Naturparken Utterslev Mose; geologi og kulturgeografi

Naturparken Utterslev Mose Geologi og kulturgeografi.

Af Torben Juul Hansen

Naturparken Utterslev Mose har størst betydning for at vi med rette, kan kalde Emdrup for et åndehul i storbyen. Det er helt enestående for storbyer blot seks kilometer fra centrum, at have en naturpark på mere end 200 ha. Hvordan er mosen dannet? Hvordan har nennesker levet med mosen og udnyttet dens muligheder?

Naturparken Utterslev Mose set fra vestsiden. Tegning Alex Secher

den officielle beskrivelse

Indledning

En grundig gengivelse af to eksempler på, hvordan andre har formuleret deres præsentationer af området kan give en passende bred ramme om den efterfølgende mere faglige beskrivelse.

Først den officielle beskrivelse fra Københavns Kommune – Stadsingeniørens Direktorat – Parkafdelingen:

”Den nuværende naturpark Utterslev Mose blev anlagt i perioden 1939-41. Arbejdet blev gennemført som et beskæftigelsesprojekt for unge arbejdsløse. Gennem udgravninger og plantninger fik området stort set det udseende, vi kender i dag.

Utterslev Mose med omliggende parker, Kirkemosen, Gyngemosen og Grønnemosen er ca. 220 ha. stor. Heraf udgør søerne ca. 1/3. En anden tredjedel er naturområde, mens 1/3 del er park. Mosen er altså et fristed for plante- og dyrelivet og et rekreativt område for byens borgere.

I perioden op til i dag har der været problemer med at holde mosens vand rent. Det skyldes, at der i 1953-70 blev udledt spildevand i mosen. Udledningen er nu stoppet. Kun i tilfælde af voldsomme regnskyl, træder de såkaldte overløb fra kloaksystemet i funktion, og en blanding af regnvand og spildevand bliver sluppet ud i mosen. Der arbejdes fortsat med at forhindre disse udslip ved bl.a. at udbygge kloaksystemet og skabe store underjordiske bassiner til opmagasinering af vandet. Da man stoppede tilførelsen af spildevand, sank vandstanden i mosen. Det medførte, at dele af søområdet blev tørlagt i varme somre. Derfor begyndte man i 1980 at oppumpe vand fra Harrestrup Å. Vandet bliver fra fæstningskanalen i Vestvolden ledt ud i mosen.

Hvert år udføres der nu undersøgelser af fuglelivet og vandkvaliteten. I 1994 blev der tillige gennemført en stor undersøgelse af hele mosens planteliv. Disse undersøgelser gør det muligt at følge udviklingen i mosen tæt. Det giver tillige grundlaget for den daglige drift og pleje.

Citatet er stort set den samlede beskrivelse i kommunens pjece om ”- en perle i storbyen”, som der står på forsiden. At beskrivelsens få ord alligevel fylder 14 sider, har blandt andet den tankevækkende forklaring, at teksten må oversættes og gengives på fem forskellige sprog, før den er forståelig for ”byens borgere”.

Det andet introduktionseksempel er skrevet af Kjeld Høgsbro, og offentliggjort (1991) i en ”Kulturcenterundersøgelse” af ”Ludvigcentret” på Holbergskolen.Om lokalområdet Emdrup skriver han i sin indledning:

”En sjælden pagt mellem mennesker og natur”

”Når man fra Rådhuspladsen i København kører mod nord ad de store boulevarder, kommer man forbløffende hurtigt til et stort område med søer, rørskove og

buskadser, der strækker sig, så langt øjet rækker. Det er samtidig med, at hastighedsgrænsen sættes op til motorvejstempo, og muligvis når den fortravlede forretningsmand slet ikke at se denne naturskønhed på sin vej til forstædernes villaer og aftensmaden. Muligvis holder han bilens hastighed nede, og kaster et sidste blik ned over de store vandflader, som den sene eftermiddagssol spejler sig i, indtil horisonten atter opsluges af Gladsaxe´s endeløse villakvarterer og boligblokke. Her, så nær centrum ligger Utterslev Mose, 6 km bred og 11 km lang. Et fristed for svømmefugle og sangere og et yndet udflugtssted for naturelskere. Her spiser selv grågæssene af hånden, og en særlig fredsaftale synes at være indgået mellem menneskene og disse sky fugle. Nogle kilometer fra mosen er de ikke til at komme i nærheden af, og træffer man dem tilfældigvis på menneskenes og grågæssenes fælles vinterophold i Spanien, er pagten brudt. Her er de lige så sky, som resten af de skandinaviske gæs.

Men området blev også givet dem af menneskene. Oprindeligt var det en fuldstændigt tilgroet sump. I 30´erne fik man gravet søerne ud, og svømmefuglene begyndte at slå sig ned i området. I 1970 var søen ved at kvæles i alger på grund af spildevandet, men en samlet indsats standsede udledningerne, fik åbnet nye vandtilførsler, hævet vandspejlet, afrettet rørskovene og reddet den hensygnende bestand af fisk og fugle. Området blomstrede atter op, og den sjældne pagt mellem menneske og natur blev genoprettet.”

Mosens geologi

Istid

I det danske landskab er Utterslev Mose en lille brik, hvis oprindelse aldrig har været genstand for en selvstændig, videnskabelig undersøgelse.

Der findes grundig litteratur om mosens biologiske forhold, men en forklaring på hvilke kræfter der har skabt rammen om dette liv må findes i de generelle teorier om de danske landskabers opståen.

Da isen for ca. 12.000 år siden smeltede bort fra Sjælland, lå en vegetationsløs overflade tilbage, opbygget af de materialer isen havde bragt med sig. Bjergarten kaldes moræne, og er karakteristisk ved at være løs, usorteret og bestå af elementer hentet de mange steder fra, hvor isen tidligere havde banet sig vej frem. Store sten og klippeblokke ligger tilfældigt blandet med de fineste lerpartikler. Kalk og flint fra danske aflejringer i selskab med for eksempel vulkanske bjergarter fra Sverige og ”urgamle” granitter fra Ålandsøerne.

Men morænen danner som bekendt ikke en plan flade, og det har flere årsager. Den væsentligste er, at isens afsmeltning ikke foregik jævnt og roligt i den afsmeltningsperiode vi kalder Senglacialtiden. Der var, som tidligere, store klimatiske svingninger. I kuldeperioder stødte isen frem i det landskab, den lige havde frigivet for sit tryk. Som en bulldozer blev der gravet op og skubbet sammen, og da isen endeligt var definitivt forsvundet, fortsatte isens smeltevand med

kræfterne der dannede mosen

Senglacialtiden

aktørerne

processerne

Bob Dylan stillede spørgsmålet at forme natursiden af det landskab, vi til dagligt færdes i.

Vi kan således forenkle billedet og sige: • At der var to kræfter i arbejde – isen og smeltevandet

• At de begge benyttede to arbejdsprocesser aflejring og erosion

Under en aflejringsproces samles materialer sammen i landskabet. Under en erosionsproces fjernes materialer. Erosion forudsætter, at der er materialer at arbejde med. Aflejring forudsætter, at der er materialer at tilføre. Den ene proces er således en forudsætning for, at den anden kan finde sted.

Aflejring => Erosion => Transport => Aflejring

Pilene betyder ”efterfølges af”, men den hastighed naturen benytter, den tid der går med at komme fra et led i kæden og til det næste, er meget variabel.

En heftig regnbyge kan gribe så effektivt fat i den ”aflejrede” grusbunke på fortovet, at de efterfølgende led følger efter på få minutter; men man kan også, som sangeren Bob Dylan gjorde det i sit debutalbum spørge: ”How many years can a mountain exist, before it is washed in the sea?”

Det ligger i spørgsmålets formulering, at alt er i stadig forandring, men ligegyldigt hvilket landskab geologen betragter, kan han ”til hver en tid” karakterisere det ved at finde svar på følgende tre spørgsmål:

1. Hvilke kræfter har været i arbejde? 2. Hvilke processer har disse kræfter benyttet sig af? 3. Hvilke materialer har der været at arbejde med?

Disse ofte indviklede undersøgelser kan roligt overlades til fagfolk, men for bedre at kunne skabe sammenhæng i beskrivelsen, er det dog nødvendigt at konstruere følgende ”faglige hjælpeskema”:

Kræfter Is Smeltevand

Processer

Erosion A C

Aflejring B D

Skemaet viser de fire væsentligste kombinationer mellem naturens kræfter og processer, og det skal aflæses således:

A. Landskaber opstået ved iserosion. Her har isens eroderende kræfter fjernet materialer.

B. Landskaber opstået ved ophobninger af de materialer, som isen har medbragt.

C. Landskaber opstået ved smeltevandserosion. Her har smeltevandets eroderende kræfter fjernet materialer.

D.Landskaber opstået som konsekvens af, at smeltevandet har aflejret materialer.

Der er i den fortsatte beskrivelse refereret til dette skema ved at henvise til bogstaverne (A), (B), (C), (D).

Fig 1.

Kortet er et højdekort, og pilene markere i hvilken retning isen langsomt forsvandt. Isen smeltede passivt bort, men klimaet var variabelt, og – som det tidligere er beskrevet, kunne isen i korte kuldeperioder vende tilbage, og aktivt skyde sig ind over de landskaber, den netop havde forladt. På kortet svarer denne bevægelse til, at vende ”afsmeltningspilene” og for eksempel kalde dem for ”kortvarige fremstødspile”. Resultatet af dette skift blev den indtegnede israndlinie. Denne linie markere, hvor landskabet fik et kraftigere relief (relief = et landskabs samlede højdeforskelle), fordi det var isen, der skubbede overfladens materialer sammen (B). Højdekortet viser tydeligt, hvordan israndlinien forbinder relativt højtliggende områder, og de ”brud” der er i forløbet kan forklares som et resultat af en senere smeltevandserosion. Mølleåens tilhørende dalsystem kan her nævnes som et godt eksempel (C).

Israndlinien markerer ”aflejringslandskaber” (B), men ingen aflejring eet sted, uden et modsvarende materialetab et andet sted., og det er her Utterslev Mose kommer ind i billedet, idet mosens lavtliggende terræn kan være opstået i denne sammenhæng. Et konkret eksempel:

De markante bakkedrag (B), som bebyggelsen Høje Gladsaxe er placeret på, kan være opbygget af de materialer isen tog med sig fra området beliggende umiddelbart mod sydøst, med det resultat at den dalsænkning opstod for foden af skråningerne, som vi i dag kalder Utterslev Mose.

Denne enkle forklaring bygger ikke på videnskabelige undersøgelsesresultater, men det er den mest sandsynlige teori.

Den stiplede linie på figur 1 viser, hvordan en ”underordnet”, en mere utydelig, israndlinie så nogenlunde følger mosens krumme længdeakse i en parallelforskydning fra SV til NØ. Igen: Linien forbinder de relativt højtliggende landskaber, eksempelvis Bispebjerg Bakke med Bellahøj, og

Høje Gladsaxe

Bispebjerg Bakke og Bellahøj skabt af Utterslev Mose og Lersøen

sædceller fra blomsterne

iagttagelser i 2000 leder vi, som før efter det område materialerne er kommet fra, finder vi, i samme position som Utterslev Mose, Lersøens lavning. ”Søerne” i København kunne være det materialeleverende område i en fortsat historie, - men tilbage til Utterslev Mose.

Her lå nu en lavning i terrænet, og meget naturligt må den have fungeret som et opsamlingsbasin for isens smeltevand. Dette smeltevand har i begyndelsen fortsat sit løb gennem en nordgående lavning over Gentofte Sø, og er en del af baggrunden for de udstrakte overfladeaflejringer af smeltevandssand i området mellem Bagsværd og Lyngby. (D).

Smeltevandsfloden

Senere forsvandt den afspærrende is mod øst, og smeltevandet skiftede retning. Den kortere vej til havet gik nu gennem Emdrup Sø. Dette gav smeltevandsfloden styrke til at erodere kraftigt i de omgivende skråninger (C), som flere steder markant afgrænser mosens form.

Men som isen forsvandt, og smeltevandsfloden derfor mistede en del af sine vandtilførsler, mistede den også sine eroderende kræfter. En del af det materiale smeltevandet bragte med sig, kom nu ikke længere end til mosens bund, som et udtryk for, at evnen til at transportere var ved at slippe op. Det blev varmere. Vegetationen indvandrede og med tiden blev der opsamlet store mængder organisk materiale i søbassinet. Netop denne rækkefølge af lag kunne iagttages, da kommunen i efteråret 2000 gravede ud til den nye bassinledning mellem Grønnemose Alle og Rådvadvej. Under ca. tre meter menneskeskabt ”fyld” lå et tørvelag, og under tørvelaget fulgte fedt, gråt smeltevandsler med små muslingeskaller fra en arktisk fauna. Et lille indskud:

Pollen er blomsternes ”sædceller”, og da disse støvkorn er artsforskellige, meget modstandsdygtige og effektivt spredes over store områder med vinden, findes de i alle tørvelag, og kan med sikkerhed artsbestemmes under et mikroskop. Samlede pollenanalyser gennem mosernes organiske lagserier, fortæller på denne måde den spændende historie om plantevækstens udvikling i Danmark. Fra den arktiske bjergbirk til bøgetræet i den nuværende tempererede klimazone.

Og meget mere. For eksempel, at de første kulturplanter (korn) dukker op på tidsaksen for ca. 5000 år siden, Jægeren var blevet bonde, og det kan der læses mere om i bogens indledende kapitel.

Borearkivet på Danmarks Geologiske Undersøgelser kan på grundlag af mindst 250.000 journaler om danske grundvandsboringer give oplysninger om ”de dybereliggende lag” under mosen.

De boresteder som ligger tæt på mosen indeholder alle metertykke tørvelag. Det viser, at mosen tidligere må have haft en større udbredelse.

Under disse tørvelag følger vekslende lag af smeltevandsaflejringer.

Under smeltevandsaflejringerne følger blandede morænetyper, og i en dybde på ca. 30 meter afløses kvartærtidens aflejringer af kalksten fra tertiærtiden.

Kvartærtiden er den jordperiode vi selv lever i og som tog sin begyndelse for ca. 2 mill. år siden.

Den jordperiode som gik forud kaldes Tertiærtiden, og havde ved sin afslutning en alder på over 50 mill. år. Den kalksten boreprofilerne rammer kaldes Saltholmskalk, da den er identisk med den kalksten man finder som Saltholms overflade, og den er dannet i et tropisk hav, nogenlunde samtidig med den mere berømte koralkalk fra Fakse i det ældste tidsafsnit i Tertiærtiden. Geologerne kalder perioden Danien. Lokale jordskælv og fjerne bjergkædefoldninger (Alperne) kan aflæses som sprækker, brud og forkastninger i denne kalksten.

Disse tropiske havaflejringer med spor efter jordskælv, bjergkædefoldninger og uddøde dyrearter ligger lige under vore fødder. Og er det vulkansk aktivitet man er interesseret i, er morænen, også i parcelhushaverne, fyldt med de vulkanske bjergarter, som isen har bragt med sig.

Mosens kulturgeografi

I en geografisk beskrivelse er målet ofte, at se sammenhæng mellem den naturgivne ramme og menneskets udnyttelse af mulighederne. Dette forhold varierer naturligvis som tiden går, og nogle af de faktorer som skaber nye relationer til naturgrundlaget er befolkningstilvæksten, den tekniske udvikling, de moderne erhvervsformer - og de dermed ændrede bebyggelsesmønstre. I dette udviklingsforløb mister mosens ressourcer langsomt sine bindinger til landbruget, og integreres afsluttende totalt i storbyen København.

Der er en kamp om arealet mellem land og by, der viser sig ved at se på mosens funktion i forhold til det traditionelle danske landbrug.

Indtil udskiftningen begyndte for ca. 200 år siden, havde landsbyerne i århundreder holdt gårdene fast i et sammenhængende lukket mønster. Fysisk såvel som med hensyn til produktion.

Udenom landsbyerne lå den kornproducerende bymark, og udenom bymarken lå overdrevet. Grundstrukturen i arealudnyttelsen var med andre ord nærmest koncentrisk. I overdrevet gik husdyrene som et mellemled mellem mennesker og den naturgivne vegetation, og Utterslev Mose var et sådant overdrev, fælles for de omkringliggende landsbyer, Mørkhøj, Husum, Brønshøj, Utterslev, Emdrup og Buddinge. Systemet var nu: Om foråret, når sne og is smeltede, steg grundvandsspejlet så meget, at de udstrakte enge omkring den egentlige mose kom under vand. Vandet var næringsrigt og sommerens græsvækst derfor frodig. Der var nok til både afgræsning og vinterdepot. Husdyrene blev hentet hjem om aftenen, og bonden kunne så samle mælk og mødding. Møddingen blev spredt ud på markerne, og på den måde blev det tab af næringssalte, som en kornhøst dræner jorden for,

den naturlige gødskning

den naturlige gødskning ødelægges

selvstændige produktionsenheder efter udskiftningen

jagt og fiskeri

tørv

byens vandforsyning og fisk til kongen dækket ind. Mosen erstattede markernes tab af næringssalte gennem husdyrgødningen. At mosen ikke selv med tiden mistede sine vækstmuligheder ligger i det forhold, at grundvandet i sit løb under de omgivende landskabers overflade konstant kunne udvaske nye næringssalte af de forskellige bjergarter og bringe dem med sig i en opløst og derfor let tilgængelig form.

Udskiftningen ændrede kulturmønstret totalt. Gårdene blev selvstændige produktionsenheder, og rundt om det private blev nye ejendomsskel markeret. Mange gader og veje har siden fulgt disse nye linier i landskabet, men mosens økologiske funktion fortsatte som beskrevet.

Mosen kunne levere andet end mad til husdyrene. Fiskeri har spillet en rolle som supplement til landbrugsproduktionen – og før landbruget blev etableret har jagt og fiskeri været afgørende for bosættelsen rundt omkring mosen.

Mosen kunne også levere energi. Først og fremmest i form af tørv - og før den teknik blev udviklet har træ været afgørende for jæger- og fiskersamfundet.

Energi, mad og vand – alt hvad man havde brug for, alt hvad man kunne ønske sig; specielt når der var tale om en by.

Vandstanden hæves.

I 1587 befalede Frederik 2. ” at udgrave og rydde Oterslev Sø”. Vandstanden blev samtidig hævet ved bygning af dæmning og sluse i markskellet mellem Buddinge og Emdrup. Søborghus var oprindeligt de skiftende slusemestres bolig. Årsagen til denne kontrol og regulering af mosens vandmængde var at sikre byens vandforsyning. Endvidere håbede man at skaffe stabile leverancer af fisk til ”Kongens bord”.

Konsekvensen af den højere vandstand blev for bønderne, at engene kunne risikere at stå så længe under vand, at mosens afgørende funktion som pumpe af næringsstoffer blev afbrudt. Engene blev for sumpede til at husdyrene kunne færdes der. Mange konflikter udsprang af denne interessemodsætning, som de for eksempel kommer til udtryk i tingbøgernes beskrivelser af bøndernes forsøg på gennem bestikkelse at få åbnet sluserne.

I slutningen af 1700-tallet forsøgte byen også at erobre mosens energiressourcer. Ideen var at bortforpagte hele området som tørveskær, og beregninger viste, at der kunne bortgraves 64.000 læs tørv om året i 50 år frem. Imidlertid turde ingen indlade sig på en så stor entreprise.

Det rindende vand

Det rindende vands betydning for byen kan ses af fig. 2. Tegningen viser, hvordan reguleringen af mosens afløb indgik i en større samlet plan, hvis oprindelse i øvrigt fortaber sig i den tidlige middelalder. Fra Emdrup Sø drejes vandet, ved udgravninger og dæmningsbyggeri, gennem Lersøen ind mod et punkt lidt syd for den nuværende højbanes skæring af Nørrebrogade. Her støder også en anden kanal til med vand fra Harrestrup Å.

En dæmning over åen ved Roskildevej skaber den kunstige Damhussø. Vandet kan nu samles, hæves og føres gennem gravede kanaler til det omtalte punkt på Nørrebro. Vandets naturlige løb fra Emdrup Sø er stiplet mod øst, og det naturlige løb af Harrestrup Å er stiplet fra Damhussøen og mod syd. Efter de to kanalers sammenløb fortsætter vandet ind mod byen under navnet Ladegårdsåen. Siden er det meste forsvundet i betonrør under brosten og asfalt, men vandet fra Utterslev Mose løber stadig ud i Peblingesøen lige nord for Søpavillonen.

Fig. 2

den oversete mose

et sammenhængende parkområde

Et forsvarsværk

Udover den gamle og meget begrænsede funktion som ”Kongens fiskevand” indeholder mosens historie også et nyere afsnit om, hvordan Københavns Kommune kunne udnytte vandets tilstedeværelse, før det løb i Peblingesøen. I 1856 blev byens gamle forsvarsværk opgivet. Befolkningstilvæksten besejrede fæstningen. Byportene blev revet ned, og voldene gravet væk på Sjællandssiden. I den såkaldte provisorietid (1886-1893) blev det besluttet, at nu skulle København have et nyt ca. 15 km. langt forsvarsværk i form af et voldsystem. Det strakte sig i en fremskudt bue om byen fra Brøndby Strand til Utterslev Moses naturlige voldgravsforlængelse. Imponerende i sin konstruktion; men forældet i sit grundprincip. Våbenteknisk var verden allerede løbet fra voldgrave som et muligt forsvar – også selvom man kunne regulere vandstanden ved Søborghus. Hele anlægget blev nedlagt i 1922, og lå derefter ”forseglet” i 45 år, indtil det gradvist blev åbnet for offentligheden fra 1967. I dag er Vestvolden en bemærkelsesmæssig akse i Københavns ydre ring af parkområder, og hvor det menneskeskabte bygningsværk slutter, fortsætter Utterslev Mose med sine naturlige linieføringer om det fælles rekreative område. Der henvises til artiklen om Fæstningsanlæg i Emdrup.

I tiden op til grænseændringerne i 1901sikrede Københavns Kommune sig indflydelse i nabosognene gennem omfattende jordopkøb, og på få år ændrede industrikulturens planlæggere landskabet totalt. Sporvogne til arbejdskraften i et rationelt udbygget gadenet, moderne adskilt fra koncentrerede industriområder, stort hospital og en kirkegård med gode udvidelsesmuligheder. Der blev også tænkt på fremtiden. Brokvarterenes kaos skulle ikke gentages. Karakteristisk for udviklingsforløbet var den markante offentlige styring, såvel gennem overordnet planlægning som gennem direkte finansiering.

I dette perspektiv kan det godt virke overraskende, at mosen stort set fik lov til at passe sig selv helt frem til 1931 (endnu en rund fødselsdag). Forklaringen må findes i, at byens rekreative opmærksomhed traditionelt var rettet mod det romantiske landskab op langs kysten og ind i Dyrehaven.

Et sammenhængende parkområde

Ønsket om at skabe nye rekreative områder var sikkert underordnet et større behov for at skabe nye arbejdspladser, men i 1931 vedtog Københavns Borgerrepræsentation at etablere Utterslev Mose som et sammenhængende parkområde. Således blev det aktuelle behov for arbejde kombineret med det mere langsigtede ønske om større friarealer. Planen omfattede hele mosen, også Brønshøj Kirkemose og Gyngemosen. 500 tønder land, fire gange Fælledparken. Uanset hvad nu politikernes motiver og prioriteringer så var, kan vi i dag glæde os over resultatet, og den vilje til at beskytte området, som vel kom tydeligst til udryk, da det i slutningen af 1960´erne blev kendt, at urenset spildevand især fra Gladsaxes industriområder var ved at ødelægge hele mosens økosystem.

På 20 år blev alt genoprettet, og vandet er nu så rent, at fiskene igen kan spises uden risiko for forgiftning. Mosen er således et godt eksempel på, at forureningsbekæmpelse er et spørgsmål om vilje.

Det kan godt være, at man af og til kunne ønske sig at mosen var lidt mere vild og overraskende. Lidt mindre klippet og tilrettelagt. Men nyd den som den er. En forunderlig blanding af natur og menneske. Fiskehejren er nabo til motorvejen. Trafiklyset skifter farve midt i en flok grågæs. Det faglige perspektiv er tilbage i den lange indledning og jeg vil afslutte med to opsummerende eksempler, som jeg har markeret på det udsnit af generalstabskortet fra 1854, som er fig.3.

Fig. 3 Generalstabskort 1854 frisk fisk igen

den tungeformede halvø

Langholm

En tungeformet halvø strækker sig ud mod syd, omgivet af tilgroede moseområder. Den fortjener særlig intteresse. Frie vandoverflader optræder kun som små, kantede søer – et resultat af de omkringliggende gårdes tørveproduktion.

De lange, rette linier i mosen markerer et sammenhængende afvandingssystem af åbne grøfter, som via ”Søborghus” er sat i forbindelse med Gentofte Rende og Emdrup Sø. Denne afvanding betød et lavere grundvandspejl, som var en nødvendig forudsætning for de mange tørveskær. Grundvandspejlet er det plan under terrænoverfladen, hvorunder alle hulrum er fyldt med vand.

Nord for halvøen ligger et kuperet morænelandskab med markante, smeltevandseroderede skråninger. En sti fører fra mosen op til den firlængede Grønnegård, gennem det slugtlignende skår i skrænten, hvor Holmevej i dag er at finde. Bemærk at højdekurven (linier gennem punkter med samme højde over havet), er angivet i enheden fod, og at ækvidistancen (den lodrette afstand mellem to højdekurver) er fem fod. Den omtalte skrænt løfter således landskabet fra 55 fod til ca. 110 fod = 55 fod = ca. 17 meter.

Halvøen er formodentlig dannet af de materialer, som slugten har afleveret i et samlet større jordskred. Ikke ”for nylig”, men dengang klimaet var arktisk, og jordbunden præget af permafrost. Som i dag i det nordlige Sibirien. Permafrost betyder, at vandet i jordlagene året igennem var frosset til is, bortset fra den optøning i overfladen, sommeren førte med sig. Altså: En stejl, vegetationsløs skråning, en tyk sommeropsmeltet grød af moræneler, og en glat glideflade. Som sagt: Halvøen er dannet ved et jordskred, og slugten viser, hvor materialerne kom fra.

Betegnelsen ”Langholm” møder vi i øvrigt først på et kort fra 1901, hvor ”Holmestien” er ført videre ned over halvøen og ud i mosen, hvor den ender blindt.

Muligvis fortæller disse spor om en tidlig nord-sydgående passage over mosen.

Udsnit af generalstabskort fra 1901 hvor både halvøen Langholm og slugten mod Grønnegård ses.