3 minute read

Fra Kirken

AF: GUNILLA NYGAARD KNUDSEN, KOLIND-EBDRUP-SKARRESØ

De uafsluttede slutninger

Påskedag søndag d. 4. april i år lød der rundt omkring i de danske kirker ordene fra Markus evangeliet kap. 16 v. 1-8: ”Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.” Ved enhver begyndelse har der forud været en afslutning. Googler man sætningen ”enhver slutning”, dukker der som det første op: ”Enhver slutning er en ny begyndelse” og næste er: ”En slutning er en ny begyndelse”, som selvfølgelig er bagvendt af, hvad jeg skrev indledningsvist. Ofte tænker vi, at en slutning og en begyndelse lægger i tæt forlængelse af hinanden. Som en logisk følgevirkning. Forholder det dog sig altid helt således? For hvornår ved man egentlig, at noget er slut? Sådan helt afsluttet. Påskedag med Jesus’ opstandelse prædikes også ofte, som begyndelsen på den afslutning vi efterlod langfredag, hvor Jesus døde. Der er dog også lørdag dagen, hvor Jesus er dødsriget. Dagen som er udspændt mellem afslutningen og begyndelsen. Der hvor de to tider er tæt sammenvævet med hinanden og hvor det er svært helt at skelne den ene tid fra den anden. Det er de uafsluttede slutningers tid. Hvad mener jeg mon hermed? Jo, de uafsluttede slutningers tid er et eksistentielt sted, hvor man fx enten har truffet en beslutning om forandring, men stadig hjemsøges af fortidens spøgelser eller fx der hvor man ikke selv har truffet beslutningen om en afslutning og skal leve i en sfære uden at få svar på de spørgsmål man har. Det kræver noget af et menneske at turde opdage, når noget har nået sin afslutning for at give plads i sit indre til en begyndelse. Det er uanset om det gælder at række sin hånd ud til nogen, man har brudt kontakten til eller om det er at sige farvel til drømme for sit liv om fremtiden. Men den tid der følger derefter, vil ofte ikke føles som en afsluttet tid. Stadig vil de uafklarede spørgsmål rumstere og ting vi muligvis aldrig får svar på eller måske bitterheden der nager over en uretfærdig behandling Hvordan kan man leve i sådan en eksistentiel tid, når man blot længes efter en afslutning. Egentlig er en begyndelse i sig selv hverken noget positivt eller negativt. Begyndelsen forstået som noget positivt er vel egentlig mere et udtryk for en længsel efter en forløsning eller en forsoning? Det at erkende at man står i de uafsluttede slutningers land, er et godt første skridt. Biblen taler ofte om tilgivelsen, som noget der indeholder en skabende og fornyende evne. Jesus sagde selv på korset langfredag Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør. Han lod tilgivelsens ord til mennesket være de nogle af de sidste ord, han tog med sig ind i døden og ind i de uafsluttede slutningers land om lørdagen. Samtidig er der værd at huske på, at efter Jesus’ opstandelse var han fortsat mærket af sine sår i siden og i hænderne. Der er noget meget menneskeligt og sandt i det vidnesbyrd. For vælger man at tage tilgivelsen med ind i de uafsluttede slutningers land, betyder ikke det nødvendigvis, at ens mærker fra fortiden forsvinder som dug fra solen eller, at man har glemt, hvad andre mennesker har gjort mod én eller hvad man selv har gjort. Tilgivelsen hjælper en i overgangen fra slutningen til begyndelsen. Ikke for at være helgener ligesom de kedelige Jesus karakterer fra film og som vandrer rundt uberørt af alt. Men for at gribe de små muligheder for forandring og igen at ane en begyndelse.