Min Bedste I modsætning til mange andre havde jeg ingen farmor. Det undrede mig lidt,- til gengæld havde jeg en Bedste – og hun var den bedste! Vi 6 børn vidste egentlig godt, at hun var vores fars mor, for en gang i mellem fik den mægtige enerådende herre for enden af spisebordet, en salut med glimt i øjet:”Åh, din snottede hvalp. Pas du på, jeg ikke gir dig en ræk med min kjæp.” Det med kæppen var et yndlingsudtryk, men hun mente det ikke. Til gengæld kunne den kæp med håndtaget skaffe hende alt, hvad hun ikke lige kunne nå på spisebordet.
Barndom i Tinnet Krat Bedste, Ane Kirstine var nr. 4, født 2 år efter søsteren Ane og fulgtes 2 år senere af søsteren Ane Katrine - det var ikke den helt store fantasi, man lagde for dagen dengang – længere henne i flokken kom der f.eks. også en Hermanda – kaldt op efter en død onkel Herman. Hun gik for at være lidt af en skønhed, den yngste af en børneflok på 9 (3 drenge og 6 piger). Bedstes far, Mathias, havde først en ejendom i Vonge og var bødker på mejeriet, men overtog så sin hustru Anes fødegård i Nr. Tinnet. Det er et meget smukt sted, dér ved Gudenåens udspring. Børnene plukkede bær i Tinnet krat og solgte dem på torvet i Vejle. Hjemmet var selvfølgelig fattigt. Bedste fik sin første julegave som 16 årig – det var et stykke sæbe- og der gik yderligere 2 år, før hun nænnede at bruge det. Der var heller ikke råd til underbukser- det var kun de rige piger, der så til gengæld syntes, det var sjovt at løfte op i de fattiges skørter. Jeg tror nu ellers, Bedste var glad for skolen, dér kunne man jo hvile sig ovenpå morgenmalkningen. Og hun kunne lige til sin død Ægyptens 10 plager og de 12 små profeter på remse. Og hun kunne læse håndskreven gotisk. Endnu i hendes barndom var folk på landet ret overtroiske. Troede f eks., at en klog mand kunne "gjør sig om" til en hare. En gang hun sprang over en grøft, sad en lille hare og trykkede sig nede i grøften og kiggede
OPTIMISTEN - Maj 2021
op på hende med sine røde øjne. Hun blev så bange, for hun troede jo, det var en klog mand. Bedste var faktisk en smule romantisk: Hendes yndlingssang var "Sig mig lille Karen", og hun var en stor fan af sangeren Victor Cornelius. Hun havde så en overgang forvekslet ham med Victor Cornelins, en skolebestyrer i Nakskov, som kom fra de Vestindiske øer og var ”neger”. Hun har været kvik nok i skolen, hun kunne sagtens hjælpe os børnebørn med lektierne. Jeg sad tit og læste højt for hende, og hun lyttede. Jeg husker især:”Lille Mis, der faldt i mælkespanden, men som fangede en mus til sidst” – da blev jeg overrasket: Tårerne trillede.
Ægteskab og børn
Selvfølgelig hed det ”ud og tjene” den gang, og Bedste kom i huset hos Jens Langkær - en 30 år ældre gårdmand. Til vores store overraskelse opdagede min ældste bror, at den første kom bare 4 måneder efter brylluppet. Vores far, uha som ellers nok var en moralens vogter, blev holdt op på de nøgne kendsgerninger: ”Øh-bøh, det var ude på landet. Man sendte ikke sådan uden videre bud efter præsten.” Bedstes mand ville vist helst sidde og læse bøger. Ifølge min far sad han om aftenen oven på spisebordet med en bog helt oppe under lampen for at få det hele med. Han fulgte med i fronternes bevægelser under første verdenskrig. Derfor hed deres hund også ”Foch”- kaldt op efter den franske marskal Ferdinand Foch. Bedste fik stemmeret i 1915. Hendes første afstemning gik ud på, om vi skulle sælge De vestindiske Øer. Hun stemte ”Nej” – for ”man skal aldrig afgive jord!”
Enkekone
Manden døde pludseligt og Bedste stod alene med 7 børn, hvor den yngste ikke var mere end 12 år. Hun forsøgte så at drive gården videre med hjælp af sønnen Mathias, men han havde ødelagt sin ryg ved et styrt på motorcykel, så han magtede ikke i længden det hårde fysiske arbejde. Jeg tror, han var yndlingssønnen. Bed-
11
