18 minute read
Bispebjerg Hospital
Af Christian Kirkeby og Annemette Deneke Risager
Det offentlig sygehusvæsen her i landet går tilbage til 6. juni 1806, da en Kongelig. Forordning pålagde Amterne hver især at bygge og drive sygehuse. Kommunehospitalet i København blev som følge heraf taget i brug den l9.september l863. Hospitalet modtog både betalende patienter og patienterne fra det gamle Almindeligt Hospital. Københavns Hospitalsvæsen var hermed grundlagt. Bispebjerg blev først indlemmet i Københavns Kommune i 1901. Før da hørte befolkningen i dette område under Københavns Amt og Brønshøj-Rødovre Sognekommune.
Bispebjerg Hospital med Nyrops pavilloner og Grundtvigs Kirken i baggrunden
København har pladsproblemer
Martin Nyrup er arkitekten
Planlægningen af Bispebjerg Hospital
I slutningen af 1800-tallet havde Københavns Kommune et behov for områder, hvor man kunne bygge. Brønshøjområdet blev indlemmet i Københavns Kommune i 1901, fordi man havde behov for større arealer bl.a. til offentlige værker og institutioner. I Valby var det et gasværk, i Sundby et nyt forsorgshjem, nemlig Sundholm og i Brønshøjdistriktet var det et areal til en ny stor kirkegård og senere til Bispebjerg Hospital.
I 1889 var der nedsat en kommission, som skulle se på hospitalssitutionen, og den barslede med et forslag den 17.januar 1903. I januar 1903 døde kommissionens formand finansborgmester Borup og i 1904 døde stadsarkitekt Ludvig Fenger, som havde udført den første bebyggelsesplan til et nyt hospital. Her gik hovedpromenaden ud til Tagensvej ved den nuværende Vestport. Der kunne derfor ikke direkte tages stilling til forslaget. Borgmesteren begrundede det med, at København var uheldigt stillet økonomisk, konsekvenserne af de nye skattelove var ukendte, ligesom konsekvenserne af de ”nyopførte ekstra senge” i København også var ukendte. Kommissionens arbejde blev efterfølgende afsluttet ved den nye kommissionsformand, borgmester J. Jensen. Som ny arkitekt valgtes Københavns nye rådhusarkitekt Martin Nyrop, som blev bedt om at stå for opførelsen af det nye hospitals 1. etape indeholdende 600 sengepladser med senere udvidelsesmuligheder på op til 1000 senge.
Københavns byvåben over hovedindgangen
Københavns Kommune havde i 1894 opkøbt gårdene Lille Bøllegaard og Store Bøllegaard ved den senere Tagensvej. Tilsammen havde de 91 tønder land kostet 210.000 kroner. Man enedes om, at de to grunde ved Bispebjerg skulle bruges til et nyt stort hospital. Navnet Bispebjerg er lidt af en tilsnigelse. Bissebjerg havde været mere korrekt. I en markbog fra 1682 omtales højdepunktet som Bissebjerg Aas. Foran lå Lersøgravsøen, som med tiden omdannedes til en mose. Mosen tiltrak mange af byens vagabonder, der ville være i fred for politiet. I 1905 var Københavns befolkning blevet dobbelt så stor som i 1860. Der
var nu 312.859 indbyggere, hvilket var en af grundene til, at København trængte til et nyt hospital. Men også det faktum, at lægevidenskabens udvikling havde medført specialbehandling af patienter med for eksempel brystsyge(tuberkulose). Endvidere havde antiseptikken (brug af bakteriedræbere) og aseptikken (forebyggelse af infektioner) fået en høj prioritet hos lægerne i København.
Brokvartererne var meget tæt bebygget, og manglen på lys og luft var stor i de overbefolkede lejligheder, hvor børnedødeligheden var meget stor. Et referat fra Magistratens møde om hospitalsbyggeriet 26.januar 1905 fremhæver stedets næsten ideelle beliggenhed på en sydøstskråning i den friske luft vest for byen, således at den normale vestenvind ikke blæser byens røg ud over området.
Opførelsen af Bispebjerg Hospital
Pavillonprincippet
Bispebjerg Hospital blev bygget efter et pavillonsystem ligesom Blegdamshospitalet og Rigshospitalet i perioden 1905-10. Idéen stammer fra Florence Nightingale, den kendte engelsk sygeplejerske fra Krimkrigen 1853-56. Hendes dokumentationer om virkningerne af at fjerne latrinspanden fra midten af lazarettet til udenfor døren, at åbne vinduerne et par gange om dagen og at vaske gulvet hyppigt, dannede baggrunden for meget forebyggelse af bakteriespredning. Hun fik sendt nogle præfabrikerede bygninger ud til lazarettet og dokumenterede ved disse forhold, at dødshyppigheden af soldaternes infektioner i sårene faldt fra 50 % ned til 4 %.
Midteraksen set fra administrationsbygningen med vandtårnet i baggrunden 1919
Nightingale anbefalede senere, da hun kom hjem til England, i ”Notes on Hospitals”, at man byggede sengepavillonerne langt fra hinanden, hvilket påvirkede hospitalssystemet i Europa de følgende hundrede år. Herhjemme var lægerne meget skeptiske over for systemet, så derfor blev Kommunehospitalet bygget traditionelt.
Martin Nyrop og sengepavillonernes indretning
Bispebjerg blev Martin Nyrops sidste bygningsværk. Stilen var den danske udgave af Jugendstilen, som blev kaldt ”Skønvirkestilen”. Ganske vist er der ingen egentlige udsmykning på bygningerne. Men sådan betragter vi det alligevel i dag. Eksempelvis. er sprosserne i vinduerne og vinduespartierne over dørene ligesom de gennemgående kviste med bindingsværk funktionelle samtidigt med at de virker som udsmykning.
hospital og kirkegård til Bispebjerg
arkitektonisk detalje
”Skønvirkestilen”
millimeter-nøjagtighed
arkitektonisk detalje
Nyrups datter udsmykker
offentlige operationer Overalt på Nyrups bygninger finder man små figurer og udsmykning, især hvor der er granitsokler og granitopstandere ved døre og mure samt på de seks sengepavilloner med to murmønstre ved sengestuerne ud til vejene. De er forskellige ved hver bygning. På de oprindelige tegninger var der facadetegninger, snit og kælderplan, alt målsat i millimeter. Nøjagtigheden bekræftes ved en senere opmåling af bygningerne.
Martin Nyrups bebyggelsesplan lagde hospitalets promenade parallelt med den nye Tagensvej og med facaderne på bygningerne med front ud mod Lersøen. Hovedindgangen blev fra Bispebjerg Bakke. Dermed kunne han også udnytte det faldende terræn bedre. En anden grund var, at man havde planlagt at sporvognslinie l0 skulle køre ad Bispebjerg Bakke (daværende del af Bispebjergvej) op til Tuborgvej ved Bispebjergvej. Det var først i 1950’erne, at Bispebjerg Bakke blev afkortet med bygning af Lersøparkhospitalet (Bygning L). Den nævnte linieføring af sporvognen blev i øvrigt ikke til noget.
Martin Nyrops totale projekt bestod af 12 sengepavilloner, hvor de 6 blev opført til den første etape med i alt 528 sengepladser. Mellem pavillon 1 og 3 samt mellem pavillon 2 og 4 blev der opført operationsbygninger, som blev forbundet med en forbindelsesbygning, der gik fra henholdsvis stueetagen i pavillon 3-4 til l. sal i pavillonerne 1-2. Dermed blev de ført over tilkørselsvejen, 2.tværvej, til pavillon 1 og 2, samt til de 2 operationspavilloner, som blev kaldt A-M og D-K, eller bygning 8 og 9. I disse operationsbygninger var der ambulatorier i stueetagerne og operationsrum på l. sal. Operationsstuerne var femkantede rum, som ses udefra som 2 karnapper. Der var en glasgang i karnapperne, så tilskuerne kunne overvære operationerne, uden at det gik ud over de sterile forhold. Endvidere kunne alle elektriske installationer betjenes udefra.
En væsentlig nyskabelse var etableringen af tunnelsystemet mellem de enkelte pavilloner. De har lysindfald fra sengepavillonernes ret dybe gårde, ligesom andre rum i pavillonernes kælderetage får tilstrækkeligt lysindfald i henhold til gældende regler.
Af hensyn til udluftningen havde de nyropske pavilloner 2 store sengestuer med 12 sengepladser. Ved indvielsen var de blevet til 16 senge, lige en seng mere i hver side for hovedgangen. I stuerne var der nogle små vægmalerier udført af Nyrops datter Ernestine Nyrop samt Jul Madsen, Margrethe Drejer og Marius Jensen. Det var ikke kendte kunstnere, men deres værker er blevet en del af Bispebjergs pavilloner. Desuden var der enestuer og sengestuer med 3 og 6 sengepladser. På pavillonernes nord-
Dagligstue 1913
vestlige side var der i udbygninger skyllerum og toiletter, oversygeplejerskekontor og afdelingskøkkener. Midt i pavillonen findes opholdsstuen med udgang til pavillonens veranda og have, som er afgrænset med en havemur.
For enderne af hver pavillon er der to verandastuer, som oprindelig var opholdsstuer til de 2 store sengestuer. De blev hurtigt indrettet til sengestuer. Med vinduer på hele de to facadevægge har nogle af hospitalets arkitekter syntes, at det var kolde rum og foreslog derfor at indrette dem til depoter. Hver gang sagde afdelingernes oversygeplejersker dog, at det var deres erfaring, at patienterne her blev hurtigere raske, så dem måtte man ikke nedlægge.
De to store sengestuer blev hver delt i to med glasskillevægge, så der blev en gang ud til verandastuerne og bagtrappen. De to nyopdelte sengestuer blev 12-sengsstuer med 6 i hver side. Og når der var pres på, blev der placeret en seng i midten som nr. 13. Opvarmningen var også helt speciel, idet frisk luft blev trukket ind i kælderen, opvarmet og derefter ført op i stuerne, hvor det kom ud gennem riste ved gulvet ved skillevæggen og oppe ved loftet. Derved undgik man træk i rummene. I dag er der opvarmning ved centralvarmesystem med radiatorer under vinduerne Tunnellerne var fortræffelige til at føre varmerørene og andre rørforbindelser frem fra maskinhuset. Men det medførte, at tunnelsystemet ikke kunne benyttes som beskyttelsesrum.
Sengestue 1913
De øvrige bygninger
Uden for de 6 sengebygningers og 2 operationsbygningers område, lå Administrationsbygningen med sine 2 meget karakteristiske tårne. Der var lægeboliger og forvalterbolig. Midt i bygningen er hospitalets hovedindgang og hospitalets adresse er således Bispebjerg Bakke 23. Allerede ved Martin Nyrops første personlige skitser til hospitalet var han inspireret af Københavns Byvåben. Derfor blev administrationsbygningen forsynet med to markante firkantede tårne og en stærkt markeret hovedport. Endvidere blev der placeret et stort rundt vandtårn på terrænets højeste punkt. ”Lersøen” må så gøre det ud for byvåbnets bølger. Vandtårnet blev væltet ved en sprængning i 1965 under ledelse af daværende tilsynsførende arkitekt Henning Enevoldsen.
I det sydøstlige hjørne ligger Køkkenbygningen, Maskinhuset, Centralvaskeriet og funktionærboligerne fortrinsvis til maskinmestrene.
Køkkenbygningen havde oprindeligt boliger og værelser til køkkenets personale på
arkitektonisk detalje
arkitektonisk detalje
en romersk term
ældre, pålidelige sygeplejersker bor sammen med patienterne hver side af en bred gang gennem hele bygningen. I dag bruges rummene til tegnestue for arkitekt og ingeniør samt møderum og depoter. Bygningen er af brandmæssige årsager ikke egnet til natophold.
Maskinhuset var hospitalets elværk og varmeværk. Det er fra 1958 overladt til Københavns Belysningsvæsen. Hospitalets tekniske anlæg styres dog fortsat herfra, ligesom hospitalets håndværksformand og snedkere holder til her. I Maskinhusets have ser man 3 stålskorstene, som er fra hospitalets nødelværk. I vittighederne kaldes de tre stålskorstene for de 3 maskinmestre. De blev bygget omkring 1970. De tekniske anlæg var dimensioneret til et hospital på indtil 1000 patienter, hvilket hospitalet har i dag. Så man har været forudseende.
Centralvaskeriet er i tidens løb blevet udvidet ganske betragteligt og har i dag helt moderne vaskemaskiner. Vaskerihallen kom til allerede i 1918. De to høje bygninger ind til maskinhusets have er Nyrops oprindelige.
I den vestlige side lå sygeplejeskeboligen i en vinkelbygning med egen have afsondret fra det øvrige hospital. Da Magistraten i sin tid projekterede hospitalet, var et af diskussionspunkterne, hvorvidt sygeplejerskerne skulle bo på sengeafdelinger, som var det sædvanlige på den tid. Men her kom man med nye tanker om, at sygeplejerskerne skulle have lov til at trække sig tilbage fra det travle arbejde og ordentligt hvile ud. Dog fremgår det af Magistratens referat fra et møde 16.januar 1905, at: ”Enkelte ældre, pålidelige sygeplejersker, der er således indlevet i deres gerning, at den så at sige danner deres hele verden - og af dem vil der altid findes en del - kan have bolig i sygebygningerne og eventuelt tilsyn med de andre sygeplejersker, men den store stab af disse bør bo udenfor sygebygningerne”. Både sygeplejeelever og uddannede sygeplejersker boede her. Eleverne boede enten to eller tre sammen, de uddannede fik med tiden deres eget værelse.
Efterhånden som elevantallet blev større og bygningerne på Charlotte Muncks vej stod færdige, flyttede de fleste uddannede sygeplejersker her over. Men det var usædvanligt, at selv uddannede sygeplejersker havde en lejlighed for sig selv. Det var først, når man var steget på rangstigen i hierarkiet, at man - vel i 1970’erne kunne få sin egen lejlighed.
Den fysiurgiske afdeling eller badebygningen var en af Nyrops helt specielle bygninger. Den er opført som en romersk term (badebygning). I kælderen mod vest findes hospitalets malerafdeling.. Bygningen fik nyt tag i 1984 efter at Borgerrepræsentationen havde ophævet bygningens levetidsbegrænsning til ca. 15 år fra 1971.
Helt oppe mod nord har man så hospitalets kapel og lighus, som i dag hedder patologisk institut. Det fik i 1963 tilbygget en laboratoriefløj af vicestadsarkitekt N. C. Christiansen, som også var arkitekt på Emdrup Kirke i 1960. Kapellet og det patologiske institut, er også forbundet i tunnelsystemet. Nyrop var her meget inspireret af sine italienske forbilleder, og kapellet står som
en basilikalignende italiensk kirkebygning, som ligger ved siden af hospitalets lille sø. I den gamle hovedindgang til patologisk institut er der dødningehovedfigurer i dørens granitramme.
Endelig er der de 3 portbygninger med boliger, nemlig vest-, øst- og nordporten, hvor den sidste er oppe ved Tuborgvej ved kapellet.
Haveanlægget
Haveanlægget blev udført af stadsgartner Glæsel, og det er fortsat en del af hospitalets aktiver. Glæsel var også havearkitekt på den oprindelige Bispebjerg Kirkegård fra 1902-03. Haveanlægget på Bispebjerg Hospital er kendetegnet af mange forskellige planter og træarter og mange små opholdskroge. Der var patienthaver omkring sygepavillonerne og oppe ved vandtårnet. Ved kapellet blev parkanlægget anlagt omkring en lille sø, som dog har været større. Arealet mellem 4. og 5. tværvej var en plæne, som man regnede med, skulle bruges til at udvide hospitalet. Ved sygeplejeskeboligen blev der anlagt 3 tennisbaner.
Selve haveanlægget strakte sig mellem de 4 porte. Arealet mellem Østre Længdevej og Bispebjerg Bakke, som gik op til Tuborgvej samt, mellem 3. og 5. tværvej var frugttræshave og urtehave. Her dyrkede man grøntsager til hospitalets fødevareforsyning. På et tidspunkt var der også grøntsagsdyrkning på den anden side af Bispebjerg Bakke. I dag har man ingen selvstændig fødevareproduktion. Arealet øst for Østre Længdevej nord for Østre Port blev først en del af hospitalets haveanlæg, da bygning L blev bygget. Den store plæne foran bygning L er en stor gevinst for hospitalets haveanlæg. Ved opførelsen af Bygning L blev frugttræshaven og det meste af urtehaven nedlagt, ligesom Bispebjerg Bakke nord for Østre Port blev nedlagt.
Pavillon med haveanlæg
Det nyere Bispebjerg og øvrige bygninger
Den første nyere større bygning blev psykiatrisk afdeling, bygning E, som blev bygget i 1938, klods op ad vandtårnet, men i
arkitektonisk detalje
arkitektonisk detalje
børn med psykiske lidelser behørig afstand fra de øvrige hospitalsbygninger. Den var i 3 etager med jernvinduer, hvoraf de sidste først blev fjernet her i 1998. Arkitekten var G. Laage fra Stadsarkitektens Direktorat.
Bygning F’s nordfløj med røntgenafdeling og operationsstuer, samt østfløj med sengebygning er ligeledes tegnet af arkitekt Laage. Vestfløjen og Vestibulen blev opført i 1963 og 64 med Einer Kirk fra Stadsarkitektens Direktorat som arkitekt. Bygning F blev placeret, hvor de 6 sidste sygepavilloner var planlagt at ligge og erstattede disse. Placeringen er på kanten af hospitalets flade og skrånende terræn.
Det helt store bygningskompleks Bygning L, også kaldet Lersøparkhospitalet blev opført i perioden 1956-63 af den senere stadsarkitekt Frode Jørgensen med sengebygninger på 6 etager og med to operationsbygninger. Centralbygningen med vestibule, personalerum og ambulatorier var i 2 og 3 etager mod henholdsvis vest og øst. Sengebygning l og vestibulebygning blev færdige i 1960 og sengebygning 2 i 1961. Det trak ud med færdiggørelsen, som først kom i 1963. Det var netop l00 år efter Kommunehospitalets indvielse. Komplekset var oprindeligt tænkt som et lungetuberkulosehospital, og der var da også etableret en sådan afdeling. Men sygdommen var allerede bekæmpet så meget, at det var andre – fortrinsvis medicinske - afdelinger, der flyttede ind.
Både bygning E og F ligger ud for hospitalets midterakse, og især bygning F lå hvor skråningen virkelig begynder. Når man kommer ind ad hovedporten er bygningskompleksets bygning F meget markant på toppen af midterpromenadens trapper på hospitalets 4. tværvej. Bygning L, ”Lersøen”, ligger derimod i rimelig afstand fra de øvrige bygninger øst for Østre Længdevej sydøst for kapellet.
Welanderhjemmet var oprindeligt en privat institution, som blev indviet i 1916 efter at være færdigbygget i 1915. Institutionen lå dengang uden for hospitalets grund, nordøst for Østre Portbygning på kommunal grund. Hjemmet var for børn med medfødt syfilis med plads til 52 børn. Welander var navnet på en svensk professor ved Karolinska Institut i Stockholm.
I 1948 blev anvendelsen ændret til børnepsykiatrisk afdeling (afdeling for børn med sindslidelser). I begyndelsen var der kontorer i stueetagen på psykiatrisk afdeling og 20 børn i en træbarak, som senere blev anvendt til gamle plejepatienter. I 1954 flyttede afdelingen over i det tidligere Welanderhjem.. I 1967 opførtes et nyt bygningskompleks i en etage med atriumgård med 12 senge til psykotiske børn (børn med svære sindssygdomme) og 12 dagpladser. Ungdomspsykiatrien blev samme år indrettet i stueetagen af den voksne psykiatriske afdeling. I 1980 flyttede denne afdeling til sygeplejerskeboligens nordfløj og i 1998 til en ny bygning, som opførtes uden om den i 1967 oprettede bygning for børn med svære sindslidelser.
Apotekerbygningen vest for administrationsbygningen blev opført i 1950’erne, medens blodbanken nogenlunde samtidig blev op-
ført ved siden af i en træbarak ud til Bispebjerg Bakke. Den ligger der endnu.
Det næste større bygningskompleks var sygeplejeskolen og de 2 kollegiebygninger for sygeplejersker og sygeplejeelever, der blev indviet i 1968. Såvel disse bygninger som den i 1971 opførte pavillon, Bygning C, var discountbyggeri, der senere måtte renoveres.
For at fastholde hospitalets personale blev der opført daginstitutioner under socialdirektoratet i 1968 på hospitalets sydvestlige hjørne ud til Bispebjerg Bakke 13. I 1972 opførtes ligeledes daginstitutioner bag Bygning L, som pavillonbyggeri.
Telefoncentralen blev opført i 1977, og flaskedepotet på Vestre Vinkelvej ved Bygning F`s nord og vestfløj blev i 1981 ligeledes opført af hospitalets tilsynsførende arkitekt Henning Enevoldsen.
Enevoldsen stod også for de små træbygninger, som dækker et køleanlæg ud for Køkkenbygningen og en nødudgang fra tunnelsystemet ved Operation A-M ved 3. tværvej. Han var også arkitekt for det nye andehus i søen oppe ved kapellet, som personalebladet BBH-Nyt omtalte omkring 1981. Da de bad om tegninger måtte man beklage, at huset kun var tegnet på tegnestuens tavle med kridt. Tømrerne opførte det så herefter. Arkitekt Enevoldsen måtte ”ryste en skitse af” i en fart til BBH-Nyt.
Antallet af faste sengepladser var i 1958 1.958 med 24.600 patienter om året med tilsammen 422.246 sygedage. Det samlede personale var 1719 personer (heraf 125 læger).
Omkring 1975/76 fik Bispebjerg Hospital en ny inspektør H.C. Orup, der kom fra Overborgmesterens løndirektorat. Stillingen betegnes i dag hospitalsdirektør. Under Orup blev hospitalets ledelse sammensat af tre direktører, hvor de to andre blev sygeplejens forstanderinde og lægerådets formand. De to har fortsat titel af direktører, henholdsvis den sygeplejefaglige og den lægefaglige.
I 1975-76 begyndte udflytningen til det nye Hvidovre Hospital, og omkring 1978 kunne man finde afdelinger med tilsammen over 220 tomme senge på Bispebjerg. Mere end det antal senge, der var på Sct. Josephs Hospital uden fødeafdelingen. Men på de øvrige afdelinger, især på modtageafdelingerne stod sengene tæt på gangene. På
Dagligstue 1984 det arkitekttegnede andehus i søen
arkitektonisk detalje Bispebjerg stoppede Orup hurtigt arrangementet med senge på gangen og lukkede stuer. De tomme afdelinger gav til gengæld mulighed for en omrokering af hospitalets afdelinger, så de kom til at ligge rigtigt for hinanden. Rotationen blev påbegyndt i 1976, hvor arkitekt Henning Enevoldsen bragte skadestuens placering på bane. Inspektør Orup og kontorchef Paul Andersen lavede først et debatoplæg: ”Plan 76”, som påbegyndtes som Plan 1977 året efter. Hver gang en afdeling blev flyttet, rykkede den ind i nyistandsatte lokaler.
I 1979 blev pavillon 3 delvist moderniseret med almindelig og ekstraordinært vedligeholdelse af toiletter og baderum, og energibesparende foranstaltninger i form af en særbevilling. De store 12- sengsstuer blev delt op i 3-sengsstuer med toiletter og bad, 2 af hver i midtergangen. Desuden blev der ved hver seng plads til ilt og sug, samt telefon- og fjernsynsstik. Det samme gjaldt moderniseringen af pavillon l og 2 i 1980. Desuden bevilligede Hospitalsdirektoratet de fornødne midler til modernisering af pavillon 5 i 1982 og pavillon 4 i 84. Pavillon 6 var i forvejen hospitalets centrallaboratorium. I 1984/85 blev de sidste toiletter og baderum installeret i pavillon 2. Blandt andre rykkede Rudolf Berghs venerologiske (kønssygdomme) klinik ind i den moderniserede pavillon 4.
En anden betydelig sag, som det lykkedes Orup at få igennem, var etableringen af centraloperationsafdelingen i bygning F`s nordfløjs kælder og stue i 1979. Endda med højsteril operationsfaciliteter i kælderen (lav stueetage). Endelig blev så skadestuen etableret omkring 1989/90 i bygning F`s østfløjs stueetage ved siden af kirurgisk modtagerafdeling og ved siden af centraloperationen i bygning F`s nordfløj.
Hovedstrukturen på Bispebjerg er stort set således, at bygning F er det kirurgiske afsnit og bygning L er det medicinske afsnit. I nævnte bygninger er der henholdsvis kirurgiske og medicinske modtageafdelinger. Badebygningen og pavillon l, 3 og 5 med ”Operation A-M” er genoptræningscenter, og pavillon 2-4 ”Operation D-K” er det gynækologiske afsnit. Endvidere er der bygning E med psykiatrien som speciale og den psykiatriske skadestue samt endelig børne- og ungdomspsykiatrien, som nu ligger omkring Welanderhjemmet.
Omkring 1979 blev hospitalets tunnelsystem brandsikret, ligesom sengeafdelingerne fik brandtryk og slangevindere. Det var omkring 1979. Prioriteringen blev foretaget af inspektør Orup sammen med Københavns Brandvæsens brandinspektør Ole Nørregård.
Hospitalsdirektoratets holdning på den tid var, at man skulle satse på nybyggeri af Hvidovre hospitals 3. etape. Man så ingen fremtid for hverken Kommunehospitalet eller Bispebjerg , idet det vurderedes, at de eksisterende bygninger på Kommunehospitalet og Bispebjerg ikke kunne moderniseres til tidssvarende standard. Ved den endelige vedtagelse af Sygehusplan 80 for HT-området fik Hvidovre ikke sin 3. etape, mens Køge fik sit nye sygehus. Under
denne proces lykkedes det Orup at få accepteret mange af moderniseringerne på Bispebjerg hos Hospitalsdirektoratet på Carl Nielsen Alle.
Orup gik ind for lokalhospitaler med et intensivt samarbejde mellem de lokale læger, socialkontorerne og hospitalerne. Hospitalet skulle have sit eget optageområde, der eventuelt kunne gå på tværs af amtsgrænserne til Københavns Amt. Hidtil havde den centrale visitation bevirket, at patienterne ofte havnede andre steder. Desuden var der ”et slagsmål om de interessante patienter”. Bispebjerg Hospital mente, at der var store gevinster at hente i en sådan koordinering. Disse problemer beskrev hospitalets centrale samarbejdsudvalg som en kommentar til Hovedstadsrådets sygehusplanlægningsudvalg vedrørende Plan 80. Den centrale visitation er siden hen blevet delvis opblødt, og samarbejdet med socialforvaltningen er blevet intensiveret. Kommunehospitalet og Bispebjerg Hospital har siden 1. januar 1995 indgået i Hovedstadens Sygehusfællesskab HS.
lokalhospitaler der samarbejder
Plan over Bispebjerg Hospital 1988
