4 minute read

Peder Fruergaard: Fællesskabet er stort

KAMMERATSKABET GAV EUROPÆISK SUCCES

En scoring i sidste sekund sendte TTH Holstebro til EHF Cup Final4 i Nantes – hvilket var en kæmpe overraskelse for mange, husker Allan Damgaard

AF FLEMMING LINNEBJERG

Allan Damgaard: Som dengang vi nåede EHF Final4 i 2013, er vi i dag ved at bygge et nyt hold op.

Erfaringen i Europa var til at overse, da TTH Holstebro gik i gang med sæsonen 2012-2013.

Ny i truppen var blandt andre Allan Damgaard, som var kommet til fra Viborg HK, og han gjorde dermed sin bror Michael selskab i en vestjysk klub, som på daværende tidspunkt ikke havde fantasi til at drømme sig til Final 4-stævnet i Nantes i maj 2013.

Men de kom senere, drømmene, for sæsonen udviklede sig på den europæiske scene, hvilket Allan Damgaard ser som et resultat af et unikt sammenhold i truppen.

- Vi var rigtig meget sammen, også uden for banen, og det var med til at gøre os stærke på banen. Vi var både holdkammerater og kammerater, og det blev en kæmpe styrke, som sæsonen skred frem.

Vilde sejre på vej mod finalen

Hvis man dengang havde sagt, at TTH Holstebro, over to kampe, ville slå klubber som Tauron Stal Mielec, Saint-Raphael, Wisla Plock, Maribor Branik, Elverum samt storsatsende og pompøse KIF Kolding København, ville kravet om en indlæggelse på nærmeste psykiatriske hospital være en oplagt reaktion.

- Vi fik flere vilde sejre på vej mod Final 4 i Nantes, og da vi så slog KIF Kolding København i Gråkjær Arena i sidste sekund, og sikrede os adgangen til Final 4, var det en foreløbig kulmination på en vanvittig europæisk kampagne fra vores side. At de færreste regnede TTH Holstebro for noget, blev vel bedst symboliseret, da franske Saint-Raphael landede i Vestjylland. Med sig havde de fransk arrogance i sin reneste form, for gæsterne havde kun fundet det nødvendigt at forberede sig på én spiller – nemlig Klavs Bruun Jørgensen.

- Som jo så var vores træner, lyder det fra en grinende Allan Damgaard. Gæsternes arrogance tog dog af i styrke efter to gange 30 minutter i Gråkjær Arena, hvor der på måltavlen stod 35-19 i hjemmeholdets favør.

Vi var det tynde øl

Til Final 4-stævnet i det vestlige Frankrig var HBC Nantes med, sammen med de to tyske storklubber, Rhein-Neckar Löwen og Frisch Auf Göppingen, og så var der lille TTH Holstebro fra Danmark.

- Vi var der helt sikkert som det tynde øl, og der var ikke megen fokus på os, men vi var der, og det betød alverden for os som hold og klub. Det var en kæmpe oplevelse, og hele mindsettet i klubben rykkede sig markant i forbindelse med Final 4, siger Allan Damgaard, hvilket blev understreget af, at der de følgende syv år stod europæisk håndbold på programmet for TTH Holstebro.

Vestjydernes selvrespekt og tro på egne evner steg betragteligt, selv om HBC Nantes vandt semifinalekampen med 26-20.

- Til gengæld rejste vi os i bronzekampen, hvor vi slog Göppingen, et tophold fra den tyske Bundesliga, og det gav os alle et kæmpe boost, fordi vi fornemmede, at vi kunne være med, og samtidig var vi med til at skabe international hype om Holstebro og hele vores egn, husker Allan Damgaard.

FAKTA

Allan Damgaard 34 år

Bor i Holstebro 190 kampe for TTH Holstebro

KLUBKARRIERE: 2006-2010: Mors-Thy Håndbold 2010-2012: Viborg HK 2012-2015: TTH Holstebro 2015-2016: HSV Hamburg 2016-2017: BjerringbroSilkeborg 2017-2019: Frisch Auf Göppingen 2019-2022: TTH Holstebro

5 A-landskampe

EHF Cup-bronzen blev fejret med pomp og pragt i gaderne i Holstebro. Allan Damgaard, t.v., sammen med Dennis Jeppesen.

Nantes havde noteret sig, hvad vi gjorde ved Saint Raphael på vej mod Final 4, så de undervurderede os bestemt ikke i semifinalen. De ville bare i den finale mod Rhein-Neckar Löwen – og det kom de jo også.

Allan Damgaard

Er i gang med at bygge op

En positiv effekt af deltagelsen i Final 4 var også øget bevågenhed fra udenlandske klubber, hvilket Allan Damgaard, som altid har drømt om at spille i Bundesligaen, erfarede, da han i 2015 skiftede til HSV Hamburg.

I dag er han tilbage i Holstebro, hvor husbyggeri, to børn og arbejdet på banen for TTH Holstebro fylder tiden ud.

- Som dengang er vi i gang med at bygge et nyt hold op, og vi arbejder stenhårdt på at hæve vores bundniveau. Jeg er fortrøstningsfuld, for vores topniveau er virkeligt godt, så nu handler det om at få automatismerne på plads, så vi kan være med i ræset om medaljer, siger Allan Damgaard, som også personligt husker tilbage på Final 4-stævnet i Nantes med stor glæde.

- Jeg flyttede mig meget mentalt, og det var spændende at mærke og se, hvordan håndbold på topniveau spilles i store håndboldlande som Frankrig og Tyskland. Jeg tog et stort step fremad, og det samme gjorde vi som hold. På ganske kort tid gik vi fra at være et godt ligahold i Danmark til at være et hold med niveau til den internationale scene.

This article is from: