Afsætning A, Bind 1, Grundbog 3. udgave 2015

Page 53

KAPITEL 3 · METODE ·

53

3.3 Interne og eksterne sekundære data Der er to hovedgrupper af sekundære data: Interne og eksterne data. De data, der findes i interne kilder i virksomhederne, kalder vi for interne sekundære data, og data fra eksterne kilder som fx Danmarks Statistik i eksemplet herover kalder vi for eksterne sekundære data. Interne sekundære data. Disse findes i virksomhedernes interne datakilder, fx i databaser, der rummer alle virksomhedens salgs- og indkøbsfakturaer, årsregnskaber og statistikker over de ting, der foregår i virksomheden. Disse data er stort set kun tilgængelige for ansatte i de enkelte virksomheder.

Eksempel Virksomheden Sæbeværkstedet sælger sæbeprodukter til gave- og brugskunst-butikker, butikker med økologiske varer, hoteller og wellnesscentre mv. Virksomheden beder dig finde ud af, hvordan salget til virksomhedens kunder har udviklet sig de seneste tre år. Du skal finde salget til hver af kunderne hvert af de tre kalenderår. Den opgave vil du let kunne løse, hvis du er ansat i Sæbeværkstedet. Du vil kunne finde de ønskede tal i virksomhedens interne it-systemer, enten i form af salgsfakturaer eller i statistikker over salget fordelt pr. kunde. Hvis du er Hhx-elev og ikke har adgang til Sæbeværkstedets interne datakilder, får du meget, meget svært ved at finde tal, der kan bruges.

Eksterne sekundære data. Eksterne data findes i eksterne kilder, der er almindeligt tilgængelige. Data er allerede indsamlet og bearbejdet, så de kan nås i elektronisk form eller på papir. De kan anvendes af andre end dem, der har indsamlet dem. Herunder ser du en oversigt over de mest almindelige eksterne kilder med sekundære data.


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.