Min Bedste

Min Min Bedste Bedste

I modsætning til mange andre havde jeg ingen farmor. Det undrede mig lidt,- til gengæld havde jeg en Bedste – og hun var den bedste! Vi 6 børn vidste egentlig godt, at hun var vores fars mor, for en gang i mellem fik den mægtige enerådende herre for enden af spisebordet, en salut med glimt i øjet:”Åh, din snottede hvalp. Pas du på, jeg ikke gir dig en ræk med min kjæp.” Det med kæppen var et yndlingsudtryk, men hun mente det ikke. Til gengæld kunne den kæp med håndtaget skaffe hende alt, hvad hun ikke lige kunne nå på spisebordet. Barndom i Tinnet Krat Bedste, Ane Kirstine var nr. 4, født 2 år efter søsteren Ane og fulgtes 2 år senere af søsteren Ane Katrine - det var ikke den helt store fantasi, man lagde for dagen dengang – længere henne i flokken kom der f.eks. også en Hermanda – kaldt op efter en død onkel Herman. Hun gik for at være lidt af en skønhed, den yngste af en børneflok på 9 (3 drenge og 6 piger). Bedstes far, Mathias, havde først en ejendom i Vonge og var bødker på mejeriet, men overtog så sin hustru Anes fødegård i Nr. Tinnet. Det er et meget smukt sted, dér ved Gudenåens udspring. Børnene plukkede bær i Tinnet krat og solgte dem på torvet i Vejle. Hjemmet var selvfølgelig fattigt. Bedste fik sin første julegave som 16 årig – det var et stykke sæbe- og der gik yderligere 2 år, før hun nænnede at bruge det. Der var heller ikke råd til underbukser- det var kun de rige piger, der så til gengæld syntes, det var sjovt at løfte op i de fattiges skørter. Jeg tror nu ellers, Bedste var glad for skolen, dér kunne man jo hvile sig ovenpå morgenmalkningen. Og hun kunne lige til sin død Ægyptens 10 plager og de 12 små profeter på remse. Og hun kunne læse håndskreven gotisk. Endnu i hendes barndom var folk på landet ret overtroiske. Troede f eks., at en klog mand kunne "gjør sig om" til en hare. En gang hun sprang over en grøft, sad en lille hare og trykkede sig nede i grøften og kiggede op på hende med sine røde øjne. Hun blev så bange, for hun troede jo, det var en klog mand. Bedste var faktisk en smule romantisk: Hendes yndlingssang var "Sig mig lille Karen", og hun var en stor fan af sangeren Victor Cornelius. Hun havde så en overgang forvekslet ham med Victor Cornelins, en skolebestyrer i Nakskov, som kom fra de Vestindiske øer og var ”neger”. Hun har været kvik nok i skolen, hun kunne sagtens hjælpe os børnebørn med lektierne. Jeg sad tit og læste højt for hende, og hun lyttede. Jeg husker især:”Lille Mis, der faldt i mælkespanden, men som fangede en mus til sidst” – da blev jeg overrasket: Tårerne trillede. Ægteskab og børn Selvfølgelig hed det ”ud og tjene” den gang, og Bedste kom i huset hos Jens Langkær - en 30 år ældre gårdmand. Til vores store overraskelse opdagede min ældste bror, at den første kom bare 4 måneder efter brylluppet. Vores far, uha som ellers nok var en moralens vogter, blev holdt op på de nøgne kendsgerninger: ”Øh-bøh, det var ude på landet. Man sendte ikke sådan uden videre bud efter præsten.” Bedstes mand ville vist helst sidde og læse bøger. Ifølge min far sad han om aftenen oven på spisebordet med en bog helt oppe under lampen for at få det hele med. Han fulgte med i fronternes bevægelser under første verdenskrig. Derfor hed deres hund også ”Foch”- kaldt op efter den franske marskal Ferdinand Foch. Bedste fik stemmeret i 1915. Hendes første afstemning gik ud på, om vi skulle sælge De vestindiske Øer. Hun stemte ”Nej” – for ”man skal aldrig afgive jord!” Enkekone Manden døde pludseligt og Bedste stod alene med 7 børn, hvor den yngste ikke var mere end 12 år. Hun forsøgte så at drive gården videre med hjælp af sønnen Mathias, men han havde ødelagt sin ryg ved et styrt på motorcykel, så han magtede ikke i længden det hårde fysiske arbejde. Jeg tror, han var yndlingssønnen. Bed-

ste glemte aldrig, da hun efter ulykken blev vist ned i kælderen på Vejle Sygehus:”Ja, dér ligger han! Han er sgu ikke meget værd!” lød det tørt fra overlægen. Da min far som nybagt cand.teol. friede til min mor under et luftangreb på en bænk på Dalgas Boulevard i København mange år senere, måtte han samtidig tilstå, at han havde lovet Bedste, hun kunne bo hos ham. Hun havde det ikke let, hun havde ladet en anden søn få gården billigt, mod at hun skulle bo på aftægt i en hjørne af huset. Men gik Bedste en tur i haven, så gik svigerdatteren demonstrativt og rev bagefter, og tog Bedste askeskuffen ud, gik hun klagende og fejede efter hende. Årene i Hunstrup præstegård Så den 10. juni 1945 flyttede Bedste med ind i Hunstrup præstegård i Thy. Nede i Hunstrup by boede der de første år en kone, som havde født 22 børn, hvoraf de 20 levede. Hendes yndlingsudtryk var: ”Det var da li' godt svær!” Hun havde hørt, at fars mor var flyttet ind på præstegården. Den første tid have far og mor kun én cykel, som de havde lånt, så mor sad bag på. En ny præst er jo altid godt samtalestof, og det her havde konen med de 20 børn hørt men helt misforstået, hun troede, det var bedstemor, der sad bag på: "Det var da li' godt svær at hun ka hol' sig fast, den gammel jen". Min mor kan huske, de som forlovede besøgte Bedste dér i Hvejsel: Min far fik 18 spejlæg, min mor fik kun 2, men på sit dødsleje, sagde Bedste, at det var de nemmeste 29 år af hendes liv. Hun havde alle dage frygtet Alderdomshjemmet – det stod for hende som var det fattiggården. Det blev til mange år, min far og mor nåede forbi sølvbryllup – og alle årene sad Bedste med ved bordenden. Far ville egentlig gerne, hun skulle have en ny omgangskreds deroppe i Thy, og folk var også flinke til at invitere hende med, men som Bedste sagde:”Det kan ett betål sæ, Æ dør snår.” Hun holdt Vejle Amts Folkeblad, alene for at kunne følge med i dødsannoncerne. Hun var meget nøjsom. Min mors risengrød havde det med at blive temmelig ”rød” juleaften, men Bedste sad trolig og skrabede gryden- hun spiste ”skåwer” hed det sig. Bagefter fik hun så det bedste på hele gåsen, nemlig GUMPEN! Og så havde hun sin stue i den ene ende af huset med kallaer i vinduerne, rød plyssofa og amerikaner-ur på væggen og en skænk med maltbolsjer og mariekiks i skufferne, omgivet af strømper, der skulle stoppes. Far og mor havde en barnepige og vi børn havde en rigtig ven og allieret. Fluerne have en særlig forkærlighed for hende, om sommeren sad hun med fluesmækkeren og forsvarede sig det bedste, hun kunne, men hendes slag var uden kraft, mange af fluerne livede op igen og begyndte på ny at surre. Hun læste gerne kriminalromaner, men kom altid tøffende op i den fælles stue om aftenen for at se fjernsyn og være sammen med os andre. Så sad hun lidt bagved i sofaen og hæklede hvide bomuldssengetæpper – hvad hun dog har hæklet af hvid bomuldsgarn nr. 10 – sikkert op mod 50 – til børn og børnebørn. Engang så min lillebror pludselig, hun begyndte at hælde stærkt til den ene side, og han tænkte: ”Hjælp, nu dør Bedste!” Men der lød bare et ordentligt ”skrald”, og så rettede Bedste sig op og hæklede videre. Vi elskede hende, hun var altid på vores parti. Hun havde mange talemåder, f.eks:”La’ wos no se!- som han såe den blind’ te den døw.” En, jeg stadig ikke forstår var denne: ”Ja, no står wi dær’- som Mads ve’ æ skaller!” Det var vist, når noget blev svært. Egentlig var hun en stor diplomat, spurgte vi efter hendes mening, og hun ikke var enig, så hed det:”Æ sæjer ingenting, Æ ska’ ett ha min nies i klemm.” Min allerførste vinterjakke som ikke var arvet, fik jeg i Thisted hos Campen for 59 kr., den var mørkeblå og vatteret. Hvad synes du, Bedste? -”Æ sæjer ingenting……..” Næste morgen var den væk, vi ledte, men jeg måtte afsted i en gammel sommerjakke og frøs bitterligt. 3 dage senere fandt min mor den under gruekedlen, stoppet ind mellem nogle aviser, da hun skulle fyre op til vask. Vi sagde ingenting, men der var tydelige mærker efter duppen af en stok på foret. Bedste gik nemlig med stok, blåternet forklæde og sorte spartasko. Håret var flettet og sat op i knold. Det eneste der ændrede sig gennem årene, var faconen på hendes briller, ellers lignede hun sig selv- lige til det sidste. Bedstes sidste ord Og det var så nede på besøg hos en datter i Tyrsting, hun blev syg. Da læste jeg på Århus universitet, og vi besøgte hende for at sige farvel. Hun blev slæbt ind i stuen og lagt på en ottoman. Ved siden af sig havde hun et gammelt billede af hendes egen mor, fjernsynet med nyhederne kørte i baggrunden, og vi holdt nøje øje med hendes vejrtrækning – der var længe imellem, nu var hun da vist død? Så kom det dernede fra: ”Ham Nixon, han er da vist en værre skiderik.” Hun havde ligget og lyttet til det sidste nyt om Watergate. Det blev altså ikke Bedstes sidste ord, to dage senere fik hun besøg af lillesøsteren Hermanda, og bagefter sagde hun:”Go’nat, det hår wet en dæjli då.” Anne Kirstine Langkjer

2 gange Anne Kirstine