Målrettet og magtfuld meningsmåler

Målrettet og magtfuld meningsmåler Mette Østergaard har taget lyntoget fra Midtjylland til toppen af Politiken. I dag er hun 31 år og en Christiansborgkvinde med et tændt bullshit-filter.

Lixen, Maj 03, 2012 Af Tinne Hjersing Knudsen

På en hvid rumdeler lige under brysthøjde holder Politikens indlandsredaktion sig oppe på albuer. Klokken er lidt over 9.00, og avisen får efterkritik. Journalister strømmer til med kilder, konflikter og kaffe.

Midt i flokken står Politikens politiske førstedame, Mette Østergaard.

Hun følger med i efterkritikken og kniber øjnene sammen, som om hun lytter med dem, når ord som politik, flertal og partikonflikter suser henover læberne på journalisterne.

Ingen skulderstjerner Mette Østergaard var i kulturchok, da svingdøren puffede hende ind på receptionens sorte granitgulve og til redaktionsmøde for første gang. »Jeg havde været på Jyllands-Posten, TV 2 og Børsen inden, som har en lidt mere stringent kultur i forhold til ledelseshierarki«, fortæller hun.

Da hun stod der på albuerne, bøjet hen over den hvide rumdeler for første gang, afbrød en af journalisterne nyhedschefen og sagde »Det er jeg simpelthen ikke enig i«. Det startede en længere diskussion, som den nyslåede politiske redaktør fulgte overrasket med i. »Der hvor jeg havde været før, var det sådan, at dem med flest stjerner på skuldrene satte linjen«.

På Politiken diskuterer de journalistik ekstremt meget, og det bliver man glad for, når man lige har vænnet sig til det, forklarer Mette Østergaard. »Det gør, at vi hele tiden udvikler vores journalistik. Vi er meget bevidste om at tage diskussioner. På vores intranet kan der sagtens være stor kritik af en ledelsesbeslutning, uden det er til skade for journalisterne«, tilføjer hun.

I dag holder hun så meget af den korte afstand fra skribent til chef, at hun nødigt ville være den foruden. Mette Østergaard elsker den ordnede debat, og det virker meget naturligt, når hun dagligt orkestrerer store politiske skænderier, der bestemmer, hvordan Danmark skal bygges ud eller om.

To skridt foran Mette Østergaard går stærkt, så man er to skridt bag hende, når hun

trækker sin cykel i høje hæle fra den pulserende Politiken til sin egentlige arbejdsplads, Christiansborg. Eller også er hun bare to skridt foran, som hun har været i hele sin karriere. I en alder af 31, sidder hun på fjerde år på et af landets største dagblade – i en af de gevaldigste og vigtigste stole som politisk redaktør.

I dag er der stille i det politiske Danmark, så Mette Østergaards starter klokken 9 i Politikens hus med tre redaktionsmøder på en time. »Jeg møder klokken 9 og arbejder til omkring klokken…« Klokken 16?

Hun sender et blik, som havde nogen hårdnakket påstået, at Anders Fogh Rasmussen var statsminister i en rød regering. »Nej, nej, nej, ikke 16«, siger hun og griner. »Til klokken 18-19 stykker mindst!«.

Men når der udskrives valg, droppes betalingsring eller skal varmes op til trepartsforhandlingerne, sidder hun klar under pudderkvasten hos TV 2 News klokken 6. Der serverer hun analyser og kommentarer til danskernes morgenkaffe. »Hvis der er en stor sag, står jeg virkelig tidligt op og lægger først avisen i seng klokken 22«, siger hun. »Men det sker oftest, når der er valg, og der er man så høj på adrenalin, at man ikke mærker, man er træt«.

Det er ikke kun, når der er valg, Mette Østergaard er spændt op på adrenalin. Det er hun dagligt, fordi hun vil være først med de politiske nyheder. »Man er i konstant kamp med de andre politiske redaktioner. Det handler om at være først med nyhederne. Nogle gange taber man, andre gange vinder man«, fortæller hun.

Karriereafsæt i Kjellerup Mette Østergaard er vokset op i en lille, midtjysk by langt fra borge og statsministre, hvor journalistik og politik ikke fyldte meget. Hendes mor var dagplejemor og faren selvstændig maler. Sammen skabte forældrene et kernefamiliemiljø med tradition for, at man læste avisen og interesserede sig for, hvad der foregik i samfundet. »Min opvækst kombineret med, at jeg er et meget nysgerrigt menneske, tror jeg, var grunden til, at jeg fik interessen for journalistik. Men også det, at jeg havde en hel klassisk interesse for at skrive. Jeg er bare sådan en, der godt kunne lide dansk i folkeskolen«, fortæller hun.

Mette Østergaard valgte for alvor journalistikken, da hun kom i praktik på lokalavisen Kjellerup Tidende i 9. klasse. »Jeg syntes, at det var fantastisk at være på Kjellerup Tidende, og jeg har stadig kontakt til redaktøren. Han hjalp mig i en periode, hvor jeg skrev nogle ting til ham, som han kiggede på. Jeg allierede mig med ham for at blive klogere på det dér med at være journalist«.

Derfra var der aldrig tvivl om, hvad Mette Østergaard ville. Da hun havde gået i gymnasiet og rejst rundt i Asien, Afrika og Australien i nogle år, søgte hun ind på Journalisthøjskolen i Aarhus. Hun søgte også halvhjertet ind på statskundskab, som skulle være hendes backup.

Den fik hun ikke brug for. »Jeg klarede optagelsesprøven i første forsøg. Jeg søgte ind på statskundskab, men der har ikke været andre ting, jeg ville i virkeligheden«, siger hun.

Ung, magtfuld og hvad så?

Mette Østergaard husker sin tid på Journalisthøjskolen som en stor social oplevelse, men hun var skuffet over det faglige niveau. »Jeg syntes, at det var rigtig sjovt at gå på skolen, og jeg lærte nogle søde mennesker at kende. Det var på den måde en rigtig fed tid, men jeg var frustreret over uddannelsen. Jeg syntes, at der var for meget af ”Prøv det her af og kom tilbage og se, hvad du synes om det” uden ret meget teori og ret meget retning. Jeg synes sgu godt, at den kunne have haft et højere fagligt niveau. Men det var sjovt socialt«, siger hun og griner.

Det er flere år siden nu, at Mette Østergaard havde sin daglige gang i betonbunkeren og fik nye venner i fredagsbaren. I sommeren 2004 kom hun i praktik på Jyllands-Posten, og siden er det gået stærkt. Det har løftet mange bryn og affødt mange spørgsmål, da journalister på poster på linje med hendes, har mange års erfaring. Og det har Mette Østergaard forståelse for. »Jeg tror da også, at jeg havde kigget med en vis skepsis på mig, hvis jeg stod udefra. Man bliver nødt til at vise, at man er værdig til og kan udfylde den rolle, man har fået«, siger hun.

Bliver du aldrig træt af spørgsmål, der handler om, at du er ung og kvinde? »Jeg synes, at det med at være kvinde og ung er parametre, som jeg ikke kan gøre noget ved. På den ene side synes jeg, at det er en lidt tom diskussion, fordi det ikke påvirker mit arbejde. På den anden side

synes jeg, at det er et vigtigt statement til de kvinder, der sidder derude og gerne vil lave det, jeg laver«, siger hun og tilføjer: »Men i forhold til mit arbejde, synes jeg, at det er fuldstændig irrelevant«.

Føler du, at du har skulle bevise noget ekstra? »Øøøøh…« siger hun og slår klik med tungen. »Det er et godt spørgsmål. Jeg ved ikke, om jeg har skulle bevise noget ekstra, men det har taget tid at overbevise folk. Ren og skær fordi de ikke vidste, hvad jeg kunne, og hvad jeg var for en«.

Mål og mand, men ikke mave Mette Østergaard har været gift i to år med sin mand, som hun mødte mens de begge læste i Aarhus. Han har lige fået job i Moskva for de næste to år. »Nu starter det helt store pendlerliv. Vi ses i weekenderne, mere eller mindre hver af dem« siger hun.

Det er noget af en afstand at pendle? »Ja, men det er faktisk ikke så langt. Det tager to og en halv time at flyve, så mentalt tænker jeg, at det er ligesom, da jeg læste den sidste del på Journalisthøjskolen og skulle pendle frem og tilbage fra København«, siger hun.

Men hvad så med børn?

Hun griner med et af de der »He he«’er, man sender efter en dårlig joke. »Jeg er kommet i den alder, hvor alle spørger mig om det. Det er svært at se, hvor de skulle være lige nu, men altså, de må komme, når de kommer«, siger hun og tilføjer, at det er svært at finde plads til dem nu mellem pendlerrejser og tidskrævende jobs.

Mette Østergaards job er hårdt, men hun elsker det og har ikke lagt en plan for, hvor de høje hæle skal føre hende hen næste gang. »Jeg har det sådan, at jeg nyder det, jeg er i lige nu ekstremt meget.

Jeg synes, at jeg har et fantastisk job, og jeg ved næsten ikke, hvad folk skulle give mig, som jeg hellere ville«, siger hun.

Derfor har hun ikke et egentligt mål med sin karriere eller en drøm om, hvem hun vil interviewe, når man spørger hende.

Jyde uden jantelov På Mette Østergaards raketrejse fra den midtjyske barndomsflække til Borgens tunge gulve, har hun mødt skepsis, men ikke jantelov. “Det er fair nok, at stille sig kritiske over for mig. Jeg synes i virkeligheden ikke, at det er jantelov, siger hun.

Men hvordan har du det med jantelov generelt? »Jeg synes sådan set, at janteloven er hæmmende for, hvordan vi helt overordnet udvikler vores samfund, den kreativitet, der er i det, og hvad vi tror på.

Den er ødelæggende for, hvad folk tror, de kan, og de chancer de tør tage«, fortæller Mette Østergaard.

Hun er næsten lige landet efter fem ugers efteruddannelse og ferie i USA. Der har hun været vidne til en omvendt jantelov. »De kan alting, og slår stort ud med armene og synes, at alt er muligt, og det er bare med at prøve det af. I den forstand kan jeg godt lide, at danskerne har en sund grad af realisme i sig«, siger hun. »Jeg er trods alt jyde, så jeg er ikke fan af den amerikanske udgave.

Men jeg synes godt, at danskerne må lette albuerne fra siden, selvom de ikke slår vildt ud med armene«, siger hun.

Et utaknemmeligt job Selvom Mette Østergaard tilbringer størstedelen af sin tid på Christiansborg, drømmer hun ikke om at bytte kontor og arbejde med en politiker. »Jeg misunder dem ikke, men jeg synes, at man må tage hatten af for det, de gør«, siger hun.

Redaktøren deler ofte karakterer ud til landets politikere, og hun er ikke i tvivl om, hvad der får hende til at tænke i 10- og 12-taller. »En politiker skal have et klart budskab, fordi kommunikation betyder mere og mere. De skal efterleve deres politik og stå inde for det, de vil for andre. De skal også kunne deres substans. Nogle gange kommer politik til at handle meget om form, men de politikere der klarer sig bedst, er dem der forstår at omsætte substans til klar retorik. Hvis de ikke kan deres substans, bliver det meget hurtigt nogle overfladiske one-liners«, siger hun.

Så. Hvad synes du egentlig om dem og deres arbejde?

»Jeg synes, at de har et sindssygt utaknemmeligt job. De arbejder rigtig meget og skal stå til ansvar for rigtig meget i pressen. De får ikke en specielt god løn, og de får oftere skældud end ros«, siger hun, selvom det netop er hendes job at gå kritisk til politikerne. »Præmissen for den politiske journalistik er, at vi konstant skal hænge politikerne op på det, de gør. Det er vores rolle. Politikerne har en anden«, fastslår hun.

Vi er ikke venner Mette Østergaard har stor respekt for politikere, men det betyder ikke, at hun vil være venner med dem. Så hun synes ikke, det gør noget, at journalister og politikere er tæt på hinanden på Christiansborg. »Politikerne ved godt, at vi ikke er venner. Vi indgår i et arbejdsfællesskab, hvor vi har hver vores hat i forhold til, hvad vi skal opnå. Det er politikerne jo også professionelle nok til at forstå«, forklarer hun og tilføjer, at diskussionen bliver lidt for blåøjet, fordi alle er kritiske og bevidste om egen rolle.

I disse år får politikere flere særlige rådgivere og spindoktorer. Hvad synes du om den professionaliseringen? »Jeg synes, at det er et demokratisk problem, hvis spindoktorerne bliver så stor en mur omkring politikerne, at det er svært at tale direkte med dem«, siger hun og forklarer, at det ikke er et problem, når politikere og journalister arbejder under samme tag eller på samme borg. »Jeg kan møde en minister på gangen og begynde at interviewe ham med det samme, uden jeg skal lave en aftale med en spindoktor først.

Det giver os en ekstrem frihed i forhold til at have direkte adgang«, siger Mette Østergaard, der synes, bekymringerne og fordommene om arbejdsfællesskabet er for fantasifulde. »Man tænker, “altså tror dem, der kritiserer de politiske journalister virkelig, at vi står og tager imod spindoktorer med åbne arme?” Vi ved, at de får en millionhyre for at profilere deres egne ministre. Selvfølgelig prøver de at binde os noget på ærmet, når de kommer til os. Det er da fuldstændig åbenlyst«, siger hun. »Det er jo ikke sådan, at man tænker, det var da pænt af ham at komme og fortælle det der. Man har altid sit bullshit-filter tændt«.

Semifeminist Elevatoren er fyldt, så Mette Østergaard tager trappen. Der er ikke meget tid til at træne mellem lovforslag, skandaler og personsager.

Alligevel skyder hun en imponerende fart op af trapperne på vej til sin

redaktion. Hun stopper op. »Nu ved jeg, hvem jeg vil interviewe«, siger hun. »USA’s første kvindelige præsident, når hun kommer. Lidt feministisk har man vel lov til at være«.