede og spillede på hjemmelavede instrumenter, og fem mænd stod omkring et trommestativ og slog på hver sin tromme i forskellige størrelser. Begrebet ”én person bag hver tromme” var dengang helt nyt for mig, da jeg jo var vant til at spille ene mand bag et helt trommesæt. Jeg blev straks fascineret og fik lyst til at følge op på det. De eksotiske hjemmelavede instrumenter ramte mit musikerhjerte. 53


Koskind renses og tørres til trommebygning på Granlunden.

Som deltager i kulturbroen Daraja la Utamaduni i 1977 var jeg blandt andet med som en søgende efter den kollektive musikalske samværsform, hvor mange kan medvirke aktivt i en musik-happening, både under en stringent ledelse og med plads og frihed til spontane udtryk. Instinktivt vidste jeg fra den tv-udsendelse, at det måtte være i Afrika, at jeg og vi skulle finde alternativer og tilføjelser til vores måder at feste på, som vi alle elskede og var gode til i vores glade bestræbelser på at revolutionere dagligdagens Danmark. I kulturbroens ”første” rejsegruppe (som findes beskrevet andre steder) havde vi alle naturligvis større eller mindre ambitioner. Min personlige ambition blev undervejs noget med samværsform. Hvordan kunne man overføre noget livsglæde fra dette vidunderlige sted, hvor alle syntes naturligt at vide, hvad der ville bringe glæde og veloplagthed i en hvilken som helst situation. Trommerne og sangene og dansene var de helt essentielle ting for mig. Hvem der fremførte dem, var jo egentlig sekundært i forhold til, at når blot man havde hoved, krop, arme og ben, så krævedes der intet andet end øvelse for at kunne gøre det selv. Sukumarne var sublime poeter og musikere med hver sit kreative speciale, og samtidig var de til daglig almindelige agerbrugere og kvæghyrder, fiskehandlere og husflids-håndværkere. Deres trommer lød fantastisk – især de største, der spillede i ”kor” til de heftige hakkedanse.

B

Alle Utamadunigruppens trommer er velsignet med sukumamedicin på indersiden af skindene. 54

rugte olietønder og koskind kan man også få i Danmark, så da vi var hjemme igen, begyndte jeg at studere vore fotografier af sukuma-trommerne. I 1978 lavede jeg min første sukuma-tromme på en blå, 60 liters olietønde. Andre fra rejsegruppen havde hjembragt en hulepindsvine-håndtromme og puls-tromme fra Sukuma Museums værksted, men jeg fokuserede mere på større trommer at slå med stikker på. Min første sukuma-tromme bar jeg imellem mine ben, så jeg kunne spille og gå fremad samtidigt. Den skulle nemlig først og fremmest lyde til vores ”drageoptog” igennem Amsterdams gader og i Fondelparken under ”Festival of the Fools” i sommeren 1978.


I 1979 fik jeg igen lejlighed til at besøge Sukumaland. Mit eget håndværk med at male naturalistiske illustrationer og skilte viste sig at komme belejligt, da jeg så kunne kvittere med håndværk for den musikalske inspiration fra alle Sukumamuseet og Bujora håndværkerskoles tilknyttede folk og deres familier. Den ærværdige mzee Phillipo, træskærermesteren, og hans svende og lærlinge blev jeg snart gode venner med. Hans søn Inocent blev lærling i mit lille malerværksted i missionshusets bibliotek. Da tiden for den årlige høstfestival ”Bulabo” nærmede sig, var vi mange flere danskere. De danske pottemagere var midt i et overlapningsforløb fra Henriks til Knud Eriks ledelse, Elisabeth kom på sit andet besøg siden Daraja la Utamaduni, hvor hun var blevet beriget med tilnavnet ”Malaika” (Engel). Rex var kommet, og min medboer fra Emmelev Showband-kollektivet, Uffe, kom også på besøg. Han havde drageoptogets hovedmaske med og lavede meget snart stylter til sig selv og børn, som alle lærte sig at danse på stylter. Uffe og jeg kom begge til at lære udhulningen af hver vores lille tromme med træskærernes værktøj. Og vi lærte, hvordan man lettest kunne spænde koskind på dem. Desuden fik vi oplevet noget mere om, hvordan de skulle spilles på, for vi begyndte så småt at lære Bujora Dance Troup at kende. Gruppen indeholdt jo blandt andre alle de 30 sukumaer, som havde været i Danmark seks år før.

E

dwardi Ntemi var netop én af dem og på den tid en virkelig heftig danser og sanger. Han gav sig tid til at være meget sammen med os danskere og sagde ja til at komme endnu en tur til Danmark, inviteret af ”Det Lille Teater” i København, hvor Elisabeth Malaika og jeg i løbet af vinteren sammen med Edwardi Ntemi indøvede Afrikabørneteaterstykket ”Shibilibili”. Efter teaterforløbet rejste Edwardi med til Djursland, hvor vi sammen med Uffe, Martin Loft, Rex og andre djurs-kollektivister hjalp Edwardi med at danne sin første dansker-sukuma-dansegruppe i Granlundens forhenværende kostald. Indtil Edwardi kom ind i gruppen, havde vi optrådt under flipper-navnet ”Hjertensfryd”, men nu kaldte vores lærer os Utamaduni Group. Kulturgruppen. Vi begyndte at sætte koskind på større genbrugs-olietønder, og

Sukuma-værktøjet »chimbo« og »teso« kan også bruges til en dansk tromme i ahorn.

»Shikija«, slangedans, af en særlig stor elmestamme fra Djursland.

Trommebygning kræver præcision, flid, råstyrke og samarbejde. 55


De bedste 49 trommer på den niende Utamadunilejr. Fotograf ukendt.

den større lydstyrke og meget mere øvelse bragte os i stand til at optræde offentligt ved Afrika-relaterede sammenkomster og at lave ”Edwardi”-workshops med os tre-fire trommeslagere som opbakkere og sangkor.

P

å de følgende genbesøg i Sukumaland lavede Uffe og jeg altid mindst én eller flere trommer i starten af opholdet på vores komfortable udgangspunkt, Sukuma Museum. Derved lærte vi dels at ”tæske” slagskindet og at bruge på forhånd skåret, udstrakt og tørret snøre til at sætte det våde skind på med. Mzee Phillipo viste os hvordan, det vil sige vi holdt os til, når tingene skete. Hulepindsvinetrommerne havde kun skind øverst. Det var spændt og sat fast med træpløkker med to-tre centimers mellemrum hele vejen rundt. Hulepindsvinedans, Bunungule, var det sjoveste, vi oplevede af alle sukumaernes mange dansemåder. Vi tog også nogle af dén slags trommer med til Danmark. Måske var de for nylavede og har ikke rigtigt været tørre endnu, da vi købte dem. Da de kom hjem i vores 56

tørre, varme stuer, blev skindene nemlig slappe, og den gode lyd af Afrika var borte.

E

dwardi fik imidlertid workshop-arbejde på Tredje Verdens aftenhøjskole i København. Når vi manglede hans formidable og frem for alt autentiske danse- og sanglederskab, stod vi på en måde nøgne foran vort publikum, når vi derefter skulle optræde eller lede workshops. Men vi gjorde det alligevel, og Martin Loft tog lederskabet og viste sig god til det på sin måde, og det samme gjorde vi andre. Når blot vi var mindst tre trommeslagere og en danseleder, kunne vi gennemføre fællesdanse og sange med folk. Sukuma-trommerne fascinerede folk i de forskellige workshops, og dem der lærte trommespillet, ville gerne have deres egen tromme. Derfor arrangerede Uffe og jeg trommebygningskurser, hvor man kunne lave sine egne trommer i løbet af en weekend hjemme hos Uffe og jeg, hvor vi var instruktører. Det forberedte vi med indkøbte koskind, som vi spændte på rammer, rensede og tørrede, så de var klar til enten et forårs- eller efterårskursus.


På den første Utamadunilejr i 1982 lavede vi også nogle trommer, og det endda selvom lejren kun stod på i tre-fire dage. Det var for stresset, for lige netop da skete der så meget andet sjovt. Senere lærte vi at undgå saltede skind, for det viste sig, at det tilbageværende salt i skindet blev ved med at suge fugt til sig også efter at være tørret på en ny tromme. Dét gjorde, at trommen altid ville blive for slap og for dyb i lyden.

V

ores trommemedspiller Henning, som havde sin gang i ”Huset” i Århus, fandt på at sætte skind på ved hjælp af jernringe og spændeskruer, så man kunne få selv bunungule-håndtrommer til at bliver stramme nok. Lidt ligesom på de kendte congaer og tumbaer. På de store olietønde-trommer var problemet undertiden, at slagskindets kanter blev gennembrudt af snøren i hullerne, når vi strammede hårdt i slutningen af processen. Da fandt vi så sammen ud af at lave 2 rækker huller og tillige øge antallet af huller, men dermed også snørens længde. Det krævede større tålmodighed og mere tid til påsnøringen, men til gengæld blev trommernes lyd derefter meget bedre.

trommeslagere at samles i weekender eller ferier for at lave trommer. Dét bragte ekstra glæde i de mange grupper, som opstod rundt om i landet. En gruppe af friske, svenske flickor ”Wagaluerne” kom til Uffes og mit trommebygningskursus og rejste hjem med et helt sæt: Stortromme, puls og lilletromme. Det samme havde andre gjort i de år, så efterhånden kunne mange selv lave de næste trommer eller samles om det i en arbejds-weekend ligesom hos os. Atter andre igen fandt selv ud af håndværket ved blot at betragte og aflure finesserne i sommerlejrens omfattende samling af alle gruppernes bedste trommer.

V

ores kære afro-trommer kan for det meste levere et meget kraftigt lydbillede uden brug af mikrofoner og el-forstærkning. Det gælder også, når dansen foregår udendørs, som det jo altid er tilfældet i Afrika, og som det ligeledes er i den varme sommertid hér i landet. Dét er trommerne lavet til, men hvor store kan akustiske trommer egentlig laves? Det, der begrænser diameteren, er jo blot størrelsen på det dyr, som skindet kommer fra. Hér har vi større køer end i Afrika, og det har fået Uffe og jeg til at lave en kæmpe-tromme eteranen fra sukumaernes besøg i Danmark, med et helt skind af to usædvanligt store sortMzee Kang´wina, havde været på et sucbrogede køer som slagskind i begge ender på cesfyldt genbesøg i 1981, hvor han lærte os sin dette vidunder af en ”Nhama”-tromme. Den fik hulepindsvine-bunungulestil. I 1987 kom han en diameter på 165 centimeter og en total-vægt af 80 kilo. Selve formen fremkom af to solide igen som kultur-gæstelærer og fik Uffe og jeg Selvportræt: Machombo træringe fra en nedrevet gammel fodersilo fra til at lave en ”Nhama” – kæmpetromme – med med sin første tromme 1979. et landbrug. Da vi på et tidspunkt fik fat i de en genbrugs-gødningsspredertragt af jern som to skind, som helt exceptionelt var uden huller basisform. Efterhånden bredte behovet for selv eller fejl fra slagterens kniv, fik vi de to træringe at lave sin egen tromme sig. sat sammen til den perfekte trommeform i en bredde, så den altid Både i Edwardi Ntemi og Janie Chris` gruppe, Wachanga i Købenville kunne rulles igennem en dør. havn og i Fyn og Jyllands andre ”sukuma”-dansegrupper begyndte

V

57


Efter gammel sukumaskik har enhver større tromme altid et navn. Denne udmærkede skik har vi taget til os i Utamaduni-Gruppen, og vores helt unikke kæmpe-tromme, der blev færdig i 1995 ved en fuldmåne, fik da sukuma-navnet ”Balamwezi” (Fuldmåne). Den er formentlig Danmarks største tromme. I Kina findes åbenbart nogle kæmpe-bøfler, der har gjort det muligt at lave verdens største tromme på tre meter i diameter. Den har været på besøg i Danmark med en kinesisk trommegruppe for et par år siden.

S

om mit afrikanske navn Machombo (mange redskaber) betyder, har jeg altid bragt forskelligt værktøj både til Sukumaland fra Danmark og i særdeleshed fra Sukuma-miljøet til Danmark. Hos jernsmedene har jeg fået lavet træskærer-redskaber netop med henblik på at udhugge rigtige traditionelle træ-sukumatrommer. At bruge de danske træsorter ahorn, elm og andet løvtræ til trommeformer kom jeg i gang med i halvfemserne. Der var andre som gjorde det samme ved hjælp af motorsav og moderne teknik, men jeg foretrak at lære og videreføre de traditionelle sukuma-teknikker og –metoder. Det gav masser af sved på panden og for mig en helt særlig håndværksmæssig tilfredsstillelse. Det var meget tidskrævende, især fordi jeg skulle lære at bruge først grov-udhuleren ”Chimbo” og fin-udhuleren ”Ng`wabo” og dernæst udvendigt tvær-øksen ”Teso”.

58

De første puls- og lead-(shikija)trommer, som var lige op og ned med lidt ”mave”-fortykkelse og lidt indsnævring forneden gik det fint med at få lavet de første fem af – cirka én hvert år. Senere fik jeg lyst til at prøve kræfter med det ekstra-store arbejde at lave Bugunda-håndtrommer, som forneden ender i en indsnævret bund med en trompettragt. Dét kræver en tyk stamme med en solid kerne og er virkelig omstændeligt, men også meget spændende. Først blev det en lille kopi af sukumaernes Bugunda-tromme af en elmestamme. En skønne dag fik jeg fat i en kæmpemæssig tyk kastanje-stamme, som blev til min første rigtige Bugunda-tromme i fuld størrelse. Efter instruktioner fra selve mestrene Ng´wenhwandege og hans gamle lærer, Mzee Njile i Sukumaland lykkedes det Uffe og jeg i makkeskab at stramme skindet på med træpløkker og at få denne tro kopi af deres kæmpe-håndtromme lavet perfekt. De store af Bugunda-trommerne har to forskellige funktioner i den særlige 5/8 rytme, ”Shikija” og ”Ndubya”. Da en stor storm væltede en masse træer i 2005, fik jeg fat i en tyk lindetræs-stamme, der blev til min nyeste ”Ndubya”-tromme. Uffe og jeg forsøgte at skinde den med et tyrekalveskind, men det viste sig at være udueligt og blev skrottet. Til dette års jubilæums-Utamadunilejr skal den indvies med sit nye koskind på.


59


60 Foto: Mads Bischo


61


Vi synger det inderste ud Af Johanne Landsholt

H

ar du nogensinde oplevet de første morgentimer på lejren efter en nat, hvor lykken har tronet på dine skuldre og klappet i takt til din puls? Et gråt og diset lys bevæger sig ind over pladsen og afdækker beviser på nattens udsvævelser i form af henlagte feltflasker og glemte sweatere, som nogle sikkert savnede, da de gik i seng. Solens første stråler anes gennem bøgetrækronerne. Fuglene vågner og fylder daggryet med kvidremusik for at vække dem, som allerede har ligget i teltene længe. Forhåbentlig har de også fået sovet lidt, på trods af de sange, som måske blev sunget lidt for højt og de vitser, vi selv synes var så grinagtige. 62

Længe har vi siddet her og holdt af og om hinanden, men nu trænger lyset sig på, vi ser sikkert ikke så godt ud mere, og man burde nok bare gå i seng - men trolddomskraften slipper ikke, de som tror, og vi tror af hele vores hjerte. Vi tror på, at det er den livskraftigste medicin i verden at sidde her på bænken og grine sig udtømt for luft, mens ovnen varmer ryggen. Vi tror på ånderne og de nye sjæle, vi har mødt i nattens mørke, magien mellem mennesker. Vi har sunget vores inderste ud og givet det sidste, vi havde. Vi har besteget bjerge og er kommet ned igen. Vi har fået talt og fået fortalt og danset i sandet til benene eksede. Vi var alle én, da natten kulminerede… Min stemme er lidt hæs, mærkeligt nok, men jeg synger alligevel smukt, synes jeg selv. ”Det lyder kanongodt mand!”, er der én fra opvasken, der konstaterer. Vi er rørende enige. Vi er vist ikke så mange tilbage til denne her fest… Nu gik ham med guitaren også. Sun is shining, weather is sweeeeet - make ya wanna mooove, ya dancin’ feeet. Turen hjem over pladsen og gennem skoven er smuk her til morgen. Folk hilser overbærende på mig, med søvn i øjnene. Jeg prøver at se ud som om, jeg lige er stået op, morgenfrisk og på vej i bad eller noget. Ved godt, det ikke helt lykkes, for så ville de ikke have det lille lumske smil på. Godmorgen, sov godt og tak for endnu en fabelagtig nat.

D

et var fuldstændigt tilfældigt, at mine forældre flyttede til Ramten Skov i 1983, fordi de hurtigt skulle finde noget at bo i. Eller var det? Har det mon altid været meningen, at jeg på det meste af min livsvej skulle danse rundt i kanga, i græsstøv og brune gymnastiksale til afrikanske koskindstrommer? Høre afromusik i stuen og synge sukumagodnatsange for min lille søn? Jeg har begrundet mistanke til visse begivenheder, der foregik i mine barndomsår. Jeg var nemlig kun syv år gammel, da den første utamadunilejr fandt sted og ganske forsvarsløs over for Sanders magiske trolddomsunivers af kalabasser og gedeskæg, samt Jyttes fængslende definition på ”Hodi hodi”, så jeg havde faktisk ikke noget valg. Hvordan skulle jeg kunne modstå det? Jeg trådte mine barneskridt


ind i en hidtil ny og uudforsket verden, og de fantastiske minder fra årenes uge 30 er dybt forankret i min livshistorie.

ning når trommerne, solen og sangen gik op i en større enhed og skød sig ind et sted tæt på hjertet.

Lugtene: Diverse æteriske hjemmelavede olier, blandet med sved og langt hår. Tørt græs, nelliker, jordtoiletter, urtemedicin, bål og fugtigt cirkustelt.

N

Lydene: Kohorn, gazellehorn, trommer i alle afskygninger og smedejernsbjælder i takt til dansen. Messende bunungulesange med rødder tilbage til fordums tider. Ildsjælenes entusiastiske stemmer til endeløse fællesmøder. Den sælsomme klang af mit helt eget sukumanavn: Shoma”. [Sjååw’ma], [S’yõum<ar], eller hvordan skulle det egentlig udtales? Synet: Halvnøgne, vuggende, svingende, crazy hvide mennesker med kæppe, farvet stof, fjer, drager og stylter. Kulsorte mystiske og gådefulde medicinmænd; Edwardi og Kangwina, som skar i hinanden med barberblade og talte i tunger (- eller var det swahili?) Smagen: Jeg spiste for det meste hjemme, turde ikke andet. Maden var noget med et bål og en gryde, og ét år havde alle diarré. Husker at Elvira engang fandt sit bortkomne ur i en morgenbolle. Følelsen: Dyb integritet i nuet, kærlighed til livet og en euforisk stem-

aboengen forvandlede sig til et vildt eventyrslandskab for mig, da mit liv jo indtil da mest havde drejet sig om skolen, dansk melodi grand prix og rugbrød med leverpostej. Sanserne åbnede sig, rytmerne tog plads i kroppen, magien bar mig rundt på svævende vinger, og børnebøgerne kunne ikke stå mål med denne forunderlige virkelighed. Sukumamystikken havde indkapslet mig, og utamaduniuniverset var endegyldigt blevet min barndomstros hellige fristed.

M

en det er jo 25 år siden nu, og jeg har været på alle lejre siden. Jeg er tilmed blevet arrangør på lejren, medlem af Utamaduni dance troupe, og jeg har overalt maset mig ind i forskellige andre Afrika-kultur-dyrkelses-fællesskaber. Jeg har været i Sukumaland mange gange, og boet der i halve år ad gangen for at få HELT styr på ingredienserne i denne fascinerende kultursuppe. Sommerlejrbegrebet er efterhånden blevet afmystificeret i min forestillingsverden, og jeg forstår for eksempel godt, hvorfor Knud-Erik, Janie, Uffe, Nana og mine andre barndomsidoler for det meste bliver nødt til at have normalt tøj på i Super-Brugsen, på apoteket, i busserne og så videre. Men i mit stille sind kan jeg stadig ærgre mig over det.

63


64


»Hvor er det skønt, når man pludselig opdager, at ens 15-årige datter er ved at rydde op på pladsen.« Neel. Natten til fredag i 2006 forsvinder der 14 liter piskefløde fra kølevognen. 14 LITER!!? »Har du noget, der skal ha’s?« ChaufførLars til Frank. »Det bedste er, at tingene koster så lidt. Fire slikkepinde for to kroner! Hvis jeg ku’ lave noget om? Så synes jeg, vi skulle have nogle toiletter.« Anton, 8 år. »Jeg danser ikke, men jeg trommer lidt. Jeg er bare ikke så god til det.« Casper, 10 år. »Der burde være låg på askebægrene. De lugter rigtig grimt.« Jakob, 11 år.

65


Gul tequila, Af Dav Jacobsen

E

r I klar til næste omgang? Hvem skal have dem her? Jeg smækker to sjusglas hårdt i disken og ser spørgende på kunderne på den anden side af baren. Hæver flasken med tequila, så lyset rammer den gule væske. - Der er betalt for fire drinks mere. Hvem skal have dem? Peger med flasken på tre unge mænd, der fra sidelinjen interesseret følger optrinnet. - Ku’ I lige finde to kammerater mere, så kan I være med. Der er fire for en halvtredser og ti for en hund. Kom til lommerne. Vi har ikke hele natten! To flasker Tequila Sauza og halvanden liter Sprite står på bardisken. Ved siden af ligger et skærebræt med to hele grapefrugter og en kniv. Et vådt viskestykke, der engang var rent, tjener som dug for otte brugte glas, og en del frugtkød og -saft fra de foregående slammere røber historien om en munter aften. - Er I blevet enige? spørger jeg kunderne, der er i gang med en runde på ti. Med hjælp fra en smart dippedut i flaskehalsen hælder jeg præcis to centiliter tequila op i de to glas foran mig. Pøser med løs hånd en slat Sprite oveni, lægger en halv grapefrugt over og roterer langsomt glassene på disken uden at løfte dem. - Har I besluttet jer? Jeg tager et par forsigtige dansetrin og kigger på flokken foran mig, der stadig diskuterer. Et par meter bag mig står en støttegruppe fra barens opmærksomme team klar med nye forsyninger af Sprite, tequila og grapefrugter. De småsludrer med barchefen, der er bekymret for, om den vikarierende bartender husker at bon’e kunderne. Men sjældent har vikaren været så skarp som denne aften, og mens 66


vandtryk og vilde kaniner kunderne bliver gladere og gladere, svinder det i flaskerne med tequila. Klokken er omkring 23. Solen har forlængst overladt pladsen til noget forkølet måne og et par sløve stjerner. På himlen, forstås. På jorden giver kulørte pærer og blafrende stearinlys vakse stjerner i øjnene på de undervisere og den udvalgte bartender, der helt efter onsdag-aften-traditionen har overtaget halvanden meter bardisk og nu i fællesskab forsøger at piske en stemning op. Guldtand og plomber i tenderens mund glimter om kap, hver gang han kæfter op.

S

tadig med glassene roterende på disken fokuserer jeg på kunderne overfor, der er gået i gang med at danse sig frem til en afgørelse om de sidste fire shots. - Fuck det, siger jeg, hamrer glassene i disken og hælder hurtigt indholdet i egen mund. - Jeg dør af tørst, hvis jeg skal vente på jer. Jeg kigger på de tre unge mænd. - Hvad så drenge, fandt I to kammerater? Uden at skylle glassene hælder jeg på ny to centiliter tequila op og rækker hånden frem for at tage mod penge. Men de unge mænd er stadig tøvende, og da en køn, lyshåret pige med indlysende fordele i det samme byder ind, fokuserer jeg energien på hende. - Hva’ sku’ det være? En lille drink? spørger jeg, og kører håndryggen hen over disken for at fjerne de værste slatter. Blinker til pigen, ryster tequilaen af hånden og siger: - Hvis du gir mig dit telefonnummer, er drinken på husets regning. - Nå ja, hus og hus, men altså… Jeg vender mig og kigger rundt i det støvede telt. Lader blikket vandre op i den grå teltdug over hovedet, for derefter igen at lande i

pigens øjne. Så siger jeg: - Baren giver, hvis jeg får dit nummer. Jeg lover at ringe, når der er »happy hour.« Hun skulle bare vide! Happy hour…

F

ør i tiden var baren bygget af rafter og røde eller grønne presenninger og så ud som en stor legoklods. For to år siden foreslog en eller anden at prøve med et telt, hvilket førte til den nuværende løsning, så baren nu ligner et omrejsende loppecirkus. Den har form som et cirkustelt, men er væsentligt mindre. Et udhæng af rafter overdækket af teltdug forøger på den ene side gulvarealet med 15-20 kvadratmeter, og i år blev der føjet yderligere nogle meter til, da FrankJensen.dk og Søren Solskin i en pause midt på ugen greb sav og hammer. Det er i øvrigt rent held, at FrankJensen.dk stadig kan gå. Under arbejdet med at indrette baren i dagene op til åbningen, vil han skære noget hampereb over, der skal bruges til at binde en hylde fast. Han trækker derfor sin skarptslebne, dobbeltbladede kniv op af den hjemmelavede skede, der hænger i bæltet på de korte bukser og lægger an til snit, da Sara i det samme kommer forbi med en kasse whisky. Om det er Saras milde ansigt eller synet af de 12 flasker hård sprut er i de efterfølgende timer til diskussion, men i hvert fald smutter kniven i en grad, så læggen på FrankJensens ben åbner sig 15 centimeter i en skrå vinkel ind til knoglen. Pludselig ligner han Pjerrot i hovedet. - Av, hvisker han og tager sig til benet. Sara stiller betænksomt kassen med whisky fra sig, inden hun besvimer i armene på Helen, der er kommet løbende til. 67


Søren Solskin tænder en smøg og råber på Lærke fra førstehælpsteltet, mens pladsmand John, fire turister og en brunplettet svensk gårdhund farer forvildede omkring. - Blod, råber én af turisterne. - Bloood! Men der er ikke noget blod. Endnu. Kniven er skarp som et barberblad og skærer gennem overhud, nerver, blodkar, underhud og muskel med et snit, der er renere end når den japanske mafia med et samuraisværd hugger en finger af en stikker. John åbner kassen med whisky, hiver en flaske op og skruer febrilsk proppen af, inden han lægger hovedet tilbage for at hælde i halsen. I det samme marcherer Lærke ind og overtager kommandoen. Snupper whiskyflasken ud af hånden på John og danner sig et overblik, inden hun hælder et ordentligt skvæt indenbords. - Papir, saks, jod og varmt vand, råber hun over skulderen til sin medhjælper, der er stoppet lige bag hende efter at have småløbet for at holde trit, og som straks vender om for at hente det ønskede. FrankJensen.dk sætter sig på jorden uden en lyd. Lærke bøjer sig ned til ham og hælder en pæn slat whisky ud over benet, så den gyldne væske løber ind i såret og videre ned i græsset. Gårdhunden snuser til dråberne, knurrer og begynder så at labbe i sig, men får et slag over snuden, så den forskrækket trækker sig tilbage. - Kompres, råber Lærke, stikker hånden ned i såret og roder rundt. - Stort kompres. Og bil. Vi skal på skadestuen. Få minutter senere svinger Le sin bil op foran baren med en håndbremsevending, så jord, sand og græs står til alle sider. John og Søren Solskin løfter FrankJensen.dk, bærer ham i guldstol ud til vognen og kaster ham ind på bagsædet, hvor Lærke allerede har sat sig og spændt sikkerhedsselen. - Afsted, afsted, siger hun smilende, kører en hånd gennem håret og læner sig afslappet tilbage i sædet, mens hun hælder de sidste dråber i halsen. Da støvet har lagt sig efter raketstart med hjulspin, falder der igen ro over sindene. Mens Sara i stilhed kommer til sig selv, bliver FrankJensens uheld med kniven gennemgået flere gange og antager lige så stille det stof, legender er gjort af. 68

Pladsmand John og Søren Solskin diskuterer størrelsen på såret i Franks ben.

F

lere dage inden FrankJensens uheld er den store køleboks som noget af det første bar-inventar løftet på plads fra en osende lastbil med kran styret af Kilometer-Jens. En blå container er kastet ind i skovbunden ved siden af, og flere timers måltagning og diskussion blandt arrangørerne har til sidst afgjort, hvor det er bedst at stille loppecirkusets midterstolpe, så placeringen bliver optimal i forhold til boks og container. Bag loppeteltet bliver »Pusterummet« rejst. Det er her barens medarbejdere spiser, slapper af, diskuterer priser, holder møde, kuller ud og så videre. To store træborde og nogle vakkelvorne bænke samt et par hvide plasticstole udgør møblementet. Det er ikke særlig kønt, men fungerer. Når de ydre rammer omkring baren så nogenlunde er på plads, begynder indmaden at tage form. To-tre af ugens kommende bartendere graver huller til de rafter, der skal bære bardisken, mens andre graver huller, hvor bordene inde i baren skal placeres. Det er helt almindelig praksis at sætte et bord op og flytte det efter et par timer, fordi en eller anden får en bedre idé. Jeg havde lykkeligt orlov fra baren i år - men naturligvis ikke fra den traditionsrige tequilaaften onsdag, hvor det ligger fast, at jeg servicerer et udsøgt hold af kvindelige undervisere og deres bejlere - og skulle således på ugens øvrige dage blot koncentrere mig om at stille


skarpt. På billede, tekst og i almindelighed. Ikke nogen nem opgave, når jeg selv skal sige det. Fredag eftermiddag inden det store ryk-ind af forventningsfulde lejrdeltagere lørdag, møder jeg min gode ven Lille Lasse foran baren. Lille Lasse er ikke længere så lille endda, men stadig søn af Michael Bager og Tine Kagefe. Vi taler om året, der er gået, vurderer mulighederne for en god lejr og diskuterer vejrets omskiftelige karakter. Lidt senere bliver vi enige om, at lejren er begyndt at ligne lejren - med enkelte undtagelser. - Jeg tror, det er fordi du ikke er med, at det går lidt langsomt med baren i år, siger Lille Lasse og kigger vurderende på det store loppecirkus, hvor Anita er i færd med at sætte kangaer fast i bardisken med en gul klipsemaskine. - Det synes jeg lyder som en god forklaring, istemmer jeg, og overvejer om jeg skal købe ham en dobbelt gin og tonic eller en sodavandsis. En minitraktor med anhænger kører forbi mod toiletterne med fire blå tønder på ladet, og bag os river tre piger græsbunker fra Tobacco Beach sammen. I nærheden af køkkenet bærer Mikkel og Filip rundt på nogle nye brandslukkere, hvoraf den ene stadig er pakket ind i plastic. Det begynder lige så stille at regne. Lasse siger farvel og går over mod kagefeen, hvor hans søde mor serverer varm kakao, og jeg søger ly i pusterummet, hvor der er opstået diskussion om, hvad baren skal hedde. Bartenderne kan ikke enes, men er delt i to lejre med omkring lige mange i hver. Det ene hold går ind for »Bardun« og det andet for »UT’A min bar.« - Vi må stemme om det, fastslår Troels og skruer proppen af en halv liter cola. - Nul, siger Søren Solskin. - Vi er ikke fuldtallige, så det kan vi ikke. - Fuldtallige, indvender jeg. - Det bliver vi da aldrig. Jeg føler mig stadig som fast bestanddel af baren med ret til at blande mig, selv om jeg i år ikke har løftet så meget som et bræt. - Trine, nu må du tage en beslutning. Anita stiller sig med hæn-

Overvåget af Kagefeens indfødte børn lægger Le gulv.

derne i siden. Trine er som bekendt barens chef, men nægter at påtage sig lederskabet i denne sag. - Lad os vente lidt, siger hun. - Måske får vi en bedre idé senere. - En bedre idé? Helen ryster opgivende på hovedet. Efter lidt palaver foreslår Sara, at vi trækker lod. Udsagnet afslører, at hun er ny. Alle kigger bestyrtede på hende, og Hara lyder helt forskrækket, da hun siger: - Trække lod? Tror du, det er Folketinget? Vi kan da ikke trække lod. Diskussionen bølger stadig frem og tilbage, da jeg en halv times tid senere går over i køkkenet for at se, om der snart er aftensmad.

K

lokken nærmer sig 21. Rundt omkring sidder folk i små og større grupper og snakker og skyller efter med øl købt i baren til opbygningspris. Solen er endnu ikke gået ned, vinden er løjet af, temperaturen er behagelig og stemningen afslappet. Luften er klar, for regnen har 69


klistret støvet fast til græsset, og sandet på Tobacco Beach er tungt og vådt. Af og til skærer latter gennem luften fra nogle børn, der løber og leger. I morgen kommer det store ryk-ind, hvor lejren åbner officielt, så i aften har køkkenet lang snor. Egentlig er det vist en elastik, for ellers var den nok sprunget. Aftensmaden bliver først serveret 21:30. Vi får kylling og kartofler med grøntsagssovs, der smager glimrende på samme tid som det opfylder basisfunktionen for al mad, at give energi til fortsat arbejde. I morgen, altså. I aften skal vi bare slå mave og hyggesludre. Der er nok at tale om, for socialt set er lejren som bekendt at ligne med en stor fætter-kusinefest, hvor vi mødes en uge om året for at give den gas, og mange af os har ikke set hinanden siden sidste år. - Hvordan var det nu med din uddannelse, er du stadig glad for den? - Hvordan går det egentlig med dig? Har du det godt? - Var der ikke noget med, at du havde fået nyt job? - Du gik fra kæresten sidste år, har du fundet en ny? - Du har tabt dig? Pas på du ikke forsvinder! Spørgsmål og svar folder sig ud i rigt mål blandt kendte ansigter på bænkene, men der er fint rum til også at tale med nye. Og bedst som du står og hænger, falder du ved et tilfælde i snak med sidemanden og opdager, at der er kød og menneske og nye erfaringer at gøre bag en af de mange, du har set de foregående år men aldrig tidligere talt med. Det er netop én af lejrens store kvaliteter. Vi er sammen på denne her græsmark for at gøre uge 30 til en dejlig oplevelse. Hvert år lærer vi nye folk at kende, samtidig med at vi plejer de gamle, får bygget ny viden på gråhårede erfaringer og selv bringer friske historier til torvs. At det overhovedet kan lade sig gøre, er der mange grunde til. Uden at ville forklejne nogens indsats er en af drivkræfterne den såkaldte arrangørgruppe på cirka 50 personer, der mødes et par gange om året for at koordinere samværet. Her deltager optimalt mindst én fra hver af de efterhånden mange grupper, der er opstået i takt med lejrens gradvise vokseværk: Børn, unge, butik, førstehjælp, bar, opvask, køkken, bageri, kagefe, bazar, pladsmænd, info, undervisning og kultur. På møderne, der er åbne for alle, bliver behovet for mandskab og eventuelle nyanskaffelser klarlagt, ligesom nye tiltag præsenteres. Grupperne er i princippet autonome, men med ansvar overfor fællesmøde og generalforsamling. Sidstnævnte er foreningen Utamadunis højeste myndighed, men til daglig er det bestyrelsen, der tegner foreningen.


Chance tanker op, Filip stempler ud og John har vagt.

Arrangørerne arbejder mindst otte timer om dagen, deltager i for- eller baglejr, det vil sige er med til at bygge op eller rive ned, og har mødepligt til årets koordinationsmøder. Hver arrangør får 1.000 kroner, som de efter eget valg kan lægge i baren eller sætte ind på pensionsopsparingen. Men uden et vidt forgrenet netværk opbygget gennem de sidste 25 år kunne lejren ikke fungere. For eksempel kom der i år en motherfucking kæmpe gul gravko forbi med hjul så store som møllevinger og planerede græsset bag køkkenet i løbet af ingen tid med sin skovl. Det var en af pladsmændenes venner på vej hjem i firmabilen.

P

ladsmændene er hvert år både de første og de sidste på pladsen. I ugen inden selve lejren udpeger de pladserne, hvor Tony Trifolikum skal slå sine telte op. For udover at være sjov mand, er Trifolikum nemlig teltudlejer. Han og hans folk stiller trommeopbevaringstelte, infoen, de store sovetelte og børneteltet op. En formiddag i pladsmandsteltet spørger jeg, hvad pladsmændene laver - bortset fra at herse med Trifolikum.

KilometerJens, Pjevs og datter Zandra i et afslappet øjeblik.

I et godt stykke tid er der ingen, der siger noget. Så strækker Chance, der sidder på bænken ved siden af mig, armen bagud og hiver en øl op fra en kasse, der er placeret strategisk. Åbner øllen med en hammer, der ligger på bordet ved siden af en vandpibe med bambusrør, to godt fyldte askebægre, en grensaks, ti brugte kopper af uens størrelse og farve, nogle af dem stadig med kaffe i, to tomme colaflasker, en 20-styks rød Cecil, en tom flaske halvanden liter Sprite, en pakke Corner, et slidt tarotkort, en lille skruetrækker med grønt håndtag, en rulle toiletpapir, en pakke rød Balishag, en reklamekuglepen, en spraglet lighter, to stykker sølvpapir, en kniv, filmdåse, wirelås, tjubang, ølflaske, ske, blå flaske med sprit og tobakssmulder. Chance lægger hovedet tilbage og tager en ordentlig tår. Så siger han gravalvorligt: - Vi sørger for godt vejr. Drejer hovedet og ser op på den blå himmel. Fokuserer igen på flasken, som han stadig har i hånden - og tømmer den. Vi sidder tavse lidt oven på anstrengelserne. 71


Chance har stillet flasken fra sig på bordet og kigger lige frem. Efter et par minutter rømmer jeg mig. - Øhøm. Laver I andet? Spørgsmålet er stærkt ledende, men Chance må være vant til journalister. I hvert fald svarer han i én sætning: - Arbejdet består i at lede og fordele. - Javel ja, siger jeg og noterer i min kinabog. »Lede og fordele.« Stadig med øjnene fæstnet på et punkt i evigheden siger han: - Vi ordner tilladelser. - Ja. Tilladelser, skriver jeg. - Bestiller slamsuger. - Jo. Slamsuger. - Brandsikkerhed og elektricitet. Brandsikkerhed og elektricitet. Kuglepennen er ved at være varmet op. Det er Chance også. - River Tobacco Beach. Kører affald væk. Slår cirkustelt op. Organiserer transport under og efter lejren. River ned og rydder op. Holder opsyn. Kontrollerer parkering. Sørger for lov og orden. Tager entré ved åbent hus fredag. Skaffer nye rafter. Drikker en kold øl i ny og næ. Den sidste sætning udløser en betinget refleks i hans venstre arm, der rækker bagud og hiver endnu en øl op fra kassen. Kapslen ryger denne gang af med hjælp fra den spraglede lighter. Han sidder et øjeblik med flasken i hånden og et drømmende udtryk i øjnene, som for at strække forventningens glæde mest muligt inden det øjeblik, hvor øllen skal løbe ned gennem halsen. Jeg noterer flittigt. Kold øl, ny næ. - Hvad betyder det helt konkret, spørger jeg og hentyder til hans sidste sætning. - Hvad betyder hvad? svarer han og tager en tår. - Det der med den kolde øl? Hvor mange øl drikker I på en almindelig dag? Jeg er ikke helt sikker på, om spørgsmålet har relevans for den historie, jeg vil skrive, men min nysgerrighed vinder. Mange års arbejde i baren har givet mig et forbavsende godt indblik i de forskellige gruppers omtrentlige alkoholvaner, og jeg røber næppe noget 72

Pladsmand Nelle forsøger at få overblik over materiellet.

overraskende ved at skrive, at pladsmændene ligger i den absolut øvre halvdel af Top 10. Med skriverkasketten kækt på sned må bartenderens diskretion vige for journalistiske facts. Jeg gentager spørgsmålet: - Hvor mange øl drikker I egentlig om dagen? - Hvilket mærke taler du om? Interviewet bliver afbrudt af Hjørdis, der kommer forbi og beder om regn på den store plads. John forklarer om manglende vandtryk og noget med en kort vandslange, og Nelle fortæller en historie om et vandværk i Grenå, og pludselig er pladsmandsteltet fyldt af snak om solskin og vand og kvarttomme-rør og manglende tryk, indtil Jens fra børneteltet kommer forbi og spørger om en sprinkler til børnene. - Den kan ikke trække det, siger Nelle. - Der er ikke nok tryk på vandet. - Vi talte på KK-mødet om at prøve det, siger Jens.


KK-mødet er lejrens overordnede organ, hvor én fra hver af grupperne hver dag klokken 12 mødes i Pusterummet bag baren for at briefe hinanden om eventuelle problemer. KK står for »Kaffe og Kage« eller »Kontrol og Kaos.« Ingen kan helt huske det. - Hvad er det, I ikke forstår? snerrer Torben, der lige er vågnet. - Den kan ikke trække det. Nelle finder en studs til en vandslange frem fra en grøn værktøjskasse på størrelse med et 26 tommers tv-apparat og forklarer Jens, hvordan han monterer den. - Prøv den her, smiler han. Henvendt til Torben siger Nelle: - Hold op med at lyde så sur. - Jeg er ikke sur, jeg har ondt i ryggen. Chances kæreste, Majbritt, tilbyder Torben massage, hvis han vil ligge på jorden. Det vil han ikke. Han vil hellere have ondt i ryggen. En mobiltelefon på bordet ringer. Chance tager den op i hånden og kigger lidt på den. - Tag den da, siger Pjevs, men Chance giver den til Torben. Telefonen ringer ikke igen. Jeg forsøger at genoptage interviewet. - De der øl? Jeg føler mig som en antropolog, der udspørger en indfødt troldmand. - Vi sørger også for vandsystemet. Ingen tvivl om, at Chance har fået et kursus i at håndtere journalister. - Og elektriciteten, siger han. - Og vi afregner pladsleje med Stefan. Stefan bor med sin kone Hanne på Keramikgården, på hvis jorder hele herligheden foregår. - Hvis er lyskæderne? spørger jeg og peger på jorden, hvor noget sort ledning med tomme fatninger ligger rullet sirligt op ved siden af pælebor, værktøjskasser, spader, skovle, arbejdshandsker og tre kasser med kulørte pærer og en masse forskelligt værktøj, jeg end ikke kender navnet på. Jeg har indset, at jeg ikke får et brugbart svar på spørgsmålet om øl. - Det er vores egne, siger Chance og kigger på sit ur. Der er gået en

time, og han tømmer sin anden øl. Jeg lukker kinabogen, siger tak til Chance og de øvrige pladsmænd for ulejligheden - og peger på telefonen. - Må jeg låne den dér? Det er vist tid til »Happy hour.«

O

mhyggeligt taster jeg nummeret, og tonerne i mit øre signalerer vistnok, at der er hul igennem. I hvert fald lyder det som om, telefonen forsøger ringe en anden telefon op, men det kan jo også bare være, at telestyrelsen er gået i selvsving og sender mit eget opkald tilbage i øret på mig selv. Uhyggelig tanke. Tænk, hvis man en dag vil tale alvorligt med sig selv og finder ud af, at der er optaget. - Happy hour, brøler jeg ned i de tre små huller, der skal gøre det ud for mikrofon i en Nokia, da en stemme bekræfter, at jeg har forbindelse med … noget. En velmoduleret, elektronisk damestemme med samme smil i

Bager George - med sorte hænder - instruerer Frederik. Det er Justin til højre. 73


hjørnerne som frk. Klokken, oplyser mig om, at der ikke bliver svaret på det kaldte nummer. Jeg trykker på samtlige taster for at afbryde forbindelsen, men der er stadig lys i displayet, da jeg giver telefonen tilbage til pladsmændene. - Den virker ikke, siger jeg og går over mod bageriet for at se, om der er noget, jeg kan trøstespise. Bager George sidder på en stol til højre for ovnen og snakker med Frederik, der står foran ham med en bageplade i hånden. På et stort bord i umiddelbar nærhed ælter Justin hvid dej til franskbrød, og tre bageplader står klar med to-tre nyæltede frannere under hver sit viskestykke. Jeg afbryder samtalen mellem Bager George og Frederik og spørger efter en Othellolagkage. Skal man trøstespise, kan man lige så godt gøre det ordentligt. De to herrer kigger sig hjælpsomt omkring i bageriet, men kan heller ikke få øje på en Othello. Så peger Bager George over mod køkkenet og forklarer, at han lige har sat friske franskbrød frem. Det gør han hele tiden - sætter friskt brød frem. Bageriet bager nemlig fra morgen til aften og nogle gange temmelig meget endnu længere. Der skal noget til for at dække 700 menneskers samlede indtag af hvidt brød i en uge, men George løser opgaven med to faste og en del løse hjælpere trods de urimelige arbejdstider. Mens han tørrer hænderne i et viskestykke, han hiver frem fra baglommen på de melede cowboybukser, siger han: - Det vigtigste er en god stemme og en god stol. Jeg leder og fordeler arbejdet og sætter de mange frivillige i gang. Især ud på aftenen, når de øvrige aktiviteter er ophørt, kommer der mange og vil give en hånd med. Den lille tætte mand med det runde hoved og kortklippede afrohår rejser sig og giver en besked til Justin, der ælter dej, som om han aldrig har bestilt andet. - Man skal også være vågen i mange timer, tilføjer bagermesteren inden han vender sig mod ovnen og svinger en lille metalklap til side for at tjekke ilden gennem hullet i muren bag klappen. Ovnen, som er den eneste murstensbygning på lejren, bliver hvert år fyret op, så deltagerne på pladsen i perioder er ved at blive røgfor74


giftede. Mitzi er fyrmester for gud ved hvilket år og tryller med tændstikker, brændestykker og luftindtag, så ovnen opnår den temperatur, der får dej til at blive til brød. I pauserne tryller han også med tændstikker og luftindtag, men så er det ikke brændestykker, han inhalerer.

M

ens jeg stadig keder mig i munden, slentrer jeg langsomt videre. Kaster et blik ud over pladsen, hvor folk i grupper af forskellig størrelse sidder eller står rundt omkring på græsset eller under hatten, som teltet på Tobacco Beach kaldes. Mindre børn leger i små grupper, overvåget af samtalende forældre. Under birketræernes skygge står otte barnevogne parkeret og ved siden af på et liggeunderlag gør en voksen sig det mageligt med en bog. På en bænk sidder tre unge piger i intens snak mens en pladsmand i nærheden graver et hul til en stolpe. Et par børn kigger interesserede på og stiller nysgerrige spørgsmål, som alle bliver venligt besvaret. Jeg sætter mig på en bænk ved siden af en pige, jeg ikke husker at have set før, og vi falder i snak. En af lejrens store forcer er den åbenhed, vi møder hinanden med. Det kan godt være, en hel del af samtalerne er smalltalk, men smalltalk er jo indgangen til at lære den anden bedre at kende, så vi, næste gang vi mødes, måske kan nå et lag dybere. En anden force er kønsfordelingen på lejren. I hvert fald hvis man er mand. Og single. Der er mindst tre gange så mange kvinder som mænd, og da det som bekendt er totalt spild af god røv at være single, kan det ikke afvises - helt videnskabeligt, på ære - at der også foregår en vis sondering af mulige kæresteemner kønnene imellem. Jeg siger ikke, at det er baggrunden for alle henvendelser, slet ikke, jeg siger bare, at det ikke kan afvises som mulig bevæggrund. Vel ser hun sød ud, Pernille, som pigen på bænken hedder, men det er der jo så mange, der gør, og lige nu er jeg bare på arbejde. Vi løber standardfraserne igennem om, hvor vi bor, at vejret er skønt, hvad vi hedder og om vi har børn med. Pernille fortæller, at det er hendes første lejr. - Og jeg kommer ikke igen, siger hun og ser mig i øjnene. - Det er lidt for socialt at bade og tisse sammen. Come on, vi skriver 2006, og der er stadig fælles bad. Hun griner. Som barn af en splittet familie med en mor, der ifølge Pernille er til brun sovs og kartofler og en far, der bor i en skov og maler malerier med pikken, skulle man tro, hun er vant til lidt af hvert. Men så refererer hun en samtale med nogle kvinder, der talte om månens stilling,


ædelstens betydning og om at mærke med maven. - Det er altså langt ude, smiler hun, hæver øjenbrynene og ryster lidt på hovedet. - Det er helt fint at være hippie, være glad og hjælpe andre. Men hvis man lever efter sten og ens humør er afhængig af månens stilling, så bliver jeg hægtet af. Mens en pladsmand går forbi med en sav, og to unger leger i sandet foran os, glider en sky for himlen. Ude i horisonten trækker flere mørke uldtotter dovent i retning mod os. Med ansigtet i seriøse folder spørger jeg, om hun vil have en auraanalyse, der kan fortælle om både hendes karma og hendes potentialer i den kosmiske virkelighed. Hun vender overrasket hovedet og kigger undrende på mig. Desværre kan jeg ikke holde masken, så vi ender med at skraldgrine. Jeg henter to kopper kaffe, og vi kommer ind på den skæve kønsfordeling, der åbenbart også har utilsigtede virkninger. - Det er svært at være ny på lejren og kvinde. De ’gamle’ kvinder er ikke lige så åbne som mændene, siger Pernille. - De er meget sværere at komme ind på livet af. Mere lukkede om sig selv. Oplysningen er overraskende. - Hvad mener du mere konkret? - Jeg oplever, det er svært at skabe kontakt til andre kvinder. Som om de ser mig som en trussel. For eksempel talte jeg med en fyr i går, og lidt efter kom hans kæreste over og gjorde det klart, at han er opta76

get. For fanden, jeg talte med ham. I øvrigt er jeg lykkelig gift og har min 5-årige søn med. Hun stritter med ringfingeren på højre hånd, hvor en guldring pynter. - Pigen med kæresten er ikke den eneste, der har reageret på mig. Min oplevelse er simpelthen, at det er svært at komme i ordentlig kontakt med andre kvinder her. Samtalen bliver afbrudt af Mads, der går forbi mens han trutter til fællesmøde ved at blæse i et sort gazellehorn. Kort efter drikker Pernille og jeg ud, lader kopperne stå og rykker tættere på kredsen af børn og voksne, der samler sig i kanten af teltet på Tobacco Beach. Nu skal vi ikke nødvendigvis gøre det til et issue, men inden fællesmødet går i gang, må jeg fortælle, at jeg faktisk senere hørte den samme undren over jer kvinders adfærd fra flere af hinanden uafhængige feminine kilder. En kvinde sidst i 30’erne sagde: - Det er som om, der er en konkurrence mellem os kvinder, som jeg ikke ved, hvad går ud på og hvis regler, jeg ikke kender. Noget af konkurrencen handler om at holde andre kvinder ude. Kort efter citerede hun den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albrights ord om, at »der er et særligt sted i Helvede for kvinder, som ikke hjælper hinanden.«


Da jeg efterfølgende over en øl diskuterer udsagnene med Søren Solskin, lyder han ikke specielt overrasket. - Arh, det er sådan noget hønsegård, nogle kvinder excellerer i. Meget godt kan man sige om dem, men lige dér har de en brist. Mens Mads tager mikrofonen på og varmer op med fællessang under hatten, hvisker jeg til jer kvinder, der har netværket i orden, at når flere kvinder, der er på lejr for første gang samstemmende fortæller, at I er svære at få kontakt med, så skal I måske overveje, hvordan I tager imod dem. Sindet er jo som en faldskærm - det virker kun, når det er åbent.

Vi køber os ikke til serviceydelserne. Eller det vil sige, vi gør det på den måde, at du efter aftale kan komme på lejr som såkaldt ’gratist’, hvis du påtager dig et af arrangørgruppen godkendt arbejdsområde og lægger mindst seks timer hver dag. Du kan sagtens både danse og tromme og drikke øl og flirte og slå hvepse ihjel, hvis du samtidig passer dit arbejdsfelt. Vi vil have folk på lejren, der vil danse eller tromme - eller begge dele. Eller indgå i den samlede socialitet på anden og konstruktiv vis.

F

ællessangen er slut, og Mads og Niels står i midten af teltet og styrer løjerne. Fra ændringer i programmet over udeblevne tjansevagter i opvasken til en grøn Toyota Corolla, der står i vejen oppe på skovvejen. Præsentation af en gæst fra Sukumaland og et reklameindslag i form af optræden af en gruppe. Nogle gange ligger der for meget affald på pladsen, andre gange er det for meget service, der ikke er bragt tilbage på rette plads. Advarsler om særligt mange tæger i skoven, så husk at tjekke børnene og dig selv ved aftenstide. Førstehjælp hiver dem gerne ud. Husk at vaske hænder hele tiden, og er der nogen, der har set et armbånd af røde perler? Fællesmødet er lejrens øverste myndighed. Er du utilfreds med noget, er det her, du kan komme af med din harme. På den måde er lejren at ligne med en lille landsby, der har organiseret sig efter anarkistiske principper. Det er nærdemokrati i praksis. Du kan gøre, hvad du vil, så længe du ikke skader andre. Du yder efter evne og nyder efter behov. Vi er hver især ansvarlige overfor fællesskabet. Landsbyen fungerer, blandt andet fordi vi har systemet med tjanser. Hver voksen deltager skal have to små, én stor og en nedpakningstjans. Eller en såkaldt gennemgående tjans, hvor du laver lidt hver dag. For eksempel brødbagning, hjælp i børneteltet eller orden på badescenen. Den store tjans kan være (det meste af) en dag i køkkenet eller opvask efter aftensmaden. Blandt andet på den led adskiller Utamadunilejren sig fra en festival.

Det er også derfor, du ikke kan få en tjans med at stå i baren tre-fire timer hver dag og så fise den af resten af tiden. Det kan du på en festival, ja. Men som sagt, vi er ikke og vil ikke være en festival. Vi er en danselejr. Inde under hatten vil Richs sige noget om musikken på torsdag og står allerede ude i midten af teltet. Mads tilbyder ham den trådløse mikrofon. - Nej, nej, jeg klarer mig, siger Richs og vender sig om. Så træder han tre skridt frem og banker panden durk ind i højtaleren, der hæn77


ger stor og sort i teltstangen. Knap er fællesmødet forbi, før velkendte toner fra historiefortællerens messingfløjte sejler gennem luften og samler en lang hale af forventningsfulde børn efter sig. Med sort, spids hat går Anders og børn rundt på pladsen, inden optoget slutter i birketræernes kølende skygge foran Kagefeen, og Anders begynder at fortælle om dengang, elefanten fik sit navn. På græsset foran ham sidder små og mellemstore børn og lytter koncentreret med klare øjne og stive ører. Solen sender 28 graders varme ned fra en himmel uden skyer, og mens børnene får historie, slår vi andre mave, går i bad, rydder op i teltet, tager fodbad i førstehjælpen, hænger ud i Kagefeen eller bruger penge i Dukaen. Et par timer senere danser syv mænd og 75 kvinder i lette, spraglede gevandter på den store plads til buldrende rytmer fra otte trommer, der tæsker sind og skind godt igennem. Med forrygende energi, høje råb og store smil danser en af gæsteunderviserne fra Tanzania for, mens svedende kvinder og mænd følger med, så godt de kan. Djursland kunne blive projektørbelyst hver nat året ud, hvis vi kunne tappe energien fra de dansende.

M

idt på pladsen blandt de dansende spotter jeg happy hour-pigen i en grøn nederdel. Hun har tilsyneladende ikke mobiltelefon med, så jeg vinker bare. Hun ser det ikke, men det gør en af de andre dansende, der grinende fortæller mig, at jeg er helt ude af takt. Som om jeg ikke ved det. På grund af indre vandtryk vågnede jeg 5:30 denne morgen og stod op for at ordne det nødvendige. Over pladsen ligger en tynd dis sammen med nogle tomme flasker og noget plastic, der reflekterer strålerne fra en opgående sol i det østlige hjørne af verden. Lyden af trommer og mange mennesker er for længst sejlet bort i natten, og tilværelsen byder dæmpet velkommen

78

til endnu en dag. Kun iført sorte underhylere, toilettaske og håndklæde trisser jeg langsomt ned mod badescenen for at sætte håret og pudse tænderne, mens jeg fylder mine lunger med frisk morgenluft. På vej forbi pladsmandsteltet løfter jeg armen til hilsen, men jeg er ikke helt sikker på, det bliver noteret. Der er i hvert fald ingen reaktion. Alene foran spejlene konstaterer jeg, at min hud er længere tid end min hjerne om at folde sig ud, og mens jeg med iskoldt vand fra den forkromede hane får væsken i ansigtets blodkar til at rulle raskere, tænker jeg, at det her skulle jeg måske have prøvet noget før. Det er jo skønt at have badescenen for sig selv. Jeg tænder for gassen under gruekedlerne, åbner for vandslangen og sætter den fast mellem kant og låg, inden jeg returnerer til teltet, hvor toilettaske og håndklæde bliver skiftet ud med jeans og gummisko. I den glasklare morgenluft lunter jeg fornøjet ned mod køkkenteltet for at se, om der skulle være en varm kop kaffe eller te. Ved bordet i køkkenteltet sidder Emanuel og Maja, der efter udseendet at dømme burde have ligget i deres soveposer et par timer endnu. Hvis ikke man vidste bedre, kunne man tro, de mediterede. De stirrer ret frem for sig uden at sige noget, men en dampende kop kaffe i hånden på den ene afslører, at der for nylig har været liv i kroppen. Et par termokander, lidt brød, ost, mælk og en skål cornflakes er stillet frem på et af madbordene foran køkkenteltet. Solen står stadig så lavt, så madvarerne kaster lange skygger. Under en presenning til højre for opvasken står en række grønne mælkekasser med service linet op på paller, og jeg finder en god hvid kop, der har hygget sig blandt 24 andre kopper hele natten. Fra en anden kasse hiver jeg en forholdsvis ren tallerken frem og slentrer tilbage til madbordet. Stik mod sædvane hælder jeg denne morgen kaffe op, for jeg har hørt, at man ikke skal være bange for at prøve noget nyt, og at man


skal leve livet farligt. Til hverdag drikker jeg te, men hverdagen er langt herfra, og hvis du synes, du har situationen under kontrol, kører du for langsomt, som en eller anden racerkører har sagt. Duften af kaffe rammer mine næsebor og stemmer på forunderlig vis mit sind overraskende mildt. Så dukker billedet af en sortbroget ko op på min indre skærm, og jeg fylder koppen op med mælk. I bageriet får jeg øje på Henny, den stille dame fra Dukaen, og jeg løfter kaffen til hilsen, mens mine læber former hende et dæmpet

Vi taler lidt om forskellige sneglearter, og lige hvordan vi får skiftet emne, ved jeg ikke, men Henny fortæller lidt efter, at hun ofte hører P1 om natten, hvis hun vågner. - Radioen kører hele natten. Værten har sådan en behagelig stemme, og jeg har set et billede af ham på min søns computer. Jeg nikker og siger, at jeg sjældent hører musik om morgenen, jeg er en lidt langsom starter og kan bedst lide, der ikke rumsterer for mange sanseindtryk rundt i dagens tidlige timer. Mens vi således småsnakker og nipper til kaffe, flytter solen sig endnu et par centimeter opad på himmelhvælvingen. Ude omkring i teltene begynder folk så småt at ligge uroligt i soveposerne, mumle til sidemanden, hoste lidt og klø sig på låret og en smule i skridtet, mens en ny dag forventningsfuldt tager verden i besiddelse. Ovre ved medicinpladsen er Sander i gang med at rive, så der er pænt, hvis en af ånderne skulle komme forbi, og Benny er gået i gang med at koge chai i mandaziboden.

K

»Godmorgen.« Med hænderne foldet om et dampende krus nikker hun tilbage. Jeg går over til hende. - Hvad i alverden laver du oppe på det her tidspunkt? - Jeg vågner altid mellem halv fem og fem, svarer hun og nipper til sin varme kaffe. Da hun har sat koppen tilbage på bordet og igen foldet hænderne om den, fortsætter hun: - Jeg kan godt lide morgener. Derhjemme går jeg ud i haven og finder dræbersnegle. Hvis jeg kommer senere på dagen, er de jo væk.

lokken er syv og ni ud af ti tjanser i køkkenet er mødt. De larmer rundt med gryder og kaffemaskine og lægger ost og pålæg på store fade og fægter med knive og mælkekartoner, mens hvepse i alle aldre forventningsfuldt summer omkring syltetøjet. De lader til at være ligeglade med, at honning i år er fravalgt på grund af dem. De sidste par år har morgenmaden mere været en øvelse i at undgå at blive stukket end en fredelig stund med rolig kaffe og langsomt morgenbrød. I år har køkkenet taget konsekvensen og altså undladt at stille honning frem. Men som sagt, hvepsene er tilsyneladende ligeglade. I løbet af de næste par timer skal 600-700 lejrdeltageres behov for morgenmad og morgenkaffe tilfredsstilles. Det er vist endnu ikke glippet, og tænker man nærmere efter, er det da ret fantastisk. Også fordi de øverste ansvarlige, de to såkaldte køkkenbestyrere, er svære at komme i kontakt med. I dagevis har jeg forsøgt at få et interview, men den ene aftale efter den anden bliver udskudt, for de skal »lige skrælle en banan,« »lige holde et møde« og »lige hælde vand på kaffen.« Nu spotter jeg dem med søvn i øjnene og morgentempo og benytter 79


lejligheden: - Hallo dér! Jeg vifter med den frie hånd, siger farvel til Henny og bevæger mig i rask trav mod herrerne. De lader først som om, de ikke ser mig, men det trick bruger jeg selv, så det falder jeg ikke for. Til gengæld falder Anders, da jeg stikker min fod ind mellem hans ben, mens han bevæger sig væk fra min position med blikket rettet mod de otte kilo ost, der bliver spist hver morgen. Inden han ved, hvad der reelt er sket, ligger han i benlås. Søren vil hjælpe ham op, men det skulle han nok aldrig have gjort, for sekundet efter ligger han ved siden af og spytter sand ud af munden. Journalister har i tredje semester timer på politiskolen, hvor vi lærer at komme i kontakt med vrangvillige kilder. De første par dage på politiskolen syntes jeg egentlig, det var spild af tid, men jeg må erkende, at undervisningen siden har hjulpet mig til et par gode historier. På journalisthøjskolen fik vi også undervisning i interviewteknik, og på politiskolen kunne jeg se, at det til forveksling ligner et forhør. Kun stemningen er en anden. Jeg hjælper derfor køkkenfolkene op at stå igen. Mens de retter sig og børster sand af tøjet, skaffer jeg en kande vand og et par glas. Jeg spørger Anders, hvad der driver sådan et par starutter til at lave mad til lejrdeltagerne. - Det er den gode kontakt med mennesker, siger Anders og vrider ryggen for at få leddene til at sidde ordentligt igen. - Ja, siger Søren, der igen kan trække vejret nogenlunde ubesværet. - Og så fornøjelsen ved at lave mad i en skov med udsigt til en sø. - Der er heller ikke nogen konflikter, siger Anders og forsøger at dreje hovedet for at få øjenkontakt. Det knækker lidt i nakken, så han vender hele kroppen, før han fortsætter. - Jo, altså, Søren og jeg kan godt råbe af hinanden, men det 80

varer kun 30 sekunder, så er det overstået. Det er svært at afgøre, om de taler sandt. Anders er folkeskolelærer og it-konsulent, og den kombination er næppe troværdig for et ærligt svar på livets spørgsmål. Søren er leder af en SFO, så hans sandhedsværdi er heller ikke meget værd. Da Anders tilføjer, at han synes, det er fedt at hakke 80 kilo løg til en omgang aftensmad, er jeg sikker på, han lyver. - Vi er i køkkenet 12 timer hver dag, siger Søren og hoster mere sand op. 12 timer hver dag!? Get lost. Det lyder helt vildt. Men efterhånden som stemningen tør lidt op, begynder jeg at tro på, hvad de siger. De er i køkkenet 12 timer hver dag, de nyder udsigten til søen og kontakten til de mange mennesker og de synes, det er fedt at lave mad. - Vi har en overskuende funktion, forklarer Anders og svajer i lænden for at få knoglerne på plads. - På den måde bliver vi en slags praktiske grise. Blandt andet skal vi jo sørge for at sætte tjanserne i gang. To gange om dagen stiller der ti tjanser, som er med til at lave mad. Det vil sige, at fra 6 morgen til aftensmaden er ryddet væk omkring klokken 22, har der som minimum været 20 mennesker omkring køkkenet for at være med til at lave mad. Plus det løse. Rollerne i ’styregruppen’ er fordelt på forhånd. Anders leder det administrative, Søren er kokken, og så er der Ida, som er elev. Anders og Søren fortæller, at de inden lejren har talt en del om, hvordan køkkenet skal køre. - Vi prøver på at skabe en god stemning, for god mad bliver lavet med et smil og en sang, forklarer Anders, mens Søren nikker med øjnene fæstnet på en megastor gryde. Hvis man ser på det enkelte måltid mad, er der ikke meget at gøre godt med. Budgettet for køkken og bageri er slået sammen, og er alt i alt på 205.000 kroner. Det dækker også leje af telt. Ifølge Søren og Anders giver det cirka 30 kroner per dag, som jo så er 10 kroner per måltid. At det alligevel kan lade sig gøre at spise så


kvalificeret på lejren, som vi rent faktisk gør, forklarer Søren sådan her: - Vi ser, hvad der er på tilbud, og det køber vi. Når tjanserne møder ind, fortæller vi for eksempel, at vi har seks kasser blomkål og spørger dem, hvad de kunne tænke sig at lave af det. De to herrer står altså for både indkøb, logistik og personale. Kan det virkelig passe, at det er tanken om at kunne se en skovsø, der driver værket? - Det er fedt at kunne løse udfordringen, siger Søren og kigger på Anders på en måde, så man kunne tro, det er Anders, der er udfordringen. Om det er tilfældet bliver aldrig opklaret, for en tjans afbryder med et spørgsmål om salt, og Anders går med for at vise, hvor det står. Da de er tre-fire meter væk, vender han hovedet og siger: - Faktisk ville jeg gerne danse, men så går jeg jo glip af køkkenet. Mens jeg noterer Anders’ ord, pakker Søren sine lange lemmer sammen og forsvinder. Jeg kigger på blokken og noterer mig, at jeg næppe får flere fornuftige svar ud af dem i dag, så jeg beslutter mig for at tage en lur og går over mod birkelunden. Inden jeg kommer så langt, slår det mig, at kamerabatteriet trænger til opladning. Derfor går jeg over i forkvindens campingvogn for at finde en ledig stikkontakt. Ved at fjerne nogle uvedkommende ledninger til vistnok kasseapparat, isfryser, køleboks og lignende bliver der også plads til mig. Mens jeg fedter med han- og hunstik, kommer Anita forbi. Hun hilser venligt, vi småsnakker, og jeg får bakset stikkontakten ned i stikdåsen. Af en eller anden grund får det mig til at tænke på hende med ’happy hour’, men jeg vurderer, at det nok lige er tidligt nok på dagen til at gøre noget ved dén sag, hvorefter det går op for mig, at det er første gang jeg ser Anita så tidligt oppe. Jeg vender mig om efter hende for at høre, hvad hun har gang i, men hun er allerede valset videre, så jeg er alene med mysteriet og sætter kursen mod en morfar.

I

birkelunden ved siden af Tobacco Beach strækker seks spinkle birketræer deres brogede stammer mod himlen. De karakteristiske blade danner kølig skygge for solen, der ganske vist endnu ikke Foto: Lars Kildested

81


brænder igennem, men om bare en times tid vil være skadelig for huden. Der er fin plads til min krop på langs, og mens jeg strækker mig og gør klar til en tur i søvnens gyldne tempel, samles morgenfriske mænd og kvinder på pladsen til en halv times morgengymnastik, der får blodet til at cirkulere raskere i ømme ben og stive rygge. Til lyden af taktfaste trommer og kyndig vejledning fra Jytte bevæger den store rundkreds sig skiftevis hoppende, svajende og dansende rundt på pladsen, og mens jeg stille slumrer ind, tænker jeg, at i morgen, ja i morgen skal jeg være med. I morgen. Et par timer senere vågner jeg ved, at nogen eller noget hvisker i mit øre. Først tror jeg, det er min mor, der kalder på mig, fordi jeg skal op og i skole. På grund af det skarpe lys kan jeg ikke identificere et ansigt, men lyden i mit øre er tydelig. - Jeg venter i dit telt. Du vil ikke fortryde. Forvirret sætter jeg mig op og misser med øjnene. Nu synes jeg pludselig ikke, jeg kan høre noget overhovedet. Der er noget galt, men jeg kan ikke lige regne ud, hvad det er. Så går det op for mig, at lydene er forsvundet, mens jeg har sovet. Ikke en lyd høres. Ikke en tromme, ikke en stemme. Selv vinden har lagt sig. Jeg kigger forvirret til siderne, men der er ingen mennesker. Langsomt bliver jeg klar over, at jeg er helt alene. Jeg klør mig i håret, rejser mig og kigger ud på pladsen. Med hånden skygger jeg for solen og kan se en kanga i grønne farver ligge på jorden. Lidt længere væk står et par sandaler. To tomme sodavandsflasker er efterladt i græsset. Tæt på står syv trommer. Tavse som kampesten. Jeg drejer mig omkring. Køkkenteltet ligger øde. Bageriet forladt. Mandaziboden tom. Pladsmandsteltet stille. Hvad fanden sker der? Selv baren er tavs. Ikke en stemme. Ikke et øje. Hvor i alverden er ungerne? De skideirriterende dværge, der konstant fiser rundt og sutter på slikpind og kaster med sand. Der er ikke en størrelse 26 i sigte. Har jeg mistet forstanden? Langsomt begynder jeg at gå op mod mit telt. Alt er tavst. Lyden af mine skridt i det tørre græs er næppe hørlig. Ikke et fortelt blafrer. Løse teltduge hænger slapt ned. 82

Mit grønne telt er spændt op til lir. Stram i betrækket og tæt lukket, så fluerne ikke kan komme ind. Bardunerne står hårdt spændte. Skoven tårner sig maskulint op 50 meter væk. Brune stammer stræber tavst mod blå himmel. Ikke en gren duver, ikke et blad rør sig. End ikke en fugl siger noget. Jeg bøjer mig og lyner forteltet op. Lynlåsens lyd rammer trommehinderne som en forhammer og sprænger hul i verden. Inde i mit grønne firemandstelt bryder 700 lejrdeltagere ud i flerstemmigt kor, så hårene på mine arme rejser sig, og hårene på hovedet bliver blæst tilbage. Mere end 35 trommer buldrer en rytme så tung som bundtrækket på en 16 tons sættevogn. Fjorten lyskæder med kulørte pærer blinker i takt til rytmerne, mens dagen i slowmotion forvandles til nat, og månens segl langsomt stiger op indvendigt på teltdugen og kaster grå perlemor ud over svedende ansigter. På toppen af en ært og 20 madrasser er der happy hour, og mens vi knepper, så de vilde kaniner ser misundeligt til, forvandler natten sig igen til dag og gæsterne siver bort. Månen falder ned, og solen gnistrer på teltdugen. Temperaturen stiger, og sveden springer. Morgenmad på sengen med kakao i kopperne. - Jeg er gul og blå over det hele, siger hun og tager sig til ryggen, da vi igen kan ånde. Lige så forsigtigt vil jeg smøre helbredende jambosalve på de ømme områder, men da jeg rækker hånden ud opløses billedet, og jeg ligger på ryggen alene tilbage mellem slanke stammer i en lille lund på en gul eng i en mørk skov midt på Djursland med lyden af trommer og sang og glade stemmer bølgende i øregangene. Jeg vender mig om på alle fire og ser bagenden af den sidste osende bil forlade pladsen og lejren for 24. gang. Mit telt står alene tilbage på bakken, og hvor der før var børnetelt og duka og førstehjælp og bar og køkken og bageri og bazar og mandazibod og pladsmænd og info og bibliotek og sovetelt og dansetelt … er der nu nedtrådt græs og summende insekter. Om et år starter det hele forfra. Gudskelov.


83


Møllehuset på »Den Gule Slette« i det nordøstlige Tanzania under opførelse i februar 2005. 84


Myreperspektiv på nord og syd Mellemfolkeligt Samvirke Djursland er en lille, men myreflittig såkaldt NGO, som lever i et tæt parforhold med Utamaduni Kulturforening – nu på 25. år Af Svenn Strunk

2

5 år og 400 kubikmeter grej senere er det stadig i mødet mellem mennesker, det afgørende sker, understreger Knud Erik Asak. Han er både slangedanser i Utamaduni, uddannet murer og pottemager og mangeårig produktionsskolelærer – men i denne sammenhæng: Først og fremmest MS-Djursland græsrodsaktivist. MS Djursland – eller Projektgruppen som den også kaldes – repræsenterer sit eget kapitel i Utamadunis aktuelle sølvbryllup. Forbindelsen startede i 1982, men har især udviklet sig gennem de sidste 15 år, med en markant tilføjelse i 1997, hvor Utamadunis generalforsamling vedtog at melde foreningen kollektivt ind i MS for at understrege sin støtte og solidaritet med MS og MS Djurslands indsats. Undervejs er godt 400 kubikmeter grej sendt af sted, bestående af majsmøller, mælkekøleanlæg, vandingsudstyr, motorcykler, computere, traktorer, hospitalssenge, symaskiner, etc., etc. til ca 40 projekter i Tanzania fordelt ligeligt i Ngorongoro Distriktet i øst og i Sukumaland i vest. - I den store sammenhæng med hensyn til U-landshjælp er vi kun bittesmå myrer. Til gengæld har vi et kæmpe netværk, både i Nord og Syd. Kort fortalt; det vi gør, er at indsamle, istandsætte og afsende udstyr – og ikke mindst at bevare og udbygge de venskaber vi har i Syd og Nord, fortæller Knud Erik Asak. - I Nord består kontaktfladen af partnere som produktionsskoler, institutioner, seniorklubber og masser af private mennesker, som har arbejdet direkte med i konkrete projekter. Hertil kommer donorer – igen rigtig mange private – men også virksomheder og erhvervsre-

laterede foreninger – og endelig den brede offentlighed som kender os, forklarer Knud Erik og fortsætter: - I Syd består netværket som nævnt af omkring 40 projekter fordelt på landsbyer, foreninger og kvindegrupper, hvor vi har årelang kontakt med langt de fleste. Både i Nord og i Syd har indsatsen en ekstra dimension ud over det praktiske arbejde. I Nord betyder vores arbejde en enorm lokal spredning af viden om U-landsforhold. I Syd er projekterne en langsigtet indsats af hjælp til selvhjælp, eller intitutionsopbygning som det også kaldes. MS Djurslands aktiviteter bygger altså på direkte personlig kontakt og samarbejde på græsrodsniveau. Ligesom Utamaduni. Og sådan begyndte det.

I

sommeren 1982 stod det klart, at et seriøst og langvarigt forhold var under udvikling. Fire lokale keramikere fra Djursland stod bag: - Initiativet kom fra Kis Lunn på Keramikgården i Ramten Skov, stedet hvor sommerlejren er blevet holdt i nu 25 år. Kis var keramiker, vennerne Henrik Norsker samt Troels og Åse Kvorning var naboer og kolleger og desuden MS-frivillige tæt ved Arusha, Tanzania. De fire fik med hjælp fra MS sendt en ler-æltemaskine af sted til pottemagersammenslutningen i Arusha, og det er mig bekendt den første MS-støttede forsendelse fra Djursland, fortæller Knud Erik Asak. Der gik otte år før der igen blev afskibet gods i større omfang fra Djursland til Tanzania via MS. Knud Erik selv tog som MS-frivillig en omvej ad Asien på godt og vel syv år. Hjemvendt i 1990 stod et nyt projekt klar. Igen en ler-ælte85


maskine, denne gang til Mwanza i Tanzania. - På det tidspunkt havde det første projekt fra 1982 givet mange konkrete erfaringer med hensyn til teknologisk og organisatorisk know-how på landsbyniveau. Det ny projekt kom så i sving via Virkum Produktionsskole, hvor værkstedsleder Hans Jørgen Holst Pedersen gik med på ideen, forklarer Knud Erik Asak. I samme periode havde MS Djurslands aktiviteter mest bestået i et årligt U-landsmarked afholdt på Grenaa Gymnasium. I 1992 ønskede de drivende kræfter dog at tage en ny tørn som U-landsfrivillige, og bad Knud Erik om at tage ansvar for at drive MS Djursland videre. U-landsmarkedet flyttede så fra gymnasiet til Glesborg Forsamlingshus, hvor det i julen 1992 gav tilstrækkeligt overskud til at finansiere en brønd i Sukuma-landsbyen Nyankunji. Den brønd giver stadig vand. - Erfaringerne gjorde, at indsatsen blev samlet omkring fødevaresikkerhed, altså grej som betyder en konkret lettelse i det daglige slid på landet. Her var majsmøller i lang tid et hovedemne, men efterhånden er der kommet et langt bredere sigte indenfor smede- og landbrugsudstyr, ligesom computere til skoler og symaskiner til kvinder også har vundet en stor plads i projekterne, fortæller Knud Erik. I dag fungerer MS Djursland – eller projektgruppen – således, at den rent formelt er en selvstændig aktivistgruppe under MS. Den vælger selv sine projektpartnere, og afrapporterer selv og direkte med årsberetning og årsregnskab til MS. I praksis er gruppen dog en integreret del af Utamaduni, fordi begge parter har gavn og glæde af hinanden. Derfor har vi nået sølvbrylluppet.

86

Mellemfolkeligt Samvirke: MS – Mellemfolkeligt Samvirke – er en NGO; Non Gorvernmental Organization, som er en FN-definition på en ikke-statslig forening. MS er en af Danmarks første humanitære organisationer med internationale perspektiver og opstod i slagskyggen af anden verdenskrig. Målet var at skabe forståelse gennem kontakt. Det mål blev fastholdt, da MS i tresserne flyttede fokus fra Europa til den 3. verden, og dermed var med til at redefinere danskernes syn på forholdet mellem Nord og Syd i den globale sammenhæng. MS har stået for udsending af titusindvis af danske u-landsfrivillige.


Joyee Isack og Tumi Samuel er to af de kvinder, der får glæde af majsmøllen. Når de skal have majs malet til mel, sparer møllen dem for 10 kilometers gåtur - hver vej. 87


88


INFO om INFO’en: INFO’en er en af Utamaduni Kulturforeningens sommerlejr-servicefaciliteter på linje med alle de andre. Men i modsætning til de andre praktiske grise, så møder vi lejrdeltagerne allerførst. Infoe’en er et sekretariat. Det er nemlig os, der modtager lejrdeltagernes indbetalinger, og som dermed registrerer tilmeldinger. Og både før og efter det sker, har vi en omfattende mail- og telefonkontakt med rigtig mange af såvel potentielle som konkrete lejrdeltagere. Både unge og gamle, såvel veteraner som førstegangsdeltagere. Og vi kan li’ det. Fornøjelsen er helt på vores side, når vi modtager jer ved tilmeldingen på lejrens første dag, om lørdagen. Og i resten af ugen. Ugen, hvor lejren ruller af sted. Også her står vi til rådighed fra klokken 10 til 22, hvor spørgsmål, henvendelser og afleveringer af enhver art er velkomne. Bortkomne eller fundne sager. Træfpunkt for den eneste ene - eller for Mor og Far. Vi finder ud af det. Og vi kan klare det. Det skal naturligvis ses i lyset af, at Info’ens samlede livserfaring dækker op mod 200 år, når vi adderer den faste stabs anciennitet. Af samme grund har vi ofte ungdommelige medhjælpere for at sikre et tilforladeligt erfaringsgennemsnit.

Fotomontage! Billedet er fra »Arusha Catholic Seminary« i det nordøstlige Tanzania.

89


Krop og sjæl følges ad Af Iben Maxsø

J

eg er ofte blevet spurgt om, hvad det er at være på trommelejr. Jeg har svaret så godt jeg kunne, men altid haft en følelse af ikke at komme frem til sagens kerne. Som om jeg ikke rigtigt formåede at fremkalde følelsen og de oplevelser, jeg mærker, når jeg er på lejren. Det har ført mig til at skrive denne historie.

M

it hjerte holder op med at slå, og jeg glemmer at trække vejret. Det jeg ser foran mig giver gåsehud. Lejren, jeg forlod sidste år, er fuldstændig identisk med den, jeg står midt i. Det løber mig koldt ned af ryggen. Hvordan er det muligt? Jeg tager min datter i hånden og vi går sammen ned for at finde et godt sted til vores tæppe, som skal være vores spisested, udkikspost og det sted, hvor vi kan finde hinanden på lejren. Min mor, min datter og jeg. En herlig duft af mad breder sig, og jeg bliver meget sulten. Det er

90

som om, min mave kan huske, hvor god mad vi altid får på lejren. Vi går op til madteltet, og ved siden af opvasken er der ligesom sidste år sat en presenning op. Under den er der plastkasser med tallerkner, bestik og kopper. Plastkasserne står på nogle træpaller, og vi griber en tallerken, en kop og bestik. Jeg glæder mig vildt til at se det overdådige bord med alverdens salater, bønner og mange forskellige friske grøntsager. Det ser skønt ud, og vi øser op. Da vi har sat os på vores tæppe med maden, lader jeg blikket løbe langs hele lejrpladsen. Der ånder ro og fred, og forventningens glæde begynder at brede sig inde i mig. Jeg glæder mig til nærvær med min datter helt uden tid. Jeg glæder mig til at danse så meget, at jeg midt på ugen knapt kan gå. Jeg glæder mig til at sidde over aftensmaden og et glas vin, uden at skulle nå andet end at nyde lejrens stemning og trommernes rytme. Kort sagt. Stemningen fra sidste år er vendt tilbage og jeg kan knapt vente til det hele går i gang.


S

øndag morgen vågnede jeg og følte mig øm i hele kroppen. Dels fordi det var uvant for mig at sove i telt på et tyndt underlag. Dels fordi jeg vågnede mange gange på grund af varmen. Der var cirka 40 grader i teltet. Jeg var meget sulten, så vi gik ned til lejren for at spise morgenmad. Jeg var i lidt dårligt humør og savnede min komfortable seng. En pige stoppede mig lige inden jeg satte mig og sagde: »Sikken en skøn kjole du har på.« Jeg blev meget glad for hendes kompliment og følte mig straks i bedre humør. Der er kærlighed og omsorg helt ud over det sædvanlige på lejren. Vi passer på hinanden, og der er overskud til at hjælpe, hvis der er brug for det. Vi lever i et samfund i syv dage med 600 indbyggere, hvor resten af verden ikke eksisterer. Derfor er det nødvendigt at være noget for hinanden. Klokken ni startede opvarmningen, og jeg fik gang i min ømme krop. Min datter havde fundet nogle jævnaldrende venner, som hun legede med og havde ikke tid til at snakke med mig, så jeg kunne frit udfolde mig til opvarmningsdansen. Efter opvarmningen var der trommedans. En workshop, hvor en danselærer, stille og roligt, skridt for skridt,

lærte os en skøn serie af bevægelser. Trommernes rytme gjorde, at jeg ikke kunne lade være med at bevæge mig. Det var som om kroppen bare fulgte med, og jeg ikke kunne stoppe den. Krop og sjæl fulgtes ad i en højere enhed. Jeg dansede hele dagen og følte mig høj af adrenalin. Morgenens stivhed var forsvundet, som havde den aldrig været der. Om aftenen prøvede jeg at huske, hvad jeg ville have foretaget mig hjemme på netop dette tidspunkt. Jeg opgav hurtigt og lod mig rive med af den hyggelig snak, der foregik omkring mit lille tæppe. Jeg kiggede mig omkring. Alle så glade og afslappede ud. Jeg drak et glas vin og mærkede, hvordan tiden forsvandt ud i universet. Jeg vidste knapt hvad klokken var og ønskede ikke at finde ud af det.

M

andag morgen kunne jeg mærke på min datter, at hun var akklimatiseret. Hun gik direkte ned for at hente en tallerken og en kop og satte sig på tæppet med sin mad. Det virkede, som om hun altid havde indtaget sin mad på den måde. Hun gjorde det med en sådan ro og sikkerhed, at jeg blev i tvivl om hun nogensinde ønskede at vende hjem igen. Det var tydeligt, hun nød, at vi havde tid til hinanden. Efter morgenmaden løb hun over i børneteltet, hvor der blev lavet 91


dukker af forskelligt stof og farver. Resten af dagen så jeg hende kun til måltiderne. Jeg dansede ikke ret meget den dag. Kiggede i stedet på alle de mange mennesker, som havde gang i forskellige ting. Nogle vaskede op. Nogle lavede mad. Der var mange, der dansede eller spillede på trommer. Jeg tænkte, at det var fedt at være et sted, hvor man selv kunne vælge, hvad man ville lave. At sidde og glo på mennesker uden at det virkede mærkeligt. At smide sig på tæppet og sove, hvis man havde brug for det. Man havde nogle pligter, så som at lave mad og vaske op, men ellers var man fuldstændigt frit stillet. Blev man træt af at danse, kunne man bare hoppe fra, selvom det var midt i dansen. Det var jeg dybt fascineret af. Friheden til selv at vælge giver fred og overskud, tænkte jeg, mens jeg trak på smilebåndet. Kom til at tænke på, at jeg ikke havde spurgt en eneste om, hvad de lavede til daglig. Det var som om status og jobfunktioner var forsvundet. Alle var klædt i noget tøj, som var godt at danse i og tøjet var meget farvestrålende. Det indikerede, at alle var lige. Det gjorde mig tryg. Jeg mærkede en varme brede sig i mit indre. Jeg følte, at jeg var havnet i en stor familie. Jeg rystede lidt på hovedet. Det var lidt for skørt, syntes jeg. Vi var jo 600 mennesker.

D

en danseworkshop som startede om søndagen blev gentaget og fortsat om tirsdagen. Jeg havde et skørt på, som var dekoreret med en lyseblå blomst og et tørklæde bundet stramt om hoften. Tørklædet gjorde, at jeg bedre kunne mærke mine bevægelser. Afrikansk dans danses ofte med store hoftebevægelser. Man skal som kvinde bruge både arme og bryst i en harmoni med hofterne, så dansen bliver sensuel. Aldrig vulgær. Det kan kun lade sig gøre med afrikanske trommerytmer. Jeg bliver fyldt af god energi og en fed stemning, som jeg lever længe på. Længe efter lejren er jeg i stand til at fremkalde lige netop denne følelse. Det var skønt at opleve gentagelsen af workshoppen. Jeg kunne huske det hele og det gjorde, at jeg turde gå ekstra til den. Jeg kastede

92

mig rundt til trommernes rytme og følte mig ret professionel. Set i bakspejlet, har jeg nok set temmelig morsom ud, men det er der heldigvis plads til på lejren. Om aftenen var der godt gang i baren. Der var tequilabar og bartenderen serverede tequilaslammere. Jeg havde aldrig hørt om det før, så jeg gik helt hen for at se, hvad det var. Bartenderen stillede mellem fem og ti små glas op på disken på række og hældte tequila og sprite eller pærercider op i hvert glas. Så skulle der synges en sang og til sidst råbes ”Tequila”, mens bartenderen slog glasset ned i bordet og op i en halv grapefrugt. Derefter skulle vi tømme glasset så hurtigt, vi kunne. Jeg skulle hilse og sige, at det bliver man altså meget fuld af. Tømmermændene meldte sig næste morgen, hvor jeg stod op klokken otte og havde det temmelig skidt. Men det var jo selvforskyldt. Mon jeg bliver klogere? I løbet af onsdagen fik jeg lejlighed til at lære en masse nye mennesker at kende. Jeg havde sat mig i kagefeen og holdt godt fast på min kaffekop. Der var en del hvepse, som gerne ville dele både min kage og min kaffe med mig og der var allerede mange, som var blevet stukket den dag. Der kom en del forskellige mennesker og satte sig for en stund, for kort tid efter at gå videre igen. Derfor talte jeg med en del, jeg ikke kendte, og det var skønt. Vi snakkede om, hvor dejligt det var, at vi kunne lade vores ting ligge frit fremme uden at de blev stjålet. Vi talte om den gode stemning, der var i år, og nogle beskrev, hvordan stress var blevet et fremmedord siden de var taget på lejren. En pige på omkring ni år sagde” Det er fedt at være på lejr. Her er altid mad.” På lejren er der to butikker, som sælger kangaer (stof til at vikle om hoften), smykker, små dåser og meget mere. Mest afrikanske ting. Den ene butik sælger mest tøj og er lidt kedelig. Den anden butik dufter ofte af røgelse og stoffet på væggene er i hyggelige mørke farver, som gør, at man bruger tid derinde. Butikken er ret lille, men jeg elsker at komme igen og igen. Det sker, at der kommer nye ting i butikken i løbet af ugen, og det holder jeg nøje justits med.


Jeg havde set et par røde øreringe, som jeg ville købe. De var lidt dyre, men jeg havde besluttet, at hvis de var der torsdag, ville jeg købe dem. Det lyder måske skørt, men jeg køber et par øreringe hvert år. Et minde om, hvad lige den lejr betød for mig. Jeg hænger dem op på en snor derhjemme og når jeg i løbet af året kigger på dem, mindes jeg lejren og den stemning jeg mærkede. Øreringene var der stadig torsdag eftermiddag, så jeg besluttede at nu måtte jeg have dem.

D

agen sluttede med et fantastisk aftenmåltid. Vi fik noget lækkert kød og en salat, der var fyldt med en masse grøntsager, jeg ikke kendte. Vi drak vin til. Så hørte jeg nogen synge ovre fra kagefeen og blev nysgerrig. To guitarer spillede sammen, musikken var Kim Larsen. Jeg kender de fleste af hans sange. Der sad en lille gruppe mennesker rundt om de to guitarister og sang flerstemmigt. Jeg sang med så højt, at de andre vendte sig og smilede. Følte mig meget velkommen, selvom jeg ikke kendte en eneste af dem. Det er netop det, der gør lejren så unik. Alle hopper bare med, hvor de har lyst. Eller starter noget op. Musik, dans eller ”knald ud”, som det bliver kaldt. Hop med og vær med. Den fornemmelse er dejlig.

Jeg tænker tit på netop den følelse, når jeg vender hjem til hverdagens planlægning og den stress der følger med. Tænk, hvis livet var så simpelt. Bare flyde med som vinden blæser. En vild tanke.

T

iden forsvandt. Det blev fredag, og jeg skulle hjem. Jeg pakkede mit telt sammen og gik ned på pladsen for at sige farvel til de mennesker, jeg havde mødt i år og dem som jeg kendte fra de andre år. Blev trist til mode og satte mig en stund med en kop te på en af bænkene. Det havde regnet, så det hele var lidt vådt. Jeg forstod ikke, at ugen allerede var slut. Jeg kom til lejren og syntes at have uendelig meget tid. Men nu skulle jeg hjem til mit hus og mine to hunde. Hvordan kunne jeg forlade lejren uden helt at bryde sammen? Alle de søde mennesker jeg havde lært at kende og dem, som jeg havde spist og drukket rødvin med om aftenen, og som jeg havde haft fantastiske samtaler med? Skulle der gå et helt år før jeg skulle opleve sådan en fryd igen? Jeg kiggede mig omkring. Fredag er den dag, hvor gæster udefra kan komme for at se, hvad vi har lært i løbet af ugen. Alle omkring mig var i gang med at gøre klar til dagens strabadser. Med ét blev jeg glad for at skulle hjem. På en måde var lejren allerede slut.

93


94


95


Den stiveste krop får bevægelighed Den stiveste krop får bevægelighed Du skal bare ville, så er du velkommen. Sådan skriver Hjørdis Oppedal i sit indlæg til Utamadunis jubilæum. Hun er en af dem, der har været med siden tidernes morgen. Hun danser stadig - nu med børnebørn. Af Hjørdis Oppedal

Når jeg træder ind på Keramikgårdens dansetæppe, møder jeg den indre urkraft. Tromme, sang og danseglæde møder min stive krop - her folder jeg mig ud. Det startede i begyndelsen af halvfjerserne, hvor jeg blev overbevist om, at jeg måtte ud i det kollektive liv. Det var en heftig tid, demonstrationer mod krig og kapital, nej til atomkraft, ja til solidaritet, Black Panther Party, Røde Mor, Thylejren og Christiania, folkesangere med følsomme tekster. Jeg var midt i det og lod mig opfylde af oprør og troen på fred og kærlighed. Flyttede ind på Christiania i 1976, som var organiseret i regnbuehæren og som aktivt kæmpede for, at Christiania skulle have en fremtid. Det var her jeg mødte Sander og Uffe første gang. De kom med Bondehæren fra Jylland og vandrede med i et fyrværkeri af en demonstration for Christianias bevarelse. Sange blev sunget, musik spillet og alverdens folk 96

jublede med. ”Alle var kommet for at mødes her / skulder ved skulder fra fjern og nær / Christianitter, jyske knejte, nu skal vi sejre i fristadens fejde.” Og det gjorde vi. Venskaber som blev skabt dengang førte os til en af de første sommerlejre på Keramikgården, hvor min datter Liv kravlede rundt som baby. I 1990 opstod der en dansegruppe i Thisted. Jeg var flyttet til Thy med et Christianiaprojekt for narkomaner. Thylejrfolket og vi tilflyttere blev tiltrukket af de afrikanske rytmer, og vores lille familie begyndte aktivt at danse med. Liv og Gry var de yngste, men blev kærligt optaget i voksengruppen. Børnenes engagement førte mig år efter år til Utamadunilejren. Jeg sidder med rige oplevelser og glæder mig over den tilgængelighed lejren repræsenterer. Du skal bare ville - så er du velkommen. Her kan du blive beriget, udfordret og inspireret. Det første jeg selv tænker på er at smide skoene, strække ud, blive berørt og bevæget, blive fyldt af et mangfoldigt lydbillede. Glædes over samværet, som vrimler af liv. Børn i alle aldre, som trygt bevæger sig og mødes i leg. Mødre, fædre, bedsteforældre. Unge, skønne kvinder og mænd, som vrider sig fri i dansen fra dansetrommerne og får fat i sangen. Trommerne skaber lyst


97


98


99


100


Vi er ikke Utamaduni for ingenting

K

ort efter at vi besluttede at lave denne jubilæumsbog, opstod der tvivl om, hvorvidt vi nu vitterligt har jubilæum i 2007. For var det i 1982 eller var det egentlig i 1983, den første lejr blev holdt? Ingen kan længere helt huske det. Dengang tænkte vi ikke 25 år frem i tiden og skrev årstallet ned. Vi dansede, slog på tromme og hyggede. Grundlæggende det samme som vi gør i dag. Men uanset hvad, fejrer vi i år, at vi har 25 års jubilæum. Man skal jo ikke lade virkeligheden stå i vejen for en god fest.

K

ameraet, der forevigede situationen herover, blev holdt af Lone Kubingwa Christensen i 1983. På hvad der ligner en 125.-del af et sekund, blænde 5,6, har Lone på ét negativ fanget stort set alle lejrdeltagerne det år. Historien om billedet er, at det er taget i 1983. På den første lejr. Men billedet viser jo ikke, om der faktisk var en lejr året forinden! For en sikkerheds skyld må vi nok hellere snart holde 30 års jubilæum. Utamaduni Oyee. 101


102


ISBN87-991478-0-7


Uta_jubi  

Utamadunilejren: Et kærligt signalement af en enestående kultur i Danmark Redigeret af Dav Jacobsen Utamadunilejren: Et kærligt signalement...

Advertisement
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you