Issuu on Google+

GRUNNLOVEN TO HUNDRE ÅR. FESTMØTE KORSKIRKEN I BERGEN 14. MAI 2014


DET KALDTES ET AAR …

Dette har vært et annus mirabilis, skrev Claus Pavels i sin dagbok da 1814 gikk mot slutten. «Det kaldtes et Aar, men Aarhundreder ere henrullede, og har været langt mindre merkværdige, end dette Aar.» Med dette arrangementet vil Universitetet i Bergen gi et lite innblikk i det som skjedde i løpet av dette hendelsesrike, skjellsettende år. Med hjelp fra sangere og profesjonelle skuespillere er det meningen å gi et levende inntrykk av hva som ble sagt – og sunget – og hvordan. Vi følger begivenhetene i kronologisk orden – fra edsavleggelsen i kirkene i begynnelsen av mars like til opprettelsen av unionen med Sverige i begynnelsen av november – men hele tiden fra lokal synsvinkel. Vi konsentrerer oss om representanter fra Bergen og Hordaland til Riksforsamlingen og Det overordentlige storting (Rein, Christie, Hertzberg) og om enkelte andre aktører som gjorde seg gjeldende i den politiske prosessen hjemme i Bergen (Brun, Sagen). Vi gjengir talene og sangene – ordrett, og i tidens språkdrakt, men gjerne forkortet. Den som ønsker å lese det hele – eller lese videre i andre taler fra samme tid – henvises til universitetets eget åpne arkiv for politisk retorikk-historie: www.virksommeord.uib.no


1814

BEGIVENHETENES GANG   14. januar

Fredsavtale i Kiel mellom Sverige og Danmark etter Napoleonskrigene: Kongen av Danmark blir tvunget til å avstå Norge til kongen av Sverige.

  5.–9. februar Christian Frederik besøker Trondhjem: Han finner støtte for sin plan om nasjonal uavhengighet, men møter også krav om et nytt, konstitusjonelt styre.   16. februar

Stormannsmøte på Eidsvoll: Prinsen beslutter å innkalle en grunnlovgivende forsamling.

  25. februar – og videre utover våren. Edsavleggelse og valg i kirkene: Folket forplikter seg til å «hævde Norges Selvstændighed og at vove Liv og Blod for det elskede Fædreland».   11. april

Christian Frederiks trontale markerer den formelle åpning av Riksforsamlingen på Eidsvoll.

  16. april

Forsamlingen vedtar, som del av første grunnsetning, at Norge skal være et «frit, uafhængigt og udeleligt Rige».

  30. april

Konstitusjonskomiteen ferdigstiller sitt endelige utkast til grunnlov.

  4. mai

Riksforsamlingen startet debatten om grunnlovsutkastet. Religionsparagrafen («jødeparagrafen») blir vedtatt.

  13. mai

Debatt om finansene og statsbudsjettet: «Eidsvollsgarantien» blir vedtatt.

  17. mai

Grunnlovsverket er fullført: Teksten blir datert og signert av presidentskapet. Christian Frederik blir valgt til konge.

  20. mai

Representantene skiller lag etter å ha avlagt «Eidsvollseden»: «Enige og troe, indtil Dovre falder.»

  26. juli

Sverige går til krig mot Norge – og vinner i løpet av få dager en lett seier.

  14. august

Avtale om våpenhvile («Mossekonvensjonen»): Sverige anerkjenner Stortingets rett til å revidere grunnloven og velge en ny konge for å etterkommer kravet om unionsfellesskap.

  7. oktober

Det overordentlige storting møtes i Christiania for å forhandle med svenske utsendinger om grunnlovsrevisjon og unionsvilkår.

  10. oktober Christian Frederik leverer sin abdikasjonserklæring, og forlater landet samme dag.   11. oktober

Christie blir valgt til stortingspresident.

  20. oktober Stortinget lover – etter en lang debatt, og mot bergensrepresentantenes stemmer – å godkjenne unionen med Sverige.   4. november Stortinget vedtar en revidert grunnlov. Carl 13. blir valgt til konge. Norge er fra nå av «et frit, selvstændigt, udeleligt og uafhændeligt Rige, forenet med Sverige under een Konge».   5. november Representantene avlegger ed til Grunnloven og Kongen.   14. desember En delegasjon til Kongen i Stockholm overleverer Stortingets hilsen. Christie priser «den Enigheds og Broderskabets Aand, som allerede nu oplives», og tar den som et lovende tegn på at «Foreningen vil utryggelig bestaae indtil sildigste Slegter.»


Jonas Rein: Norges Selv­ stændighed. Tale og bønn ved avleggelsen av eden til ­Norges selvstendighet. bergen, 11. mars Det er i dag bekjendt, at Danmarks Konge, Frederik den Sjette, som ogsaa var vor Konge, nød af Vold og Overmagt, har løst alle sine norske Undersaatter fra sin Troskabs-Eed til sig, ja, end mere, nød af samme Vold, at afstaae Norges Rige til Sverrig. Han kunde ikke andet den gode Konge, Voldsmænds blodige Sværd svævede ham over Hovedet. Men vi friebaarne Nordmænd lade os ikke mageskifte som man bytter Fæ. Ak! der hviler Blodskyld over Sverrig! De have valgt til Kronprinds en oplært Menneskeslagter, som nu lader sig bruge som Hærfører mod sit eget Fædreland, med ham har Sverrigs Regjering nu udkommanderet over 25 000 svenske Mand, fra Gaard, fra Hustru, fra Børn, at stride i fremmed Land for Frihed – maaske. Nei, for Penge. O! I, mine Brødre! blive udcommanderede langt borte fra elsket Fædreland, henud i Tydskland, hvor nu mangen faver svensk Kriger falder for franske Kugler. Du skal bytte med ham, og der, der skal dit ærlige norske Blod flyde; der skal du bløde dig i hjel for dit Fædreland – maaske! O, nei! for fremmed Herskab, for fremmede Penge; du skal sælges som Fæ, sælges af en Slagterdrift.

4


Jonas Rein (1760–1821) var sogneprest i Nykirken i Bergen. Han utga flere diktsamlinger, helst i den melankolske gate; ifølge Zetlitz var han «den sande Sorgs ulignelige Sanger». I Riksforsamlingen på Eidsvoll møtte han som Bergens fjerde representant. Her opptrådte han som markant tilhenger av selvstendighetspartiet og som en effektiv taler. Ifølge Henrik Wergeland praktiserte han en «energisk flammende Veltalenhed», full av «heftige Udgydelser». Hans ofte aggressive utfall mot «svenskepartiet» skaffet ham mektige fiender. Som taler i riksforsamlingen fikk han i flere tilfeller avgjørende innflytelse – men det kostet ham antakelig bispestolen i Bergen da den ble ledig etter Johan Nordal Brun i 1816.

5


Ja, Nordmand! du ærlige Nordmand! Da du nu visselig maa

OM BORGERRET OG DEN LOVGIVENDE MAGT

bære Krigens Byrder, hvad enten du godvillig, som ræd Slave, gaaer

§ 49

for Frihed, for Ære, for Hustru, for Børn, for Eiendom – Du,

Folket udøver den lovgivende Magt ved Storthinget, der bestaaer af 2 Afdelinger, et Lagthing og et Odelsthing.

§ 50 Stemmeberettigede ere kun de Norske Borgere, som have fyldt 25 Aar, have været boesatte i Landet i 5 Aar, og enten a) ere, eller have været Embedsmænd, b) paa Landet eie eller paa længere Tid end 5 Aar, have bøxlet matriculeret Jord; c) ere Kjøbstædborgere, eller i Kjøbstad eller Ladested eie Gaard eller Grund, hvis Værdie i det mindste er 300 Rbdlr. S. V. Kongeriget Norges Grundlov, given i Rigsforsamlingen paa Eidsvold den 17de Mai 1814

over til Svensken eller ei – bør du da ikke langt heller kjæmpe Nordmand! som skal bløde, vil du da ikke heller bløde dig i hjel for dit Fædreland, end for Voldsmand? Og vil du da ikke heller døe med Ære end leve med Skam? Ja! jeg læser i enhver ærlig Nordmands gnistrende Øine hva der staaer i hans Hjerte: Jeg vil kjæmpe for Fædreland, min Fædrejord skal før drikke mit varme Blod før jeg sviger – saa raaber du, Landsmand! Men hvo fører os an? Hvor er Bannern? siger du. – Du har Anfører, Broder! Lovet være Gud! du har ham. Han kom til os som hin Engel, fra Himmelen høit, han Norges Odelsmand, Prinds Christian Frederik. Han vil føre dig an, han vil dele Liv og Død med dig. Udi 434 Ar var Norges Klipper foreenede med Danmarks Sletter – Klipperne gave Staal mod Voldsmand – Sletterne gave Armene Kraft at føre Staalet. Udi 365 Aar regjerede den oldenborgske Stamme Norge og Danmark faderligen. Nordmand, Nordmand! for 365 Aar siden, var din Farfaders Farfaders Oldefaders Oldefars Fader med at vælge og hylde, og sværge første Troskabs-Eed til første Konge af denne Stamme: Chr.1ste. De svore ærligen de Mænd, de holdt hvad de svoere, thi de frygtede Gud, derfor ærede og lydde de Kongerne. Ja! jeg synes at høre i Dag vore Oldefædres salige Aander raabe ned af Himmelen til os: Vi her oppe i vor Faders Huus, vi synge nu Saligheds Sange, som alle Himle give Gjenlyd af, denne Sang:

6


Strider, Børn! Som vi strede, og da skulle I engang siunge med os: Amen, Velsignelse, og Ære, og Visdom, og Taksigelse, og Pris, og Magt, og Styrke være vor Gud i al Evighed. Men her taler til os en vigtigere, høiere Stemme: Pligtens, Ærens og Frihedens hellige Stemme, og dette er Guds Røst; thi hvem bød Pligt og Ære og Frihed uden Gud. Som vor Tro er vor helligste Eiendom til Himlen, saa er vor borgerlige Frihed og Ære paa Jorden. Forsvar dit Liv, din Eiendom! overgiv ikke dine umyndige Børn til Slavelænker! Det er Guds Røst i vort Hjerte. Derfor opfordrer jeg eder i Dag at aflægge denne Eed: At forsvare med Liv og Blod Norges Selvstændighed. Jeg aflægger først denne Eed. Maatte Nogen tænke: du er Guds Ords Lærer, det er ikke dit Kald at gaae i Krig, du vover ikke saa meget som jeg, der kan komme at staae for Kugler og Sverd. Ja, Broder! jeg torde vove ligesaa meget som du. Jeg vover Embede, ja Liv. Man døer ogsaa for Sandhed. Thi dersom det skeer, det Gud forbyde! at vort Norge erobres med Magt, da vil Voldsmand sige til mig: Du stemplede din Menighed at forsvare Norge – Du udgjød Blod – Du skal døe – Ja jeg døer gladelig. Min velsignede Menighed! eet beder jeg dig, for den Kjærlighed, der er mellem os, – skeer det, det Gud afværge! forbarm dig over min Enke og mine faderløse Børn! drag Omsorg for dem! O! saa døer jeg gladelig, thi jeg døer for Pligt, for Ære, for Frihed. Jeg oprækker nu min Haand til Himlen, Gud række nu sin Haand til mig! Jeg sværger at hævde Norges Selvstændighed og at vove Liv og Blod for det elskede Fædreland, saa sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord! 

7

FOLKEEDEN

– Sværge I, at hævde Norges Selvstændighed og at vove Liv og Blod for det elskede Fædreneland? – Det sværge vi, saa sandt hjælpe os Gud og hans hellige Ord!


Borgerfest 3. mars 1814 var det fest i Komediehuset i Bergen. Byens borgere, som ville feire Christian Frederiks initiativ, holdt det gående «i en ligesaa belivet som patriotisk Stemning» helt til klokken fire neste morgen. Det ble framført et skuespill av Iffland (Manden af Ord) og en nyskrevet epilog av biskop Brun. Bakteppe på scenen var et stort maleri; det viste «et Fjeld med den norske Løve, holdende Bergens Vaaben i sine Klør og trædende paa en sønderbrudt Lænke». Under festmiddagen var det allsang. For anledningen hadde både Lyder Sagen og Jonas Rein diktet noen vers til prinsens ære.

Lyder Sagen: Christian Frederik leve! mel.: for forge, kjæmpers fødeland O Christian! I din Vaar saa blid Fra Sjølunds grønne Strande, Igjennem Storm og Bølgers Strid Til Norrig Du lod stande; Du følte hendes Sorg og Savn – O! Du fortjener Fadernavn; Trods Stormens Brag og Bølgers Strid Til Norge Du lod stande.

Med Norges Løve i dit Skjold – Fra Christian uadskillelig Gjentoner Norges Stemme.

Stat op! det er en lovlig Skaal, Høit Hornene vi hæve: Selvstændighed er Norges Maal, Vort Løsen: Christian Leve! Paa Skjoldet Norges Kjæmper slaar, Om breden Bord mens Hornet gaar; Stat op! det er en lovlig Skaal, Vor Christian Frederik leve!

«Fra Norrig uadskillelig» Saa lød Din hulde Stemme; Kun der, hvor Kraften ytrer sig, Har Mandehjertet hjemme; Thi stander Du paa Fjeld saa bold

8


Lyder Sagen (1777–1850) var adjunkt ved Bergen katedralskole fram til 1814, senere overlærer samme sted. Han var lærebokforfatter og reformpedagog; i sin språk- og litteraturundervisning gikk han inn for morsmålet (dansk) på bekostning av de klassiske språk (latin, gresk, hebraisk), og for praktiske øvelser framfor pugg av grammatikk. Han skal ha vært en inspirerende lærer, i alle fall for de mer interesserte elever, og han gjorde en betydelig innsats for å hjelpe fram unge begavelser (I. C. Dahl, J. S. Welhaven, Ivar Aasen m.fl.). Sagen skrev en mengde leilighetsdikt, og var en viktig støttespiller for mange lokale kulturinstitusjoner (Det dramatiske Selskab, Bergens Museum, Kunstforeningen, tidsskriftet Urda).

9


Wilhelm F. K. Christie: Jøder og Jesuiter udelukkede. debatt om grunnlovens § 2. eidsvoll, 4. mai I en liden Stat, hvor der ikkun er taalt en eneste, nemlig den evangelisk Lutherske Religion, hvor der ikke ere store Stæder, som kunne ventes at trække Fremmede i Mængde til sig, og hvor Indbyggerne ere fyrige og have en levende Phantasie, bør frie Religionsudøvelse, efter min Formening, ikkun tilstedes de christelige Religions-Secter. For Staten kan ikke ventes noget betydeligt Gode derved, at ubehindret offentlig Gudsdyrkelse tilstaaes alle andre Religions-Secter; derimod kan stor Skade befrygtes deraf. Det nye behager ofte blot fordi det er nyt; den Eenfoldige, som ikke bryder sig om, at undersøge og overveje førend han vælger, kan let forledes; – Bedrageren kan, under Skin af Hellighed og religiøs Iver, let tilliste sig hans Formue og forlede ham til Laster, Opsætsighed mod Landets Øvrighed, o.s.v. Menneske-Offringer, Afgudsdyrkelse, Bigamie, og deslige, kunde ogsaa da lovligen finde Sted. Omendskjønt dette sidste just ikke hos os er synderligen at befrygte, bør Constitutionen dog ikke aabne Vejen dertil; den bør tvertimod forebygge endog den blotte Muelighed deraf. Naar denne § ubetinget antoges, kunde Jesuiter og andre mere eller mindre skadelige Munke-Ordener indtrænge sig, hvilket Fortidens viise Lovgivere med sand Fader-Omhue hidindtil have

10


Wilhelm F.K. Christie (1778–1849) var sorenskriver i Nordre Bergenhus Amt. Han møtte som første representant for Bergen både i Riksforsamlingen og i stortingssamlingen senere på året. På Eidsvoll spilte han en mindre betydelig rolle, som forsamlingens faste sekretær, men om høsten pekte han seg straks ut som den førende. I egenskap av stortingspresident tok han hånd om forhandlingene og førte dem med suverent overblikk og med taktisk og språklig behendighet. At Norge, tross det svake utgangspunkt, oppnådde en nokså selvstendig stilling i unionen, skyldtes ikke minst Christies kløkt. Hans politiske karriere var lysende, men kort. Han avslo Kongens tilbud om ledende stillinger, og trakk seg tilbake til Bergen som stiftsamtmann og som amtmann i Søndre Bergenhus. I 1825 søkte han avskjed på grunn av helseproblemer. Resten av livet viet han arbeid for allmennyttige og vitenskapelige formål. Han skrev en rekke mindre avhandlinger, og redigerte tidsskriftet Urda; gjennom eget innsamlingsarbeid bygde han opp både et norsk dialekt-leksikon og en samling oldsaker. Christie opprettet Bergens Museum, som senere skulle utvikle seg til Universitetet i Bergen.

11


OM STATSFORMEN OG RELIGIONEN

forebygget. Skadeligt vilde det ogsaa, efter min Formening, være,

Grundsætning 8

ladelse til at lade deres Børn oplære og opdrage i andre Religioner.

Den evangelisk-lutherske Religion bør forblive Statens og Regentens Religion. Alle Religions-Secter tilstedes fri Religions-Øvelse, dog ere Jøder fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget. Vedtaget af Rigsforsamlingen den 16de April 1814

Grundlovens §

om Landets Indbyggere, af den herskende Religion, havde Til­ Jeg holder altsaa for, at denne § bør forandres saaledes: Den evangelisk-Lutherske Religion forbliver Statens offentlige Religion. Alle christelige Religions-Secter tilstedes frie Religions Øvelse; dog ere Jøder og Jesuitter fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget. – Munkeordener maa ikke taales. – Landets Indbyggere, som bekjende sig til Statens offentlige Religion, ere forpligtede til at opdrage deres Børn i den samme. 

2

Den evangelisk-lutherske Religion forbliver Statens offentlige Religion. De Indvaanere, der bekjende sig til den, ere forpligtede til at opdrage sine Børn i samme. Jesuiter og Munkeordener maae ikke taales. Jøder ere fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget. Kongeriget Norges Grundlov, given i Rigsforsamlingen paa Eidsvold den 17de Mai 1814

12


Jonas Rein: Jeg opofrer indtil den sidste Rest. debatt om finans­komiteens innstilling. eidsvoll, 13. mai Det er beklageligt, at nu Tidspunkten nærmer sig, da Norge kan udgjøre en egen uafhængig Stat, at nu Hindringer, som man kalder uoverstigelige, lægges os ivejen; at vore egne Landsmænd raabe til os: «Det er umueligt, vi kunde ikke bestaae som en selvstændig Stat, vi maae give os i fremmed Vold. Vort forvirrede Pengevæsen, den uhyre Masse af Papiirpenge, som ingensteds neppe i Landet selv har Credit, deri ligger Grunden til vor Afmagt og Fordærvelse». Det er grov Fornærmelse, forsætligen at ville blænde et heelt Folk eller dets Representantere; jeg maae heller ikke formode at det er disse Mænds Hensigt – ogsaa vilde det være baade fornærmeligt og latterligt, om jeg gav mig af med at fortælle denne hæderlige Forsamling, at vort Pengevæsen var i den ønskeligste Tilstand, og at der ingen Betænkelighed var i Henseende til vore Finantzer. Jeg spørger kun hvad Raad er herimod, Hvad Lægemiddel kan anvendes uden det, som maae søges hos os selv, hentes fra vor egen Villie, egen Kraft, fra vort Patriotiske Sind, det falder dog vel ingen ind, for fuldt Alvor, at troe at en fremmed Magt og allermindst den, til hvilken vi ere solgte, er beredvillig til at paatage sig vore Byrder og befrie os fra vore Sorger. Jeg kan ikke tale som en Mand der har at yde af sin Overflod; det er Enhver bekjendt at Embedsmændene og især Kjøbstedernes

13


Embedsmænd og iblandt disse fornemlig de Gjeistlige have lidt saare meget i disse Krigens Aar. Blandt de sidste er jeg. Men den usle Rest jeg har tilbage, offrer jeg med Glæde for Norges Friehed og Selvstændighed. Jeg har ikke arvelige Privilegier; jeg har ikke meget at efterlade mine Børn; men dette ønsker jeg, dette haaber jeg at kunne sige dem engang: Norge er frit og uafhængigt: I ere dets frie Borgere; ogsaa jeg har, efter ringe Evne, bidraget dertil. Ikke ville I forbande mit Støv, fordi jeg ingen anden Arv formaaede at efterlade Eder. Og Du Norges Odelsmand! som dog har noget Meere der binder dig til Fødelandet, skulde du intet ville opofre, nu vel da, vælg det Eeneste som staaer tilbage, vælg Svensk Herredømme! og naar da engang i Tiden dine Efterkommere, medens de arbeide som Trældyr under det uværdige Adelsaag, medens de udsues og sukkende læse i Krønnikken hvad Norge, hvad Nordmænd engang har været – naar de da paa det sidste Blad i Norges Krønnikke læse: da man skrev Aar efter Christi Byrd 1814, da solgte Norges Mænd Deres Nations gamle Hæder, Deres Frihed og Uafhængighed, Deres Børns Odel for en Sum hvor med hver Mand kunde kjøbe en Tønde Korn. Da ville De forbande vort Minde og bittert spotte med vor Usselhed. Vor Stilling er ikke glimrende, og dog spørger jeg, hvilket Folk kjøbte nogensinde sin Frihed og Uafhængighed for saa ringe en Priis? Spanien har ikke vunden saa megen Agtelse og Beundring som i disse 7 Aar da det kjæmpede med utrætteligt Mod for Frihed og Uafhængighed; At tilintetgjøre Deres Ejendomme, jage Hustru og Børn ud for at vanke om i ubekjendte Egne, uden at

14


vide hvor de skulde finde Brød, dette toge de ikke i Betænkning for at vinde hiin Skat, Frihed for fremmed Undertrykkelse? Og Eder, Nordmænd, Eder tør man opfordre til en saa skammelig Feighed, til saa skjendigen at forraade det gjengivne Fædreneland, at bortgive det til Fremmede, til en Arvefiende, for at spare en Haand fuld forslidte Bankosedler. Europas Øine ere Hæftede paa os, de offentlige Tidende der tale med høi Beundring om den ædle Beslutning, vi have fattet. O lader os dog ikke bedække vort Navn med Skjendsel! lader os ikke blive til Spot og Latter for de mange Folkeslag, der have lidt saa Meget og saa Skrækkeligt for at naae det Klenodie vi have i Hænde. Her gives Mænd iblandt os, der true med at forlade Fædrenelandet saa fremt det bliver frit. Bort med Dem! lad Dem længe nok flye det Land hvis uægte Sønner de ere! Jeg for min Deel antager altsaa Finantz Committeens Forslag. Om jeg ejer, eller kan tilvejebringe den Sum Rigsbanksedler som af mig maatte fordres, det veed jeg ikke; men at jeg opoffrer indtil den sidste Rest, det veed jeg. 

15


Jonas Rein: Nordmænd ­raade i Norge. mel.: rolf skatte­ kon n i ng. borge r f e s t i kom e di e­h use t. be rge n, 3. mars Og Norges odelsbaarne Mand Det tyktes saa. Nu raader Jeg i Norges Land; For det kan slaa. Kom, Gothe, nu som Mand mig mød Paa gammel Vis, Og Frihed eller Heltedød Er Kampens Pris: Thu nu raader Nordmænd i Norge. En Ædling frem i Kredsen stod Med Manddoms Ild, Vor valgte Høving kjæk som god Du være vil! Ved Jubel-Raab den Ædlings Navn Blandt Klipper gjald, Og Hæder følge Christians Navn Til Dovres Fald. Og Nordmænd raade i Norge!

16


Joh a n Nor da hl Bru n: Kaster ikke eders Frimodighed bort! preken på christian fr eder ik s fødsel sdag. d o m k i r k e n i b e r g e n, 18. september Dagens Anliggende er en Vaabenstilstand, som alvorligen indbyder til fornyet Krig. For at beholde i den vor Frimodighed, maatte vi ikke opskrue Beregningen over det ubetydelige hist og her tabte, men summarisk tælle, hvad vi endnu har. Vi har, først av alt, en god og retfærdig Sag. Med Beviser for denne Sætning skal jeg ikke kjede. Men at retfærdig Sag staalsætter Frimodighed føler vel enhver, som ved vist, at han har Ret. Retferdig Sag er en vigtig Frimodighedsgrund, ikke for Krigeren alene, men ogsaa for os, der sidder hjemme, medens han slaar for os. Vel har Soldaten, endog i uretfærdigste Krig, allermindst, ja slet ikke Uret, han opfylder sin Pligt paa den blinde Lydigheds, den tunge Vei, og han udgyder uskyldigt Blod, og Blodskyld hviler ikke paa ham, kun paa Tyrannens Hoved, i hvis Ærende han gaar. Men i en Krig, som vor, kvæger det Frimodighed, at den ringeste Soldat, som skal gaa mod vor fælleds Fiende, ogsaa gaar mod sin egen Fiende; han gaar og tror, at han gaar i sit eget Ærende, naar han gaar forat beskjerme os; at naar der kun rykkes mod Svensken,

17


gaar han, fordi han vil, og glemmer, at han befaltes at gaa, og alt da forresten lige, saa gaar den djærvere frem som gaar, fordi han vil, end den, som gaar, fordi han maa. Men nu staar og falder vor Frimodighed med Svaret paa dette Spørgsmaal: Er endnu dette Folkemening i Norge? Hvem skulde vi da spørge? Spørg Folket i Norge, det er Bonden og hans vaabenføre Søn. Siger Mængden af denne Folkeklasse: «Vi er slagne, drevne paa Flugt, undertrykte, forskrekkede, vi tør ikke atter vove en Dyst», – nu ja, saa er det forbi, saa er det Daarskab, om vi Byfolk endnu vil være frimodige. Men nu svarer disse med én Mund: «Vi veg ikke et Haarsbred, hvor man bød os at staa. Hvor man bød: «Fremad!» der ginge vi Berserkergang. Vi higede efter Angrebs-Signal, som Vægteren efter Gry af Dag. Man skaffe os kun Brød, saa styrter vi frem til at opfylde vor Ed, hvortil man endnu ingen Anledning gav os: Vi er ikke slagne, ikke bange, og end raader Nordmand i Norge.» Vor Regjeringsform – er den værd at stride for? Vi har jo dog nu den, vi alle helst ønskede; den af vore egne bedste Mænd forfattede; den, hvortil vi med hellig Ed har forpligtet os; den som værner om Frihed, om Eiendom, om Menneskeværd; som lover ikke alene os, men vore Børn og Børnebørn muligste Borgerheld. Den er vel, mener jeg, værd at stride for. Hvad har vi da, hvad kan vi faa? Vi har endnu, hvad vi valgte: Kristian Fredrik. Vi havde valgt ham, om alle Europas større eller mindre Fyrster havde staaet for vore Øine. Han forstod, endnu indtil hans Sygdom, at herske over Hjerter; at erobre alt det, som omringede ham, med Vaaben, som ikke findes i noget Arsenal;

18


Vaaben, som ikke dræber, ikke bortskrækker, ikke støder fra sig, men trækker, drager, fængsler, sammentvinger; han er – kort sagt – et af disse sjeldne Kongsemner, om hvilke man sige med større Ret end om store Digtere: de bliver ikke, men de fødes. Og denne har vi. – Men hvad kan vi faa? Hvilken Fremtid kan Norge haabe paa under en Kristian Fredrik? Hvad skulde da ikke vor spæde Stat voxe og herdes til? Just i en Alder, som kunde kaldes Rigets Opdragelsesaar? Fik Norge derimod en Knæk i disse første Aaringer under stedfaderlig Haand, under en Dannelse, hvorfra Kjærligheden var aldeles udelukket, – o, det naaede sig aldrig mere, blev aldrig hvad det havde Natur til at blive: bredskuldret og knoglesterkt – men en Skifting, gul og gusten, vantreven og visnende. En Mandsalder forbi, skulde ingen blandt Skandinaver gjenkjende den djærve Nordmand uden derpaa, at han syntes mere medtagen end nogen anden. Skulde da ikke disse rimelige Udsigter til en forskjellig Fremtid, atter bestemme vort Valg, styrke vor Frimodighed til at holde frem, som vi stevner? Dog end engang: hvad har vi? Det i sidste Maaned passerede var ret en haard Prøvelse, selv for de frimodigste Nordmænd. Det var en Kolonne af stinkende Mørkskodde, som sank tung og tyk ned paa vore himmelhøie Fjeldtindinger. Det mørkeste af alt var, at den Mand syntes at have kastet sin Frimodighed bort, med hvis Frimodighed ingen Mand kunde maale sin, da han stod som en Kjæmpe i Aands-Kraft paa norsk Grund og svarede de mest oplyste Ministre fra Europas mægtigste Potentater og svarede saa, at de i deres Hjerter, idetmindste, maatte erkjende, at Norge havde Konge, og han var stor og vis og kjek. Og nu i

19


August Maaned, hvad var skjedd ham? Hvad er skjedd med Norge under hans Regjering? O, det var bittert, det var krænkende, det var mørkt. Men, Gud ske Lov! det klarner op, Sygdom var det, det var alt; Lægerne vidner, at han helbredes daglig og styrkes og snart – det haaber vi, derom beder vi – snart staar han frem i al sin Glorie. Gud, helbred ham ganske og indset ham atter i fuldt Brug af det Klenodie, du gav ham, nemlig Frimodighed. Bedæk hans skjønne Hjerte med dette Vaaben! Gjør Vaabnet Uadskilleligt fra hans virkelig fyrstelige Aand, ligesom han selv har lovet at blive uadskillelig fra Norge. Gud! giv vor Konge og os alle ægte Norske Frimodighed til at blive vor hellige Ed og vort kjære Norge tro, om det og skulde koste Liv og Blod, Frimodighed til hellere at dø med Ære end leve med Skjendsel, end rave paa Jordkloden som Menedere, som banlyste af Gud i Himmelen og foragtede af hver Ærens Mand paa Jorden. 

20


Johan Nordal Brun (1745–1816) var sogneprest i Korskirken i Bergen fra 1774, og fra 1804 biskop i Bergens stift. I sin tid var han kjent både som salmedikter og dramatiker, og som en av de store talere og forkynnere. I dag huskes han trolig best for en patriotisk drikkevise («For Norge, Kjæmpers Fødeland») og en bysang («Jeg tog min nystemte Cithar i Hænde»). Brun var en viktig skikkelse i utviklingen av norsk selvbevissthet, men han var ingen demokrat, og ingen tilhenger av nasjonal selvstendighet. I hans verden var det ingen motsetning mellom norsk patriotisme og troskap mot det danske kongehus. I Bergen gjorde han i 1814 en energisk innsats for å forhindre at byens representanter gikk inn på kompromisser med svenskene, og sørget for at de stilte med bundet mandat, stadig forpliktet av det høytidelige løfte om «at hævde Norges Selvstændighed og at vove Liv og Blod for det elskede Fædreland».

21


Niels Hertzberg: Til Vaaben! stortinget, 20. oktober Skulde ingen Forening med Sverrig være at opnaae, uden at krænke vor Frihed og Selvstændighed og Eed, da er vistnok bedre at døe med Ære, end leve med Skam. Beslutte vi det Første: at døe med Ære, maae vi tage de Bestemmelser, der sigte til Maalet; thi den, der vil Hensigten, bør ville Midlerne; jeg foreslaaer derfor: 1. Ethvert Compagnie-District skal føde og klæde sine Soldater, ethvert Skibrede sine Matroser. 2. Byerne skulle føde og klæde Garnisonerne. 3. Fra Byerne maa ufortøvet transporteres herop i vore Fjelddale, som lettest kunde forsvares mod Fienden, alt det Forraad af Klædes- og Mad-Varer, som nu haves. 4. Kommer Fienden for nogen By, der har Fæstning, skal Commandanterne under Æres og Livs og alle ­Eiendommes Fortabelse være befalede, at, naar Byen ei længere kan forsvares, da skal han skyde den i Brand, og forsvare Fæstningen til sidste Mand. 5. De andre Byer og Steder, hvor ingen Fæstninger ere, maae ikke forlades ubrændte; enhver Borger antænde sit Huus, før han forlader det, og hvilken Borger, der træffes fra en

22


Niels Hertzberg (1759–1841) var sogneprest i Kinsarvik og Ullensvang, og prost i Hardanger og Voss prosti. Han var en typisk opplysningsprest, med interesse for naturvitenskap og praktisk landbrukslære, og dessuten en fremragende pedagog; for sin vitenskapelige innsats ble han hedret med medlemskap i Det Kongelige Norske Videnskabers Selskab. I 1814 møtte han på det overordentlige storting som representant for Søndre Bergenhus Amt (Hordaland). Han var en innbitt motstander av unionen med Sverige, og gjorde seg særlig bemerket med sin berømmelige «berserkertale», der han anbefalte krig med alle midler og kamp til siste mann.

23


OM STATSFORMEN

af Fienden besat udbrændt By, han hænges som en æreløs

§1

Nidding, og hans Eiendomme confiskeres.

Kongeriget Norge er et frit, uafhængigt og udeleligt Rige. Dets Regjeringsform er indskrænket og arveligmonarkisk. Kongeriget Norges Grundlov,given i Rigsforsamlingen paa Eidsvold den 17de Mai 1814

§1 Kongeriget Norge er et frit, selvstændigt, udeleligt og uafhændeligt Rige, forenet med Sverige under een Konge. Dets Regjeringsform er indskrænket og arvelig monarkisk. Kongeriget Norges Grundlov, given i Rigsforsamlingen paa Eidsvold den 17de Mai 1814 og nu i Anledning af Norges og Sveriges Rigers Forening, nærmere bestemt Norges overordentlige Storthing i Christiania den 4de November 1814.

6. Hvilkensomhelst Søe- eller Land-Kriger, fra den Høieste til den Laveste, der træffes som en Flygtning, han skydes; og hvo der lader sig fange uden haardt saaret, alle hans Eiendomme confiskeres. 7. Enhver, der kan føre Vaaben, han griber dem; Bærsærkergang forsyne med Vaaben, end, vil han ei svinge dem, han svinge ved Strikken i nærmeste Træ! Det er saaledes muligt, at vi kunde seire; vel og muligt, at vi nu levende Normænd udslettes af de Levendes Tal; men vort Navn udslettes aldrig af Verdens Aarbøger, og vi lærte Jordens mægtige Voldsmænd: at det Norske Folk ikke var afhændeligt Fæ. Dixi et quidem ego liberavi animam meam. [= Jeg har talt og lettet min samvittighet]

24


Wilhelm F. K. Christie: Tvillingrigets fælles Konge. overlevering av kongens skriftlige ed på grunnloven til stortingets president. christiania, 10. november Eden er aflagt; et helligt, uopløseligt Baand er knyttet mellem Norge og Sverige. Begge disse Riger staae nu ved Siden af hinanden, hvert støttende sig paa sin særskilte Grundlov, hvis nøiagtige Overholdelse vil sikre deres Uafhængighed. Naar Tvillingrigets fælles Konge med Viisdom vælger, og med Opmærksomhed hører sit Raad, aldrig adskiller det ene Riges Interesse fra det Andets, og aldrig glemmer, at begge ere Søskende, der have lige Krav paa hans Fader-Omhu; naar Begges Sønner paa Land og Hav kunne mødes som kjærlige Brødre; naar Norske og Svenske aldrig tabe af Sigte, at det ene Riges Hæder er det Andets, og at kun fælles Bestræbelser og Opofrelser give fælleds Fordeel og Sikkerhed: da vil Foreningen staae til sildigste Slægter; da vil den Dag, paa hvilken Baandet knyttedes, blive en Festdag for Efterkommerne; da vil andre Nationer med Misundelse see hen til Nordens lykkelige Halvøe. Dette venter, dette haaber den norske Nation af dens valgte Konges og hans Efterkommeres Viisdom, og af den svenske Nations Brodersind, ligesom den selv redeligen vil bidrage dertil. Gud bevare Kongen og hans Riger! 

25


Tilbake til Bergen Etter å ha deltatt på stortingssamlingene i 1815–16 og 1818, trakk Christie seg ut av det politiske liv. Helseproblemer fikk ham til å trappe ned i «en meget fredelig Post» som tollinspektør. Sine krefter brukte han nå for det meste til vitenskapelige formål. I 1825 tok han initiativ til et «Naturaliekabinet» og et museum «af Oldsager og Konstsager». Selv bidro han til museets vekst gjennom omfattende innsamling av både natur- og kulturhistorisk materiale. Men det varigste resultat var institusjonen selv. Christies museum var kimen til Universitetet i Bergen. Statuen hans på muséplassen står for den nære sammenheng mellom demokratisk og akademisk kultur som er den særlige grunn til at universitetet i dag feirer grunnlovens frihet som sin egen. Sammen med venner fikk Christie anlagt et «Lystanlæg» og en park i engelsk stil, med turstier og hvilebenker, i Fridalen sør for byen. Da han kom hjem fra Eidsvoll i 1814, hadde han med seg «Rødder og Nødder» til beplantning av området; der første grantrær i Bergensområdet skal ha vokst opp her. Dette, som nå kalles Christieparken, var hans fristed, hans fredede plett på jord. Det eneste lille vers han etterlot seg, handler om den. Det kan ha blitt hørt, i sin tid, som allsang rundt bordet, men aldri før i arrangement for kor: I kveld blir det urframført.

26


Wilhelm F. K. Christie: Til mit Fristed. mel.: integer vitae (vingede skarer). Bergen, 1821 Her haver vi hjemme ved Naturens Hierte. Her ville vi glemme Livets Sorg og SmĂŚrte. Ligesom Grene der sig huldt forene samles vi, bundne og fri.

27


Takk til DEN NATIONALE SCENE: Agnete Haaland, konferansier Sigmund Njøs Hovind, skuespiller Sverre Røssummoen, skuespiller Anders Hasmo Dahl, dramaturg UNIVERSITETET I BERGEN: Ståle Dyrvik, professor i historie Siri Gloppen, professor i sammenliknende politikk Eirik Holmøyvik, professor i rettsvitenskap Anders Johansen, professor i sakprosastudier Anne-Hilde Nagel, professor i historie GRIEGAKADEMIET: Ulvi Hasanli og Ingmar Simson-Valtin, fiolin Eugenio Meneghel, bratsj Zhala Aliyeva, cello Torleif Torgersen, fortepiano STUDENTERSANGFORENINGEN I BERGEN Dirigent Dagfinn Moe


Festmøte i Korskirken 14. mai