Læseprøve: "Brænd huset ned, giv træet vand"

Page 1




Brænd huset ned, giv træet vand Af Hans Peter Madsen 1. udgave, 1.oplag Copyright © Turbine 2021 Forlagsredaktion: Martin Graae Jørgensen Omslag: Heidi Schmidt Jensen Sats: Vinnie Andersen Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 9788740667530 www.turbine.dk


Svup 1) – Planlægning, siger Erik og skifter slide, planlægning, at lægge planer, lyt til ordet. I skal ikke lægge planer. ­Planen skal allerede ligge der, allerede være forberedt. Det handler ikke om planlægning, det handler om planligning. Kan I se forskellen? Erik holder en pause. Han kigger i sine noter. Der står: ”Folk ser forskellen og giver udtryk for denne deres ­observanthed gennem bejaende nik eller små, anerkendende lyde.” Der er ingen bejaende nik eller små, anerkendende lyde. Erik venter lidt mere. Så er der nogen, der mumler: Jo, ja. – Det er et spørgsmål om strukturelle ændringer, fortsætter Erik. Det handler om at implementere nye og effektive arbejdsgange. Lokale og globale perspektiver. Erik skifter slide igen og ser op. De følger fint med, nogle af dem. – Kompleks og moderne management er en holdsport, siger han så. 2) Erik sætter sig i sin kontorstol, læner sig tilbage. Puha, han puster ud, det er lyden af, at han puster ud, han siger,


artikulerer: Puha. Det er vigtigt for Erik at klart og umisforståeligt kommunikere enhver handling, han gør; når han nyser, siger (eller gisper) han: A-tju! Erik bevæger sig inden for en ramme af fast definerede smagshierarkier i henhold til lydord: Det vigtige er, at lyden, hvis nogen skulle tage referat, kan nedskrives, præcis som den udsiges. Når han rejser sig efter lang tids sidden, siger han f.eks. ikke nnnnngghhåååh, som hans gamle far gør, han siger, med tydelig udtale og klare konsonanter: Åh, ja, åh, ja, ah, helst med en så neutral stemmeføring som muligt. Engang måtte han rette på sin læge: Kan du ikke gentage, var han nødt til bryskt at afbryde, om jeg skal sige ah eller æh? 3) Erik børster ikke sine tænder med små, eltandbørste­ imiterende cirkelbevægelser, det er hans lille helle, hvor upræcisionen eller apræcisionen eller inpræcisionen kan boltre sig. Han skurer bare løs, krisj-krisj, det er en, for Erik, skurrende lyd. 4) Erik sidder stolt med sit barn propert plantet på skødet, han prøver at ensrette dets plapren en smule: Kan du sige: A-gy! Ga! Gu-gu! Det kan baby ikke. Erik er ikke skuffet, sådan en far er han ikke. Han tager udfordringerne til efter­retning og lægger en langsigtet strategi. Han bringer ikke en & consulting ind, dette kan klares in-house, eller i


dette tilfælde in-apartment. Han skræller kartofler, mens bæbs ligger på sin måtte og leger, eller hvad stimulerings­ aktiviteter for børn i den alder nu kan kaldes. 5) – Det er, ja, det, begynder Erik at svare på et svært spørgs­mål fra salen, men stopper så op. Han prøver igen: Det er en investering i fremtiden. Menneskelige ressourcer. Man må samtænke og gentænke i henhold til den overordnede strategi. Det kræver en fast og karakteristisk story­telling. Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Hvor skal vi hen? F.eks.: Vi er et konsulenthus i vækst. Vi var en ambitiøs startup. Vi er nu på vej til at blive en ledende agent inden for vores felt. Der findes & consulting inden for dette felt. Man skal køre konsulenten ind i virksom­heden og få afdækket sin kultur, sine vigtigste tiltræknings­ områder. Case: Nykredit. (Erik springer ti slides frem, han havde allerede forberedt denne case til lidt senere i foredraget og er omstillingsparat, hvis der er ét ord, Erik altid kan skrive på sit CV, så er det omstillingsparat, han skriver: Jeg er omstillingsparat. Engang sprang jeg, ­baseret på en umiddelbar analyse af handlingsrummet, ti slides frem i en præsentation). I 2011 rullede de et reklame­ univers ud, hvis formål var tredobbelt: Et) Etablere blå som en farve. To) Etablere blå som en bankfarve. Tre) Etablere Nykredit som en bank. Storytellingen


blev: Nykredit er blå og en bank. Forbrugerne vidste nu, at de forbrugte i en blå bank. De ansatte på gulvet vidste nu, at de arbejdede i en blå bank. Det var klart og koncist. Det handler om at svare på det oldgamle spørgsmål: Hvem er jeg? Jeg er en blå bank. 6) Det er puttetid. Erik synger ”Solen er så rød, far”. Han holder pause i midten, så barnet kan synge drengens spørgsmål. Barnet synger ikke drengens spørgsmål. Det er en fejl i forventningsafstemningen. Der er ikke planligget ordentligt. Erik tager den på sin kappe. Han synger: Mågerne og ternerne/ har intet sted at bo, og så kigger han sit barn i øjnene: Jeg ser mig nødsaget til at understrege, at benævnte fugles beklagelige boligsituation er selvforskyldt. 7) Erik vil ikke som sådan beskrive sig som foredrags­ holder. Han er motivational speaker. Han ser det i til­ hørernes trætte øjne, når de går derfra: De er blevet rusket igennem hele følelsesspektret. Eller rettere: Spatialt definerede følelser hedder affekter, det er affekterspektre, de bevæger sig inden for, det er det, der er handlings­ rammen. Det er også derfor, han formulerer kundetilfreds­ heds­undersøgelserne, som han gør: Hvilke affekter indgød denne talk jer? står der, han er ikke interesseret i den


e­ nkelte forbrugers følelser, de kunne f.eks. være sultne, han er interesseret i den kollektive affekteffekt af hans præsens. At lære den. 8) – Har du overvejet at gå selv? bliver Erik spurgt af en af de arbejdsgivere, der har hyret ham gennem bureauet. – Det samme spørgsmål stiller jeg dagligt mit seks måneder gamle barn, ha-ha, svarer Erik. Da han kommer hjem, siger han til bæbs: Hør, hvad der skete i dag. Jeg blev spurgt, om jeg havde overvejet at gå selv. Kan du gætte, hvad jeg svarede? Erik forholder sig afventende. Barnet afholder sig fra at gætte. Barnepigen lister af uden at forstyrre. 9) Erik blev far, mens hans hustru var i terminalfasen. Det var, som om noget faldt sammen omkring ham, han kunne ikke pinpointe, hvad det var, det blev sproget, han begyndte at stive det af. Det her er ikke noget at grine af. Hans hustrus trætte smil var på samme tid den første­ gangs­fødendes trætte smil og den døendes trætte smil. Hun holdt barnet. Det var en dreng. Hun gav det et navn. Hendes øjne var ikke som tilhørernes øjne, de var uden nogen udadvendt affekt, ikke en demonstrativ udmattelse, en udmattelse. Blikket var vendt mod loftet, kun med største anstrengelse kunne det bevæge sig ned til Erik,

9


Erik og barnet. Tavsheden. Ikke stilheden, instrumenternes virren. Han ruskede prøvende i sit sprog for at se, om det holdt. Han måtte blive sin egen sproglige arkitekt, dette kunne ikke udliciteres. Han sparkede puffende til sprog­spigrene, som man sparker puffende til dækkene på en ny bil. En konstruktion er noget, der er konstrueret af nogen, det var ikke tilfældet her, eller ikke udelukkende tilfældet her, det havde også skabt sig selv. Han begyndte at sige: Dette sprog har skabt sig selv under min super­ vision. Hverken organisk eller uorganisk, aganisk. Han møntede den term, sorgfuldt. Han så fremad, hans blik var fremadrettet. Det måtte rette sig nedad for at møde hustruens slørede øjne, det kunne han ikke. Han samlede sit barn op fra gulvet, fra dets stimuleringsaktiviteter, og gik. På vej ud beskrev han de automatiske døres virrende åbnelyd: Ikke det uskrivelige fssssssshhhhhhbb, nej: Svup.

10